Vidnesbyrd 30 (1881)
Guds tjenere

(523)  (523) Gud valgte Abraham som sin budbringer, igennem hvem verdens lys skulle videregives. Guds ord kom ikke til ham med smigrende udsigter til stor løn og stor påskønnelse og verdslig ære. »Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig;« var det guddommelige budskab til Abraham. Patriarken adlød og »drog ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen«, som Guds lysbærer, for at holde hans navn levende på jorden. Han forlod sit land, sit hjem, sine slægtninge og alle behagelige forbindelser i sit tidligere liv, for at blive en pilgrim og en fremmed.

(523)  Ofte er det nødvendigere end mange kan se, at tidligere forbindelser bør brydes op, for at dem som skal tale »på Kristi vegne« må stå i en position, hvor Gud kan uddanne og udruste dem til hans store arbejde. Slægtninge og venner har ofte en indflydelse, som Gud ser, vil kollidere med den undervisning han vil give sine tjenere. De som ikke er i nær forbindelse med himmelen vil kunne komme med antydninger og agtes disse højt vil de vende dem bort fra deres hellige arbejde, dem som burde være lysbærer til verden.

(523)  Før Gud kan bruge ham, må Abraham adskilles fra sine tidligere omgangsfæller, så han ikke styres af (524) menneskelig indflydelse eller lægger sig til menneskelig hjælp. Nu da han er blevet knyttet til Gud, må denne mand fra da af bo blandt fremmede. Hans karakter må blive noget særlig, adskille sig fra verden. Han kunne endog ikke forklare sin handlemåde, så den kunne forstås af sine venner, for de var afgudsdyrkere. Åndelige ting må ses åndeligt; derfor var hans motiver og handlinger uden for hans slægtninges og venners forstand.

(524)  Abrahams ubetingede lydighed var et af de mest slående eksempler på tro og tillid til Gud, der kan findes i de hellige skrifter. Kun med løftet om at hans efterkommere skulle eje Kanaan, uden det mindste ydre bevis, fulgte han derhen hvor Gud ledte ham, helt og oprigtig indvilligede i betingelserne på hans side og i tillid til at Herren ville opfylde sit ord. Patriarken gik hvor Gud viste hans opgave, han kom igennem ørkenen uden rædsel, han kom ind blandt afgudsdyrkende folk, med denne ene tanke: "Gud har talt; jeg adlyder hans røst; han vil lede og han vil beskytte mig."

(524)  Netop sådan en tro og tillid som han havde, behøver Guds budbringere i dag. Men mange, som Herren kunne bruge, vil ikke komme frem og høre og adlyde Stemmen over alle andre. Forbindelsen med slægtninge og venner, tidligere vaner og tænkemåder, har for ofte haft så stor en indflydelse på Guds tjenere at de kun kan belære andre en smugle og kan kun overbringe lidt kundskab efter deres mål; og for ofte sætter han for lidt tid til side og kalder andre i deres sted, som han forsøger og prøver på samme måde. Herren ville gøre meget mere for sine tjenere hvis de var helt helliget ham, værdsatte hans tjeneste over slægtninges forbund og alle andre jordiske foreninger.

(524)  Evangeliets tjenere har et helligt arbejde. De har et højtideligt advarselsbudskab at frembære til verden - et budskab som vil være en smag af liv til liv eller af død til død. De er Guds budbringere til mennesket og de bør aldrig tabe deres mission eller deres ansvar af syne. De er (525) ikke ligesom verdslige; de kan ikke være ligesom dem. Hvis de vil være sande over for Gud, må de forsvare deres særlige, hellige karakter. Hvis de stopper deres forbindelse med himmelen, er de i større fare end andre og kan udvise en stærkere indflydelse i den forkerte retning, for Satan har hele tiden sine øjne rettet på dem og venter på at en svaghed skal udvikles og derved gøre et vellykket angreb. Og hvor han jubler når han har heldet med sig; for når en Kristi ambassadør ikke er på sin vagt, kan den store fjende sikre sig mange sjæle, ved hjælp af ham.

(525)  Dem, som knytter sig tæt til Gud, kan ikke blive velstående i dettes livs sager; de må ofte prøves og plages hårdt. Josef blev bagtalt og forfulgt fordi han bevarede sin dyd og renhed. David, den valgte Guds budbringer, blev jaget som et rov af hans onde fjender. Daniel blev kastet i løvekulen fordi han var sand og urokkelig i sin troskab mod Gud. Job fik frataget sine verdslige ejendomme og så forpint legemligt at han blev afskyet af sine slægtninge og venner, alligevel bevarede han sin renhed og trofasthed mod Gud. Jeremias ville sige de ord, som Gud havde lagt i hans mund og hans tydelige vidnesbyrd ophidsede kongen og fyrsterne at han blev kastet i et modbydeligt fangehul. Stefanus blev stenet fordi han vil forkynde Kristus og han korsfæstet. Paulus blev taget til fange, slået med kæppe, stenet og til sidst lagt i døden, fordi han var en trofast budbringer, der bar evangeliet til hedningene. Den elskede Johannes blev forvist til øen Patmos »for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld."

(525)  Disse eksempler på menneskers standhaftighed, i guddommelig krafts magt, er et vidne for verden om Guds løfters trofasthed - om hans stadige nærværelse og livgivende nåde. Når verden ser på disse ydmyge mænd, kan den ikke se deres moralværdi hos Gud. Den er et trosarbejde, der stille hviler hos Gud i den mørkeste stund - uanset hvor hårdt prøvet og uvejrsplaget, mærkes det at vor Fader er ved roret. Troens øje alene kan se ud over timelige sager og fornemme værdien af evige rigdomme.

(526)  (526) Den store militærleder besejrer nationerne og røster den halve verdens hære, men han dør af skuffelse og i landflygtighed. Filosoffen som strejfer om i universet, opsporer Guds krafts tilkendegivelser overalt og glædes af deres harmoni, undlader ofte at se hånden i disse fantastiske underværker, den hånd som dannede det hele. "Mennesker med ære og som ikke forstår, er ligesom udyr der dør." Intet håb om den herlige udødelighed oplyser fremtiden for Guds fjender. Men de troens helte har løfte om arv af større værdi end nogen jordiske rigdomme - en arv der vil mætte sjælens længsel. De kan være uvidende og ikke vedkende sig verden, men de er indskrevet som borgere i himmelens optegnelsesbøger. En ophøjet storhed, en varig, evig herlighedsvægt, vil blive deres endelige belønning, som Gud har gjort til arvinger af alt.

(526)  [Evangeliets forkyndere skulle gøre Guds sandhed til det vigtigste i deres studier, i meditation og i samtaler. Det sind, der dvæler meget ved Guds åbenbarede vilje med mennesket, vil opnå styrke i sandheden. De, som læser og studerer med et oprigtigt ønske om guddommeligt lys, enten de er prædikanter eller ikke, vil snart finde en skønhed og harmoni i Skriften, som vil fange deres opmærksomhed. En harmoni, som vil ophøje deres tanker, give dem inspiration og argumenter som er mægtige til at overbevise og omvende mennesker.

(526)  Der er en fare for at prædikanter som bekender sig til sandheden, vil være tilfredse med kun at præsentere teorien, medens deres egne sjæle ikke føler den rensende kraft. Nogle har ikke Guds kærlighed i deres hjerter, som blødgør, former og forædler deres liv. Om det gode menneske erklærer salmisten: Han »har lyst til Herrens lov og grunder på hans lov både dag og nat.« Han henviser til sin egen erfaring og udbryder: »Hvor elsker jeg dog din lov Hele dagen grunder jeg på den.« »Før nattevagts timerne våger mine øjne for at grunde på dit ord.« Kristus alene side 185-186]

(526)  Ingen er kvalificeret til at stå bag den hellige talerstol, medmindre han er mærket Guds sandheds forvandlende indflydelse på (527) sig selv. Når og ikke før, kan han ved forskrift og eksempel, fremstille Kristi liv rigtigt. Men mange ophøjer mere sig selv i deres arbejde, end deres Mester og folk omvendes til prædikanten i stedet for til Kristus.

(527)  Jeg smertes ved at nogle, som forkynder den nærværende sandhed i dag, er virkelige uomvendte mennesker. De er ikke knyttet til Gud. De har en forstandsmæssig religion, men ingen omvendelse af hjertet; og det er faktisk dem der er de mest selvstolende og selvtilstrækkelige; og denne selvtilstrækkelighed vil stå i vejen for at få den nødvendige erfaring, så de kan blive effektive medarbejdere i Herrens vingård. Jeg ville ønske at jeg kunne vække dem op, som hævder at være vagtfolk på Zions mure til at indse deres ansvar. De burde vågne op og tage et højere standpunkt for Gud, for sjæle går til grunde på grund af deres forsømmelse. De må have den oprigtige helligelse til Gud, som vil få dem til at se som Gud ser og tage advarselsordene fra ham og udbasunere alarmen for dem i fare. Herren vil ikke skjule sin sandhed for sine trofaste vagtfolk. Dem, som gør Guds vilje, skal kende til hans lære. Den vise skal forstå; men den onde skal handle ondt og ingen af de onde skal forstå.

(527)  [Jesus sagde til sine disciple: »Lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.« Med det i tanke vil jeg appellere til dem, som har påtaget sig lærergerningen, først at være ydmyge elever og altid lærlinge i Kristi skole, for at tage imod Mesterens undervisning i sagtmodighed og hjertets ydmyghed. En ydmyg ånd kombineret med alvorligt arbejde, vil resultere i menneskers frelse, mennesker som er dyrt købt med Jesu blod. En lærer må forstå og tro sandhedens teori og må kunne give den videre til andre, men det er ikke det eneste der kræves af ham. »Tro uden gerninger er død.« Han behøver den tro, der virker i kærlighed og renser sjælen. En levende tro på Kristus vil bringe enhver af livets handlinger og sindets følelser i harmoni med Guds sandhed og retfærdighed.

(527)  Irritation, selvophøjelse, stolthed, lidenskab og ethvert andet karaktertræk, som ikke stemmer overens med vort hellige Mønster må overvindes. (528) Da vil ydmyghed, sagtmodighed og oprigtig taknemmelighed stadig flyde ud fra hjertets rene kilde. Jesu stemme må kendes i de budskaber som kommer fra hans sendebuds læber. samme side 186]

(528)  Vor må forny og nyomvende vort arbejde. En virkekraft og magt i en sandt omvendt arbejde, vil få hyklerne i Zion til at skælve og synderne til at være bange. Sandhedens standard og hellighed følger lige i hælene. [Hvis de, som forkynder vor tids alvorlige advarsler virkelig forstod deres ansvar overfor Gud, ville de se betydningen af inderlig og brændende bøn. Når byen ved midnatstid var faldet til ro og hver mand var gået til sit hus, ville Kristus vort eksempel, begive sig til Oliebjerget. Der ville han i træernes skygge tilbringe hele natten i bøn. Han, som selv var uden antydning af synd, han, hvis stemme de forfærdede disciple igennem stormen hørte i den fjerde nattevagt, som en himmelsk velsignelse og en, hvis ord kunne opvække de døde fra deres grave. Ham var det, som bad så inderligt under gråd og tårer ikke for sig selv men for dem, han var kommet for at frelse.] Da han blev til en ydmyg person, søgte han ny styrke ved sin Faders hånd og kom fornyet og bestyrket frem som menneskets stedfortræder. Han identificerede sig selv med den lidende menneskehed og gav dem et eksempel på bønnens nødvendighed. [samme s 186]

(528)  Hans natur var uden syndens fordærvelse. Som Menneskesøn bad han til Faderen og viste at menneskenaturen kræver al den guddommelige støtte som mennesket kan få, så det kan styrkes til opgaven og beredes til trængsler. [Som livets fyrste havde han kraften fra Gud og sejrede for sit folk. Denne frelser som bad for dem, der ikke savnede forbøn og græd for dem, som ikke savnede tårer står nu foran tronen for at modtage og fremlægge for sin fader bønner fra dem, som han bad for på jorden. Vi må følge Kristi eksempel. Bøn er en nødvendighed i vor gerning for at (529) frelse mennesker. Kun Gud kan frembringe høst fra den sæd, vi sår.

(529)  Det mislykkes ofte for os, fordi vi ikke er klar over at Kristus er lige så virkelig hos os ved sin Ånd, som da han færdedes synligt og i ydmyghed på jorden. Afskedsløftet til disciplene ved hans himmelfart, »Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende,« har ikke forandret sig i tidens løb. Efter hans forordning skulle der være en rækkefølge af mænd, som skulle få deres autoritet fra troens første lærere til at fortsætte forkyndelsen af Kristus og ham korsfæstet. Den store Lærer har overgivet kraften til sine tjenere, som har denne "skat i lerkar". Kristus vil føre opsyn med sine udsendinges gerning, hvis de venter på hans undervisning og vejledning.]

(529)  Tjenere som virkelig er Kristi repræsentanter er bønnens mennesker. [Med en alvor og tro, som ikke vil blive fornægtet, vil de gøre fordring på den kraft fra Gud. som udruster til at møde pligter og prøvelser og en helligelse af læberne ved berøring med levende kul fra alteret til at tale Guds ord til folket. »Den Herre Herren gav mig lærlinges tunge, at jeg skulle vide at styrke de trætte med ord; han vækker hver morgen mit øre, han vækker det til at høre, som lærlinge hører."

(529)  Kristus sagde til Peter: »Simon, Simon se, Satan begærede jer for at sigte jer som hvede. Men jeg bad for dig, at din tro ikke måtte glippe.« Hvem kan vurdere resultaterne af de bønner verdens frelser bad? Når Kristus skal se sin sjæls møje og blive mættet, da opfatter man betydningen af hans alvorlige bønner, mens hans guddom var skjult i menneskelig natur.

(529)  Jesus bad indtrængende, ikke kun for én, men for alle sine disciple: »Fader! jeg vil, at hvor jeg er skal også de, som du har givet mig, være hos mig.« Hans øje trængte igennem fremtidens mørke tæppe og læste alle Adams efterkommeres livshistorie. Han levede sig ind i hvert oprørt menneskes byrder og sorger, (530) og denne oprigtige bøn indbefattede, sammen med hans daværende disciple, alle hans efterfølgere frem til tidernes afslutning. »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig.« Ja, Kristi bøn omslutter selv os. Vi skal trøste os med at vi har en stor talsmand i himlen, som fører vores bønner frem for Gud. »Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige.« I nødens stund, når sjælen overvældes af modløshed, ser Jesu øje at vi trænger til Hans hjælp. Det er i menneskets nødvendighed at Gud har sin mulighed. Når al menneskelig hjælp svigter, så kommer Jesus til vor redning og Hans tilstedeværelse driver mørket på flugt og løfter mørkets skyer. samme s 172]

(530)  I deres lille båd på Galilæas sø, midt i storm og mørke, sled disciplene hårdt for at nå kysten, men fandt alle deres anstrengelser forgæves. Da fortvivlsen fik greb i dem, kom Jesus vandrende på de brusende bølger. De opdagede faktisk ikke at Kristus var i nærheden, indtil hans stemme lød, »Det er mig, vær ikke bange.« og forjog deres frygt og gav dem håb og glæde. Med stor villighed ophørte de stakkels, trætte disciple deres anstrengelser og betroede alt til Mesteren.

(530)  Denne slående hændelse illustrerer Kristi efterfølgeres erfaring. Hvor ofte har vi ikke trukket i årerne, som om vor egen styrke og visdom var tilstrækkelig, før vi fandt vore anstrengelser uden nytte. Da opgav vi, med skælvende hænder og svigtende styrke, vort arbejde til Jesus og indrømmede at vi ikke kunne udføre det. Vor medfølende Forløser ynkedes over vor svaghed; og når han, som svar på troens råb, tager det arbejde vi beder ham om at gøre, hvor let udfører han så ikke det, der synes så vanskeligt.

(530)  Guds gamle folks beretning giver os mange eksempler på almindelig bøn. Når amalekitterne kom for at angribe Israels lejr i ørkenen, vidste Moses at hans folk ikke var beredt for (531) sammenstød. Han sendte Josua med en flok soldater for at møde fjenden, medens han selv, sammen med Aron og Hur, tog stilling på bakken og overskuede kampsletten. Der fremlagde Guds menneske sagen for ham, som alene kan give dem sejr. Med hænder udrakte mod himmelen, bad Moses alvorligt for at Israels hære måtte have heldet med sig. Det blev bemærket at da han rakte sine hænder opad, havde Israel overhånd over fjenden; men da de fik lov at falde ned af træthed, havde Amalek overtag. Aron og Hur holdt Moses' hænder oppe indtil sejren var fuldstændig vendt til Israels side og deres fjender var drevet fra marken.

(531)  Dette eksempel skal være en lektie for hele Israel til endens tid, at Gud sit folks styrke. Da Israel sejrede, rakte Moses sine hænder mod himmelen og gik i forbøn for dem, så da hele Guds Israel sejrede, er det fordi den Mægtige står inde for deres sag og kæmper deres krige for dem. Moses spurgte eller troede ikke om Gud ville overvinde deres fjender, når Israel var passive. Han bringer alle sine hære i rækker og sender dem ud, ligeså beredte som de har anlæg til og så fremlægger han hele sagen for Gud i bøn. Moses på bjerget beder med Herren, medens Josua med sine modige følgesvende er der nede og gør deres bedste for at møde og tilbagedrive Israels og Guds fjender.

(531)  Den bøn, som kommer frem af et alvorligt, troende hjerte er den virkningsfulde, inderlige bøn, der nytter meget. Gud besvarer ikke altid vore bønner, sådan som vi forventer det, for vi kan ikke bede efter det som er det bedste for os; men i hans uendelige kærlighed og visdom vil han give os alle de ting, som vi behøver mest. Lykkelig er den tjener, som har en trofast Aron og Hur til at styrke hænderne, når de bliver trætte og de skal holdes oppe ved tro og bøn. Sådan en støtte er en mægtig hjælp for Kristi tjener i sit arbejde og vil ofte få sandhedens sag til at sejre storartet.

(531)  Efter at Israel havde overtrådt og lavet guldkalven, (532) går Moses igen i forbøn til Gud for sit folk. Han kender lidt til dem, der er kommet i hans varetægt; han kender menneskehjertets forhærdelse og indser de vanskeligheder han må slås med. Men han har lært af erfaring, at for at få indflydelse i folket, må han først have kraften hos Gud. Herren læser oprigtighed og hjertets uegennyttige hensigter i sin tjener og stiger ned for at føre fortrolig samtale med dette svage menneske, ansigt til ansigt, som et menneske taler med en ven. Moses kaster sig selv og alle sine byrder helt på Gud og udøser frit sin sjæl for ham, Herren irettesætter ikke sin tjener, men bøjer sig ned for at lytte til hans bønner.

(532)  Moses har en dyb fornemmelse af sin uværdighed og sin uegnethed for det store arbejde som Gud har kaldet ham til. Han beder med intens alvor, om Herren vil tage med ham. Svaret kommer: »Skal mit åsyn da vandre med og skal jeg således føre dig til målet?« Men Moses føler ikke at han kan stoppe her. Han har vundet meget, men han længes efter at komme stadig nærmere til Gud og få en stærkere forvisning om hans blivende nærhed. Han har båret Israels byrde; han har båret en overvældende vægt af ansvar, da folket syndede, han led streng anger, som om han selv var skyldig; og nu betyngedes hans sjæl af en frygtelig fornemmelse at Gud skulle overlade Israel til hårdhed og forhærdelse. De ville ikke tøve med at dræbe Moses og på grund af deres egen ubesindighed og fordærvelse, ville de hurtig blive et rovbytte for deres fjender og derved vanære Guds navn for hedningerne. Moses fremtvinger sin bøn med en sådan alvor og inderlighed at dette svar kommer: »Også hvad du der siger, vil jeg gøre, thi du har fundet nåde for mine øjne og jeg kalder dig ved navn.«

(532)  Nu ville vi faktisk forvente at profeten stoppede bønnen; men nej, af mod fra de resultater han havde fået, vovede han at komme endnu nærmere til Gud, med en hellig fortrolighed, som er næsten uden for vor fatteevne. Han kommer nu med en anmodning, som intet menneske nogensinde før har givet: »Lad mig dog skue din herlighed!« Hvilken bøn fra et begrænset, dødeligt menneske! (533) Men fik han afslag? irettesætter Gud ham for anmasselse? Nej, vi hører de nådige ord: »Jeg vil lade al min rigdom drage forbi dig.«

(533)  Guds utilslørede herlighed kan intet menneske se på og leve; men Moses er forvisset om at han skal se så meget af den guddommelige herlighed som han kan bære i sin nuværende, jordiske, tilstand. Den hånd som gør verden, som holder bjergene på deres pladser, tager dette støvets menneske - dette fantastisk troende menneske - og nådigt dækker sig i en klippesprække, medens Guds herlighed og al hans godhed går forbi ham. Han vi forestille os hvilken fortræffelig herlighed der genspejles fra Almagtens skin i Moses' ansigt med en så stor klarhed at folket ikke kunne se på det? Guds aftryk var på ham, fik ham til at se ud som en af de skinnende engle fra tronen.

(533)  Denne erfaring, over alt andet forsikringen at Gud vil høre hans bøn og at den guddommelige nærhed vil følge ham, var af mere værdi for Moses som leder, end lærdommen i Ægypten eller alle hans færdigheder ved militæret. Ingen jordisk kraft eller dygtighed eller lærdom kan erstatte Guds umiddelbare nærhed. I beretningen om Moses kan vi se hvilket intimt samkvem med Gud, det kan være et menneskes privilegium at nyde. For overtræderen er det en frygtelig ting at falde i den levende Guds hænder. Men Moses var ikke bange for at være alene med den lovs Ophavsmand, som var blevet udtalt med en så imponerende glans fra Sinajs bjerg, for hans sjæl var i harmoni med sin Skabers vilje.

(533)  Bøn er hjertets åbning mod Gud som ven. Troens øje vil se Gud meget nær og den ydmygt bedende kan få et dyrebart bevis på den guddommelige kærlighed og omsorg for ham. Men hvordan kan det være at så mange bønner aldrig bliver besvaret? David siger: »Jeg råbte til ham med min mund og priste ham med min tunge. Havde jeg tænkt på ondt i mit hjerte, da havde Herren ej hørt.« Ved en anden profet har Herren givet os løftet: »Leder i efter mig, skal I finde mig; såfremt i søger mig af hele eders hjerte.« Atter taler han om nogen som, »ej råber til mig af hjertet.« Sådanne anmodninger (534) er formelle bønner, kun beskeden tjeneste, som Herren ikke antager.

(534)  Den bøn som Natanael sendte, da han var under figentræet kom fra et oprigtigt hjerte og den blev hørt og besvaret af Mesteren. Kristus sagde til ham: »Se, det er i sandhed en israelit, i hvem der ikke er svig.« Herren ser hele hjertet og forstår motiverne og hensigterne. »retsindiges bøn har han velbehag i.« Han vil ikke være sløv til at høre dem, som åbner deres hjerter for ham, ikke ophøje sig selv, men oprigtig mærke deres store svaghed og uværdighed.

(534)  Der er brug for bøn, meget alvorlig, inderlig og pinefuld bøn, en sådan bøn som David sendte da han udbrød: »Som hjorten skriger efter rindende vand, således skriger min sjæl efter dig, o Gud.« »Altid hentæres min sjæl af længsel efter dine lovbud.« »Jeg længes efter din Frelse, herre.« »Af længsel efter Herrens forgårde vansmægtede min sjæl, nu jubler mit hjerte og kød for den levende Gud!« »Se, dine befalinger længes jeg efter, hold mig i live ved din retfærd!« Dette er bøn i brydende kamp, sådan som den kongelige salmist havde det.

(534)  Daniel bad til Gud, ikke for at ophøje sig selv eller påberåbe sig godhed: »Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lån øre og grib uden tøven ind for din egen skyld, min Gud!« Dette er hvad Jakob kalder for virkningsfuld, inderlig bøn. Om Kristus sagde han: »Han var da kommen i dødsangst og bad endnu mere indtrængende.« I hvilken modsætning til denne forbøn af himmelens Majestæt er de svage, hjerteløse bønner der sendes op til Gud. Mange er tilfreds med en lille tjeneste og kun få har en oprigtig, alvorlig og hengiven længsel efter Gud.

(534)  Fællesskab med Gud giver sjælen et indgående kendskab til hans vilje. Men mange som bekender troen, ved ikke hvad sand omvendelse er. De har ikke erfaring med fælleskabet med Faderen gennem Jesus Kristus og har aldrig mærket den guddommeliges nådige kraft hellige hjertet. Bøn og syndsbegåelse, syndsbegåelse og bøn, deres liv er fuld af ondsindethed, svig, misundelse, skinsyge og egenkærlighed. Denne gruppe bedende mennesker (535) er en afskyelighed for Gud. Sand bøn optager sjælens kræfter og påvirker livet. Han som således udgyder sine mangler for Gud, mærker tomheden af alt andet under himlen. »Herre, du kender al min attrå,« sagde David,« mit suk er ej skjult for dig.« »Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme og stedes for Guds åsyn?« »Min sjæl er opløst, når jeg kommer i hu."

(535)  Når vort antal bliver større, må deres lægges bredere planer, for at imødekomme tidernes større krav; men vi ser ingen særlig vækst i den inderlige gudsfrygt, den kristne enkelhed og den alvorligste helligelse. Det lader til at menigheden godt kan klare blot de første skridt til omvendelse. Den er mere rede til aktivt arbejde, en ydmyg helligelse, mere rede til at gå ind i en ydre religiøs tjeneste, end i det indre hjertearbejde. Meditation og bøn forsømmes for jag og fremvisning. Religion må begynde med at tømme og rense hjertet og må have næring ved daglig bøn.

(535)  Vort arbejdes stadige fremgang og vore større færdigheder fylder mange af vore folks hjerter og sind med tilfredsstillelse og stolthed, som vi frygter vil tage pladsen for Gudskærligheden i sjælen. Travle fysiske virksomheder endog i Guds værk kan optage sindet så meget, at bøn bliver forsømt og selviskheden og selvtilstrækkeligheden, som hurtig baner sig vej, vil tage pladsen for hjertets sande godhed, sagtmodighed og ydmyghed Det nidkære råb kan høres: »Her er Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel!« »Følg mig og se min nidkærhed for Herren!« Men hvor er byrdebærerne? hvor er fædrene og mødrene i Israel? Hvor er dem, som af hjertet har sjæle til byrde og som kommer i tæt forståelse for deres medmennesker, parat til at kunne redde dem fra evig fordærv?

(535)  »Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskares Herre.« »I er,« siger Kristus, »verdens lys; en by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules.« Hvilket ansvar! Der er brug for faste, ydmygelse, (536) og bøn over vor forfaldne og smægtende åndelighed. Manges kærlighed bliver kold. Mange af vore forkynderes anstrengelser er ikke hvad det burde være. Når nogle, som mangler Guds Ånd og kraft kommer ind på en ny mark, begynder de at danne nye trossamfund og tror at de kan overbevise sandhedens folk ved at frembringe populære kirkers selvmodsigelser. Det kan synes nødvendig ved nogle gange at tale om disse ting, men normalt skaber det kun fordomme mod vort arbejde og lukker manges ører, som ellers kunne have lyttet til sandheden. Hvis disse lærere var knyttet tæt til Kristus, ville de have guddommelig visdom til at vide hvordan de kommer nærmere folk. De ville ikke så hurtigt glemme det mørke og den vildfarelse, den hidsighed og de fordomme, som har holdt dem borte fra sandheden.

(536)  Arbejdede disse lærere i Mesterens ånd, ville der komme meget anderledes resultater. Med sagtmodighed, langmodighed, mildhed og kærlighed, dog med en bestemt alvor, vil de forsøge at rette disse fejlende sjæle hen til en korsfæstet og opstanden Frelser. Når dette er gjort, vil vi se Gud drage på menneskenes hjerter. Den store apostel siger: »Thi Guds medarbejdere er vi.« Hvilket arbejdet for stakkels jordiske mennesker! Vi er forsynet med åndelige våben til at »kæmpe troens gode strid;« men det er som om at nogle kun har taget lyn og torden ud af himmelens våbendepot. Hvor længe skal disse defekter eksistere?

(536)  Når man er midt i et religiøst arbejde, synes nogle at forsømme den vigtigste del af arbejdet. De besøger ikke og bliver ikke kendt med dem, som har vist interesse og er kommet frem aften efter aften, for at lytte til forklaring af skrifterne. Samtale over religiøse emner og alvorlig bøn med disse, på rette tidspunkt, kan vejlede mange sjæle i den rigtige retning. Prædikanter som forsømmer deres opgave i denne henseende, er ikke sande hyrder for hjorden. Netop de skulle være mest ivrige efter at besøge, samtale og bede med disse interesserede mennesker, bruger nogle tiden til at skrive unødige lange breve til personer langt (537) borte. Oh, hvad gør vi for Mesteren! Når prøvetiden skal ende, hvor mange vil se de anledninger de har forsømt for at give en tjeneste til deres kære Herre, som døde for dem. Og endog dem, som blev regnet for de mest trofaste, vil se meget bedre hvad de kunne have gjort, hvis deres tanker ikke var blevet afledt af verdslige omgivelser.

(537)  Vi bønfalder om at Kristi evangeliums budbringere aldrig må blive modløse i deres arbejde, aldrig anse den mest forhærdede synder for at være uden for Guds nådes rækkevidde. Sådanne må antage sandheden i kærlighed til den og blive jordens salt. Han som vender menneskenes hjerter som vandstrømme kan vendes kan bringe det mest selviske, syndsforhærdede menneske til overgivelse til Kristus. Er noget for vanskeligt for Gud? »Mit ord, det, som går ud af min mund: Det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.«

Gud vil ikke give nogen sin velsignelser, som er skødesløse, selviske og magelige - som ikke vil løfte hans sags byrder. »Vel du gode og tro tjener« vil kun lyde over dem som har gjort godt. Enhver skal belønnens efter sin gerning. Vi ønsker en aktiv bønnens mand i tjenesten, som vil kæmpe med Gud som Jakob og sige: »Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!« Hvis vi skal opnå sejrskronen må vi bruge alle muskler og kræfter. Vi kan aldrig frelses ved passivitet. At være doven i Herrens vingård er at opgive al ret på retfærdighedens belønning.