I det allerhelligste

(308)  Emnet helligdommen var den nøgle, som løste mysteriet omkring skuffelsen i 1844. Dette emne gav indblik i et fuldstændigt sandhedssystem. Det var sammenhængende og harmonisk og viste, at Guds hånd havde ledet den store adventbevægelse. Det viste endvidere Guds folk dets pligt på dette tidspunkt ved at kaste lys over dets stilling og dets opgave. Ligesom disciplene blev glade, "fordi de så Herren," efter at de havde tilbragt en frygtelig nat i angst og skuffelse, kunne de som i tro havde ventet Kristi genkomst nu glæde sig. De havde ventet at se ham komme i herlighed for at give sine tjenere deres løn. Da de blev skuffet, tabte de Jesus af syne og råbte ligesom Maria ved graven: "De har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham." Nu så de ham igen. Han var i det allerhelligste som deres medlidende ypperstepræst, der snart skulle komme som deres konge og befrier. Lyset fra helligdommen oplyste både fortiden, nutiden og fremtiden. De vidste, at de var blevet ledet af Guds ufejlbarlige forsyn. Skønt de ikke havde forstået det budskab, som de forkyndte, ligesom tilfældet var med disciplene, var det rigtigt i alle henseender., De havde gjort Guds vilje ved at forkynde det, og deres arbejde i Herren havde ikke været forgæves. Efter at være blevet genfødt "til et levende håb", glædede de sig "med en usigelig og forherliget glæde."

(308)  Granskning var nødvendig
Men både profetien i Dan. 8, 14: "2300 aftener og morgener; så skal helligdommen komme til sin ret igen;" og den første engels budskab: "Frygt Gud og giv ham ære; for nu er hans doms time kommet," havde tilknytning til Kristi tjeneste i det allerhelligste, til den undersøgende retshandling, og ikke til Kristi komme, ved hvilken han skulle forløse sit folk og tilintetgøre de gudløse. Fejlen lå ikke i beregningen af de profetiske tidsperioder, men i den begivenhed, som skulle finde sted ved slutningen af de 2300 dage. Det var denne fejltagelse, der var skyld i, at de troende var blevet skuffet, men alt det, som var forudsagt i profetien, og alt det, som de på grundlag af Skriften havde ret til at forvente, var indtruffet. Netop på det tidspunkt, da de sørgede over deres fejlslagne forhåbninger, indtraf den begivenhed, som budskabet havde forudsagt - den begivenhed, som skulle indtræffe, før Herren kunne komme og belønne sine tjenere.

(309)  Kristus var ikke kommet til jorden, som de havde ventet, men til det allerhelligste i Guds tempel i himlen, som forbilledet viste. Profeten Daniel skildrer hans komme til den Gamle af dage på dette tidspunkt. "Jeg skuede videre i nattesynerne: Og se, med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn" - han kom ikke til jorden, men - "hen til den Gamle af dage og førtes frem for ham." Dan. 7, 13.

(309)  Profeten Malakias har også forud sagt dette komme: "Til sit tempel kommer i et nu den Herre, I søger, og pagtens engel, som I længes efter; se, han kommer, siger Hærskares Herre." Mal. 3, 1. Herrens komme til sit tempel skete pludselig, og hans folk havde ikke ventet det. De søgte ham ikke der. De ventede, at han skulle komme til jorden, "med flammende ild" for at bringe "straf over dem, der ikke vil vide af Gud at sige, og over dem, som ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium." 2. Tess. 1, 8.

(309)  Men folket var endnu ikke beredt til at møde Herren. Der skulle træffes visse forberedelser for dem først. Der skulle skænkes dem lys, for at deres tanker kunne blive ledet hen til Guds tempel i himlen, og når de ved tro fulgte deres ypperstepræst til dette sted, hvor han forrettede sin tjeneste, ville de blive klar over, at der ventede dem nye pligter. Der skulle forkyndes endnu et budskab for at advare og undervise menigheden.

(309)  Profeten siger: "Hvem kan udholde den dag, han kommer, og hvem kan stå, når han kommer til syne? Han er jo som metal smelterens ild og tvætterens lud. Han sidder og smelter og renser sølv; han renser Levis sønner, lutrer dem som guld og sølv, så de kan frembære offergave for Herren i retfærdighed." Mal. 3, 2. 3. De mennesker, der lever på jorden, når Kristi midlergerning ophører i den himmelske helligdom, skal stå over for en hellig Guds åsyn uden en mellemmand. Deres klæder skal være pletfri, og deres karakter skal være renset med bestænkelsens blod. Ved Guds nåde og deres egne ihærdige bestræbelser skal de sejre i kampen mod det onde. Mens den undersøgende retshandling finder sted i himlen og de angergivne troendes synder bliver fjernet fra helligdommen, skal der foregå en speciel renselse og bortfjernelse af synd hos Guds folk på jorden. Dette påpeges tydeligere i de budskaber, der omtales i Åbenbaringens 14. kapitel.

(309)  Når denne renselse har fundet sted, er Kristi efterfølgere beredt for hans komme. Hensigten er, at "Judas og Jerusalems offergave må være Herren liflig som i fordums dage, i henrundne år." Mal. 3, 4. Da vil menigheden, som vor Herre vil tage til sig ved sit komme, være herlig," uden plet eller rynke eller andet sådant." Ef. 5, 27. Da vil den bryde frem "som morgenrøden, fager som månen, skær som solen, frygtelig som hære under banner." Højs.. 6, 10.

(309)  Malakias forudsiger både Herrens komme til sit tempel og hans andet komme, når han fuldbyrder dommen. Med henblik på det sidstnævnte siger Malakias: "Jeg nærmer mig jer til dom og vidner i hast mod troldmændene, ægteskabsbryderne, menederne og dem, som undertrykker daglejerne, enker og faderløse, gør fremmede uret og ikke frygter mig, siger Hærskarers Herre." Mal. 3, 5. Judas henviser til den samme begivenhed med ordene: "Se, Herren kommer med sine hellige titusinder for at holde dom over alle og straffe alle de ugudelige for alle de ugudeligheds gerninger, de har øvet, og for alle de formastelige ord, de har talt imod ham, de ugudelige syndere." Jud. 14. 15. Det her omtalte komme og Herrens komme til sit tempel er to forskellige begivenheder.

(310)  Den skildring, som gives i Dan. 8, 14 af Kristi komme til det allerhelligste, som vor ypperstepræst for at rense helligdommen, og den beskrivelse, der gives i Dan. 7, 13 af Menneskesønnens komme til den Gamle af dage, samt Malakias' forudsigelse af Herrens komme til sit tempel omhandler den samme begivenhed. Denne er tillige symboliseret ved brudgommens komme til brylluppet. Kristus omtaler dette i lignelsen om de 10 brudejomfruer i Mattæus evangeliets 25. kapitel.

(310)  Brudgommen kommer
I sommeren og efteråret 1844 lød budskabet: "Se, brudgommen er der." På dette tidspunkt dannedes netop de to grupper, som de kloge og de uforstandige jomfruer er et symbol på. Den ene kategori så med glæde frem til Herrens komme, og de havde med flid beredt sig til at møde ham. Den anden gruppe var påvirket af frygt og handlede efter indskydelse. De havde ladet sig nøje med sandhedens teori, men var blottet for Guds nåde. "De, som var rede, gik ind i bryllupssalen" med brudgommen, siges der i lignelsen. Brudgommens komme, som omtales her, finder sted før brylluppet. Brylluppet betegner Kristi overtagelse af sit rige. Den hellige stad, det nye Jerusalem, som er hovedstaden i riget og et billede på dette, kaldes "bruden, Lammets hustru." Engelen sagde til Johannes: "Kom, så skal jeg vise dig bruden, Lammets hustru." Profeten siger videre: "Og han førte mig i ånden op på et stort og højt bjerg og viste mig den hellige stad, Jerusalem, som kom ned fra himlen fra Gud." Åb. 21, 9. 10. Det fremgår klart og tydeligt heraf, at bruden betegner den hellige stad, og at jomfruerne, som går brudgommen i møde, er et symbol på menigheden. I Åbenbaringens bog siges Guds folk at være gæster ved bryllupsmåltidet. Når de er gæster, kan de ikke samtidig være bruden. Profeten Daniel siger, at Kristus vil få "magt og ære og herredom" af den Gamle af dage i himlen. Han vil få det nye Jerusalem, rigets hovedstad, der er "rede som en brud, smykket for sin brudgom." Dan. 7, 14; Åb. 21, 2. Når han har modtaget riget, vil han komme i sin herlighed, som kongers Konge og herres Herre, for at forløse sit folk, "som skal sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob" i hans rige, for at deltage i Lammets bryllupsmåltid. Matt. 8, 11; Luk. 22, 30.

(310)  Da råbet: "Se, brudgommen er der," lød i sommeren 1844, bevirkede det, at tusinder ventede, at Herren ville komme med det samme. Brudgommen kom også på det fastsatte tidspunkt, men han kom ikke til jorden, som hans folk havde ventet, men til den Gamle af dage i himlen - til brylluppet - for at overtage sit rige. "De, som var rede, gik ind i bryllups salen med ham, og døren blev lukket." De skulle ikke personligt være til stede ved brylluppet, for dette finder sted i himlen, mens disse er på jorden. Kristi efterfølgere "venter på, at deres Herre vil bryde op fra gæstebudet." Luk. 12, 36. Men de bør forstå hans gerning og ved troen følge ham, når han træder frem for Guds åsyn. Det er dette, der menes med, at de går ind i bryllups salen.

(311)  I lignelsen var det de mennesker, som tog olie i deres kander tillige med deres lamper, der gik ind i bryllupssalen. De mennesker, der foruden bibelsk kundskab om sandheden var i besiddelse af Guds Ånd og nåde, og som i den bitre skuffelses nat havde ventet tålmodigt og søgt efter klarere lys i Bibelen, så sandheden om helligdommen i himlen og den forandring, som indtrådte i Frelserens tjeneste, og fulgte ham ved troen i hans gerning i den himmelske helligdom. Alle de, der på grundlag af Skriftens vidnesbyrd antager de samme sandheder og ved tro følger Kristus, når han træder frem for Gud for at afslutte midlertjenesten og derefter modtage riget, siges at gå ind i bryllupssalen.

(311)  I lignelsen i Mattæus evangeliets 22. kapitel benyttes det samme billede om brylluppet, og det fremgår tydeligt af denne lignelse, at den undersøgende retshandling finder sted før brylluppet. Før brylluppet går kongen ind for at tage gæsterne i øjesyn og forvisse sig om, at de alle sammen er iført bryllupsklædningen, karakterens pletfrie klædning, som er tvættet og gjort hvid i Lammets blod. Matt. 22, 11; Åb. 7, 14. Det menneske, der mangler bryllupsklædningen, bliver kastet udenfor, men alle de personer, der ved undersøgelsen er iført bryllupsklædningen, bliver antaget af Gud og agtet værdige til at få del i hans rige og sidde på hans trone. Denne bedømmelse af karakteren, denne undersøgelse af, hvem der er beredt til at komme ind i Guds rige, er den undersøgende retshandling, afslutningen på tjenesten i den himmelske helligdom.

(311)  Når undersøgelsen er tilendebragt og alle de mennesker, som i tidens løb har bekendt sig til at være Kristi efterfølgere, har fået deres sag bedømt og afgjort, først da, men heller ikke før, afsluttes nådetiden, og nådens dør bliver lukket. Med denne ene korte meddelelse "De, som var rede, gik ind i bryllupssalen med ham, og døren blev lukket," føres vi ned til afslutningen af Frelserens tjeneste, til det tidspunkt, da det store værk til menneskets frelse er afsluttet.

(311)  Den åbne og den lukkede dør
Som det allerede er blevet påvist, var tjenesten i den jordiske helligdom et billede på tjenesten i den himmelske helligdom. Når ypperstepræsten i den jordiske helligdomstjeneste gik ind i det allerhelligste på den store forsoningsdag, ophørte tjenesten i den første afdeling. Gud havde givet denne befaling: "Intet menneske må komme i åbenbaringsteltet, når han går ind for at skaffe soning i helligdommen, før han går ud igen." 3. Mos. 16, 17. Da Kristus gik ind i det allerhelligste for at afslutte forsoningen, ophørte hans tjeneste i den første afdeling. Da tjenesten i den første afdeling sluttede, tog tjenesten i den anden afdeling sin begyndelse. Når ypperstepræsten i den forbilledlige tjeneste forlod det hellige på den store forsoningsdag, trådte han frem for Guds åsyn for at frembære syndofferets blod på hele det bodfærdige Israels vegne. På samme måde havde Kristus afsluttet et afsnit af sin tjeneste som vor mellemmand og skulle nu påbegynde et nyt afsnit af sin tjeneste, men han frembar stadig sit blod for Faderen på synderes vegne.

(312)  Dette forstod adventbevægelsens tilhængere ikke i 1844. Da det tidspunkt, hvor de havde ventet Frelseren, var overskredet, blev de ved at tro, at hans komme var nær. De troede, at de stod over for et vigtigt vendepunkt, og at Kristi tjeneste som menneskets mellemmand var bragt til ophør. Det forekom dem, at der stod i Bibelen, at menneskets prøvetid ville ophøre kort før Herrens virkelige komme i himlens skyer. Dette syntes at fremgå af de skriftsteder, som henviser til en tid, hvor menneskene vil søge, råbe og banke på nådens dør, uden at den bliver åbnet. Og for dem gjaldt spørgsmålet, om det tidspunkt, da de havde ventet Kristi genkomst, ikke snarere markerede begyndelsen til den periode, som skulle gå umiddelbart forud for hans komme. Da de havde givet advarslen om den forestående dom, mente de, at de havde gjort deres pligt over for verden. Nu havde de ikke længere nogen byrde for synderes frelse, og de gudløses frække og gudsbespottelige hån blev anset for at være et yderligere bevis på, at Guds Ånd havde forladt dem, der havde forkastet hans nåde. Alt dette bestyrkede deres tro på, at nådetiden var afsluttet, eller, som de udtrykte det, at "nåde døren var lukket."

(312)  Men da de undersøgte helligdomsspørgsmålet nærmere, fik de et klarere lys. De indså, at det var rigtigt af dem I at tro, at afslutningen af de 2300 dage i 1844 markerede et vigtigt vendepunkt. Men mens det var rigtigt, at den håbets og nådens dør, gennem hvilken menneskene i 1800 år havde haft adgang til Gud, blev lukket, blev der åbnet en anden dør, og menneskene fik tilbudt tilgivelse for deres synder takket være Kristi midlertjeneste i det allerhelligste. Et afsnit af hans tjeneste var ophørt for at blive afløst af et nyt afsnit. Der var stadig en "åben dør" til den himmelske helligdom, hvor Kristus forrettede tjeneste til gavn for synderen.

(312)  Nu forstod man meningen med de ord, som Kristus i Åbenbaringens bog henvendte til menigheden på netop dette tidspunkt: "Dette siger den Hellige, den Sanddru, han, som har "Davids nøgle" og "lukker op, så ingen kan lukke i, og lukker i, så ingen kan lukke op:" Jeg kender dine gerninger. Se jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen kan lukke." Åb. 3, 7. 8.

(312)  De mennesker, der i tro følger Jesus i det store forsoningsværk, høster gavn af hans midlertjeneste, mens de, der forkaster det lys, som kaster sine stråler ind over denne midlertjeneste, ikke høster gavn deraf. De jøder, som forkastede det lys, der blev givet ved Kristi første komme, og nægtede at tro på ham som verdens Frelser, kunne ikke opnå tilgivelse ved hans hjælp. Da Jesus efter sin himmelfart gik ind i den himmelske helligdom med sit eget blod for at lade velsignelserne fra sin midlertjeneste tilflyde sine disciple, blev jøderne ladt tilbage i det totale mørke og fortsatte med at bringe deres nytteløse ofre. Forbilledernes og skyggernes tjeneste var ophørt. Den dør, gennem hvilken menneskene tidligere havde fået adgang til Gud, var ikke længere åben. Jøderne havde nægtet at søge ham på den eneste måde, som han kunne findes på dengang, nemlig gennem tjenesten i den himmelske helligdom. Derfor kunne de ikke komme i forbindelse med Gud. Døren var lukket for dem. De havde intet kendskab til Kristus som det sande offer og den eneste mellemmand hos Gud. Som følge heraf kunne de ikke høste gavn af hans midlertjeneste.

(313)  Den stilling, som de vantro jøder befandt sig i, giver et godt billede af tilstanden hos de ligegyldige og vantro blandt de bekendende kristne, som bevidst lukker øjnene for vor barmhjertige ypperstepræsts gerning. Når ypperstepræsten gik ind i det allerhelligste i den forbilledlige tjeneste, skulle hele Israel samles foran helligdommen og med den største alvor ydmyge sig over for Gud. Dette var forudsætningen for, at de kunne få tilgivelse for deres synder og undgå at blive udryddet af menigheden. Hvor meget vigtigere er det ikke, at vi på denne modbilledlige forsoningsdag forstår den gerning, som vor ypperstepræst udfører, og kender de pligter, som påhviler os!

(313)  Menneskene kan ikke ustraffet forkaste de advarsler, som Gud i sin nåde sender dem. På Noas tid blev der sendt verden et budskab fra himlen, og menneskenes frelse var afhængig af den måde, som de behandlede dette budskab på. Da de forkastede advarslen, blev Guds Ånd fjernet fra den syndige slægt, og de omkom i syndflodens vande. På Abrahams tid ophørte nåden at tale til de ugudelige indbyggere i Sodoma, og med undtagelse af Lot, hans hustru og to døtre blev de alle sammen tilintetgjort af den ild, som faldt ned fra himlen. Det gik på samme måde på Kristi tid. Guds søn havde sagt til de vantro jøder i den slægt: "Se jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!" Matt. 23, 38. Med henblik på .de sidste dage siger den samme almægtige Gud om de mennesker, som "ikke tog imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst:" "Derfor sender Gud over dem en vildførende magt, så de tror løgnen, for at de skal rammes af dommen, alle de, som ikke troede sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden." 2. Tess. 2, 10 - 12. Når de forkaster Guds ords undervisning, tager Gud sin Ånd bort og overlader dem til de vildfarelser, som de elsker.

(313)  Men Kristus går stadig i forbøn for menneskene, og de som søger efter lyset, vil få lyset. Selvom de adventtroende ikke forstod dette til at begynde med, blev de klar over det, da de begyndte at forstå Skriften, som klarlægger deres sande stilling.

(313)  Da den begivenhed, som var ventet 1 1844, ikke indtraf, kom de mennesker, som stadig holdt fast ved adventtroen, ud for svære prøvelser. Den eneste trøst, de havde med hensyn til deres sande stilling, var det lys, som ledte deres tanker hen til den himmelske helligdom. Nogle forkastede den metode, som de havde benyttet til at udregne de profetiske tidsperioder, og sagde, at Helligåndens kraft, som havde ledsaget adventbevægelsen, skyldtes menneskers eller djævelske kræfters indflydelse. En anden kategori hævdede på det bestemteste, at Herren havde ledet dem gennem den erfaring, som de havde haft. Mens disse mennesker ventede og vågede og bad for at lære Guds vilje at kende, blev de klar over, at deres store ypperstepræst havde begyndt en ny tjeneste, og ved at følge ham i tro blev det også givet dem at se afslutningen på menighedens gerning. De fik en klarere forståelse af den første og den anden engels budskab og blev nu sat i stand til at modtage og overbringe verden den tredje engels højtidelige advarsel i Åbenbaringens 14. kapitel.