Trængselstiden

(434)  Til den tid skal Mikael stå frem, den store fyrste, som værner dit folks sønner, og en trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til. Men på den tid skal dit folk frelses, alle, der er optegnet i bogen." Dan 12, 1.

(434)  Når nådetiden ophører
Når forkyndelsen af den tredje engels budskab slutter, lyder nådens kald ikke længere til jordens gudløse beboere. Guds folk har fuldført deres gerning. De har fået "sildigregnen," "husvalelsestiderne fra Herrens åsyn," og de er beredte til den trængselstid, der venter dem. Engle haster frem og tilbage i himlen. En engel, der vender tilbage fra jorden, meddeler, at hans gerning er fuldført. Verden er for sidste gang blevet stillet på prøve, og alle de, der har vist sig trofaste mod de guddommelige forskrifter, har fået "den levende Guds segl." Så holder Jesus op med at gå i forbøn for menneskene i den himmelske helligdom. Han løfter sine hænder og siger med høj røst: "Det er sket!", og alle englene tager deres kroner af, mens han giver denne højtidelige meddelelse: "Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret, og lad den urene blive ved at leve i urenhed, og lad den retfærdige blive ved at øve retfærdighed, og lad den hellige blive ved at leve helligt." Åb. 22, 11. Alles sag er blevet afgjort til liv eller død. Kristus har sonet sit folks synder og udslettet dem. Hans undersåtters antal er gjort op. Nu skal "riget og herredømmet og storheden, som tilhørte alle rigerne under himlen," snart gives til frelsens arvinger, og Jesus skal herske som Kongernes Konge og Herrernes Herre.

(435)  Når han forlader helligdommen, dækker mørke jordens beboere. I denne frygtelige stund må de retfærdige leve for den hellige Guds åsyn uden en forsvarer. Det bånd, som har været lagt på de onde, bliver fjernet, og Satan har de gudløse fuldstændig i sin magt. Guds tålmodighed er til ende. Verden har kastet vrag på hans nåde, foragtet hans kærlighed og trampet på hans lov. De ugudelige har overskredet nådetidens grænser. Guds Ånd, som de gudløse stædigt har nægtet at modtage, er blevet trukket tilbage. Uden den guddommelige nådes skjold er de uden beskyttelse mod Satan, som vil drage jordens befolkning ud i den sidste store trængsel. Når Guds engle ikke længere holder den menneskelige lidenskabs voldsomhed i tømme, vil alle stridens elementer blive sluppet løs. Hele verden vil blive ramt af en ødelæggelse, der er værre end den, der overgik Jerusalem.

(435)  En enkelt engel dræbte alle Ægyptens førstefødte og fyldte landet med sorg. Da David var ulydig mod Gud ved at tælle folket, var det en engel, der forårsagede den frygtelige ødelæggelse, hvorved hans synd blev straffet. Den samme ødelæggende magt, som de hellige engle betjener sig af, når Gud befaler det, vil blive benyttet af onde engle, når Gud tillader det. Styrkerne er nu parat, og de venter kun på at få Guds tilladelse til at sprede ødelæggelse overalt.

(435)  De, der ærer Guds lov, er blevet beskyldt for at nedkalde straffedomme over verden, og de vil blive anset for at være årsagen til de frygtelige naturkatastrofer og den strid og blodsudgydelse, som fylder jorden med elendighed. Det sidste budskabs kraft har gjort de gudløse rasende. De føler vrede mod alle dem, der har taget imod budskabet, og Satan får hadets og forfølgelsens flammer til at blusse endnu heftigere.

(435)  Da Gud uigenkaldeligt trak sig tilbage fra jødefolket, vidste præsterne og det menige folk det ikke. Skønt de var undergivet Satans magt og lod sig drive af de mest forfærdelige og onde lidenskaber, troede de stadig, at de var Guds udvalgte folk. Tempeltjenesten blev opretholdt, der blev bragt ofre på templets besmittede altre, og den guddommelige velsignelse blev daglig nedbedt over det folk, som havde udgydt Guds kære Søns blod og forsøgt at dræbe hans tjenere og apostle. Når helligdommens uigenkaldelige kendelse er afsagt og verdens skæbne afgjort for evigt, vil jordens beboere heller ikke vide det. De forskellige former for gudstjeneste vil blive fortsat af et folk, fra hvem Guds Ånd er blevet endeligt fjernet, og den sataniske energi, hvormed mørkets fyrste vil forsøge at få menneskene til at fuldføre sine onde planer, vil have udseende af at være ivrige efter at tjene Gud.

(435)  Et fordømt mindretal
Når sabbaten er blevet det store stridsspørgsmål i hele kristenheden, og gejstlige og verdslige magter har sluttet sig sammen for at gennemtvinge søndagens helligholdelse, vil et lille mindretals vægring ved at efterkomme det almene krav gøre dem til genstand for almindelig afsky. Det vil blive gjort gældende, at de få, som modsætter sig en kirkelig forordning og en af landets love, ikke burde tåles, og at det er bedre, at de udsættes for lidelser, end at hele nationer styrtes ud i forvirring og lovløshed. Det samme argument blev for 1900 år siden benyttet mod Kristus af folkets rådsherrer. Den snu Kajfas sagde: "Det er bedre for jer, at et menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde." Joh. 11, 50. Dette argument vil synes fyldestgørende, og til sidst vil der blive udstedt en lov mod dem, der helligholder det fjerde buds sabbat. Ifølge denne lov har de gjort sig fortjent til den strengeste straf, og den giver folket tilladelse til, efter en bestemt tids forløb, at slå dem ihjel. Romerkirken i den gamle verden og den frafaldne protestantisme i den nye verden vil anvende en lignende fremgangsmåde over for dem, der overholder alle de guddommelige forskrifter.

(436)  Guds folk vil da blive kastet ud i de lidelser og kvaler, som profeten kalder en trængselstid for Jakob. "Så siger Herren: Vi hørte et udbrud af skræk, af rædsel og ufred ... Hvorfor ser jeg da, ... alle åsyn blegne? For stor er denne dag, den er uden lige, en trængselstid for Jakob, men fra den skal han frelses." Jer 30,5 - 7.

(436)  En kamp i angst og smerte
Den kvalfulde nat, da Jakob kæmpede i bøn og bad om at blive udfriet af Esaus hånd (1. Mos. 32, 24 - 30), symboliserer Guds folks erfaring i trængselstiden. På grund af det bedrageri Jakob havde begået for at få sin faders velsignelse, som var tiltænkt Esau, var han flygtet for livet, for han frygtede sin broders trusler om at slå ham ihjel. Efter i mange år at have levet i udlændighed, besluttede han på Guds befaling at vende tilbage til sit fødeland med sine hustruer og børn og alt sit kvæg. Da han nåede landets grænse, hørte han til sin rædsel, at Esau nærmede sig med en stor hær. Han kom utvivlsomt for at tage hævn. Jakob og hans ledsagere var ubevæbnede og forsvarsløse og ville sikkert hurtigt blive slået ned. Angstens og frygtens byrde blev forøget med selvbebrejdelsernes tunge vægt, for det var hans egen synd, som havde fremkaldt den fare, han svævede i. Hans eneste håb var, at Gud ville være ham nådig. Hans eneste forsvar måtte blive bøn. Men han gør selv alt, hvad han kan, for at sone uretten mod broderen og undgå den truende fare. På samme måde bør Kristi efterfølgere, når de nærmer sig trængselstiden, gøre alt for at stille sig i det rette lys over for folket, at afvæbne fordomme og bortvende den fare, som truer trosfriheden.

(436)  Efter at have sendt sin familie bort, for at de ikke skal være vidne til hans fortvivlelse, bliver Jakob alene tilbage for at bede til Gud. Han bekender sin synd, takker Gud for al den nåde, han har vist ham, og henviser ydmygt til den pagt, Gud har sluttet med hans fædre, og til de løfter Gud har givet ham i det natlige syn i Betel og i landflygtigheden. Den afgørende time i hans liv er kommet. Alt står på spil. I mørket og ensomheden fortsætter han med at bede og ydmyge sig over for Gud. Pludselig bliver der lagt en hånd på hans skulder. Han tror, at det er en fjende, som efterstræber hans liv, og begynder at brydes med ham med fortvivlelsens kraft. Da dagen gryr, benytter den fremmede sin overmenneskelige styrke. Den stærke mand synes lammet ved hans berøring og falder hjælpeløs og grædende den mystiske modstander om halsen. Nu ved Jakob, at han har kæmpet med pagtens engel. Skønt han er blevet halt og lider store smerter, holder han fast ved sit fortsæt. På grund af sin synd har han længe været rådvild, angergiven og bedrøvet. Nu må han have vished for, at den er ham tilgivet. Det ser ud som om den guddommelige fremmede vil fjerne sig, men Jakob klamrer sig til ham og beder om en velsignelse. Englen siger: "Slip mig, for morgenen gryr!" Men patriarken udbryder: "Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!" Hvilken tillid og hvilken fasthed og udholdenhed viser ikke dette! Havde Jakobs forlangende været pralende og påtrængende, ville han straks være blevet tilintetgjort, men han udviste en tillid, som man kun finder hos den, som tilstår sin svaghed og uværdighed og samtidig stoler på den barmhjertige Gud, som holder sin pagt.

(436)  Han "stred med en engel og sejrede." Hos. 12, 5. Ved ydmyghed, anger og selvovergivelse sejrede denne syndige, vildfarne mand hos himlens Majestæt. Han holdt skælvende fast ved Guds løfter, og den uendelige Kærligheds hjerte kunne ikke vende sig bort fra synderens bøn. Som tegn på hans sejr og som en opmuntring til andre om at følge hans eksempel, blev hans navn ændret fra det, som mindede om hans synd, til det, som erindrede om hans sejr. Og den kendsgerning, at Jakob sejrede hos Gud, var et løfte om, at han skulle sejre over mennesker. Han frygtede ikke længere for at møde sin broders vrede, for Herren var hans forsvarer.

(436)  Satan havde anklaget Jakob for Guds engle og krævet ret til at tilintetgøre ham på grund af hans synd. Han havde lokket Esau til at marchere ham i møde, og i løbet af den lange nat i hvilken patriarken brødes med Gud, forsøgte Satan at fylde ham med en sådan skyldfølelse, at han ville tabe modet og slippe sit tag i Gud. Jakob blev næsten drevet til fortvivlelse, men han vidste, at han var fortabt, hvis han ikke fik hjælp fra himlen. Han angrede inderligt sin store synd og tryglede Gud om barmhjertighed. Han ville ikke opgive sit fortsæt, men holdt fast i englen og bad af sit hjertes dyb, indtil han sejrede.

(437)  En "Jakobs kamp" for de trofaste
Ligesom Satan lokkede Esau til at drage imod Jakob, vil han lokke de gudløse til at tilintetgøre Guds folk i trængselstiden. Og ligesom han rettede beskyldninger imod Jakob, vil han rette beskyldninger imod Guds folk. Han regner hele menneskeheden for at være sine undersåtter, men den lille flok, som adlyder Guds bud, vil ikke anerkende hans overherredømme. Hvis han kunne udslette disse mennesker fra jorden, ville hans sejr være fuldkommen. Han ser, at hellige engle vogter dem, og deraf slutter han, at deres synder er blevet tilgivet. Men han ved ikke, at deres sag er blevet afgjort i den himmelske helligdom. Han kender alle de synder, som han har fristet dem til at begå, og disse synder forelægger han for Gud, idet han gør dem langt værre, end de egentlig er. Satan påstår, at disse mennesker i lige så høj grad som ham selv har gjort sig fortjent til Guds vrede. Han erklærer, at Gud retfærdigvis er afskåret fra at tilgive deres synder og samtidig tilintetgøre ham og hans engle. Han hævder, at de er hans bytte, og forlanger dem udleveret, så han kan tilintetgøre dem.

(437)  Når Satan beskylder Guds folk for at være syndige, giver Gud ham tilladelse til at prøve dem til det yderste. Deres tillid til Gud og deres tro og udholdenhed vil blive hårdt prøvet. Når de tænker tilbage på fortiden, svinder deres håb, for de ser kun lidt godt i hele deres liv. De kender fuldt ud deres egne svagheder og deres uværdighed. Satan forsøger at forfærde dem med tanken om, at deres sag er håbløs, og at deres synder aldrig vil kunne fjernes. Han håber at knuse deres tro, så de vil falde for hans fristelser og bryde deres pagt med Gud.

(437)  Skønt Guds folk vil være omgivet af fjender, som kun ønsker at tilintetgøre dem, er den angst, de føler, ikke angst for forfølgelse for sandhedens skyld. De frygter, at de endnu ikke har angret alle deres synder, og at de på grund af egne mangler ikke vil være i stand til at lade Frelserens løfte gå i opfyldelse: "Fordi du har holdt fast ved mit bud om udholdenhed, vil jeg også holde dig fast og fri dig ud af den prøvelsens stund, som skal komme over hele jorderige." Åb. 3, 10 Hvis de blot kunne opnå en forsikring om, at de havde fået tilgivelse, ville de ikke vige tilbage for tortur eller døden, men skulle det vise sig, at de var uværdige, og de mistede livet på grund af deres egne karaktermangler, ville Guds hellige navn blive vanæret.

(438)  Overalt hører de planer om forræderi og er vidne til oprør, og de nærer et stærkt ønske og en inderlig hjertets længsel efter, at dette store frafald snart må være forbi, og at de ugudeliges ondskab må ophøre. Mens de beder Gud om at standse oprøret, gør de sig bitre bebrejdelser, fordi de ikke selv besidder mere styrke til at modstå og tilbagetvinge denne flodbølge af ondskab. De føler, at hvis de altid havde benyttet alle deres evner i Kristi tjeneste og var gået fremad fra styrke til styrke, ville Satans kræfter ikke have kunnet udrette så meget over for dem.

(438)  De ydmyger deres hjerte over for Gud og henviser til, at de har angret deres mange synder. De klynger sig til Frelserens løfte: "Lad ham gribe min styrke, at han kan slutte fred med mig, og han skal slutte fred med mig." Es. 27, 5. (engelsk overs.) Deres tro rokkes ikke, selvom deres bønner ikke straks bliver opfyldt. Skønt de lider stor angst, rædsel og fortvivlelse, ophører de ikke med at bede. De klamrer sig til Guds styrke, ligesom Jakob klamrede sig til englen, og deres hjerte råber: "Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!"

(438)  Hvis Jakob ikke i forvejen havde angret den synd, han begik, da han sikrede sig førstefødselsretten ved bedrag, ville Gud ikke have hørt hans bøn og i nåde skånet hans liv. Og hvis Guds folk i trængselstiden, hvor de pines af angst og frygt, kom i tanker om synder, som de ikke havde bekendt, ville de ikke kunne holde ud. Så ville fortvivlelse tilintetgøre deres tro, og de ville ikke tillidsfuldt kunne bede Gud om frelse. Men skønt de føler deres store uværdighed, har de ingen utilståede synder at bekende. Deres synder er gået forud til dom og er blevet udslettet, og de kan ikke længere erindre dem.

(438)  Satan leder mange til at tro, at Gud vil overse deres utroskab i livets mindre anliggender, men Herren viser i sin handlemåde med Jakob, at han ikke vil billige eller tåle det onde. Alle de, der forsøger at undskylde eller skjule deres synder, og som tillader, at de bliver stående i himlens bøger uden at være tilståede eller tilgivne, vil blive besejret af Satan. Jo højere deres embede er, og jo finere en stilling de indtager, des værre er deres synder i Guds øjne, og jo sikrere er deres store modstanders sejr. De, der tøver med at berede sig til Herrens dag, vil ikke være i stand til det i trængselstiden eller på noget senere tidspunkt. For dem er der intet håb.

(438)  De, der kalder sig kristne, men som går uforberedte ind i den sidste frygtelige strid, vil i deres fortvivlelse tilstå deres synder i ord, der brænder af sorg og anger, mens de gudløse hoverer over deres fortvivlelse. Disse bekendelser er af samme art som Esaus og Judas' bekendelse. De mennesker, der aflægger dem, beklager resultatet af overtrædelsen, men ikke deres skyld. De føler ingen sand anger og ingen afsky for det onde. De tilstår deres synd af frygt for straf, men ligesom fortidens farao ville de fortsætte med at trodse Gud, hvis dommen blev tilbagekaldt.

(438)  Jakobs erfaring viser også, at Gud ikke vil forkaste den, der er blevet bedraget, fristet eller lokket til at synde, men som er vendt tilbage til ham, opfyldt af sand anger. Mens Satan søger at tilintetgøre sådanne mennesker, vil Gud lade sine engle trøste og beskytte dem i farens stund. Satans angreb er beslutsomme og kraftige, og hans bedrag er frygtelige, men Herren fæster sit blik på sit folk, og hans ører hører deres råb. Deres lidelser er store, og det ser næsten ud, som om ovnens flammer skal fortære dem, men Den store Mester vil bringe dem ud som guld prøvet i ilden. Guds kærlighed til sine børn er lige så stor og øm i deres sværeste trængselstid som i medgangens lyseste dage, men det er gavnligt for dem at blive anbragt i ildovnen. Det er nødvendigt, for at deres jordbundethed kan blive fjernet og Kristi billede kan træde fuldkommen klart frem.

(439)  En tro som tåler prøven
Den smertelige og pinefulde tid, som venter os, vil kræve en tro, som kan udholde træthed, afsavn og sult - en tro, som ikke rokkes, selvom den prøves til det yderste. Nådetiden gives, for at alle kan berede sig til trængselstiden. Jakob sejrede, fordi han var udholdende og beslutsom. Hans sejr er et bevis på den kraft, som findes i vedholdende bøn. Alle de, der holder fast ved Guds løfter, sådan som Jakob gjorde, og er lige så oprigtige og udholdende som han, vil sejre, som han sejrede. De, der ikke vil være selvfornægtende og ydmyge sig over for Gud og bede længe og inderligt om hans velsignelse, vil ikke få den. Kun de færreste ved hvad det vil sige at kæmpe med Gud. Kun få har følt hjertet hige efter Gud med en længsel og kraft, som er lige ved at sprænge den. Når bølger af fortvivlelse, som intet sprog kan beskrive, slår ind over den bedende, er det kun de færreste, der med urokket tro klamrer sig til Guds løfter.

(439)  De, der kun øver lidt tro nu, løber en meget stor risiko for at falde for Satans bedrag og det dekret, som bliver udstedt for at tvinge samvittigheden. Og selvom de består prøven, vil angsten og fortvivlelsen blive større for dem i trængselstiden, fordi de aldrig har vænnet sig til at sætte deres lid til Gud. Den erfaringsmæssige tro, som de har forsømt at tilegne sig, vil de blive tvunget til at erhverve sig under de vanskeligste forhold.

(439)  Det er nu, vi bør lære Gud at kende ved at stole på hans løfter. Engle optegner alle de bønner, som er ærlige og oprigtige. Vi bør hellere give afkald på selviske glæder end forsømme at have samfund med Gud. Hvis vi har hans velbehag, er selv den største fattigdom og den største selvfornægtelse bedre end rigdom, ære, bekvemmelighed og venskab uden Guds billigelse. Vi bør give os tid til at bede. Hvis vi tillader vore tanker at være optaget af verdslige interesser, giver Gud os muligvis tid ved at berøve os vore afguder - guld, huse eller frugtbar jord.

(439)  De unge ville ikke blive bedraget til at synde, hvis de ville afslå at følge andre stier end den, på hvilken de kan bede om Guds velsignelse. Hvis de budbringere, som forkynder den sidste højtidelige advarsel for verden, ville bede om Guds velsignelse - ikke på en kold, ligegyldig og dorsk måde, men inderligt og i tro som Jakob - ville de finde mange steder, hvor de kunne sige: "Jeg har skuet Gud ansigt til ansigt og har mit liv frelst!" 1. Mos. 32, 30. Himlen ville anse dem for fyrster, og de ville få magt til at sejre hos Gud og mennesker.

(440)  Helhjertet overgivelse til Gud
Den "trængselstid, ... som hidtil ikke har haft sin mage," vil snart komme over os, og vi vil da behøve en erfaring, som vi endnu ikke er i besiddelse af, og som mange er for dovne til at skaffe sig. Det hænder ofte, at tanken om ubehageligheder er større end selve ubehagelighederne, men dette gælder ikke for den krise, som venter os. Selv den mest levende indbildningskraft kan ikke forestille sig trængslernes omfang. I denne prøvelsens stund skal ethvert menneske stå alene over for Gud. Om "Noa, Daniel og Job" var i landet, "så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: De skulle ikke redde søn eller datter; de selv alene skulle redde deres liv ved deres retfærdighed." Ez. 14, 20.

(440)  Mens vor store ypperstepræst endnu gør soning for os, bør vi søge at blive fuldkomne i Kristus. Fristelsens magt var aldrig i stand til at lokke Frelseren til så meget som en syndig tanke. I menneskehjertet finder Satan et punkt, hvor han kan få fodfæste - der næres et syndigt ønske, ved hvis hjælp hans fristelser kan udøve deres magt. Men Kristus erklærede om sig selv: "Verdens fyrste kommer, og i mig er der intet, som hører ham til." Joh. 14, 30. Hos Guds Søn kunne Satan ikke finde noget, der kunne sætte ham i stand til at sejre over ham. Kristus havde holdt sin Faders bud, og hos ham fandtes der ingen synd, som Satan kunne udnytte til egen fordel. Således må også de være, som skal kunne udholde trængselstiden.

(440)  Det er i dette liv, at vi ved tro på Jesu sonende blod skal skille os af med synden. Vor kære Frelser opfordrer os til at forene os med ham, forene vor svaghed med hans styrke, vor uvidenhed med hans visdom og vor uværdighed med hans fortjenester. Guds forsyn er den skole i hvilken vi skal lære at erhverve Jesu sagtmodighed og ydmyghed. Herren viser os altid livets sande mål ikke den vej, vi selv ville vælge, fordi den synes den bekvemmeste og behageligste. Det påhviler os at samarbejde med de redskaber, himlen benytter for at danne vor karakter efter det guddommelige forbillede. Ingen kan forsømme eller opsætte dette arbejde uden at bringe sig selv i den største fare.

(440)  Det sidste store bedrag
I et syn hørte apostelen Johannes en høj røst i himlen sige: "Ve jorden og havet; for Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort." Åb. 12, 12. De begivenheder, som får den himmelske røst til at fremkomme med dette udbrud, er forfærdelige. Satans harme vokser, når hans tid bliver kortere, og hans bedrageriske og ødelæggende værk vil nå sit højdepunkt i trængselstiden.

(440)  Frygtelige syner af overnaturlig art vil snart åbenbares på himlen som tegn på undergørende dæmoners virksomhed. Dæmoners ånder vil gå ud til jordens konger og til hele verden, for at bedrage dem og tilskynde dem til at forene sig med Satan i hans sidste kamp mod himlens styre. Disse satans redkaber vil bedrage både regenter og undersåtter. Mennesker vil stå frem og foregive, at de er selve Kristus, og de vil gøre krav på den titel og den tilbedelse, som tilkommer verdens Frelser. De vil foretage mirakuløse helbredelser og påstå, at de har modtaget himmelske åbenbaringer, som er i modstrid med Bibelens vidnesbyrd.

(441)  Som højdepunktet i det store bedrageriske drama vil Satan selv udgive sig for Kristus. Kirken har længe erklæret at frem til Frelserens genkomst som sit håbs fuldbyrdelse. Nu vil den store bedrager få det til at se ud, som om Kristus er kommet igen. I forskellige egne af verden vil Satan vise sig for mennesker som et majestætisk og strålende væsen, som ligner den beskrivelse af Guds Søn, som Johannes har givet i Åbenbaringen. Åb. 1, 13-15. Den herlighed, som omgiver ham, overgår alt, hvad menneskers øjne hidtil har set. Et triumferende råb giver genlyd over jorden: "Kristus er kommet! Kristus er kommet!" Folk kaster sig tilbedende i støvet for ham, og han løfter sine hænder og velsigner dem, ligesom Kristus velsignede sine disciple, da han var på jorden. Hans stemme er mild og dæmpet, men vidunderlig melodisk. I en blid og medfølende tone forkynder han nogle af de vidunderlige sandheder, som Frelseren udtalte. Han helbreder folks sygdomme, og derefter siger han - stadig iført Kristi skikkelse - at han har gjort søndagen til sabbat, og at alle bør helligholde den dag, som han har velsignet. Han erklærer, at de, der fortsætter med at helligholde den syvende dag, vanhelliger hans navn ved at nægte at lytte til de engle, som er blevet sendt til dem med lys og sandhed. Dette er det store, næsten uimodståelige bedrag. Ligesom de samaritanere, som havde ladet sig bedrage af troldmanden Simon, lader menneskeheden, fra de mindste til de største, sig bedrage af disse trolddomskunster og råber: Dette er "den Guds kraft, som man kalder den store." Ap. g. 8, 10.

(441)  Men Guds folk vil ikke blive bedraget. Den falske Kristus forkynder en lære, som er i modstrid med den hellige skrift. Han velsigner dem, der tilbeder dyret og dets mærke, dem, om hvilke Bibelen siger, at de skal drikke af Guds ublandede harme.

(441)  Yderligere får Satan ikke tilladelse til at efterligne Kristi genkomst. Frelseren har på dette punkt advaret sit folk mod at lade sig bedrage og har tydeligt forudsagt, hvorledes hans genkomst skal forme sig. "For falske Messiaser og falske profeter skal fremstå og gøre store tegn og undere, for om det er muligt, at føre endog de udvalgte vild. ... Hvis de altså siger til jer: "Se, han er i ørkenen," så gå ikke derud; "se, han er i kamrene," så tro det ikke! For ligesom lynet, der kommer fra øst, lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være." Matt. 24, 24 - 27.31; 25, 31; Åb, 1,7; 1. Tess. 4, 16. 17. Dette komme er det umuligt at efterligne. Det vil blive kendt overalt, og hele verden vil blive vidne dertil.

(441)  Kun de, der flittigt har gransket Bibelen og taget imod kærligheden til sandheden, vil blive værnet mod det frygtelige bedrag, som besejrer verden. Ved hjælp af Bibelens vidnesbyrd vil disse mennesker genkende bedrageren trods hans forklædning. Prøvelsens tid kommer til alle. Når menneskene bliver prøvet, skal det vise sig, hvem der er sande kristne. Er Guds folk så fast forankret i Guds ord, at de ikke vil tro på det, de ser med deres egne øjne? Vil de i en sådan krise klamre sig til Bibelen og den alene? Hvis det er muligt for Satan, vil han forhindre dem i at berede sig til at stå fast på den dag. Han vil ordne det således, at vejen spærres for dem, besnære dem med jordiske skatte og lægge en stor og tung byrde på dem, således at deres hjerter optages af dette livs bekymringer, og prøvelsens dag kommer over dem som en tyv.

(442)  Jaget og forfulgt
Når kristenhedens herskere har vedtaget en lov mod dem, der adlyder Guds bud, således at de er uden statens beskyttelse og prisgivet dem, der ønsker at tilintetgøre dem, vil Guds folk flygte fra byerne og landsbyerne og samle sig i grupper i ensomme, fjerntliggende egne. Mange vil søge op i bjergenes fæstninger. Ligesom de kristne i Piemontes dale vil de gøre jordens tinder til deres helligdomme og takke Gud for "klippeborgene." Es. 33, 16. Men mange fra alle folkeslag og alle samfundsklasser, høje og lave, rige og fattige, sorte og hvide, vil blive udsat for det mest uretfærdige og grusomme slaveri. Guds elskede børn oplever nogle forfærdelige dage, bundne i lænker, indespærrede bag fængslets tremmer, dømte til døden, nogle tilsyneladende henvist til at dø af sult i mørke, afskyelige fangehuller. Intet menneskeligt øre hører deres stønnen, og ingen menneskelig hånd er rede til at yde dem hjælp.

(442)  Vil Herren glemme sit folk i denne prøvelsens time? Glemte han den trofaste Noa, da verden blev straffet før syndfloden? Glemte han Lot, da der kom ild ned fra himlen og fortærede byerne på sletten? Glemte han Josef, da denne i Ægypten var omgivet af afgudsdyrkere? Glemte han Elias, da Jesabels ed truede ham med at komme til at lide Ba-als profeters skæbne? Glemte han Jeremias, da denne sad i en mørk og skummel brønd? Glemte han de tre trofaste mænd i den gloende ovn eller Daniel i løvekulen?

(442)   "Dog siger Zion: "Herren har svigtet mig, Herren har glemt mig!" Glemmer en kvinde sit diende barn, en moder, hvad hun bar under hjerte? Ja, selvom de kunne glemme, jeg glemmer ej dig. Se, i mine hænder har jeg tegnet dig." Es. 49, 14 - 16. Hærskarers Herre har sagt: "Den, som rører jer, rører min øjesten." Zak. 2. 12.

(442)  Selv om deres fjender kaster dem i fængsel, kan fængselsmure ikke adskille dem fra Kristus. Han, som kender alle deres svagheder, og som selv har prøvet alle lidelser, står over alle jordiske magter, og engle vil komme til dem i de ensomme fængselsceller og bringe dem lys og fred fra himlen. Fængslet bliver til et palads, for der lever de rige i troen, og de mørke mure oplyses af et himmelsk lys som dengang, da Paulus og Silas ved midnatstid bad og sang lovsange i fængslet i Filippi.

(442)  De sidste 7 plager
Guds straf vil ramme dem, der søger at undertrykke og tilintetgøre hans folk. Hans langmodighed over for de gudløse gør menneskene dristigere i deres overtrædelse, men selvom deres straf udsættes længe, vil den dog falde, og den bliver frygtelig. "For som på Perazims bjerg vil Herren stå op, som i Gibeons dal vil han vise sin vrede for at gøre sin gerning - en underlig gerning, og øve sit værk - et sælsomt værk." Es. 28, 21. For vor barmhjertige Gud er det at straffe et sælsomt værk. "Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: Jeg har ikke lyst til den gudløses død." Ez. 33, 11. Herren er "barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed." Han "tilgiver brøde, overtrædelse og synd," men han "lader ikke den skyldige ustraffet." "Herren er langmodig, hans kraft er stor, Herren lader intet ustraffet." 2. Mos. 34, 6. 7; Nah. 1,3. I sin retfærdighed vil han med en frygtelig straf hævne, at hans lov er trådt under fode. Man kan danne sig en forestilling om strenghed en af den straf, som venter overtræderen, ved at betragte Herrens uvilje mod at fuldbyrde dommen. Det folk, som han længe bærer over med, og som han ikke vil ramme, før dets skyld har nået sin yderste grænse, skal til sidst drikke vredens vin ublandet med barmhjertighed.

(443)  Når Kristus ophører med at gå i forbøn for os i den himmelske helligdom, udgydes den ublandede vrede, som skal drikkes af dem, der tilbeder dyret og dets billede. Åb. 14, 9. 10. De plager, som ramte Ægypten, da Gud ville befri Israel, lignede de endnu frygteligere og mere omfattende plager, som vil ramme verden lige før Guds folks befrielse. I sin beskrivelse af disse forfærdelige plager siger Åbenbaringens forfatter: "Da kom der ondartede og slemme bylder på de mennesker, som havde dyrets mærke, og som tilbad dets billede." Havet "blev til blod som af en død; og hvert levende væsen i havet døde," og "floderne og kildevældene blev til blod." Disse straffe er frygtelige, men Guds retfærdighed er uangribelig. Herrens engel udtaler: "Retfærdig er du, ... at du har fældet denne dom; fordi de har udgydt helliges og profeters blod, så har du givet dem blod at drikke; det har de fortjent." Åb. 16, 2 - 6. Ved at dømme Guds folk til døden har de pådraget sig en lige så stor skyld, som hvis de havde udgydt deres blod med egne hænder. Kristus erklærede sin samtids jøder for skyldige i alle de drab på hellige mænd, som havde fundet sted siden Abels dage, for de var besjælet af den samme ånd og søgte at udrette det samme som disse profeters mordere.

(443)  I den følgende plage får solen magt til "at hærge menneskene med ild. Og menneskene blev hærget af den store hede." Åb. 16,8. 9. Profeterne beskriver tilstanden på jorden i denne frygtelige tid således: "Jorden sørger; ... markens høst gik tabt; ... hvert markens træ tørres hen. Ja, med skam veg glæde fra menneskenes børn." "Sæden skrumper ind i den klumpede jord; lader er nedbrudt. ... Hvor kvæget dog stønner! Oksernes hjorde er skræmte, fordi de ikke har græs. ... Bækkenes lejer er tørre, og ild har fortæret ørkenens græsning." "Paladsets sangerinder skal jamre på denne dag, så lyder det fra den Herre Herren, dynger af lig er henkastet alle vegne." Joel 1, 10 - 12. 17 - 20; Am. 8,3.

(443)  Disse plager rammer ikke hele jorden, for i så fald ville alle jordens beboere omkomme. Alligevel er de den værste svøbe, som nogensinde har ramt menneskenes børn. Alle de straffedomme, der har ramt menneskene før nådetidens afslutning, har været iblandet barmhjertighed. Kristi sonende blod har værnet synderen mod at få den fulde straf for sin skyld, men ved den sidste domfældelse udøses vreden ublandet med barmhjertighed.

(444)  På den dag vil tusinder og atter tusinder ønske sig den guddommelige barmhjertighed, som de så længe har foragtet. "Se, dage skal komme, lyder det fra den Herre Herren, da jeg sender hunger i landet, ikke hunger efter brød, ikke tørst efter vand, men efter at høre Herrens ord. Da vanker de fra hav til hav, flakker fra nord til øst for at søge Herrens ord, men finder det ej." Am. 8, 11. 12.

(444)  Gud værner om sit folk
Guds folk vil ikke undgå lidelser, men skønt de forfølges, lider afsavn og sulter, skal de ikke omkomme. Den Gud; som vogtede over Elias, vil ikke glemme et eneste af sine selvopofrende børn. Han, der tæller deres hovedhår, vil tage sig af dem, og han vil mætte dem under hungersnøden. Mens de onde dør af sult og pest, vil engle værne de retfærdige og give dem, hvad de behøver. Til den, der "vandrer i retfærd," er der givet dette løfte: "Han får sit brød, og vand er ham sikret." "Forgæves søger de arme og fattige vand, deres tunge brænder af tørst; jeg, Herren, vil bønhøre dem, dem svigter ej Israels Gud." Es. 33,15.16; 41,17.

(444)   "For figentræet blomstrer ikke, vinstokken giver intet, olietræets afgrøde svigter, markerne giver ej føde. Fårene svandt af folden, i staldene findes ej okser. Men jeg vil frydes i Herren, juble i min frelses Gud." Hab. 3, 17. 18.

(444)   "Herren er den, som bevarer dig, Herren er din skygge ved din højre; solen stikker dig ikke om dagen, og månen ikke om natten. Herren bevarer dig mod alt ondt, han bevarer din sjæl." "For han frier dig fra fuglefængerens snare, fra ødelæggende pest; han dækker dig med sine fjedre, under hans vinger finder du ly, hans trofasthed er skjold og værge. Du frygter ej nattens rædsler, ej pilen, der flyver om dagen, ej pesten, der sniger i mørke, ej middagens hærgende sot. Falder end tusind ved din side, ti tusinde ved din højre hånd, til dig når det ikke hen; du ser det kun med dit øje, er kun tilskuer ved de gudløses straf; (for du, Herre, er min tilflugt) den Højeste tog du til bolig. Der times dig intet ondt, dit telt kommer plage ej nær." Sl. 121,5 - 7; 91, 3 - 10.

(444)  Men for menneskers øjne vil det se ud, som om Guds folk snart må besegle deres vidnesbyrd med deres blod, sådan som martyrerne måtte før dem. De begynder selv at frygte, at Herren vil lade dem falde i fjendehånd. Denne tid er fuld af angst, og både dag og nat råber de til Gud om befrielse. De onde jubler og spørger hånligt: "Hvor er nu jeres tro? Hvorfor redder Gud jer ikke ud af vore hænder, hvis I virkelig er hans folk?" Men de ventende husker Jesu død på Golgatas kors, da ypperstepræsterne og rådsherrerne spottende råbte: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge! Lad ham nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham." Matt. 27, 42. Ligesom Jakob kæmper de alle med Gud. Deres ansigter røber deres indre kamp. De er alle blege, men de ophører ikke med deres inderlige bønner.

(445)  Hvis mennesker havde guddommelig synsevne, ville de se skarer af engle, som er vældige i kraft, opstillet omkring dem, der har bevaret ordet om udholdenhed i Jesus. Med blid medfølelse, har englene iagttaget deres pine og hørt deres bønner. De afventer deres befaling til at rive dem ud af faren, men de må vente endnu en liden stund. Guds folk må drikke kalken og døbes med dåben. Den udsættelse, som er så smertelig for dem, er det bedste svar på deres bønner. Mens de forsøger at vente tillidsfuldt på, at Herren skal gribe ind, nødes de til at udøve tro og bevare håbet og udholdenheden, hvilket de har gjort i alt for ringe grad i deres religiøse erfaring. Men for de udvalgtes skyld vil deres trængselstid alligevel blive forkortet. "Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat? ... Jeg siger jer: Han skal skaffe dem ret i hast." Luk. 18 7.8. Afslutningen vil komme hurtigere, end menneskene venter. Hveden vil blive samlet og bundet i neg og anbragt i Guds lade, og klinten vil blive bundet i knipper og kastet i ødelæggelsens ild.

(445)  De himmelske engle vedbliver trofast med at stå vagt. Skønt der ved lov er fastsat et tidspunkt, da de, der holder Guds bud, må dræbes, vil deres fjender i visse tilfælde komme loven i forkøbet og forsøge at berøve dem livet før den berammede tid. Men ingen kan komme forbi de mægtige vagtposter, som omringer alle de trofaste. Nogle angribes på deres flugt fra byer og landsbyer, men de sværd, som løftes mod dem, sønderbrydes og falder til jorden. som knækkede strå. Andre forsvares af engle, der optræder i stridsmænds skikkelse.

(445)  I alle tidsaldre har Gud benyttet hellige engle til at hjælpe og befri sit folk. Himmelske væsner har grebet aktivt ind i menneskenes anliggender. De har vist sig i klædninger, der skinnede som lyn, og de er kommet i skikkelse af mænd, klædt som vejfarende. Engle har i menneskeskikkelse vist sig for Guds tjenere. De har hvilet under egetræerne ved middagstid, som om de var trætte. De har taget imod gæstfrihed i menneskers hjem. De har om natten været førere for vildfarne rejsende. De har med egne hænder tændt ilden på alteret. De har åbnet fængselsdøre og befriet Guds tjenere. Klædt i himmelsk rustning kom de for at rulle stenen bort fra Frelserens grav.

(445)  Engle er ofte til stede i menneskeskikkelse, når de retfærdige samles. De besøger også de ondes forsamlinger, som da de drog til Sodoma for at udarbejde en rapport over indbyggernes gerninger, så det kunne afgøres, om de havde overskredet grænsen for Guds langmodighed. Herren er barmhjertig, og af hensyn til de få, som virkelig tjener ham, forhindrer han katastrofer og forlænger freden for mange. De, der synder mod Gud, aner ikke, at de kan takke de få trofaste, som de morer sig ved at latterliggøre og undertrykke, for deres liv. Skønt denne verdens herskere ikke ved det, har engle ofte deltaget i deres rådslagninger og taget ordet. Menneskers øjne har været rettet imod dem, og menneskers ører har hørt deres ord. Menneskelæber har udtalt sig imod deres forslag og gjort nar af deres råd, og menneskehænder har angrebet og mishandlet dem. I rådssalene og retssalene har disse himmelske sendebud vist et dybtgående kendskab til menneskenes historie. De har vist sig bedre egnede til at tale de undertryktes sag end selv de dygtigste og mest veltalende forsvarere. De har kuldkastet planer og forhindret ondskab, som i høj grad ville have sinket Guds værk og voldt hans folk stor lidelse. I farens og nødens stund slår "Herrens engel lejr om dem, der frygter ham, og frier dem." Sl. 34, 8.

(446)  Forløsningen nærmer sig
Opfyldt af længsel venter Guds folk på tegnene på deres konges komme. Når vægteren spørges: "Hvordan skrider natten?", svarer han uden tøven: "Morgen kommer, men også nat!" Es. 21, 11. 12. Lyset skinner på skyerne over bjergtoppene. Snart skal hans retfærdighed åbenbares. Retfærdighedens Sol skal snart begynde at skinne. Både morgenen og natten er nær - endeløse dages morgen for de retfærdige, og begyndelsen til evig nat for de gudløse.

(446)  Mens de kæmpende fortsætter med at bede til Gud, synes det slør, som skiller dem fra det usynlige, næsten at blive trukket til side. Himlen gløder i den evige dags gry, og som englesang lyder ordene: "Hold fast ved jeres pagt. Hjælp er på vej." Kristus, den mægtige sejrherre, rækker en krone af uforgængelig herlighed frem mod sine trætte stridsmænd, og hans stemme når dem fra de åbne porte: "Se, jeg er med jer. Vær ikke bange. Jeg kender alle jeres sorger. Jeg har båret jeres lidelser. I kæmper ikke mod uprøvede fjender. Jeg har udkæmpet kampen for jer, og i mit navn skal I mere end sejre."

(446)  Vor dyrebare Frelser vil sende hjælp, netop når vi behøver det. Vejen til himlen er helliget af hans fodspor. Enhver torn, som sårer vore fødder, har også såret hans. Ethvert kors, som vi kaldes til at bære, har han allerede båret. Herren tillader strid, for derved at berede mennesket til fred. Trængselstiden er en frygtelig prøvelse for Guds folk, men i denne tid bør enhver oprigtig troende se opad, og i tro vil han kunne se løftets bue omgive sig.

(446)   "Herrens forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel, med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly. Jeg, jeg er jeres trøster, hvem er da du, at du frygter dødelige, jordiske mennesker, der bliver som græs, at du glemmer Herren, din Skaber, ... at du altid dagen lang frygter for undertrykkerens vrede. Så snart han vil til at lægge øde, hvor er da undertrykkerens vrede? Snart skal den fangne i landflygtighed løses og ikke dø og synke i graven eller mangle brød, så sandt jeg er Herren din Gud, som rører havet, så bølgerne bruser, Han, hvis navn er Hærskarers Herre. Jeg lægger mine ord i din mund og gemmer dig under min hånds skygge." Es. 51 11 - 16. (gl. dans overs.)

(446)   "Hør derfor, du arme, drukne, men ikke af vin: Så siger din Herre, Herren, din Gud, der strider for sit folk: Se, jeg tager den berusende kalk fra din hånd, aldrig mere skal du drikke min vredes bæger; og jeg rækker det til dine plagere, dem, som bød dig: "Bøj dig, så vi kan gå over!" og du gjorde din ryg til gulv, til gade forvandringsmænd." Es. 51, 21- 23 vers.

(446)  Guds blik, der så ned gennem tidsaldrene, var rettet mod den krise, som hans folk skal møde, når jordiske magter stilles op til kamp imod dem. Ligesom den fangne i landflygtighed vil de frygte, at de skal dø af sult eller ved vold. Men Den Hellige, som lod Det røde Hav dele sig foran Israel, vil vise sin vældige magt og gøre ende på deres fangenskab. "Den dag jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, siger Hærskares Herre, og jeg vil handle nænsomt med dem, som en fader handler nænsomt med sin søn, der tjener ham." Mal. 3, 17. Hvis Kristi trofaste vidners blod blev udgydt på dette tidspunkt, ville det ikke, som tilfældet var med martyrernes blod, være en udsæd, som kunne skaffe Gud en høst. Deres troskab ville ikke være et vidnesbyrd, der skulle overbevise andre om sandheden, for det forhærdede hjerte har kastet barmhjertighedens bølger tilbage, indtil de ikke længere skyller ind over det. Hvis de retfærdige nu blev deres fjenders bytte, ville dette være en triumf for mørkets fyrste. Salmisten siger: "Han gemmer mig i sin hytte på ulykkens dag, skjuler mig i sit telt." Sl. 27, 5. Kristus har udtalt: "Mit folk, gå ind i dit kammer og luk dine døre bag dig; hold dig skjult en liden stund, til vreden er draget over. For, Herren går ud fra sin bolig for at straffe jordens boeres brøde." Es. 26, 20. 21. Vidunderlig bliver befrielsen af dem, som tålmodigt har ventet på hans genkomst, og hvis navne er skrevet i livets bog.