Rigdommenes bedrag

(536)  Nogle, som vedkender sig at tro sandheden, lider mangel på dømmekraft og værdsætter ikke den moralske værdi. Personer, som praler meget om deres troskab mod sagen og taler som om de tror de ved alt der er værd at vide, er ikke ydmyge i hjertet. De kan have penge og ejendomme og dette er tilstrækkeligt at give dem indflydelse hos nogle; men det vil ikke forfremme dem det mindste hos Gud. Penge har magt og udøver en mægtig indflydelse. Karakterens fortrin og den moralske værdi overses ofte hos det fattige menneske. Men hvilken bekymring har Gud for penge og for ejendom. Kvæget på tusindvis af bakker er hans. Verden og alt, hvad der er deri, er hans. For ham er jordens beboere som græshopper. Mennesker og ejendomme er på vægten kun som småt støv. Han er uden personsanseelse.

(536)  Velhavende mennesker ser ofte på deres rigdomme og siger: Jeg har fået denne rigdom på grund af min klogskab. Men hvem gav dem styrke til at blive velhavende? Gud har givet den evne de har, men i stedet for at give ham æren, tager de den selv. Han vil prøve og forsøge dem og nedbringe deres ære til støvet; han vil fjerne deres styrke og sprede deres ejendomme. I stedet for velsignelse vil de opnå forbandelse. En forkert handling eller undertrykkelse af andre, en fravigelse fra den rette vej, burde hellere afvises af (537) et velhavende menneske, end en som ikke har det. Alle de rigdomme, som de velhavende nogensinde har haft, er ikke tilstrækkelige til at dække over den mindste synd for Gud. De vil ikke blive godtaget som løsesum for deres overtrædelse. Kun omvendelse, sand ydmyghed, et brudt hjerte, en angerfuld ånd vil blive godtaget af Gud. Og intet menneske kan have sand ydmyghed over for Gud, hvis ikke denne ånd praktiseres over for andre. Intet mindre end omvendelse, bekendelse og synderne opgives er Gud kærkomment.

(537)  Mange rige folk har fået deres rigdomme ved nøjeregnende handel, ved at gavne sig selv og ved at skade deres fattigere medmennesker eller deres brødre; og netop disse mennesker er stolte af den kløgtighed og skarpsindighed de har, når de handler. Men Guds forbandelse vil hvile på enhver dollar som opnås på denne måde og på den vækst de giver. I det disse ting blev vist mig kunne jeg se styrken i vor Frelsers ord: »En kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige.« Dem, som har evnen til at erhverve sig ejendomme, behøver hele tiden at være på vagt, ellers vil de deres anskaffelser vende sig til det dårlige og ikke bevare den strenge ærlighed. Her vil mange falde i fristelse og blive bedraget, de vil få tingene for mere end det er værd og ofre deres mandige ædelmodige, gavmilde og rene principper for ussel vinding.

(537)  Jeg fik vist at mange, som vedkender sig at være sabbatsholdere, elskede verden og det der er i den, så meget at de er blevet fordærvet af dets ånd og påvirkning; det guddommelige er blevet adskilt fra deres karakter og det sataniske har sneget sig ind og forvandlet dem, så de tjener Satans hensigter, og er uretfærdighedens redskaber. I modsætning til disse mennesker fik jeg vist flittige, ærlige og fattige mennesker som er parate til at hjælpe dem der behøver hjælp og som hellere selv vil lide under de velhavende skade, end at udvise en så nøjeregnende og begærlig ånd som de udviser; (538) mennesker som, selv i det små, sætter en ren samvittighed og rettighed højere end rigdomme. De er ganske villige til at hjælpe andre, villig til at gøre alt de gode de kan, så de ikke samler sig rigdomme; deres jordiske besiddelser forøges ikke. Hvis der er noget, der kræver midler eller arbejde som har et godgørende formål, vil de være de første der bidrager til det på den ene eller anden måde og ofte langt mere end hvad de egentlig evner og således fornægter sig selv visse nødvendige goder, så de kan udføre deres gode hensigter.

(538)  Fordi disse mennesker kun praler en smugle af deres jordiske rigdomme, betragtes deres evner, dømmekraft og visdom som utilstrækkelig. Man regner dem for ikke at have nogen særlig værdi og deres indflydelse kan ikke værdsættes af mennesker; men hvordan ser Gud på disse ringe kloge folk? De anses for at være dyrebare i hans øjne og selv om deres rigdomme på jorden ikke vokser, samler de ufordærvelige rigdomme i himlen til sig selv og ved dette viser en kløgtighed, der er langt højere end de kløgtige, beregnende, begærlige og bekendende kristne, ligesom det guddommelige er langt over det jordiske, kødelige og sataniske. Det er den moralske værdi Gud værdsætter. En kristen karakter, uplettet for havesyge, som er dæmpet og er sagtmodig og ydmyg er mere dyrebar i hans øjne end det fineste guld, selv Ofirs guldstykke.

(538)  Velhavende folk skal prøves nøjere end det nogensinde før er blevet. Hvis de står prøven og overvinder deres karakters skavanker og de, som Kristi trofaste tjenere, giver det tilbage til Gud, som er hans, vil der kunne siges til dem: »Vel, du gode og tro tjener, du har været tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din herres glæde,"

(538)  Jeg blev da henvist til lignelsen om den uretfærdige tjener: »Og jeg siger jer: skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige mammon, for at de, når det er forbi med den, kan tage imod jer i de evige boliger. Den, som er tro idet små, er også tro i det store og den, som er uretfærdig i (539) det små, er også uretfærdig i det store. Hvis I altså ikke har været tro med den uretfærdige mammon, hvem vil så betro jer den rette? Og hvis I ikke har været tro med det, som tilhørte andre, hvem vil så give jer noget at eje selv?"

(539)  Hvis mennesker undlader at give det tilbage til Gud, som har lånt dem til brug for hans herlighed og således øver røveri mod ham, begår de et fuldstændigt nederlag. De midler han har lånt dem, kan de forbedre sig med, ved ikke at tabe nogen anledninger til at gøre godt og på den måde kan de hele tiden samle sig skatte i himlen. Men hvis de skjuler talentet, ligesom manden med det ene talent og er bange for at Gud vil få det som deres talent tjener ind, vil de ikke bare miste væksten, som til sidst tildeles den trofaste tjener, men også den kapital som Gud gav dem at arbejde med. Fordi de har røvet fra Gud vil de ikke have rigdomme opsamlet i himlen og de mister også deres jordiske rigdomme. De har ingen bolig på jorden og ingen Ven i himlen til at tage imod den i retfærdighedens evige bolig.

(539)  Kristus erklærer: »Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.« - kan ikke tjene Gud og jeres rigdomme også. »Alt dette hørte farisæerne, som var pengekære og de gjorde nar af ham.« Bemærk Kristi ord til dem: »I er folk, som gør jer selv retfærdige i menneskers øjne; men Gud kender jeres hjerter, thi det, som sættes højt blandt mennesker, [som er rigdomme der opnås ved undertrykkelse, ved bedrag, ved list, ved svig, eller på nogen anden uærlig måde,] er en vederstyggelighed for Gud.« Så præsenterer Kristus de to karakterer, den rige, som er klædt i fint, violet linned og som lever hver dag i overdådighed og Lazarus, som var i ussel armod og så hæslig ud og som bad om brødsmugler som den rige mand ikke ville have. Vor Frelser viste sin vurdering af de to. Selv om Lazarus (540) var i en så elendig og ussel tilstand, havde han en sand tro, en sand moralsk værdi, som Gud så og som han anså at være af en så stor værdi at han tog denne stakkels foragtede lidende mand og satte ham i den mest ophøjede position, medens den ærede og magelige velhavende mennesker, blev stødt ud fra Guds nærhed og styrtet i ubeskrivelig ulykke og smerte. Gud værdsætter ikke dette velhavende menneskes rigdomme, fordi han ikke har nogen sand moralsk værdi. Hans karakter er værdiløs. Hans rigdomme anbefaler ham ikke Gud og kan heller ikke vinde hans gunst.

(540)  Ved denne lignelse vil Kristus lære sine disciple at de ikke skal bedømme eller værdsætte mennesker efter deres rigdomme eller efter den ære de får fra andre. Dette var den måde farisæerne dømte efter. Selv om de både havde rigdomme og verdslig ære var de værdiløse i Guds øjne og mere end det: de blev foragtet og forkastet af ham fordi der ikke var nogen moralsk værdi eller sundhed i dem. De var fordærvede, syndige og afskyelige i hans øjne. Det ringeagtede menneske, foragtet af sine medmennesker og modbydelige i deres øjne, er dyrebare i Guds øjne, fordi han har moralsk sundhed og værdi og på denne måde gør sig egnet til at blive indlemmet i de rene og hellige engles fællesskab og blive en Guds arving og en medarving sammen med Kristus.

(540)  I Paulus' formaning til Timoteus advarer han mod en klasse som ikke vil samtykke i gode og sunde ord og som vurderer de rige forkert. Han siger: »Hvis nogen fører fremmed lære og ikke holder sig til vor Herres Jesu Kristi sunde ord og den lære, som sigter på gudsfrygt, så er han opblæst, skønt han intet forstår, men er syg efter ordstrid og mundhuggeri. Deraf kommer misundelse, kiv, smædeord, ondsindet mistanke og idelige rivninger mellem mennesker, der har et fordærvet sind og har sat sandheden til, når de mener, at gudsfrygt er en kilde til vinding. Ja, gudsfrygt er virkelig en stor vinding - sammen med nøjsomhed. Thi vi har ikke bragt noget med ind i (541) verden og kan heller ikke bringe noget ud fra den. Når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje med det. Men de, som er rige, falder i fristelser, snarer, mange uforstandige og skadelige begrænsninger, som styrter mennesker i undergang og fortabelse; thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte. Men du, Guds menneske! fly alt dette og jag efter retfærdighed, gudfrygt, troskab, kærlighed, udholdenhed, sagtmodighed; strid troens gode strid, grib det evige liv, som du er kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vinders nærværelse.« »Byd dem, der er rige i den nuværende verden, ikke at være hovmodige eller sætte deres håb til den usikre rigdom, men til Gud, som i rigt mål giver os alt, for at vi må nyde godt deraf; byd dem at øve godgørenhed, være rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for Den-kommende-tid, så de kan gribe det virkelige liv."

(541)  Paulus vil i dette brev indprente for Timoteus, at det er nødvendig at give en sådan belæring, der bør fjerne det bedrag, som så let lister sig ind på den rige, som på grund af deres rigdomme er de fattige overlegne, der på grund af deres evne til at opnå vinding, er de overlegen i kløgt og dømmekraft - der i et kort stykke tid er gudsfrygt. Her er et frygteligt bedrag. Hvor få giver agt på den formaning Paulus gav Timoteus for de rige! Hvor mange smiger sig selv med at deres bjærgsomhed er gudfrygtighed! Paulus erklærer, »Gudsfrygt er virkelig en stor vinding - sammen med nøjsomhed« Selvom de rige bruger hele deres liv til det ene mål at få rigdomme, kan de ikke bringe noget ind i verden, heller ikke bringe noget ud af verden. De må dø og efterlade det som har kostet dem så meget arbejde at få. De sætter deres eget liv på spil, deres evige interesser, for at få disse besiddelser og mister begge verdner.

(541)  Paulus viser hvilken risiko mennesker løber når de vil være rige. Men (542) mange er opsat på at blive rige; det er deres hvad de bestræber sig på og i deres iver overses de evige hensyn. De er forblændet af Satan og de får sig selv til at tro at det er med godt fortsæt, de ønsker denne vinding; de forvrænger deres samvittighed, bedrager sig selv og higer hele tiden efter rigdomme. Disse er faret bort fra troen og har viklet sig selv ind i mange sorger. De har ofret deres rigtige og ophøjede principper og opgivet deres tro for rigdomme og hvis de ikke blev skuffet over deres mål, blev de skuffet over den lykke de troede rigdomme ville bringe med sig. De er i vildrede, omtåget af bekymringer; de har gjort sig selv til slaver for deres havesyge og har tvunget deres familier til det samme slaveri og de fordele de høster er "mange bekymringer". »Byd dem, der er rige i den nuværende verden, ikke at være hovmodige eller sætte deres håb til den usikre rigdom, men til Gud, som i rigt mål giver os alt, for at vi må nyde godt deraf.« Mennesker skal ikke ophobe deres rigdomme og ikke få noget godt ud af dem og fratage sig livets behagelighed og faktisk blive slaver for at bibeholde eller forøge deres jordiske rigdomme.

(542)  Apostelen Paulus viser den eneste rette brug af rigdomme og påbyder Timoteus at formane de rige til at gøre godt, så de kan blive rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for Den-kommende-tid, - der henviser til endens tid - så de kan gribe det virkelige liv. Paulus' lære harmoner fuldstændigt med Kristi ord: »Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige mammon, for at de, når det er forbi med dem, kan tage imod jer i de evige boliger.« Gudfrygtighed sammen med tilfredshed er stor vinding. Her er den sande hemmelighed for lykke og en virkelig fremgang for sjæl og legeme.