Forkyndelsen af sandheden, hvor der er racehad

(204)  (204) Arbejdet for de sorte hviler på mig som en tung byrde. Evangeliet skal forkyndes for den underkuede farvede befolkning. Men vi må gå forsigtig til værks i vore bestræbelser for at løfte denne befolkning op. På mange steder nærer den hvide befolkning stærk fordom mod negrene. Vi kan måske tænke, at vi vil ignorere denne fordom, men det kan vi ikke. Skulle vi handle, som om fordommen ikke eksisterede, ville vi have vanskeligt ved at forkynde evangeliet for den hvide befolkning. Vi må møde opgaven, som den foreligger og handle viselig og fornuftig.

(204)  Jeg har i årevis længtes efter, at noget skulle blive gjort for den sorte befolkning. Det har voldt mig sorg at se, at hadet mod denne race stadig tiltager og at lægge mærke til, at mange syvende-dags adventister øjensynlig ikke fatter nødvendigheden af, at et grundigt arbejde bør optages for dem og det snart. Årene svinder hurtigt hen, uden at der bliver gjort stort for den race, der nylig trællede som slaver.

(204)  En af de mange vanskeligheder, der hindrer virksomheden, er det faktum, at en stor del af den hvide befolkning på de steder, hvor de sorte er talrige, ikke stiller sig velvillige overfor de bestræbelser, som gøres for at forbedre deres vilkår. Når de hvide ser, at skoler bliver oprettet for dem, at de bliver oplært til at underholde sig ved et eller andet håndværk, skaffer sig hyggelige hjem i stedet for at leve i de usle skure, begynder de at forstå, at der er en mulighed for, at deres ærgerrige planer kan blive forstyrret, kort sagt, at det vil blive umuligt for dem at leje en farvet for en bagatel, - og deres fjendskab imod dem vokser. De tror, at de lider uret og at der ikke er taget hensyn til dem. (205) Enkelte handler, som slaveriet aldrig var afskaffet. Denne åndsretning tiltager i styrke, alt efter som Guds ånd fjerner sig fra jorden og på mange steder er det nu umulig at udføre den gerning for de sorte, som vi kunne have udført i tidligere år.

(205)  Det amerikanske folk kunne have udrettet meget for det frigivene folk, dersom formålstjenelige bestræbelser var blevet sat i gang af regeringen og de kristne samfund straks efter slavernes frigivelse. Man skulle med gavmild hånd have bevilget midler til deres underhold og uddannelse på den tid, da de stod i så stort behov af hjælp. Men efter enkelte ringe bestræbelser overlods regeringen den farvede til at kæmpe egenhændig for at hæve sig op over de mange hindringer. Nogle af de store kirkesamfund begyndte en god gerning, men de forfejlede sig sørgelig der i, at deres virksomhed strakte sig kun til et ringe antal af befolkningen; og syvende-dags adventisterne har også forsømt at udføre deres del. Enkelte personer og foreninger har gjort ihærdige bestræbelser for at forbedre de sortes vilkår og deres arbejde er blevet til velsignelse for mange. Men yderst få har støttet denne gerning, som enhver burde have omfattet med interesse og opofrelse.

(205)  Prisværdige bestræbelser er gjort af en del syvende-dags adventister for at udføre det arbejde, der burde gøres for de farvede. Havde de, som virkede for dem, haft alle vore prædikanters medvirken, ville resultatet af virksomheden have været en andet, det nu er. Men det store flertal af vore prædikanter samarbejde ikke, som du burde have gjort, med de få, der under mange vanskeligheder stræbede for at fremme et forsømt arbejde på et vanskeligt felt.

(205)  Eftersom tiden lider og modstanden øges, vil omstændighederne lære os, at klogskab rager op over tapperhed. Når uforstandige skridt er blevet taget af dem, der har virket blandt (206) de sorte, så er det ikke, fordi der ingen advarsler er givet. Fra det fjerne Australien, på den anden side af Stillehavets vældige vande, er brødrene blevet advaret om at være forsigtige i ethvert foretagende, at ingen politiske taler skulle holdes og at de under ingen omstændighed skulle virke for samkvem mellem de hvide og sorte på samme samfundsstige.

(206)  Ved et rådslagningsmøde i 1895 i Armadale, en forstad til Melbourne, Victoria behandlede jeg disse sager som svar på brødrenes forespørgsler og formanede dem til at handle forsigtig. Jeg forelagde dem, at vanskelige dage var nær og at de meninger, som da frit kunne udtales vedrørende planer for missionsarbejde blandt de sorte, ikke kunne blive drøftet i nær fremtid uden fare for livet. Jeg sagde tydelig, at vor missionsgerning blandt de farvede måtte drives efter helt andre arbejdsmetoder end dem, man i de tidligere år havde anvendt i visse landsdele.

(206)  Lad der blive sagt så lidt som muligt om forskellen på farven og lad negrene virke hovedsaligt for sine egne landsmænd.

(206)  Vedrørende gudstjenester for de hvide og de sorte i samme bygning vil jeg, at dette i almindelighed ikke er til fordel for nogen af parterne - og da især i Sydstaterne. Det vil være mest fordelagtigt at sørge for, at de sorte som antager sandheden, får sine egne forsamlingslokaler, hvor de kan samles og tilbede Gud for sig selv. Dette er især påkrævet i syden, for at virksomheden blandt de hvide ikke alvorlig hæmmes.

(206)  Lad de sorte troende få nette, tiltrækkende forsamlingshuse. Lad dem forstå, at denne ordning ikke er truffet for at udelukke dem fra gudstjenesten sammen med de hvide, fordi de er sorte, men for at sandhedens sag (207) uhindret kan fortsætte sin sejrsgang. Meddel dem, at denne plan vil blive fulgt, indtil Herren anviser os en bedre fremgangsmåde.

(207)  Sorte søskende med evner og erfaring bør opmuntres til at tage ledelsen af gudstjenesten blandt sine egne og de bør få anledning til at tale i rådslagningsmøder.

(207)  Der findes mange troende blandet de sorte, som kan virke med held for sine egne landsmænd, - arbejdere, hvem Herren har givet lys og kundskab og udrustet med betydelige evner. Disse er kaldt til at virke ihærdig og efter de mest formålstjenlige metoder. De bør udbrede skrifter og holde møder i telte og i forsamlingshuse. Og til sine tider, hvor det er tilladt, bør vore hvide prædikanter bistå dem. Særlige bestræbelser bør gøres for at øge antallet af vore sorte arbejdere. Sorte brødre bør oplæres til at holde bibellæsninger og teltmøder for sit eget folk. Der er mange iblandt dem med gode evner og disse bør uddannes for denne gerning.

(207)  Vi bør interesseres os meget for oprettelsen af skoler for Negrene. Desuden bør vi indse nødvendigheden af at bringe sandheden frem for lærerne og eleverne ved de større skoler, som af filantropiske verdensmennesker er blevet grundlagt for den sorte befolkning.

(207)  Der bør oprettes skoler og sanatorier for negrene; og ved disse bør den sorte ungdom undervises og oplæres i tjenesten for Herren under de bedste lærere, man kan få.

(207)  De sorte prædikanter bør sætte sig som mål at give sine landsmænd en klar forståelse af sandheden for denne tid. Efter som tiden går og racehadet tiltager, vil det på mange steder blive omtrent umuligt (208) for hvide missionsarbejdere at virke for negrene. Der vil komme tider, da endog de hvide, som ikke er i harmoni med vor virksomhed, vil forene sig med de sorte for at hindre vort værk, idet de påstår, at vor lære vil forårsage deres menigheders opløsning og påføre dem vanskeligheder med hensyn til sabbatsspørgsmålet. Såvel hvide som sorte prædikanter vil fremkomme med falske beskyldninger for at vække modstand hos folk og berede dem for at ødelægge ejendom og tage liv.

(208)  Mørkets magter anvender al sin kløgt for at hindre forkyndelsen af nådens sidste budskab for de sorte. Satan virker for at gøre det vanskeligt for evangeliets forkyndere og lærere at ignorere det racehad, som eksisterer mellem de hvide og sorte.

(208)  Lad os handle forstandigt. Lad os ikke gøre noget, som unødig vil påføre os forfølgelse, eller som vil hæmme forkyndelsen af evangeliet. Hvor skikke fordrer det, eller hvor det er mest fordelagtig for Guds sag, bør de hvide og sorte søskende samles til gudstjeneste på forskellige steder. Lad os udvise Kristi ydmyge sindelag. Han var himlens majestæt, Guds eneste søn. Og dog har Gud »således elsket verden, at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv.« Joh 3,16

(208)  Da Gud nedlod sig til at hengive sin søn til en smertelig og skændig død for at frelse en fortabt verden, skulle så ikke Herrens missionærer gerne ville bestræbe sig til det yderste for at hjælpe dem, som er sunket dybt i synd og lade lyset skinne for dem, som sidder i mørke uden at kende sandheden? Kristus påtog sig den menneskelige natur, for at han kunne række sin hånd ned og (209) løfte faldne mennesker op. Bør så ikke hans efterfølgere for hans skyld være villige til at underkaste sig mangt og meget, som er uretfærdig og bittert, for at hjælpe netop dem, som trænger en håndsrækning? Lad arbejdet blive udført på en sådan måde, at der ikke vækkes fordom; thi ellers kan døre, som nu står åbne, lukkes for sandhedens indgang.

(209)  Blandt troende negre er der mænd med evner, som kan samvirke med Gud som arbejdere for sine egne landsmænd. Der vil også gives dem anledninger til at vidne i teltmøder og større forsamlinger, hvorved de vil få adgang til et stort antal sjæle. Disse anledninger vil tilbyde sig i Sydstaterne, efterhånden som virksomheden udvider sig og budskabet går med høj røst. Under udgydelsen af Helligånden vil mennesker hæve sig op over de skranker, fordommen har opstillet, i deres stræben for at redde menneskesjæle. Gud vil vejlede sindene og hjerterne vil fyldes med den samme kærlighed, som Kristus udviste. Og da vil man betragte forskellen i hudfarve med helt andre øjne end nu. Det at elske som Kristus elsker, løfter sindet op i den rene, himmelske atmosfære.

(209)  Den, som er inderligt forbundet med Kristus, hæver sig op over racespørgsmål og kastevæsen. Hans tro griber fat på de evige virkeligheder. Det er sandhedens guddommelige Ophavsmand, som skal blive ophøjet blandt menneskene. Vore hjerter må fyldes med den tro, som er virksom ved kærlighed og renser sjælen. Beretningen om den barmhjertige samaritaner og hans gerning udgør et mønster til efterlevelse.

(209)  Vi bør ikke indlade os på nogen agitation vedrørende forskellen i hudfarve og på den måde vække fordom op påføre virksomheden vanskeligheder. Den tredje engels budskabs lys må bringes til dem, som behøver lys. Vi må virke rolig, stille og trofast og stole på vor ældre broder. Vi må ikke forhaste os i at bestemme, hvad vor handlemåde i fremtiden skal blive vedrørende det forhold der skal eksistere mellem den sorte og hvide (210) befolkning. Sandheden for denne tid skal forkyndes for de mange tusinder, som bor i Sydstaterne. Såvidt som det lader sig gøre, bør enhver hindring fjernes. Forkynd evangeliet for folket. Virk for de hvide og sorte efter særskilte, for hver afpassede metoder og lad så Herren våge over resten. Sandheden må også forkyndes for den hvide befolkning i Sydstaterne. Da vil der blive udført en gerning i hjemmene, hvorved mange sjæle vil ledes til omvendelse.

(210)  »Med al visdom og forstand.«
Medens menneskene forsøger at løse striden vedrørende racespørgsmålet, svinder tiden hen og sjæle går ind i evigheden uden kundskab om Gud og uden omvendelse. Lad ikke denne tingenes tilstand vare længere. Sæt mænd og kvinder i arbejde og lad dem virke i overensstemmelse med de planer, som Guds Ånd åbenbarer for dem. Vi må tage de sorte søskendes evner i brug, alle de talenter, de ejer, i denne missionsgerning. Sæt negre i arbejde for deres egne landsmænd og lad dem få hvide arbejdere til medhjælpere, når det behøves. De vil ofte have brug for råd og formaning. Lad de sorte søskende holde Gudstjeneste for sig selv på deres eget sted og de hvide for sig selv på deres sted. Og lad hver menighed anstrenge sig for at udføre missionsarbejde for sit eget folk og for negrene, når og hvor de finder det mulig.

(210)  Når sandheden er blevet forkyndt på et sted og alle de hvide, som vil høre og tro, har antaget sandheden, vil de hvide arbejdere ofte få anledning til at optage en stille, beskeden virksomhed for de sorte på stedet. Sådanne anledninger bør man benytte sig af.

(210)  Væk ikke unødigt fordomme, så at det ikke skal hæmme forkyndelsen af den tredje engels budskab blandt den hvide befolkning. De hvide har brug for at høre (211) budskabet, thi en trængsels tid kommer, en sådan trængselstid, »som der ikke har været fra den tid, et folk blev til«.

(211)  Vi må være forsigtige, så vi ikke siger eller gør noget, som vil opflamme det sorte folks følelser imod de hvide. Lad os ikke ved vor handlemåde gøre stillingen værre, end den er. Hvor forsigtig arbejderne end virker, vil de alligevel vække modstand, uden at der sættes i gang en agitation over racespørgsmålet. Lad os rydde kongevejen. Giv Gud anledning til at virke. Ingen må lægge hindringer i vejen for ham. Gud kan lægge sine planer og styre på en måde, som mennesker umulig kan. Lad os komme i hu, at vor første og største gerning er at prædike ordet, at forkynde bibelens advarsler.

(211)  Herren vil, at alle skal optage denne gerning med et lærvilligt sind. Prædikanterne er ikke alle helligede i sandheden. Herren ønsker, at alle skal lægge stridsvåbene ned. Skrøbelige mennesker bør vogte sig for at gøre noget, som vil udslukke håbet om at optage virksomhed på vanskelige steder, hvor racefordommen og modstanden er rådende.

(211)  Et middel, hvorved fordommen kan overvindes og man kan få adgang til folket, er den lægevidenskabelige missionsgerning, som bør påbegyndes ikke bare på ét sted men på de mange steder, hvor sandheden endnu ikke er blevet forkyndt. Vi må virke som lægemissionærer for at trøste syndsbetyngede sjæle og oplyse dem om Frelsens Evangelium. Denne gerning vil vise sig at være et bedre middel til at nedbryde fordommens skranker end noget andet.

(211)  Sabbaten.
Vi må bruge stor forsigtighed og visdom under fremstillingen af sabbatsspørgsmålet. Der skal megen nåde og kraft fra Gud til for at styrte den afgud, som man har dannet sig af den falske sabbat. Løft banneret op, ja løft det op, højere og stadig højere. Peg på det tyvende Kapitel i anden Mosebog, (212) hvor Guds lov står nedtegnet. De første fire bud omhandler vore pligter mod vor skaber. Den, som er utro mod Gud, kan ikke være tro mod sin nabo. Den, som elsker Gud med et udelt hjerte, elsker sin nabo som sig selv. Hovmod fører til storhedstanker og leder mennesket til at gøre sig selv til Gud. Kristi evangelium renser sjælen og driver egenkærligheden væk.

(212)  »Kom hvile dagen I hu, så du holder den hellig!« 2.Mos 20,8 Sabbaten blev givet i eden, da Gud havde skabt verden. »Således fuldendtes himmelen og jorden med al deres hær. På den syvende-dag fuldendte Gud det værk, han havde udført og han hvilede på den syvende-dag efter det værk, han havde udført; og Gud velsignede den syvende-dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit værk, det, Gud havde skabt og udført.« 1.Mos 2,1-3

(212)  »Herren talede fremdeles til Moses og sagde: Du skal tale til israelitterne og sige: Fremfor alt skal i holde mine sabbater, thi sabbaten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt, for at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger eder. I skal holde sabbaten, thi den skal være eder hellig; den, som vanhelliger den, skal lide døden, ja enhver, som udfører noget arbejde på den, det menneske skal udryddes af sin slægt. I seks dage må der arbejdes, men på den syvende-dag skal I holde en fuldkommen hviledag, helliget Herren; enhver, som udfører arbejde på sabbatsdagen, skal lide døden.

(212)  Israelitterne skal holde sabbaten, så at de fejrer sabbaten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt.« 2.Mos 31,12-16
19.oktober 1908.