John Wiclif

(58)  Før reformationen fandtes der i visse perioder kun meget få eksemplarer af Bibelen; men Gud tillod ikke, at hans ord blev fuldstændig tilintetgjort. Dets sandheder skulle ikke være skjult for evigt. Det var lige så let for ham at løse de lænker, der bandt livets ord, som det var at åbne fængsels døre og løsne port slåer for at frigive sine tjenere. I flere lande i Europa tilskyndede Guds Ånd forskellige mænd til at søge efter sandheden som efter en skjult skat. Forsynet ledede dem hen til den hellige skrift, som de læste med den største interesse. De var besluttet på at følge lyset, hvad det end skulle koste. Skønt de ikke havde et klart begreb om alt, lykkedes det dem at finde mange sandheder, som længe havde været skjult. Disse mænd drog ud som himlens sendebud, sønderrev vildfarelsens og overtroens lænker og opfordrede mennesker, der havde levet i et langvarigt slaveri, til at stå op og forsvare deres frihed.

(58)  Når man ser bort fra valdenserne, som havde Skriften på deres eget sprog, havde Guds ord i lange tider været utilgængeligt for alle andre end de lærde, fordi det kun fandtes på sprog, som disse forstod; men nu var tiden kommet til, at Skriften skulle oversættes og bringes ud til folket i de forskellige lande på deres eget sprog. Verdens midnatstime var forbi. Nattemørket var ved at blive fortrængt, og i mange lande så man de første tegn på morgengryet.

(58)  I det 14. århundrede fremstod "reformationen s morgenstjerne" i England. John Wiclif (1324-84) var ikke blot reformationens forløber i England, men i hele kristenheden. Den heftige protest, som han fik anledning til at rette imod romerkirken, skulle aldrig i forstumme. Den gav stødet til den kamp, som førte til enkeltpersoners, kirkernes og nationernes frigørelse.

(58)  Wiclif fik en alsidig uddannelse, og for ham var Herrens frygt visdoms begyndelse. På universitetet var han kendt for sin inderlige gudsfrygt, sine fremragende evner og sine gode kundskaber. I sin kundskabstørst stræbte han efter at gøre sig bekendt med alle grene inden for videnskab. Han havde studeret skolastisk filosofi, kirke og civil ret, især sit eget lands civilret. Den uddannelse, han fik i sin ungdom, satte tydelige spor i hans senere virksomhed. Takket være sit grundige kendskab til samtidens spekulative filosofi var han i stand til at afsløre dens vildfarelser, og hans kendskab til kirkeretten og sit lands civile love gjorde ham skikket til at kaste sig ind i den store kamp for borgerlig og religiøs frihed. Ved siden af sin færdighed i at bruge de våben, som findes i Guds ord, besad han de intellektuelle kundskaber, som han havde erhvervet sig i skolerne, og han forstod skolastikerne s taktik. Hans store begavelse og hans omfattende og grundige viden aftvang ham respekt hos både ven og fjende. Hans tilhængere bemærkede med tilfredshed, at deres leder indtog en førerstilling blandt landets åndelige elite, og hans fjender havde ingen mulighed for at ringeagte reformationens sag under henvisning til dens leders uvidenhed eller svaghed.

(59)  Wiclif gik endnu på universitetet, da han kastede sig over studiet af Skriften. I de tider, hvor Bibelen kun forelå på de klassiske sprog, var det forbeholdt de studerende at finde vej til sandhedens kilde. Denne vej var spærret for de befolkningsgrupper, som ingen uddannelse havde. Vejen var således allerede banet for Wiclifs fremtid som reformator. Under studiet af Guds ord havde kundskabsrige mænd fundet den store sandhed om Guds frie nåde. I deres undervisning gjorde de andre delagtige i denne sandhed og tilskyndede dem til at ganske det levende ord.

(59)  Da Wiclifs opmærksomhed var blevet henledt på Skriften, gav han sig til at studere den med den samme grundighed, som havde sat ham i stand til at beherske studierne i skolerne. Han havde hidtil følt et stort savn, som de skolastiske studier og kirkens lære ikke havde formået at stille. Nu fandt han det, som han hidtil havde søgt forgæves, i Guds ord. Det var gennem ordet, han lærte frelsesplanen at kende og så Kristus skildret som menneskets eneste forsvarer. Fra nu af trådte han i Kristi tjeneste og besluttede at forkynde de sandheder, som han havde fundet.

(59)  Kirkens vranglære blev afsløret
Wiclif havde det tilfælles med de senere reformatorer, at han ikke var klar over fra begyndelsen, hvad hans gerning ville føre til. Det var ikke hans hensigt at gå imod romerkirken; men hans kærlighed til sandheden bevirkede, at han ikke kunne undgå at komme i konflikt med vildfarelsen. Jo mere kendskab han fik til pavedømmets vildfarelser, jo mere energisk forkyndte han Bibelens lære. Han blev klar over, at romerkirken havde ophøjet menneskelige traditioner på bekostning af Guds ord. Han var ikke bange for at beskylde præsteskabet for at have skubbet Skriften til side og krævede, at Bibelen atter blev gjort tilgængelig for folket, og at kirken på ny anerkendte dens autoritet. Han var en dygtig og alvorlig lærer og en veltalende prædikant og praktiserede de sandheder, som han forkyndte, i det daglige liv. Hans kendskab til Skriften, hans skarpe logik, hans fromme liv, hans retskaffenhed og hans ukuelige mod bevirkede, at han nød almindelig agtelse og tillid. En stor del af befolkningen blev utilfredse med deres hidtidige tro, da de så de synder, som blev begået af romerkirken. De lagde ikke skjul på, at de var glade for de sandheder, som Wiclif havde bragt for dagens lys. Pavekirkens repræsentanter blev imidlertid rasende, da de opdagede, at denne reformator øvede større .indflydelse end de selv.

(59)  Wiclif havde en veludviklet evne til at afsløre vildfarelser, og han gik frygtløs til kamp mod mange af de misbrug, som romerkirkens ansvarlige ledere godkendte. Mens han var hofkappelan, erklærede han sig som en absolut modstander af, at den engelske konge betalte skat til paven, og påviste, at den myndighed, som paven havde skaffet sig over de verdslige regenter, var i strid med både fornuften og åbenbaringen. Pavens krav havde vakt megen vrede, og Wiclifs teorier bidrog til at påvirke indstillingen hos de ledende mænd i landet. Kongen og adelen var enige om at benægte pavens krav om verdslig myndighed og afslog at betale skat til ham. Dette bevirkede, at der blev rettet et føleligt slag imod pavens overhøjhed i England.

(60)  Reformatoren førte også en lang og hårdnakket kamp imod et andet onde, nemlig tiggermunkene. Disse færdedes over hele England og underminerede landets storhed og velstand. Munkevæsenet virkede hæmmende på flid, uddannelse og moralen i almindelighed. Munkenes uvirksomhed og lediggang var ikke blot en hård belastning for befolkningen i finansiel henseende, men den bevirkede også, at nyttigt arbejde blev bragt i miskredit. Ungdommen blev demoraliseret og fordærvet. Mange tog ved lære af munkene og gik i kloster, og dette skete ikke blot i modstrid med forældrenes ønske, men uden deres vidende og imod deres vilje. En af de første kirkefædre, som hævdede, at munkeløftet stod over den kærlighed og forpligtelse som børn skyldte deres forældre, havde sagt: "Skønt din fader lå og græd og klagede sig foran din dør, og selvom din moder viste dig det legeme, som bar dig, og de bryster, som du diede, bør du træde dem under fode og ufortøvet fortsætte din vandring hen til Kristus." Denne "afskyelige umenneskelighed," som Luther senere kaldte det, "det mindede mere om ulven og tyrannen end om en kristen og et menneske," bevirkede, at børnene gjorde deres hjerte hårdt over for forældrene. - Barnas Sears: The Life of Luther, pp. 70. 69. På denne måde satte de pavelige repræsentanter Guds bud ud af kraft med deres traditioner ligesom farisæerne i sin tid. Børnene forlod hjemmene, og forældrene blev berøvet samværet med deres sønner og døtre.

(60)  Selv universitetsstudenterne lod sig føre bag lyset af munkenes bedrag og sluttede sig til deres ordener. Der var mange, der fortrød dette skridt, da det gik op for dem, at de havde ødelagt livet for sig selv og bragt deres forældre sorg; men da de først sad i fælden, var det umuligt for dem at få deres frihed igen. Der var mange forældre, der ikke ville sende deres sønner til universiteterne, fordi de var bange for munkene. Dette bevirkede et stort fald i tilgangen af studenter ved de store uddannelsescentrer. Skolerne gik i forfald, og uvidenheden bredte sig.

(60)  Paven havde bemyndiget disse munke til at tage folk til skrifte og give syndsforladelse. Dette kom der meget ondt ud af. Munkene var opsat på at tjene så meget som muligt og var så ivrige efter at give folk syndsforladelse, at de blev opsøgt af alle slags forbrydere. Dette resulterede i, at de værste laster hurtigt tog til. De syge og fattige fik lov at lide, og munkene fik de gaver, som skulle have været benyttet til at hjælpe de nødstedte. Munkene afkræve de under trusler folket almisser og fordømte dem som ugudelige, hvis de ikke ville skænke munkeordenerne deres penge. Skønt munkene foregav at være fattige, voksede deres rigdomme stadig, og deres prægtige bygninger og overdådige borde dannede en stadig skarpere kontrast til landets fattigdom. Mens munkene selv levede i luksus og vellyst, udsendte de uvidende mænd, som kun kunne fortælle mærkværdige historier, legender og morsomheder for at underholde folket, som på den måde blot blev bedraget endnu mere af munkene. Disse beholdt deres magt over de overtroiske folkemasser og fik dem til at tro, at hele deres religiøse pligt bestod i at anerkende pavens overhøjhed, tilbede helgenerne og give munkene gaver, og at dette var tilstrækkeligt til at sikre dem en plads i himlen.

(61)  Lærde og fromme mænd havde forgæves søgt at reformere disse munkeordener, men med sit klare syn på tingene bekæmpede Wiclif ondets rod og erklærede, at selve systemet var forkert og burde afskaffes. Nu blev problemet sat under debat. Når munkene rejste igennem landet og solgte syndsforladelse fra paven, begyndte folk at spørge, om det nu også var muligt at købe tilgivelse for penge, og om man ikke hellere burde søge tilgivelse hos Gud end hos paven i Rom, Der var adskillige, der følte sig ilde berørt af munkenes griskhed, som syntes umættelig. "Roms munke og præster," sagde de, "fortærer os som kræft. Gud må befri os, ellers går folket til grunde."- D'Aubignè', b. 17, ch. 7. For at skjule deres gerrighed påstod tiggermunkene, at de fulgte Frelserens eksempel, og hævdede, at Jesus og hans disciple også blev underholdt af folkets gaver. Hermed skadede de dog blot deres egen sag, for det resulterede i, at mange søgte til Bibelen for at finde ud af, hvad der var sandhed, og dette var romerkirken mindst af alt interesseret i. Menneskene fik opmærksomheden henledt på sandhedens kilde, som romerkirken netop var opsat på at skjule.

(61)  Wiclif begyndte at skrive og udgive traktater imod munkene. Det var ikke først og fremmest hans hensigt at komme i klammeri med dem, men at henlede folks tanker på Bibelen og dens forfatter. Han hævdede, at paven ikke har mere magt til at forlade synder eller lukke nogen ud af kirken end de almindelige præster, og at ingen for alvor er udelukket, medmindre han pådrager sig Guds fordømmelse. Han kunne ikke have fundet en mere effektiv metode til at omstyrte det åndelige og verdslige herredømme s kolossale bygningsværk, som paven havde opført, og hvor millioner af mennesker var blevet slavebundne.

(61)  Trosfrihedens talsmand
Wiclif blev atter udset til at forsvare den engelske krones rettigheder over for Roms overgreb. Han blev udnævnt til kongelig gesandt og tilbragte to år i Nederlandene for at forhandle med de pavelige gesandter. Her kom han i forbindelse med gejstlige fra Frankrig, Italien og Spanien og fik lejlighed til at se bag kulisserne og skaffe sig oplysninger om mange forhold, som han ikke havde kendskab til i England. Han lærte meget, som gjorde hans arbejde senere hen mere effektivt. Mens han færdedes sammen med disse pavelige repræsentanter, blev han klar over hierarkiets sande karakter og hensigter. Da han kom tilbage til England, forsvarede han sine tidligere synspunkter mere åbenlyst og med større iver og erklærede, at begærlighed, stolthed og bedrageri var Roms guder.

(62)  I en af de traktater, hvori han skrev om paven og hans pengeopkrævere, stod der: "De rejser ud af vort land med de penge, som fattige folk skal leve af, og hvert år drager de af sted med mange 1000 mark af kongens penge for sakramenter og åndelige ting, som er fordømt kætteri og simoni, og får hele kristenheden til at bifalde og understøtte dette kætteri. Ja, visselig, hvis der var et helt bjerg af guld i vort land, og der ikke var andre, der tog af det, end denne stolte, verdslige præsts opkræver, ville dette bjerg i tidens løb svinde ind, for han tager ustandselig penge med sig ud af vort land og sender intet andet end Guds forbandelse tilbage for denne simoni." - John Lewis: History of the Life Ånd Sufferings of J. Wiclif, p. 37.

(62)  Kort efter sin tilbagevenden til England modtog Wiclif kongelig udnævnelse til præst i Lutterworth. Dette var et vidnesbyrd om, at kongen i det mindste ikke havde taget anstød af hans klare standpunkt. Wiclifs indflydelse satte både sit præg på hoffets handlinger og på folkets tro.

(62)  Pavens hævnaktion skabte splid
Det varede ikke længe, før paven begyndte at tordne imod ham. Der blev sendt tre bandbuller til England - en til universitetet, en til kongen og en til de gejstlige - og i dem alle tre blev der stillet krav om, at der øjeblikkelig skulle træffes foranstaltninger til at bringe den kætterske lærer til tavshed. - Augustus Neander: General History of the Christian Religion And church, period 6, sec. 2, pt. 1, par. 8. Før bullerne kom, havde biskopperne i deres iver stævnet Wiclif for deres domstol, men to af rigets mægtigste fyrster ledsagede ham til domstolen, og da folket slog kreds om bygningen og styrtede ind i den, blev dommerne bange; retssagen blev udsat, og Wiclif fik lov at gå i fred. Kort efter døde Edward III, som på sine gamle dage blev tilskyndet af de gejstlige til at bekæmpe reformatoren. Ved kongens død blev Wiclifs tidligere beskytter rigets konge.

(62)  De pavelige buller pålagde på det bestemteste hele England at arrestere og fængsle kætteren. Disse ordrer pegede direkte mod bålet. Det så ud til at skulle ende med, at Wiclifblev et offer for Roms hævn; men han, der engang i en fjern fortid sagde til et menneske: "Frygt ikke ... jeg er dit skjold" (1. Mos. 15, 1.), rakte atter sin hånd ud og beskyttede sin tjener. Det var ikke reformatoren, men den pave, der havde dødsdømt ham, der døde. Gregor XI afgik ved døden, og de gejstlige, der var trådt sammen for at dømme Wiclif, rejste hjem igen.

(62)  Guds forsyn ledede stadig begivenhedernes gang, således at der blev skabt forudsætninger for reformationens fortsættelse. Ved Gregors død blev der valgt to rivaliserende paver. Nu gjorde to modstridende magter, der begge hævdede at være ufejlbarelige, krav på lydighed. Begge opfordrede de loyale til at hjælpe til med at bekrige modparten, og begge understregede deres krav med frygtelige forbandelser over modstanderne og løfter om belønninger i himlen til forbundsfællerne. Disse begivenheder bidrog stærkt til at svække pavedømmet. De rivaliserende parter havde fuldt op at gøre med at angribe hinanden, og Wiclif fik fred indtil videre. Paverne slyngede bandlysninger og gensidige beskyldninger imod hinanden, og der blev udgydt strømme af blod i bestræbelserne på at støtte de stridende parter. Kirken blev oversvømmet af forbrydelser og skandaler. Mens alt dette stod på, levede reformatoren stille og roligt i sit sogn i Lutterworth og udfoldede de flittigste bestræbelser for at få menneskene til at lade de stridende paver ude af betragtning og rette blikket imod fredsfyrsten Jesus.

(63)  Splittelsen med al den kamp og korruption, som fulgte med, banede vejen for reformationen ved at åbne folks øjne for pavedømmets sande karakter. Wiclif udgaven traktat med titlen "Pavernes splittelse," og heri opfordrede han folk til at overveje, om de to præster ikke talte sandhed, når de betegnede hinanden som antikrist. Han skrev: "Gud ville ikke længere lade fjenden herske i en præst af denne type, men ... lavede splittelse imellem dem, for at menneskene i Kristi navn lettere kan overvinde dem begge." - R. Vaugham: Life And Opinions of John de ,Wiclif, vol. 2, p. 6.

(63)  Wiclif satte dybe spor i britisk kristenhed
Wiclif forkyndte evangeliet for de fattige ligesom sin Mester. Det var ham ikke nok, at lyset blev spredt i deres beskedne hjem i hans eget sogn i Lutterworth, men han besluttede, at det skulle nå ud over hele England. For at nå dette mål organiserede han en gruppe prædikanter. Det var beskedne, fromme mænd, som elskede sandheden, og de så det som deres højeste mål at udbrede den. Disse mænd færdedes overalt. De lærte på torvene, på gaderne i de store byer og på landevejene. De opsøgte de gamle, de syge og de fattige og fortalte dem det glade budskab om Guds nåde.

(63)  Wiclif var professor i teologi i Oxford og forkyndte i denne egenskab Guds ord på universitetet. Han underviste sine studenter i sandheden med så megen omhu, at han fik titlen "den evangeliske doktor." Hans livs største bedrift skulle dog blive oversættelsen af Bibelen til engelsk. I et værk, som hed "Om Skriftens sandhed og betydning," skrev han, at det var hans hensigt at oversætte Bibelen, så at hvert eneste menneske på sit modersmål kunne læse om Guds vidunderlige gerninger.

(63)  Pludselig blev han standset i sit arbejde. Skønt han ikke havde nået de 60 endnu, havde hans uophørlige slid, hans studier og fjendernes angreb tæret stærkt på hans kræfter og gjort ham gammel før tiden. Han pådrog sig en alvorlig sygdom. Munkene blev jublende glade, da de fik det at vide. Nu mente de, at han bittert ville angre det onde som han havde forvoldt kirken, og skyndte sig hen til hans sygeværelse for at høre ham skrifte. Der kom repræsentanter fra de fire religiøse ordener samt fire embedsmænd fra de borgerlige myndigheder. Disse samledes nu omkring den tilsyneladende døende mand. "Døden er på dine læber," sagde de, "fortryd dine fejl og tilbagekald i vor nærværelse alt, hvad du har sagt til vor skade." Reformatoren lyttede i tavshed. Derpå bad han sin tjener anbringe ham i siddende stilling i sengen. Så stirrede han stift på de mennesker, som stod og ventede på hans tilbagekaldelse, og sagde med den samme myndige, sikre røst, som så ofte havde fået dem til at skælve: "Jegskal ikke dø, men leve og atter afsløre munkenes onde gerninger." - D'Aubignè, b. 17, ch. 7. Da han havde sagt det, skyndte munkene sig overraskede og skamfulde ud af værelset.

(64)  Wiclifs ord gik i opfyldelse. Han levede så længe, at han nåede at give sine landsmænd det kraftigste af alle våben imod romerkirken - Bibelen som er himlens middel til at befri og oplyse folket med evangeliet. Der skulle overvindes mange og store forhindringer, før dette mål var nået. Wiclif var hæmmet af sin skrøbelighed. Han vidste, at han kun kunne arbejde nogle få år endnu. Han var også klar over, at han ville møde megen modstand; men han gik uforfærdet videre i tillid til Guds ords løfter. Ved Guds særlige styrelse blev han bevaret og skikket til sit livs største opgave, mens han endnu var fuldstændig åndsfrisk og sad inde med sin rigeste erfaring. Mens hele kristenheden var i oprør, helligede reformatoren sig sin tildelte opgave i præsteboligen i Lutterworth uden at ænse uvejret, som rasede udenfor.

(64)  Til sidst var opgaven løst - den første engelske bibeloversættelse, som nogensinde var lavet. Guds ord var blevet gjort tilgængeligt for England. Nu frygtede reformatoren hverken fængsel eller bålet. Han havde skænket det engelske folk et lys, som aldrig ville blive slukket. Ved at give sine landsmænd Bibelen gjorde han mere for at sønderrive uvidenheden s og lasternes lænker og for at befri og højne sit land, end der nogensinde er blevet udrettet ved de mest strålende sejre på slagmarken.

(64)  Bogtrykkerkunsten var endnu ikke opfundet, og det var derfor en langsommelig og vanskelig opgave at mangfoldiggøre Bibelen. Men interessen for at få bogen var så stor, at mange frivilligt tilbød at hjælpe med at afskrive den. Alligevel havde afskriverne det største besvær med at dække efterspørgslen. Nogle af de mere velhavende købere ønskede at få hele Bibelen, andre købte kun en del af den. l mange tilfælde anskaffede flere familier sig et eksemplar i fællesskab, og Wiclifs Bibel blev hurtigt spredt i hjemmene.

(65)  Da der nu blev appelleret til folks fornuft, underkastede de sig ikke længere blindt pavens dogmer. Fra nu af forsvarede Wiclif de læresætninger, som er de rigtige for protestantismen, nemlig frelse ved tro på Kristus og Skriftens ufejlbarlighed. De prædikanter, som han havde sendt ud udbredte Bibelen og reformatorens skrifter, og deres arbejde bar så rig frugt, at næsten halvdelen af det engelske folk antog den nye tro.

(65)  De kirkelige myndigheder blev forfærdede, da den nye udgave af Bibelen forelå. Her stod de over for en magt, som var stærkere end Wiclif, og over for denne formåede deres våben kun lidt. På dette tidspunkt fandtes der ingen love, som forbød Bibelen i England, for den havde aldrig før været udgivet på folkets sprog. Men der blev senere udstedt sådanne love, og de blev strengt håndhævet. Indtil videre var det dog muligt at udbrede Guds ord til trods for præsternes modstand.

(65)  Sandhedens forsvarer for britisk domstol
De pavelige repræsentanter smedede på ny rænker for at bringe reformatorens røst til tavshed. Han blev stævnet for tre forskellige domstole, men uden resultat. Først erklærede en synode af biskopper hans skrifter for kætterske. Det lykkedes dem at få den unge konge Richard II over på deres side, og der blev udstedt et kongeligt dekret, som idømte alle dem, der holdt fast ved den forbudte lære, fængselsstraf.

(65)  Wiclif appellerede synodens kendelse til parlamentet. Han klagede uforfærdet til landets lovgivende forsamling over præsteskabet og forlangte, at der blev skredet ind over for de kolossale misbrug, som kirken godkendte. Han skildrede med overbevisende kraft pavestolens overgreb og korruption. Der opstod forvirring blandt hans fjender. Wiclifs venner og tilhængere var blevet tvunget til at bøje sig, og man var fuldstændig overbevist om, at den gamle, ensomme og venneløse reformator ville underkaste sig kongens og pavens forenede autoritet. Men det var tværtimod de pavelige repræsentanter, der led nederlag. Wiclifs gribende appeller vækkede parlamentet op til dåd. Det tilbagekaldte det edikt, som bestemte, at Wiclif og hans tilhængere skulle forfølges, og reformatoren fik atter sin frihed.

(65)  Under den tredje retssag blev han stillet for landets højeste gejstlige domstol. Her ville man ikke vise skånsel over for vranglære. Nu ville romerkirken endelig sejre, og reformatorens virksomhed ville blive bragt til ophør. Det mente de pavelige repræsentanter i hvert fald. Hvis de blot kunne nå deres hensigt, ville Wiclif enten blive tvunget til at afsværge sin lære eller også blive sendt på bålet.

(66)  Men Wiclif tilbagekaldte intet. Han ville ikke hykle. Uden at vakle holdt han fast ved sin lære og tilbageviste sine forfølgere s anklager. Han så fuldstændig bort fra sig selv, fra sin stilling og fra sine omgivelser. Han stævnede sine tilhørere for Guds domstol og stillede deres spidsfindigheder og bedrag op imod den evige sandhed. Helligåndens kraft var mærkbart til stede i retssalen. Tilhørerne var som fastnaglede af Guds kraft. De syntes ude af stand til at forlade stedet. Reformatorens ord gennembore de deres hjerter som pile fra Herrens kogger. De havde beskyldt ham for kætteri, men nu slyngede han beskyldningen tilbage til dem selv med overbevisende kraft. Hvordan vovede de at udbrede deres vildfarelser, spurgte han. Hvor turde de drive handel med Guds nåde for vindings skyld?

(66)  Til slut sagde han: "Hvem tror I, at I kæmper imod? Mod en gammel mand på gravens rand? Nej! Mod sandheden - sandheden, som er stærkere end I, sandheden, som vil overvinde jer." - , Wylie, b. 2, ch. 13. Da han havde sagt det, trak han sig tilbage fra forsamlingen, . og ikke en eneste af hans modstandere forsøgte at forhindre ham deri. i

(66)  Wiclifs gerning var næsten til ende. Sandhedens banner, som han havde holdt højt så længe, skulle snart falde ud af hans hånd. Men han skulle endnu engang vidne om evangeliet. Sandheden skulle forkyndes fra selve vildfarelsens højborg. Wiclif blev stævnet for den pavelige domstol i Rom, som så ofte, havde udgydt de helliges blod. Han var ikke blind for den fare, som truede ham, men ville gerne være kommet, hvis ikke en lammelse havde hindret ham i at foretage rejsen. Men skønt hans røst ikke ville komme til at lyde i Rom, kunne han give udtryk for sin mening pr. brev, og det besluttede han at gøre. Fra sin præstegård sendte reformatoren paven et brev. Det var skrevet i en høflig tone og en kristelig ånd, men var en skarp kritik af den pomp, pragt og stolthed, som fandtes ved pavestolen. "Det er mig en sand glæde," skrev han, "at bekende den tro, som jeg hylder, for hvert eneste menneske og i særdeleshed for biskoppen af Rom, som jeg går ud fra er oprigtig og har en sund dømmekraft. Da jeg anser denne tro for at være sund og sand, vil han beredvilligt bekræfte denne min tro, men hvis den er forkert, da rette på den.

(66)  For det første tror jeg, at Kristi evangelium er hele summen af Guds lov. ... Eftersom biskoppen af Rom er Kristi stedfortræder her på jorden, anser jeg ham for at være bundet til evangeliets lov frem for alle andre mennesker. For storheden blandt Kristi disciple bestod ikke i verdslig værdighed eller æresbevisninger, men i en inderlig og nøje efterfølgelse af Kristus i hans liv og vandel. ... Under sin vandring her var Kristus en yderst fattig mand, som afviste og skyede alt verdsligt herredømme og al verdslig ære. ...

(67)  Intet trofast menneske bør følge hverken paven selv eller nogen af de hellige mænd på andre end de områder, hvor de har fulgt Herren Jesus Kristus; for Peter og Zebedæus' sønner vakte anstød, da de ønskede verdslig ære i strid med Kristi eksempel, og derfor bør man ikke følge dem i disse vildfarelser. ... Paven burde overlade alt timeligt herredømme til de verdslige myndigheder og tillige tilskynde og formane hele sit præsteskab dertil; for det gjorde Kristus, og især hans apostle. Hvis jeg derfor har taget fejl på nogle af disse punkter, vil jeg i ydmyghed lade mig tilrettevise, ja, gå i døden, om nødvendigt. Og hvis jeg kunne handle efter min egen vilje eller mit eget ønske, ville jeg visselig fremstille mig for biskoppen i Rom; men Herren har på anden måde hjemsøgt mig i modsat retning og lært mig at adlyde Gud mere end mennesker."

(67)  I sine afsluttende bemærkninger skrev han: "Lad os bede vor Gud om, at han således vil vække vor pave Urban VI op, som han begyndte, så han med sit præsteskab må efterligne Herren Jesus Kristus i liv og vandel, og at de må oplære folket med kraft, og at de ligeledes må følge dem deri med troskab." --John Foxe: Acts Ånd Monuments, vol. 3, pp. 49.50.

(67)  Således viste Wiclif Kristi ydmyghed og sagtmodighed for paven og hans kardinaler og påviste ikke blot over for dem men over for hele kristenheden, hvilken forskel der var mellem dem og den Mester, hvis repræsentanter de bekendte sig til at være.

(67)  Et udødeligt livsværk
Wiclif var fuldt ud forberedt på, at hans troskab kunne komme til at koste ham livet. Kongen, paven og biskopperne var enige om at komme ham til livs, og det syntes uundgåeligt, at han ville blive ført til bålet i løbet af nogle få måneder. Men intet formåede at rokke hans mod. "Hvorfor taler I om at søge martyrkronen i det fjerne?" sagde han. "Forkynd Kristi evangelium for de stolte prælater, og I kan ikke undgå martyrdøden. Hvad! Skulle jeg leve og forholde mig tavs? ... Aldrig! Lad blot slaget falde, jeg venter det."-D'Aubignè', b. 17, ch. 8.

(67)  Men Gud. beskyttede stadig sin tjener. Den mand, der havde forsvaret sandheden tappert hele sit liv og daglig været i fare, skulle ikke blive et offer for sandhedens fjenders had. Wiclif havde aldrig søgt at beskytte sig selv, men Herren havde været hans værn. Da hans fjender var sikre på deres bytte, bragte Gud ham uden for deres rækkevidde. Lige før han skulle til at uddele nadveren i sin kirke i Lutterworth, blev han lam og døde kort efter.

(67)  Gud havde tildelt Wiclif hans gerning. Han lagde sandhedens ord i munden på ham og satte vagt omkring ham, for at hans ord skulle nå ud til folket. Hans liv blev bevaret, og hans arbejde fortsatte, indtil grundvolden var lagt til det store reformation s arbejde.

(68)  Wiclif levede i middelalderens mørke. Han havde ingen forløber at tage ved lære af, da han arbejdede med sine reformer. Han fremstod ligesom Johannes Døber for at udføre en speciel gerning. Han indvarslede en ny tid. Og dog var den måde, som han fremholdt sandheden på, præget af en enhed og en fuldkommenhed, som ikke blev overgået af de efterfølgende reformatorer, ja, nogle nåede ikke engang så langt 100 år senere. Grundvolden var så solid og selve bygningen så stærk og sand, at det ikke var nødvendigt for dem, der kom efter ham, at bygge den om.

(68)  Den store åndskæmpe
Den store bevægelse, som Wiclif startede - den skulle komme til at frigøre samvittigheden og åndsevnerne og befri lande, der så længe havde været lænket til Roms sejrsvogn - havde sit udgangspunkt i Bibelen. Den var kilden til den strøm af velsignelser, der som livgivende vand er blevet ved at flyde ned igennem tiderne lige fra det 14. århundrede. Wiclif troede u betinget på den hellige skrift og betragtede den som den inspirerede åbenbaring af Guds vilje og som en fuldgyldig rettesnor for tro og opførsel. Han var blevet oplært til at betragte romerkirken som en guddommelig, ufejlbarlig autoritet og til at vise uforbeholden ærbødighed for de lærdomme og skikke, som var blevet vedtaget igennem 1000 år. Men han vendte sig bort fra alt dette for at kunne lytte til Guds hellige ord. Det var dets autoritet, som han formanede folket til at anerkende. Han sagde, at den eneste sande autoritet var Guds røst, som lød gennem ordet, og ikke kirkens røst, som lød gennem paven. Han lærte ikke blot, at Bibelen er en fuldkommen åbenbaring af Guds vilje, men at Helligånden er dens eneste fortolker, og at det enkelte menneske selv skal finde ud af, hvad der er dets pligt, ved at studere Bibelen. På denne måde ledte han menneskenes sind bort fra paven og romerkirken og hen til Guds ord.

(68)  Wiclif var en af de største af reformatorerne. Kun få af dem, der fulgte efter, kom op på siden af ham i begavelse, i tankeklarhed, i ufravigelig troskab over for sandheden og i dristighed, når det gjaldt om at forsvare den. Renhed i liv og vandel, utrættelig flid i granskning og i arbejde, ubestikkelig retskaffenhed forenet med kristelig kærlighed og troskab i tjenesten kendetegnede denne første af reformatorerne. Han besad disse egenskaber til trods for det åndelige mørke og den moralske fordærvelse, som rådede på hans tid.

(68)  Wiclifs karakter er et vidnedsbyrd om den hellige skrifts evne til at udvikle og forvandle et menneske. Det var Bibelen, der gjorde ham til det, han var. De anstrengelser, man udfolder for at fatte de store sandheder, som er åbenbaret i Bibelen, virker forfriskende og styrkende på alle evnerne. De udvikler sindet, skærper opfattelsesevnen og modner dømmekraften. Bibelstudium forædler alle tanker, følelser og ambition mere end noget andet studium. Det skænker sand bevidsthed, tålmodighed, mod og sjælsstyrke. Det forædler karakteren og helliger hele mennesket. Hvis Skriften blev gransket med flid og ærbødighed, så sindet blev bragt i direkte berøring med den Eviges tanker, ville det bevirke, at der blev skænket verden mænd med klarere og mere aktive åndsevner og ædlere principper, end den bedste uddannelse i menneskelig filosofi nogensinde har formået at frembringe. "Tydes dine ord, så bringer de lys, de giver uerfarne indsigt," siger Salmisten. Sl. 119, 130.

(69)  Wiclifs venner blev forfulgt
Den lære, som Wiclif havde fremholdt, vandt udbredelse en tid endnu. Hans tilhængere, som kaldtes lollarder, drog ikke blot igennem hele England, men rejste også til andre lande for at forkynde evangeliet. Efter deres leders bortgang arbejdede prædikanterne med endnu større nidkærhed, og folk strømmede til for at lytte til deres forkyndelse. Blandt tilhængerne taltes nogle af adelen, ja, selv kongens hustru. Der blev mange steder gennemført iøjnefaldende reformer i folks vaner og skikke, og katolicismens afgudssymboler blev fjernet fra kirkerne. Men det varede ikke ret længe, før forfølgelsens ubarmhjertige uvejr brød løs over dem, der vovede at vælge Bibelen til vejleder. De engelske konger var ivrige efter at styrke deres magt ved hjælp af Roms støtte og betænkte sig ikke på at bringe reformatorerne af vejen. For første gang i Englands historie tog man bålet i brug over for evangeliets tilhængere. Den ene efter den anden led martyrdøden. Sandhedens forkæmpere blev jaget og pint og kunne ikke gøre andet end at opsende deres skrig til Herren Zebaot. De blev forfulgt som fjender af kirken og forrædere af landet, men fortsatte med at prædike på hemmelige steder. De skjulte sig, så godt de kunne, i de fattiges beskedne hjem, og glemt sig ofte i huler og grotter.

(69)  Trods forfølgelsens rasen lød der gennem århundreder en stilfærdig, oprigtig, alvorlig og tålmodig protest mod troens forfalskning. Datidens kristne havde kun et delvist kendskab til sandheden, men de havde lært at elske og adlyde Guds ord og led tålmodigt for ordets skyld. Mange fulgte de troendes eksempel i den apostoliske tid og gav afkald på deres jordiske ejendele for Kristi skyld. De, der fik lov at blive boende i deres hjem, gav med glæde deres forfulgte brødre husly, og når de selv blev forfulgt, fandt de sig gladelig i de udstødtes lod. Det er sandt, at tusinder lod sig skræmme af forfølgerne s raseri og sikrede sig friheden på bekostning af deres tro. Da de forlod fængslerne, var de iført bodsdragter for at tilkendegive, at de havde tilbagekaldt. Men der var heller ikke få - og de talte både mennesker af ædel byrd og ringe stand - der frygtløs vidnede om sandheden i fængselsceller, i "lollardtårne," i torturkamre og på bålet, og som glædede sig over, at de blev regnet for værdige til at kende "fællesskabet med ham i hans lidelser."

(69)  Det var ikke lykkedes for pavens tilhængere at få deres vilje med Wiclif, mens han levede, og deres had blev ved at ulme, så længe hans legeme hvilede uforstyrret i graven. På kirkemødet i Konstanz blev det besluttet, at hans ben skulle graves op 40 år efter hans død og brændes offentligt, og at asken skulle kastes i en bæk i nærheden. "Denne bæk," siger en gammel forfatter, "har ført hans aske ud i Avon, Avon har ført den ud i Severn, og Severn har ført den ud i Bristolkanalen, og herfra er den blevet ført ud i det store hav. Således er Wiclifs aske et symbol på hans lære, som nu er spredt ud over hele verden." - T.Fuller: Church History of Britain, b. 4, sec. 2, par. 54. Hans fjender forstod kun i ringe grad betydningen af deres ondskabsfulde handling.

(69)  Det var ved at læse Wiclifs skrifter, at Johan Hus i Bøhmen blev tilskyndet til at forkaste mange af romerkirken s vildfarelser og så gå i gang med reformarbejdet. Således blev sandhedens sæd sået i disse to lande, der lå så langt fra hinanden. Fra Bøhmen bredte bevægelsen sig til andre lande. Menneskenes tanker blev henledt på Guds ord, som havde været glemt så længe. En guddommelig hånd var ved at berede vejen for den store reformation.