Vil vi blive fundet for lette?

(247)  (247) St. Helena, Californien, den 21.april, 1903.
[Vor stilling i verden er ikke, som den kunne være. Vi er langt fra, hvor vi burde have været, hvis vor Kristne erfaring havde stået i forhold til det lys og de anledninger, vi har fået, hvis vi fra begyndelsen stadig var gået fremad og opad. Havde vi vandret i det lys, der er blevet givet os og havde vi jaget efter at kende Herren, ville vor sti være blevet stadig tydeligere og tydeligere. Mange af dem, der har haft et særligt lys, har i den grad gjort sig til eet med verden, at de næppe kan skelnes fra verdens børn. De står ikke frem som Guds ejendomsfolk, udvalgte og dyrebare. Det er vanskeligt at se forskel på dem, der tjener Gud og dem, der ikke gør det.

(247)  Syvende-dags adventistmenigheden vil blive vejet på helligdommens vægtskål. Den vil blive dømt efter de privilegier og fortrin, den har haft. Hvis dens åndelige erfaring ikke svarer til de fortrin, Jesus for en uendelig høj pris har skaffet den og hvis de skænkede velsignelser ikke har sat den i stand til at udføre den gerning, den fik betroet, vil denne kendelse blive udtalt over den: »Fundet for let!« Den vil blive dømt efter det lys, der blev givet og de anledninger, den fik.

(247)  Guds hensigt med sit folk
Gud har kærlighed, glæde, fred og herlig sejr beredt til alle, der tjener ham i ånd og sandhed. Hans lovlydige folk skal til stadighed være beredte til tjeneste. De skal modtage forøget nåde og kraft og forøget kundskab om Helligåndens gerning. Men mange er ikke rede til at modtage Helligåndens kostelige gaver, som (248) Gud venter på at kunne give dem. De strækker sig ikke højere og højere opad efter kraft fra det høje, således at de gennem disse gaver kunne blive kendt, som Guds ejendomsfolk, der er ivrige efter at gøre gode gerninger.

(248)  »Omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid«
De højtidelige, advarende formaninger, der er bragt ved ødelæggelsen af højt skattede hjælpemidler i tjenesten, sige til os: »Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet og omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid.« Åb. 2,5. Hvorfor er opfattelsen af menighedens sande åndelige tilstand så tåget? Er vægterne, der står på Zions mure, ikke blevet ramt af blindhed? Er mange af Guds tjenere ikke ubekymrede og veltilfredse, som om skystøtten om dagen og ildsøjlen om natten hvilede over helligdommen? Er der ikke nogle i ansvarsfulde stillinger, der bekender sig til at kende Gud, men som i liv og karakter fornægter ham? Er der ikke mange af dem, som regner sig selv for hans udvalgte ejendomsfolk, der er tilfredse med at leve uden forvisningen om, at en sand Gud er iblandt dem for at frelse dem fra Satans snarer og angreb?

(248)  Ville vi ikke nu have haft meget større lys, hvis vi i fortiden havde modtaget Herrens formaninger, erkendt hans nærværelse og vendt os bort fra alle handlinger, der var i strid med hans vilje? Hvis vi havde gjort dette, ville himmelens lys have skinnet ind i sjælens tempel og sat os i stand til at fatte sandheden og elske Gud højest og vor næste som os selv. Oh, hvor bliver Kristus vanæret dybt af dem, som, idet de bekender at være kristne, forsømmer at bringe deres liv i overensstemmelse med deres bekendelse og undlader at behandle hverandre med den kærlighed og respekt, som Gud forventer, at de vil åbenbare ved venlige ord og høflige handlinger!

(249)  (249) Dybets magter er i heftigt oprør. Resultatet er krig og blodsudgydelser. Den moralske atmosfære er forgiftet af grusomme og rædselsfulde gerninger. Stridens ånd breder sig. Den findes i overflod overalt. Mange sjæle bliver besat af bedragets og de hemmelige handlingers ånd. Mange vil falde fra troen, fordi de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme. De skønner ikke hvilken ånd, der har taget dem i besiddelse.

(249)  De ærer ikke Gud
Han, der ser under overfladen og læser alle menneskers tanker, siger om dem, der har haft et stort lys: »De føler sig ikke besværede og forbavsede over deres moralske og åndelige tilstand.« »Som de vælge deres egne veje og ynder deres væmmelige guder, så vælger og jeg deres smerte, bringer over dem, hvad de frygter, fordi de ej svared, da jeg kaldte, ej hørte, endskønt jeg taled, men gjorde, hvad der vakte mit mishag, valgte, hvad ej var min vilje.« »Derfor sender Gud over dem en vildførende magt, så de tror løgnen,« »fordi de ikke tog imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst.« »men fandt behag i uretfærdigheden.« Es.66,3-4; 2.Tess. 2,11.10.12.

(249)  Den himmelske lærer spørger: Kan nogen stærkere vildfarelse bedrage sindet end den påstand, at I bygger på den rette grundvold og at Gud godkender jeres handlinger, når I i virkeligheden udfører mange ting i overensstemmelse med verdens fremgangsmåde og synder imod Jehova? Oh, det er et stort bedrag, en listig forførelse, der tager sindet i besiddelse, når mennesker, der engang har kendt sandheden, forveksler gudfrygtighedens ydre form med dens ånd og kraft; når (250) de mener at være rige og have vundet rigdom og ikke trænger til noget, medens de i virkeligheden mangler alt.”

(250)  Gud har ikke skiftet sind overfor sine trofaste tjenere, der bevarer deres klæder uplettede. Men mange råber: "Fred og ingen fare" medens undergangen pludselig kommer over dem. Medmindre et menneskes anger er fuldstændig og det ved bekendelse ydmyger sit hjerte og tager imod sandheden, som den er i Jesus, vil det aldrig komme ind i himmelen. Når der engang finder en renselse sted i vore rækker, vil vi ikke længere hvile i magelighed og rose os af at være rige, at have vundet rigdom og ikke trænge til noget .

(250)  Hvem kan i sandhed sige: "Vort guld er prøvet i ilden. Vore klæder er uplettede af verden"? Jeg så vor Vejleder pege på de såkaldte retfærdiges klæder. Idet han rev dem af, blottede han besmittelsen derunder. Derpå sagde han til mig: "Kan du se, hvorledes de indbildske har dækket deres karakters besmittelse og råddenskab?" »At den skulle ende som skøge, den trofaste by!« "Min Faders hus er hjort til et handelshus, et sted hvorfra den guddommelige nærværelse og herlighed er veget bort! Af den grund er der svaghed og styrken mangler.”

(250)  Et kald til reformation
Medmindre menigheden, som nu er ved at blive gennemsyret af sit eget frafald, angrer og omvender sig, vil den komme til at høste frugten af sine egne gerninger, indtil den får afsky for sig selv. Når den modstår det onde og vælger det gode og søger Gud i al ydmyghed og lever op til sit høje kald i Kristus, idet den står på den evige sandheds grund og i tro tilegner sig de dyder, der er beredt for den, vil den blive helbredt. Den vil træde frem i den enfoldighed og (251) renhed, som Gud har givet den, befriet fra alle jordiske forviklinger og vise, at sandheden virkelig har frigjort den. Da vil dens medlemmer virkelig være Guds udvalgte repræsentanter.

(251)  Tiden er kommet, hvor en gennemgribende reformation må finde sted. Når denne reformation begynder, vil bønnens ånd besjæle hver eneste troende og vil drive splidens og stridens ånd bort fra menigheden. De, der ikke har levet i kristeligt samfund, vil drage nær til hverandre. Et medlem, der arbejder i den rigtige retning, vil lede andre til at forene sig med ham under forbøn om, at Helligånden må blive åbenbaret. Der vil ikke være nogen forvirring, fordi alle vil være i harmoni med Åndens vilje. De skranker, der skiller den ene troende fra den anden, vil blive nedbrudt og Guds tjeneres tale vil stemme overens. Herren vil samarbejde med sine tjenere. Alle vil med forståelse bede den bøn, Kristus lærte sine disciple: »Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen.« Matt. 6,10. Vejl f menigh bd. 3 side 223-226]