Kristus vort eksempel

(206)  (206) St. Helena, Californien, 30.oktober, 1903.
Til lægemissionærere -
Det som der er mest brug for hos lægemissonære er Herrens Ånds vejledning. Dem som arbejder ligesom Kristus, den Store Lægemissionær, må være åndeligt sindede. Men det er ikke alle som gør lægearbejdet, som ophøjer Gud og hans sandhed. Ikke alle underkaster sig Helligåndens vejledning. Nogle bringer brænde, hø og stubbe til grunden - materialer som ikke vil stå ildprøven.

(206)  Jeg beder om at jeg må få visdom og kraft fra Gud, til at give jer der som evangelie- Sundhedsmissions-arbejdet indbefatter.

(206)  I min dagbog fandt jeg dette, som jeg skrev for et år siden: den 29.oktober, 1902. Denne morgen vågnede jeg tidligt. Efter at have bedt alvorligst efter visdom og klarhed, så jeg kunne udtrykke den ting der var kommet til min opmærksomhed, skrev jeg ti siders belæring. Jeg ved at Herren hjalp mig til at skrive de vigtigste ting på papiret, som skulle frem for hans folk.

(206)  Da jeg skrev på denne måde, følte jeg en lindring over i mine tanker, efter at belæringen var skrevet ned; for da ved jeg at dette emne ikke vil gå tabt, selv om jeg kunne glemme det. Dem som indser at korset er håbets midtpunkt for menneskeslægten kan forstå det evangelium Kristus lærte. Han kom til denne verden med intet andet formål end at sætte mennesket i en fordelagtig stilling over for verden og det himmelske univers. Han kom for at fremføre vidnesbyrd som faldne mennesker, (207) igennem tro på hans kraft og virke som Guds søn, kan få del i guddommelig natur. Han alene kunne gøre forsoning for syndere og åbne paradisets porte for den faldne slægt. Han påtog sig, ikke engles natur, men menneskes natur og levede et ubesmittet liv, i denne verden. »Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.« »Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn.« Joh.1,14.12.

(207)  Ved sit liv og sin død lærte Kristus at mennesket, kun ved lydighed mod Guds bud, kan finde sikkerhed og sand højsindethed. »Herrens lov er fuldkommen, kvæger sjælen.« Sal.19,8. Guds lov er en afskrift af hans karakter. Den blev givet til mennesker i begyndelsen som lydighedens standard. I gode tidsalder blev denne lov mistet af syne. Hundredevis år efter vandfloden blev Abraham kaldet og han fik tilsagnet at hans efterkommere skulle ophøje Guds lov. I løbet af den tid israelitterne var i Ægypten, led de i mange år frygtelig modstand i ægypternes hænder. Efter at de havde været i næsten fire-hundrede år havde været i fangenskab, befriede Gud dem ved en forunderlig manifestation af hans kraft. Han åbenbarede sig selv for ægypterne som universets hersker, een der er større end alle hedenske guddomme.

(207)  I Sinai blev loven givet en anden gang. Med ærefrygtindgydende storslåethed fremsagde Herren sine forskrifter og med hans egen finger indgraverede han De ti Bud på stentavler.

(207)  Ned igennem århundrederne finder vi at der kom et tidspunkt hvor Guds lov endnu engang måtte åbenbares umiskendeligt som lydighedens norm. Kristus kom for at hævde lovens hellige påbud. Han kom for at leve et lydigt liv mod dens krav og derved bevise den falske (208) anklage Satan kom med, at det er umuligt for mennesker at holde Guds lov. Som menneske mødte han fristelser og overvandt ved den styrke han fik fra Gud. Idet han gik omkring og gjorde godt, helbredte alle som var plaget af Satan, gjorde han Guds lovs karakter og sin tjenestes art tydelig for mennesker. Hans liv bekræfter at det også er muligt for os at adlyde Guds lov.

(208)  Kristus blev aldrig illoyal mod Guds lovs principper. Han gjorde aldrig noget der var imod sin faders vilje. For engle, mennesker og dæmoner kunne han sige ord som fra andre læber ville have været blasfemi: »Jeg altid gør, hvad der er ham velbehageligt.« Joh.8,29. Hans fjender fulgte ham dag for dag i tre år. De prøvede at finde en plet i hans karakter. Satan forsøgte, med hele sit onde forbund, at overvinde ham; men de fandt intet i ham, som kunne give dem fordele. Selv djævlene var tvunget til at bekende: "Du er Gud den Hellige.”

(208)  Selvopofrelse
Hvilket sprog kunne så kraftigt udtrykke Guds kærlighed for menneskefamilien som det sprog der blev ytret af hans enbårne søn for vor genløsning? Den uskyldige bar skyldens revselse. »Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Thi Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.« Den, som tror på ham, dømmes ikke; den, som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne. Søns navn.« Joh.3,16-18.

(208)  [Kristus gav sig selv som et sonoffer for at frelse en fortabt verden. Han blev behandlet, som vi fortjener, for at vi kunne blive behandlet, som han fortjener. Han blev fordømt for vore synder, som han ikke havde nogen del i, for at vi måtte (209) kunne retfærdiggøres ved hans retfærdighed, som vi ikke havde nogen del i. Ham led den død, som tilkom os, for at vi måtte kunne erholde det liv, som tilhørte ham. »Vi fik lægedom ved hans sår.« Es. 53,5. Vejl f menigh bd. 1 side 196]

(209)  Kristus blev fristet på alle punkter som vi er, af ham som en gang stod loyalt ved hans side i de himmelske sale. Betragt Guds søn i fristelsens ørken, hvor han var allersvagest, bombaderet med den voldsomste fristelse. Se ham under de år han gjorde tjeneste, angrebet fra alle sider af onde kræfter. Se ham i hans pinsler på korset. Alt dette led han for os.

(209)  Kristi jordiske liv, fyldt med møje og ofre, blev opmuntret af at al hans slæb ikke var for intet. Ved at give sit liv for mennesker, ville han vinde verden tilbage til sin loyalitet over for Gud. Selv om blodets dåb først må modtages, selv om verdens synder skulle veje på hans uskyldige sjæl, valgte han, efter den glæde han havde i udsigt, alligevel at udholde korset og foragtede skam.

(209)  Studér Kristi definition på en sand missionær: »Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!« Mark.8,34. At følge Kristus, som det står i disse ord, er ikke et krav, ikke en farce. Jesus forventer at hans disciple følger nøje i hans fodspor, udholder hvad han har udholdt, lide hvad han led, overvinde som han overvandt. Han venter ivrigt på at se hans bekendende efterfølgere åbenbare selvopofrelse.

(209)  Dem, som antager Kristus som en personlig frelser, vælger at tage del i hans lidelse, leve hans selvfornægtende liv, udholde skam for hans skyld, vil forstå hvad det vil sige at være en virkelig lægemissionær.

(209)  Når alle vore lægemissionærer lever det nye liv i Kristus, når de tager hans ord, som deres vejledning, vil de få en klarere forståelse hvad virkelig sundhedsmissionsarbejde indbefatter. Dette arbejde vil få en dybere (210) betydning for dem, når de giver ubetinget lydighed mod den lov, der er indgraveret på stentavler af Guds finger, deri sabbatsbudet, om hvilket Kristus selv talte gennem Moses til Israels børn og sagde:

(210)  »Du skal tale til israelitterne og sige: Fremfor alt skal I holde mine sabbater, thi sabbaten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt, for at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger eder. ...... Israelitterne skal holde sabbaten, så at de fejrer sabbaten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt: Den skal være et tegn til alle tider mellem mig og israelitterne. 2.Mos.31,13.-17.

(210)  Lad os flittigt studere Guds ord, så vi med kraft kan forkynde det budskab der skal gives i disse sidste dage. Mange af dem som Frelserens selvopofrende livs lys skinner på nægter at leve et liv efter hans vilje. De er ikke villige til at leve et selvopofrende liv for andre skyld. De ønsker at ophøje sig selv. For disse har sandhed og retfærdighed mistet sin betydning og deres ukristne indflydelse får mange til at vende sig bort fra Frelseren. Gud kalder sande standhaftige medarbejdere, hvis liv vil modvirke indflydelsen fra dem, som arbejder imod ham.

(210)  Jeg er instrueret til at sige til alle sundhedsmissionsmedarbejdere: Følg jeres Leder. Han er vejen, sandheden og livet. Han er jeres eksempel. Ansvaret at have Kristi uselviske tjeneste i øjesyn påhviler alle medicinmissions medarbejdere. De skal holde deres øjne fæstnede på Jesus, deres tros Ophav og Fuldender. Han er al lys' kilde, udspringet for al velsignelse.

(210)  Et fast ståsted for det rette
Gud kalder på sine medarbejdere, i denne tidsalder af sygelig fromhed og forvanskede principper, til at åbenbare en sund, indflydelsesrig (211) åndelighed. Mine brødre og søstre, det er hvad Gud forlanger af jer. Ethvert punkt af jeres indflydelse skal bruges på Kristi side. I skal nu kalde tingene ved rette navn og stå fast til forsvar for sandheden som den er i Jesus.

(211)  Det påhviler enhver sjæl hvis liv er skjult sammen med Kristus i Gud at komme frem nu og kæmpe for den tro de hellige en gang har fået. Sandheden må forsvares og Guds rige fremmes som det blev, da Kristus var på denne jord. Hvis han var ville han drage ud og irettesætte mange, som trods deres bekendelse som lægemissionærer, har valgt ikke at lære af den Store Læge Missionærs ydmyghed og beskedenhed. Selvet er blevet ophøjet hos nogle som har store stillinger i sundhedsmissionsarbejdet. De kan ikke klart se Kristi karakter før, eller gøre det arbejde som han gjorde, før disse frigør sig for alle ønsker om at opløfte selvet.

(211)  [Når Helligånden behersker vore menighedsmedlemmers sind, vil der i vore kirker kunne iagttages en langt højere norm i tale, i tjeneste og i åndelighed, end man kan se nu. Menighedens medlemmer vil blive forfrisket af livets vand og arbejderne, der arbejder under ham, som er hovedet, Kristus, vil åbenbare deres Mester i ånd, ord og gerning og opmuntre hverandre til at gå fremad i det herlige, tilvækst af enighed og kærlighed, der vil være et vidnesbyrd for verden om, at Gud sendte sin Søn for at dø for synderes genløsning. Guddommelig sandhed vil blive ophøjet og når den stråler, som en lampe der brænder, vil vi forstå den klarere og klarere. Vejl f menigh bd. 3 side 188]

(211)  Den prøvende sandhed for denne tid er ikke opdigtet af noget menneskesind. Den er fra Gud. Den er en uforfalsket livsanskuelse for dem som værdsætter den. Kristus blev legemliggjort for at vi, ved tro på sandheden, kunne helliges og løskøbes. Lad dem som holder sandheden i retfærdighed i live; og lad dem gå frem, blive beslået med evangeliefredens udrustning, (212) så de kan forkynde sandheden for dem, der ikke kender den. Lad dem gøre lige stier for deres fødder, så den lamme ikke vendes bort fra vejen.

(212)  Nu skal vi forene og ved ægte sundhedsmissionsarbejde berede vejen for vor kommende Konge. Men lad os huske på at kristen enhed ikke betyder at en persons identitet skal underkastes en andens. Det betyder heller ikke at den ene persons tanker skal ledes og styres af andres tanker. Gud har ikke givet noget menneske en sådan magt, som nogen, ved ord og handlinger, forsøger at hævde. Gud forlanger at ethvert menneske skal være fri og kunne følge ordets anvisninger.

(212)  Lad os vokse i kundskab til sandheden, give al pris og herlighed til ham som er eet med Faderen. Lad os søge alleralvorligst efter den himmelske salvelse, Helligånden. Lad os få en ren, voksende kristendom, så vi i de himmelske sale tilsidst kan erklæres fuldendte i Kristus.

(212)  »Se, brudgommen er der, gå ham i møde!« Matt.25,6. Spild ikke mere jeres tid på at gøre jeres lamper rede. Spild ikke tid på at søge fuldstændig enhed med hinanden. Vi må forvente vanskeligheder. Prøvelser vil komme. Kristus, vor frelses Anfører; blev gjort fuldkommen ved lidelse. Hans efterfølgere vil støde på fjenden mange gange og vil prøves hårdt, men de behøver ikke at fortvivle. Kristus siger til dem: »Vær frimodige, jeg har overvundet verden.« Joh.16,33.

(212)  De følgende liner skildrer den kristnes krigsførelse:

Jeg troede at den kristnes vej til himlen
ville være ligeså klar som sommeren og glad som morgnen.
Du viste mig stien; den var mørk og rå,
helt ujævn med klipper, helt indfiltret med torne;
jeg drømte om himmelske belønninger og berømmelse;
jeg spurgte efter palmegrene, klædningen og kronen;
jeg spurgte og du viste mig et kors og en grav.