Sektion fire - Vær på vagt
Lektier fra tidligere

(213)  (213) Centralisering
Det var Guds plan at mennesker, som fuldbyrdelse af befalingen til Adam, efter vandfloden, skulle sprede sig udover jorden og fylde den og underlægge sig den.

(213)  Men idet Noas efterkommere blev flere, viste frafaldet sig selv. Dem som ønskede at fralægge sig Guds lovs bånd besluttede at skille sig ud fra Jehovas tilbedere. De bestemte sig for at have dem forene med et legeme og grundlægge et monarki som til sidst vil omfatte hele jorden. På Sinears slette besluttede de at bygge en by og i den et tårn som skulle være verdens vidunder. Dette tårn skulle være så højt at ingen vandflod kunne nå dets top, så svært at intet kunne feje det bort. Derved håbede de at sikre deres egen sikkerhed og gøre sig selv uafhængige af Gud.

(213)  Dette forbund var affødt af et oprør imod Gud. Sinears-slettens beboere grundlagde deres rige for selvophøjelse, ikke for Guds ære. Havde de heldet med sig, ville en mægtig kraft være kommet frem, forbandet retfærdighed og indvarslet en ny religion. Verden ville være blevet demoraliseret. Fejlagtige teorier ville have splittet (214) mennesker fra troskab mod guddommelige love og Jehovas lov ville være blevet ignoreret og glemt. Men Gud lader aldrig verden hen uden vidner for sig selv. På det tidspunkt var der mennesker som ydmygede sig selv for Gud og råbte til ham. "Oh Gud," bad de "læg dig imellem din sag og menneskers planer og metoder." »Men Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskebørnene byggede.« 1.Mos.11,5. Engle blev sendt for at tilintetgøre bygmestrenes hensigter.

(214)  Tårnet havde nået en knejsende højde og det var umuligt for arbejdsfolkene ved toppen at tale direkte med dem nedenfor; derfor blev mennesker sat på forskellige steder og hver skulle modtage og videregive ordre til den næste nedenunder om de materialer der var brug for, eller andre anvisninger om arbejdet. Idet meddelelserne gik fra den ene til den anden, blev sproget forvirret, så at der blev forlangt materiale der ikke var brug for og de anvisninger man fik var ofte fuldstændigt forandret fra dem som havde sendt dem. Forvirring og forfærdelse fulgte efter. Al arbejdet gik i stå. Der kunne være mere harmoni eller samarbejde. Bygfolkene var helt ude af stand til at forklare de besynderlige misforståelser der var iblandt dem og i deres raseri og skuffelse, bebrejdede de hinanden. Deres forvirring endte i kamp og blodsudgydelse. Lyn fra himlen nedbrød den øvre del af tårnet og styrtede det til grunden. Mennesker fik lov at mærke at der var en Gud som herskede i himlene og at Han er i stand til at forvirre og forøge forvirring for at lære mennesker at de kun er mennesker.

(214)  Gud bærer ofte over med menneskers trodsighed, han giver dem rigelig anledning for anger; men han lægger også mærke til alle deres påfund på at modarbejde hans retfærdigheds og hellige lovs myndighed.

(215)  (215) Indtil dette tidspunkt havde alle talt det samme sprog; se dem der kunne forstå hinandens tale forenede sig i grupper; nogle gik en vej og nogle gik en anden. »Derfra spredte Herren dem ud over hele jorden.« vers 9.

(215)  I vore dage ønsker Herren at hans folk skal spredes ud over hele jorden. De skal ikke samle sig i kolonier. Jesus sagde: »Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen.« Mark.16,15. Når disciplene fulgte deres trang til at blive i stort antal i Jerusalem, fik forfølgelserne lov at komme over dem og de blev spredt til alle dele af den beboede verden.

(215)  I årevis er advarselens og bønlige budskaber blevet givet til vort folk. De er anmodet indstændigt om at gå ud i Mesterens store høstmark og arbejde uselvisk for sjæle.

(215)  Fra vidnesbyrdene fra 1895 og 1899 kopier jeg følgende afsnit:
” Sande missionsarbejdere vil ikke sætte sig i kolonier. Guds folk skal være pilgrimme og fremmede på jorden. Det er ikke efter Guds orden at store summer penge bruges på at opbygge arbejdet på eet sted. Der skal plantes mange steder. Skoler og sanatorier skal etableres på steder hvor der nu ikke er noget der fremstiller sandheden. Disse ting skal ikke sættes i gang for at lave penge, men med det øjemål at sprede sandheden. Landområder et stykke fra byerne bør erhverves, hvor skoler kan bygges op og hvor de unge kan få en uddannelse i landbrug og maskiner (måske legemligt arbejde).

(215)  Den nærværende sandheds grundprincipper skal udbredes mere. Der er de mennesker, som ræsonnerer sig ud fra et forkert synspunkt. Fordi det er behageligere at have arbejdet (216) samlet på et sted, er de stemt for at samle alt sammen på ét sted. Følgevirkningen er et stort onde. Steder som burde være hjulpet efterlades nødlidende.

(216)   ”Hvad skal jeg sige til vore folk så de vil følge en vej der er til deres nuværende og fremtidige gode? Vil dem i Battle Creek ikke give agt på det lys de har fra Gud? Vil de ikke fornægte selvet, løfte korset og følge Jesus? Vil de ikke adlyde deres Leders kald, at forlade Battle Creek og opbygge interesser på andre steder? Vil de ikke gå jordens mørke steder for at fortælle dem beretningen om Kristi kærlighed og stole på at Gud vil give dem held og lykke?

(216)   ”Det er ikke Guds plan for vort folk at de skal samle sig i Battle Creek. Jesus siger: "Gå i dag ud i min vingård. Tag bort fra de steder, hvor der ikke er brug for jer. Plant sandhedens standard i stæder og byer som ikke har hørt budskabet. Bered vejen for mit komme. Dem på hovedveje og hegn skal høre kaldet.'

(216)  Herren vil gøre ørknen til et helligt sted, idet hans folk, fyldt med missionsånd, går frem for at danne centre for hans arbejde, for at etablere sanatorier, hvor der kan drages omsorg for syge og forpinte; og etablere skoler, hvor unge kan uddannes i de rette linjer.”

(216)  Det er blevet ansporet at der var store fordele ved at have mange institutioner nær ved hinanden; så de vil bære styrke for hinanden og yde hjælp til dem som søger uddannelse og arbejde. Dette er efter menneskefornuft; det vil komme frem at mange fordele, ud fra et menneskesynspunkt, vil vindes ved at samle så mange ansvar i Battle Creek; men visionen må gøres større.”

(216)  Til trods for mange råd imod, så centraliserer (217) man stadig magten, så mange interesser bindes under én styring. Dette begyndte først med Review and Herald kontoret. Først gjorde man tingene på den ene måde - så på den anden måde. Det var vort arbejdets fjende som fremkaldte kaldet for at konsolidere forlagsarbejdet under én styrende kraft i Battle Creek.

(217)  Da kom den tanke frem at sundhedsmissionsarbejde ville fremhjælpes stærkt hvis alle vore medicin(sundheds)institutioner og andre medicin(sundheds)interesser blev knyttet sammen under medicin-missions-selskabet i Battle Creek.

(217)  Jeg fik fortalt at jeg måtte hæve min røst i advarsel imod dette. Vi skulle ikke være under menneskers styring som ikke kunne styre sig selv og som ikke var villige til at underkaste sig Gud. Vi skulle ikke vejledes af mennesker, som ønskede at deres ord havde en styrende kraft. Ønsket om at styre har udviklet sig meget markant og Gud har sendt advarsel efter advarsel og forbudt forbund og konsolidering. Han advarede os imod at lade os binde for at opfylde visse aftaler, der vil blive fremlagt af mænd, der arbejder på at kontrollere deres brødres adfærd.

(217)  Et uddannelsescenter
Herren er ikke tilfreds med nogle af de aftaler der er gjort i Battle Creek. Han har erklæret at andre steder er blevet frarøvet lys og fordele som i stedet er blevet samlet og forøget i Battle Creek. Det er ikke tilfredsstillende for Gud, at vore unge, fra alle dele af landet, skal kaldes til Battle Creek, for at arbejde på sanatoriet og for at få deres uddannelse. Når vi tillader dette, bliver vi ofte skyldige i at frarøve trængende marker deres dyrebareste rigdomme.

(218)  (218) Gennem det lys der er givet i vidnesbyrdene, har Herren givet udtryk for at han ikke ønsker at studerende skal forlade deres hjemmeskoler og sanatorier for at få uddannelse i Battle Creek. Han har instrueret os at vi skal flytte skolen fra dette sted. Dette blev gjort, men de institutioner som blev tilbage gjorde ikke hvad de burde have gjort, for at dele de fordele med andre steder som stadig var i Battle Creek. Herren tilkendegav sit mishag ved at lade disse institutioners hovedbygninger ødelægge ved brand.

(218)  Til trods for Herrens forsyns tydelige bevis ved disse ødelæggende brande, har nogle af os ikke tøvet med at håne meddelelsen at disse bygninger blev brændt, fordi mennesker har styret tingene i en retning Herren ikke kan antage.

(218)  Mennesker har afveget fra de rette principper, fra forkyndelsen af det, disse institutioner blev bygget på. De har ikke gjort det arbejde som Gud har forordnet skulle gøres, så et folk beredes til at "opbygge de gamle ubeboede steder" og tage stødet af, som det er fremstillet i Esajas' bog det otte og halvtredsindstyvende kapitel. I disse skriftsteder er det arbejde vi skal gøre, defineret klart som sundhedsarbejdere. Dette arbejde skal gøres på alle steder. Gud har en vingård; og han ønsker at denne vingård skal bearbejdes i uselviskhed. Ingen dele skal forsømmes. Den mest forsømte del behøver de mest lysvågne missionærer til at gøre det arbejde som Helligånden, gennem Esajas, har skildret:

(218)  »Nej, faste efter mit sind er at løse gudløsheds lænker, at løsne ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg.« »Rækker du den sultne dit brød og mætter en vansmægtende sjæl, skal dit lys stråle frem i mørke, dit mulm skal blive som (219) middag; Herren skal altid lede dig, mætte din sjæl, hvor der er goldt og give dig nye kræfter; du bliver som en vandrig have, som rindende væld, hvor vandet aldrig svigter. Da bygges på ældgamle tomter, du rejser længst faldne mure; da kaldes du »murbrudsbøder«, »genskaber af farbare veje«. Es.58,6.10-12.

(219)  For sit eget navns skyld, vil Gud ikke tillade de genstridige og uafhængige at gennemføre deres uhellige planer. Han vil hjemsøge dem for deres trodsighed. »De gudløse har ingen fred, siger min Gud.« Es.57,21. Men i sine domme vil Herren huske på barmhjertighed. Han erklærer:

(219)  »Thi evigt går jeg ikke i rette, evindelig vredes jeg ej; så vansmægted ånden for mit ansigt, sjæle, som jeg har skabt, for hans gridskheds skyld blev jeg vred, slog ham og skjulte mig i harme; han fulgte i frafald sit hjertes vej. Jeg så hans vej, men nu vil jeg læge og lede ham og give ham trøst til bod; hos de sørgende skaber jeg læbernes frugt, fred, fred for fjern og nær, siger Herren og nu vil jeg læge ham.« vers 16-19.

(219)   ”Mit folks ånd kan svigte mig," sagde Herren, "hvis jeg skulle behandle med dem efter deres trodsighed. De kunne ikke udholde mit mishag og min vrede. Jeg har set enhvers synders trodsige veje. Han som angrer og gør retfærdighedens gerninger, vil jeg omvende og helbrede og genoprejse til min yndest.”

(219)  Om dem som er blevet bedraget og ledt på afveje (220) af uhellige mennesker, siger Herren: Deres handlemåde har ikke været efter min vilje; dog vil jeg for min egen retfærdige sags skyld og for sandhedens skyld, helbrede enhver som vil ære mit navn. Hele Israels bodfærdighed skal se min frelse. Jeg - Herren - hersker og jeg vil med pris og taknemmelighed fylde alles hjerter som er nær og fjern, endogså alle Israels angrende som har holdt sig på mine veje.”

(220)  »Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er »hellig«: I højhed og hellighed bor jeg, hos den knuste, i ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerte til live.« vers 15.