Fjendskab mellem mennesket og Satan

(360)  Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!" 1. Mos. 3, 15. Denne dom, som Gud udtalte til Satan efter syndefaldet, var også en profeti, som gjaldt for alle tidsaldre lige til tidernes ende, og som forudsagde den store strid, som alle jordens slægter skulle deltage i.

(360)  Gud siger: "Jeg sætter fjendskab." Mennesket nærer ikke dette fjendskab af naturen. Da mennesket overtrådte Guds lov, blev dets natur ond, og det var i harmoni og ikke i fjendskab med Satan. Der findes ikke noget naturligt fjendskab mellem det syndige menneske og syndens ophavsmand. De blev begge syndige ved deres frafald. Den frafaldne finder kun hvile, når han opnår sympati og støtte ved at lede andre til at følge sit eksempel. Derfor slutter faldne engle og ugudelige mennesker sig sammen. Hvis Gud ikke havde grebet ind, ville Satan og mennesket have allieret sig mod himlen, og i stedet for at nære fjendskab mod Satan, ville hele menneskeslægten have sluttet sig sammen imod Gud.

(360)  Satan fristede mennesket til at synde, ligesom han havde fristet englene til at gøre oprør. Hans bevæggrund var, at han ønskede allierede i sin kamp mod himlen. Der var ingen uenighed mellem ham og de andre faldne engle med hensyn til deres had til Kristus. Skønt de var uenige på alle andre punkter, var de fuldstændig enige om at ville modsætte sig universets Herskers herredømme. Men da Satan hørte, at der skulle være fjendskab mellem ham og kvinden og mellem hans sæd og hendes sæd, forstod han, at hans forsøg på at ødelægge menneskets natur ville blive modarbejdet - at mennesket på en eller anden måde ville blive sat i stand til at modstå hans magt.

(361)  Satans fjendskab til menneskene skyldes, at de takket være Kristus er genstand for Guds kærlighed og barmhjertighed. Han ønsker at omstyrte Guds plan for menneskenes frelse og at vanære Gud ved at skæmme og sværte hans værk. Han ønsker at skabe sorg i himlen og fylde jorden med jammer og fortvivlelse. Og han påstår, at al denne ondskab er et resultat af, at Gud skabte mennesket.

(361)  Det er den nåde, som Kristus indpoder i menneskesindet, som skaber menneskets fjendskab til Satan. Uden denne omvendende nåde og fornyende kraft ville mennesket forsat være Satans træl, hans tjener, som altid var rede til at udføre hans befalinger. Men det nye princip i sindet skaber strid, hvor der før havde været fred. Den kraft, som Kristus skænker mennesket, sætter det i stand til at modstå tyrannen og tronraneren. Enhver, som afskyr synden i stedet for at elske den, og som modstår og overvinder de lidenskaber, som har hersket i sindet, viser virkningen af et princip, som udelukkende er af guddommelig oprindelse.

(361)  En kamp på liv og død
Det fjendskab, som findes mellem Kristi ånd og Satans ånd, viste sig på slående vis i den måde, hvorpå verden tog imod Jesus. Jøderne forkastede ikke Kristus, fordi han manglede jordisk rigdom, pragt og fornemhed. De indså, at han var i besiddelse af en kraft, som langt opvejede manglen på disse ydre fortrin. Men Kristi renhed og hellighed fik de ugudelige til at hade ham. Hans liv i selvfornægtelse og skyldfri offervilje var en stadig bebrejdelse mod dette stolte, sanselige folk. Derfor nærede de fjendskab til Guds Søn. Satan og de faldne engle sluttede forbund med syndige mennesker. Alle frafaldets magter sammen svor sig mod sandhedens Talsmand.

(361)  Kristi tilhængere møder det samme fjendskab som deres Herre. Enhver, som indser syndens afskyelige karakter, og som med kraften fra det høje modstår fristelserne, vækker Satans og hans undersåtters vrede. Sandhedens rene principper vil blive hadet, og dens forsvarere blive forfulgt, så længe der findes synd og syndere. Kristi disciple og Satans tjenere kan ikke forliges. Korset er ikke ophørt med at vække forargelse. "Sådan skal også alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt." 2. Tim. 3, 12.

(361)  Under Satans ledelse arbejder hans redskaber stadig på at styrke hans magt og oprette hans herredømme for at modarbejde Guds styre. Med dette formål for øje forsøger de at bedrage Kristi tilhængere og lokke dem til at svigte deres troskab mod Gud. Ligesom deres anfører fordrejer de den hellige Skrift for at nå deres mål. Satan forsøgte at gøre Gud til den skyldige, og på samme måde forsøger hans redskaber at tale ondt om Guds folk. Den ånd, som sendte Kristus i døden, får de ugudelige til at ødelægge hans disciple. Alt dette er forudsagt i den første profeti: "Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd." Og dette vil fortsætte til tidernes ende.

(361)  Satan kaster alle sine styrker og hele sin magt ind i kampen. Hvorfor møder han ikke større modstand? Hvorfor er Kristi stridsmænd så søvnige og ligegyldige? Fordi de har så lidt virkelig kontakt med Kristus og mangler Kristi Ånd. For dem er synden ikke afskyelig og frastødende, som den var det for deres Herre. De møder den ikke med fast og beslutsom modstand, som Kristus gjorde. De forstår ikke syndens store ondskab og hæslighed, og de er blinde for mørkets fyrstes karakter og magt. Der findes kun lidt had til Satan og hans værk, fordi der er så stor uvidenhed om hans magt og ondskab og om omfanget af hans strid mod Kristus og Kristi menighed. Millioner af mennesker lader sig bedrage på dette punkt. De ved ikke, at deres fjende er en mægtig hærfører, som hersker over faldne engle, og som ved hjælp af omhyggeligt lagte planer og snedige manøvrer fører krig mod Kristus for at forhindre, at mennesker frelses. Folk, der påstår, at de er kristne, ja, selv evangeliets forkyndere omtaler sjældent Satan, bortset fra, at hans navn af og til nævnes i en eller anden prædiken. De hæfter sig ikke ved alle beviserne på hans fortsatte aktivitet og fremgang, de ænser ikke de mange advarsler om hans snedighed, og de synes nærmest at være uvidende om hans eksistens.

(362)  Så længe menneskene er uvidende om denne årvågne fjendes planer, er han ustandselig på jagt efter dem. Han blander sig i alle hjemmets anliggender, han er på færde på gaderne i vore byer, i menighederne, under regeringernes møder og i retssalene for at bedrage, forvirre og forføre. Overalt ødelægger han mænds, kvinders og børns liv og legemer, skiller ægtefæller og sår had, kappestrid, fjendskab, oprør og mord. Og den kristne verden synes at betragte alt dette, som om det var Gud, der havde fastsat det, og at det nødvendigvis måtte være således.

(362)  Udsat for bedrag
Satan forsøger til stadighed at besejre Guds folk ved at nedbryde de skranker, som skiller dem fra verden. De gamle israelitter blev lokket til at synde, da de plejede samkvem med hedningerne, skønt det var forbudt. På lignende vis føres vor tids Israel på vildspor. Denne verdens gud har slået de vantro "med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, han, som er Guds billede." 2. Kor. 4, 4. Enhver, som ikke er Kristi tjener, er Satans tjener. I det ugenfødte hjerte findes der kærlighed til synden og trang til at værne om den og undskylde den. I det omvendte hjerte er der had til synden og beslutsom modstand mod den. Når kristne mennesker vælger ugudelige og vantros selskab, udsætter de sig for fristelser. Satan holder sig i skjul og lægger i hemmelighed sit bedrageriske slør over deres øjne. De kan ikke se, at et sådant selskab er beregnet på at gøre dem fortræd, og de bliver mere og mere forblindede, mens de efterligner verden i karakter, ord og gerninger.

(362)  Kirkens efterligning af verdens skikke gør kirken verdslig, men det gør aldrig verden kristen. Nær berøring med synden vil uundgåeligt føre til, at den forekommer mindre frastødende. Det menneske, som vælger at omgås Satans tjenere, vil hurtigt holde op med at frygte disse tjeneres herre. Når vi på pligtens vej kommer ud for prøvelser, således som Daniel kom ved kongens hof, kan vi være sikre på, at Gud vil beskytte os, men hvis vi med overlæg udsætter os for fristelser, vil vi før eller senere falde for dem.

(362)  Fristeren benytter sig ofte med størst held af dem, som ingen mistænker for at være i hans tjeneste. Folk, der har begavelse og høj uddannelse, beundres, som om disse kvalifikationer kan erstatte gudsfrygt eller berettige mennesker til Guds velbehag. Begavelse og kultur er gaver fra Gud, men hvis de træder i stedet for fromhed, og i stedet for at føre dem nærmere til Gud fører dem bort fra ham, så bliver de en forbandelse og en snare. Mange tror, at alt, hvad der ligner høflighed og dannelse, må have forbindelse med Kristus, men dette er slet ikke rigtig. Enhver kristen bør ganske vist være høflig og dannet, for disse egenskaber udøver stor indflydelse til gunst for den sande tro, men hvis de ikke er viet til Gud, er også de et våben i ondskabens hånd. Mangt et klogt, kultiveret og høfligt menneske, som aldrig ville nedlade sig til det, man forstår ved en umoralsk handling, kan alligevel være et redskab i Satans hænder. Et sådant menneskes snigende og bedrageriske indflydelse og eksempel gør det til en farligere fjende af Kristi sag end det uvidende og ukultiverede.

(363)  Gennem alvorlig bøn og gudsfrygt erhvervede Salomo en visdom, som vakte verdens forundring og beundring. Men da han vendte sig bort fra sin styrkes kilde og fæstede lid til sig selv, blev han et bytte for fristelse. Så gjorde de vidunderlige evner, som var blevet skænket den viseste af alle konger, ham kun til et mere effektivt redskab for den onde.

(363)  Kamp mod ondskabens åndemagter
Skønt Satan til stadighed forsøger at få de kristne til at glemme det, bør de altid huske, at de "skal kæmpe ... ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet." Ef. 6, 12. Den inspirerede advarsel lyder gennem århundreder til vor egen tid: "Vær ædru og våg; jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge." 1. Pet. 5, 8. "Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb." Ef 6, 11.

(363)  Lige siden Adams tid har vor store fjende benyttet sin magt til at undertrykke og tilintetgøre. Nu forbereder han sig til sin sidste kamp mod menigheden. Alle, som søger at følge Jesus, vil komme i strid med den ubarmhjertige fjende. Jo mere den kristne ligner det guddommelige forbillede, des sikrere kan han være på at blive genstand for Satans angreb. Enhver, som arbejder aktivt for Guds sag og forsøger at afsløre Satans bedrag og forkynder Jesus for menneskene, kan samstemme i Paulus' vidnesbyrd, i hvilket han taler om at tjene Herren med sindets ydmyghed og med mange tårer og prøvelser.

(363)  Satan angreb Kristus med sine største og snedigste fristelser, men han blev slået tilbage i enhver kamp. Disse kampe blev udkæmpet for vor skyld, og disse sejre muliggjorde vor sejr. Kristus giver styrke til enhver, der beder om hans hjælp. Intet menneske kan uden eget samtykke blive besejret af Satan. Fristeren har ikke magt til at beherske viljen eller tvinge mennesket til at synde. Han kan pine, men han kan ikke besmitte. Han kan forårsage stor angst, men han kan ikke forurene. Kristus besejrede ham, og dette bør give alle Kristi disciple mod til mandigt at udkæmpe striden mod synden og Satan.