Hvad kunne være sket

(104)  (104) St. Helena, Californien, den 5.Januar, 1903.
Til Battle Creek menigheden --
[En middag sad jeg og skrev om, hvilket værk der ville være blevet udført ved sidste generalkonference, hvis de ledende brødre havde fulgt Guds vilje. De, som har fået meget lys, har ikke vandret i lyset. Mødet blev holdt, uden at bruddet skete. Ingen ydmygede sig for Gud som de burde have gjort og modtog derfor ikke Helligånden.

(104)  Dertil var jeg kommet, da jeg mistede bevidstheden. Jeg syntes, at jeg overværede en scene i Battle Creek.

(104)  Vi var samlet i kirken. Der blev holdt bøn og sunget og der blev atter holdt bøn. Alvorlige bønner opsteg til Gud. Og Guds Ånd var til stede. Den virkede på hjerterne og nogle græd højt.

(104)  En rejste sig og bekendte at han ikke havde følt sig knyttet til eller næret kærlighed til bestemte mennesker, men nu så han sig selv som han var. Med en stor højtidelighed gentog han budskabet til menigheden i Laodikæa: »Fordi du siger: jeg er rig, jeg har vundet rigdom og tænger ikke til noget. Og ikke ved, at netop du var elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen.« I min selvtilstrækkelighed følte jeg netop sådan, sagde ham. Jeg forstår nu, at dette er min tilstand mine øjne er blevet åbnet. Jeg har næret en hård og uretfærdig ånd. Jeg troede, at jeg var retfærdig, men mit hjerte er blevet knust og jeg ser mine store behov for de dyrebare råd, som kommer fra ham, der kender mig ud og ind. Hvor nådefulde er ikke disse ord: »Derfor råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så (105) du kan blive rig og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se.« Åb.2,17.18

(105)  Den talende vendte sig til dem, som havde holdt bøn og sagde: “Der er noget, vi bør gøre. Vi må bekende vore synder og ydmyge vore hjerter for Herren.” Han bekendte angergivent og gik så hen til flere af brødrene, rakte sin hånd ud imod hver enkelt og bad om tilgivelse. De, han henvendte sig til, sprang op, bekendte deres fejl og bad om tilgivelse. Derefter faldt de grædende hinanden om halsen. En bekendelsesånd spredte sig til hele forsamlingen. Det var virkelig pinsefestens ånd. Lovsange opsteg til himmelen og hele natten vedblev det vidunderlige værk.

(105)  De følgende ord blev ofte gentaget meget klart: »Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig! Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham og han med mig.« vers 19, 20

(105)  Ingen syntes at være for stolt til at bekende af hjertet og de, som gik forrest hermed, var mennesker, som havde indflydelse, men som ikke tidligere havde haft mod til at bekende deres synder. En stor glæde fyldte alles hjerter.

(105)  Derefter kom jeg atter til bevidsthed og først var jeg ikke klar over, hvor jeg befandt mig. Jeg holdt stadig pennen i min hånd. Og en stemme sagde til mig: “Dette kunne være sket. Alt dette ventede Herren på at gøre for sit folk. Hele Himlen ønskede det så inderligt. Og jeg tænkte på, hvordan alt nu kunne være sket, hvis et grundigt arbejde var blevet udført ved den sidste generalkonferense. (106) En frygtelig skuffelse fyldte mit hjerte, da det gik op for mig, at det, jeg havde været vidne til, ikke var virkelighed. Tank o åb side 23-25]

(106)  Guds vej er altid den rigtige og den klogeste vej. Han bibringer altid sit navn ære. Menneskets eneste sikkerhed mod uoverlagte, ærgerlige handlinger er at holde hjertet i harmoni med Kristus Jesus. Menneskers visdom er upålidelig. Mennesket er vægelsindet, fyldt med selvagtelse, stolthed og selviskhed. Lad medarbejderne i Guds tjeneste stole helt på Herren. Da vil lederne afsløre at de er villige til at lade sig lede, ikke ved menneskelig visdom, som er ubrugelig at støtte sig til, ligesom knækkende tækkerør, men ved Herrens visdom, som har sagt: »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser og så vil den blive ham givet. Men han skal bede i tro, uden at tvivle; den der tvivler, ligner nemlig en havets bølge, som jages og kastes hid og did af vinden.« Jak.1,5.6.