Daggry over Europa
Luthers adskillelse fra Rom

(89)  Forrest blandt dem, der fik kald til at føre menigheden fra pavevældets mørke ind i troens klare lys, stod Martin Luther (1483-1546). Nidkær, brændende og selvopofrende, uden at kende til anden frygt end gudsfrygt og uden at erkende nogen anden grundvold for kristentro end den hellige skrift, var Luther netop den mand, der var brug for. Ved ham fuldførte Gud et stort værk til kirkens reformation og verdens oplysning.

(89)  Opvækst og studieår
Ligesom evangeliets første forkyndere kom Luther fra fattige forhold. Sine barneår tilbragte han i et beskedent tysk bondehjem. Ved dagligt slid som minearbejder tjente hans fader de nødvendige penge til hans uddannelse. Han havde tænkt sig, at sønnen skulle være jurist, men det var Guds hensigt at gøre ham til medarbejder på det store tempel, som langsomt hævede sig i århundredernes løb. Genvordigheder, savn og streng opdragelse var den skole, hvorigennem den alvise Gud forberedte Luther til hans livs betydningsfulde opgave.

(89)  Luthers fader var en stærk og handlekraftig natur og meget karakterfast, ærlig, beslutsom og redelig. Han veg aldrig fra, hvad han anså for sin pligt, hvad følgerne så end måtte blive. Hans helt igennem sunde fornuft fik ham til at betragte klostervæsnet med mistillid. Han var meget utilfreds med, at Luther uden hans samtykke lod sig optage i et munkekloster, og det varede to år, før faderen forsonede sig med sin søn, og selv da blev hans opfattelse ved at være den samme.

(89)  Luthers forældre var meget omhyggelige med deres børns opdragelse og uddannelse. De bestræbte sig på at oplære dem i kundskab om Gud og udøvelse af kristelige dyder. Ofte lød faderens bøn i hans søns påhør, for at barnet skulle huske Herrens navn og engang være med til at fremme hans sandhed. Dette forældrepar udnyttede med største iver alt, hvad der var fordelagtigt for deres moralske og åndelige vækst, og som de trods det strenge arbejdsliv kunne få del i. Med alvor og udholdenhed stræbte de efter at opdrage deres børn til et fromt og nyttigt liv. Måske var de somme tider for strenge på grund af deres faste og urokkelige natur. Men skønt reformatoren selv var klar over, at de i nogle henseender havde begået fejl, fandt han mere grund til at rose end at fordømme deres opdragelsesmetode.

(89)  I den skole, hvortil Luther blev sendt som barn, blev han behandlet hårdt, ja, ligefrem brutalt. Hans forældre var så fattige, at han på vej fra sit hjem til skolen i en anden byen tid var nødt til at synge ved dørene for at skaffe sig føden, og ofte led han sult. De mørke og overtroiske forestillinger om gudsfrygt, som dengang var almindelige, fyldte ham med skræk. Tit lå han om natten med et bedrøvet sind og så med bæven frem til en mørk fremtid, i stadig rædsel ved tanken om Gud som en streng, ubønhørlig dommer, mere som en grusom tyran end en kærlig himmelsk Fader.

(89)  Men trods så mange og store hindringer hastede Luther standhaftigt fremad mod det høje mål af moralsk og åndelig fuldkommenhed, som virkede dragende på hans sind. Han tørstede efter viden, og hans alvorlige og praktiske natur ansporede ham til at foretrække det grundige og nyttige frem for det overfladiske og det, som tog sig ud.

(90)  Da han som attenårig kom ind på universitetet i Erfurt, var hans forhold gunstigere og hans udsigter lysere end i hans tidligste ungdom. Hans forældre var ved sparsommelighed og flid kommet i gode kår og var nu i stand til at yde ham al den hjælp, han behøvede, og kloge og skønsomme venners indflydelse havde i nogen grad mindsket den tungsindighed, der skyldtes hans opdragelse. Han studerede flittigt de bedste forfattere, gemte deres mest værdifulde tanker i sit hjerte og gjorde deres visdom til sin. Selv under sine forrige læreres strenge tugt havde han tidligt vist tegn på at udmærke sig, og under den gunstige indflydelse udviklede hans ånd sig hastigt. En pålidelig hukommelse, en livlig fantasi, god dømmekraft og utrættelig flid bragte ham snart frem i forreste række blandt hans kammerater. Åndelig disciplin modnede hans forståelse og vækkede en tankens virksomhed og en skarp opfattelsesevne, som gjorde ham egnet til hans livs kampe.

(90)  I Luthers hjerte boede gudsfrygten som satte ham i stand til at holde fast ve det mål, han havde sat sig, og fik ha til at vise dyb ydmyghed over for Gud. Han havde en aldrig svigtende følelse af at være afhængig af den guddommelige hjælp, og han glemte aldrig at begynde hver dag med bøn. Hans hjerte og sind bønfaldt bestandig om ledelse og støtte. Tit sagde han: "Den vigtigste halvdel af studiet er at bede rigtigt." - D"Aubignè, b. 2, ch. 2.

(90)  Mens Luther en dag undersøgte bøgerne i universitetets bibliotek, opdagede han en latinsk Bibel. En sådan bog havde han aldrig før set. Han vidste ikke engang, at den eksisterede. Han havde hørt dele af evangelierne og brevene, som blev læst højt for folk ved den offentlige gudstjeneste, og han troede, at dette var hele Bibelen. Nu så han for første gang Guds ord i sin helhed. Med en blandet følelse af ærefrygt og undren vendte han de hellige blade. Med hastig puls og bankende hjerte læste han livets ord for sig selv, idet han nu og da til standsede for at udbryde: "O, om Gud ville give mig selv en sådan bog!" - Samme, b. 2, ch. 2. Himlens engle var ved hans side, og lysende stråler fra Guds trone åbenbarede sandhedens skatte for hans forståelse. Han havde altid været bange for at fortørne Gud, men nu greb den dybe overbevisning om hans syndige tilstand ham som aldrig før.

(91)  Munken bliver professor
Til sidst førte et inderligt ønske om at blive befriet for sin synd og finde fred med Gud ham til at gå i kloster og vie sig til munkelivet. Her blev han sat til at udføre det ringeste og groveste arbejde og at tigge fra hus til hus. Han var nu i en alder, hvor man i høj grad higer efter agtelse og påskønnelse, og disse ringe hverv sårede hans naturlige følelser dybt; men tålmodigt udholdt han ydmygelsen, fordi han troede, at den var nødvendig på grund af hans synder.

(91)  Hvert eneste øjeblik, han kunne afse fra sine daglige pligter, anvendte han til studier, idet han nægtede sig selv søvn og næppe undte sig den tid, der gik med til de knappe måltider. Frem for alt glædede han sig ved studiet af Guds ord. Han havde fundet en Bibel, der med en kæde var fastgjort til klostermuren, og ofte vendte han tilbage til den. Efterhånden som hans syndsbevidsthed blev dybere, søgte han at opnå tilgivelse og fred ved sine egne gerninger. Han levede et meget strengt liv og forsøgte ved faste, vågen og revselser at undertrykke sin naturs slette tilbøjeligheder, som munkelivet ikke havde befriet ham for. Intet offer var ham for stort, hvis han derved kunne opnå den hjertets renhed, der ville gøre ham skikket til at vinde Guds velbehag. "I sandhed var jeg en from munk," sagde han senere, "og jeg fulgte mine ordensregler strengere, end jeg kan sige. Hvis nogensinde en munk kunne vinde himmelen ved munkegerninger, så ville jeg i sandhed have været berettiget til den. . . . Hvis det havde varet meget længere, ville jeg sikkert have plaget livet af mig." - Samme, b. 2, ch. 3. Som følge af denne pinefulde selvtugt mistede han sine kræfter og led af krampeanfald, fra hvis eftervirkninger han aldrig helt blev helbredt. Men trods alle anstrengelser fik han ikke fred. Til sidst bragte det ham til den yderste fortvivlelse.

(91)  Da det forekom Luther, at alt var tabt, skaffede Gud ham en ven og hjælper. Den fromme Staupitz lukkede Luthers sind op for Guds ord og bød ham se bort fra sig selv, holde op med altid at tænke på den evige straf for at have krænket Guds lov, men se hen til Jesus, hans tilgivende Frelser. "1 stedet for at plage dig selv på grund af dine synder, så kast dig i Frelserens arme. Stol på ham, på hans livs retfærdighed, på forsoningen ved hans død. ... Lyt til Guds Søn. Han blev menneske for at give dig forvisningen om Guds nåde." "Elsk ham, som elskede dig først." - Samme, b. 2, ch. 4. Således talte dette nådens sendebud. Hans ord gjorde dybt indtryk på Luther. Efter mangen en kamp med længe nærede vildfarelser blev det ham muligt at gribe sandheden, og hans plagede sind fik fred.

(92)  Luther blev ordineret til præst og blev fra klosteret kaldet til en læregerning ved universitetet i Wittenberg. Her kastede han sig over studiet af skrifterne på originalsprogene. Han begyndte at holde forelæsninger over Bibelen. Davids Salmer, evangelierne og brevene blev udlagt forståeligt for skarer af glade tilhørere. Staupitz, hans ven og overordnede, tilskyndede ham til at bestige prædikestolen og prædike Guds ord. Luther tøvede, fordi han følte sig uværdig til at tale til folket i Kristi sted. Det var først efter en lang kamp, at han gav efter for sine venners anmodninger. Allerede nu var han stærk i skrifterne, og Guds nåde hvilede over ham. Hans veltalenhed betog hans tilhørere, den klarhed og kraft, hvormed han fremstillede sandheden, overbeviste dem, og hans varme iver rørte deres hjerter.

(92)  Luther var stadig pavekirkens ægte søn og drømte ikke om, at han nogensinde skulle blive andet. Ved Guds forsyn blev det lagt således til rette, at han kom til at besøge Rom. Han foretog rejsen til fods og boede undervejs I i munkeklostrene. I et kloster i Italien blev han fyldt af undren over den rigdom, pragt og overdådighed, som han blev vidne til. Munkene havde en fyrstelig indtægt, boede i pragtfulde! værelser, klædte sig i de rigeste og kostbareste dragter og gjorde sig til, gode ved et overdådigt bord. Med bange anelser sammenlignede Luther dette syn med sit eget livs selvfornægtelse og besværligheder. Han følte sig forvirret.

(92)  Til sidst øjnede han i det fjerne byen på de syv høje. I dyb bevægelse kastede han sig til jorden og udbrød: "Hellige Rom, jeg hilser dig!" - Samme, b. 2, ch, 6. Han gik ind i byen, besøgte kirkerne, lyttede til de næsten utrolige historier, som præster og munke fortalte, og udførte alle de formaliteter, som var foreskrevet. Alle vegne så han optrin, som fyldte ham med forundring og rædsel. Han så uretfærdigheden trives inden for alle klasser af præsteskabet. Han hørte usømmelig spøg fra prælaterne og blev rædselsslagen over deres forfærdelige blasfemi, selv under messen. Når han færdedes iblandt munke og borgere, mødte han et liv fuld af laster. Hvor han end vendte sig hen, mødte han bespottelse i stedet for fromhed. "Ingen kan forestille sig," skrev han, "hvilke synder og skændige gerninger der begås i Rom. Man må se dem og høre dem for at tro det. Således har de for vane at sige: "Hvis der findes et helvede, er Rom bygget oven på det; det er en afgrund, hvorfra der opstiger al slags synd." - Samme b. 2, ch. 6.

(92)  Ved et nyt dekret havde paven lovet aflad til alle, der på deres knæ ville stige op ad "Pilatus' trappe," om hvilken man sagde, ad den skulle vor Frelser være gået ned, da han forlod den romerske retssal, og at den på mirakuløs måde var blevet ført til Rom fra Jerusalem. Luther klatrede en dag fromt op ad disse trin, da pludselig en tordenlignende røst syntes at sige til ! ham: "Den retfærdige skal leve af tro." Rom. 1, 17. Han sprang op og skyndte sig bort derfra, opfyldt af skam og rædsel. Denne bibeltekst mistede aldrig sin magt over ham. Fra den tid så han klarere end nogensinde vildfarelsen ved at stole på, at menneskegerninger kan frelse, og nødvendigheden af bestandig tro på Kristi fortjeneste. Hans øjne var blevet åbnet, og aldrig mere skulle de tillukkes for pavevældets bedrag. Da han vendte sit ansigt bort fra Rom, var også hans hjerte vendt bort derfra, og fra den tid blev adskillelsen stadig større, indtil han helt afbrød forbindelsen med pavekirken.

(93)  Oprør i Wittenbreg
Efter Luthers hjemkomst fra Rom modtog han doktorgraden i teologi ved universitetet i Wittenberg. Nu stod det ham frit for som aldrig før at hellige sig de skrifter, som han elskede. Han havde aflagt et højtideligt løfte om nøje at studere og med troskab prædike Guds ord - ikke pavernes ord og læresætninger - alle sit livs dage. Han var ikke længere blot munk eller lærer, men havde myndighed som Bibelens forkynder. Han var blevet kaldet til som hyrde at vogte Guds hjord, de der hungrede og tørstede efter sandheden. Med fasthed erklærede han, at kristne mennesker ikke burde tage mod nogen anden lære end den, som bygger på de hellige skrifters autoritet. Disse ord ramte selve grundvolden for pavens overhøjhed. De rummede reformationen s væsentligste grundsætning.

(93)  Luther så faren ved at ophøje menneskelige teorier over Guds ord. Uden frygt angreb han skolastikernes spekulative vantro og imødegik den filosofi og teologi, som så længe havde haft magt over folket. Han fordømte den slags studier ikke blot som værdiløse, men meget skadelige, og søgte at vende sine tilhørere s sind fra filosofferne s og teologernes spidsfindigheder til de evige sandheder, som profeter og apostle havde forkyndt.

(93)  Det var et vidunderligt budskab han bragte de ivrige skarer, der lyttede til hans ord. Aldrig havde en sådan lære nået deres ører. Det glade budskab om en Frelsers kærlighed og forvisningen om tilgivelse og fred ved hans forsonende blod frydede deres hjerte og indgav dem et vidunderligt håb. I Wittenberg tændtes et lys, hvis stråler skulle nå ud til jordens fjerneste lande, og som skulle vokse i klarhed indtil tidernes ende.

(93)  Men lys og mørke kan ikke trives sammen. Mellem sandhed og vildfarelse er der en uophørlig strid; for at opretholde og forsvare det ene, er at angribe og kuldkaste det andet. Vor Frelser erklærede selv: "Jeg er ikke kommen for at bringe fred, men sværd." Matt. 10, 34. Og Luther sagde nogle år efter reformationens begyndelse: "Gud fører mig ikke, han skubber mig fremad, han bærer mig af sted. Jeg er ikke min egen herre. Jeg vil gerne leve et fredeligt liv; men jeg bliver kastet midt ud i oprør og revolutioner." - D'Aubignè', b. 5, ch. 2. Nu var han ved at blive drevet ind i kampen.

(93)  Afladshandel
Romerkirken havde gjort Guds nåde til en handelsvare. Vekselerernes borde (Matt. 21, 12) var blevet stillet op ved siden af dens altre, og luften genlød af køberes og sælgere s råb. Under foregivende af at skulle skaffe penge til opførelsen af Peterskirken i Rom blev der med pavens bemyndigelse offentligt udbudt afladsbreve til salg. For penge, der var betalt for forbrydelser, skulle et tempel opføres til Guds ære hjørnestenen lægges for syndens løn! Men netop de midler, der blev godkendt til Roms ophøjelse, fremkaldte det mest dødbringende slag mod dets magt og storhed. Det var dette, der vækkede de mest beslutsomme og foretagsomme af pavemagtens fjender og førte til den strid, som fik pavestolen til at ryste og den tredobbelte krone på pavens hoved til at vakle.

(94)  Den embedsmand, som blev valgt til at lede salget af afladsbreve i Tyskland Tetzel hed han - var blevet kendt skyldig i de laveste forbrydelser mod samfundet og mod Guds lov; men da han var sluppet for den straf, hans forbrydelser havde fortjent, blev han udset til at fremme pavens samvittighedsløse forretningsplaner. Med den største frækhed gentog han de mest skamløse løgne og fortalte forbavsende historier for at bedrage det uvidende, godtroende og overtroiske folk. Hvis de havde været i besiddelse af Guds ord, ville de ikke således have ladet sig bedrage. Det var for at holde dem under pavedømmets kontrol, og for stadig at kunne forøge de ærgerrige lederes magt og rigdom at Bibelen var blevet undraget dem. (Se John C. L. Gieseler: A Compendium of Ecc1esiastical history, per. 4, sec. 1, par. 5.)

(94)  Når Tetzel drog ind i en by, gik et sendebud foran ham og forkyndte: "Guds og den hellige faders nåde er ved jeres porte."- D"Aubignè", b. 3, ch. 1. Og folket bød den blasfemiske hykler velkommen, som om han var Gud selv der var steget ned fra himlen til dem: Den afskyelige handel foregik i kirken, og Tetzel steg op på prædikestolen og hævede afladshandelen til skyerne som Guds dyrebare gave. Han erklærede, at ved hans afladsbreves kraft ville alle de synder, som køberen senere måtte ønske at begå, være ham tilgivet, og at "end ikke anger er nødvendig." Samme, b. 3, ch. 1. Og endvidere forsikrede han sine tilhørere, at afladsbrevene havde magt til at frelse ikke blot de levende men også de døde; i samme øjeblik pengene klang mod bunden af hans kiste, ville det menneske, for hvem de var blevet betalt, slippe ud af skærsild en og være på vej til himlen. (Se K. R. Hagenbach: History of the Reformation, vol. 1, p. 96.

(94)  Dengang troldkarlen Simon tilbød at købe kraften fra apostlene til at udføre mirakler, svarede Peter ham: "Gid dit sølv må gå til grunde og du selv med, siden du mener at kunne købe Guds gave for penge." Ap. g. 8, 20. Men Tezels tilbud blev med iver grebet af tusinder Guld og sølv strømmede ind i hans kiste. En frelse, som kunne købes for penge, var langt lettere at opnå end den, som krævede anger, tro og flittige bestræbelser for at modstå og overvinde synden.

(94)  Læren om afladen var blevet imødegået af lærde og fromme mænd inden for romerkirken, og der var mange, som ikke havde nogen tillid til et forehavende, der var så stik imod både fornuften og den hellige skrift. Ingen prælat turde dog hæve sin røst mod denne skændige handel; men menneskers sind var ved at blive forvirrede og bekymrede, og mange spurgte ivrigt, om Gud dog ikke kunne fremskaffe en hjælp til atter ae rense sin kirke.

(94)  Skønt Luther stadig var katolik af den strengeste slags, blev han grebet af rædsel over afladskræmmerne! gudsbespottelige fremfærd. Mange fra hans egen menighed havde købt afladsbreve, og snart begyndte de at komme til deres præst for at skrifte deres forskellige synder og få absolution, Ikke fordi de angrede og gerne ville' forbedre sig, men på grund af afladen, Luther nægtede dem absolution og foreholdt dem, at hvis de ikke ville angre og omvende sig, måtte de dø i deres synder. I største forvirring vendte de tilbage til Tetzel og klagede over, at deres skriftefader havde afvist hans afladsbreve. Nogle var endog så dristige at kræve deres penge tilbage. Munken blev aldeles rasende. Han fremkom med de frygteligste forbandelser lod bål tænde på torvene og erklærede at han "havde modtaget befaling fra paven om at brænde alle kættere, der havde den dristighed at modsætte sig hans allerhelligste afladsbreve." - D"Aubignè" b 3 ch.4.

(95)  Luthers kamp mod afladshandelen
Nu tog Luther kækt fat på sit arbejde som sandhedens forkæmper. Fra prædikestolen lød hans stemme alvorligt og højtideligt advarende. Han fremholdt for folket syndens afskyelighed og lærte dem, at det for et menneske var umuligt ved egne gerninger at mindske sin skyld eller undgå straffen for den. Kun anger over for Gud og tro på Kristus kan frelse en synder. Kristi nåde kan ikke købes, den er en fri gave. Han rådede folk til ikke at købe afladsbreve, men i tro se hen til den korsfæstede Frelser. Han fortalte om sine egne smertelige erfaringer ved forgæves gennem ydmygelse og bod at ville erhverve frelse, og han forsikrede sine tilhørere, at det var ved at se bort fra sig selv og tro på Kristus, at han havde fundet fred og glæde.

(95)  Da Tetzel fortsatte med sin handel og sit ugudelige hykleri, besluttede Luther sig til en mere virkningsfuld protest mod dette forfærdelige misbrug. Der tilbød sig snart en lejlighed. Slotskirken i Wittenberg ejede mange relikvier, som på visse helligdage blev fremvist for folk, og fuld syndsforladelse blev givet til alle, som da besøgte kirken og skriftede. Som følge heraf kom på disse dage mange mennesker derhen. Nu nærmede en af de vigtigste sig -"allehelgensdag." Dagen før havde Luther, som sluttede sig til de skarer, der allerede var på vej til kirken, på kirkedøren opslået et dokument med 95 teser imod læren om aflad. Han erklærede sig villig til at forsvare disse næste dag på universitetet mod enhver, som fandt for godt at angribe dem.

(95)  Hans læresætninger tiltrak sig almindelig opmærksomhed. De blev læst og atter læst og gentaget alle vegne. Der blev stor ophidselse på universitetet og i hele byen. Ved disse "teser" blev det gjort klart, at magten til at tildele syndsforladelse og ophæve syndens straf aldrig var overdraget til paven eller til noget andet menneske. Hele foretagendet var en farce - et kunstgreb for at fravriste folk penge ved at benytte sig af deres overtro, et Satans påfund for at ødelægge alles samvittighed, der ville fæste lid til det løgnagtige hykleri. Det fremgik også klart, at Kristi evangelium er kirkens mest dyrebare klenodie, og at Guds nåde, som åbenbares deri, frit skænkes til alle, som søger den ved anger og tro.

(95)  Tyskland rystes
Luthers teser fremkaldte diskussion, men ingen vovede at modtage udfordringen. I løbet af få dage spredtes de spørgsmål, han havde forelagt, over hele Tyskland, og i løbet af nogle få uger havde ,de givet genlyd over hele kristenheden. Mange fromme, romerske katolikker, der havde set og sørget dybt over de frygtelige misgerninger, som havde fået overhånd inden for kirken, men som ikke havde vidst, hvordan man skulle standse deres fremgang, læste lære sætningerne med stor glæde, fordi de genkendte Guds røst i dem. De følte, at Herren nådigt havde udstrakt sin hånd for at standse den hastigt voksende bølge af fordærvelse, der udgik fra pavestolen i Rom. Fyrster og myndigheder glædede sig hemmeligt over, at der ville blive sat en bremse på den hovmodige magt, som nægtede en retten til indsigelser mod dens beslutninger.

(96)  Men den overtroiske mængde, som elskede synden, blev forfærdet, da de spidsfindigheder, som havde dulmet deres frygt, blev fejet bort. Snu personer inden for gejstligheden, der blev afbrudt i deres bestræbelser for at billige forbrydelser, og som så deres vinding i fare, blev rasende og sluttede sig sammen for at opretholde deres hykleri. Reformatoren måtte møde hårde anklager. Nogle beskyldte ham for at have handlet overilet og efter en pludselig indskydelse. Andre anklagede ham for at være indbilsk og erklærede, at han ikke havde ladet sig lede af Gud, men handlede i hovmod og frækhed. "Hvem ved ikke," svarede han, "at et menneske sjældent fremkommer med en ny tanke, uden at det kan se ud som hovmod og uden at blive beskyldt for at vække strid? ... Hvorfor blev Kristus og alle martyrerne dræbt? Fordi de synes at være hovmodige, foragtede af deres tids visdom, og fordi de fremkom med noget nyt uden først ydmygt at have søgt råd hos dem der forsvarede de gamle meninger."

(96)  Og atter erklærede han: "Hvad jeg end gør, vil det blive gjort, ikke ved menneskers klogskab, men efter Guds råd. Hvis værket er Guds, hvem kan så standse det? Hvis det ikke er det, hvem kan så fremme det? Ikke min vilje, heller ikke deres, heller ikke vor, men din vilje, hellige Fader, som er i himlene." Samme. B. 3, ch. 6.

(96)  Alene mod overmagten
Skønt Luther af Guds Ånd var blevet drevet til at begynde sit værk, skulle han ikke komme til at føre det igennem uden hård kamp. Fjendernes hån, deres fordrejninger af hans hensigter og deres uretfærdige og ondsindede kritik af hans person og bevæggrunde skyllede ind over ham som en mægtig strøm, og de var ikke uden virkning. Han havde stolet på, at folkets ledere, både inden for kirken og i skolerne, med glæde ville forene sig med ham i hans bestræbelser for at skabe reform. Opmuntrende ord fra højtstående personer havde indgivet ham håb og glæde. Fuld af forventning havde han allerede set en lysere dag gry for kirken, men opmuntringen var blevet forvandlet til bebrejdelser og fordømmelse.. Mange stormænd både inden for kirke og stat, var overbevist om sandheden i hans læresætninger, men de så snart, at det ville medføre store forandringer, hvis disse sandheder skulle godtages. At oplyse og reformere folket ville i virkeligheden sige det samme som at undergrave Roms myndighed, at standse tusinder af de kilder, som nu strømmede ind i Roms skatkammer, og således i høj grad begrænse de pavelige lederes ødselhed og luksus. Skulle man nu lære folket at tænke og handle som ansvarlige individer, der kun så hen til Kristus for at blive frelst, ville det omstøde pavens trone og muligvis også deres egen myndighed. Af denne grund afslog de at modtage den kundskab, som Gud tilbød dem, og vendte sig imod Kristus og sandheden i deres modstand mod den mand, som han havde sendt for at oplyse dem.

(97)  Luther skælvede ved at se sig selv - ene mand imod de stærkeste magter på jorden. Undertiden tvivlede han på, hvorvidt han virkelig var blevet ført af Gud til at sætte sig op mod kirkens myndighed. "Hvem er jeg," skriver han, "siden jeg kunne sætte mig op mod pavens majestæt, han, for hvem ... jordens konger og hele verden skælvede . . . Ingen kan ane, hvad mit hjerte led i disse første to år, og i hvilket mismod, for ikke at sige hvilken fortvivlelse, jeg ved nedsunken." - Samme, b. 3, ch. 6. .Men han havde ikke helt tabt modet. Når menneskers støtte svigtede, så han hen til Gud alene og lærte, at han med fuldkommen sikkerhed kunne støtte sig til den Almægtiges arm.

(97)  Til en af reformationens venner skrev Luther: "Vi kan ikke nå til forståelse af Skriften hverken ved studier eller forstand. Din første pligt er at begynde med bøn. Bønfald Herren om af sin store nåde, at skænke dig den sande forståelse af sit ord. Der findes ingen anden fortolker af Guds ord end forfatteren af dette ord, som han selv har sagt: "Alle dine børn bliver oplært af Herren." Gør dig ikke håb om noget ved dit eget slid, ved din egen forståelse: "Stol kun på Gud og hans Ånds medvirken. Tro dette på en mands ord, som har gjort sine erfaringer." - Samme, b. 3, ch. 7. Heri er en lære af livsvigtig betydning for dem, der føler, at Gud har kaldet dem til at meddele andre denne tids alvorlige sandheder. Disse sandheder vil opvække Satans fjendskab og også deres, som elsker de opdigtede historier, han har opfundet. l kampen mod de onde magter behøves der noget mere end en klar forstand og menneskelig visdom.

(97)  Når fjenderne påberåbte sig skikke og overleveringer eller pavens påstande og autoritet, imødegik Luther dem med Bibelen og Bibelen alene. Her var argumenter, som de ikke .kunne imødegå; derfor krævede formalismens og overtroens slaver højlydt hans blod, ligesom jøderne havde krævet Jesu blod. "Han er en kætter," råbte de romerskkatolske fanatikere. "Det er højforræderi mod kirken at tillade en så skrækkelig kætter at leve blot en time længere. Lad skafottet straks blive rejst for ham!" Samme, b. 3, ch. 9. Men Luther blev ikke bytte for deres raseri. Gud havde en gerning han skulle gøre, og himlens engle blev udsendt for at beskytte ham. Men dog blev mange, som ved Luther havde modtaget det kostelige lys, ofre for Satans forbitrelse og led pinsler og død for sandhedens skyld.

(98)  Luthers lærdomme tiltrak sig opmærksomhed fra tænkende mennesker i hele Tyskland. Fra hans prædikener og skrifter udgik der stråler af lys, som vækkede og oplyste tusinder af mennesker. En levende tro trådte i stedet for den døde formalisme, som så længe havde præget kirken. For hver dag mistede folket tilliden til romerkirkens overtroiske forestillinger. Fordommenes skranker faldt sammen. Guds ord, hvorved Luther prøvede enhver læresætning og ethvert krav, var som et tveægget sværd, der skar sig ind i folkets hjerte. Alle vegne vågnede der et ønske om åndelig fremgang. Alle vegne var der en sådan hunger og tørst efter retfærdighed, som man i lange tider ikke havde kendt. Folkets øjne, som så længe havde været rettet mod menneskelige ritualer og jordiske mellemmænd, vendte sig nu i bod og tro til Kristus og ham korsfæstet.

(98)  Forhøret i Augsburg
Denne vidtrækkende interesse vakte i endnu højere grad de pavelige myndigheders frygt. Luther modtog en befaling om at fremstille sig i Rom for at besvare anklagen for kætteri. Denne stævning fyldte hans venner med skræk. De kendte udmærket godt den fare, som truede ham i den fordærvede by, der allerede havde drukket Jesu martyrers blod. De protesterede mod hans rejse til Rom og bad om, at han måtte blive forhørt i Tyskland.

(98)  Denne ordning blev endelig gennemført, og pavens legat blev udnævnt til at overvære retssagen. I de instrukser, som paven meddeltr denne embedsmand, blev det fastslået at Luther allerede var erklæret for kætter. Det blev derfor pålagt legaten uden tøven at anklage og tvinge." Hvis Luther skulle forblive standhaftig og det ikke skulle lykkes legaten at sikre sig hans person, blev han bemyndiget til "at erklære ham fredløs i enhver del af Tyskland; at forvise, bandlyse og udelukke af kirken alle, der har sluttet sig til ham." - Samme, b. 4, ch. 2. Og desuden befalede paven sin legat, for helt at udrydde dette pestagtige kætteri, at bandlyse alle, hvilken værdighed de end indtog i stat eller kirke, kejseren alene undtagen, der ville undlade at pågribe Luther og hans tilhængere og udlevere dem til Roms hævn.

(98)  Her viser pavekirkens sande ånd sig. Ikke det mindste spor af kristelige principper eller blot almindelig retfærdighed spores i hele dette dokument. Luther var langt borte fra Rom; han havde ikke haft nogen anledning til at forklare eller forsvare sin stilling; og dog blev han, før hans sag var undersøgt, kort og godt erklæret for en kætter og på samme tid formanet, anklaget og dømt og fordømt og alt dette af den selvbestaltede hellige fader, den eneste allerhøjeste, ufejlbarlige myndighed inden for kirke og stat!

(99)  På dette tidspunkt, hvor Luther i så høj grad trængte til en sand ven, blev Melanchthon ved Guds forsyn sendt til Wittenberg. Skønt ung af år og beskeden og frygtsom af væsen, vandt dog Melanchthons sunde dømmekraft, store kundskaber og vindende veltalenhed i forbindelse med hans rene og retskafne sind, ham almindelig beundring og agtelse. Hans strålende begravelse var ikke mere karakteristisk for ham end hans milde sindelag. Han blev snart en oprigtig tilhænger af evangeliet og Luthers mest betroede ven og værdifulde støtte. Hans blidhed, forsigtighed og nøjagtighed passede godt sammen med Luthers dristighed og energi. Deres forening i arbejdet gav styrke til reformationen og var en kilde til stor opmuntring for Luther.

(99)  Man havde bestemt Augsburg til at være skueplads for retssagen, og reformatoren begav sig af sted til fods for at rejse derhen. Man nærede alvorlig frygt for hans sikkerhed. Der var åbenlyst fremkommet trusler om, at han ville blive pågrebet og myrdet undervejs, og hans venner bad ham om ikke at vove forsøget. De bønfaldt ham endog om for en tid at forlade Wittenberg og søge sikkerhed hos dem, som så gerne ville beskytte .ham. Men han ville ikke forlade den stilling, hvor Gud havde sat ham. Han måtte vedblive med trofast at opretholde sandheden hvor meget stormene end rasede om ham. Han sagde sådan: "Jeg er ligesom Jeremias en stridens og kampens mand; men jo mere de forøger deres trusler, jo større er min glæde. . . . De har allerede ødelagt min ære og mit rygte. Kun en ting er tilbage; det er mit elendige legeme; lad dem kun tage det, de vil på den måde forkorte mit liv med nogle få timer. Men hvad min ånd angår så kan de ikke tage den. Den, som ønsker at forkynde Kristi ord for verden, må vente døden hvert øjeblik." - Samme, b. 4, ch. 4,

(99)  Efterretningen om Luthers ankomst til Augsburg var en stor tilfredsstillelse for den pavelige legat. Denne besværlige kætter som vakte hele verdens opmærksomhed, syntes nu at være i Roms magt, og legaten besluttede, at han ikke skulle få lov at undslippe. Reformatoren havde forsømt at sikre sig ved et frit lejde. Hans venner tilskyndede ham til ikke at Vise sig for legaten uden dette, og de påtog sig selv at fremskaffe det fra kejseren, Det var legatens hensigt at tvinge Luther til, om muligt, at tilbagekalde sine ord; eller hvis dette ikke lykkedes, da at fa ham ført til Rom for at dele skæbne med Hus og Hieronymus. Derfor forsøgte han gennem sine hjælpere at overtale Luther til at træde frem uden sikkert lejde og stole på hans barmhjertighed. Dette afslog reformatoren bestemt. Først da han havde modtaget det dokument, der skaffede ham kejserens beskyttelse, trådte han frem for den pavelige udsending.

(100)  Som et politisk træk havde de romerskkatolske udsendinger besluttet at prøve at vinde Luther ved tilsyneladende mildhed. Legaten gav i sine samtaler med ham udtryk for stor venlighed, men han krævede, at Luther ubetinget skulle bøje sig for kirkens autoritet og uden drøftelse eller spørgsmål give efter på ethvert punkt. Han havde ikke forstået at vurdere karakteren hos den mand, han havde med at gøre. Som svar udtrykte Luther sin ærbødighed for kirken, sit ønske om at holde sig til sandheden, sin beredvillighed til at besvare alle indvendinger mod, hvad han havde lært andre, og at underkaste sine læresætninger en afgørelse fra forskellige ledende universiteter. Men samtidig protesterede han mod den fremgangsmåde, som kardinalen benyttede ved at forlange, at han skulle tilbagekalde, uden at det var bevist, at han havde fejlet.

(100)  Det eneste svar der lød: "Tilbagekald, tilbagekald!" Reformatoren vidste, at hans standpunkt fandt støtte i Skriften, og erklærede med fasthed, at han ikke kunne fornægte sandheden. Legaten, der ikke var i stand til at svare på Luthers bevisførelse, overvældede ham med en strøm af bebrejdelser, hån og smiger, blandet med citater fra overleveringerne og udtalelser af fædrene, så han ikke gav reformatoren nogen mulighed for at komme til orde. Da Luther så, at forhandlingerne på denne måde ville være fuldstændig værdiløse, opnåede han til slut en modstræbende tilladelse til at overgive sit svar skriftligt.

(100)   "Ved at gøre dette," skrev han i et brev til en ven, "vinder den undertrykte en dobbelt fordel! For det første kan det, der er skrevet, underkastes andres dom, og for det andet har man bedre mulighed for at benytte sig af frygten, om ikke til samvittigheden, hos en hovmodig og plaprende despot, der ellers ville overvælde en med sin bydende måde at tale på." - Martyn: The Life Ånd Times, Luther, pp. 271. 272.

(100)  Ved det næste møde fremkom Luther med en klar, kortfattet og kraftig fremstilling af sine synspunkter, helt igennem støttet med citater fra Bibelen. Dette papir rakte han, efter at have læst det højt, til kardinalen, der imidlertid foragteligt kastede det til side, idet han erklærede, at det var en mængde tomme ord og sagen uvedkommende citater. Luther, som nu var fyr og flamme, mødte den stolte prælat på hans egen grund - kirkens traditioner og lære - og kuldkastede fuldstændig hans påstande.

(100)  Da prælaten så, at det ikke var muligt at give svar på Luthers begrundelser mistede han helt besindelsen og råbte i sit raseri: "Tilbagekald! Eller jeg sender dig til Rom, så du der kan blive stillet for de dommere, som er udnævnt til at undersøge din sag. Jeg vil lyse dig i band og alle dine tilhængere og alle, som nogensinde støtter dig, og jeg vil udelukke dem af kirken." Og til slut erklærede han hovmodigt og vredt; "Tilbagekald, eller kom ikke mere igen." - D' Aubignè, London ed., b. 4, ch. 8.

(100)  Reformatoren trak sig straks tilbage sammen med sine venner, idet han således tydeligt erklærede, at man ikke måtte vente nogen tilbagekaldelse fra ham. Det var ikke dette, som havde været prælatens hensigt! Han havde smigret sig med, at han ved voldsomhed kunne skræmme Luther til underkastelse. Nu, da han var efterladt alene med sine tilhængere, så han fra den ene til den anden i den største ærgrelse over, at hans planer så uventet var slået fejl.

(100)  Luthers anstrengelser ved denne lejlighed var ikke uden gode resultater. Den store forsamling, som var til stede, havde lejlighed til at sammenligne de to mænd og selv dømme om den ånd, som boede i dem, såvel som deres stillings styrke og sandfærdighed. Modsætningen var iøjnefaldende! Reformatoren, naturlig, beskeden, men urokkelig, trådte frem i Guds kraft, fordi han havde sandheden på sin side; pavens repræsentant, selvbevidst, overmodig, hovmodig og urimelig; uden eneste begrundelse fra Bibelen, råbte kun lidenskabeligt: "Tilbagekald, eller du bliver sendt til Rom for at blive straffet."

(101)  På trods af, at Luther havde sikret sig frit lejde, lagde de romersk-katolske planer om at gribe og fængsle ham. Hans venner hævdede, at da det ikke var til nogen nytte for ham at forlænge sit ophold, burde han vende tilbage til Wittenberg uden at tøve, og at den største forsigtighed måtte udvises for at skjule hans planer. Derfor forlod han Augsburg før daggry, til hest og kun ledsaget af en førerer, som øvrigheden havde skaffet ham. Med mange forudanelser begav han sig hemmeligt gennem byens mørke og tavse gader. Vagtsomme og grusomme fjender lagde råd op om at dræbe ham. Kunne han undgå de snarer der var lagt for ham? Dette var øjeblikke fulde af ængstelse og inderlig bøn. Han nåede en lille låge i bymuren. Den blev åbnet for ham, og sammen med sin fører kom han uden hindringer igennem den. Da flygtningene først var i sikkerhed udenfor, påskyndede de deres flugt, og førend legaten fik nys om Luthers afrejse, var han uden for sine forfølgere s rækkevidde. Satan og han udsendinge havde tabt slaget. Den mand, som de havde ment at have i deres magt, var borte, undsluppet som en fugl af fuglefængerens snare.

(101)  Ved meddelelsen om Luthers flugt blev legaten overvældet af forbavselse og vrede Han havde regnet med at modtage stor ære for den klogskab og fasthed, hvormed han havde optrådt over for kirkens forstyrrer; men hans håb var blevet skuffet. Han gav udtryk for sin harme i et brev til kurfyrst Frederik af Sachsen, hvori han bittert anklagede Luther og forlangte, at Frederik skulle sende reformatoren til Rom eller forvise ham fra Sachsen.

(101)  Som forsvar hævdede Luther, at legaten eller paven ud fra Bibelen måtte påvise ham hans vildfarelser, og forpligtede sig på den højtideligste måde til at frafalde sine læresætninger, hvis de kunne bevises at være i modstrid med Guds ord. Og han udtrykte sin taknemlighed til Gud, fordi han var agtet værdig til at lide for så hellig en sag.

(101)  Kurfyrsten forsvarer Luther
Kurfyrsten havde endnu kun ringe viden om reformationens læresætninger, men Luthers oprigtighed, kraft og klarhed gjorde dybt indtryk på ham, og indtil det kunne bevises, at reformatoren havde begået fejl, besluttede Frederik at optræde som hans beskytter. "Siden doktor Martin er mødt frem for jer i Augsburg, burde I være tilfreds. Vi havde ikke ventet, at I ville bestræbe jer for at få ham til at tilbagekalde uden at have overbevist ham om hans vildfarelser. Ingen af de lærde i mit fyrstendømme har underrettet mig om, at Martins lære er ugudelig, antikristelig eller kættersk. "Fyrsten afslog tillige at sende .Luther til Rom eller at forvise ham fra sine riger. - D'Aubignè, b. 4, ch. 10.

(102)  Kurfyrsten så, at der var almindeligt forfald i samfundets moralske forhold. Der tiltrængtes et stort reformarbejde. De indviklede og kostbare foranstaltninger for at hindre og straffe forbrydelser ville være unødvendige, hvis mennesker blot erkendte og adlød Guds krav og hvad en oplyst samvittighed tilsagde dem. Han så, at Luther arbejdede for gennemførelse af dette, og hemmeligt frydede han sig over, at man mærkede en bedre indflydelse i kirken.

(102)  Han så også, at Luther i høj grad havde held med sig som professor ved universitetet. Der var kun gået et år, siden reformatoren opslog sine teser på slotskirken, men dog var der allerede stor tilbagegang i antallet af de pilgrimme, som besøgte kirken ved allehelgensdagsfesten. Rom var blevet berøvet tilbedere og offergaver, men i stedet for var det en anden slags mennesker, som nu kom til Wittenberg. Det var ikke pilgrimme, som kom for at tilbede relikvierne, men studenter, som fyldte undervisningslokalerne. Luthers skrifter havde alle vegne vakt ny interesse for den hellige skrift, og ikke blot fra alle dele af Tyskland, men fra andre lande flokkedes studerende ved universitetet. Unge mænd, der for første gang fik Wittenberg i sigte, "løftede deres hænder mod himlen og priste Gud, fordi han havde ladet sandhedens lys Skinne fra denne by, ligesom i gamle dage fra Zion, hvorfra det spredte sig til de fjerneste lande." - Samme, b. 4, ch. 10.

(102)  Rom øger presset mod Luther
Luther var endnu kun delvis omvendt fra romerkirkens vildfarelser. Men når han sammenlignede Guds ord med de pavelige påbud og vedtægter, fyldtes han af undren. "Jeg læser," skrev han, "påbud, og ... jeg ved ikke, om paven er selve antikrist eller hans apostel, et så forfærdeligt falsk billede bliver der givet af Kristus, og han bliver atter korsfæstet ved dem." - Samme, b. 5, ch. l. Dog støttede Luther endnu romerkirken og havde ingen tanke om nogensinde at skille sig fra den.

(102)   Reformatorens skrifter og lære nåede ud til hvert folk inden for kristenheden. Arbejdet bredte sig i Schweiz og Holland. Kopier af hans skrifter fandt vej til Frankrig og Spanien. I England blev hans lære modtaget som selve livets ord. Sandheden nåede også til Belgien og Italien. Tusinder vågnede op fra deres dødlignende sløvhedstilstand til glæden og håbet ved et liv i tro.

(102)  Rom blev mere og mere ophidset ved Luthers angreb, og det blev erklæret af nogle af hans fanatiske modstandere, selv af doktorer ved katolske universiteter, at den, som dræbte den oprørske munk, ikke syndede derved. En dag nærmede en fremmed sig reformatoren med en pistol skjult under kappen og spurgte ham, hvorfor han gik så alene. "Jeg er i Guds hånd," svarede Luther, "han er min styrke og mit skjold. Hvad kan mennesker gøre mig?" - Samme, b. 6, ch. 2. Ved at høre disse ord blegnede den fremmede og flygtede bort, som om han havde mødt himlens engle.

(102)  Rom var fast besluttet på at tilintetgøre Luther, men Gud var hans værge. Hans lære hørtes alle vegne - "i hytter og klostre . . . . i adelens borge på universiteterne og i kongernes slotte;" og fornemme mænd stod alle vegne frem for at støtte ham i kampen. Samme, 6. ch. 2.

(103)  Det var ved denne tid, at Luther, som havde læst Johan Hus- værker, opdagede, at den store sandhed om retfærdiggørelse ved tro, som han selv søgte opretholde og lære, var blevet hævdet af den bøhmiske reformator. "Vi har alle," sagde Luther, "både Paulus, Augustin og jeg selv, uden at vide det været hussiter." "Gud vil sikkert hjemsøge jorden," fortsatte han, fordi sandheden blev prædiket for den for 100 år siden, og blev brændt!" - Wyhe, b. 6, ch.1

(103)  I en henvendelse til kejseren og den tyske adel om hjælp til at støtte reformationen skrev Luther angående paven: "Det er frygteligt at se den mand, som kalder sig Kristi stedfortræder, udfolde en pragt, som ingen kejser kan opvise magen til. Er dette at ligne den fattige Jesus eller den ydmyge Peter? Man siger, han er verdens herre! Men Kristus, hvis stedfortræder han praler af at være, har sagt: "Mit rige er ikke af denne verden." Kan en stedfortræders besiddelser være større end hans herres?" D' Aubignè, b. 6, ch. 3.

(103)  Han skrev således om universiteterne: "Jeg er meget bange for, at universiteterne vil vise sig at være de store porte ind til helvede medmindre de flittigt arbejder på at udlægge den hellige skrift og indskrive den i ungdommens hjerter. Jeg råder ingen til at anbringe deres børn et sted, hvor skrifterne ikke hersker over alt andet. Enhver institution, hvor mennesker ikke uophørligt beskæftiger sig med Guds ord, må blive fordærvet." Samme, b. 6, ch. 3.

(103)  Denne henvendelse cirkulerede hurtigt i hele Tyskland og øvede en vældig indflydelse på folket. Der blev rusket op i hele nationen, og en mængde blev vakt til at samles om reformationens banner. Luthers modstandere, som brændte af hævntørst tilskyndede paven til at tage afgørende forholdsregler imod ham. Det blev påbudt, at hans lære øjeblikkelig skulle fordømmes. 60 dage blev tilstået reformatoren og hans tilhængere; hvis de derefter ikke havde højtdeligt tilbagekaldt, skulle de alle lyses i band.

(103)  Luther bryder helt med Rom
Dette var en frygtelig krise for reformationen. I århundreder havde Roms bandbulle slået mægtige herskere med rædsel, den havde fyldt vældige riger med pine og ødelæggelse. De, der blev ramt af dens bandlysning, blev i almindelighed betragtet med skræk og rædsel; de var afskåret fra samvær med deres medmennesker og behandledes som fredløse, der kunne jages, til de var udryddet.

(103)  Luther var ikke blind for den storm, der var ved at bryde løs over ham; men han stod fast, i tillid til at Kristus var hans støtte og skjold. Med en martyrs mod og tro skrev han: "Hvad der nu skal ske, ved jeg ikke og jeg bryder mig heller ikke om at vide det. ... Lad slaget blot falde, hvor det vil, jeg frygter ikke. Ikke så meget som et blad falder til jorden uden vor Faders vilje. Hvor meget mere vil han ikke sørge for os! Det er en let sag at dø for ordets skyld, da det ord, som blev kød, selv døde. Hvis vi dør med ham, skal vi leve med ham; og når vi gennemgår det, som han har gennemgået før os, så skal vi være, hvor han er, og bo hos ham for evigt. - Samme, (3d London ed., Walther, 1840), b. 6, ch.9.

(104)  Da den pavelige bandbulle nåede Luther, sagde han: "Jeg foragter og angriber den som ugudelig og falsk. . . . Det er Kristus selv, som fordømme s deri. ... Jeg fryder mig over at måtte tåle så meget ondt for den bedste sag. Jeg føler mig allerede mere fri i mit hjerte, for nu ved jeg endelig, at paven er antikrist, og at hans trone er selve Satans." - D'Aubignè, b. 6, ch. 9.

(104)  Dog var mandatet fra Rom ikke virkningsløst. Fængsel, tortur og sværd var våben, der havde magt til at tvinge til lydighed. De svage og overtroiske skælvede for pavens dekret, og skønt der var almindelig sympati for Luther, følte mange, at livet var for dyrebart til at voves for reformationen s skyld. Alt syntes at pege hen imod, at reformatoren s værk var ved at være afsluttet.

(104)  Men Luther var stadig uden frygt. Rom havde slynget sine forbandelser imod ham, og verden så til uden at tvivle på, at han måtte omkomme eller lade sig tvinge til at give efter. Men med frygtelig kraft slyngede han denne dom tilbage mod Rom selv og bekendtgjorde offentligt sin beslutning om for evigt at forlade romerkirken. I overværelse af en flok studenter, doktorer og borgere af alle samfundsklasser brændte Luther pavens bulle sammen med kirkelovene dekreterne og visse skrivelser, som støttede den pavelige magt, Han sagde: "Mine fjender har ved at brænde mine bøger været i stand til at skade sandhedens sag hos det jævne folk og at nedbryde deres samvittighed; af denne grund har jeg til gengæld tilintetgjort deres bøger. En alvorlig strid er netop begyndt. Hidtil har jeg kun leget med paven. I Guds navn har jeg begyndt dette arbejde; det vil blive fuldført uden mig, men ved hans kraft." - Samme, b. 6, ch. 10.

(104)  Når hans fjender hånede ham, fordi hans sag stod så svagt, svarede Luther: "Hvem ved, om ikke Gud har udvalgt og kaldet mig, og om de ikke burde frygte for, at de ved at foragte mig foragter Gud selv? Moses var alene om at føre Israel ud af Ægypten; Elias var alene, da kong Akab regerede; Esajas var ene, i Jerusalem. Ezekiel ene i Babylon, ... Gud har aldrig til sin profet valgt hverken ypperstepræsten eller nogen anden stormand, men i almindelighed valgte han de ringe og foragtede, endog hyrden Amos. I enhver tidsalder har do hellige mænd været nødt til at dadle de store, både konger, fyrster, præster og vise mænd, med fare for deres liv. ... Jeg siger ikke, at jeg er en profet; men jeg siger, at de burde frygte, netop fordi jeg er alene, "og de er så mange. Dette er jeg sikker på; at Guds ord er med mig, og at det ikke er med dem." - Samme', b, 6, ch. 10.

(104)  Dog var det ikke uden hård kamp med sig selv, at Luther besluttede sig til den endelige adskillelse fra kirken. Det var ved denne tid, at han skrev: "For hver dag føler jeg mere og mere, hvor vanskeligt det er at lægge de forestillinger til side, som man har indsuget i sin barndom. O, hvor har det voldt mig meget smerte, skønt jeg havde Skriften på min side, at retfærdiggøre for mig selv, at jeg skulle vove træde op imod paven og omtale ham som antikrist! Hvilke lidelser har mit hjerte ikke gennemgået! Hvor mange gange har jeg ikke med bitterhed stillet mig selv dette spørgsmål, som så ofte lød fra katolikkerne s læber: "Er du alene klog? Er det muligt, at alle andre tager fejl? Hvordan vil det gå, hvis det, når alt kommer til alt, er dig, der har uret, og som drager så mange mennesker med dig i din vildfarelse, så de vil blive evigt fordømt?" Det var således, at jeg kæmpede med mig selv og med Satan, indtil Kristus ved sit eget ufejlbarlige ord styrkede mit hjerte mod disse tvivlstanker." - Martyn, pp. 372-373.

(105)  Paven havde truet Luther med bandlysning, hvis han ikke tilbagekaldte, og nu blev truslen fuldbyrdet. En ny bulle blev udsendt, som erklærede reformatoren for endeligt udelukket af den romerske kirke, fordømte ham som forbandet af himlen og indesluttede alle dem, der tog imod hans lære, i den samme fordømmelse. Den store strid var i fuld gang.

(105)  Sandheden vækker modstand
Modstand er alle deres lod, som Gud bruger til at fremholde sandheder, som særlig gælder for deres tid. I Luthers dage var der en sandhed, som særlig gjaldt hans tid - en sandhed, som var af særlig betydning på den tid. Der findes også sandhed, som på en særlig måde har bud til menigheden i dag. Han, som virker alt i overensstemmelse med sin egen viljes beslutning, har ønsket at lade mennesker leve under forskelligartede forhold og har pålagt dem pligter, som er særegne for de tider, hvori de lever, og de forhold, som gælder for dem. Hvis de ville værdsætte det lys, som bliver givet dem, ville der blive skænket dem endnu mere lys. Men sandheden er ikke mere eftertragtet af flertallet i dag, end den var det af de katolikker, der kæmpede mod Luther. Der findes den samme tilbøjelighed til at antage menneskers teorier og traditioner i stedet for Guds ord ligesom i tidligere tider. De, der forkynder sandheden for denne tid, bør ikke forvente at blive modtaget med større velvilje end tidligere tiders reformatorer. Den store strid mellem sandhed og vildfarelse, mellem Kristus og Satan, må vokse i styrke indtil afslutningen på denne verdens historie.

(105)  Jesus sagde til sine disciple: "Var I af verden, så ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer. Kom det ord i hu, som jeg har sagt jer: En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt fast ved mit ord, vil de også holde fast ved jeres." Joh, 15, 19. 20. Og vor Herre talte klart og tydeligt: "Ve jer, når alle mennesker taler godt om jer; for på samme måde gjorde deres fædre ved de falske profeter." Luk. 6, 26. Verdens ånd stemmer ikke mere overens med Kristi ånd i dag end i tidligere tider, og de, der prædiker Guds ord fuldkommen rent, vil ikke blive modtaget med større gunst nu end dengang. Modstanden mod sandheden kan forme sig forskelligt, fjendskabet kan være mindre åbent, fordi det er listigere, men den samme modstand eksisterer stadig og vil åbenbare sig indtil tidernes ende.