Søndagsarbejde

(232)  Sanatoriet, Californien, den 17. august 1902
(232) [Kære bror! Jeg vil prøve at besvare dit spørgsmål angående, hvad du skal gøre, dersom der bliver gennemført søndagslove.

(232)  Det lys, Herren gav mig på et tidspunkt, hvor vi netop ventede en sådan krise, som den, der synes at nærme sig for dig, var, at når folket blev påvirket af en forførende magt til at gennemtvinge søndagens helligholdelse, Da skulle syvende-dags adventisterne vise deres visdom ved at afholde sig fra almindeligt arbejde på den dag og hellige den til missionsarbejde.

(232)  At trodse søndagslovene vil blot medføre en stærkere forfølgelse fra de ivrige religiøse ledere, som søger at gennemtvinge dem. Giv dem ingen mulighed for at kalde jer lovbrydere. Hvis de ikke har andre at gå i rette med end mennesker, som hverken frygter Gud eller mennesker, vil det snart miste nyhedens interesse for dem og de vil se, at det hverken er konsekvent eller tiltalende for dem at være så nøjeregnende med hensyn til søndagshelligholdelse. Bliv bare ved med jeres missionsarbejde med Bibelen i hånden og fjenden vil forstå, at han kun har forværret sin egen sag. Man får ikke dyrets mærke, fordi man viser, at man forstår, at det er klogt at bevare freden ved at afholde sig fra arbejde, som virker provokerende, når man på samme tid udfører et arbejde af allerstørste betydning.

(232)  Når vi bruger søndagen til missionsarbejde, tager vi svøben ud af hånden på de impulsive og nidkære mennesker, at ville gælde sig over at kunne ydmyge syvende-dags adventisterne. Når de finder ud af, at vi bruger søndagen til at besøge mennesker og åbne skifterne (233) for dem, vil de indse, at det er nytteløst for dem at prøve på at hindre vort arbejde ved at indføre søndagslove.

(233)  Søndagen kan bruges til at udføre forskelligt arbejde, som fremmer Guds sag. Der kan holdes friluftsmøder og møder i hjemmene. Man kan arbejde fra hjem til hjem. De, som skriver, kan anvende denne dag til at skrive deres artikler. Så ofte, som det er muligt, bør der holdes religiøse møder om søndagen. Gør disse møder virkelig interessante. Syng ægte vækkelsessange og tal med kraft og forvisning om Frelserens kærlighed. Tal om afholdenhed og om virkelige religiøse erfaringer. Derved vil man lære meget om, hvordan man bør arbejde og mange sjæle vil blive nået.

(233)  Lad lærerne ved vore skoler anvende søndagen til missionsarbejde. Det blev sagt mig, at de på den måde kunne hindre fjendens hensigter. Lad lærerne tage eleverne med sig for at holde møder for dem, som ikke kender sandheden. De vil da opnå meget mere, end de kunne på nogen anden måde.

(233)  Gud har givet os klar vejledning med hensyn til vort arbejde. Vi skal forkynde sandheden angående sabbaten for at hele det brud, der er kommet i hans lov. Vi skal gøre, hvad der er muligt for at oplyse de uvidende, men vi skal aldrig slutte forbund med denne verdens mennesker for at modtage økonomisk hjælp.

(233)  Vi læser om Israels børn: »Så førte jeg dem ud af Ægypten og bragte dem ud i ørkenen; og jeg gav dem mine anordninger og kundgjorde dem mine lovbud; det menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem. Også mine sabbater gav jeg dem, for at de skulde være et tegn mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, Herren, er den, som helliger dem. Men (234) Israels hus var genstridigt imod mig i ørkenen; de vandrede ikke efter mine anordninger, men lod hånt om mine lovbud - det menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem og mine sabbater vanhelligede de groft. Så tænkte jeg på at udøse min vrede over dem i ørkenen og tilintetgøre dem.

(234)  »For mit navns skyld greb jeg dog ind, at det ikke skulde vanæres for de folks øjne, i hvis påsyn jeg havde ført dem ud. Og jeg løftede min hånd for dem i ørkenen og svor, at jeg ikke ville føre dem ind i det land, jeg havde givet dem, et land, der flyder med mælk og honning, det dejligste af alle lande, fordi de lod hånt om mine lovbud og ikke vandrede efter mine anordninger, men vanhelligede mine sabbater; thi deres hjerte holdt sig til deres afgudsbilleder. Jeg havde medlidenhed med dem, så jeg ikke tilintetgjorde dem; jeg gjorde ikke ende på dem i ørkenen. Så sagde jeg til deres sønner i ørkenen: Følg ikke eders fædres anordninger, hold ikke deres lovbud og gør eder ikke urene med deres afgudsbilleder. Jeg, Herren, er eders Gud! Følg mine anordninger og tag vare på at holde mine lovbud; hold mine sabbater hellige, så de bliver et tegn mellem mig og eder, at det må kendes, at jeg, Herren, er eders Gud.« Ez 20,10-20.

(234)  Sabbaten er Herrens kendemærke og intet menneske, det være sig konge, præst eller hersker, har autoritet til at stille sig imellem Gud og mennesket. De, som søger at være deres medmenneskers samvittighed, stiller sig over Gud. De, som er under indflydelse af en falsk religion og som overholder en falsk hviledag, vil tilsidesætte de tydeligste beviser angående den sande sabbat. De vil prøve at tvinge mennesker til at adlyde de love, som de selv har vedtaget. Love, som er direkte i modstrid med Guds lov. Guds vrede vil ramme sådanne, (235) som fortsætter på denne vej. Hvis de ikke forandrer sig kan de ikke undslippe straffen.

(235)  Loven, som bestemmer anerkendelse af ugens første dag, er et produkt af en frafalden kristenhed. Søndagen er pavedømmets barn og er af den kristne verden blevet ophøjet over Guds hellige hviledag. Guds folk skal på ingen måde hylde den, men jeg ønsker, at de skal forstå, at de gør ikke Guds vilje ved at vise trodsig modstand, når han ønsker, de skal undgå dette. Derved skaber de så bitre fordomme, at det bliver umuligt at forkynde sandheden. Lad være med at demonstrere imod søndagen ved at trodse loven. Hvis dette bliver gjort et sted og man så bliver ydmyget, vil dette også ske andre steder. Vi kan bruge søndagen til at udføre arbejde, som taler for Kristi sag. Vi skulle gøre vort bedste, idet vi arbejder med sagtmodighed og ydmyghed.

(235)  Kristus advarede sine disciple med hensyn til, hvad de ville komme ud for i deres gerning som evangelister. Han vidste, hvilke lidelser de skulle udholde, hvilke prøvelser og vanskeligheder de ville blive kaldet til at bære. Han ville ikke skjule for dem, at de skulle møde modstand, for at deres tro ikke skulle rokkes, når de uventede vanskeligheder kom. Han sagde: »Og nu har jeg sagt jer det, før det sker, for at I skal tro, når det er sket.« Joh. 14,29. Deres tro skulle snarere styrkes end svækkes, når trængslerne kom. Så ville de kunne sige til hinanden: »Han fortalte os, at dette ville komme og hvad vi skulle gøre for at møde det.« »Se, jeg sender jer som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og uden svig som duer! Og I skal hædres af alle for mit navns skyld, men den, som holder ud indtil enden, han skal blive frelst.« Matt. 10,16.22. De hadede Kristus uden (236) grund. Er det da noget under, at de vil hade dem, som bærer hans tegn og gør hans gerning? De er regnet som verdens fejeskarn. »Når de forfølger jer i en by, så flygt til en anden, thi sandelig siger jeg eder: I skal ikke komme til ende med Israels byer, førend Menneskesønnen kommer.« vers 23

(236)  Folk skal høre sandheden. Ligefrem, positiv sandhed. Men denne sandhed skal fremholdes i Kristi ånd. Vi skulle være som får iblandt ulve. De, som ikke for Kristi skyld vil rette sig efter de advarsler, han har givet og som ikke vil udvise tålmodighed og selvkontrol, vil gå glip af dyrebare muligheder til at virke for Herren. Gud har ikke bedt sit folk om at tale imod dem, som overtræder hans lov. Vi skal ikke på nogen måde angribe de andre kirkesamfund. Lad os huske, at som et folk, der er blevet betroet hellig sandhed, har vi været skødesløse og afgjort utro. Arbejdet er blevet begrænset til nogle få steder, indtil folket der er blevet forhærdet imod evangeliet. Det er vanskeligt at gøre noget indtryk på sådanne, som har hørt så megen sandhed og alligevel har forkastet den.

(236)  Alt dette er nu imod os. Hvor meget længere fremme ville vort værk ikke være, dersom vi havde gjort en virkelig indsats for at nå dem, som, dersom de var blevet omvendt, ville have givet et sandt eksempel på, hvad den nærværende sandhed kan gøre for mennesker. Det er ikke rigtigt, at nogle få steder skulle have alle fordele, mens andre steder bliver forsømt.

(236)  Ved vor skole i Avondale i nærheden af Cooranbong i Australien skulle der tages en bestemmelse angående søndagsarbejde. Det (237) syntes, som om linjerne var ved at blive trukket så skapt op omkring os, at vi ikke ville blive i stand til at udføre noget arbejde om søndagen. Skolen ligger langt inde i skovene og langt borte fra landsbyer og jernbanestationer. Der boede ingen i nærheden, så de kunne blive forstyrret af noget af det, vi foretog os. Ikke desto mindre blev vi iagttaget. Embedsmænd blev opfordret til at komme og inspicere og de kom. De kunne have set mange ting, dersom de havde ønske at anmelde os, men de syntes ikke at lægge mærke til dem, der arbejdede. De havde så meget tillid til os som et folk og så dyb respekt for os på grund af det arbejde, vi havde gjort for vore naboer, at de troede, at de kunne stole på os hvor som helst.

(237)  Mange var klar over den kendsgerning, at hele omegnen var blevet forandret, siden vi kom der. En kvinde, som ikke var sabbatsholder, sagde til mig: "Du ville ikke tro mig, hvis jeg fortalte dig alt med hensyn til den forandring, som har fundet sted her, siden I er kommet her og har oprettet en skole her og holder disse møder.”

(237)  Da vore brødre blev truet med forfølgelse og følte sig usikre med hensyn til, hvad de skulle gøre blev der givet det samme som var med hensyn til leg og boldspil. Jeg sagde: "Brug søndagen til at udføre missionsarbejde. Lærere, gå ud sammen med jeres elever. Tag dem med ud i de tyndt befolkede områder og besøg hjemmene der. Lad dem forstå, at i er interesseret i deres sjæles frelse" De gjorde dette og resultatet var til gavn for dem selv såvel som for de andre. Guds velsignelse hvilede over dem, mens de ivrigt granskede skifterne for (238) at finde ud af, hvorledes de bedst kunne fremholde sandheden, så den fik en gunstig modtagelse. Vejl f menigh bd 3 side 347-351]

(238)  En gang spurgte dem på vor skole i Avondale mig og sagde: "Hvad skal vi gøre?" Lovens embedsmænd har befalet at arrestere dem som arbejder på søndagen." Jeg svarede: "Det vil være meget let at undgå denne vanskelighed. Giv søndagen til Herren som en dag til at udføre missionsarbejde. Tag de studerende med ud for at holde møder forskellige steder og for at gøre lægemissionsarbejde. De vil finde folk i hjemmene og vil have en glimrende anledning til at videregive sandheden. Denne måde at bruge søndagen på er altid Gud kærkommen.

(238)  [Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at fjerne den fordom, mange har imod vort arbejde og imod den bibelske sabbat.

(238)  Lær folket til at overholde alle landets love, når de kan gøre dette uden derved at komme i strid med Guds lov.

(238)  Sommetider er en forfølgers hjerte modtagelig for guddommelige indtryk sådan som apostlenes Paulus' hjerte, før han blev omvendt. Vejl f menigh bd 3 side 351]