Opfyldte profetier

(288)  Da det tidspunkt, på hvilket man først havde ventet Herrens genkomst - i foråret 1844 - blev overskredet, blev de, som tillidsfuldt havde ventet hans komme, for en stund opfyldt af tvivl og usikkerhed. Mens verden betragtede dem som mennesker, som havde lidt afgørende nederlag efter at have klynget sig til et bedragerisk håb, var Guds ord stadig deres kilde til trøst. Mange fortsatte med at studere Bibelen, granskede atter de skriftsteder, hvorpå de havde baseret deres tro, og læste atter omhyggeligt profetierne for at få mere indsigt. Det syntes ganske uimodsigeligt, at Bibelen indeholdt beviser på deres tros rigtighed. Tegn, som ikke kunne mistydes, viste at Kristi genkomst var nært forestående. Herrens særlige velsignelse, som havde vist sig både i omvendelse af syndere og i de kristnes fornyede åndelige liv, havde bevist, at budskabet virkelig kom fra himlen. Og skønt de troende ikke kunne give nogen forklaring på deres skuffelse, følte de sig forvisset om, at det var Gud, som havde ledet dem i den erfaring de havde gennemgået.

(288)  Klare bibeltekster
I de profetier, som de mente havde tilknytning til tiden for genkomsten, var der et belærende budskab, som var til hjælp i deres tilstand af usikkerhed og spænding, og som opmuntrede dem til at vente tålmodigt i tro på, at det, som nu var dem uforståeligt, skulle blive forklaret til sin tid.

(288)  En af disse profetier findes i Hab. 2, 1-4: "Op på min varde vil jeg stige, stå hen på mit vagtsted og spejde, og se, hvad han taler til mig, hvad svar han har på min klage. Og Herren gav mig til svar de ord: "Skriv synet op og rist det ind i tavler, at det kan læses let; for synet står ved magt, træffer ind i tide, usvigeligt iler det mod målet; tøver det, vent så på det, for det kommer; det udebliver ikke." "Se, opblæst, uredelig er sjælen i ham, men den retfærdige skal leve ved sin tro."

(288)  Allerede i 1842 havde befalingen om at "skrive synet op, og riste det ind i tavler, at det kan læses let" fået Charles Fitch til at udarbejde et profetisk kort, som viste Daniels og Åbenbaringens syner. Udgivelsen af dette kort blev betragtet som en opfyldelse af den befaling, som blev givet af Habakkuk. Men ingen lagde mærke til, at der omtales en åbenbar forsinkelse af synets virkeliggørelse - en ventetid - i den samme profeti. Efter skuffelsen syntes dette skriftsted uhyre betydningsfuldt: "Synet står ved magt, træffer ind i tide, usvigeligt iler det mod målet; tøver det, vent så på det, for det kommer; det udebliver ikke ... den retfærdige skal leve ved sin tro."

(289)  Også en del af Ezekiels profeti var en kilde til styrke og trøst for de troende: "Herrens ord kom til mig således: Menneskesøn! Hvad er det for et mundheld, I har om Israels land: "Det I rækker i langdrag, og alle syner slår fejl!" Sig derfor til dem: Så siger Herren: . . . . Tiden er nær, og alle syner træffer ind!" ... Jeg, Herren, taler, hvad jeg vil, og det skal ske. Det skal ikke længer række i langdrag." "Israels hus siger: "Synet, han skuer, gælder sene dage, og han profeterer om fjerne tider! Sig derfor til dem: Så siger den Herre Herren: Intet af mine ord skal lade vente på sig mere; hvad jeg taler, skal ske." Ez. 12,21-25. 27.28.

(289)  De ventende glædede sig, for de troede på, at han, som kender enden fra begyndelsen, havde set ned gennem tiderne og set deres skuffelse, og at han derfor havde skænket dem opmuntrende ord, der kunne give dem nyt håb. Havde disse skriftsteder, som formanede dem til at vente tålmodigt og holde fast ved deres tillid til Guds ord, ikke eksisteret, ville deres tro have vaklet i denne prøvelsens stund.

(289)  Lignelsen om de 10 jomfruer
Lignelsen om de 10 jomfruer i Mattæus evangeliets 25. kapitel belyser også adventfolkets erfaring. I det 24. kapitel havde Kristus, som svar på disciplenes spørgsmål om tegnet på hans genkomst og verdens ende, omtalt nogle af de mest betydningsfulde begivenheder i verdens og kirkens historie fra hans første til hans andet komme, nemlig Jerusalems ødelæggelse, menighedens trængselstid under hedningernes og pavedømmets forfølgelser, sol- og måneformørkelsen og stjerneregnen. Derefter talte han om sin genkomst og fortalte lignelsen om den gode og dårlige tjener, som venter på hans komme. Det 25. kapitel begynder med disse ord: "Da skal det være med Himmeriget som med 10 jomfruer." Her beskrives den menighed, som eksisterer i de sidste dage, den samme, som omtales i slutningen af det 24. kapitel. I denne lignelse symboliserer et orientalsk bryllup menighedens oplevelse.

(289)   "Da skal det være med Himmeriget som med ti jomfruer, der tog deres lamper og gik ud for at gå brudgommen i møde. De fem af dem var uforstandige og de fem kloge. De uforstandige tog nemlig deres lamper, men tog ikke olie med sig. Men de kloge tog olie i deres kander tillige med deres lamper. Og da brudgommen lod vente på sig, blev de alle døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød der et råb: "Se, brudgommen er der, gå ham i møde!"

(289)  Man mente, at Kristi genkomst, som blev forkyndt i den første engels budskab, symboliseredes med brudgommens komme. Den store vækkelse, som fandt sted under forkyndelsen af Kristi snarlige genkomst, svarede til, at jomfruerne gik ud for at tage imod brudgommen. Både i denne lignelse og i lignelsen i Mattæus evangeliets 24. kapitel forekommer der to forskellige klasser. Alle jomfruerne havde taget deres lampe, Bibelen, og ved dens lys var de gået ud for at møde brudgommen. Men "de uforstandige tog ... deres lamper, men tog ikke olie med sig," hvorimod "de kloge tog olie i deres kander tillige med deres lamper." Den sidstnævnte type havde modtaget Guds nåde, Helligåndens genfødende, oplysende kraft, som gør hans ord til en lygte for vor fod og et lys på vor sti. De havde i gudsfrygt gransket Den Hellige Skrift for at lære sandheden at kende, og de havde nidkært stræbt at opnå renhed i hjerte og liv. De havde en personlig erfaring, en tro på Gud og hans ord, som ikke kunne tilintetgøres af skuffelse og forsinkelse. De andre "tog deres lamper, men tog ikke olie med sig." De handlede impulsivt. Det højtidelige budskab havde gjort dem ængstelige, men de havde stolet på deres brødres tro og var tilfredse med de gode følelsers flakkende lys, men manglede fuld forståelse af sandheden og den rette hjertets omvendelse. De var gået ud for at møde Herren, og de var fulde af håb ved tanken om snart at skulle modtage deres belønning; men de var ikke forberedt på forsinkelse og skuffelse. Da prøvelserne kom, svigtede deres tro, og deres lys brændte kun svagt.

(290)   "Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle døsige og faldt i søvn." Brudgommens forsinkelse symboliserer den tid da Herren var ventet, skuffelsen og den tilsyneladende udsættelse af genkomsten. I denne vanskelige tid begyndte de overfladiske og lunkne snart at tabe interessen og at nedsætte arbejdstempoet, men de, hvis tro var baseret på et personligt kendskab til Bibelen, havde en klippe under deres fødder, som skuffelsens bølger ikke kunne bortskylle. De blev "alle døsige og faldt i søvn." Den ene klasse var ubekymrede og opgav deres tro, mens de sov, mens den anden klasse tålmodigt ventede på, at der skulle blive givet dem mere lys. I prøvelsens nat syntes de sidstnævnte dog til en vis grad at miste deres nidkærhed og iver. De lunkne og overfladiske kunne ikke længere støtte sig til deres brødres tro. Enhver måtte klare sig selv.

(290)  Fanatismen markerer sig
På dette tidspunkt begyndte fanatismen at vise sig. Nogle, som havde påstået, at de troede fuldt og fast på budskabet, fornægtede nu, at Guds ord er den eneste pålidelige rettesnor, og idet de hævdede, at det var Helligånden, der ledede dem, underkastede de sig deres egne følelser, indtryk og fantasier. Nogle udviste en blind og skinhellig nidkærhed og fordømte alle, som ikke vi e følge deres eksempel. Deres fanatisme ideer og handlinger vakte modvilje hos de fleste adventtroende, men fanatikerne var alligevel skyld i, at sandhedens sag mødte endnu mere kritik end før.

(290)  Satan forsøgte på denne måde at modarbejde og tilintetgøre Guds værk. Adventbevægelsen havde gjort stort indtryk på menneskene. Tusinder af syndere var blevet omvendt, og gudfrygtige mænd ofrede hele deres tid på at forkynde sandheden, selv i ventetiden. Ondskabens fyrste mistede mange af sine tilhængere, og for at bringe Guds sag i vanry, forsøgte han at lokke nogle af dem, som foregav at have troen, og få dem til at gå til yderligheder. Derefter var hans redskaber parate til at pege på enhver vildfarelse, enhver fejltagelse og enhver upassende handling og vise dem frem for folket med overdrevne kommentarer - for at sætte de adventtroende og deres tro i det mest uheldige lys. Jo flere han kunne få til at udtale deres tro på genkomsten, samtidig med at hans magt beherskede deres hjerte, des større fordel ville han opnå ved at fremvise dem som eksempler på hele samfundet af troende.

(290)  Satan er "vore brødres anklager," og det er på hans tilskyndelse, at mennesker holder regnskab med Herrens folks fejl og mangler og henleder andres opmærksomhed på dem, mens deres gode gerninger forbliver upåagtede. Han har altid travlt, når Gud arbejder på at frelse mennesker. Da Guds sønner kom for at fremstille sig for Herren, var Satan iblandt dem. I enhver vækkelse er han rede til at indføre nogle, hvis hjerte ikke er helliggjort, og hvis sind er ude af balance. Når disse har antaget en del af sandheden og har sluttet sig til de troende, forsøger han gennem dem at indføre teorier, som vil bedrage de uforsigtige. At et menneske befinder sig i selskab med Guds børn i kirken eller omkring Herrens bord, er intet bevis for, at det er en sand kristen. Satan findes ofte der, selv ved de mest højtidelige anledninger, i skikkelse af dem, som han kan bruge som sine redskaber.

(291)  Ondskabens fyrste kæmper for hver tomme jord, som Guds folk tilbagelægger på deres rejse mod den himmelske stad. I hele kirkens historie er der aldrig blevet fuldført nogen reformation uden betydelig modstand. Således vor det også på Paulus' tid. Hver gang apostlen grundlagde en menighed, var der nogle, som påstod, at de var blevet troende men som samtidig indførte vranglære, som, hvis den fik lov til at stå uimodsagt, ville ende med at fortrænge kærligheden til sandheden. Også Luther havde mange vanskeligheder og bekymringer, som var forårsaget af fanatikere, der hævdede, at Gud havde talt direkte gennem dem, og som derfor satte deres egne ideer og meninger højere end Bibelens vidnesbyrd. Mange, som manglede tro og erfaring, men som var fulde af indbildskhed og elskede at høre eller fortælle nyt, lod sig bedrage af de nye læreres store ord, og de forenede sig med Satans redskaber og forsøgte sammen med dem at nedrive det, som Gud havde tilskyndet Luther til at opbygge. Brødrene Wesley og flere andre, hvis indflydelse og tro har været til velsignelse for verden, mødte ustandselig Satans list, fordi han drev overspændte, verdslige og ubalancerede mennesker ind i fanatisme af en hver slags.

(291)  William Miller nærede dyb modvilje mod alt hvad der førte til fanatisme. Han erklærede ligesom Luther, at enhver ånd bør prøves med Guds ord. "Djævelen," sagde Miller, "har i vore dage stor magt over sindene. Og hvorledes kan vi vide, hvad slags ånd de er af? Bibelen giver svaret: "Af deres frugter skal l kende dem." ... Mange falske ånder er gået ud i verden; og vi har fået befaling om at prøve ånderne. Den ånd, som ikke får os til at leve ædrueligt, retfærdigt og gudfrygtigt i denne verden, er ikke en Kristi ånd. Jeg bliver mere og mere sikker på, at Satan har en hel del at gøre med disse fanatiske bevægelser. ... Mange blandt os, som foregive r at være helliggjorte, følger menneskenes traditioner og er åbenbart lige så uvidende om sandheden som andre, der ikke stiller sådanne krav om at være fuldkomne." - Bliss pp. 236.237. "Vildfarelsens ånd vil føre os bort fra sandheden, og Guds ånd vil føre os ind i sandheden. Men, siger du, et menneske kan tage fejl og alligevel tro, at det har ret. Hvad så? Vort svar er, at Ånden og ordet stemmer overens. Hvis et menneske dømmer sig selv efter Guds ord og finder fuldkommen overensstemmelse gennem hele ordet, kan det tillade sig at tro, at det har fundet sandheden. Men hvis det opdager, at den ånd, af hvilken det ledes, ikke stemmer overens med alt det centrale i Guds lov eller bog, bør det udvise stor forsigtighed, således at det ikke fanges i djævelens snare." - The Advent Herald and Signs of the Times Reporter, vol. 8, no. 23 (Jan. 15, 1845.)

(291)   "Jeg har ofte fundet større bevis på en indvortes gudsfrygt i et tårevædet øje, en våd kind og en grådkvalt stemme end i al den støj, som findes i kristendommen. "Bliss, p. 282. På reformationens tid beskyldte dens fjender de mennesker, som modarbejdede fanatismen mest energisk, for at være fanatikere. Adventbevægelsens modstandere brugte en lignende taktik. Da de ikke var tilfredse med at fordreje og overdrive de mest yderliggående vildfarelser, satte de ondskabsfulde rygter i gang - rygter, som ikke havde nogen som helst lighed med sandheden. Disse mennesker lod sig lede af had og fordomme. Deres fred blev forstyrret af budskabet om Kristi snarlige genkomst. De frygtede, at det kunne være sandt, og samtidig håbede de, at det ikke var det, og dette var årsagen til deres had mod de adventtroende og deres tro.

(292)  Det lykkedes nogle få fanatikere at bane sig vej ind i de adventtroendes rækker, men dette berettiger ikke til at hævde, at bevægelsen ikke u sprang fra Gud, lige så lidt som tilstedeværelsen af fanatikere og bedragere i kirken på Paulus og Luthers tid berettiger til at fordømme disse to mænds indsat. Måtte Guds folk vågne af deres slummer og for alvor begynde arbejdet på omvendelse og reformation. Lad dem granske Bibelen og lære sandheden at kende, således som den er i Jesus, og måtte, de overgive sig helt til Gud! Selv da vil der ikke mangle beviser på, at Satan stadig er aktiv og årvågen. Ved hjælp af alle former for bedrag vil han vise sin magt og kalde alle de faldne engle til hjælp.

(292)  Det var ikke forkyndelsen af genkomsten, som skabte fanatisme og splittelse. Fanatismen og splittelsen begyndte i 1844, da de adventtroende var opfyldt af tvivl og rådvild hed om deres virkelige stilling. Forkyndelsen af den første engels budskab og "midnatsråbet" tjente netop til at modarbejde fanatisme og splittelse. De, som deltog i denne højtidelige bevægelse, var i harmoni; deres hjerter var fulde af gensidig kærlighed og af kærlighed til Jesus, som de snart ventede at få at se. En tro og et saligt håb hævede dem over menneskelig påvirkning og var et skjold mod Satans angreb.

(292)  Et nærmere blik på profetien
"Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød der et råb: "Se, brudgommen er der, gå ham i møde!" Da vågnede alle jomfruerne og gjorde deres lamper i stand." Matt. 25, 5-7. I sommeren 1844, midtvejs mellem det tidspunkt, hvor man mente at de 2300 dage var forbi, og samme års efterår, som man senere opdagede, at dagene nåede til, blev budskabet forkyndt med Bibelens egne ord: "Se, brudgommen er der!"

(292)  Årsagen til denne bevægelse var, at det var blevet konstateret, at Artaxerxes' befaling om Jerusalems genopbyggelse, som var begyndelsen for perioden på de 2300 dage, blev givet om efteråret år 457 f. Kr. og ikke i begyndelsen af året, som man tidligere havde troet. Når man regner fra efteråret 457, udløber de 2300 dage om efteråret år 1844.

(292)  I symbolerne i Det gamle Testamente fandt man også holdepunkter for, at den begivenhed, der symboliseres ved "helligdommens renselse," måtte finde sted om efteråret. Dette blev særlig tydeligt, da man fæstede opmærksomheden ved den måde hvorpå de handlinger, der var forbillede; på Kristi første komme, havde fundet sted.

(292)  Slagtningen af påskelammet var et symbol på Kristi død. Paulus siger: "Også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus." 1. Kor. 5, 7. Førstegrødeneget, hvormed man i påsken udførte svingningen for Herren, symboliserede Kristi opstandelse. Paulus siger med henblik på Herrens og hele hans folks opstandelse: "Som førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til." 1. Kor. 15, 23. Ligesom svingningsneget var det første modne korn, som blev samlet før høsten, er Kristus førstegrøde n af den udødelige høst af frelste, som i den fremtidige opstandelse skal samles i Guds lade.

(292)  Disse forbilledlige symboler blev opfyldt, ikke kun når det gjaldt selve begivenheden, men også tidspunktet. På den 14. dag i den første jødiske måned, den måned og dag, på hvilken påskelammet i fulde 15 århundreder var blevet slagtet, indstiftede Kristus, efter at have spist påske måltid med sine disciple, den fest, som skulle være et minde om hans død som "Guds lam som bærer verdens synd." Samme nat blev han pågrebet af onde mennesker for at blive korsfæstet og myrdet, og som svingningsnegets modbillede stod Herren op fra de døde på den tredje dag, som en førstegrøde af de hensovede," et eksempel på alle de opstandne retfærdige, hvis "forgængelige legeme" skal forvandles og få "samme skikkelse som hans herlighedslegeme." 1. Kor. 15, 20; Fil. 3, 21.

(292)  På samme måde skulle de begivenheder, der var skildre ti symboler, som hentydede til genkomsten, indtræffe på det tidspunkt, som var angivet i den symbolske tjeneste. Under det mosaiske system fandt helligdommens renselse eller den store forsoningsdag sted på den tiende dag i den syvende jødiske måned (3. Mos. 16,29 - 34), da ypperstepræsten, efter at have skaffet hele Israel soning og således fjernet hele folkets synder fra helligdommen, kom ud og velsignede folket. Derfor troede man, at Kristus, vor store ypperstepræst, skulle komme og rense jorden ved at tilintetgøre synden og synderne og skænke sit ventende folk udødelighed. Man mente at Herren ville komme igen på den tiende dag i den syvende måned, på det tidspunkt, da helligdommen skulle renses. Denne dag var i 1844 den 22. oktober. Dette stemte overens med den kendsgerning, at de 2300 dage ville udløbe om efteråret, og der forekom ikke at være nogen mulighed for fejltagelse.

(293)  Midnatsråbet
I lignelsen i Mattæus-evangeliets 25. kapitel efterfølges ventetiden og søvnen af brudgommens komme. Dette stemte overens med de beviser, som netop er fremholdt både ud fra profetien og forbillederne. Mange stolede fuldt og fast på rigtigheden deraf, og "midnatsråbet" blev forkyndt af tusinder af troende.

(293)  Bevægelsen fejede som en flodbølge hen over landet. Fra by til by, fra landsby til landsby og til fjerntliggende egne gik den, indtil Guds ventende folk var helt vågne. Fanatismen forsvandt som frosten forsvinder for solens stråler, da dette budskab lød. De troende så deres tvivl og forvirring fjernet, og deres hjerte fyldtes med mod og håb. Værket var befriet for de yderliggående fanatikere, som altid optræder, når der er menneskelig ophidselse, som ikke holdes i ave af Guds ord og Guds Ånd. Der var nu den ydmyghed og gudsfrygt, som kendetegnede de gamle israelitter, når en af Guds tjenere havde bragt dem et bebrejdende budskab. Værket havde det særpræg, som Guds værk altid har. Der var ingen ekstatisk jubel, men inderlig hjerteransagelse, syndsbekendelse og forsagelse af verden. De troende havde en intens trang til at berede sig til at møde Herren. Der blev bedt næsten uafbrudt, og de helligede sig til Herren uden forbehold.

(293)  Miller siger i sin beskrivelse af denne tid: "Der lyder ingen glædesudbrud; det er næsten, som om de reserveres til en senere anledning, ved hvilken himlen og jorden skal fryde sig sammen i ubeskrivelig og herlig glæde. Der er heller ingen råben - man venter, til råbet fra himlen lyder. Sangerne er tavse; de afventer det øjeblik, da de skal synge sammen med engleskaren, koret fra himlen. ... Der er ingen følelsesmæssige konflikter; alle er enige og opfyldt af det samme." - Bliss, pp. 270. 271.

(293)  En anden, som deltog i bevægelsen, har udtalt: "Den fremkaldte overalt inderlig hjerteransagelse og ydmyghed over for himlens Gud. Den forårsagede, at interesserne vendtes bort fra det, som tilhører denne verden, at strid og fjendskab blev bilagt, en bekendelse af fejl, og at angrende bodfærdige hjerter bad Gud om tilgivelse. Den forårsagede en sindets ydmyghed, som vi aldrig før havde set mage til. Gud havde gennem Joel befalet, at når hans store dag var nær, skulle menneskene sønderrive deres hjerter og ikke deres klæder og omvende sig til Herren med faste, grad og sorg. Som Gud havde lovet gennem Zakarias, udgød han nådens og bønnens ånd over sine børn. De tænkte på ham, som de havde gennemstunget, og de sørgede, ... og de, som ventede Herrens komme, ydmygede deres hjerte for ham." - Bliss i Advent Shield and Review, vol. 1, p. 271 (Januar 1845.)

(294)  Af alle de store religiøse bevægelser siden apostlenes dage har ingen været mere fri for menneskelig ufuldkommenhed og Satans bedrag end denne bevægelse i efteråret 1844. Selv nu, efter så mange års forløb, føler alle de, som deltog i denne bevægelse, og som ikke er veget fra sandhedens grundvold, dette værks hellige indflydelse og bringer vidnesbyrd om, at det udgik fra Gud.

(294)  Ivrig forventning
Da midnatsråbet lød: "Se, brudgommen er der, gå ham i møde!", vågnede de ventende og "gjorde deres lamper i stand." De granskede Guds ord med en hidtil ukendt interesse. Engle blev sendt ned fra himlen for at vække dem, som havde mistet modet, og gøre dem rede til at tage imod budskabet. Værket udsprang ikke fra menneskers visdom og lærdom, men fra Guds kraft. Det var ikke de mest begavede, men de mest ydmyge og gudfrygtige, som var de første til at høre og adlyde kaldet. Bønder lod deres korn stå på markerne håndværkere lagde deres værktøj fra sig, og med tårer i øjnene og glæde i hjerterne drog de ud for at forkynde advarselen. De, som tidligere havde været de ledende, var blandt de sidste, som sluttede sig til denne bevægelse. De fleste kirker lukkede deres døre for budskabet, og mange af dem, som antog det, afbrød deres forbindelse med kirkerne. Gud sørgede for, at denne forkyndelse supplerede den anden engels budskab og gav værket kraft.

(294)  Budskabet: "Se, brudgommen er der" blev ikke så meget støttet af argumenter, skønt det bibelske udsagn var klart og overbevisende. Det havde en tvingende kraft, som rørte hjertet. Der var ingen tvivl, ingen tøven. Da Kristus holdt sit indtog i Jerusalem, drog alle de mennesker, som var kommet fra alle dele af landet for at fejre påsken, til Oliebjerget, og da de sluttede sig til den skare, som ledsagede Jesus, blev de grebet af øjeblikkets inspiration og råbte: "Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!" Matt. 21, 9. På samme måde følte de vantro, som deltog i de adventtroendes møder - nogle af nysgerrighed, andre blot for at gøre sig lystige - den overbevisende kraft, som udgik fra budskabet: "Se, brudgommen er der!"

(294)  På den tid fandtes der en tro, som bragte svar på bøn - en tro, som så hen til belønningen. Som regnen kommer til den tørstende jord, kom nådens ånd til sandhedssøgerne. De, som ventede snart at skulle stå ansigt til ansigt med Frelseren, følte en højtidelig glæde, som det var umuligt at udtrykke i ord. Helligåndens mildnende og dæmpende kraft smeltede hjertet, da velsignelsen blev udgydt i rigt mål over de trofaste troende.

(294)  Forsigtigt og højtideligt gik de, som tog imod budskabet, frem mod den dag, i hvilken de håbede at møde deres Herre. De følte hver morgen, at deres første pligt var at forvisse sig om, at Gud betragtede dem som sine børn. Deres hjerter var forenede, og de bad ofte sammen eller for hinanden. De mødtes tit på ensomme steder for at have samvær med Gud, og bønnens røst hævede sig mod himlen fra marker og lunde. Visheden om, at Frelseren holdt af dem, betød mere for dem end det daglige brød, og hvis en sky formørkede deres sind, slog de sig ikke til ro før den var fordrevet. De følte, at tilgivelsens nåde var faldet på dem, og de længtes mere og mere efter at se ham, som de elskede af hele deres hjerte.

(295)  Men endnu engang skulle de skuffes. Frelseren kom ikke på det forventede tidspunkt. De havde set frem til hans komme med den største tillid, og nu følte de, ligesom Maria havde følt, da hun fandt Frelserens grav tom, og da hun grædende udbrød: "De har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham." Joh. 20, 13.

(295)  En følelse af hellig rædsel, en angst for, at budskabet muligvis kunne være sandt, havde i nogen tid holdt den vantro verden i tømme. Selv efter at timen for genkomsten var blevet overskredet, turde verden ikke straks hovere over de skuffede. Men da der ikke sås tegn på Guds vrede, forlod angsten dem, og de begyndte atter at håne de troende. Mange, som havde sagt, at de troede på Herrens snarlige genkomst, forkastede troen. Adskillige, som havde været yderst tillidsfulde, følte sig så dybt såret i deres stolthed, at de helst ville være flygtet langt bort. Ligesom Jonas rettede de bebrejdelser mod Gud og foretrak døden for livet. De, som havde baseret deres tro på andres meninger og ikke på Guds ord, var nu atter rede til at skifte standpunkt. Spotterne påvirkede de svage og frygtsomme, og i fællesskab blev de enige om, at der nu hverken var grund til frygt eller håb. Tidspunktet var overskredet, Herren var ikke kommet, og verden kunne forblive uforandret i tusinder af år.

(295)  De oprigtige troende havde givet afkald på alt for Kristi skyld og havde følt hans nærhed som aldrig før. De havde efter deres egen mening givet verden den sidste advarsel, og da de havde ventet snart at blive modtaget af deres himmelske Herre og hans engle, havde de i væsentlig grad trukket sig tilbage fra dem, som ikke ville anerkende budskabet. De havde længselsfuldt bedt: "Kom, Herre Jesus, kom snart!" Men han var ikke kommet. Og nu var det en stor prøvelse at genoptage livets byrder og bekymringer og udholde den spotske verdens hån og stikleri. Det krævede en fast tro og megen tålmodighed.

(295)  Alligevel var denne skuffelse ikke så stor som den, disciplene følte ved Kristi første komme. Da Jesus som sejrherre holdt sit indtog i Jerusalem, troede hans tilhængere, at han ville bestige Davids trone og befri Israel fra undertrykkerne. Fulde af håb og forventning kappedes de om at vise deres Konge ærefrygt. Mange lagde deres klæder som et tæppe på hans vej eller lagde palmegrene for hans fødder. Fulde af begejstring råbte de: "Hosianna, Davids søn!" Da farisæerne, som både blev vrede og foruroligede over denne hyldest, opfordrede Jesus til at irettesætte sine disciple, svarede han: "Hvis disse tier, skal stenene råbe." Luk. 19,40. Profetierne måtte gå i opfyldelse. Disciplene opfyldte Guds hensigt; og dog var de dømt til at lide en bitter skuffelse. Nogle få dage efter overværede de Frelserens grufulde død og lagde ham i graven. Deres forventninger var ikke blevet indfriet, og deres håb døde sammen med Jesus. Først da Herren sejrrig forlod graven, gik det op for dem, at alt var blevet forud sagt i profetierne, og at "Kristus måtte lide og opstå fra de døde." Ap. G. 17,3.

(295)  500 år tidligere havde Herren gennem profeten Zakarias erklæret: "Fryd dig såre, Zions datter! Råb med glæde, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig. Retfærdig og sejrrig er han, ydmyg, ridende på et æsel, på en asenindes føl." Zak. 9,9. Hvis disciplene havde forstået, at Kristus skulle dømmes og dø, kunne de ikke have opfyldt denne profeti.

(295)  På lignende vis opfyldte Miller og hans medarbejdere en profeti og bragte et budskab, som Guds ord havde forud sagt skulle bringes verden. Dette budskab kunne de ikke have bragt, hvis de helt havde forstået de profetier, der forud sagde deres skuffelse og indeholdt endnu et budskab, som skulle forkyndes for alle folkeslag før Herrens genkomst. Den første og den anden engels budskaber blev bragt rettidig og udrettede det, som Gud havde ønsket, at de skulle udrette.

(296)  En rest holdt ud
Verden havde været en interesseret tilskuer, som ventede, at hele den adventtroendes opfattelse ville blive forkastet, hvis tiden blev overskredet uden at Kristus kom. Der var også mange, som svigtede troen under stærke fristelser, men nogle stod fast. Adventbevægelsens resultater ydmygheden og hjerteransagelsen, trangen til at fornægte verden og leve et kristeligt liv, viste, at bevægelsen udgik fra Gud. De turde ikke nægte at Helligåndens kraft havde været med i forkyndelsen om genkomsten, og de kunne ikke finde nogen fejl i deres beregning af de profetiske tidsperioder. Det var ikke lykkedes selv deres dygtigste modstandere at modbevise deres måde at fortolke profetierne på. Uden Bibelens vidnesbyrd kunne de ikke gå med til at opgive de holdninger, som de havde fundet frem til ved hjælp af bøn og bibelstudium, et sind, som stod under Guds Ånds indflydelse og et hjerte, som var sat i brand af Åndens levende kraft. Disse holdninger havde modstået alle angreb fra skarpe kritikere, populære religiøse lærere og verdenskloge mænd. De havde stået fast overfor lærdommens og veltalenhedens forenede kræfter, så vel som mod de fornemmes og de ringes han og spot.

(296)  Den forventede begivenhed var ikke Indtruffet, men selv dette kunne ikke ryste deres tro på Guds ord. Da Jonas i Nineve forkyndte, at byen om 40 dage skulle styrtes i grus, godtog Herren indbyggernes ydmyghed og forlængede deres nådetid; alligevel var Jonas' budskab sendt af Gud, og Nineve blev prøvet i overensstemmelse med hans vilje. De adventtroende troede, at Gud på lignende vis havde pålagt dem at bringe advarselen om dommen. "Den har, sagde de, "prøvet hjerterne hos alle dem, som har hørt den og vakt kærlighed til Herrens genkomst eller fremkaldt et had, som er mere eller mindre synligt, men som Gud kender. Den har skabt en skillelinje, ... således at de, som vil ransage deres eget hjerte, kan vide, på hvilken side de ville have stået, hvis Herren var kommet den gang - om de ville have råbt: "Se, her er vor Gud, som vi biede på og som frelste os!" Eller om de ville have råbt til klipperne og bjergene om at falde over dem og skjule dem for hans åsyn som sidder på tronen, og for Lammets vrede. Vi tror, at Gud således har prøvet sit folk, har loddet deres tro og set, om de i prøvelsens time ville flygte fra den holdning, i hvilken det måtte passe ham at anbringe dem, eller om de ville give afkald på denne verden og med fuld tillid stole på Guds ord." - The Advent Herald and Signs of the Times Reporter, vol. 8, no. 14, (Nov. 13, 1844.)

(296)  De følelser, som var fremherskende hos dem, der stadig troede, at Gud havde ledet dem i den erfaring, som de havde gennemgået, udtrykkes i disse ord fra William Miller: "Hvis jeg skulle leve mit liv om og havde de samme beviser, som jeg da havde, måtte jeg for at være ærlig over for Gud og mennesker gøre, hvad jeg har gjort. Jeg håber, at jeg har renset mine klæder for andre menneskers blod. Jeg føler, at jeg i så høj grad, som det stod i min magt, har befriet mig for enhver skyld i deres fordømmelse." "Skønt jeg to gange er blevet skuffet," skrev denne Guds mand, "er jeg hverken modløs eller fortvivlet. - Mit håb om Kristi genkomst er usvækket. Jeg har kun gjort det, som jeg efter mange års eftertanke anså for min hellige pligt. Hvis jeg har begået fejl, har disse haft deres udspring i barmhjertighed, kærlighed til mine medmennesker og erkendelse af mit ansvar over for Gud." "En ting ved jeg: Jeg har kun forkyndt, hvad jeg selv troede på, og Gud har været med mig; hans kraft har vist sig i værket, og det har gjort meget godt." "Så langt som vi mennesker kan bedømme det, har forkyndelsen af den bestemte tid ført til at tusinder af mennesker har begyndt at studere Bibelen og er kommet til troen, og ved Jesu blod er de blevet forsonet med Gud." - Bliss, pp. 256. 255. 277. 280. 281. "Jeg har aldrig higet efter de hovmodiges velvilje og er aldrig veget tilbage for verdens vrede. Heller ikke nu skal jeg søge deres gunst eller forlade pligtens vej for at udfordre deres had. Jeg skal aldrig bede dem skåne mit liv, og jeg skal forhåbentlig heller ikke være bange for at miste det, hvis dette er Guds vilje." - J. White: Life of W. Miller, p.315.

(297)  Gud svigtede ikke sit folk; hans Ånd var stadig hos dem, som ikke overilet fornægtede det lys, de havde modtaget, eller kastede vrag på adventbevægelsen. I brevet til hebræerne findes opmuntrende og advarende ord til de prøvede og ventende i denne krise: "Så kast da ikke deres frimodighed bort, den har nemlig stor løn ifølge; for I behøver udholdenhed for at gøre Guds vilje og få, hvad der er forjættet. For der er endnu kun en liden stund, snart, snart, så kommer han, der skal komme, og han tøver ikke; og min retfærdige skal leve ved tro;" "men hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham." "Men vi hører ikke til dem, som unddrager sig og går fortabt, men til dem, som tror og vinder deres sjæle." Hebr. 10, 35-39.

(297)  At denne formaning er rettet til menigheden i de sidste dage, fremgår af de ord, som peger på genkomstens nærhed: "Endnu kun en liden stund, snart, snart, så kommer han, der skal komme, og han tøver ikke." Og det er tydeligt underforstået, at der skal være en tilsyneladende forsinkelse af Herrens genkomst. Den formaning, der gives her, tager specielt sigte på de adventtroende i denne tid. De mennesker, som ordene er henvendt til, stod i fare for at lide skibs brud på troen. De havde adlydt Gud og fulgt hans Ånd og hans ord, men de kunne ikke forstå Guds hensigt med at skuffe dem eller skelne den vej, der lå foran dem, og de fristedes til at tvivle på, om det virkelig var Gud, der havde ledet dem. På netop den tid tager følgende ord sigte: "Min retfærdige skal leve af tro." "Midnatsråbets" klare lys havde skinnet på deres vej, således at de kunne tyde profetierne og de tegn, som forkyndte, at genkomsten var nær, og de havde så at sige vandret i beskuelse. Men nu var de nedbøjede af skuffelse, og de kunne kun holde sig oppe ved tro på Gud og hans ord. Den spotske verden sagde: "I er blevet bedraget. Fornægt jeres tro og indrøm, at adventbevægelsen var Satans værk." Men Guds ord sagde: "Hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham." Hvis de nu fornægtede deres tro og Helligåndens kraft, som havde ledsaget budskabet, ville de slå ind på fortabelsens vej. De fik styrke af Paulus' ord: "Så kast da ikke jeres frimodighed bort. ... I behøver udholdenhed for at gøre Guds vilje. ... Snart, snart, så kommer han der skal komme, og han tøver ikke." Det eneste, de trygt kunne gøre, var at værne om det lys Gud allerede havde givet dem, holde fast ved hans løfter, fortsætte med at granske den hellige skrift og tålmodigt vente på, at der skulle blive skænket dem mere lys.