Samler sig for meget I Battle Creek

(133)  (133) Syd Lancaster, Massachusetts, den 16.oktober, 1890.
Til lederne på Battle Creek sanatoriet
Kære brødre: Da jeg var i Petoskey havde jeg nogle samtale med jeres overlæge om at starte et hjem for forældreløse børn i Battle Creek. Jeg sagde at dette var lige hvad der var brug for hos os som et folk og at vi i den slags virksomheder var langt bagud andre samfund.

(133)  I min samtalte sagde jeg i min ængstelse at vi samler for mange ansvar i Battle Creek og jeg er stadig af samme mening. Det er farligt at samle for meget på et sted. En stor mængde midler bliver brugt på dette ene sted, medens byer forsømmes som bliver mere og mere vanskelige at arbejde i.

(133)  Jeg har set på nogle af mine skrifter og jeg finder at advarsler på det punkt blev givet for år tilbage. Det er tydeligt anført at bygningerne i Battle Creek ikke burde gøres større, at bygning ikke bør lægges til bygning for at give større faciliteter på det sted. Vi blev belært om ikke at ophobe interesserne på et sted, men om at forstørre vor arbejdsområde. Der var fare for at Battle Creek ville blive ligesom det gamle Jerusalem - en magtfuldt center. Hvis vi ikke giver agt på disse advarsler, vil de onder der fordærvede Jerusalem komme over os. Stolthed, selvophøjelse, forsømmelse af fattige og partiskhed for velhavende - det var Jerusalems synder. I dag hvor store interesser er opbygget på et sted, fristes medarbejderne til at blive mere opløftet i selviskhed og stolthed. Selvom de opgiver denne fristelse, er de ikke medarbejdere sammen med Gud. I stedet for at få flere ansvar i Battle Creek, burde vi bravt og villigt fordele de ansvar der allerede er der og dele dem ud til de mange steder.

(134)  (134) Vi er »et skuespil for verden og for engle og for mennesker.« 1.Kor 4,9. Vor mission er den samme som den der blev kundgjort af Kristus, ved begyndelsen af hans gerning, at være hans mission. »Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed« og udråbe et nådeår fra Herren.« Luk.4,18.19.

(134)  »Thi der vil aldrig mangle fattige i landet; derfor byder jeg dig du skal villigt lukke din hånd op for din nødlidende og fattige broder i dit land.« »Vi skal fremføre det arbejde som vor Mester har lagt i vore hænder. Han siger: »Rækker du den sultne dit brød og mætter en vansmægtende sjæl, skal dit lys stråle frem i mørke, dit mulm skal blive som middag.« »Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem; thi sådan er loven og profeterne.« Es.58,10. 5.Mos.15,11. Matt.7,12.

(134)  Vi vil fristes til at være begærlige, gerrige, opelske et umætteligt ønske for mere. Hvis vi giver efter for disse fristelser, vil de påføre os de samme farer som faldt over det gamle Jerusalem. Vi vil ikke kende Gud og kunne repræsentere ham i karakter. Vi behøver at vogte os selv nøje så vi ikke falder på grund af vantro, som jøderne gjorde. Vi må arbejde uselvisk. Vi skal føle en dyb interesse for andre institutioners start og vækst udover dem vi har opsynet med. Jeg ønsker i oprigtighed at sanatoriet var mile væk fra Battle Creek. Ud fra det lys Gud har givet mig, ved jeg at dette ville være bedre for dets åndelighed og nyttighed. College'et nær Lincoln i Nebraska, vil tage mange (135) fra Battle Creek og sådan skal det være. Lyset burde skinne ud fra andre steder, såvel som fra Battle Creek. Gud har udtænkt at lys skal skinne frem fra forskellige byer og forskellige lokaliteter.

(135)  At koncentrere sig så meget på et sted er en fejltagelse; det smager af selviskhed. Battle Creek får mere end dets andel. Var de vigtige interesser på det sted blevet delt og underdelt, ville andre menigheder være styrket. Vi skal arbejde uselvisk i Herrens store vingård, fordele tid, penge, uddannelse og samfundsinstitutioner på en sådan måde at så mange så mulig vil få gavn. Lysten til at koncentrere så mange faciliteter i Battle Creek burde begrænses, så andre steder kan velsigne med de fordele som nogle har planlagt for centeret der. Når så meget koncentreres på et sted, får folk en forkert uddannelse.

(135)  Det er i det hele taget ikke klogt at satse på Battle Creek. Verden er vor arbejdsmark og penge, brugt på dette ene sted ville gå ud over det udadvendte arbejde andre steder. Der er mange byer hvor folk behøver evangeliet. I stedet for at så mange af vore medarbejderes talenter koncentreres i Battle Creek, burde de mennesker med helligede evner anvises arbejdsområder på forskellige lokaliteter. Disse mennesker burde have en levende indflydelse på mange steder og må finde metoder og midler hvorved arbejdets fremkomst kan ske. De skal ikke handle ved deres egen bedømmelse, men blande sig med hinanden i det store arbejde. Idet arbejdet vinder styrke på det sted de arbejder, skal de år efter år uddanne og oplære medarbejdere og hjælpe dem til andre steder.

(135)  Uselvisk tjeneste
En grænse må sættes for vore Battle Creek-institutioners vækst. Marken er verden og Gud har en interesse for andre stier i hans store vingård. Der er menigheder og (136) institutioner der anstrenger sig for at få mere plads, så de blot kan være der. Lad vore voksende institutioner få de ting styrket, som står stille og er lige ved at gå ned. Hvor let kunne den store menighed i Battle Creek ikke bevilge nogle af sine midler for at hjælpe de fattigere menigheder, som næsten bryder sammen af gældsbyrde. Hvordan kan det være at disse søstermenigheder, år efter år, overlades til at kæmpe med fattigdom og gæld? Egenkærlighed bringer åndelig død. Hvilke gode ting kunne vore bedre stillede menigheder ikke udrette, hvis de ville hjælpe deres søstermenigheder og bringe dem til velstand!

(136)  At hjælpe dem som behøver hjælp
Som Guds repræsentanter skal vi have kødhjerterne, fulde af kærlighed. En kærlighed, som tilskynder os til hjælpsomhed mod dem der er mere trængende end vi selv. Hvis vi ser vore brødre og søstre kæmpe under fattigdom og gæld, hvis vi ser menigheder som mangler finansiel hjælp, bør vi vise en uselvisk interesse for dem og hjælpe dem efter hvad Gud har begunstiget os med. Hvis I, som har ledelsen over en institution, ser andre institutioner kæmpe bravt blot for plads til at udføre et arbejde, lig jeres institutioners arbejde, så vær ikke skinsyg.

(136)  Forsøg ikke at skubbe en arbejdskraft ud af sit grundlag og forsøg ikke at ophøj jer selv i bevidst overlegenhed. Skær hellere ned på nogle af jeres store planer og hjælp dem som kæmper. Hjælp dem med at gennemføre nogle af deres planer, med at forøge deres muligheder. Brug ikke alle dollars på at forøge jeres egne muligheder og forstørre jeres ansvar. Sæt en del af jeres midler til side til at starte helseinstitutioner og skoler andre steder. I vil behøve stor visdom til at vide lige hvor institutionerne skal placeres, så at folk vil få nytte deraf. Alle disse ting må overvejes i al åbenhed.

(137)  (137) Dem i ansvarlige stillinger vil have brug for visdom fra det høje, så de kan handle ret, elske barmhjertighed og vise barmhjertighed, ikke kun for nogle få, men for alle de kommer i kontakt med. Kristus identificerer sine interesser med sit folks interesser, uanset hvor fattige og trængende de kunne være. Missioner må åbnes for det farvede folk og alle bør søge efter at gøre noget og gøre det nu.

(137)  Der er brug for at institutioner etableres forskellige steder, så mænd og kvinder kan komme i arbejde og gøre deres bedste i frygt for Gud. Ingen bør miste sin mission og sit arbejde af syne. Enhver burde hjælpe til at få et godt resultat ud af det arbejde de har fået i deres hænder. Alle vore institutioner bør have dette i sinde og stræbe efter fremgang; men lad dem samtidig huske at deres succes vil forøges idet de udøver en uhildet godgørenhed og de må dele deres overflod med institutioner som kæmper for fodfæste. Vore velhavende institutioner bør hjælpe de institutioner som Gud har sagt bør leve og gro, men som stadig kæmper for en eksistens. Iblandt os er der en meget begrænset mængde af virkelig, uselvisk kærlighed. Herren siger: »Enhver, der elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er kærlighed.« »Hvis vi elsker hverandre, bliver Gud i os og hans kærlighed er blevet fuldkommet i os.« 1.Joh.4,7.8.12. Det er ikke behageligt for Gud at se mennesker, som kun ser på sine egne ting og lukke sine øjne for andres interesser.

(137)  Hvad en institution kan gøre for en anden
Ved Guds forsyn er Battle Creek Sanatoriet blevet beriget stærkt og i løbet af det kommende år bør dem som har ansvaret indskrænke deres ønsker. I stedet for at arbejde efter deres ønsker, at forstørre deres faciliteter, burde de gøre et uselvisk arbejde for Gud, række barmhjertighedens hånd ud til (138) interesser på andre steder. Hvilken ydelse kunne de ikke give Rural Helsecenter, i St. Helena, ved at give dem nogle få tusinde dollars! En sådan gave ville opmuntre de ledende personer og inspirere dem til at gå fremad og opad.

(138)  Battle Creek sanatoriet fik i sin tidligere historie gaver og burde dette sanatorium så ikke se omhyggeligt efter hvad det kan gøre for sin søsterinstitution på Stillehavskysten? Mine brødre i Battle Creek, synes det ikke at være i overensstemmelse med Guds orden at begrænse jeres ønsker og indskrænke jeres byggeaktiviteter og ikke udvide vore institutioner på dette center? Hvorfor mærker I ikke, at det er jeres privilegium og pligt, at hjælpe dem som trænger hjælp?

(138)  En reformation er tiltrængt
Jeg er blevet belært om at en reformation er tiltrængt på disse linjer, så en større godgørenhed vil herske blandt os. Der er konstant fare for at selv syvende-dags adventister vil overvindes med egenkærlig ærgerrighed og ønsker at samle alle midler og kræfter ved det sted, de selv er på. Der er risiko for at mennesker vil lade skinsyge oprøre deres hjerter og at de vil blive misundelige for de ting der er ligeså betydningsfulde for de mennesker, som de arbejder med. Dem som værner om ren kristen nåde kan ikke, med ligegyldighed, se på nogen dele af arbejdet i Herrens store vingård. Dem som er oprigtigt omvendte vil have en ligelig interesse for værket i alle dele af vingården og vil være rede til at hjælpe hvemsomhelst der behøver hjælp.

(138)  Det er selviskhed som hindrer mennesker fra at hjælpe til på steder hvor Guds værk ikke er lige så fremgangsrigt som den institution de selv har ledelsen over. Dem som bærer på ansvar burde omhyggeligt sørge for alle Guds samfundsgrenes gode. De burde (139) opmuntre og støtte interesserne på andre marker såvel som deres eget sted. Således vil broderskabets bånd mellem Guds familiemedlemmer på jorden blive styrket; og døren vil lukkes for ubetydelig jalousi og nag, som position og rigdomme opvækker, medmindre Guds nåde styrer hjertet.

(139)  »Det er jo således:« skriver Paulus : »Den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver. Og Gud har magt til i rigt mål at give jer al nåde, så I altid og under alle forhold har alt, hvad I trænger til og endda rigeligt til al god gerning.« »Således bliver I rige i alle måder og kan vise al slags gavmildhed, som gennem os fremkalder tak til Gud. Thi den hjælp, som ydes ved denne tjeneste, råder ikke alene bod på de helliges savn, men vil også bære rig frugt i de mange taksigelser til Gud. Den trofasthed, hvorom jeres hjælp vidner, bringer dem til at prise Gud, fordi I lydigt bekender jer til Kristi evangelium og oprigtigt har fællesskab med dem og med alle. De vil længes efter og bede for jer på grund af Guds overvældende nåde mod jer. Gud ske tak for hans uudsigelige gave!« 2.Kor.9,6-8. 11-15

(139)  Broderskabets levende princip
Guds lov er kun fuldbyrdet når mennesket elsker ham af hjerte, sind, sjæl og styrke og deres næste som sig selv. Det er manifestationen af denne kærlighed der bringer ære til Gud i det højeste og på jorden fred og god vilje til mennesker. Herren her forherliget når hans lovs store formål er opnået. Det er Helligåndens arbejde fra tidsalder til tidsalder at tildele kærlighed til menneskehjerter, for kærlighed er broderskabets levende princip. Ikke een afkrog eller eet hjørne i sjælen kan være skjulested (140) for selvet. [Gud ønsker at himmelens plan skal blive gennemført og at der skal herske guddommelig orden og harmoni i alle familier og menigheder og institutioner. Dersom kærligheden fik lov at gennemsyre samfundet, ville vi se hvordan sande og ædle principper ville give udslag i kristen dannelse og høflighed, medlidenhed og kærlighed mod dem Kristus har købt med sit dyrebare blod. Den Hellige Ånd ville omdanne vore familier, institutioner og menigheder. Når denne forandring finder sted, ville de blive redskaber som Gud kan bruge for at sprede himlens lys til verden. Således vil mænd og kvinder blive skikket for fællesskabet i himlen gennem guddommelig opdragelse og undervisning. Det kristne hjem side 415]

(140)  Jesus er gået bort for at berede boliger for dem, som, gennem hans kærlighed og nåde, bereder sig selv for lyksalighedens boliger. Hos Guds familie i himlen vil der ikke findes een som er selvisk. De himmelske boligers fred og harmoni vil ikke ødelægges af nogens tilstedeværelse som er rå og uvenlig. Han som i denne verden ophøjer selvet i det arbejde han får vil aldrig se Guds rige medmindre han ændres i ånden, medmindre han bliver sagtmodig og ydmyg og afslører et lille barns enfoldighed.

(140)  Den eneste sikre vej
Dem som bærer på ansvar på vore institutioner bør dagligt søge efter Herrens vej. De må ikke føle at de kan vælge deres egen vej, for derved vil de vandre i deres eget optændte lys. Kun Gud kan være deres leder. Dem som søger efter en større sfære, dem som vil have større frihed end Gud anviser, dem som ikke gør Gud til deres rådgiver, til deres klogskab, deres helliggørelse og deres retfærdighed, vil aldrig vinde livets krone. Dag efter dag trænger sjælen til Kristi religion. Dem som drikker dybt af Helligånden vil ikke være fremadstræbende af sig selv. De (141) vil erkende at de ikke kan gå udover Guds domæne, for Gud regerer overalt.

(141)  Han som helt og fuldt er tilfreds med at få sit hverv ovenfra vil opmuntres af Guds løfter, idet han forsøger at udøve ret og domskraft. At have en fast tillid til Gud, at være hans ords gørere, er at stræbe efter en sikker bane. Guds råd forenkler forretningsbesværligheder og hjemmepligter. Kristi efterfølgere som arbejder med øjet rettet på Guds herlighed vil få himmelsk visdom. Men det er et tydeligt faktum at der i vore menigheder og institutioner er en stor mangel på sand kristendomsforståelse. Måtte Herren hjælpe dem som bærer ansvar til at forene sig med hinanden i deres arbejde og blive medarbejdere sammen med Gud.

(141)  Kristus sagde til sine disciple: »I er verdens lys.« Matt 5,14. Hvor vigtigt er det da ikke at alle sjæle holder sit lys i orden og brændende, så han kan lyse for alle han kommer i kontakt med. Gud har gjort sit folk til den hellige sandheds forvaltere. Talenter er blevet betroet dem for at de skal udnyttes klogt, for Gud har udtænkt at talenterne mangedobles ved stadigt brug.

(141)  Fare for at blive større
Mine brødre, udvidelsen af jeres faciliteter, forøgelsen af jeres antal, er ikke efter Herrens orden. Store bygninger kræver stor støtte og stor støtte kræver uddannede og talentfulde mænd med dyb religiøs erfaring, for at de kan lede institutionen ad Guds veje. For at kunne lede med denne takt og dygtighed, påkræves en generel forøgelse i åndelig erfaring, så gudsfrygten vil cirkulere rundt i sanatoriet. Folkestøtten må ikke forme ånden, for derved ophører det som Gud havde udtænkt at institutionen til at være - et tilflugtssted for fattige og ringe mennesker. Dem som er standhaftige over for sandheden bør (142) ikke tilsidesættes til fordel for verdslige. Priserne bør ikke sættes så højt for de nuværende omkostningers skyld, da fattige i stort omfang, vil udelukkes fra sanatoriets hjælp.

(142)  Med de nuværende talenter og faciliteter, er det umuligt for overlægen at gøre mere, end det han kunne ønske, i de forskellige grene og afdelinger. Det er ikke muligt for ham at lede personligt i alle dele af værket.

(142)  Denne sag er blevet åbnet op for mig igen og igen. Medens der er en stadig vækst på institutionen, medens bygninger udvides og ansvaret bliver større, er der ikke en tilsvarende vækst af talenter og nødvendige evner for at lede så stor en virksomhed. Vil vor overlæge og bestyrelsesmedlemmer tænke over dette? Min bror, du er ikke udødelig. Jeg takker Herren fordi du er så klog om din sundhed som du er. Men du kan ikke blive ved med at gøre som du gør nu. Dit helbred vil svigte. Dit liv er usikkert og det er blevet sat for mig at der burde lægges tre gange så meget arbejdsstyrke i sanatoriearbejdet end der er. Også hvis medarbejderne vil have en masse at lave og de gør deres arbejde godt.

(142)  Spørgsmålet om løn
Institutionen er nu i en gunstig situation og dets ledere bør ikke fastholde det lave lønniveau som var nødvendig i dens tidligere år. Værdige, dygtige medarbejdere burde få en fornuftig løn for deres arbejde og den bør anvendes efter deres egen dømmekraft hvad angår den nytte de giver af deres løn. De bør ikke anstrenge sig på nogen måde. Overlægen selv bør have større løn.

(142)  Til overlægen ønsker jeg at sige: Selvom du ikke har lønspørgsmålet med i din personlige lederform, er det bedst for dig at se forsigtigt på denne ting; for du er (143) ansvarlig, som institutionens overhoved. Forlang ikke så megen opofrelse af medarbejderne. Begræns dine ambitioner at udvide institutionen og at samle ansvar sammen. Lad nogle af midlerne der kommer til sanatoriet gå videre til institutioner der behøver hjælp. Det vil helt sikkert være det rigtige. Det er i overensstemmelse med Guds vilje og vej og det vil bringe Guds velsignelse over sanatoriet.

(143)  Jeg vil gerne sige specielt til direktionen: "Husk at medarbejderne bør blive betalt efter deres trofasthed. Gud forlanger at vi skal behandle hinanden med den strengeste trofasthed. Nogle af jer er overbebyrdet med bekymringer og ansvar og jeg er blevet belært at der er fare for at I bliver egenkærlige og foruretter dem som I giver beskæftigelse.”

(143)  Enhver forretningstransaktion, om det har at gøre med en medarbejder med en ansvarsbetynget stilling eller med den laveste medarbejder på sanatoriet, bør være sådan som Gud kan anerkende. Gå i lyset så længe I har lyset, for ikke at mørket skal komme over jer. Det vil være langt bedre for jer at bruge mindre på bygninger og give jeres medarbejdere løn som er i overensstemmelse med deres arbejde og vise dem barmhjertighed og retfærdighed.

(143)  Ud fra det lys Herren har fundet behag i at give mig, ved jeg at han ikke er tilfreds med så mange ting der er sket omkring medarbejderne. Gud har ikke åbenbaret enhver enkelthed for mig, men advarsler er kommet at der i mange ting er brug for afgjort fornyelse. Jeg er blevet vist at der er brug for fædre og mødre i Israel der forenes med institutionen. Helligede mænd og kvinder burde ansættes, som, fordi de ikke er bebyrdet med bekymringer og ansvar, kan overvåge arbejdsgivernes åndelige interesser. Det er nødvendigt at sådanne mænd og kvinder hele tiden arbejder i missionsområdet på denne store institution. Ikke det halve er gjort som kunne gøres i dette henseende. Det (144) burde være disse mænd og kvinders del at arbejde for arbejdsgiverne i de åndelige linjer og lære dem hvordan de vinder sjæle, vise dem at dette skal gøres, ikke ved at sige så meget, men ved et pålideligt, kristuslignende liv. Medarbejderne er udsat for verdslig påvirkning; men i stedet for at lade sig forme af denne påvirkning, burde de være indviede missionærer, styret af en indflydelse der ophøjer og forfiner. Således vil de lære hvordan de skal møde ikke-troende og hvordan de skal udøve en indflydelse som vil vinde dem til Kristus.

(144)  Uddrag fra et brev skrevet i 1895 i Cooranbong, New South Wales. ? Gud har et arbejde for alle troende som arbejder på sanatoriet. Enhver sygeplejer skal være kanal for velsignelse, få lys ovenfra og lade det skinne frem til andre. Medarbejderne skal ikke tilpasse sig de behandlingssøgendes moderne udseende, men skal hellige sig selv til Gud. Atmosfæren der omgiver dem skal være en smag af liv til liv. Fristelser vil angribe dem fra alle sider, men lad dem bede Gud for hans nærvær og vejledning. Herren sagde til Moses: »Sandelig vil jeg være med eder;« og til enhver trofast, indviet medarbejder har fået den samme forsikring.