Et reformarbejde

(324)  Det arbejde for en sabbatsreforrn, som skal udrettes i de sidste dage, er forud sagt i Esajas' profeti: "Så siger Herren: Tag vare på ret og øv retfærd! For min frelses komme er nær, min ret skal snart åbenbares. Salig er den, der gør så, det menneske, som fastholder dette: Holder sabbaten hellig og varer sin hånd fra at øve noget ondt." "Og de fremmede, som slutter sig til Herren for at tjene ham og elske hans navn, for at være hans tjenere, alle, som helligholder sabbaten og holder fast ved min pagt, vil jeg bringe til mit hellige bjerg og glæde i mit bedehus." Es. 56, 1. 2.6.7.

(324)  Tilbage til ordet
Disse ord henviser til den kristne tidsalder, således som sammenhængen viser: "Når jeg samler Israels bortstødte, samler jeg andre dertil, til dets egen samlede flok." 8. vers. Her forudsiges, at evangeliet skal samle hedningerne, de som ikke er jøder. Der udtales en velsignelse over dem, som på det tidspunkt holder sabbaten hellig. Forpligtelsen til at adlyde det fjerde bud vedvarer altså efter Kristi korsfæstelse, opstandelse og himmelfart. Det gælder også på den tid, da hans tjenere forkynder det glade budskab for alle folkeslag.

(324)  Gennem den samme profet befaler Herren: "Bind vidnesbyrdet til og sæt segl for læren i mine disciples sind!" Es. 8, 16. Guds lovs segl findes i det fjerde bud. Dette er det eneste af de 10 bud, som indeholder både lovgiverens navn og titel. Det erklærer, at han er himlens og jordens Skaber og derfor frem for nogen anden har krav på ærefrygt og tilbedelse. Bortset fra dette ene forskrift indeholder de 10 bud intet, som viser, ved hvis autoritet loven er givet. Da pavedømmet ændrede sabbaten, blev seglet fjernet fra loven. Jesu disciple er kaldede til at bringe det tilbage ved at gengive det fjerde buds sabbat dens retmæssige plads som minde om Skaberen og som tegn på hans autoritet.

(324)   "Til loven og til vidnesbyrdet!" Der findes mængder af modstridende læresætninger og teorier, men Guds lov er den eneste ufejlbarlige rettesnor, som lille meninger, læresætninger og teorier skal prøves ved. Profeten siger: "Hvis de Ikke taler i overensstemmelse med dette ord, er det fordi der ikke er noget lys i dem." Es. 8, 20. (engl. overs.)

(325)  Atter lyder befalingen: "Råb højt, .par ikke din strube, løft din røst som basunen, forkynd mit folk dets brøde og Jakobs hus deres synder!" Es. 58, 1. Det er ikke de gudløse, men dem som Herren kalder "mit folk," som skal irettesættes for deres synder. Han siger endvidere: "Mig søger de dag efter dag og ønsker at kende mine veje, som var de et folk der øver retfærd, ej svigter, hvad dets Gud fandt ret." Es. 58, 2. Her hent ydes til de mennesker, som tror, at de er retfærdige, og som tilsyneladende har stor interesse i at tjene Gud. Men den strenge og alvorlige irettesættelse fra ham som gansker hjerterne, viser at de træder på Guds bud.

(325)  Profeten påpeger de forpligtelser, som er blevet svigtet: "Da bygges på ældgamle tomter, du rejser længst faldne mure; da kaldes du "murbrudsbøder," "genskaber af farbare veje." Varer du din fod på sabbaten, så du ej driver handel på min helligdag, kalder du sabbaten en fryd, Herrens helligdag ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, holder dig fra handel og; unyttig snak, da skal du frydes over Herren." Es. 58,12-14. Også denne profeti tager sigte på vor tid. Bruddet i Guds lov blev skabt, da romerkirken ændrede sabbaten. Men nu er tiden inde til, at den guddommeligt indstiftede sabbat skal genindføres. Bruddet skal bødes, og der skal bygges på ældgamle tomter.

(325)  Sabbaten, der blev helliget ved Skaberens hvile og velsignelse, blev helligholdt af den uskyldige Adam i det hellige Eden; den blev også helligholdt af den faldne og angergivne Adam, efter at han var blevet fordrevet fra sit lykkelige hjem. Den blev helligholdt af alle patriarkerne lige fra Abel til den retfærdige Noa, Abraham og Jakob. Da Guds udvalgte folk var trælle i Ægypten, gemte mange Guds lov under den fremherskende afgudsdyrkelse, men da Herren befriede Israel, forkyndte han sin lov i ærefrygtindgydende majestæt for den forsamlede folkemængde, så at de kunne kende hans vilje og for evigt frygte og adlyde ham.

(325)  Fra den dag og indtil nu er kendskabet til Guds lov blevet bevaret på jorden, og det fjerde buds sabbat er blevet helligholdt. Skønt det lykkedes "lovløshedens menneske" at trampe Guds hellige dag under fode, fandtes der, selv da hans magt var størst, trofaste mennesker, som skjult på afsides steder viste den ærefrygt. Siden reformationen har der i alle slægtled været nogle, som holdt fast ved sabbatens helligholdelse. Til trods for modstand og forfølgelser er der hele tiden blevet bragt vidnesbyrd om Guds lovs uforanderlighed og om den hellige forpligtelse til at helligholde den sabbat, som blev indstiftet ved skabelsen.

(325)  Disse sandheder, som forkyndes i Åbenbaringens 14. kapitel i forbindelse med det "evige evangelium," skal kendetegne Kristi menighed, når han kommer igen. For som et resultat af det trefoldige budskab forkyndes det: "Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus." Dette budskab er det sidste, som skal forkyndes, før Herrens genkomst. Umiddelbart efter dets forkyndelse så profeten Menneskesønnen komme i herlighed for at høste jordens høst.

(325)  De, der tog imod lyset om helligdommen og Guds lovs uforanderlighed, fyldtes med fryd og forundring, da de så, hvor smukt og harmonisk Guds sandhedssystem var. De ønskede, at det lys, som de selv var så lykkelige over at have erhvervet, kunne videregives til alle kristne; og de kunne ikke forestille sig andet, end at det måtte blive modtaget med glæde. Men sandheder, som ville adskille dem fra verden, var ikke velkommen hos mange af dem, som kaldte sig Kristi tilhængere. Lydighed mod det fjerde bud krævede et offer, som de fleste veg tilbage for at yde.

(325)  Det fjerde bud
Da sabbatens krav blev forkyndt, var der mange, som henholdt sig til et verdsligt standpunkt. De sagde: "Vi har altid ligesom vore fædre helligholdt søndagen, og mange gode og fromme mennesker, som har helligholdt den, har fået en lykkelig død. Helligholdelse af denne nye sabbat ville bringe os i disharmoni med verden, og vi ville ikke have nogen indflydelse på den. Hvad kan en lille gruppe, som helligholder den syvende dag, håbe på at udrette mod en hel verden, som helligholder søndagen?" Det var ved hjælp af lignende argumenter, at jøderne forsøgte at undskylde deres forkastelse af Kristus. Gud havde taget imod deres fædres offergave, og hvorfor skulle børnene ikke kunne finde frelse på samme måde som fædrene? På Luthers tid hævdede katolikkerne, at mange sande kristne var døde i den katolske tro og at denne tro derfor var tilstrækkelig til at sikre frelse. Sådanne argumenter er en effektiv hindring for alt religiøst fremskridt.

(326)  Mange henviste til, at søndagens helligholdelse i mange århundreder havde været en ubestridelig læresætning og en vidt udbredt kirketradition. Men dette argument kunne ikke stå sig mod den kendsgerning, at sabbaten og dens helligholdelse var endnu ældre og mere udbredt; den var lige så gammel som verden og var godkendt af både engle og Gud selv. Da jordens grundvold blev lagt, da morgenstjernerne jublede til hobe, og da guds sønnerne råbte af glæde, blev sabbatens grundsten lagt. Job. 38, 6. 7; 1. Mos. 2, 1-3. Sabbaten fortjener vor ærefrygt; den blev ikke indstiftet af nogen menneskelig autoritet og hviler ikke på menneskelige traditioner; den, blev indstiftet af den Gamle af dage og er påbudt i hans evige ord.

(326)  Da verdens opmærksomhed blev henledt på sabbatsreformen, var der, adskillige populære præster, som forfalskede Guds ord og fortolkede dets; vidnesbyrd på den måde, som bedst kunne berolige søgende mennesker. De, som ikke selv granskede Bibelen, slog sig til tåls med at anerkende de udlægninger, som stemte overens med deres ønsker. Mange forsøgte at tilintetgøre sandheden ved hjælp af argumenter, spidsfindigheder og henvisninger til kirkefædrenes traditioner og kirkens autoritet. Sandhedens forkyndere støttede sig til Bibelen for at forsvare det fjerde buds gyldighed. Ydmyge mænd, som kun var bevæbnet med sandhedens ord, modstod de angreb, som blev gjort af lærde mænd, som til deres vrede og overraskelse opdagede, at deres veltalenhed og lærdom var magtesløs over for de enkle, ligefremme ræsonnementer, som fremførtes af mennesker, som var mere velbevandrede i Bibelen end i videnskabernes spidsfindigheder.

(326)  Mange, som opdagede, at Bibelen ikke indeholdt noget vidnesbyrd til støtte for deres opfattelse, søgte tilflugt i det samme argument, som var blevet benyttet mod Kristus og hans apostle: "Hvorfor forstår vore ledere ikke dette sabbatsproblem? Der er kun ganske få, som har jeres opfattelse. Det er umuligt, at I skulle have ret og alle verdens lærde i mænd have uret."

(326)  Det eneste, som var nødvendigt for at modbevise sådanne argumenter, var . at citere den hellige skrift og henvise til i den måde, Herren havde ledet sit folk på ned gennem tiden. Gud arbejder gennem dem, som hører og adlyder hans røst, de som er villige til, hvis det er påkrævet, at fremføre ubehagelige sandheder, og som ikke frygter at gå i rette med populære synder. Grunden til, at Gud ikke oftere vælge lærde og fremstående mænd til at lede reform bevægelser, er at disse stoler på deres grundsætninger, teorier og teologiske systemer og ikke føler trang til at blive belært af Gud. Kun de, som har personlig kontakt med Visdommens Kilde er i stand til at forstå og udlægge Bibelen. Mennesker, som kun har ringe skoleuddannelse, kaldes undertiden til at forkynde sandheden, ikke fordi de er ulærde, men fordi de ikke er for selvbevidste til at lade sig belære af Gud. De undervises i Kristi skole, og deres ydmyghed og lydighed gør dem store. Ved at skænke dem kundskab om sin sandhed viser Gud dem en sådan ære, at jordisk ære og menneskelig storhed mister enhver betydning i sammenligning.

(327)  Ingen kender dagen og timen
De fleste adventtroende forkastede sandhederne om helligdommen og Guds lov, og mange fornægtede også deres tro på adventbevægelsen og anlagde et usundt og forvirret syn på de profetier, som henviste til denne bevægelse. Mange begik den fejl gentagne gange at fastsætte et bestemt tidspunkt for Kristi genkomst. Det lys, som nu skinnede på emnet om helligdommen, ville have vist dem, at ingen profetisk periode når helt ned til genkomsten, og at det nøjagtige tidspunkt for denne begivenhed ikke er forudsagt. Men de vendte sig fra lyset og blev ved med at fastsætte tidspunkter for Herrens genkomst, og de blev lige så ofte skuffet.

(327)  Da tessalonikernes menighed havde fået en fejlagtig opfattelse af Kristi genkomst, pålagde apostlen Paulus dem at prøve deres håb og forventninger omhyggeligt efter Guds ord. Han citerede de profetier, som åbenbarede de begivenheder, som skulle finde sted før Kristi komme, og påviste, at de ikke havde grund til at forvente hans genkomst i deres tid. "Lad ingen vildlede jer på nogen måde!" 2. Tess. 2, 3. lyder hans advarende ord. Hvis de nærede forventninger, som ikke havde støtte i Bibelen, ville de ledes til at følge en fejlagtig kurs. Skuffelse ville udsætte dem for de vantros spot, og de ville risikere at tabe modet og " fristes til at tvivle på de sandheder, som, var en forudsætning for deres frelse. Apostlens formaning til tessalonikerne indeholder et betydningsfuldt budskab til dem, der lever i de sidste dage. Mange adventtroende har følt, at de ikke kunne være nidkære og flittige i beredelsesarbejdet, hvis de ikke kunne sætte deres lid til et ganske bestemt tidspunkt for Herrens komme. Når deres håb atter og atter vækkes for kun at blive skuffet, bliver deres tro så rystet, at det bliver dem næsten umuligt at fatte profetiernes store sandheder.

(327)  Forkyndelsen af et bestemt tidspunkt for dommen, som blev givet i det første budskab, var befalet af Gud. Beregningen af de profetiske perioder, på hvilket dette budskab var baseret, og som placerede de 2300 dages slutning i efteråret 1844, er ubestridelig rigtig. Forsøg på at finde nye tidspunkter for de profetiske perioders begyndelse og slutning og de usunde spekulationer, som er nødvendige for at holde fast ved disse tidspunkter, leder ikke blot opmærksomheden bort fra sandheden for vor tid, men viser foragt for alle forsøg på at forklare profetierne. Jo oftere der fastsættes et bestemt tidspunkt for genkomsten, og jo mere det forkyndes, des bedre passer det Satan. Når tiden er overskredet, fremkalder han foragt for dem, der har forkyndt den, og derved sætter han den store adventbevægelse i 1843 og 1844 i et dårligt lys. De, som fremturer med denne vildfarelse vil til sidst fastsætte en alt for fjern dato som tidspunkt for Kristi genkomst. Derved vil de ledes til at føle en falsk tryghed, og mange vil ikke indse bedraget, før det er for sent.

(328)  Hvorfor tøver herren
Det gamle Israels historie har en forbløffende lighed med de adventtroendes. Gud ledte sit folk i adventbevægelsen, ligesom han ledte Israels børn bort fra Ægypten. I den store skuffelse blev deres tro prøvet på samme måde, som hebræernes tro blev prøvet ved Det Røde Hav. Hvis de fortsat havde stolet på den ledende hånd som havde været med dem før ville de have fået Guds frelse at se. Hvis alle, som i samdrægtighed havde deltaget i arbejdet I 1844, havde antaget den tredje engels budskab og forkyndt det med Helligåndens kraft, ville Gud have opnået store ting ved hjælp af deres arbejde. Et vældigt lys ville være blevet udgydt over jorden. Så ville jordens beboere have været advaret for år tilbage, det sidste arbejde .ville have været fuldført, og Kristus ville være kommet for at frelse sit folk.

(328)  Det var ikke Guds vilje, at Israel skulle vandre i ørkenen i 40 år. Han ønskede at føre dem direkte til Kanaans land og give dem dette land, så de kunne leve som en hellig og lykkelig familie. Men "det var på grund af deres vantro, de ikke kunne gå ind." Hebr. 3, 19. På grund af deres frafald døde de i ørkenen, og Det Forjættede Land blev givet til andre. Det var heller ikke Guds vilje, at Kristi genkomst skulle udsættes så længe, at hans folk i så mange år skulle forblive i denne syndens og sorgens verden. Men vantro skilte dem fra Gud. Da de nægtede at udrette det arbejde, han havde pålagt dem, blev andre valgt til at forkynde budskabet. Af medlidenhed med verden udsætter Jesus sin genkomst, således at syndere kan få lejlighed til at høre advarslen og finde tilflugt hos ham, før Guds vrede udgydes.

(328)  Sandhedens vægtere
Nu som før vil forkyndelse af en sandhed, som afslører den tids synder og vildfarelser, vække modstand. "Enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres." Joh. 3, 20. Når mennesker opdager, at Bibelen ikke støtter deres opfattelse, beslutter de sig ofte til alligevel at holde fast ved den, og så begynder de ondskabsfuldt at mistænkeliggøre dem, som forsvarer upopulære sandheder. Den fremgangsmåde er blevet anvendt i alle tidsaldre. Elias blev beskyldt for at bringe ulykke over Israel, Jeremias for at være forræder og Paulus for at besmitte templet. Og siden er de, som var trofaste over for sandheden, blevet beskyldt for at være oprørske, kætterske eller stridbare. Tusinder er vantro og vil ikke anerkende det sikre profetiske ord. De tror uden tøven på de beskyldninger, som rettes mod dem, som vover at revse almindeligt yndede synder. Denne tendens vil blive mere og mere almindelig. Og Bibelen siger med rene ord, at der snart vil komme en tid, hvor statens love vil være i så stor modstrid med Guds lov, at enhver, som vil adlyde alle de guddommelige forskrifter, vil blive anklaget og straffet som forbrydere.

(328)  Hvad skal sandhedens budbringer gøre? Bør han sige til sig selv, at sandheden helst ikke skal forkyndes, da den så ofte kun har den virkning at få menneskene til at undvige eller modsætte sig dens krav? Nej, lige så lidt som de tidligere reformatorer er han ikke berettiget til at tilbageholde Guds vidnesbyrd, fordi det vækker modstand. Helliges og martyrers bekendelse af deres tro blev nedskrevet til gavn for kommende slægter. Disse levende eksempler på hellighed og urokkelig retskaffenhed har skænket nyt mod til dem, som nu er kaldet til at være Guds vidner. De modtog nåde og sandhed, ikke blot for sig selv, men for at viden om Gud gennem dem skulle oplyse jorden. Har Gud skænket sine tjenere dette slægtled lys? I så fald bør de lade det komme verden til gode.

(329)  For lange tider siden sagde Herren til en mand, som talte i hans navn: "Men Israels hus vil ikke høre dig, for de vil ikke høre mig." Alligevel sagde han: "Du skal tale mine ord til dem, hvad enten de vil høre eller ej." Ez. 3, 7; 2, 7. Følgende befaling er rettet til den Guds tjener, som lever i vore dage: "Løft din røst som basunen, forkynd mit folk dets brøde og Jakobs hus deres synder!"

(329)  Enhver, som har modtaget sandhedens lys, har samme pligt og ansvar som den profet, til hvem Herren sagde: "Men dig menneskesøn, har jeg sat til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den gudløse: "Du skal visselig dø!" og du ikke taler for at advare ham mod hans vej, så skal den gudløse vel dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Advarer du derimod den gudløse mod hans vej, for at han skal omvende sig fra den, og han ikke omvender sig, så skal han dø for sin misgerning, men du har reddet din sjæl." Ez. 33, 7-9.

(329)  Den store vanskelighed både ved at erkende og at forkynde sandheden er, at dette medfører ubehageligheder og mistænkeliggørelse. Dette er det eneste argument mod sandheden, som dens talsmænd aldrig har været i stand til at gendrive. Men dette afskrækker ikke Kristi sande disciple. De afventer ikke, at sandheden vinder popularitet. De ved, hvad der er deres pligt, og de tager villigt korset på sig og siger ligesom apostelen Paulus: "Vor trængsel, der er stakket og let, virker uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os." De regner det ligesom en af Guds repræsentanter i gammel tid "for større rigdom end Ægyptens skatte at dele Kristi skændsel." 2. Kor. 4, 17; Hebr. 11, 26.

(329)  De som i hjertet tjener verden, vil i deres religiøse liv handle mere ud fra bekvemmelige hensyn end ud fra principper, og det gælder uanset deres trosbekendelse. Vi bør vælge det rette, fordi det er det rette, og overlade resten til Gud. Verden kan takke mænd med principper, tro og tapperhed for de store reformer. Vor tids reformeringsarbejde må videreføres af mænd af samme støbning.

(329)  Herren har udtalt: "Hør mig, I, som kender retfærd, du folk med min lov i dit hjerte, frygt ej menneskers hån, vær ikke ræd for deres spot! Som en klædning skal møl fortære dem, orm fortære dem som uld, men min retfærd varer evigt, min frelse fra slægt til slægt." Es. 51, 7. 8.