Erfraings skildringer(643) Fra den 21.oktober, 1867 til den 22.december, 1867 (644) Vort arbejde i Maine begyndte med konferensen i Norridgewock i begyndelsen af November. Mødet var langt. Som sædvanlig frembar min mand og jeg selv et klart og tydeligt vidnesbyrd for sandhed og korrekt disciplin og imod de forskellige former for vildfarelse, forvirring, fanatisme og uorden, der har sit naturlige udspring fra en mangel på en sådan disciplin. Dette vidnesbyrd kunne på en særlig måde bruges på tingene, som de stod i Maine. Forstyrrende kræfter, som vedkender sig at overholde sabbaten, var i oprør og arbejdede på at sprede misfornøjelse under konferensen. Satan hjalp dem og i et vist omfang fik de held med sig. Detaljerne er meget smertefulde og af generelt ret lille betydning, til at skal gives her. (644) Her kan det være tilstrækkeligt at sige, at som følge af den oprørsånd, kværulanti og nogles barnagtige jalousi, knurren og beklagelser, vil vort arbejde i Maine, som kunne have været udført i to uger, ville kræve syv uger prøvende, møjsommeligt og ubehageligt slid. Fem uger er tabt, ja værre end tabt, til sagen i Maine; og vort folk fra de andre steder i New England, New York og Ohio måtte gå glip af fem almindelige møder, som følge af at vi blev holdt tilbage i Maine. Men da vi forlod denne stat blev vi trøstet med den kendsgerning at alle indrømmede deres oprør og at nogle få var blevet ledt til at søge Herren og tage imod sandheden. Det efterfølgende, der angår prædikanter, orden og organisering, henvender sig på en særlig måde til tingenes tilstand i Maine. |