Sektion fem - Den nødvendige kundskab
Gud I naturen

(255)  (255) Før synden kom ind hvilede der ikke en sky over vore første forældre og kunne ikke formørke deres opfattelse af Guds karakter. De var fuldstændig tilpasset til Guds vilje. Til tildækkelse af dem, omgav et skønt lys, Guds lys dem. Dette klare og fuldkomne lys oplyste alt som de kom hen til.

(255)  Naturen var deres lektiebog. I edens have blev Guds eksistens vist, hans egenskaber åbenbaret i naturen, som omgav dem. Alt hvad deres øjne hvilede på talte til dem. Guds usynlige ting "endog hans evige kraft og guddommelighed," blev set klart og blev forstået ved de ting som var frembragt.

(255)  Syndens resultat
Men selvom det var sandt at Gud i begyndelsen kunne ses i naturen, blev et fuldstændigt kendskab til Gud, efter syndefaldet, ikke åbenbaret i den naturlige verden for Adam og hans efterkommere. Naturen kunne overbringe sin lektiebog til mennesket i sin uskyldighed. Men overtrædelser bragte sygdom over jorden og greb ind mellem naturen og Guds natur. Havde Adam og Eva aldrig været ulydig imod deres Skaber, var de forblevet på retskaffenhedens sti og (256) de have forsat med at lære af Gud gennem hans gerninger. Men da de lyttede til fristeren og syndede imod Gud, forlod de himmelske uskyldigheds-klæder dem. Frarøvet himmelsk lys, kunne de ikke længere se Guds karakter i hans hånds gerninger.

(256)  Og på grund af menneskers ulydighed blev en forandring gjort i naturen selv. Ødelagt af syndens forbandelse, kan naturen kun bære et ufuldstændigt vidnesbyrd om Skaberen. Den kan ikke åbenbare hans karakter i sin fuldkommenhed.

(256)  En guddommelig lærer
Vi behøver en guddommelig lærer. For at verden ikke forblev i mørke, i en evig åndelig nat, mødte Gud os i Jesus Kristus. Kristus er »det sande lys, som oplyser hvert menneske, var ved at komme til verden.« Joh.1,9. »Kundskaben om Guds herlighed« er åbenbaret »på Kristi åsyn må lyse klart. 2.Kor.4,6. Kristi lys, oplyser vor forståelse og skinner på naturens ansigt, sætter os stadige i stand til at læse Guds kærligheds lektier i hans fremkaldte gerninger.

(256)  Naturen vidner om Gud
Naturen som vi ser den i dag giver os kun et svagt begreb om edens skønhed og herlighed. Dog er meget stadig skønt. Naturen vidner at en uendelig i kraft, stor i godhed, barmhjertighed og kærlighed, skabte jorden og fyldte den med liv og glæde. Selv i deres fordærvede tilstand åbenbarede alle ting den store Kunstners værk. Selv om synden har ødelagt naturens tings skønhed og form, selv om der kan ses spor af luftkraftens fyrste på dem, taler de alligevel om Gud. Vi kan læse fordømmelsesloven (257) i vildbuskene, tidslerne, tornene og rajgræsset; men fra naturens ting og fra deres underfulde tilpasning til vore behov og vor lykke, kan vi lære at Gud stadig elsker os, at hans barmhjertighed endnu vises i verden.

»Himlen forkynder Guds ære,
hvælvingen kundgør hans hænders værk.
Dag bærer bud til dag,
nat lader nat det vide.
Uden ord og uden tale,
uden at lyden høres.”
Sal.19,2-4

(257)  Mennesker kan ikke fortolke naturen
Borte fra Kristus er vi stadig ude af stand til at fortolke naturens sprog rigtigt. Den vanskeligste og mest ydmygende lektie som mennesker må lære er deres egen uduelighed når de gør sig afhængige af menneskelig visdom og sine sikre fiaskoer når de prøver at læse naturen rigtigt. Af sig selv kan mennesket ikke fortolke naturen uden at det sætter naturen over Gud. Mennesket er i en lignende situation som athenienserne, som havde skrevet under deres altre viet for naturdyrkelse: "For den ukendte Gud." Gud var i virkeligheden ukendt for dem. Han er ukendt for alle som, uden den guddommelige lærers vejledning, tager naturstudiet op. De vil med sikkerhed komme til forkerte konklusioner.

(257)  I sin menneskelige klogskab kender verden ikke Gud. Verdens kloge mænd samler sig et ufuldstændigt kendskab til ham, ud fra hans skabte gerninger; men denne kundskab, der så langt fra giver dem ophøjede begreber om Gud, der så langt fra ophøjer sind og sjæl og bringer hele væsnet i overensstemmelse med hans vilje, gør mennesker til afgudsdyrkere. I deres blindhed ophøjer de naturen og naturens love over Guds love.

(257)  Gud har ladet en strøm af lys udgydes over (258) verden i videnskabens og kunstens opdagelse: men når bekendende videnskabsmænd drager slutninger over disse emner blot ud fra et menneskeligt synspunkt, er de sikre på at fejle. Det største hoved, vil, hvis det ikke vejledes af Guds ord, forvildes i deres forsøg på undersøge forholdene i videnskab og åbenbarelse. Skaberen og hans gerninger er ud over deres fatteevne; og fordi disse ikke kan forklares ved naturlige love, erklæres bibelberetningen som upålidelig.

(258)  Dem, som drager skriftens pålidelighed i tvivl, må lade deres anker gå og må lade sig slå på vantroens klippe. Når de finder sig selv ude af stand måle sig med Skaberen og hans gerning på grund af deres egen ufuldstændige videnskabskundskab, drager de Guds eksistens i tvivl og tillægger naturen overnaturlig kraft.

(258)  I sand videnskab kan der ikke være noget modsat Guds ords lære, for begge har den samme Ophavsmand. En korrekt forståelse af begge vil altid vise sig at være i overensstemmelse. Sandhed, om det er i naturen eller i åbenbaringen, er harmonisk med sig selv i alle dens manifestationer. Men det sind der ikke er oplyst af Guds Ånd vil altid være i mørke, hvad angår hans kraft. Det er derfor mennesketanker i videnskaben så ofte er modsat Guds ords lære.

(258)  Skabelsesarbejdet
[Videnskaben kan aldrig forklare skaberværket. Hvilken videnskab kan forklare livets mysterier?

(258)  Den teori, at Gud ikke skabte stoffet, da han frembragte verden, er uden grundlag. Da Gud dannede vor verden, var han ikke afhængig af noget forud eksisterende stof. Tværtimod opstod alle ting, materielle såvel som åndelige, foran Jehova, da han talte og (259) de blev skabt efter hans vilje. Himmelen og dens hærskarer, jorden og alt hvad der er på den, er ikke blot hans hænders værk; de blev bragt til at eksistere ved hans munds ånde.

(259)  »I tro fatter vi, at verden er blevet skabt ved Guds ord, så det synlige blev til at det, vi ikke kan se.« Hebr.11,3. Vejl f menigh bd. 3 side 228]

(259)   »Ved Herrens ord blev himlen skabt
og al dens hær ved hans munds ånde......
thi han talede, så skete det,
han bød, så stod det der.”
Sal.33,6-9.

(259)  Naturens love
[Mange, der dvæler ved materiens og naturens love, taber Guds stadige og direkte indgriben af syne, hvis de ikke benægter den. De viderefører den idé, at naturen handler uafhængigt af Gud, at den i og af sig selv har sine egne begrænsninger og kræfter, som den arbejder med. Efter deres mening er der en tydelig forskel mellem det naturlige og det overnaturlige. Det naturlige tilskrives almindelige årsager uden forbindelse med Guds kraft. De tillægger stoffet en vital kraft og naturen bliver gjort til en guddom. Det antages, at stoffet er undergivet bestemte betingelser og overladt til at følge bestemte love, som selv Gud ikke kan gribe ind i, at naturen er udstyret med visse egenskaber og underkastet love og at det er overladt til den selv at adlyde visse love og udføre den gerning, der oprindelig blev pålagt den.

(259)  Dette er falsk videnskab. Der er intet i Guds ord, der støtter den. Gud ophæver ikke sine love, men han arbejder til stadighed igennem dem og bruger dem som sine redskaber. De er ikke selvvirkende. Gud arbejder bestandig (260) i naturen. Den er hans tjener og bliver ledet, som han synes. Naturen vidner på sin måde om tilstedeværelsen af et intelligent væsens nærværelse og aktive virke, der i alle sine gerninger handler efter sin egen vilje. Det er ikke ved nogen selvstændig iboende kraft i naturen, at jorden år efter år giver sine gaver og fortsætter sin vandring rundt om solen. Almagtens hånd er i stadig virksomhed og leder denne planet. Det er Guds krafts stadige virke, der holder den i stilling under dens rotation.

(260)  himmelens Gud er i stadig virksomhed. Det er ved hans kraft, at plantevæksten trives, at ethvert blad kommer frem og hver blomst folder sig ud. Hver regndråbe, hvert snefnug, hver spire i græsset, hvert blad og blomst og busk vidner om Gud. Disse små ting, der er så almindelige rundt omkring os, lærer os den lektie, at intet er så småt, at han ikke tager sig af det. Det menneskelige legemes mekanisme kan man ikke forstå fuldt ud. Den rummer hemmeligheder, som gør selv de mest intelligente til skamme. At pulsen slår og åndedræt følger åndedræt, er ikke et resultat af en mekanisme, som , når den først er sat i gang, fortsætter med at virke. I Gud lever og røres og er vi. Hvert åndedrag og hvert pulsslag er et stadigt vidnesbyrd om en altid nærværende Guds kraft.

(260)  Det er Gud, der får solen til at stige på himmelhvælvingen. Han åbner himmelens sluser og giver regn. Han får græsset til at gro på bjergene. »Han lader sne falde ned som uld, som aske spreder han rim.« »Når han løfter sin røst, bruser vandene i himmelen og han ... får lynene til at give regn og sender stormen ud af sine forrådskamre.« Sl.147,16; Jer.10,13.

(260)  Herren er i stadig virksomhed for at opretholde og bruge (261) de ting, han har skabt som sine tjenere. Kristus sagde: »Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder.« Joh. 5.17.

(261)  Guddomskraftens hemmeligheder
Selv mænd med den højeste intelligens kan ikke forstå Jehovas hemmeligheder, således som de åbenbares i naturen. Det guddommeligt inspirerede ord stiller mange spørgsmål, som selv den lærdeste ikke kan svare på. Disse spørgsmål blev ikke stillet, for at vi skulle få svar på dem, men for at lede vor opmærksomhed hen til Guds dybe hemmeligheder og lære os, at vor visdom er begrænset og at der i omgivelserne for vort daglige liv findes mange ting, der ligger udenfor vor begrænsede fatteevne og at Guds domme og hensigter ikke kan udgrundes. Hans visdom er uransagelig.

(261)  Skeptikere nægter at tro på Gud, fordi de med deres begrænsede evner ikke kan fatte den guddommelige kraft, med hvilken han åbenbarer sig for menneskene. Men Gud skal anerkendes mere ud fra, hvad han kan åbenbarer om sig selv, end fra det, der ligger åbent for vor begrænsede fatteevne. Både i den guddommelige åbenbaring og i naturen har Gud givet menneskene mysterier, som stiller krav til deres tro. Således må det være. Vi vil altid kunne granske, altid forske, altid lære og alligevel er der uendeligt meget hinsides dette. Vejl f menigh bd. 3 side 229-230]

(261)   »Hvo måler vandet i sin hånd,
afmærker med fingerspand himlen,
måler jordens støv i skæppe
og vejer bjerge med bismer
eller i vægtskål høje?

Hvo leder Herrens Ånd,
råder og lærer ham noget?
Se, som dråbe på spand er folkene,
at regne som fnug på vægt,
som et gran vejer fjerne strande.
(262) Libanon giver ej brændsel,
dets dyr ej brændoffer nok.
Alle folk er som intet for ham,
for luft og tomhed at regne.

»Med hvem vil I ligne Gud,
hvad stiller I op som hans lige?...

Ved I,
hører I det ikke, er det.
Ikke forkyndt jer for længst?
Har I da ikke skønnet det, fra jordens grundvold blev lagt?
Han troner over jordens kreds,
som græshopper er dens beboere;
han udbreder himlen som en dug
og spænder den ud som et teltbo....
Hvem vil I ligne mig
med som min ligemand?
siger den hellige.
Løft eders blik til himlen
og se: Hvo skabte disse?
Han mønstrer deres hær efter tal,
kalder hver enkelt ved navn;
så stor er hans kraft og vælde,
at ikke en eneste mangler.

»Hvorfor siger du, Jakob, hvi taler du, Israel,
så: »Min vej er skjult for Herren,
min ret gled min Gud af hænde.”
Ved du,
hørte du ikke,
at Herren er en evig Gud,
den vide jord har han skabt?
han trættes og mattes ikke,
hans indsigt udgrundes ikke;
han giver den trætte kraft,
den svage fylde af styrke.
Ynglinge trættes og mattes,

ungersvende snubler brat,
ny kraft får de, der bier på Herren,
de får nye svingfjer som ørnen;
de løber uden at mattes,
vandrer uden at trættes.
Esajas 40,12-31