Guds folks befrielse

(448)  Når de, der ærer Guds lov, unddrages de menneskelige loves beskyttelse, vil der i flere lande samtidig opstå bevægelser, som har til formål at tilintetgøre dem. Når det tidspunkt, som er fastsat i loven, nærmer sig, vil folk slutter sig sammen for at udrydde den forhadte sekt. Det vil blive besluttet i løbet af en nat at slå et afgørende slag, som fuldstændig skal kvæle den røst, som protesterer og irettesætter.

(448)  Det store vendepunkt
Guds folk - nogle i fængselsceller og andre skjult på ensomme steder i bjerge og skove - beder stadig om Guds beskyttelse, mens flokke af bevæbnede mænd, som tilskyndes af hærskarer af onde engle, overalt forbereder det dødbringende værk. Nu, i nødens værste time, vil Israels Gud gribe ind og frelse sine udvalgte. Herren har sagt: "Sang skal der være hos jer som i natten, når højtid går ind, en hjertens glæde som en vandring til fløjte mod Herrens bjerg, mod Israels klippe. Herren lader høre sin højheds røst og viser sin arm, der slår ned med fnys ende vrede, ædende lue, skybrud, skyllende regn og hagl." Es. 30, 29.30.

(448)  Med triumfskrig, hånsord og spotske udbrud skal onde mænd lige til at styrte sig over deres bytte, men i det samme sænker et mørke, der er dybere end nattens mulm, sig over jorden. Derpå dannes der en regnbue, som skinner af herlighed fra Guds trone, tværs over himlen, og den synes at omkredse enhver af de bedende grupper. De vrede menneskemasser gør pludselig holdt. Deres hånlige råb dør bort. De har glemt dem, der var genstand for deres morderiske raseri. Opfyldt af bange anelser stirrer de på symbolet på Guds pagt og længes efter at finde ly for dets blændende glans.

(448)  Guds folk hører en klar og melodisk stemme, som siger: "Se op!" Og da de løfter blikket mod himlen, ser de pagtens regnbue. De sorte, truende skyer, som skjulte himlen, har delt sig, og ligesom Stefanus stirrer de op imod himlen og ser Guds herlighed og Menneskesønnen, der sidder på sin trone. Han har guddomsskikkelse, men de ser alligevel hans ydmygelses mærker, og fra hans læber hører de den bøn, som han fremsætter for Faderen og de hellige engle: "Fader! Jeg vil, at hvor jeg er, skal også de som du har givet mig, være hos mig." Joh. 17, 24. Nu høres en anden røst, en melodisk og triumferende stemme, som siger: "De kommer! De kommer! Hellige, uskadte og ubesmittede. De har holdt fast ved mit ord om udholdenhed, og de skal vandre blandt englene." Og med blege, skælvende læber opløfter de, der har bevaret troen, et sejrsråb.

(449)  Naturkræfterne i aktion
Det er ved midnat, at Gud viser sin magt og befrier sit folk. Solen kommer til syne og skinner i al sin glans. Tegn og undere følger i hurtig rækkefølge. De gudløse ser til i rædsel og undren, mens de retfærdige med højtidelig glæde betragter tegnene på deres befrielse. Alt i naturen synes ændret. Vandløbene standser. Mørke, tunge skyer stiger op og støder mod hinanden. Men midt på den formørkede himmel er der et skyfrit sted, som lyser med ubeskrivelig herlighed, og hvorfra Guds røst høres. Den lyder som en brusen af mange vande og siger: "Det er sket!" Åb. 16, 17.

(449)  Stemmen ryster himlen og jorden. Der kommer et vældigt jordskælv, "som der ikke har været mage til! siden der kom mennesker på jorden." Åb. 16, 18. Hele himmelhvælvingen synes at åbne og lukke sig. Herligheden fra Guds trone synes at bryde igennem. Bjergene skælver som siv for vinden, og store klippeblokke kastes til alle sider. Der lyder et brøl som af et kommende uvejr. Havet piskes, så bølgerne rejser sig. Hvirvelstormens hvin lyder som røsten af onde ånder, der er på ødelæggelsestogt. Hele jorden hæver sig og svulmer som havets bølger. Dens overflade sønderbrydes. Dens grundvolde synes at give efter. Bjergkæder synker i grus. Beboede øer forsvinder i havet. De havnebyer, som er blevet lige så syndige som Sodoma, opsluges af de vrede bølger. Gud husker på det store Babylon, og han rækker den "bægeret med sin vredes harmes vin." Centnertunge hagl (50 kg) anretter stor ødelæggelse. Åb. 16, 19. 21. Jordens stolteste byer går til grunde. De fyrstelige paladser, på hvilke verdens store mænd har ofret vældige summer for at forherlige sig selv, falder i ruiner for deres øjne. Fængselsmure styrter sammen, og Guds folk, som har været holdt indespærret for deres tros skyld, sættes i frihed.

(449)  Grave åbner sig, og "mange af dem, der sover under mulde," vågner - "nogle til evigt liv, andre til skam, til evig afsky." Dan. 12, 2. Alle de, der er døde i troen på den tredje engels budskab, kommer herliggjorte ud af gravene og hører Guds fredspagt med dem, der har adlydt hans lov. Også de, "som har gennemstunget ham" (Åb. 1, 7), og de, som hånede og spottede Kristus i hans dødskamp, og hans sandheds og hans folks bitreste fjender opstår og skuer ham i hans herlighed og ser den ære, som overgår de trofaste og lydige.

(449)  Himlen er stadig dækket af tætte skyer, men nu og da trænger solen igennem og minder om Jehovas hævnen de øje. Kraftige lyn flammer ud fra himlen og indhyller jorden i flammer. Gennem tordenens frygtelige brølen forkynder mystiske og frygtindgydende stemmer dommen over de gudløse. Det er ikke alle, der forstår ordene, men de forstås klart af de falske lærere. De, der for ganske kort tid siden var så hensynsløse, så pralende, så udfordrende og i deres grusomhed hoverede over Guds lovlydige folk, overvældes nu af forfærdelse og ryster af skræk. Deres nødråb overdøver elementernes rasen. Onde ånder erkender Kristi guddommelighed og skælver for hans magt, mens mennesker bønfalder om nåde og kryber skrækslagne omkring.

(449)  Herrens dag
De profeter, som så Herrens dag i hellige syner, har udtalt: "Jamrer, for Herrens dag er nær, den kommer som vold fra den Vældige." Es. 13, 6. "Gå ind i klippen, skjul dig i støvet for Herrens rædsel, hans højheds herlighed! Sine stolte øjne skal mennesket slå ned, mændenes hovmod skal bøjes, og Herren alene være høj på hin dag. For en dag har Hærskares Herre mod alt det høje og knejsende, mod alt ophøjet og stolt." "På hin dag skal mennesket slænge sine guder af sølv og guld, som han lavede sig for at tilbede dem, hen til muldvarpe og flagermus for at gå ind i klipperevner og fjeldkløfter for Herrens rædsel, hans højheds herlighed, når han står op for at forfærde jorden." Es. 2, 10 - 12. 20. 21.

(450)  Gennem en sprække i skyerne skinner en stjerne, hvis glans forøges firdobbelt i kontrast med mørket. Den bringer bud om håb og glæde til de trofaste, men om vrede og strenghed til dem, der har overtrådt Guds lov. De, der har ofret alt for Kristus, er nu i sikkerhed, som var de skjult i Guds hytte. De er blevet sat på prøve, og de har vist deres troskab mod ham, der døde for dem, over for verden og for dem, som foragtede sandheden. En vidunderlig forandring viser sig hos alle dem, der var loyale, skønt døden truede dem. De er pludselig blevet udfriet af det frygtelige tyranni, som blev udøvet af mennesker, der var blevet forvandlet til dæmoner. Deres ansigter, der før var blege, ængstelige og forpinte, lyser nu af forundring, tro og kærlighed. Deres stemmer løfter sig i jublende sang: "Gud er vor tilflugt og styrke, en hjælp i trængsler, prøvet til fulde. Derfor frygter vi ikke, om jorden end bølger og bjergene styrter i havenes skød, om end deres vande bruser og syder og bjergene skælver ved deres vælde." Sl. 46, 2 - 4.

(450)  Mens disse ord, der udtrykker deres hellige tillid, stiger op mod Gud, forsvinder skyerne, og den stjerne strøede himmel kommer til syne i strålende kontrast til den mørke og vrede himmelhvælving ved dens sider. Den himmelske stads herlighed strømmer ud gennem de åbne porte. Så viser der sig mod himlen en hånd, som holder to sammenlagte stentavler. Profeten siger: "Og himlen forkyndte hans retfærd, at Gud er den, der dømmer." Sl. 50, 6. Denne hellige lov, Guds retfærdighed, som under torden og ild blev forkyndt fra Sinaj for at tjene som rettesnor for menneskenes liv, åbenbares nu for dem som dommens målestok. Hånden åbner tavlerne, og de 10 bud kommer til syne. De ser ud, som var de skrevet med ild, og ordene er så tydelige, at alle kan læse dem. Hukommelsen vågner, overtroens og vildfarelsens mørke forjages fra hvert et sind, og Guds 10 bud - korte, omfattende og myndige bud fremvises for alle jordens beboere.

(450)  Det er umuligt at beskrive den rædsel og fortvivlelse, som nu opfylder dem, der har trampet på Guds hellige forskrifter. Gud gav dem sin lov, og de kunne have sammenlignet deres karakter med den og have lært deres mangler at kende, mens der endnu var lejlighed til at angre og vende om. Men for at opnå verdens gunst tilsidesatte de loven og lærte andre det samme. De har forsøgt at tvinge Guds folk til at vanhellige hans sabbat. Nu fordømmes de af den lov, de har foragtet. De ser tydeligt og klart, at de ikke har nogen undskyldning. De valgte selv, hvem de ville tjene og tilbede. "Da skal I atter kende forskel på retfærdig og gudløs, på den, som tjener Gud, og den, som ikke tjener ham." Mal. 3, 18.

(450)  Guds lovs fjender, både præster og lægfolk, får en ny forståelse af sandhed og pligt. Nu, da det er for sent, indser de, at det fjerde buds sabbat er den levende Guds segl. For sent indser de deres falske sabbats sande natur og det svage grundlag, hvorpå de har bygget. De opdager, at de har kæmpet imod Gud. Religiøse forkyndere har ført mennesker til fortabelse, skønt de påstod at føre dem til Paradisets porte. Først på den endelige regnskabsdag vil det blive klarlagt, hvor stort et ansvar mænd i hellige embeder har påtaget sig, og hvor frygtelige følger deres troløshed har fået. Kun i evigheden kan vi fuldt ud bedømme tabet af et enkelt menneske. Forfærdelig bliver dommen over ham, til hvem Gud siger: "Gå bort fra mig du onde tjener!"

(451)  Guds røst høres fra himlen. Han forkynder dagen og timen for Jesu genkomst og sin evige pagt med sit folk. Som vældige torden drøn lyder hans ord over hele jorden. Guds Israel står lyttende med opadvendte blikke. Deres ansigter oplyses af hans herlighed og stråler, som Moses' ansigt strålede, da han kom ned fra Sinaj. De gudløse kan ikke udholde at se på dem. Og da velsignelsen udtales over dem, som har æret Gud ved at helligholde hans sabbat, lyder der et mægtigt sejrsråb.

(451)  Jesu genkomst
Snart viser der sig i øst en lille, sort sky, som kun er halvt så stor som en mands hånd. Det er denne sky, som omgiver Frelseren, og som på afstand ser ud til at være indhyllet i mørke. Guds folk ved, at dette er Menneskesønnens tegn. I højtidelig tavshed stirrer de på skyen, der kommer jorden nærmere og bliver lysere og mere strålende, indtil den er en stor, hvid sky, der forneden gløder som fortærende ild og foroven er omspændt af pagtens regnbue. Jesus kommer som en mægtig erobrer. Han kommer ikke som en "smerternes mand" for at drikke skammens og smertens bitre kalk, men som himlens og jordens sejrherre, der skal dømme levende og døde. "Troværdig og sanddru" er han, og "han dømmer og kæmper med retfærdighed." Åb. 19, 11. 14. "Og de himmelske hærskarer" følger ham. En talløs engleskare ledsager ham og synger lovsange med himmelsk melodi. Himmelrummet synes opfyldt af strålende skikkelser - "titusinde titusinder og tusinde tusinder." Ingen menneskelig pen kan beskrive dette skue, ingen dødelig kan fatte dets herlighed. "Hans højhed skjuler himlen, hans herlighed fylder jorden. Under ham er glans som ild." Hab. 3, 3. 4. Da den levende sky kommer nærmere, ser hvert øje Livets fyrste. Ingen tornekrone vansirer nu dette hellige hoved, men herlighedens krone hviler på hans hellige pande. Hans åsyn overstråler middagssolens blændende glans. "Og på sin kappe, på sin lænd, har han et navn skrevet: "Kongernes Konge og Herrernes Herre." Åb. 19, 16. .

(451)  I hans nærhed må "alle åsyn blegne," og de, der har forkastet Guds nåde, fyldes af fortvivlelse. "Ængstede hjerter, rystende knæ. ... Og alle ansigter blegner." Jer. 30, 6; Nah, 2, 11. De retfærdige råber skælvende: "Hvem vil være i stand til at bestå?" Englenes sang forstummer, og der indtræder en højtidelig stilhed. Så høres Jesu røst. Han siger: "Min nåde er jer nok." De retfærdiges ansigter lyser op, deres hjerter svulmer af glæde, og englene stemmer i på ny, denne gang i en højere tone, og synger, idet de nærmer sig jorden.

(451)  Indhyllet i flammende ild nedstiger Kongernes Konge på skyen. Himlen rulles sammen som en bogrulle, jorden skælver for ham, og alle bjerge og øer flyttes fra deres plads. "Vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende ild, omkring ham rasede storm; han stævned himlen deroppe hid og jorden for at dømme sit folk." Sl. 50, 3. 4.

(451)   "Og jordens konger og stormændene og hærførerne og de rige og de mægtige og alle trælle og frie skjulte sig i huler og mellem bjerge og klipper, og de sagde til bjergene og klipperne: "Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede! "For hans vredes store dag er kommet; hvem kan da bestå?" Åb. 6, 15 - 17.

(452)  De spotske ord er forstummet. Læber, der er vant til at lyve, tier af frygt. Våbenlarmen og kamptummelen stilner af, og "hver en støvle, der tramper i striden, og kappen der søles i blod," skal snart tilintetgøres. Es. 9, 5. Der høres kun dæmpet bøn, gråd og klage. Læber, som før spottede, udbryder: "Hans vredes store dag er kommet; hvem kan da bestå?" De gudløse vil hellere begraves under bjergenes stenmasser end møde ham, som de har foragtet og forkastet.

(452)  De kender den stemme, som trænger igennem til de dødes ører. Hvor ofte har den ikke blidt og kaldende opfordret dem til at angre! Hvor ofte har de ikke hørt den i en vens, eller en broders, rørende bønner! Ingen anden kunne være så fordømmende og truende som denne stemme, der så længe har bedt dem: "Vend om, vend om fra jeres onde veje! Hvorfor vil I dø?" Ez. 33, 11. De ønsker brændende, at det havde været en fremmed stemme, de hørte! Jesus siger: "Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det, men I lod hånt om alt mit råd og tog ikke min revselse til jer." ... Ordsp. 1, 24. 25. Den stemme vækker minder, som de gerne vil udslette - minder om advarsler, .som de lod hånt om, tilbud som de afslog, og løfter, som de foragtede.

(452)  Der står de, der spottede Kristus i hans ydmygelse. Med en frygtelig klarhed mindes de den lidende Frelsers ord, da han var blevet taget i ed af ypperstepræsten og højtideligt erklærede: "Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved kraftens højre hånd og komme på himlens skyer." Matt. 26, 64. Nu ser de ham i hans herlighed, og de skal snart se ham sidde ved kraftens højre hånd.

(452)  De, der hånede hans påstand om at være Guds Søn, er nu stumme. Her står den hovmodige Herodes, som lo ad hans kongetitel og befalede de spotske soldater at krone ham. Her er de mænd, som med respektløse hænder lagde den røde kappe om hans skuldre, satte tornekronen på hans hellige pande og lagde røret, der skulle forestille et scepter, i hans modstandsløse hånd, og som bøjede sig for ham med blasfemisk spot. De mænd, som slog Livets Fyrste og spyttede på ham, vender sig nu bort fra hans gennemborende blik og forsøger at flygte for hans overvældende herlighed. De, der drev naglerne gennem hans hænder og fødder, og den soldat, som gennemborede hans side, betragter med forfærdelse og samvittighedsnag disse mærker.

(452)  Med forfærdende tydelighed mindes præster og rådsherrer begivenhederne på Golgata. Gysende af gru husker de, hvorledes de med djævelsk fryd rystede på hovedet og udbrød: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge! Lad ham nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham. Han har sat sin lid til Gud; lad ham nu udfri ham, hvis han har velbehag i ham." Matt. 27, 42.43.

(452)  De mindes også tydeligt Frelserens lignelse om de vingårdsmænd, som nægtede at give husbonden vingårdens frugter, og som mishandlede hans tjenere og dræbte hans søn. De husker også den dom, som de selv udtalte: "Et ondt endeligt vil han give de onde." I disse utro vingårdsmænds synd og straf ser præsterne og de ældste deres egen synd og deres egen retfærdige straf. Og nu lyder der et smertens skrig. Højere end råbet: "Korsfæst ham! Korsfæst ham!", som gav genlyd i Jerusalems gader, lyder dette frygtelige, fortvivlede skrig: "Han er Guds Søn! Han er den sande Messias!" De prøver at flygte fra Kongernes Konge. Forgæves forsøger de at skjule sig i dybe huler i jorden, som er blevet sønderrevet under elementernes rasen.

(453)  De døde opstår
Alle de, der forkaster sandheden, oplever nu og da øjeblikke, i hvilke samvittigheden vågner og de med smerte ser tilbage på et liv, levet i hykleri, mens tankerne forgæves plages af bebrejdelser. Men den anger er for intet at regne i sammenligning med den anger, de føler på denne dag, hvor "det, I frygter, kommer som uvejr," og "ulykke kommer som storm." Ordsp. 1, 27. De, der ville have tilintetgjort Kristus og hans folk, ser nu den herlighed, som omgiver dem. Midt i deres rædsel hører de de hellige jublende sige: "Se, her er vor Gud, som vi ventede på, og som frelste os." Es. 25, 9.

(453)  Mens jorden vakler, lynene glimter og tordenen brager, kalder Guds Søn de sovende hellige frem. Han ser på de retfærdiges grave, og så løfter han sine hænder mod himlen og råber:"Vågn, vågn, vågn, I, som sover i støvet, og stå op!" Overalt på jorden hører de døde hans stemme, og de, som hører den, skal leve. Og hele jorden giver genlyd, da den vældige menneskehær af alle nationer, stammer, tungemål og folk træder frem. De kommer fra dødens fængsel, iklædt udødelig herlighed, og de råber: "Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?" 1. Kor. 15, 55. Og de levende retfærdige og de opstandne hellige forener deres stemmer i et fuldtonende sejrsråb.

(453)  Alle de, der forlader gravene, har samme legemsstørrelse, som da de blev begravet. Adam, som står blandt de opstandne, er høj af vækst og har en majestætisk skikkelse. Han er ikke ret meget mindre end Guds Søn. Han er meget forskellig fra senere slægtleds mennesker. Her ser man tydeligt menneskeslægtens store degeneration. Men alle opstår med den evige ungdoms friskhed og kraft. I begyndelsen blev mennesket skabt i Guds billede, ikke blot i karakter, men også i skikkelse og ansigtstræk. Synden har vansiret og næsten udvisket det guddommelige billede, men Kristus kom for at genoprette det, der var gået tabt. Han vil forvandle vort fornedrelseslegeme, så det kommer til at ligne hans herlighedslegeme. Den dødelige forkrænkelige skikkelse, som er blottet for skønhed og engang blev besmittet af synd, bliver smuk, fuldkommen og udødelig. Alle skavanker og defekter efterlades i graven. De frelste, som nu atter får adgang til livets træ i Eden, som Adam mistede i Paradiset, vil vokse op til den samme legemshøjde, som mennesket havde i sin oprindelige herlighed. De sidste spor af syndens forbandelse vil blive fjernet, og Kristi trofaste vil, både med hensyn til ånd, sjæl og legeme, atter blive spejlbilleder af deres fuldkomne Herre. Vidunderlige frelse! Vidunderlige frelse, som vi så længe har talt om, som vi så længe har håbet på og med forventning forsøgt at forestille os, men som vi aldrig til fulde har forstået!

(453)  De levende retfærdige forvandles "i et nu, i et øjeblik." Ved lyden af Guds stemme blev de herliggjort. De bliver udødelige og bortrykkes sammen med de opstandne hellige for at møde Herren i luften. Engle "samler hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser." Hellige engle lægger små børn i deres mødres arme. Venner, som for længe siden blev skilt ved døden, forenes atter for aldrig at skilles mere, og med jubelsange drager de sammen op til Guds stad.

(453)  På begge sider af skyvognen er der vinger, og under den er der levende hjul. Og mens vognen bevæger sig opad, råber hjulene: "Hellig!" Og mens vingerne bevæger sig, råber de: "Hellig!" Og den ledsagende engleskare råber: "Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige!" Og de frelste råber: "Halleluja!" mens vognen kører videre mod det ny Jerusalem.

(453)  Ind i den hellige by
Før Frelseren træder ind i Guds stad, giver han sine ledsagere sejrstegnene og pryder dem med symbolerne på deres kongelige værdighed. De prægtige rækker bliver opstillet i en firkant med deres Konge i midten. Hans skikkelse hæver sig majestætisk over både engle og frelste, og hans ansigt lyser over dem med en fylde af inderlig kærlighed. Hvert eneste blik i hele den talløse hærskare af frelste er fæstet på ham, og hvert eneste øje betragter ham, som engang blev beskrevet således: "Så umenneskelig ussel så han ud, han lignede ej menneskenes børn." Es. 52, 14. På de sejrendes hoved sætter Jesus med sin egen højre hånd herlighedens krone. Hver enkelt får en krone, der bærer hans "nye navn" Åb. 2, 17. og indskriften "Helliget Herren." De får også sejrspalmen og en skinnende harpe. I det øjeblik den engel, som er dirigent, slår tonen an, bevæger alles hænder sig med kunstnerisk færdighed hen over harpestrengene og frembringer den herligste, og mest fuldtonende og melodiske musik. Alles hjerter bæver af ubeskrivelig fryd, og alle stemmer hæver sig i lovsang til "ham, som elsker os og har løst os fra vore synder med sit blod og gjort os til konger og præster for sin Gud og Fader - ham være æren og magten i evighedernes evigheder." Åb. 1, 5. 6.

(454)  Foran den genløste skare ligger den hellige stad. Jesus åbner perleportene vidt op, og alle de, der har holdt fast ved sandheden, går ind i staden. Der ser de Guds Paradis, som var Adams hjem, før han syndede. Så siger den stemme, som er skønnere end nogen musik, som har lydt i dødeliges ører: "Jeres strid er endt." "Kom hid, min Faders velsignede! Arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt."

(454)  Nu opfyldes Frelserens bøn for hans disciple: "Jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig." "Dadelfri for sin herlighed i fryd," (Juda 24) fremstiller Jesus dem, han har løskøbt med sit blod, for Faderen, og han siger: "Her er jeg og de børn, du har givet mig." "Dem, du gav mig, har jeg bevaret." Oh, hvor er den frelsende kærlighed dog vidunderlig! Hvilken herlig stund, når den evige Fader betragter de frelste og ser sit eget billede, efter at syndens vansiring og dens forbandelse er fjernet og mennesket atter er i harmoni med det guddommelige!

(454)  Med ubeskrivelig kærlighed byder Jesus sine trofaste gå ind til deres Herres glæde. Frelseren er lykkelig over her i herlighedens rige at se de mennesker, som er blevet frelst ved hans død og ydmygelse, og de frelste deler hans glæde, da de blandt de velsignede ser dem, der er blevet vundet til Kristus ved deres bønner, deres arbejde og deres kærlige opofrelse. Idet de samles omkring den store, hvide trone, fyldes deres hjerter af ubeskrivelig fryd, når de ser dem, de har vundet til Kristus, og erfarer, at disse har vundet andre, som igen har vundet andre. Nu er alle bragt ind i fredens havn, hvor de lægger deres kroner for Jesu fødder og priser ham i evighedernes evighed.

(454)  Den første og den anden Adam mødes
Idet de frelste bliver budt ind i Guds stad, lyder der et højt og lykkeligt råb gennem luften. Den første og den anden Adam skal snart mødes. Guds Søn står med udrakte arme for at tage imod vor slægts stamfader - det væsen, som han skabte og som syndede imod sin Skaber, og for hvis skyld Frelseren bærer korsfæstelsens mærker på sit legeme. Når Adam ser mærkerne af de frygtelige nagler, lægger han sig ikke ind til sin Herres bryst, men han kaster sig ydmygt ned for hans fødder og råber: "Værdig er Lammet, det slagtede!" Frelseren hjælper ham kærligt op og opfordrer ham til endnu engang at betragte det Edenhjem, fra hvilket han så længe har været udelukket.

(454)  Efter at Adam var blevet forvist fra Eden, var hans liv på jorden fuld af sorg. Hvert visnende blad, hvert offerdyr, alt, hvad der skæmmede den skønne natur, og hver plet på menneskets renhed mindede ham på ny om hans synd. Han led de frygteligste samvittighedskvaler, da han så, hvorledes ondskaben tiltog, og når han som svar på sine advarsler måtte høre sig selv bebrejdet, at han var syndens årsag. I næsten tusind år udholdt han tålmodigt og ydmygt straffen for sin overtrædelse. Han angrede oprigtigt sin synd og satte sin lid til den lovede Frelsers fortjenester, og han døde i håbet om opstandelsen. Guds Søn genoprettede, hvad der gik tabt ved menneskets nederlag og fald, og takket være Kristi soning får Adam nu atter det herredømme, han mistede, tilbage.

(455)  Ude af sig selv af lykke genser han de træer, som engang var hans glæde de selv samme træer, hvis frugter han havde plukket i sin uskylds lykkelige dage. Han ser de vinranker, han med egne hænder har værnet om, og de blomster, som han elskede at passe. Han ser, at det er virkelighed, og han forstår, at dette er det genoprettede Eden, som nu er blevet skønnere, end da han blev udvist derfra. Frelseren fører ham hen til livets træ, plukker dets skønne frugt og byder ham spise deraf. Han ser sig om og betragter den store skare af hans slægt, som er blevet frelst og befinder sig i Guds Paradis. Så lægger han sin skinnende krone for Jesu fødder, kaster sig til Frelserens bryst og omfavner ham. Han rører guldharpens strenge, og himlens hvælvinger giver genlyd af den jublende sang: "Værdig, værdig, værdig er Lammet, det slagtede, som atter lever." Også hans slægtninge istemmer sangen, kaster deres kroner for Frelserens fødder og bøjer sig for ham i tilbedelse.

(455)  Deres genforening iagttages af de engle, som græd, da Adam syndede, og som frydede sig, da Jesus efter sin opstandelse for til himlen efter at have åbnet graven for enhver, som tror på hans navn. Nu ser de frelsesværket fuldbragt, og også de synger med på lovsangen.

(455)  Et udvalgt folk
På glarhavet foran tronen, det glarhav, der ser ud, som var det isprængt med ild - sådan stråler det af Guds herlighed - er alle de samlet, der er "gået sejrende ud af kampen med dyret og dets billede og dets navns tal." Med" Guds harper i deres hænder" står de sammen med Lammet på Zions bjerg, disse 144.000, som er blevet løskøbt ud af menneskeslægten. Der høres en lyd som en brusen af mange vande og som en buldren af stærk torden, "af harpespillere, der spiller på deres harper." De synger "en ny sang" foran tronen, en sang, som ikke kan læres af andre end de 144.000. Det er Moses' og Lammets sang - en sang om befrielse. Kun de 144.000 kan lære denne sang, for det er en sang om deres erfaring - en erfaring, som ingen anden skare nogensinde har haft. "Det er dem, som følger Lammet, hvor det går." De er blevet bortrykket fra jorden, fra de levendes tal, og regnes for "en førstegrøde for Gud og Lammet." Åb. 15, 2. 3; 14, 1 - 5. "Det er dem, som kommer fra den store trængsel." De har gennemgået en trængselstid, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til. De har kæmpet Jakobs-kampen. De har stået uden forsvarer, da Guds syv sidste plager ramte jorden. Men de er blevet frelst, for de har "tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod." "I deres mund blev der ikke fundet løgn; de er dadelfri" over for Gud. "Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på tronen, skal opslå sit telt over dem." De har set jorden hærget af hungersnød og pest, de har set solen få magt til at hærge menneskene med ild, og de har selv lidt, sultet og tørstet. Men "de skal ikke sulte mere og ikke tørste mere, ikke heller skal sol eller nogen hede stikke dem. For Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand; og Gud skal tørre hver tåre af deres øjne."

(456)  I alle tidsaldre er Frelserens udvalgte blevet uddannet og tugtet i prøvelsernes skole. De fulgte jordens smalle stier, og de blev lutret i lidelsens ovn. For Jesu skyld udholdt de modstand, had og bagtalelse. De fulgte ham gennem hårde kampe. De var selvfornægtende og led bitre skuffelser. De lærte af erfaring synden at kende i al dens gru, magt, skyld og elendighed, og de betragter den med afsky. En erkendelse af det uendelig store offer, som blev bragt for at udrydde synden, gør dem ydmyge i deres egne øjne og fylder deres hjerter med en taknemlighed, som de, der aldrig er faldet, ikke kan gøre sig nogen forestilling om. De elsker meget, fordi de er blevet tilgivet meget. Da de har taget del i Kristi lidelser, er de skikkede til at få del med ham i hans herlighed.

(456)  Guds arvinger er kommet fra loftskamre, fattige hytter, fængselsceller, skafotter, bjerge, ørkener, jordhuler og grotter ved havet. De "led nød og trængsel og blev mishandlet" på jorden. Millioner gik vanærede i graven, fordi de tappert nægtede at anerkende Satans bedrag. Ved de jordiske domstole blev de kendt skyldige i de værste forbrydelser. Men nu er Gud "den, der dømmer." Sl. 50, 6. Nu omstødes de domme, der blev afsagt på jorden. "Han... gør ende på sit folks skam." Es. 25, 8. "De skal kaldes: Det hellige folk, Herrens genløste." Han har besluttet at "give dem, ... højtidspragt for sørgedragt, for sørgeklædning glædens olie, lovsang for modløst sind." Es. 62, 12; 61,3. De er ikke længere svage, plagede, adspredte og underkuede. Fra nu af skal de altid være hos Herren. De står foran tronen i klædninger, som er kosteligere end de dragter, jordens mægtigste nogensinde har været iført. De bærer kroner, som er mere pragtfulde end nogen, som har smykket en jordisk konges hoved. Smertens og sorgens dage er for evigt forbi. Himlens konge har tørret tårerne af alle øjne. Enhver årsag til sorg er blevet fjernet. Mens de svinger med palmegrene, synger de en smuk og melodiøs lovsang. Alle stemmer i, indtil lovsangen hæver sig op mod himlens hvælvinger: "Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet." Og alle himlens beboere svarer i kor: "Amen! Lov og ære og visdom og tak og pris og kraft og styrke tilkommer vor Gud i evighedernes evigheder!" Åb. 7, 10. 12.

(456)  Kristi offer - et studie gennem evigheden
I dette liv kan vi kun fatte ganske lidt af det emne, som hedder genløsningen. Med vor begrænsede opfattelsesevne kan vi bestræbe os alvorligt på at forestille os den skam og den herlighed, det liv og den død og den retfærdighed og den barmhjertighed, som mødes i korset; men selvom vi anstrenger os til det yderste, kan vi ikke fatte den fulde betydning deraf. Den frelsende kærligheds længde, bredde, dybde og højde fatter vi kun lidt af. Frelsesplanen vil ikke engang blive forstået helt, når de genløste ser, som de selv ses, og kender som de selv bliver kendt. Men igennem evigheden vil der til stadighed åbenbare sig nye sandheder for det undrende og taknemlige sind. Skønt jordens sorger, smerter og fristelser er forbi og årsagen fjernet, vil Guds folk stedse have en klar og levende forståelse af, hvad deres frelse har kostet.

(456)  Kristi kors vil i al evighed være de frelstes videnskab og sang. I den forherligede Kristus ser de den korsfæstede Kristus. De vil aldrig glemme, at han, hvis magt skabte og opretholdt det vældige rums utallige verdner, Guds elskede Søn, himlens Majestæt, Han, som keruber og skinnende serafer tilbad af deres ganske hjerte, ydmygede sig for at løfte det faldne menneske op. Han bar syndens skyld og skam og oplevede, at Faderen skjulte sit åsyn for ham, indtil en fortabt verdens elendighed knuste hans hjerte og gjorde ende på hans liv på Golgatas kors. Universet vil aldrig ophøre med at undres og frydes over, at Han, der skabte alle verdner, Han der råder over alt og alle, lagde sin herlighed fra sig og ydmygede sig af kærlighed til menneskene. Når de frelstes hærskarer ser på deres Forløser og ser Faderens evige herlighed lyse på hans ansigt, og når de ser hans trone, som er fra evighed til evighed, og ved, at hans rige aldrig får ende, bryder de ud i jubel sang: "Værdig, værdig er Lammet, det slagtede, som har genløst os til Gud med sit eget dyrebare blod!"

(457)  Korsets gåde forklarer alle andre gåder. I det lys, der udgår fra Golgata, bliver de egenskaber hos Gud, som har fyldt os med ærefrygt og hellig rædsel, smukke og tiltrækkende. Barmhjertighed, ømhed og faderlig kærlighed ses at være blandet med hellighed, retfærdighed og magt. Når vi ser hans høje trones majestæt, ser vi hans karakter i al dens skønhed, og som aldrig før forstår vi betydningen af det evige navn: "Vor Fader."

(457)  Da vil man forstå, at han, hvis visdom er uendelig, ikke kunne frelse os på anden måde end ved at ofre sin søn. Belønningen for dette offer er den glæde, Gud føler ved at befolke jorden med frelste, hellige, lykkelige og udødelige væsner. Resultatet af Frelserens kamp med mørkets magter er de frelstes glæde, som i al evighed tjener til Guds ære. Og så stor værdi har mennesket, at Faderen er tilfreds med den pris, han har måttet betale, og også Kristus, som ser frugterne af sit grænseløse offer, er tilfreds.