Kan vi tale med de døde

(390)  Sådan som de hellige engles tjeneste fremstilles i Skriften, er den en meget trøsterig og dyrebar sandhed for enhver Kristi discipel. Men Bibelens lære er på dette punkt blevet formørket og fordrejet ved den populære teologis vildfarelser. Læren om menneskets udødelighed, som oprindelig er et lån fra den hedenske filosofi og under det store frafalds mørke tid er indpodet i den kristne tro, har fortrængt den sandhed, som Skriften så tydeligt lærer: "At de døde ved intet." Mange er kommet til den tro, at det er de dødes ånder, som er de "ånder i Guds tjeneste, som sendes ud til hjælp for deres skyld, der skal arve frelse" (Hebr. 1, 14), og dette på trods af Skriftens vidnesbyrd om tilstedeværelsen af himmelske engle og deres forbindelse med menneskets historie, før nogen menneskelig skabning endnu var død!

(390)  Et farligt bedrag
Læren om menneskets bevidste tilstand i døden, og navnlig den tro, at de dødes ånder vender tilbage for at tjene de levende, har beredt vejen for den moderne spiritisme. Hvis de døde får adgang til Guds og hellige engles nærværelse og bliver beriget med en viden, der langt overgår den, de før var i besiddelse af, hvorfor skulle de så ikke vende tilbage til jorden for at oplyse og belære de levende? Dersom de dødes ånder, som den almindelige teologi lærer, våger over deres venner på jorden, hvorfor skulle de så ikke have tilladelse til at meddele sig til dem, at advare dem imod det onde eller at trøste dem i deres sorg? Hvordan kan de, som tror at mennesket er bevidst i døden, afvise det de opfatter som guddommeligt lys som herliggjorte ånder kommer med? Dette betragtes som noget helligt, men Satan bruger det til fuldførelsen af sine formål. De faldne engle, der adlyder ham, optræder som sendebud fra den åndelige verden. Mens det ondes fyrste foregiver at sætte de levende i forbindelse med de døde, udøver han sin trolddomsagtige påvirkning på deres sind.

(390)  Han har magt til at fremstille ligesom et billede af de afdøde venner for mennesker. Ligheden er fuldkommen. De kendte træk, ordene og tonefaldet gengives helt nøjagtig. Mange føler sig trøstede ved forsikringen om, at deres kære glæder sig over den himmelske salighed, og uden at ane noget om faren låner de øre til "forførende ånder og dæmoners lærdomme." 1. Tim. 4, 1.

(391)  Når de er kommet til tro på, at de døde virkelig vender tilbage for at have forbindelse med dem, får Satan dem, som gik uforberedt i graven, til at vise sig. De hævder at være lykkelige i himlen og endog at sidde inde med en ophøjet stilling der, og på den måde spredes den vildfarelse viden om, at der ikke gøres nogen forskel på de onde og de retfærdige. De falske gæster fra åndeverdenen kommer somme tider med advarende ord og varsler, som viser sig at være rigtige. Når de så har skaffet sig tillid, fremkommer de med lærdomme, som direkte undergraver troen på Bibelen. Med en tilsyneladende dyb interesse for deres venners jordiske velfærd lister de de farligste vildfarelser ind i deres sind. Den kendsgerning, at de somme tider fortæller noget, der er sandt, og til tider er i stand til at forudsige kommende begivenheder, giver deres meddelelser en tilsyneladende troværdighed, og deres falske lære modtages af den store mængde lige så fuldt og fast, som om det var Bibelens helligste sandheder. Guds lov tilsidesættes, nådens Ånd foragtes, og pagtens blod regnes for noget vanhelligt. Ånderne benægter Kristi guddommelighed og regner sig for lige med selve Skaberen. Således viderefører den store oprører under ny forklædning sin kamp imod Gud, den kamp der begyndte i himlen og i seks tusind år er blevet fortsat her på jorden.

(391)  Overnaturlige foreteelser
Mange forsøger at forklare de spiritistiske manifestationer ved helt at tilskrive dem bedrag eller svindelnumre fra mediets side. Men skønt det er sandt at svindel ofte er udgivet for ægte manifestationer, så har der også været forekomster af udpræget overnaturlig kraft. Den hemmelighedsfulde banken, hvorved den moderne spiritisme begyndte, var ikke resultatet af menneskelige kunstgreb eller snedighed, men var de onde engles direkte værk, hvorved de fremkaldte et af de mest sjælsødelæggende bedrag. Mange. lader sig indfange ved den tro, at Spiritismen kun er et rent menneskeligt bedrag, men når de bliver stillet ansigt til ansigt med manifestationer, som de ikke kan undgå at betragte som overnaturlige, lader de sig bedrage, og de vil komme til at betragte dem som Guds vældige kraft.

(391)  Disse mennesker overser Skriftens vidnesbyrd om de undere, der frembringes af Satan og hans hjælpere. Det var ved djævelsk hjælp, at faraos troldmænd var i stand til at efterligne Guds mirakler. Paulus vidner om, at der før Kristi genkomst vil fremkomme lignende åbenbaringer af Satans magt. Forud for Herrens komme vil "Satans kraft, med al løgnens magt og tegn og undere, og med al uretfærdighedens forførelse," blive åbenbaret. 2. Tess. 2, 9. 10. Og apostlen Johannes, der beskriver den undergørende kraft, som vil vise sig i de sidste tider, erklærer: "Det (dyret) gør store tegn, så det endog får ild til at falde fra himlen ned på jorden for menneskenes øjne. Og det forfører dem, der bor på jorden, ved de tegn, som det fik magt til at gøre." Åb. 13, 13. 14. Det er ikke blot bedrag, der her omtales og forudsiges! Mennesker lader sig bedrage ved de undere, som Satans medhjælpere har magt til at udføre, og ikke af dem, som de giver sig ud for at gøre.

(391)  Spiritismen appellerer til sanserne
Mørkets fyrste, som så længe har brugt sin overlegne intelligens til bedrageriets kunst, har stor færdighed i at tilpasse sine fristelser for mennesker af alle samfundsklasser og livsstillinger. Over for dannede og forfinede mennesker fremstiller han spiritismen i en mere kultiveret og intelligens betonet art, og på den måde lykkes det ham at få mange i sit garn. Den visdom, som spiritismen tildeler, beskrives af apostlen Jakob. Den "kommer ikke ovenfra men er jordisk, sjælelig og stammer fra de onde ånder." Jak. 3, 15. Men dette skjuler den store bedrager imidlertid når det passer bedst for hans formål at skjule det. Han, som kunne vise sig for Kristus i fristelsens ørken klædt i de himmelske serafers stråleglans han kommer også til mennesker i den mest tiltalende skikkelse - som en lysets engel. Han henvender sig til fornuften ved at fremlægge ophøjede emner, han fryder fantasien med fascinerende billeder, han vinder hengivenhed ved sin veltalende fremstilling af kærlighed og .barmhjertighed. Han ophidser indbildningskraften til højtflyvende baner og får mennesker til at føle sig så stolte over deres egen klogskab, at de i hjertet kommer til at foragte den Evige. Den mægtige skabning, som kunne føre verdens Frelser op på et højt bjerg og vise ham alle jordens riger og deres herlighed, vil over for mennesker fremkomme o med sine fristelser på en sådan made, at han kan fordreje tankerne hos alle, der ikke er skærmet af Guds magt.

(392)  Satan bedrager mennesker i dag, ligesom han bedrog Eva i Edens have, ved smiger, ved at optænde begæret efter forbudt viden eller ved at vække ærgerrighed efter selvets ophøjelse. Det var trangen til disse onde tilbøjeligheder der forårsagede hans fald, og gennem dem stiler han nu efter at forvolde menneskers tilintetgørelse. "I skal blive som Gud," sagde han, "til at kende godt og ondt." 1. Mos. 3, 5. Spiritismen lærer "at mennesket er skabt ved udvikling; at det er dets bestemmelse lige fra fødslen at være i udvikling, helt ud i evigheden, hen imod det guddommelige." Og atter: "Enhver må dømme sig selv, og ingen andre." "Dommen må blive retfærdig, fordi det er selvets dom. ... Tronen er i dit eget indre." Som en spiritistisk lærer sagde, da den "spiritistiske bevidsthed" vågnede i ham: "Mine medmennesker var alle halvgud er, der ikke vat faldet." Og en anden erklærer: "Ethvert retfærdigt og fuldkommet væsen er Kristus."

(392)  Således har Satan, i stedet for den evige Guds retfærdighed og fuldkommenhed - han, som er den eneste der bør tilbedes, - i stedet for hans lovs fuldkomne retfærdighed, det rette mål for menneskelig stræben, indsat selve menneskets syndige, vildfarende natur som det eneste objekt for tilbedelse, den eneste domsmyndighed eller målestok for karakteren. Dette er nok udvikling dog ikke opad, men nedad!

(392)  Det er en lov, som gælder både for forstandens og åndens væsen at vi forandres ved beskuelse. Sindet omdannes lidt efter lidt ved de emner tanken får lov at beskæftige sig med. Det kommer til at ligne, hvad det er vant til at elske og ære. Mennesket vil aldrig kunne hæve sig højere end til sit eget mål for renhed, godhed eller sandhed. Hvis det sætter selvet som sit højeste ideal, vil det aldrig kunne nå til noget højere. Det vil snarere komme til at synke dybere og dybere. Kun Guds nåde har magt til at ophøje mennesker. Hvis de bliver overladt til sig selv, vil vejen uundgåeligt komme til at gå nedad.

(393)  For de nydelsessyge, de sanselige og dem, der elsker fornøjelser, viser spiritismen sig i en mindre underfundig forklædning end for de mere kultiverede og forstandige. De finder i dens grove re form det, som stemmer overens med deres tilbøjeligheder. Satan studerer ethvert svaghedstegn i den menneskelige natur. Han lægger mærke til de synder, som hver enkelt er tilbøjelig til at begå, og så sørger han for, at det ikke mangler på lejlighed til at tilfredsstille de onde tilbøjeligheder. Han frister mennesker til overdrivelse af det, som I sig selv er tilladeligt, og får dem ved umådeholdenhed til at svække både legemets, sindets og moralens styrke. Han har ødelagt og ødelægger stadig tusinder ved at gøre dem eftergivende over for lidenskaberne, og derved bliver hele menneskets natur mere brutalt. For at fuldstændiggøre sit værk forkynder han gennem ånderne, at "sand viden hæver mennesket op over al lov," og at "alt, hvad der er til, er rigtigt," at "Gud fordømmer ingen," og at "alle de synder, man begår, er uskyldige." Når mennesker på denne måde er bragt til at tro, at begær er den højeste lov, at frihed er det samme som tøjlesløshed, og at mennesket kun står til regnskab over for sig selv, - hvem kan så undre sig over, at last og fordærv udfolder sig alle vegne? Der er mange, som med iver griber efter en lære, der giver dem frihed til at følge den kødelige naturs tilskyndelser. Selvbeherskelsens tøjler slappes, tankens og sindets styrke underlægges dyriske tilbøjeligheder, og med fryd indfanger Satan i sit garn tusinder af dem, der foregiver at være Kristi disciple.

(393)  Forbudte kontakter
Men ingen behøver at lade sig bedrage af spiritismens løgnagtige påfund. Gud har givet verden tilstrækkeligt lys til at gøre det muligt for dem at opdage fælden. Som det allerede er påvist, er den teori, som danner grundlaget for spiritismen, i strid med Skriftens tydeligste fremstillinger. Bibelen erklærer, at de døde intet ved, at deres tanker er gået til grunde. De har ingen andel i noget af det, som sker under solen, og kender intet til de glæder eller sorger, som rammer dem, der var dem kærest på jorden.

(393)  Endvidere har Gud udtrykkeligt forbudt mennesker at give sig af med det, som de opfatter som forbindelse med de afdødes ånder. På hebræernes tid var der en kategori af mennesker, der ligesom vore dages spiritister hævdede at stå i forbindelse med de afdøde. Men de "genfærd," som disse gæster fra en anden verden kaldtes, erklæres af Bibelen for at være "djævelens ånder." (Sammenlign 4. Mos. 25, 1-3; Sl. 106, 28; 1. Kor. 10, 20; Åb. 16, 14.) At have samkvem med genfærd blev erklæret for en vederstyggelighed for Herren og var højtideligt forbudt og blev straffet med døden. 3. Mos. 19, 31; 20, 27. I vore dage omtales trolddom med foragt. Påstanden om, at mennesker kan have samkvem med onde ånder betragtes som en middelalderlig opdigtet historie. Men spiritismen, som tæller hundrede tusinder blandt sine tilhængere, ja, millioner - som har trængt sig ind i videnskabelige kredse, som har udbredt sig inden for kirker og har fundet nåde for lovgivende forsamlinger, ja, selv ved kongers hof - dette kæmpe bedrag er blot en genoplivelse i ny forklædning af de trolddomskunster, som i gamle dage blev fordømt og forbudt.

(394)  Selvom der ikke fandtes andet bevis for spiritismens sande natur, så burde det for enhver kristen være tilstrækkeligt, at ånderne ikke gør nogen forskel på retfærdighed og synd, eller på Kristi ædleste og reneste apostle og Satans mest korrupte tjenere. Ved at fremstille de mest syndige mennesker som værende i himlen og indtage en høj stilling der, siger Satan til verden: "Det er ligegyldigt, hvor onde I er, det er ligegyldigt, om I tror på Gud og Bibelen, eller I tvivler. Lev som I har lyst til; jeres hjem er i himlen!" De spiritistiske lærere erklærer i virkeligheden; "enhver, som gør ondt, er god i Herrens øjne; i dem har han behag; hvor er den Gud som dømmer?" Mal. 2, 17. Guds ord siger jo: "Ve dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt, gør mørke til lys og lys til mørke." Es. 5, 20.

(394)  Når apostlene fremstilles af disse løgnens ånder, lader man dem modsige det, de har skrevet ved Helligåndens befaling, mens de var på jorden. De benægter Bibelens guddommelige oprindelse og bortriver således grundlaget for det kristne håb og udslukker det lys, som åbenbarer vejen til himlen. Satan vil få verden til at tro, at Bibelen er det rene opspind eller i det mindste kun en bog, der var egnet for menneskeslægten i begyndelsen, men nu er noget, man kan tage let på eller lægge fra sig som forældet. Til at indtage Guds ords plads tilbyder han så de spiritistiske manifestationer!

(394)  Her er en metode, som han helt behersker. På denne måde kan han få verden til at tro, hvad han vil. Den bog, som skal dømme ham og hans tilhængere, skjuler han i mørket, netop der, hvor han vil have den. Verdens Frelser gør han til et ganske almindeligt menneske, og ligesom det romerske vagthold, der bevogtede Kristi grav, ud spredte det løgnagtige rygte, som præsterne og de ældste lagde dem i munden for at modbevise Jesu opstandelse, sådan prøver de, som tror på spiritistiske manifestationer, at få det til at se ud, som om der ikke skete noget mirakuløst i vor Frelsers liv. Når de således har forsøgt at skubbe Jesus i baggrunden, gør de opmærksom på deres egne mirakler og erklærer, at disse langt overgår Kristi gerninger.

(394)  Moderne spiritisme
Det er sandt, at spiritismen nu er ved at forandre sin form, og at den ved at tilsløre nogle af sine mest utiltalende træk prøver at optræde i kristen forklædning. Men dens forkyndelse fra talerstol og presse har i mange år lydt offentligt, og heri åbenbares dens sande natur. Dens lære kan hverken benægtes eller skjules.

(394)  Tilmed er den i sin nuværende form, så langt fra at være mere værdig til at tåles end tidligere, i virkeligheden mere farlig, fordi bedraget er mere listigt. Mens den tidligere forkastede Kristus og Bibelen, foregiver den nu at godkende dem begge. Men Bibelen fortolkes på en sådan måde, at den behager det uomvendte hjerte, mens dens alvorlige og livsvigtige sandheder forties. Man lægger vægt på kærligheden som Guds vigtigste egenskab, men den nedværdiges til en svag sentimentalitet, som kun svagt skelner mellem godt og ondt. Guds retfærdighed, hans fordømmelse af synden, hans hellige lovs krav - alt dette lades ude af syne. Mennesker lærer at betragte de 10 bud som døde bogstaver. Tiltalende og besnærende fabler fortryller sanserne og får mennesker til at forkaste Bibelen som grundlaget for deres tro. Kristus bliver lige så fuldt og helt fornægtet som nogensinde, men Satan har i den grad forblindet menneskers øjne, at de ikke opdager bedrageriet.

(395)  Der er kun få, der har nogen virkelig forståelse af spiritismens vildledende magt og faren ved at komme under deres indflydelse. Der er mange, som giver sig af med den blot for at tilfredsstille deres nysgerrighed. De har ingen virkelig tiltro til den og ville blive rædselsslagne ved tanken om at overgive sig selv til åndernes herredømme, men de vover sig ind på forbudt grund, og den store ødelægger udøver sin magt over dem mod deres vilje. Hvis de blot en gang lader sig bedrage til at lade deres sind beherske af ham, så slipper han dem ikke igen. Ved deres egen kraft er det umuligt for dem at frigøre sig fra den besnærende, lokkende trolddom. Kun Guds kraft, der gives som svar på troens inderlige bøn, kan befri disse mennesker fra det fangenskab de er viklet ind i.

(395)  Alle de, der ser igennem fingre med syndige karakteregenskaber eller med vilje kæler for en erkendt. synd, hidkalder Satans fristelser. De skiller sig fra Gud og fra hans engles beskyttelse. Når den Onde kommer med sine bedrag, er de forsvarsløse og bliver hans lette bytte. De der således giver sig ind under hans magt, forstår kun lidt, hvorhen denne vej fører dem. Når fristeren har fået dem i sin magt, vil han benytte dem til at lokke andre ind i ødelæggelse.

(395)  Det eneste værn mod bedrag
Profeten Esajas siger: "Og siger de til jer: "Søg genfærdene og ånderne, som hvisker og mumler!" skal et folk ikke søge sin Gud, skal man søge de døde for de levende? Nej! til Loven og til vidnesbyrdet! Hvis de ikke taler i overensstemmelse med dette ord, er det fordi der ikke er noget lys i dem." Es. 8, 19. 20 (engl overs.) Hvis mennesker havde været villige til at tage imod den sandhed, som Skriften så tydeligt taler om, med hensyn til menneskets natur og de dødes tilstand, så ville de i spiritismens påfund og åbenbaringer se Satans værk med al dets magt og tegn og falske undere. Men hellere end at opgive den frihed, der er så behagelig for den kødelige tankegang, og give afkald på de synder, som de elsker, vil en mængde mennesker lukke deres øjne til for lyset og vandre lige frem uden at agte på advarsler, mens Satan spinder sine garn om dem og de bliver hans bytte. "Fordi de ikke tog imod kærligheden til sandheden så de kunne blive frelst, derfor "sender Gud dem en vildførende magt, så de tror løgnen." 2. Tess. 2, 10. 11.

(395)  De der modsætter sig spiritismens lære, angriber ikke blot mennesker, men også Satan og hans engle. De har indledt en strid mod magterne, imod myndighederne, imod verdensherskerne i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske. Satan vil ikke vige en tomme, hvis ikke han drives tilbage af himmelske sendebud. Guds folk skulle være i stand til at møde ham på samme måde, som vor Frelser gjorde det, med disse ord: "Der står skrevet!" Satan kan citere Bibelen lige så godt i dag som på Kristi tid, og han vil fordreje dens lære for at støtte sit blændværk. De, der ønsker at bestå i denne farens stund, må selv kunne forstå Skriftens vidnesbyrd.

(396)  Mange vil komme til at stå over for djævelske ånder, der giver sig ud for at være elskede venner eller slægtninge og forkynder de allerfarligste kætterier. Disse ånder vil appellere til vor inderligste deltagelse og vil udføre undere for at støtte deres påstande. Vi må være forberedt på at modstå dem med Bibelens sandheder: At de døde intet ved, og at de, som viser sig på denne måde, er onde ånder.

(396)  Vi står lige foran "prøvelsens stund, som skal komme over hele jorden for at prøve dem, der bor på jorden." Åb. 3,10. Alle, hvis tro ikke er fast grundfæstet i Guds ord, vil lade sig bedrage og overvindes. Satan "arbejder med al uretfærdighed ens forførelse" på at vinde herredømmet over menneskenes børn, og hans bedrag vil bestandig blive: større. Men han kan kun vinde sin sag, hvis mennesker frivilligt giver efter for hans fristelser. De, der alvorligt søger kundskab om sandheden og stræber efter at rense deres sind og tanker gennem lydighed og på denne måde gøre, hvad de kan for at berede sig til kampen, vil i sandhedens Gud finde et sikkert forsvar. "Fordi du har holdt fast ved mit bud om udholdenhed, vil jeg også holde dig fast," lød Frelserens løfte. Åb. 3, 10. Hellere ville han sende hver eneste engel ud fra himlen for at beskytte sit folk, end han ville overlade et eneste menneske, som stoler på ham, til at blive besejret af Satan. Profeten Esajas giver et billede af det frygtelige bedrag, der vil ramme de onde, så de tror sig sikre for Guds dom: "Vi sluttede en pagt med døden, Dødsriget gjorde vi aftale med; når den susende svøbe går frem, da når den ej os, for løgn har vi gjort til vort ly, vi har gemt os i svig." Es. 28, 15. Blandt dem, som beskrives her, findes også de, som i deres stivsindede ubodfærdighed beroliger sig selv med forsikringen om, at der ikke findes nogen straf for synderen, at hele menneskeslægten, ligegyldigt hvor ond den måtte være, skal ophøjes til himlen for at blive som Guds engle. Men endnu mere eftertrykkeligt sluttes en pagt med døden og en overenskomst med helvede af dem, der forkaster de sandheder, som himlen har skænket til forsvar for de retfærdige i prøvelsens time, og tager imod det løgnens tilflugtssted, som Satan tilbyder dem i stedet, spiritismens blændværk.

(396)  Denne generations blindhed er ubeskrivelig! Tusinder forkaster Guds ord og anser det ikke for værdigt at tro på, men med den største tillid godtager de Satans bedrag. Tvivlere og spottere fordømmer den sande tro hos dem, der kæmper for profeternes og apostlenes tro, og de morer sig med at latterliggøre Skriftens højtidelige forkyndelse om Kristus og frelsesplanen og den gengældelse, der vil ramme dem, der forkaster sandheden. De lader som om de har stor medlidenhed med dem, der er så snæversindede svage og overtroiske, at de er de erkender Guds krav og adlyder hans lovbud. De lægger lige så stor sikkerhed for dagen, som om de bogstaveligt havde sluttet pagt med døden og truffet aftale med helveder - som om de havde rejst en uoverstigelig, ugennemtrængelig mur mellem sig selv og Guds gengældelse. Intet kan vække deres frygt. Så helt og fuldt har de overgivet sig til fristeren, så tæt har de forenet sig med ham, og så gennemtrængte er de af hans ånd, at de hverken har kraft eller lyst til at løsrive sig fra hans garn.

(397)  Satan har længe haft sine sidste bestræbelser for at bedrage verden under forberedelse. Grunden til hans værk blev lagt ved den forsikring, han gav Eva i Edens have: "I skal ingenlunde dø!" "Når I spiser deraf, åbnes jeres øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt" 1 Mos. 3, 4.5. Lidt efter lidt har han beredt vejen for sit mesterstykke af bedrageri ved udviklingen af spiritismen. Endnu har han ikke opnået den fulde opfyldelse af sine planer, men han vil nå dertil i den sidste rest af tid der er tilbage. Profeten siger: "Jeg så . . . tre urene ånder, som lignede frøer. De er nemlig dæmoners ånder, som gør tegn; og de går ud til kongerne på hele jorderiget for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtige, store dag." Åb. 15, 13.14. Med undtagelse af dem, der ved Guds kraft bevares gennem troen på hans ord, vil hele verden blive draget ind i denne forførelse. Mennesker er hastigt ved at blive lullet ind i en skæbne svanger følelse af tryghed, hvorfra de først bliver vækket op ved udgydelsen af Guds vrede.

(397)  Gud Herren siger: "Jeg gør ret til målesnor, retfærd til blylod; hagl skal slå løgnelyet ned, vand skylle gemmestedet bort. Jeres pagt med døden skal brydes, aftalen med Dødsriget glippe. Når den susende svøbe går frem, skal den slå jer til jorden." Es. 28, 17.18.