Vore forlag

(449)  Gud vil at alle knyttet til hans institutioner viser evner, skarpsindighed og fremsyn. Han vil have at de bliver mænd og kvinder med en velopbygget forstand og ikke ligger bagud for noget; og når de personligt mærker nødvendigheden af dette og arbejder efter målet, så vil Jesus hjælpe dem i deres stræben. Idet de arbejder på vækstplanen og sikrer sig Åndens nåde, vil Gud arbejde for deres skyld, på vækstplanen. Forbindelse med Gud vil give sjælen udfoldelse, den vil ophøje den, forvandle den og gøre den bevidst om sine egen magt og vil give en klarere fornemmelse af det ansvar, der påhviler hver enkelt, at gøre skønsom brug af de evner Gud har overdraget.

(450)  (450) Enhver bør tilstræbe sig streng sparsommelighed i udgifterne; og han bør endog være mere trofast med omgangen af andres midler, end med sine egne anliggender. Men dette sker sjældent. Ingen får personlig udbytte af vort kontors overskud eller kommer til at lide af indkasserede tab; men ejendommen tilhører Herren og hans sag påvirkes materielt af den måde arbejdet gøres på. Hvis Guds sag begrænses i midler, så er et vigtigt arbejde, som kunne og burde gøres, blevet forsømt.

(450)  Selvom der altid skal udvises sparsommelighed, bør det aldrig udarte sig i noget dårligt. Alle som arbejder på vore kontorer bør føle at de har med Guds ejendomme at gøre, at de er ansvarlige for væksten af den investerede kapitals vækst og at de vil drages til ansvar på Guds dag, hvis den, på grund af manglende flid og omtanke, er blevet mindre for dem. Alle kaldes til at undgå tids- og pengespild. Medarbejdernes trofasthed og modsatte overfor det de nu har betroet, vil afgøre om de kan betros evige rigdomme. Enhver afkræves af Gud til at gøre det arbejde han har fået grundigt og hurtigt. Det enkelte eksempel bør tjene til andres flid og opmærksomhed. Ved alvorlig, samvittighedsfuld trofasthed i alt, kan jorden bringes nærmere himmelen og dyrebare frugter kan frembæres til begge verdener.

(450)  De hænder der bruges i vore forlags forskellige afdelinger gør ikke den mængde arbejde, som der forlanges på andre af den slags steder. Megen tid går til spilde på unødig samtale, bortødsle dyrebare timer, medens arbejder lider af forsinkelse. På adskillige afdelinger, taber kontoret noget, fordi personer kommer ind, som ikke udviser omhu og sparsommelighed. Skulle disse personer gøre arbejdet for sig selv, ville nogle udrette en tredjedel mere arbejde om dagen, end de gør nu. Andre ville ikke gøre mere end de gør nu.

(451)  (451) Betalte timer bør bruges trofast. At spilde tiden eller materialerne er en vanære for Gud. Nogle få øjeblikke bortødsles her og nogle få øjeblikke bliver, i løbet af en uge, næsten til en hel dag og nogen gange til mere end det. "Tid er penge" og spild af tid er spild af penge til Guds sag. Når dem, som bekender troen, nøler med tiden og ikke viser hensyn dertil, viser at de ikke har hjertelig interesse for arbejdets fremgang, vil ikke-troende ansatte følge deres eksempel. Hvis alle ville bruge deres tid på bedste måde, ville rigtig mange midler kunne spares for sandhedens sag. Når hjertet er med i arbejdet, vil det gøres med alvor og energi og gå hurtigere. Alle burde blive klar over hvad der skal gøres, gøre det rigtigt og hurtigt, arbejde som om det er direkte under den store Mester, Jesus Kristus direkte ledelse.

(451)  Der udvises desuden ikke eftertænksom omhu for materiel og maskiner. Dette er en fejl der bør ses på i både større og mindre sammenhænge, så intet går til spilde eller beskadiges ved forsømmelse. Et lille spild her og der, bliver til meget på årsbasis. Nogle har aldrig lært at bruge deres evner til at spare resterne, upåagtet Kristi formaning: »Saml de tiloversblevne stykker sammen, så intet går til spilde.« Materialet bør ikke skæres i stykker for at få et lille stykke. Med lidt eftertænksomhed vil man kunne samle de små stykker op som var kastet bort. Man bør være opmærksom på, at noget så dumt som papiraffald, kan omsættes i penge.

(451)  På grund af manglende personlig interesse, går mange ting til spilde, som med få øjeblikkes eftertænksomhed, på rette tid, kunne spares. "Jeg glemte" skaber mange tab på vore virksomheder. Og nogle har ikke interesse for det, der ikke kommer under deres særlige del af værket. Dette er helt forkert. Selviskhed fremkalder tanken, "Det tilkommer ikke mig at bekymre mig om det;" men trofasthed og pligtfølelse vil tilskynde enhver til at bekymre sig for alt hvad der kommer under hans opmærksomhed. (452) Hovedarbejdernes eksempel i binderiet følges af dem som arbejder dér; alle bliver skødesløse og hensynsløse; og en masse går til spilde, svarende til deres løn. En ansvarlig person i værkets ledelse vil spare hundredvis af dollars hvert år på den virksomhed, i den afdeling.

(452)  Over hele virksomheden burde der være et princip om at økonomisere. For at kunne spare må dollars, ticenter og center opsamles omhyggeligt. Mennesker som har haft held med virksomheder, har altid været sparsommelige, udholdende og energiske. Lad alle som er knyttet til Guds arbejde, nu begynde med at uddanne sig selv grundigt som opsynsmænd. Selvom deres arbejde ikke påskønnes på jorden, bør de aldrig fornedre sig selv, i deres egne øjne ved at være upålidelige i hvad de gør. Det tager tid for en person at blive vænnet så meget til en livsvane, at man bliver lykkelig for det. [For tid og evighed vil vi hver især blive, hvad vore vaner gør os til. De, som i deres liv udvikler rigtige vaner og som er tro i udførelsen af enhver pligt, vil være som skinnende lys der kaster klare stråler på andres sti; men dersom nogen hengiver sig til vaner, der vidner om utroskab og dersom slappe, dorske vaner og forsømmelighed får lov til at styrkes, vil en sky, som er sortere end midnatten, lægge sig over udsigterne i dette liv og for stedse afskære den pågældende fra det evige liv. Vejl f menigh bd. 1 side 496]

(452)  Får en selvisk tanke frit løb, forsømmes en pligt, beredes vejen for det øvrige. [Hvad vi har dristet os til at gøre én gang, er vi mere tilbøjelige til at gøre igen. Vaner som ædruelighed, selvbeherskelse, sparsommelighed, opmærksom deltagelse, sund og fornuftig samtale, udholdenhed og sand høflighed opnås ikke uden omhyggelig og årvågen selvkontrol. Det er meget lettere at blive demoraliseret og fordærvet end at sejre over fejl, holde selvet under kontrol og opelske sande dyder. Det vil kræve udholdende anstrengelser, hvis de kristne dyder nogensinde skal fuldkommengøres i vort liv. Barnet i hjemmet side 194]

(452)  Der burde ske betydningsfulde ændringer på vore virksomheder. Udsættes noget, som behøver absolut opmærksomhed, indtil tiden er bedre, vil dette være en fejltagelse og føre til tab. (453) Det kræver nogle gange det dobbelte arbejde at blive opmærksom på noget senere, end hvis det var på øjeblikket. Der er sket mange frygtelige tab og fatale ulykker ved at lægge sagerne til side, som skulle have opmærksomhed med det samme. Arbejdstiden bruges i usikkerhed. Man tænker på hvad vi vil gøre i morgen; men i morgen er det ofte for sent. Vore virksomheder lider finansielt hver dag på grund af ubeslutsomhed, pjat, hensynsløshed, magelighed og for nogles vedkommende: direkte uærlighed. Der arbejder nogle på disse virksomheder, som lader det gå så ligegyldigt, som om Gud ikke havde givet dem åndelige kræfter til ansvars-arbejde. Sådanne egner sig ikke til nogen pligter, de er ikke til at stole på. Mænd og kvinder, som undgår pligter som kan være vanskelige, vil forblive svage og ineffektive.

(453)  Dem som uddanner sig selv til at gøre deres arbejde hurtigt, såvel som under lave udgifter, vil drive deres forretning, i stedet for at forretningen drive dem. De vil ikke hele tiden haste sig og forvirres, fordi de har travlt med deres arbejde. Flid og nøje troskab er uundværlig for succes. [Hver times gerning bliver gennemgået hos Gud og betegnet som troskab eller utroskab. Beretningen om spildte øjeblikke og ubenyttede anledninger må man møde, når retten sættes, bøgerne åbnes og enhver dømmes efter det, som står skrevet i bøgerne. Egenkærlighed, misundelse, stolthed, dovenskab eller hvilken som helst synd, der næres i hjertet, vil udelukke et menneske fra himmelens salighed. »I er trælle under ham, som I lyder, enten under synden til død eller under lydigheden til retfærdighed.« Vejl f menigh bd. 1 side 430]

(453)  Vore virksomheder mangler stabile og fastfunderede folk. Da jeg fik vist det, fra lokale til lokale så jeg at arbejdet blev ført med ligegyldighed. Der tabes ved alle betroede stillinger. Manglen på grundighed er tydelig. Medens nogle har båret ansvarstunge byrder, har andre i stedet for at dele disse byrder, øget bekymringerne. Dem som (454) ikke har lært sparsommelighedens lektie og fået hvad de vil have i deres barndom og ungdom, vil ikke være forstandige og økonomiske i hvad de har med at gøre. Det er en synd at ikke udnytte vore evner, så de kan bruges til Guds ære. Alle har ansvar at bære, ingen kan fritages.

(454)  Mennesker er forskellige og alle behøver mere eller mindre oplæring. Enhver handling i forbindelse med Guds sag bør kendetegnes med varsomhed og beslutsomhed. Uden beslutninger, vil man være vaklende og ustabil som vand og kan aldrig få rigtige resultater. Alle, som bekender sig til Kristus bør være medarbejdere. Der er ingen dagdrivere i troens husholdning. Hvert medlem i familie har fået en opgave, en del af Herrens vingård, til at arbejde i. Den eneste måde Guds krav kan imødekommes på, er at vi hele tiden er udholdende i vor stræben efter højere nytte. I bedste fald er det kun lidt vi kan udrette, men hverdagens arbejde vil øge vore evner til at arbejde effektivt og bære frugten til Guds ære.

(454)  Nogle øver ikke selvkontrol over deres appetit, men giver smagen frit løb, på bekostning af sundheden. Som følge deraf omtåges hjernen, deres tanker bliver langsomme og de får ikke udrettet det, som de kunne, hvis de var selvfornægtende og mådeholdne. Dette frarøver Gud den fysiske og åndelige styrke, som kunne være helliget for hans tjeneste; dersom der var udvist mådehold i alle ting. Paulus var en helsereformer. Han sagde: »Men jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.« Han mærkede et ansvar på sine skuldre, for at bevare alle sine kræfter i deres styrke, så han kunne bruge dem til Guds ære. Hvis Paulus var i fare for umådeholdenhed, er vi i større fare, fordi vi ikke mærker og erkender, ligesom han, nødvendigheden af at forherlige Gud i vore legemer og ånd, som er hans. Overbespisning er denne tids synd.

(454)  Guds ord sætter grådighedens synd i samme kategori som fordrukkenhed. Så anstødelig var denne synd i Guds øjne, at han gav Moses anvisninger om, at et barn (455) som ikke kunne beherske sin appetit, men ville fylde sig med alt velsmagende, skulle af sine forældre bringes frem for Israels herskere og stenes til døde. Grovæderens tilstand blev betragtet som håbløs. Han ville ikke være til nytte for andre og var en forbandelse for sig selv. Han kunne ikke få noget ansvar i noget som helst. Hans indflydelse vil altid besmitte andre og verden ville være bedre uden en sådan karakter; for hans frygtelige mangler ville foreviges. Ingen som har fornemmelse af deres ansvar for Gud, vil tillade dyriske lidenskaber kontrollere fornuften. Dem som gør dette er ikke kristne, hvem de end er og hvor høj deres bekendelse end er. Kristi formaning er: »Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.« Her viser han os at vi kan være ligeså fuldkomne i vor omgangskreds, som Gud er i sin.

(455)  Dem som er ansat på vore forlag forbedrer sig ikke som Gud vil have de skal. Der er mangel på alvorlig, uselvisk interesse i det arbejde, de er i. Gud kræver at disse medarbejdere i hans sag daglig får mere kundskab. De bør udnytte de evner som Gud har givet dem, på en klog måde, så de er effektive, grundige arbejdsfolk og udføre deres arbejde uden tab for virksomheden.

(455)  De klogeste mennesker må lære nyttige lektier fra jordens mindste skabningers måde at arbejde på. [De flittige bier giver intelligente mennesker et eksempel, som de gør vel i at efterligne. Disse insekter holder fuldkommen orden og der tillades ingen lediggang i bikuben. De udfører deres bestemte opgave med en intelligens og aktivitet, der overstiger vor fatteevne.] Myrerne som vi kun anser som plagedyr der skal trædes under fødderne, er i mange henseender mennesket overlegent; for mennesket udnytter ikke Guds gaver lige så klogt. [Vismanden henleder vor opmærksomhed på de små ting på jorden: »Gå hen til myren, du lade, se dens færd og bliv viis. Skønt uden fyrste, foged og styrer sørger den dog om sommeren for æde og sanker sin føde i (456) høst.« »Myrerne, de er et folk uden styrke, samler dog føde om sommeren.« Disse små lærere underviser os om trofasthed. Hvis vi med den samme flid udviklede de evner, som en alvidende skaber har givet os, hvor ville vore muligheder for at gøre gavn da blive forøget! Guds øje hviler på hans mindste skabninger. Betragter han da ikke mennesket, som er dannet i hans billede og kræver noget tilsvarende af det til gengæld for alle de fordele, han har givet? Barnet i hjemmet side 57]

(456)  Virksomhederne vil aldrig få fremgang hvis der ikke er mere uhildede, uselviske medarbejdere, som er oprigtige gudfrygtige mænd og kvinder, selvfornægtende og samvittighedsfuldt selvstændige for Gud og det rigtige. Den lokale redaktør på Review and Herald vil få anledning til at tale med alvor og fasthed. Han bør stå som forsvar for det rigtige, bruge al den indflydelse hans stilling giver ham. Ældre Waggoner er blevet sat i en lidet misundelsesværdig situation, men han er ikke blevet efterladt alene. Gud har hjulpet ham og under de omstændigheder har han handlet fornemt. Herren har ikke fjernet ham fra sin stilling, men han må stadig arbejde i Oakland og San Francisco.

(456)  Gud kræver meget af dem, han har betroet meget; medens dem, som kun har lidt, forlanges det tilsvarende af; men alle kan give af sig selv og i deres handlinger vise deres troskab mod Kristi dyrebare sag. Mange kan (457) indskrænke deres udgifter og derved blive mere gavmild for Kristus. Selvfornægtelse for Kristi skyld er den kamp, vi har foran os.

(457)  »Kristi kærlighed,« siger Paulus, »tvinger os.« Det var det der drev hans adfærd; det var hans bevæggrund. Hvis hans iver på pligtens sti for et øjeblik udmattes, åbenbares et glimt af korset og Kristi forbløffende kærlighed i sit uforlignelige offer, så er det nok til at han, i tankerne, på ny binder op om lænden og går videre på selvfornægtelsens sti. I sit arbejde for sine brødre stolede han meget på den udviste evige kærlighed til Kristi forunderlige fornedrelse, med al dens undertrykkende og betvingende magt.

(457)  Hvor alvorlig og hvor rørende er ikke hans appel: »I kender jo vor Herres Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans fattigdom skulle blive rige.« I kender den højde han ydmygede sig fra; I kender til den dybe ydmygelse som han steg ned fra. Hans fødder gik på selvfornægtelsens og selvopofrelsens sti og veg ikke til siden, før han gav sit liv. Der var ingen hvile for ham, mellem himmelens trone og korset. Hans kærlighed for mennesker fik ham til at byde enhver krænkelse velkommen og lide alle mishandlinger. »Og jeg helliger mig selv for dem.« Jeg lægger al min herlighed hen, alt hvad jeg har, for at arbejde for menneskers forløsning. Hvor lidt gør mennesker så ikke nu, for at hellige sig selv til Guds arbejde, så sjæle kan frelses gennem dem.

(457)  Paulus formaner os til »ikke at se hver på sit eget, men også på de andres.« Han påbyder os at efterligne vort store Forbilledes liv og tilskynder os til at have »det samme sindelag ... i jer, som var i Kristus Jesus Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig, men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig. Og da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors.« Apostlen dvæler over punkt efter punkt, at vore tanker må gribe og helt fatte Frelserens forunderlige (458) nedladenhed for synderes skyld. Han fremstiller Kristus for os, som han var, da han var Gud lig og modtog englenes tilbedelse og så gør han sin nedstigning, indtil han når ydmygelsens laveste dybder, så han med sin menneskelige arm, kan nå faldne mennesker og løfte dem op fra deres fordærv til håb, glæde og himmelen.

(458)  Paulus blev dybt bevæget over at Kristi ydmygelse kunne ses og erkendes. Han var overbevist om at hvis mennesker kunne komme til at forstå det forbløffende offer, himmelens Majestæt gjorde, ville al selviskhed forjages af deres hjerter. Han retter først tankerne mod den position Kristus havde i himmelen, i hans Faders skød; derefter åbenbarer han hans herlighedsaflæggelse og lagde sig frivilligt under alle menneskenaturens ydmygende vilkår, påtog sig en tjeners ansvar og blev lydig til døden og den død var den mest skændige, afskyelige, mest skammelige og mest pinefulde - korsets død. Kan kristne vente et så forunderligt bevis på Guds kærlighed for mennesker, uden kærlighedstrang og en erkendelse af at vi ikke er vore egne? En sådan Mester burde ikke betjenes ud fra modstræbende, begærlige og selviske motiver.

(458)  »I ved jo,« siger Peter, »at det ikke var med forkrænkelige ting, med sølv eller guld.« Oh var dette tilstrækkeligt til at købe menneskers frelse, hvor let ville det så ikke have været for ham som siger: »Mit er sølvet og mit er guldet.« Men overtræderen af Guds hellige lov kunne kun indløses af Guds Søns dyrebare blod. Dem som ikke påskønner det forunderlige offer de har fået gjort, tilbageholder deres midler og deres fysiske, mentale og moralske kræfter fra Kristi tjeneste, vil gå tabt i deres selviskhed.

(458)  »Den, som ikke har, [gjort bedste brug af sine evner og midler], fra ham skal endog det tages, som han har.« Dem som er for magelige til at erkende deres ansvar og bruge deres evner, vil ikke modtage Guds (459) velsignelse og de evner som de havde, vil tages bort og gives til aktive, nidkære medarbejdere, som forøger deres talenter under ustandselig brug. »Ser du en mand, som er snar til sin gerning, da skal han stedes for konger, ikke for folk af ringe stand.« En person som arbejder ihærdigt under Guds Ånds vejledning, vil have kraft og indflydelse, for alle ser hos ham en utrættelig helligelse for Guds sag i hver gren hvor opgaverne kalder ham.

(459)  Alle hænder i vore virksomheder burde sætte sig selv i den gunstigste tilstand, for det godes grundlag og korrekte vaner. Adskillige gange hver dag burde dyrebare, gyldne øjeblikke helliges til bøn og studiet af skifterne, om det så blot er at lære en tekst udenad, så kan det åndelige liv eksistere i sjælen. Sagens forskellige interesser, giver os føde til genspejlning og inspiration til vore bønner. Samfund med Gud er yderst nødvendig for åndelig helse og kan her kun opnås, da visdom og rigtig dømmekraft er så nødvendig for at udføre alle pligter.

(459)  Den styrke der fås i bøn til Gud, sammen med personlig oplæring til hensynsfuldhed og ansvar, bereder personen til daglige opgaver og holder ånden i fred under alle omstændigheder, uanset hvor vanskeligt det er. De fristelser vi daglig udsættes for, gør bøn nødvendig. For at kunne holdes fast af Guds kraft, ved hjælp af tro, bør sindets ønsker hele tiden stige op i stille bøn efter hjælp, efter lys, efter styrke, efter kundskab. Men omtanke og bøn kan ikke gå i stedet for tidens alvorlige, trofaste fremskridt. Der kræves både arbejde og bøn for at udvikle kristen karakter.

(459)  [Vi må leve et alsidigt liv et tankens og handlingens liv, et liv i stille bøn og alvorligt arbejde. Alle, der har modtaget sandhedens lys, bør føle det som deres pligt at sprede lysstråler på de ubodfærdiges sti. De skulle være vidner for Kristus i vore kontorer lige så vist som i menigheden. Gud kræver, at vi skal være levende breve, som kendes og læses af alle mennesker. Den sjæl, som ved daglig, alvorlig bøn vender sig til Gud for der at hente sin (460) styrke, sin støtte, sin kraft, vil hige efter ædle mål og have klare begreber om sandhed og pligt, høje forsætter i sine handlinger og en uafbrudt hunger og tørst efter retfærdighed. Ved at holde forbindelsen med Gud ved lige vil vi gennem vor omgang med andre blive i stand til at meddele dem det lys, den fred og den ro, som hersker i vore hjerter og til at give dem et eksempel på urokkelig troskab mod den gerning og de interesser, vi beskæftiger os med. Vejl f menigh bd. 2 side 312]

(460)  Hos mange som arbejder på vore kontorer er der næsten fuldstændig mangel af kærlighed og gudsfrygt. Selvet hersker, selvet kontrollerer og Gud og himmelen kommer knapt nok ind i tankerne. Hvis disse personer kunne se, at de er på den evige verdens rand og at deres fremtidige skæbne (interesse) vil afgøres af deres nuværende handlemåde, ville der ske en markant ændring hos alle, der arbejder på disse kontorer.

(460)  Men mange som er involveret i Guds hellige arbejde er lammet af Satans bedrag. De er faldet i søvn på den fortryllede grund. Dage og måneder går, medens de stadig er ubekymrede, som der ikke var nogen Gud, ingen fremtid, ingen himmel, ingen straf for at forsømme pligterne eller undgå ansvar. Men dagen nærmer sig hurtig, hvor hver enkelt sag vil afgøres, efter hans gerninger. Mange har en frygtelig plettet optegnelse i Himmelens protokol.

(460)  Når disse arbejdere vækkes til eget ansvar, når de skal lægge deres besmittede sjæle frem for Gud, sådan som de er og deres alvorlige råb griber fat i Guds kraft, vil de da vide, at Gud hører og besvarer bøn. Og når de vågner op, vil de se hvad de har mistet på grund af deres ligegyldighed og utroskab. Da vil de finde at de kun har nået en lav standart. Hvis deres sind og evner blevet opdyrket og udnyttet til Gud, kunne de have haft en rig erfaring og have været redskab til at frelse deres medmennesker. Skulle de endog frelses til sidst, ville de igennem hele evigheden se de tabte anledninger i prøvetiden.

(461)  (461) Religiøse privilegier er blevet forsømt for meget af dem der er ansat på kontorerne. Ingen bør involvere sig i Guds arbejde, som behandler disse privilegier med ligegyldighed; for alt dette er knyttet til onde engle og er en mørk sky, en hindring for andre. For at arbejdet må lykkes, må hver afdeling i kontorerne have himmelske engles nærhed. Når Guds Ånd skal arbejde på hjertet, rense sjælstemplet for dets verdslige snavs og fornøjelsestrang, vil alt ses til bedemødet, de vil være pligtopfyldende, alvorlige og nidkære for at høste al det udbytte de kan få. Den trofaste medarbejder for Mesteren vil udnytte enhver chance for at sætte sig selv direkte under lysstrålerne fra Guds trone og dette lys vil genspejles på andre.

(461)  Bedemødet bør ikke blot have god deltagelse, men så ofte som engang om ugen, bør der afholdes et lovprisningsmøde. Det er os ligeså frit at udtrykke vor taknemmelighed for de nådegaver vi får, som vi taler om klager, tvivl og vantro. Vi må bringe glæde til andres hjerter, i stedet for at kaste modløshed og mørke over dem. De som beklager sig, altid ser afskrækkelsen på vejen og taler om prøvelser og vanskeligheder, burde tænke over det uendelige offer som Kristus har gjort for deres skyld. Så kan de vurdere alle deres velsignelser i korsets lys. Når vi ser på Jesus, vor tros Ophav og fuldender, hvem vore synder har gennemboret og vore sorger har bebyrdet, ser vi grund til glæde og pris og vore tanker og ønsker vil lægges under Kristi vilje.

(461)  I de nådige velsignelser som vor himmelske Fader har tildelt os, kan vi se utallige beviser på en kærlighed, der er uendelig og en øm kærlighed, der overgår en moders længselsfulde forståelse for sit egensindige barn. Når vi studerer den guddommelige karakter i korsets lys, ser vi nåde, ømhed og tilgivelse, blandet med ret og retfærdighed. Vi kan udbryde efter Johannes ord: »Se, hvor stor (462) en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn.« Vi ser midt på tronen Een med en lidelses mærker i hænder, fødder og i side, som blev udholdt for at forsone mennesker med Gud og Gud med mennesker. En uforlignelig barmhjertighed åbenbarer for os en Fader, uendelig, boende i utilgængelig lys og dog tager os imod sig, ved sin Søns fortjeneste. Hævnens sky som kun truede med elendighed og fortvivlelse, åbenbarer i korsets genskin Guds skrift: Lev, synder, lev! I angrende og troende sjæle, lev! Jeg har betalt en løsesum.

(462)   [Vi må samles omkring korset. Kristus og ham korsfæstet må være emnet for betragtning og for samtale, grundlaget for vore lifligste sindsbevægelser. Vi bør have disse særlige sammenkomster i den hensigt stadig at bevare alt, hvad vi får af Gud, i frisk minde og udtrykke vor taknemmelighed for hans store kærlighed og vor villighed til at overlade alting i den hånd, der blev naglet til korset for os. Her bør vi lære at tale Kana'ans sprog, at synge Zions sange. Korsets gåde og korsets herlighed kan lære os at beregne menneskets værdi og da vil vi kunne indse og erkende betydningen af at virke for vore medmennesker, for at de må kunne blive ophøjet til Guds trone. Vejl f menigh bd. 1 side 231]