Skriften - vort sikre værn

(422)  Til loven og til vidnesbyrdet! Hvis de ikke taler i overensstemmelse med dette ord, er det fordi der ikke er noget lys i dem." Es. 8,20 (engl. overs.). Guds folk har fået anvist den hellige skrift som deres værn mod falske læreres indflydelse og mørkets ånders bedrageriske magt. Satan benytter ethvert tænkeligt middel til at forhindre menneskene i at få kendskab til Bibelen, for dens utvetydige udtalelser åbenbarer hans bedragerier. Hver gang der sker en vækkelse inden for Guds værk, bliver Satan endnu mere foretagsom, og nu bruger han al sin kraft i den sidste kamp mod Kristus og hans tilhængere. Vi skal snart se hans sidste store bedrag. Antikrist skal åbenlyst gøre sine forunderlige gerninger. Efterligningen vil have så stor lighed med sandheden, at det kun vil være muligt at skelne mellem løgn og sandhed ved hjælp af den hellige skrift. Enhver udtalelse og alle mirakler må prøves ud fra Bibelens vidnesbyrd.

(422)  De mennesker, der forsøger at adlyde alle Guds bud, vil møde modstand og hån. De kan kun holde ud ved Guds hjælp. For at kunne udholde den prøvelse, som venter dem, må de forstå Guds vilje, som er åbenbaret i hans ord. De kan kun ære ham, hvis deres opfattelse af Guds karakter, styre og hensigter er korrekt, og hvis de handler i overensstemmelse hermed. Kun de, der har styrket deres sind med Bibelens sandheder, vil kunne bestå i den sidste store strid. Ethvert menneske vil blive stillet over for dette alvorlige spørgsmål: Skal jeg hellere adlyde Gud end mennesker? Den afgørende time er ved at være inde. Er vore fødder plantet på Guds uforanderlige ords klippe? Er vi rede til tappert at forsvare Guds bud og troen på Jesus?

(422)  Før sin korsfæstelse forklarede Frelseren sine disciple, at han skulle dø og atter opstå fra graven, og engle var til stede for at indprente hans ord på deres sind og hjerter. Men disciplene forventede en verdslig befrielse fra det romerske åg, og de kunne ikke udholde tanken om at han, i hvem deres forhåbninger var samlet, skulle lide en vanærende død. De glemte de ord, som de trængte til at huske, og da prøvelsens time kom, var de ikke beredte. Jesu død tilintetgjorde deres forhåbninger så fuldstændig, at man skulle tro, at de ikke var blevet advaret. I profetierne åbenbares fremtiden også for os lige så tydeligt, som den blev åbenbaret for disciplene ved Kristi ord. Profetierne beskriver klart de begivenheder, som er knyttet til nådetidens ophør og beredelse til trængselstiden. Men til trods for det kender tusinder af mennesker lige så lidt til disse betydningsfulde sandheder, som hvis de aldrig var blevet åbenbaret. Satan er på vagt for at udslette alle de indtryk, som ville gøre dem vise til frelse, og når trængselstiden kommer, er disse mennesker ikke beredte.

(423)  Når Gud sender menneskene advarsler, der er så betydningsfulde, at de siges at blive forkyndt af hellige engle, som flyver midt oppe under himlen, forlanger han at ethvert menneske, som er i besiddelse af sund fornuft, skal give agt på budskabet. De frygtelige straffe, som truer alle dem, der tilbeder dyret og dets billede (Åb. 14, 9 - 11), bør få alle til flittigt at granske profetierne og derved lære hvad dyrets mærke er, og hvorledes man undgår at tage det på sig. Men alt for mange mennesker lukker deres øren for sandheden og foretrækker opdigtede historier. Idet apostlen Paulus skuede ned til de sidste dage, sagde han: "Der kommer en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære." 2. Tim. 4, 3. Den tid er allerede kommet. De fleste mennesker bryder sig ikke om Bibelens sandhed, fordi den er i modstrid med det syndige verdslige hjertes begær, og Satan skaffer dem de bedrag, som de elsker.

(423)  Men Gud skal her på jorden have et folk, som betragter Bibelen og Bibelen alene som målestok for alle læresætninger og som grundlaget for alle reformer. Hverken lærde mænds meninger, videnskabelige slutninger, trosbekendelser eller bestemmelser fra gejstlige rådsforsamlinger, der er lige så talrige og uenige som de trossamfund, de repræsenterer, eller flertallets røst bør betragtes som bevis for eller imod en religiøs læresætning. Før vi anerkender nogen læresætning eller forskrift, bør vi forlange et: "Så siger Herren" til støtte derfor.

(423)  Menneskelig autoritet er upålidelig
Satan søger til stadighed at bortlede opmærksomheden fra Gud og at henlede den på mennesker. Han får folk til at betragte biskopper, præster og teologiske professorer som deres vejledere i stedet for selv at granske Bibelen og derved lære deres pligt at kende. Nu behøver han kun at udøve kontrol over disse lederes tanker for at kunne påvirke masserne efter forgodtbefindende.

(423)  Da Kristus kom og talte livets ord, lyttede det jævne folk til ham med glæde, og mange - også blandt præsterne og de ledende - troede på ham. Men ypperstepræsten og nationens herskere var fast besluttede på at fordømme og forkaste hans lære. Skønt alle deres forsøg på at finde noget at anklage ham for slog fejl, og skønt de ikke kunne undgå at føle hans ords guddommelige kraft og visdom, holdt de fast ved deres fordomme og forkastede de tydeligste beviser på, at han var Messias, for ikke at tvinges til at følge ham. Disse Jesu modstandere var mænd, som folket lige fra barnsben af havde lært at vise ærbødighed, og hvis myndighed de var vant til at underkaste sig. "Hvordan går det til," spurgte de, "at vore rådsherrer og skriftkloge ikke tror på Jesus? Ville disse fromme mennesker ikke tro på ham, hvis han virkelig var Kristus?" Det var på grund af disse læreres indflydelse, at det jødiske folk forkastede deres Frelser.

(423)  Den ånd, som ledte disse præster og herskere, bor stadig i mange, som foregiver at være gudfrygtige. Disse mennesker nægter at undersøge Bibelens vidnesbyrd om de særlige sandheder, som gælder for nutiden. De henviser til, hvor mange, rige og vellidte de er, og ser med foragt på sandhedens forkæmpere, som er fåtallige, fattige og upopulære, og som har en tro, der skiller dem fra verden.

(424)  Kristus forudså, at menneskene efter jødernes adspredelse ikke ville ophøre med at tiltage sig en myndighed, som ikke tilkom dem, ligesom de skriftkloge og farisæerne gjorde. Med sit profetiske blik forudså han, at man ville bestræbe sig på at gøre den menneskelige myndighed til herre over samvittigheden - dette, som har været en frygtelig forbandelse for kirken i alle tidsaldre. Hans frygtelig hårde fordømmelse af de skriftkloge og farisæerne og hans formaninger til folket om ikke at følge disse forblindede ledere blev nedskrevet som en formaning til senere slægtled.

(424)  Romerkirken giver kun gejstligheden ret til at fortolke Bibelen. Under påberåbelse af, at kun gejstlige er i stand til at forklare Guds ord, forhindres det menige folk i selv at granske Bibelen. Skønt reformationen skænkede alle mennesker Bibelen, forhindrer det selv samme princip, som romerkirken var talsmand for, mange protestanter i selv at studere Bibelen. De oplæres til at tage imod dens lære, således som den fortolkes af kirken, og der findes tusinder, som ikke tør tro på noget, som er i modstrid med deres trosbekendelse eller med deres trossamfunds vedtagne lære, selvom det er tydeligt åbenbaret i den hellige skrift.

(424)  Skønt Bibelen er fuld af advarsler imod falske lærere, er mange mennesker villige til på den måde at betro deres samvittighed i gejstlighedens varetægt. Der findes i vore dage tusinder af bekendende kristne, som ikke kan give anden forklaring på, hvorfor de tror på visse læresætninger, end at det hal de lært af deres religiøse ledere. De kender næppe Frelserens lære, men stoler trygt på præsternes ord. Men er præster ufejlbarlige? Hvorledes kan vi stole på deres vejledning, hvis vi ikke fra Guds ord ved, at de er lysbærere? Mangel på moralsk mod til at forlade verdens banede vej får mange til at gå lærde mænds fodspor, og på grund af deres modvilje mod selv at foretage undersøgelser, kommer de til at sidde uhjælpeligt fast i vildfarelsens lænker. De ser, at sandheden for vor tid er tydeligt åbenbaret i Bibelen, og de føler, at Helligåndens kraft ledsager dens forkyndelse, men alligevel lader de gejstlighedens modstand drive dem bort fra lyset. Skønt de inderst inde føler sig overbevist, tør disse bedragne mennesker ikke tænke anderledes end deres præster, og deres personlige bedømmelse og deres evige interesser ofres af hensyn til andres vantro, hovmod og fordomme.

(424)  For at binde sine ofre benytter Satan sig på mange forskellige måder af menneskelig indflydelse. Han får tusinder over på sin side ved at binde dem med den silkesnor, som hedder kærlighed til mennesker, som er fjender af Kristi kors. Uanset om det drejer sig om kærlighed til børn, forældre, ægtefælle eller venner bliver resultatet det samme. Sandhedens modstandere benytter deres magt til at beherske samvittigheden, og de mennesker, som står under deres indflydelse, er ikke tilstrækkeligt tapre eller uafhængige til at følge deres overbevisning om, hvad der er deres pligt.

(425)  Udvidenhed er ingen undskyldning
Sandheden og Guds herlighed er uadskillelige. Det er umuligt for os, som har Bibelen inden for rækkevidde, at ære Gud med ukorrekte meninger. Mange påstår, at det er ligegyldigt, hvad et menneske tror, når blot det lever retskaffent. Men livet formes af troen. Hvis lys og sandhed er inden for vor rækkevidde og vi forsømmer lejligheden til at se lyset og høre sandheden, forkaster vi i virkeligheden begge dele. Så vælger vi mørket i stedet for lyset.

(425)   "Mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje." Ordsp. 16, 25. Uvidenhed er ikke en undskyldning for vildfarelse eller synd, når der er rig lejlighed til at lære Guds vilje at kende. En mand er på rejse og kommer til et sted, hvor flere veje mødes, og hvor vejskilte angiver, hvor hver enkelt vej fører hen. Hvis han undlader at tage hensyn til skiltene og blot vælger den vej, som han anser for at være den rigtige, vil han sandsynligvis vælge forkert, selvom han er aldrig så oprigtig.

(425)  Gud har skænket os sit ord, for at vi skal få kendskab til dets lære og selv sætte os ind i, hvad han kræver af os. Da den lovkyndige spurgte Jesus: "Hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve evigt liv?" henviste Frelseren ham til Skriften, idet han sagde: "Hvad står der skrevet i loven hvordan læser du?" Uvidenhed er ingen undskyldning for hverken ung eller gammel og befrier dem ikke for den straf, man pådrager sig ved at overtræde Guds lov for de har i deres hånd en tro fremstilling af denne lov, dens principper og dens krav. Det er ikke tilstrækkeligt at have gode hensigter, og det er ikke tilstrækkeligt, at et menneske gør det, som det selv finder rigtigt, eller det, som præsten siger er rigtigt. Menneskets frelse står på spil. Vi bør selv granske Guds ord. Selvom vores overbevisning er aldrig så fast, og selvom vi stoler aldrig så meget på, at præsten kender sandheden, må vi ikke bygge herpå. Vi har et kort, som viser alle vej mærkerne til himlen, og vi bør ikke gætte os frem.

(425)  Personlig studie nødvendig
Det er ethvert fornuftvæsens første og helligste pligt at lære sandheden at kende ud fra Bibelen og derefter vandre i lyset og opmuntre andre til at gøre det samme. Vi bør hver dag studere Bibelen med flid, veje hver af dens tanker og sammenligne skriftsted med skriftsted. Vi skal med Guds hjælp danne os vor opfattelse, for vi skal selv stå til ansvar over for Gud.

(425)  De sandheder, som forkyndes tydeligst i Bibelen, er blevet indhyllet i tvivl og mørke af lærde mænd, som under foregivende af stor visdom hævder, at den hellige skrift har en mystisk, hemmelig og åndelig mening, som ikke fremgår af de ord, som er benyttet. Disse mænd er falske lærere. Det var til mænd af denne art at Jesus sagde: "I kender hverken skrifterne eller Guds kraft." Mark. 12, 24. Bibelens udtalelser bør forklares i overensstemmelse med deres ligefremme mening, medmindre der anvendes et symbol eller billede. Kristus har givet dette løfte: "Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare, om læren er fra Gud." Joh. 7, 17. Hvis menneskene blot ville tro på Bibelens ord, sådan som det står, og hvis der ikke var falske lærere, som vildledte og forvirrede deres sind, ville der ske noget, som ville gøre englene glade, og som ville føre tusinder og atter tusinder af dem, som nu vandrer i mørke, ind i Kristi fold.

(425)  Vi bør bruge alle vore åndsevner, når vi gransker Bibelen, og vi bør anstrenge os til det yderste for - så vidt som det er muligt for dødelige mennesker - at forstå Guds dybder. Samtidig bør vi ikke glemme, at barnets lærevillighed og underdanighed er den rette indstilling for en elev. De vanskeligheder, som bibel studiet kan indebære, kan aldrig overvindes ved hjælp af de metoder, som man anvender, når man kæmper med filosofiske problemer. Når vi gransker Bibelen, bør vi ikke føle den selvtillid, som så mange føler, når de gransker videnskabelige emner. Vi bør derimod bede og være opfyldt af tillid til Gud og af et oprigtigt ønske om at lære hans vilje at kende. Vi må have et ydmygt og lærevilligt sind for at modtage belæring af den store Jeg Er. Ellers vil onde engle forvirre vore hjerner og forhærde vore hjerter i en sådan grad, at sandheden ikke gør noget indtryk på os.

(426)  Mange afsnit af Bibelen, som lærde mænd enten kalder mystiske eller forbigår som ubetydelige, rummer megen trøst og belæring for den, som er blevet undervist i Kristi skole. En af grundene til, at mange teologer ikke har en klarere forståelse af Guds ord, er at de lukker øjnene for sandheder, som de ikke ønsker at efterleve. Forståelse af Bibelens sandheder afhænger mindre af den intelligens, hvormed man læser, end af viljen til at tage ved lære, den oprigtige længsel efter retfærdighed.

(426)  Bibelen bør aldrig granskes uden bøn. Kun Helligånden kan få os til at føle betydningen af de sandheder, som er lette at forstå og forhindre os i at fordreje de sandheder, som er svære at fatte. Det er de himmelske engles opgave at berede vore hjerter til at forstå Guds ord på en sådan måde, at vi betages af dets skønhed, tager ved lære af dets advarsler og opildnes og styrkes af dets løfter. Vi bør gøre Salmistens bøn til vores: "Oplad mine øjne, at jeg må skue de underfulde ting i din lov." Sl. 119, 18. Fristelser synes ofte uimodståelige, fordi den fristede har forsømt at bede og granske Bibelen og derfor ikke er i stand til at huske Guds løfter og møde Satan med Bibelens våben i hånd. Men engle lejrer sig om dem, som er villige til at lade sig belære om det guddommelige, og englene vil i nødens stund få dem til at huske netop de sandheder, som de har brug for.

(426)  Jesus gav sine disciple dette løfte: "Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer." Joh. 14, 26. Men sindet må være fyldt med Kristi lære i forvejen, hvis Helligånden skal kunne bringe den i vor erindring i farens stund. David sagde: "Jeg gemmer dit ord i mit hjerte for ikke at synde imod dig." Sl. 119, 11.

(426)  Farlig at så tvivl
Enhver, der værdsætter sine evige interesser, bør vogte tvivlens indfaldsveje. Selve sandhedens støttepiller vil blive bestormet. Det er umuligt at holde sig uden for rækkevidde af den moderne vantros spot og spidsfindighed og dens lumske og giftige lære. Satan afpasser sine fristelser efter alle befolkningsgrupper. Han angriber de uoplyste med en vittighed eller en spotsk bemærkning og de oplyste med videnskabelige indvendinger eller filosofiske ræsonnementer, som er beregnet på at vække mistillid til eller foragt for den hellige skrift. Selv uerfarne unge drister sig til at drage kristendommens fundamentale principper i tvivl. Og disse unges vantro, som ganske vist er overfladisk, udøver sin indflydelse. Mange bedrages derved til at gøre nar af deres fædres tro og foragte nådens Ånd. Hebr. 10, 29. Mangt et liv, som gav løfte om at blive til Guds ære og til velsignelse for menneskeheden, er blevet besmittet af vantroens fordærvede atmosfære. Alle, som stoler på menneskeforstandens pralende afgørelser og indbilder sig, at de kan forklare guddommelige mysterier og nå frem til sandheden uden Guds visdoms hjælp, fanges i Satans snarer.

(427)  Bibelen som leveregel
Vi lever i verdenshistoriens mest højtidelige periode. Jordens milliardbefolknings skæbne skal snart afgøres. Vor egen fremtidige velfærd, og også andres frelse, afhænger af den vej, som vi nu følger. Vi må lade os lede af sandhedens Ånd. Enhver sand kristen bør spørge: "Herre, hvad ønsker du, at jeg skal gøre?" Vi må ydmyge os for Gud, faste, bede og grunde meget over hans ord, især de dele, som angår dommen. Vi bør nu søge at få dybt og levende kendskab til det, som hører Gud til. Vi har ikke et øjeblik at spilde. Begivenheder af største betydning foregår omkring os. Vi befinder os på Satans forheksede grund. Fald ikke i søvn, I Guds vægtere! Fjenden ligger på lur i nærheden, og han er rede til i det øjeblik, I bliver trætte og døsige, at kaste sig over jer og gøre jer til sit bytte.

(427)  Mange lader sig bedrage med hensyn til deres virkelige stilling over for Gud. De glæder sig over de onde gerninger, som de ikke begår, men glemmer at tænke på de gode og ædle gerninger, som Gud kræver af dem, men som de har forsømt at gøre. Det er ikke tilstrækkeligt, at de er træer i Guds have. De må opfylde hans forventninger ved at bære frugt. Han holder dem ansvarlige for, at de undlod at gøre alt det gode, som de kunne have gjort ved hjælp af hans nåde. I himlens bøger står der om dem, at de har gjort jorden unyttig. Men selv disse menneskers sag er ikke fuldstændig håbløs. Den langmodige og kærlige Guds hjerte appellerer stadig til dem, som har ringeagtet hans barmhjertighed og nåde. "Det hedder jo: "Vågn op, du, som sover, og stå op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig!" Se derfor nøje til hvorledes I vandrer, ... så I udnytter det gunstige øjeblik, for dagene er onde." Ef. 5, 14 - 16.

(427)  Når den afgørende time kommer, skal de, der har gjort Guds ord til deres leveregel, åbenbares. Om sommeren er der ingen væsentlig forskel på stedsegrønne træer og andre træer, men når vinterstormene kommer, forbliver de stedsegrønne træer uforandrede, mens de andre mister løvet. På samme måde kan den falske kristendomsbekender næppe skelnes fra den sande kristne nu, men om kort tid vil forskellen blive tydelig. Når der kommer modgang, når fanatisme og intolerance florerer, og når forfølgelsen sætter ind, vil de lunkne og hykleriske tabe modet og svigte troen, men de sande kristne vil stå urokkeligt fast, og deres tro vil være stærkere og deres håb lysere end i medgangens dage.

(427)  Salmisten siger: "Jeg grunder på dine vidnesbyrd." "Ved dine befalinger fik jeg forstand, så jeg hader al løgnens vej!" Sl. 119,99. 104.

(427)   "Lykkelig den, der har opnået visdom." Ordsp. 3, 13. "Han bliver som et træ, der er plantet ved vand og strækker sine rødder til bækken, ej ængstes, når heden kommer, hvis løver frodiggrønt, som ej ængstes i tørkens år eller ophører med at bære frugt." Jer. 17, 8.