Et ord til prædikanterne(137) Sanatoriet, Californien den 3.nov 1901 (137) Budskaberne vil være forskellige fra dem, man i almindelighed hører. Guds straffedomme hjemsøger allerede jorden. Medens bymissioner må oprettes, hvor kolportører, bibelkvinder og praktiske lægemissioner kan blive uddannet til at virke for visse klasser, må der samtidig ansættes gudhengivende evangelister i byerne, ved hvem det evige evangelium kan blive fremstillet så klart, at det vil vække tilhørerne op af deres sløvhed. (137) »Før det blinde folk frem, der har øjne, de døve, der dog har ører! Lad alle folkene samles, lad folkefærdene flokkes! Hvo blandt dem kan forkynde sligt eller påvise ting, de har forudsagt? Lad dem føre vidner og få ret, lad dem høre og sige: »Det er sandt!« Mine vidner er I, (138) så lyder det fra Herren, min tjener, hvem jeg har udvalgt, at I må kende det, tro mig og indse, at jeg er den eneste. Før mig blev en gud ej dannet og efter mig kommer der ingen; jeg, jeg alene er Herren, uden mig er der ingen frelser. Jeg har forkyndt det og frelser, kundgjort det, ej fremmede hos jer; I er mine vidner, lyder det fra Herren. Jeg er fra evigheds Gud, den eneste også i fremtiden. Ingen frier af min hånd, jeg handler - hvo gør det ugjort?« Es 43, 8-13 (138) »Jeg fører blinde ad ukendt vej, leder dem af ukendte stier, gør mørket foran dem til lys og bakkelandet til slette. Det er de ting, jeg gør og dem går jeg ikke fra. Vige og dybt beskæmmes skal de, som stoler på billeder, som siger til støbte billeder: »I er vore guder!« I, som er døve, hør, løft blikket, I blinde og se! Hvo er blind, om ikke min tjener og døv som budet, jeg sendte? Hvo er blind som min håndgangne mand, blind som Herrens tjener? Meget så han, men ænsed det ikke, trods åbne ører hørte han ej. For retfærds skyld ville Herren løfte loven til højhed og ære.« Es 42, 16-21. (138) De ovenfor angivne skriftsteder anviser vor gerning. Udtrykkende "min tjener", "Israel", "Herrens tjener", er anvendelige på enhver, som Herren kalder til et bestemt arbejde. Han sætter dem til at udføre sin vilje, skønt enkelte af dem, han udser til gerningen, er ligeså uvidende om hans vilje, som kong Nebukadnezar var. (138) Gud vil samarbejde med dem, som vil stille sig under Helligåndens vejledning. Han (139) sætter sin herlighed i pant på, at Messias og hans rige skal vinde sejr i verden. »Så siger Gud Herren, som skabte og udspændte himlen, udbredte jorden med dens grøde, gav folkene på den åndedræt og dem, som vandrer der, ånde. Jeg, Herren, har kaldet dig i retfærd og grebet dig fast om hånd; jeg vogter dig og jeg gør dig til folkepagt, til hedningelys for at åbne de blinde øjne og føre de fangne fra fængslet, fra fangehullet mørkets gæster.« (139) »Hvem af jer vil lytte til dette, mærke sig og fremtidig høre det.« versene 5-7, 23 (139) Guds folk, som har haft både lys og kundskab, har ikke virket i overensstemmelse med hans ophøjede og hellige vilje. De har ikke gået fremad fra sejr til sejr, sat i gang virksomhed på nye steder og forkyndt sandheden i byerne med deres forstæder. De, som har modtaget stort lys fra Herren, men desuagtet ikke har tilegnet sig en klarere og klarere forståelse af sandheden, har tydeligt åbenbaret sin åndelige blindhed. Menighedernes medlemmer er ikke blevet opmuntret til at anspænde sine åndelige evner for at hjælpe Guds sag frem. De må lære at indse, at prædikanterne ikke kan udvirke frelse for dem ved at blive hos dem. På den måde bliver de bare svæklinger, når de dog skulle udvikle sig til stærke kæmper. (139) I enhver menighed bør man lægge ansvar på unge mænd og unge kvinder. De bør på enhver mulig måde uddanne sig til at undervise dem, som ikke kender sandheden. Gud vil have alvorlige, helhjertede arbejdere i sin sag. De ydmyge og bodfærdige vil af personlig erfaring erkende, at der uden ham ikke er nogen Frelser. (140) (140) De bibelske sandheder må forkyndes og efterleves i det daglige liv. Ethvert lysglimt, der falder på vor vej, må fremstråle klart og tydeligt i vor vandel. Sandheden skal skinne som en tændt lampe. Der er hundreder af Guds tjenere, som må besvare kaldet og optage gerningen på missionsfeltet som ivrige sjælevindere, der kommer »Herren til hjælp, Herren til hjælp blandt heltene«. Gud søger mænd med handledygtighed, mænd som er fyldt med kraft fra det høje, mænd som ser op til Gud som den øverste og modtager fra ham beviser på opfyldelsen af hans løfter, mænd som ikke er lunkne, men opvarmet af Guds kærligheds glød. (140) Skulle alt det arbejde, som i de forgangne tyve år er nedlangt i menighederne, atter blive ydet dem, ville det ligeså lidt nu som tidligere udvikle søskende til selvfornægtende, opofrende efterfølgere af Kristus. Mange er blevet overernæret af åndelig mad, mens tusinder i verden omkommer af mangel på livets brød. Søskende i menighederne må arbejde; de må uddanne sig og stræbe efter at blive lig det mønster, der er sat for dem. Og dette mønster vil Herren hjælpe dem at ligne, om de blot vil samarbejde med ham. Hvis de bevarer sine sjæle i kærlighed til sandhed, vil de ikke hindre prædikanterne i forkyndelsen af sandheden på nye missionsfelter. (140) De store byer skulle have hørt budskabet, ligeså snart som menighederne modtog lyset; men mange har ikke følt nogen byrde for sjæle og Satan har fundet dem modtagelige for sine fristelser og berøvet dem deres åndelige erfaring. Gud formaner sit folk til at angre og omvende sig og komme tilbage til sin første kærlighed, som de har mistet ved forsømmelsen af at følge i den selvopofrende Forløsers fodspor. (141) Mod og enfoldighed. (141) Der må ansættes mange arbejdere, som kan gå fra hus til hus og læse bibelen med familierne i hjemmene. De skal vokse i Guds nåde og kundskab ved at leve i overensstemmelse med Kristi vilje. Da vil de få en alsidig livserfaring. Og når de modtager, tror og adlyder Kristi ord, vil Helligåndens kraft åbenbare sig i deres livsgerning. Det vil ses, at de lægger al sin kraft ind i sine bestræbelser. De vil glæde sig ved den tro, som er virksom ved kærlighed og renser sjælen og det vil blive åbenbart, at de bærer Åndens frugter. (141) Kristus er denne verdens lys. De, som følger i hans fodspor, vil ikke vandre i mørke, men have livets lys. Johannes siger om Kristus: »Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror hans navn.« Joh 1,12. Betragt Jesus. Det er ved beskuelsen af ham, at hjertet, sindet og karakteren udvikles i overensstemmelse med Guds vilje. (141) Der behøves al den undervisning, som vore bymissioner (142) kan meddele. Fortsæt gerningen i den Åndens kraft, som førte til deres oprettelse. Ved opladelse af skrifterne, ved bøn og trosøvelse kan I oplære Menneskene til at vandre på Guds veje og der vil blive bygget op en menighed på den sande klippe, Jesus Kristus. (142) Arbejdet må ske ved en enfoldig og klar forkyndelse af sandheden. Gud siger: »Jeg har opmuntrende ord til eder.« Herren har i de store byer mange, som ikke har bøjet knæ for Baal og som i uvidenhed har dyrket ham. For sådanne må lyset skinne, så at de får Jesus at se som vejen, sandheden og livet. (142) Udfør gerningen i ydmyghed og sagtmodighed. Kom aldrig bort fra den enfoldighed, som præger Kristi evangelium. eders held med at vinde sjæle vil bero, ikke på en glimrende forkyndelseskunst, men der på, at Jesus bliver fremstillet som den, der tilgiver synd. Når jeres arbejde for Gud præges af ydmyghed og beskedenhed vil han åbenbare sig for jer. (142) Ved brugen af vægkort, symboler og forskellige slags illustrationer kan prædikanten gøre sandheden meget klar og letfattelig. Alt sådant er nyttigt og i overensstemmelse med Guds ord; men når prædikanten i sin virksomhed bruger så mange penge, at andre ikke kan få tilstrækkelige midler fra samfundets kasse til at opholde sig på feltet, da virker han ikke i harmoni med Guds plan. Virksomheden i de større byer bør drives i overensstemmelse med Kristi undervisning og ikke efter nogen scenisk fremstillingskunst. Det er ikke en teatralsk opførelse, som forherliger Gud, tværtimod, det er en fremstilling af sandheden i Kristi kærligheds kraft. (142) Sandheden må ikke berøves sin værdighed og kraft til at påvirke hjerterne med indstillninger, som er mere i harmoni med verden end med Guds plan. Lad jeres tilhørere forstå, at I ikke er der for at (143) behage dem med musik og andet, men for at forkynde sandheden i al dens højtidelighed og alvor, så at den må blive dem til advarsel og vække dem op af deres lunkenhed og syndesøvn. Det er den ligefremme, utilhyllede sandhed, som skærer til begge sider, ligesom det tveæggede sværd. Det er den, som vækker dem, der er døde i overtrædelser og synder, til eftertanke. (143) Han, som gav sit liv for at frelse menneskene fra afguderi og selvfornægtelse, efterlod os et eksempel, der bør følges af alle, som forkynder evangeliet for andre. Guds tjenere i disse dage, har fået oplært at forkynde højst alvorlige sandheder og deres handlinger, metoder og planer må stå i forhold til budskabets vigtighed og betydning. Hvis I forkynder ordet i overensstemmelse med Kristi arbejdsmetoder, vil tilhørerne blive dybt påvirket af det Guds ord, som forkyndes. De vil blive overbevist om, at det er Guds levende ord, de hører. (143) En formel gudsdyrkelse (143) En formel gudstjeneste medfører onder, man ikke kan dømme for strengt; men ingen formår at skildre den glæde og velsignelse, der følger med en sand gudsdyrkelse. Når vi synger i ånden og med forstanden, stemmer de himmelske sangere i med og tager del i vore (144) takkesange. Han, som har udrustet os med de evner, der dygtiggør os til at blive Guds medarbejdere, venter af os, at vi skal indøve vore stemmer således, at vi kan tale og synge, så alle kan forstå os. Det er ikke en skrigene sang, det kommer an på, men klar tone, tydelig udtalelse af ordene og stødhed i stemmen. Lad alle tage sig til at indøve stemmen, så de kan synge til Guds pris med klare bløde toner og ikke med den skurrende eller skrigende stemme, som er så ubehagelig at høre på. Evnen til at synge er en Guds gave; lad den blive brugt til hans ære. (144) Lad visse personer blive udset til at deltage i sangen under møderne. Og lad den blive akkompagneret med musikinstrumenter i øvede spillers hænder. Vi bør ikke sætte os imod brugen af musikinstrumenter i vor virksomhed. Denne del af gudstjenesten må foregå sømmelig og med orden; thi i sangen priser man Gud. (144) Dog er det ikke bare nogle få, som altid skal synge. Så ofte som det lader sig gøre, bør man lade hele forsamlingen synge med. (144) Enighed under nådegavernes forskellighed. (144) Den ene medarbejder er en god taler, en anden er en dygtig skribent, en tredje kan holde oprigtige, alvorlige, varme bønner, en fjerde er udrustet med sangevne, en femte forstår at gøre Guds ord letfatteligt. Enhver af disse skal være et mægtigt redskab for Gud, fordi han samarbejder med ham. Een gives visdoms tale, en anden kundskabs tale, en anden tro; men alle skal virke for den ene og samme Mester. De (145) forskellige nådegaver fører til forskel på tjenester. »Men Gud er den samme, som virker alt i alle«. 1.Kor 12,6 (145) Herren ønsker, at hans kårede tjenere skal lære at virke sammen i harmoni i den fælles gerning. Det kan forekomme for nogle, at kontrasten mellem deres evner og en med arbejders evner er for stor til, at de kan arbejde i fællesskab; men når de husker, at der er mennesker med forskellig tænkemåde at påvirke og at nogle vil forkaste sandheden, som de forkyndes af den ene, men vil antage den, når den forkyndes på en noget forskellig måde af den anden, da vil de gøre sig flid for at virke i fællesskab. Deres evner, hvor forskellige de end er, vil stå under den samme Ånds vejledning. De vil opføre sig venligt og kærligt mod hinanden og idet de hver trofast udfører sin del, vil Kristi ord om hans efterfølgers enighed gå i opfyldelse og verden vil forstå, at de er hans disciple. (145) I medfølelse og tillid vil Guds tjenere stå knyttet til hverandre ved enhedens bånd. Den, som siger eller gør noget, der vil skille medlemmerne af Kristi menighed ad, modvirker Herrens gerning. Trætte og splid i menigheden, mistanke og vantro blandt brødrene er til vanære for Kristus. Gud ønsker, at hans tjenere skal nære kristelig velvilje med hverandre. Sand kristendom forener hjerterne ikke alene med Kristus, men også med brødrene, så der bliver et inderligt samfund. Og når vi lærer, hvad det betyder at være således forbundet med Kristus og brødrene, vil en hellig indflydelse ledsage os på vor vandring. (145) Arbejderne i de store byer må udføre hver sin del, så virksomheden kan føre til de bedste resultater. De må udvise tro og benytte en sådan fremgangsmåde, at (146) folket bliver påvirket. De skal ikke føre virksomheden frem efter deres egen begrænsede begreber. Dette er alt for ofte blevet gjort før i tiden og det har været til hinder for værkets fremgang. Lad os erindre, at Herren virker på forskellig måder og at han har udrustet sine tjenere med forskellige gaver. Vi må forstå Guds plan med at sende visse mænd til visse steder. (146) Endnu en lille tid skal Guds budskab høres; endnu en lille tid skal den nådige indbydelse gå ud: »Om nogen tørster, han komme til mig og drikke!« Joh 7,37. Gud sender sit varselsråb ud overalt, til alle byer, Måtte de budbærere, han sender, virke så enigt sammen at menneskene må forstå, at de har lært af Jesus. (146) I Kristi Ydmyghed. (146) Hvor meget et menneske end kan rose sig af i sin kundskab og visdom, er han dog overmåde uvidende i de åndelige ting, medmindre han stadig modtager vejledning fra Helligånden. Han (147) må erkende sin fare og sin uduelighed og stole helt på ham, som alene kan bevare de sjæle, der betror sig til hans varetægt, fylde dem med sin ånd og kærlighed til hverandre og derved dygtiggøre dem til at bære vidnesbyrd om, at Gud har sendt sin Søn til verden for at frelse syndere. De omvendte vil være ét i Kristus. Måtte der ikke være nogen uenighed i Guds menighed eller nogen som vil øve myndighed over dem, der stiller sig på sandhedens side. Kristi ydmyge sindelag bør vise sig i alt, hvad vi siger og gør. (147) Kristus er den sande menigheds grundvold. Vi har hans usvigelige løfte om, at hans nærværelse og beskyttelse vil ledsage hans troende efterfølgere, når de vandrer i overensstemmelse med hans ord. Helt til enden skal Kristus være den første og største over os. Han er kilden til alt liv og al kraft, til al retfærdighed og hellighed. Og dette er han for alle, som tager hans åg på sig og lærer af ham at være sagtmodig og ydmyg af hjertet. (147) Vort ansvar og vor glæde vil være at finde i forkyndelsen af Jesus for menneskene. Dette er målet med al sand virksomhed. Lad Kristus blive ophøjet og lad os skjule os og vort eget bag ham. Det er en sådan selvopofrelse, som har værdi for Gud og finder behag hos ham. »Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er »Hellig«: I højhed og hellighed bor jeg, hos den knuste, i ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerte til live.« Es 57,15 (147) Modstand imødegås. (148) Dersom Kristus ikke havde holdt sig til det ligefremme ord i fristelsens stund i ørknen, ville han have tabt alt det, han søgte at hævde. Kristi fremgangsmåde er den bedste måde, hvorpå vi kan imødegå vore modstandere. Vi støtter deres synspunkter, når vi gentager deres argumenter. Vær altid på den bekræftende side. Det kan godt være, at den mand, som står dig imod, vil erindre sig dine ord og blive vundet for den sandhed, som har vakt ham til eftertanke. (148) Jeg har ofte sagt til brødrene: "Jeres modstandere vil fremstille jeres gerning i et falsk lys. Gentag ikke deres ord, men hold fast ved jeres påstande vedrørende sandheden og Guds engle vil rydde vejen for jer. Vi har en stor gerning at udføre og vi må være fornuftige i vor befatning med arbejdet. Vi må aldrig blive ophidset og lade onde følelser få rum i hjertet. Kristus lod sig ikke besvære af sådanne ting og han er vort eksempel i alle ting. I den gerning, hvori vi har fået del, behøver vi mere af den himmelske visdom og mindre af den menneskelige egennytte; vi må blive delagtige i en større fylde af den guddommelige kraft.” (148) De, som er afveget fra troen, vil komme til vore møder for at lede vor opmærksomhed bort fra den gerning, Herren vil, at vi skal udføre. Men I må ikke vende ørene bort fra sandheden til fabler. Stands ikke for at forsøge (149) at omvende den, som taler hånlig, om jeres virksomhed, men lad det blive forstået, at I er besjælet af Jesu Kristi Ånd og Guds engle vil give jer ord at tale, som vil berøre modstanderens hjerter. Dersom disse mænd forsøger, at trænge sig ind, vil de fornuftige i forsamlingen forstå, at I har sat jer højere mål end dem. tal således, at det kan kendes, at Jesus Kristus taler igennem jer. (149) Trangen til alvorlig, helhjertet virksomhed. (149) »Bered dig til at møde din Gud« - det er det budskab, vi skal forkynde overalt. Basunen må gives en tydelig lyd. Klart og bestemt må der varsles: »Falden, falden er Babylon... gå ud fra hende, min folk, for at I ikke skal have del i hendes synder og for at I ikke skal få noget af hendes plager.« Åb 18,2.4. Disse ord vil gå i opfyldelse. Snart vil alle jordens indbyggere stilles på sin sidste prøve. Da vil der tages hurtige bestemmelser. Sådanne som er blevet overbeviste under ordets forkyndelse, vil stille sig under Prins Immanuels blodstænkte banner. Da som aldrig før vil de se og forstå, at de har ladet mange anledninger til at gøre godt gå ubenyttet (150) hen. Det vil gå op for dem, at de ikke har arbejdet så flittigt, som de burde, for at frelse de fortabte og redde dem som brande ud af ilden. (150) Guds tjenere skal ikke være lunkne i sin iver, men brændende i Ånden, idet de tjener Herren. Træghed og udygtighed er ikke fromhed. Når vi rigtig forstår, at vi virker for Herren, vil vi få en bedre forståelse af den åndelige tjenestes hellighed, erkendelsen heraf vil bringe nyt liv, årvågenhed og energi ind i udøvelsen af vor gerning. (150) Gudsdyrkelse - sand, ubesmittet gudsdyrkelse - er fremfor alt praktisk. Der skal alvorligt, helhjertet arbejde til for at frelse sjæle. Alle vore daglige sysler bør være andagtsøvelser og vi bør stadig vokse i det gode fordi vi sysler med vor gerning med evigheden for øje. (150) Vor himmelske Fader har anvist os vor gerning. Med bibelen i hånden skal vi advare verden. Vi skal være Guds medarbejdere i frelsesgerningen - redskaber, hvor i gennem Guds kærlighed skal åbenbares for de fortabte. Den sande arbejder for Gud bliver forædlet i erkendelsen af, at det er ham forundt at være forbundet med stor missionsopgave. Han tilegner sig den tro, som er virksom ved kærlighed og renser sjælen. Ingen gerning er et trællearbejde for den, som har overgivet sig i Guds hånd. »Gør alt til Guds ære« - det er den tanke, som forsøder enhver gerning, Herren betror ham. (150) Religiøse grundsætninger alene bør vejlede os under vor virksomhed. Enhver må alvorlig spørge sig selv: "Hvorledes kan jeg bedst behage Mesteren?" Besøg de troende, som behøver opmuntring og hjælp. Spørg dig selv ved hvert skridt fremad: "Er dette Herrens vej? Er jeg i ånd, i ord, i handling i harmoni med hans vilje!" Når vi arbejder for Gud med hans ære alene for øje, da vil vor gerning bære det guddommelige (151) stempel og hans hensigter vil blive fuldkommet gennem os. (151) I vort studium af Guds ord bør vi søge at trænge stadig dybere under overfladen. Vi må ved troens hånd gribe fat på dem guddommelige kraft og søge at udforske inspirationens dybder. Vi må have Gud med os i vor virksomhed og komme i hu, at Herren vil bistå os. Sandheden, den dyrebare, ligefremme sandhed i Guds ord, skal forkyndes i al dens fylde. Vi må ydmyge os for Gud. Kristus må være vor styrke og visdom. Han har sat os til husholdere over sit gods, til at give mad i rette tid. Kristi tjenere står hans kærlige hjerte meget nær. Han søger at føre sine børn frem til fuldkommenhed gennem sine tjeneres fuldkommenhed. (151) Kristus er den ømme, medlidende Forløser. Ved hans opholdende magt får menneskene kraft at modstå det onde. Når den vakte synder ser på synden, forekomme den ham overmåde syndig. Han forundrer sig over, at han ikke tidligere kom til Kristus. Han indser, at han må overvinde sine fejl, at appetitten og lidenskaberne må bøjes under Guds vilje og at han må blive delagtig i den guddommelige natur, idet han flyr bort fra den dårskab som findes i verden. Og da han har angret sin overtrædelse af Guds lov, anstrenger han sig til det yderste for at sejre over synden. Han vil åbenbare Kristi nådes kraft og derved kommer han i personlig samfund med Frelseren. Hans blik er stadig vendt mod ham. I sin samtale med Gud og ved sin tro på ham får han de velsignelser, han behøver og vokser daglig op til det mål, Gud har sat som mønster for ham. (151) Nye dyder vil ses i hans karakter, efter hvert som han underkuer egennytten og løfter korset op og følger Kristus, hvor han går. Han elsker Herren af hele sit hjerte og (152) Kristus bliver hans visdom, hans retfærdighed, hans helliggørelse og forløsning. (152) Kristus er vort eksempel, vor inspiration, vor over al måde herlige løn. »I er Guds agerland, Guds bygning.« 1.Kor 3,9. Gud er bygmesteren; men Mennesket har sin del at udføre. Det skal samvirke med Herren. »Vi er Guds medarbejdere.« 1kor 3,9. Glem aldrig ordene »Guds medarbejdere.« »Arbejd... på eders frelse med frygt og bæven. Thi Gud er den, som virker i eder i både at ville og at virke til sit velbehag.« Fil 2,12.13. Kristi nådes vidunderlig skabende kraft åbenbares i hans omskabning af mennesket til et nyt menneske med ædlere livsprincipper og helligere begejstring for at fremme det gode. Herren siger: »Jeg vil give eder et nyt hjerte.« Ez 36,26. Er ikke dette, nemlig menneskets omskabelse, det største af alle mirakler? Hvad kan ikke mennesket udrette, når det ved troen tilegner sig den guddommelige kraft! (152) Kom altid i Hu, at din styrke og sejr ligger deri, at du samarbejder med Kristus som din personlige Frelser. Dette er det, vi alle må. Kristus er vejen, sandheden og livet. Han siger: »Uden mig kan i intet gøre.« Joh 15,5 Og den angrende, troende sjæl svarer: »Jeg formår alt i ham, som gør mig stærk.« Fil 4,13. De, som gør dette, har fået det herlige tilsagn: »Alle dem, som gør dette, har det herlige tilsagn: »Alle dem, som tog imod ham, dem gav han ret til at blive Guds børn.« Joh 1,12 Vidnesbyrd 9. bd side 104-116.] |