En falsk og en sand kundskab til Gud

(279)  Spekulative teorier
(279) »De skjulte ting er for Herren vor Gud, men de åbenbare er for os og vore børn evindelig, at vi må lære at handle efter alle denne lovs ord!« 5.Mos.29,29. Den åbenbaring Gud har givet af sig selv i sit ord, kan vi studere. Dette vi må søge at forstå. Men udover dette kan vi ikke fatte det. Det højeste intellekt kan belaste sig selv og dog kun gisne om Guds natur; men anstrengelsen vil være frugtesløse. Dette problem har ikke været givet os til opklare. Intet menneskeligt sind kan fatte Gud. Lad ikke begrænsede mennesker forsøge at tolke ham. Lad ingen begynde at spekulere over hans natur. Her er tavshed er veltalenhed. Den Alvidende er over al diskussion.

(279)  Selv englene fik ikke del i Faderens og Sønnens råd hvornår frelsesplanen blev lagt. De mennesker som forsøger at trænge ind i den Aller Højestes hemmeligheder viser deres uvidenhed i åndelige og evige ting. De skulle langt hellere, medens barmhjertigheds stemme stadig lyder, ydmyge sig i støvet og bede Gud at undervise dem i hans veje.

(279)  Vi er lige så uvidende om Gud som små børn, men ligesom små børn må vi elske og adlyde ham. I stedet for at spekulere over hans natur eller hans fortrin, så lad os give agt på det talte ord: »Hold inde og kend, at jeg er Gud.« Sal.46,11.

(279)  »Har du loddet bunden i Gud
og nået den almægtiges grænse?
Højere er den end himlen hvad kan du?
Dybere end dødsriget - hvad ved du?
den overgår jorden i vidde,
er mere vidtstrakt end havet.
Job.11,7-9.
(280) Men visdommen ? hvor mon den findes,
og hvor er indsigtens sted?
Mennesket kender ikke dens vej,
den findes ej i de levendes land;
dybet siger: »I mig er den ikke!«
Havet: »Ej heller hos mig!«
Man får den ej for det fineste guld,
for sølv kan den ikke købes,
den opvejes ikke med ofirguld,
med kostelig sjoham eller safir;
guld og glar kan ej måle sig med den,
  den fås ej i bytte for gyldne kar,
    krystal og Koraller ikke at nævne.
  At eje visdom er mere end perler,
    Ætiopiens topas kan ej måle sig med den,
      den opvejes ej med det rene guld.
Men visdommen ? hvor mon den kommer fra,
og hvor er indsigtens sted? ....
afgrund og død må sige:
»Vi hørte kun tale derom.«
Gud er kendt med dens vej,
han ved, hvor den har sit sted;

Thi han skuer til jordens ender,
alt under himmelen ser han......
da han satte en lov for regnen,
afmærked tordenskyen dens vej,
da skued og mønstred han den,
han stilled den op og ransaged den.
  Men til mennesket sagde han:
»Se, Herrens frygt, det er visdom,
at sky det onde er indsigt.«
        Job.28,12-28.

(280)  Visdommen er hverken fundet ved at gennemsøge jordens afkroge eller nyttesløse forsøg på at trænge ind i Guds mysterier. Den findes hellere ved at ydmygt modtage den åbenbaring som han har fundet behag i at give og ved at tilpasse ens liv efter hans vilje.

(281)  Vor Guds storhed
(281) Lad os lære vor Guds storhed, ud fra det Helligånden har fremstillet for sine profeter. Profeten Esajas skriver:

(281)  »I Kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en såre høj trone og hans slæb fyldte helligdommen. Serafer stod hos ham, hver med seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to fødderne og med de to fløj de; og de råbte til hverandre: »hellig, hellig, hellig er Hærskares Herre, al jorden er fuld af hans herlighed!« Og dørstolpernes hængsler rystede ved råbet, medens templet fyldtes af røg.
»Da sagde jeg: »Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en mand med urene læber og jeg bor i et folk med urene læber og nu har mine øjne set kongen, Hærskares Herre!«
»Men en af seraferne fløj hen til mig; og han havde i hånden et glødende kul, som han med en tang havde taget fra alteret; det lod han røre min mund og sagde: »Se, det har rørt dine læber; din skyld er borte, din synd er sonet!«         Es.6,1-7.
»Din lige findes ikke, Herre;
stor er du
og stort dit navn i vælde.
Hvo skulle ikke frygte dig, du folkenes konge!«         Jer.10,6.7.
»Herre, du ransager mig og kender mig!
Du ved, når jeg står op,
du fatter min tanke i frastand,
du har rede på, hvor jeg går eller ligger,
og alle mine veje kender du grant.
(282) »Thi før ordet er til på min tunge,
se, da ved du det, Herre, til fulde.
Bagfra og forfra omslutter du mig,
du lægger din hånd på mig.
At fatte det er mig for underfuldt,
for højt, jeg evner det ikke! Sal.139,1-6.
»Vor Herre er stor og vældig,
hans indsigt er uden mål. Sal.147,5.
»Han åbenbarer det dybe og lønlige; han ved, hvad mørket gemmer og lyset bor hos ham.«         Dan.2,22.
»Thi hvem kender Herrens tanker, eller hvem blev hans rådgiver? eller hvem gav ham noget først, så der skulle gives ham gengæld derfor?« Thi af ham og ved ham og til ham er alt; ham tilhører æren i evighed! Amen.« Rom.11,34-36.
»Men evighedernes konge, den uforkrænkelige, usynlige, eneste Gud være ære og pris i evighedernes evigheder!« 1.Tim.1,17. Lad ham få ære og kraft for evigt.

(282)   »Han udspænder norden over det tomme,
ophænger jorden på intet;
vandet binder han i sine skyer,
og skylaget brister ikke derunder;...
han drog en kreds over vandene,
der, hvor lys og mørke skilles.
        Job.26,7-10.

»Himlens støtter vakler,
de gribes af angst ved hans trussel;
med vælde bragte han havet til ro.....
ved hans ånde klarede himlen op
hans hånd gennembored den flygtende slange.
Se, det er kun omridset af hans vej,
hvad hører vi andet end hvisken?
Hans vældes torden, hvo fatter vel den?
        Job.26,11-14

»Herren lader intet ustraffet. I uvejr og storm er hans vej,
skyer er hans fødders støv.”
        Nah.1,3.

(283)  »Hvo er som Herren vor Gud, som rejste sin trone i det høje
og skuer ned i det dybe - i himlene og på jorden.« Sal.113,5.6.

Stor og højlovet er Herren,
  hans storhed kan ikke ransages.
Slægt efter slægt lovpriser dine værker,
  forkynder dine vældige gerninger.
De taler om din højheds herlige glans,
  jeg vil synge om dine undere;
de taler om dine ræddelige gerningers vælde,
  om din storhed vil jeg vidne;
de udbreder din rige miskundheds ry
  og synger med fryd om din retfærd.....
Dine værker takker dig alle, Herre,
  og dine fromme lover dig.
De forkynder dit riges ære
  og taler om din vælde
for at kundgøre menneskenes børn din vælde,
  dit riges strålende herlighed.
Dit rige står i al evighed,
  dit herredømme varer fra slægt til slægt.......
Min mund skal udsige Herrens pris,
  alt kød skal love hans hellige navn evigt og altid.
        Sal.145,3-21.

(283)  Advarsler imod indbildning
Idet vi lærer mere om hvad Gud er og om hvad vi selv er i hans øjne, skal vi frygte og bæve for ham.
Lad nutidens mennesker tage ved lære af de skæbner som førhen dristede at frigøre sig fra det som Gud havde erklæret for helligt. Da israelitterne vovede at åbne arken da den kom tilbage fra filistrenes land, blev deres uærbødighed tydeligt straffet. »Men Jekonjas efterkommere havde ikke taget del i bet-sjemesjiternes glæde over at se Herrens ark; derfor ihjelslog han halvfjerdsindstyve mænd iblandt dem. Da sørgede folket, fordi Herren havde slået så mange af dem ihjel; og (284) bet-sjemesjiterne sagde: »Hvem kan bestå for Herrens, denne hellige Guds, åsyn?« 1.Sam.6,19-20.

(283)  Tænk atter over den dom der faldt over Usias. Ligesom i Davids regeringstid, blev arken ført til Jerusalem, rakte Usias sin hånd frem for at støtte den. Han blev slået med øjeblikkelig død, fordi han tog sig den frihed at røre ved symbolet for Guds nærværelse.
Ved den brændende tornebusk, da Moses gik lidt tilbage for at se det underfulde syn, uden at genkende Guds nærhed, blev denne befaling givet:
»Kom ikke nærmere! Drag dine sko af dine fødder, thi det sted, du står på, er hellig jord!«..... Da skjulte Moses sit ansigt, thi han frygtede for at skue Gud.« 2.Mos 3,5.6.

(284)  »Og det skete, medens Josua opholdt sig ved Jeriko, at han så op og fik øje på en mand, som stod foran ham med draget sværd i hånden. Josua gik da hen til ham og sagde: »Er du en af vore eller en af vore fjender?« Han svarede: »Ingen af delene, jeg er fyrsten over Herrens hær; lige nu er jeg kommet!« Da faldt Josua til jorden på sit ansigt og tilbad og sagde til ham: »Hvad har min herre at sige sin tjener?« Og fyrsten over Herrens hær svarede Josua: »Drag dine sko af fødderne, thi det sted, du står på, er helligt!« Det gjorde Josua.« Jos.5,13-15.

(284)  I helligdommen og templet, der var de jordiske symboler på Guds boliger, var en afdeling helliget for hans nærhed. Forhænget var indvævet med keruber og dets indgang skulle ikke løftes af nogen hånd for nogen. At løfte dette forhæng og nogen trængte ubudent ind i det allerhelligestes mysterium var døden. For ovenover nådesstolen og de nedbøjede, bedende engle dvælede Den Helliges herlighed, herlighed som intet menneske kunne se på og så leve. På denne årsdag, (285) der var udpeget til tjeneste i det allerhelligeste, gik ypperstepræsten skælvende ind til Guds nærhed, medens røgelsesskyer omtågede herligheden for hans øjne. Der var helt stille i templets sale. Ingen præst tjente ved alteret. Hære af tilbedere bøjede sig i tavs ærbødighed og sendte deres bønner for Guds barmhjertighed.
»Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet.« 1.Kor.10,11.

(285)   »Men Herren er i sin helligdom;
stille for ham, al jorden!«
        Hab.2,20.

»Herren har vist, han er konge, folkene bæver,
han troner på keruber, jorden skælver!
Stor er Herren på Zion,
ophøjet over alle folkeslag;
de priser dit navn, det store og frygtelige;
hellig er han! Sal.99,1-3.

»I himlen er Herrens trone;
på jorderig skuer hans øjne ned, hans blik ransager menneskens børn.«
»Thi han ser ned fra sin hellige højsal, Herren skuer ned fra himmel til jord.«
        Sal.11,4. Sal.102,20.

»Fra sit højsæde holder han øje med alle,
som bor på jorden;
han, som danned deres hjerter til hobe,
gennemskuer alt deres værk.«
»Al jorden skal frygte for Herren,
alverdens beboere skælve for ham.”
        Sal.33,14-15.8

(285)  Mennesker kan ikke finde Gud ved ransagelse. Lad ingen forsøge at løfte det slør, der dækker skjulte herlighed, med en formastelig hånd. »Hvor uransagelige er ikke hans domme og hvor usporlige hans veje«! Rom.11,34. Det er et bevis på hans barmhjertighed, at hans kraft er tilbageholdt, indtil hvis sløret, for hans guddommelige nærvær, løftes er døden. Intet menneske kan trænge ind i de hemmeligheder, hvori Den Mægtige bor og arbejder. (286) Kun det som han anser for godt at afsløre, kan vi begribe af ham. Fornuften må anerkende en autoritet over sig. Hjerte og forstand må bøje sig for den store JEG ER.

(286)  Kristi åbenbaring af Gud
Alt, det som mennesker behøver at vide eller kende til Gud, er blevet åbenbaret i hans Søns liv og karakter.

(286)  »Ingen har nogensinde set Gud; den enbårne, som selv er Gud og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.« Joh.1,18.

(286)  Kristus påtog sig menneskelighed. Han kom for at blive ét med menneskene og samtidig for at åbenbare vore himmelske fader for syndige menneskevæsener. Han var i alle ting blevet ligesom sine brødre. Han blev kød, netop som vi. Han blev sulten og tørstig og træt. Han fik næring ved mad og frisk ved søvn. Han delte menneskers lod og dog var han Guds dadelfrie søn. Han var en fremmed og pilgrim på jorden - i verden, men ikke af verden; fristet og prøvet som mænd og kvinder i dag fristes og prøves, dog levede han et syndfrit liv.

(286)  Øm, medfølende, sympatisk, altid hensynsfuld over for andre, han fremstillede Guds karakter og var hele tiden i gang med at tjeneste for Gud og mennesker.

(286)  »Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, .... fuld af nåde og sandhed.« vers 14.
»Og jeg har kundgjort dem dit navn og vil kundgøre dem det, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem og jeg i dem.« Joh.17,26.
»Elsk jeres fjender« påbød han »velsign dem, som forbander jer, gør godt imod dem, der hader jer og bed for dem, som forfølger jer, så I må vorde jeres himmelske Faders børn.« »Thi han er god imod de utaknemmelige og onde.« »Thi han lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige.« »Vær barmhjertige, ligesom (287) jeres Fader er barmhjertig.« Matt 5,44.45; Luk 6,35.36.

(287)  Korsets ære
Åbenbarelsen af Guds kærlighed til mennesker centrerer sig til korset. Det er af så stor betydning at tungen ikke kan sige det, at pennen ikke kan skildre det; menneskesindet kan ikke fatte det. Når vi ser på Golagatas kors kan vi blot sige: »Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Joh.3,16.

(287)  At Kristus er korsfæstet for vore synders skyld, at Kristus er oprejst fra døde, at Kristus fór til himmelen, er den frelsesvidenskab som vi skal lære.

(287)  »Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig, men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig. Og da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors.« Fil.2,6-8.

(287)  »Kristus er den, som er død, ja meget mere: som er opstanden, som er ved Guds højre hånd.« »Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever, så han kan gå i forbøn for dem.« Rom.8,34. Hebr.7,25.

(287)  »Thi vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd.« Hebr.4,15.

(287)  Her er den uendelige visdom, den uendelige kærlighed, den uendelige retfærdighed, den uendelige barmhjertighed, - »dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud!« Rom.11,33.

(287)  Det er ved Kristi gave at vi modtager enhver velsignelse. (288) I den gave vi får dag for dag, flyder Guds ufejlbarlige godhed. Enhver blomst, med sine fine farver og søde duft, er givet til vor nydelse ved denne gave. Solen og månen blev gjort ved ham; der er ikke en stjerne der forskønner himlene, som han ikke har lavet. Der er ikke noget fødemiddel på bordene som han ikke har givet til vort underhold. Kristi påskrift er på det hele. Alt er givet til menneskene gennem denne uudsigelige gave, Guds enbårne søn. Han blev naglet til korset, så alle disse gaver kunne flyde ud til Guds veludførte arbejde.

(288)  Livets træs frugt, i edens have besad overnaturlig kraft. At spise af den, var at leve for evigt. Dets frugter var dødens modgift. Dets blade skulle opretholde liv og udødelighed. Men ved menneskenes ulydighed kom døden ind i verden. Adam spiste af kundskabens træ om godt og ondt, frugten som han var blevet forbudt at røre. Hans overtrædelse åbnede veernes flodporte over vor slægt.

(288)  Efter at synden var kommet ind, omplantede den himmelske landmand livets træ til det himmelske paradis deroppe; men dets grene hang over muren til den laverestående verden. Gennem genløsning, erhvervet ved Kristi blod, kan vi stadig spise af dets livgivende frugter.

(288)  Om Kristus står der skrevet: »I det var liv og livet var menneskenes lys.« Joh.1,4. Han er livets kildeudspring. Lydighed til ham er den livgivende kraft der glæder sjælen.

(288)  Kristus erklærer: »Jeg er livets brød. Den, som kommer til mig, skal ikke hungre; og den, som tror på mig, skal aldrig tørste.« »Ligesom den levende Fader udsendte mig og jeg lever i kraft af Faderen, således skal den, der æder mig, leve i kraft af mig. (289)..... Det er Ånden, som gør levende, kødet gavner intet; de ord, som jeg har talt til jer, er ånd og er liv.« »Den, der sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ, som er i Guds Paradis.« Joh 6,35. 57-63; Åb 2,7.

(289)  »Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn.« 1.Joh.3,1.

(289)  Kundskaben der gør forvandlingen
Guds kundskab som den er åbenbaret i Kristus er den kundskab som alle, der er frelst, må have. Det er kundskaben der gør karakterforvandlingen. Når man har denne kundskab, vil sjælen genskabes i Guds billede. Den vil give hele mennesket en åndelig kraft der er guddommelig.

(289)  »Og alle vi, som med utildækket ansigt skuer Herrens herlighed i et spejl, forvandles til det samme billede, fra herlighed til herlighed.« 2.Kor.3,18.

(289)  Om sit eget liv sagde Frelseren: »Jeg har holdt min Faders bud.« »Han har ikke ladet mig alene, fordi jeg altid gør, hvad der er ham velbehageligt.« Joh.15,10; 8,29. Sådan som Jesus var i menneskeskikkelse, således vil Gud have at hans efterfølgere skal være. I hans styrke skal vi leve et rent og ædelt liv, som Frelseren levede.

(289)  »For denne sags skyld,« siger Paulus, »bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem ethvert faderforhold i himmel og på jord har sit navn; og jeg beder om, at han efter sin herligheds rigdom vil give jer, at I med kraft må styrkes ved hans Ånd i det indre menneske, at Kristus må bo ved troen i jeres hjerter og at I må blive rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige må kunne fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er og kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I kan fyldes med hele Gudsfylde.« Ef.3,14-19.