Den sidste advarsel

(428)  Derefter så jeg en anden engel komme ned fra himlen; han havde stor magt, og jorden blev oplyst af hans herlighed. Og han råbte med vældig røst og sagde: "Faldet, faldet er Babylon, den store, og den er blevet bolig for dæmoner og tilhold for alskens urene ånder og tilhold for alskens urene og afskyede fugle." "Og jeg hørte en anden røst sige fra himlen: "Drag ud fra hende, mit folk! For at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager." Åb. 18, 1. 2. 4.

(428)  Om at forlade babylon
Dette skriftsted henviser til et tidspunkt, da det budskab om Babylons fald, som blev bragt af den anden engel i Åbenbaringens 14. kapitel (8. vers), skal gentages med tilføjelse af en omtale af den fordærvelse, som har trængt sig ind i de forskellige organisationer, som tilsammen udgør Babylon, siden dette budskab først blev forkyndt i sommeren 1844. Her beskrives den religiøse verdens forfærdelige tilstand. Hver gang menneskene forkaster sandheden, vil deres sind blive mere formørket og deres hjerter hårdere, indtil de til sidst er forhærdede i vantro. De vil lade hånt om de advarsler, som Gud har givet dem, og de vil fortsætte med at træde på et af de 10 bud, indtil de tilskyndes til at forfølge dem, der helligholder det. Kristus tilsidesættes ved den foragt, som vises hans ord og hans folk. Når spiritismens lære anerkendes af kirkerne, fjernes de hæmmende bånd, som har været lagt på det kødelige hjerte, og mennesker vil benytte religionen som en kappe til at dække over de hæsligste synder. Troen på spiritistiske manifestationer åbner døren for forførende ånder og djævles lærdomme, og onde engles indflydelse vil da gøre sig gældende i de forskellige trossamfund.

(429)  På det tidspunkt, som skildres i denne profeti, siges der om Babylon: "Hendes synder har hobet sig op, så de når til himlen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu." Hun har fyldt sit syndebæger, og straffen skal snart ramme hende. Men Gud har stadig et folk i Babylon, og før hans straffedomme falder, skal disse trofaste kaldes ud af Babylon for ikke at blive "delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager." Derfor opstår den bevægelse, som symboliseres ved den engel, der kommer ned fra himlen, oplyser jorden med sin herlighed og med vældig røst forkynder Babylons synder. Sammen med englens budskab høres kaldet: "Drag ud fra hende, mit folk!" Disse budskaber udgør i forbindelse med den tredje engels budskab den sidste advarsel, som gives til jordens beboere.

(429)  Omfattende modstand imod Guds lov
En frygtelig skæbne vil ramme verden. Jordens magter vil slutte sig sammen for at bekæmpe Guds bud, og de forlanger, at "alle, både små og store, rige og fattige, frie og trælle" (Åb. 13, 16), skal adlyde kirkens skik ved at helligholde den falske hviledag. Alle de, der nægter at adlyde, vil blive dømt efter den borgerlige straffelov, og til sidst erklæres det, at de fortjener at dø. Men Guds lov, som pålægger os at helligholde Skaberens hviledag, kræver lydighed og truer med at lade vreden ramme enhver, som overtræder dens bud.

(429)  Når det således er blevet gjort klart for enhver, hvad sagen drejer sig om, tager alle de, der bryder Guds lov for at adlyde en menneskelig forordning, dyrets mærke på sig - det mærke, som er et tegn på at man hylder den magt, som man har valgt at adlyde i stedet for Gud. Den himmelske advarsel lyder således: "Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger." Åb. 14, 9. 10.

(429)  Men intet menneske vil blive udsat for Guds vrede, før sandheden er blevet forkyndt tydeligt for dem, i det rette lys, og derefter er blevet forkastet af dem. Der findes mange, der aldrig har haft lejlighed til at høre den særlige sandhed, som gælder for vor tid. Forpligtelsen til at adlyde det fjerde bud er aldrig blevet fremstillet for dem i det rette lys. Han, der læser alles hjerter og vejer alle motiver, vil aldrig lade nogen, som ønsker at lære sandheden at kende, blive bedraget med hensyn til det, der ligger til grund for den store strid. Folk skal ikke tvinges til blindt at følge befalingen. Ethvert menneske skal have tilstrækkelig oplysning til at kunne træffe sit valg efter moden overvejelse.

(429)  Sabbaten bliver den store prøvesten, for denne sandhed er den mest omstridte. Når menneskene bliver stillet på den endelige prøve, vil skillelinjen blive trukket mellem dem, der tjener Gud, og dem, der ikke tjener ham. At helligholde den falske hviledag i lydighed mod statens love og i ulydighed mod det fjerde bud, er et udtryk for, at man viser troskab over for en magt, som er Guds modstander, mens helligholdelse af den sande sabbat i lydighed mod Guds lover et bevis på troskab mod Skaberen. De, der tager imod tegnet på underkastelse af de menneskelige magter, tager dyrets mærke på sig, mens de andre, som vælger det tegn, der er udtryk for troskab mod den guddommelige autoritet, modtager Guds segl.

(429)  Verden sættes på valg
De, der har forkyndt sandhederne i den tredje engels budskab, er blevet anset for at være ulykkesprofeter. Deres forudsigelser om, at religiøs intolerance atter vil komme til at præge De Forenede Stater, og at stat og kirke vil slutte sig sammen for at forfølge dem, der holder Guds bud, er blevet kaldt ubegrundede og urimelige. Det er ofte blevet påstået, at De Forenede Stater aldrig vil ophøre med at være trosfrihedens forsvarer. Men efterhånden som der drives mere og mere udbredt propaganda for, at søndagens helligholdelse skal gennemtvinges ved lov, kommer den begivenhed, som kun de færreste har villet tro på, nærmere, Den tredjeengels budskab vil da fremkalde en virkning, som det aldrig ville have kunnet fremkalde før.

(430)  Gud har i alle slægtled ladet sine tjenere gå i rette med synden både i verden og inden for kirken, men menneskene ynder kun blide ord og sætter ikke pris på den rene, ubesmykkede sandhed. Adskillige reformatorer besluttede at udvise stor forsigtighed, når de angreb kirkens og landets synder. Ved at leve et rent og kristeligt liv håbede de ved eksemplets magt at kunne føre folket tilbage til Bibelens læresætninger. Men Guds Ånd kom over dem, ligesom den kom over Elias og fik ham til at fordømme en ond konges og et frafaldent folks synder. Disse mænd kunne ikke lade være med at forkynde Bibelens klare ord - læresætninger, som de tidligere havde været ængstelige for at forkynde. De blev tvunget til nidkært at forkynde sandheden om den fare, som truede menneskene. Uden frygt for følgerne udtalte disse mænd de ord, som Gud gav dem, og folket blev tvunget til at høre på deres advarsler.

(430)  Den tredje engels budskab vil blive forkyndt på samme måde. Når den tid kommer, da det skal forkyndes med størst kraft, vil Herren benytte sig af ydmyge redskaber og vejlede de mennesker, som vier sig til at tjene ham. Disse tjenere vil i højere grad blive skikket til deres gerning ved Helligåndens salvelse end ved skoleuddannelse. Troende og gudfrygtige mænd vil føle sig kaldet til med hellig iver at forkynde de ord, som Gud giver dem. De vil afsløre Babylons synder. Alt vil blive afsløret - de frygtelige resultater af at gennemtvinge kirkens forordninger ved de borgerlige myndigheders hjælp, spiritismens fremmarch og romerkirkens hemmelige, men hurtige fremgang. Disse højtidelige advarsler vil gøre et dybt indtryk på menneskene. Tusinder og atter tusinder, som aldrig før har hørt lignende ord, vil lytte opmærksomt. Opfyldt af undren vil de lytte til vidnesbyrdet om, at Babylon er kirken, som er faldet på grund af sine vildfarelser og synder og på grund af sin forkastelse af den sandhed, som blev sendt den fra himlen. Menneskene vil opsøge deres tidligere lærere og ivrigt spørge: "Er det, vi har hørt sandt?" Og for at berolige deres frygt og deres vakte samvittighed vil præsterne forkynde fabler og forudsige ting, som er tiltalende. Men da mange nægter at slå sig til tåls med menneskers myndighed og kræver et klart "Så siger Herren," vil de fleste præster, ligesom fortidens farisæere, blive opfyldt af vrede over, at deres myndighed drages i tvivl, og de vil anklage budskabet for at være fra Satan og ophidse masserne, som elsker synden, til at håne og forfølge de mænd, som forkynder det.

(430)  Kampen optrappes
Når striden breder sig til nye slagmarker og folks opmærksomhed henledes på Guds nedtrådte lov, vil Satan for alvor komme i aktivitet. Budskabets kraft vil kun gøre vreden endnu større hos dem, der nægter at tro det. Gejstligheden vil gøre sig næsten overmenneskelige anstrengelser for at spærre vejen for lyset, af frygt for at det skal komme til at skinne på deres tilhængere. De vil bruge alle til rådighed stående midler for at hindre diskussion om disse betydningsfulde emner. Kirken vil til sidst bede de civile myndigheder om hjælp, og på dette punkt vil katolikker og protestanter slutte sig sammen. Når den bevægelse, som går ind for den tvungne helligholdelse af søndagen, bliver dristigere og stiller skærpede krav, vil det blive forlangt, at de, der adlyder Guds bud, skal dømmes efter landets love. De vil blive truet med bøder og fængselsstraffe, og nogle vil få tilbudt høje stillinger eller andre goder, mod at de til gengæld afsværger deres tro. Men de svarer uden vaklen: "Vis os vor vildfarelse ved hjælp af Guds ord!" det samme svar, som Luther gav under lignende omstændigheder. De, der står anklaget, fremfører et kraftigt forsvar for sandheden, og nogle af deres tilhørere lader sig overbevise af dem og beslutter sig til for fremtiden at adlyde alle Guds bud. På den måde bringes lyset til tusinder, som ellers aldrig ville have fået kendskab til disse sandheder.

(431)  Samvittighedsfuld lydighed mod Guds ord vil blive behandlet som oprør. Forblindede af Satan vil forældre behandle deres troende børn med hårdhed og strenghed, og herskaber vil undertrykke de tjenestefolk, som adlyder Guds bud. Kærlighed vil blive forvandlet til had, og børn vil blive gjort arveløse og fordrevet fra deres hjem. Paulus' ord vil gå i opfyldelse: "Sådan skal også alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt." 2. Tim. 3, 12. Når sandhedens forkæmpere nægter at helligholde søndagen, vil mange af dem blive kastet i fængsel, mens andre vil blive landsforvist eller behandlet som slaver. Menneskelig set synes alt dette os nu umuligt, men når Guds beroligende Ånd trækkes tilbage fra menneskene og de bliver behersket af Satan, som hader de guddommelige forskrifter, vil der ske besynderlige ting. Hjertet kan være såre grusomt, når det tømmes for gudsfrygt og kærlighed.

(431)  Når stormen nærmer sig, vil mange, som har foregivet at tro på den tredje engels budskab, men som ikke er blevet helliggjort gennem lydighed mod sandheden, svigte sagen og slutte sig til modstanderne. Ved at forene sig med verden og gøre sig delagtige i dens ånd, har de næsten fået verdens opfattelse, og når de stilles på prøve, vælger de den nemmeste udvej og stiller sig på flertallets side. Begavede og veltalende mænd, som tidligere elskede sandheden, bruger nu deres evner til at bedrage og vildlede mennesker, og de bliver deres tidligere brødres værste fjender. Når de, som holder sabbaten, stilles for retten for at gøre rede for deres tro, er disse frafaldne Satans bedste redskaber. De lyver om dem og anklager dem, og ved hjælp af falske vidnesbyrd og insinuationer sætter de dommerne op imod dem.

(431)  En tid med trængsel
Under disse forfølgelser vil Herrens tjeneres tro blive prøvet. De har trofast forkyndt advarselen og kun holdt sig til Gud og hans ord. Guds Ånd, som har påvirket deres hjerter, har tvunget dem til at tale. Opfyldt af hellig nidkærhed og drevet af en stærk guddommelig tilskyndelse har de gjort deres pligt uden køligt at beregne følgerne af at forkynde menneskene de ord, Herren har indgivet dem. De har ikke taget hensyn til deres timelige interesser eller søgt at bevare deres gode omdømme og deres liv. Men når en storm af modstand og hån bryder løs over dem, er der alligevel nogle af dem, som vil fyldes med forfærdelse og udbryde: "Hvis vi havde forudset resultatet af vor forkyndelse, ville vi have tiet." Vanskelighederne tårner sig op omkring dem. Satan er efter dem med utallige fristelser. Det arbejde, de har påtaget sig, synes dem nu uoverkommeligt. De trues med tilintetgørelse. Den begejstring, som tidligere opfyldte dem, er forsvundet, men de kan alligevel ikke give op. De føler deres uendelige hjælpeløshed, og derfor søger de styrke hos den Almægtige. De husker, at de ord, de udtalte, ikke var deres egne, men indgivet dem af ham, som befalede dem at forkynde advarselen. Gud plantede sandheden i deres hjerter, og de kunne ikke undlade at forkynde den.

(432)  I tidligere tider har Guds tjenere gennemgået lignende prøvelser. Wiclif, Hus, Luther, Tyndale, Baxter og Wesley krævede, at alle læresætninger skulle prøves ud fra Bibelens ord, og de erklærede, at de ville afsværge alt, hvad Bibelen fordømte. Disse mænd blev grusomt forfulgt, men de holdt ikke op med at forkynde sandheden. Forskellige perioder i kirkens historie har været præget af, at der blev forkyndt en ny sandhed, som svarede til Guds folks behov på netop det tidspunkt. Enhver ny sandhed har måttet bane sig vej gennem modstand og had, og de, som fik lyset, blev fristet og prøvet. Når folket er i nød, skænker Gud det en særlig sandhed. Hvem tør vove at nægte at forkynde den? Gud befaler sine tjenere at forkynde det sidste tilbud om nåde for verden, og de kan ikke forholde sig tavse uden at risikere at miste deres evige liv. Kristi sendebud kan ikke tage hensyn til konsekvenserne. De må gøre deres pligt og overlade resten til Gud.

(432)  Når modstanden vokser til hidtil uanede højder, bliver Guds tjenere atter rådvilde, for de synes, at de selv er skyld i den opståede krise. Men deres samvittighed og Guds ord beroliger dem og forsikrer dem, at de har fulgt den rette vej, og skønt deres prøvelser ikke ophører, får de styrke til at bære dem. Striden bliver skærpet, men deres tro og tapperhed vokser med vanskelighederne. Deres vidnesbyrd lyder således: "Vi vover ikke at pille ved Guds ord eller fordreje hans hellige lov ved at kalde et bud væsentligt og et andet uvæsentligt, selv om vi derved kunne vinde verdens gunst. Den Herre, vi tjener, er i stand til at udfri os. Kristus har besejret de jordiske magter, og hvorfor skulle vi frygte en verden, som allerede er besejret?"

(432)  Forskellige former for forfølgelse er resultatet af et princip, som vil eksistere, så længe Satan er til og kristendommen har livgivende kraft. Intet menneske kan tjene Gud uden at møde modstand hos mørkets magter. Den mand, som tjener Gud, vil blive angrebet af onde engle, som frygter, at hans indflydelse vil bevirke, at byttet bliver revet ud af deres hænder. Onde mennesker, som opfatter hans eksempel som en irettesættelse, vil forene sig med de onde engle og søge at skille ham fra Gud ved hjælp af lokkende fristelser. Når dette ikke lykkes, gribes der til magt for at tvinge samvittigheden.

(432)  Evangeliet skal oplyse jorden
Men så længe Jesus er menneskenes talsmand i himlens helligdom, føler både regenter og undersåtter Helligåndens betvingende indflydelse. Den har stadig en vis indflydelse på landets love. Eksisterede disse love ikke, ville forholdene i verden være langt værre, end de er. Mange regenter er Satans villige redskaber, men også Gud har sine redskaber blandt nationens ledende mænd. Fjenden lader sine tjenere foreslå forholdsregler, som vil lægge Guds værk store hindringer i vejen, men de statsmænd, som frygter Gud, påvirkes af hellige engle til at imødegå sådanne forslag med uigendrivelige argumenter. Disse få mænd holder således en flodbølge af ondskab tilbage. Sandhedens fjenders modstand vil blive holdt i skak, således at den tredje engels budskab kan gøre sin virkning. Når den sidste advarsel gives, vil den vække opmærksomhed hos de ledere, som Herren nu bruger som sine redskaber, og nogle af dem vil tage imod den og stå fast ved Guds folks side i trængselstiden.

(432)   Den engel, som deltager i forkyndelsen af den tredje engels budskab, skal oplyse hele jorden med sin herlighed. Her forudsiges en stærk og verdensomspændende bevægelse. Adventbevægelsen (1840 - 1844) var en herlig åbenbarelse af Guds magt. Den første engels budskab blev bragt til alverdens missionsstationer, og i nogle lande var der en religiøs vækkelse, som var større end nogen vækkelse siden reformationen i det 16. århundrede. Men den mægtige bevægelse under forkyndelsen af den tredje engels sidste advarsel vil forårsage en endnu større vækkelse.

(433)  Der vil blive udrettet en gerning af samme art som den, der fandt sted på pinsedagen. Ligesom "tidligregnen" blev givet ved Helligåndens udgydelse, da evangeliets forkyndelse begyndte, for at få den kostelige sæd til at spire, vil "sildigregnen" blive givet ved afslutningen af evangeliets forkyndelse, for at sæden kan modnes. "Så lad os da kende, jage efter at kende Herren! Som morgenrøden er hans opgang vis. Da kommer han til os som regn, som vårregn, der væder jorden." Hos. 6, 3. "Og I, Zions sønner, fryd jer, vær glade i Herren jeres Gud! For han giver jer føde til frelse, idet han sender jer regn, tidligregn og sildigregn, som før." Joel 2, 23. "Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud, at jeg vil udgyde af min Ånd over alt kød." "Og det skal ske, at enhver, som påkalder Herrens navn, skalfrelses." Ap. g. 2,17.21.

(433)  Den store opgave som evangeliets forkyndelse er, skal ikke fuldføres med en mindre åbenbarelse af Guds kraft, end den, der markerede forkyndelsens begyndelse. De profetier, som blev opfyldt, da tidligregnen blev udgydt ved evangeliets begyndelse, skal atter opfyldes ved at sildigregnen udgydes ved dets afslutning. Det er disse "husvalelsestider" som apostlen Peter så frem til, da han sagde: "Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede, for at husvalelsestiderne må komme fra Herrens åsyn, og han må sende den Kristus, som var bestemt for jer, nemlig Jesus." Ap.G. 3, 19.20.

(433)  Guds tjenere vil med ansigter, der lyser af hellig iver, haste fra sted til sted for at forkynde budskabet fra himlen. Tusinder af stemmer vil forkynde advarslen over hele jorden. Der vil ske mirakler, syge vil blive helbredt, og tegn og undere vil følge de troende. Også Satan vil gøre undergerninger - falske undergerninger og endog få ild til at falde ned fra himlen for menneskenes øjne. Åb. 13, 13. På den måde vil jordens beboere blive tvunget til at tage standpunkt. Ved budskabets forkyndelse vil argumenter have en mindre fremtrædende plads end Guds Ånds dybe overbevisning. Argumenterne er jo allerede blevet fremført. Sæden er sået, og nu vil den spire og bære frugt. De skrifter, som er blevet solgt og delt ud af missionsarbejdere, har gjort deres virkning, men alligevel er mange, på hvem de gjorde indtryk, blevet forhindret i helt at forstå sandheden og vise den lydighed. Nu trænger lysets stråler ind overalt. Sandheden ses klart og tydeligt, og Guds oprigtige børn overskærer de bånd, der bandt dem. Hensyn til familien eller kirken er nu ude af stand til at holde dem tilbage. Sandheden er kosteligere end alt andet. Til trods for de kræfter, som har sluttet sig sammen imod sandheden, tager et stort antal mennesker parti for Herren.