De arbejdsløse og de hjemløse skal hjælpes

(153)  Der findes storsindede mænd og kvinder, som tænker meget på de fattige og overvejer, hvad der kan gøres for at hjælpe dem. Der er mange, der gør sig de hæderligste anstrengelser for at finde ud af, hvordan man kan hjælpe de arbejdsløse og de hjemløse med at få del i de goder, som Gud har skænket menneskene, så de kan få den tilværelse, som han havde tiltænkt dem. Men der er ikke ret mange, selv blandt pædagoger og politikere, der fatter, hvad der er årsagen til de forhold, som råder i samfundet. Myndighederne er ikke i stand til at løse fattigdommens og den stigende kriminalitets problem. De forsøger forgæves at indføre lov og orden.

(153)  Hvis menneskene ville rette sig mere efter Guds ord, ville de finde en løsning på de problemer, som volder dem hovedbrud. Man kan lære meget af Det gamle Testamente om, hvordan man kan løse arbejdsmarkedets problemer og hjælpe de fattige.

(153)  Guds plan for Israel
Gud havde bestemt, at hos Israel skulle hver familie have et hjem på landet og et passende stykke jord. Det gav dem mulighed for at bruge deres evner og kræfter og at tjene til livets ophold. Menneskene har aldrig været i stand til at sætte noget bedre i stedet. Fattigdommen og elendigheden i verden skyldes for en stor del, at man ikke følger denne skik.

(154)  Da Israel bosatte sig i Kana'an, blev landet delt mellem hele befolkningen. Levitterne var de eneste, der ikke fik nogen arvelod, fordi de skulle gøre tjeneste i helligdommen. Stammerne bestod af et vist antal familier, og hver familie fik en arvelod, som svarede til familiens størrelse.

(154)  En israelit kunne godt afhænde sin ejendom en vis tid, men han kunne ikke give afkald på sine børns arv for bestandig. Han havde ret til at købe sin jord tilbage, når han fik råd til det. AI gæld blev eftergivet hvert syvende år, og i jubelåret - det halvtredsindstyvende år - blev al ejendom leveret tilbage til den oprindelige ejer.

(154)  Herren havde givet denne befaling: »Der må ikke sælges land uigenkaldeligt, for landet er mit; I er fremmede og tilflyttere hos mig. I hele det land, I ejer, skal I sørge for, at jorden kan indløses. Når det går dårligt for din landsmand, så han må sælge af sin ejendom, skal den, der står ham nærmest, træde til som løser og indløse, hvad hans slægtning har solgt. Den, som. . . selv skaffer tilstrækkeligt til indløsningen, . . . kan vende tilbage til sin ejendom. Men hvis han ikke kan skaffe tilstrækkeligt til at betale ham tilbage, skal det, han har solgt, forblive i køberens besiddelse indtil jubelåret.«

(154)  »I skal hellige det halvtredsindstyvende år og udråbe frigivelse i landet for alle dets indbyggere; det skal være et jubelår for jer. I skal hver især vende tilbage til jeres ejendom, I skal hver især vende tilbage til jeres familie. «

(154)  På denne måde var der sørget for, at hver familie kunne beholde sin ejendom, og at ingen kunne blive hverken for rige eller for fattige.

(154)  En praktisk uddannelse
Hos Israel blev det betragtet som en pligt at få en praktisk uddannelse. Alle fædre skulle lære deres sønner et nyttigt fag. De mænd, der beklædte de højeste stillinger i Israel, havde lært et håndværk. Alle kvinder skulle lære husgerning. Selv kvinder i de højeste stillinger betragtede det som en ære at være dygtige husmødre.

(155)  Der blev undervist i forskellige former for håndværk i profetskolerne, og mange af eleverne ernærede sig ved fysisk arbejde.

(155)  Omsorg for de fattige
Men disse foranstaltninger afskaffe de ikke fattigdommen fuldstændig. Det var ikke Guds vilje, at den skulle udryddes. Den er et af de midler, han bruger, til at udvikle menneskets karakter. Han siger: »Der vil altid være fattige i landet; derfor giver jeg dig den befaling: Luk din hånd op for din landsmand, for alle trængende og fattige hos dig i dit land.«

(155)  »Når der er en fattig hos dig, en af dine landsmænd i dine byer i det land, Herren din Gud vil give dig, må du ikke gøre dit hjerte hårdt eller lukke din hånd for din fattige landsmand. Luk tværtimod din hånd op for ham, og lån ham, hvad han mangler.«

(155)  »Når det går dårligt for din landsmand, og han ikke kan klare sig, skal du understøtte ham, som var han fremmed eller tilflytter, så han kan opretholde livet hos dig.«

(155)  »Når I høster kornet i jeres land, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark.« »Når du høster kornet på din mark, og du glemmer et neg på marken, må du ikke vende om for at samle det op. ... Når du slår dine oliven ned, må du ikke gå grenene efter. . . . Når du høster druerne i din vingård, må du ikke plukke rent efter dig; lad den fremmede, den faderløse og enken få, hvad der er tilbage. «

(155)  Der var ingen, der behøvede at være bange for at komme til at mangle, fordi de var gavmilde. De ville få velstand, hvis de rettede sig efter Guds bud. Gud sagde: »For gør du det, vil Herren din Gud velsigne dig i alt, hvad du gør, og i alt, hvad du erhverver.« »Du kan låne ud til mange folk og skal ikke selv låne; du kan herske over mange folk men de skal ikke herske over dig.«

(156)  Forretningsmoral
Guds ord billiger ikke, at nogen beriger sig på andres bekostning. Man må ikke tjene penge ved at undertrykke andre eller lade andre lide. Guds ord lærer os, at når vi handler skal vi sætte os i kundernes sted. Vi skal ikke kun tænke på vores egen fordel. H vis man drager fordel af andres ulykke, svaghed eller mangel på handelstalent, overtræder man de retningslinjer, som findes i Guds ord.

(156)  »Du må ikke bøje retten for den fremmede og den faderløse, og du må ikke tage enkens klædning i pant.« »Når du låner en anden mand noget, må du ikke gå ind i hans hus for at tage pant hos ham. Du skal blive stående udenfor, og den, du har ydet lånet, skal komme ud med pantet til dig. Hvis det er en fattig mand, må du ikke sove med det, du har taget i pant.«l1 »Hvis du tager en anden mands kappe i pant, skal du give den tilbage til ham før solnedgang. Det er det eneste, han har at dække sig med; . . . hvad skal han ellers sove i? Når han råber til mig, hører jeg ham, for jeg er nådig.« »Når I sælger jord, hvad enten det er noget, du vil sælge til din landsmand, eller noget, du vil købe af ham, må I ikke udnytte hinanden.«

(156)  »I må ikke øve uret i retssager om længdemål, vægt eller rummål.« »Du må ikke have to slags vægtlodder i din pose, tunge og lette. Du må ikke have to slags efa i dit hus, store og små.« »Korrekt vægt, korrekte lodder, korrekt efa og korrekt hin skal I bruge.«

(157)  »Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den der vil låne af dig.« »Den uretfærdige låner men betaler ikke tilbage, den retfærdige er barmhjerig og gavmild.«

(157)  »Giv os et råd, træf en beslutning! Lad din skygge være som natten ved højlys dag! Skjul de fordrevne, røb ikke de fIygtende.« »Giv. . . fordrevne husly, skjul dem for voldsmanden!«

(157)  Det var meningen, at de leveregier, som Gud gav Israel, skulle tjene som forbillede for hele menneskeheden. Verden ville se helt anderledes ud, hvis man praktiserede disse retningslinjer i dag.

(157)  Der er håb for de hjemløse
Der er stadig plads til de lidende og fattige i den frie natur.

(157)  Her kan de finde et hjem. Naturen indeholder hjælpekilder nok til at skaffe dem føden. I jordens dyb findes der velsignelser til alle dem, der har mod, vilje og udholdenhed nok til at tilegne sig dens skatte.

(157)  Utallige mennesker kan ernære sig ved at dyrke jorden. Det var det arbejde, Gud tildelte mennesket i Edens have.

(157)  »Stol på Herren og gør det gode,
så kan du bo trygt i landet.«

(157)  Der bor i titusindvis af mennesker i byerne, hvor de forsøger at tjene en lille smule. Disse mennesker kunne arbejde på landet. De køber ikke altid brød for den smule de tjener. De bruger pengene til spiritus og modtager noget, der ødelægger både sjæl og legeme.

(157)  Der er mange, der betragter det som slaveri at arbejde. De forsøger at ernære sig ved bedrageri i stedet for ved ærligt arbejde. Når man vil skaffe penge uden at arbejde, åbner man for sluserne til elendighed, laster og kriminalitet.

(158)  Storbyernes slumkvarterer
I de store byer lever der utallige mennesker, som får mindre omsorg end de umælende dyr. Der er familier, som er stuvet sammen i elendige lejekaserner. Mange bor i kældre, som både er fugtige og snavsede. Her fødes der børn, og her tilbringer mennesker hele deres liv. De ser ikke den smukke natur, som Gud har skabt for at glæde vore sanser og inspirere sjælen. De er klædt i laser og er altid halvsultne. De lever midt i laster og fordærvelse, og deres karakter påvirkes af den elendighed og synd, som omgiver dem. Børnene hører kun Guds navn, når det misbruges. De hører til stadighed rådden snak, forbandelser og spot. Dunster af spiritus og tobak, stank og umoral for dærver deres sanser. På denne måde kommer et stort antal mennesker ind på forbryderbanen, og de bliver fjendtlige over for det samfund, som lader dem leve i elendighed og nedværdigelse.

(158)  Men det er ikke alle de fattige i slumkvartererne, der er kriminelle. Der er gudfrygtige mennesker, som har mistet alt, hvad de ejer, på grund af sygdom eller ulykke. Nogle af dem er også blevet udnyttet af mennesker, som lever af at snyde andre. Der er også mange ærlige og velmenende mennesker, som bliver fattige, fordi de ikke har lært et håndværk. De er ikke udrustet til at tage del i livets kamp. De søger ind til byerne, men kan ikke altid få arbejde. Her er de omgivet af laster, og de udsættes for frygtelige fristelser. Da de bor sammen med slette mennesker, kræves der overnaturlige kræfter for at forhindre dem i at falde lige så dybt. Mange af dem bliver ved med at være ærlige. De vil hellere lide end synde. Disse mennesker trænger til megen hjælp, medfølelse og opmuntring.

(158)  Hjem på landet
Hvis de fattige, som nu klumper sig sammen i de store byer, kunne bosætte sig på landet, kunne de ikke blot skaffe sig føden, men de ville blive sunde og glade. På landet matte de arbejde hårdt og leve nøjsomt, og de ville få en meget enkel kost. Men de ville opnå store fordele ved at bytte bylivets fristelser, støj og kriminalitet, elendighed og snavs med landlivets fred og renhed.

(159)  Mange byboere ser ikke så meget som et græsstrå. År efter ar ser de kun snavsede baggårde og smalle gyder, triste facader og den grå stenbro. Luften er forurenet af støv og røg. Hvis de kunne flytte ud på landet, hvor de var omgivet af _rønne marker, og hvor der var skove, enge og vandløb, bla. himmel og frisk, ren luft, ville de føle, at de var kommet i himmerig.

(159)  Her ville de ikke være så afhængige af andre mennesker, og de ville ikke blive påvirket af verdens fordærvede sæder og skikke. De ville have mulighed for at leve i pagt med naturen, og Gud ville blive mere virkelig for dem. Mange ville lære at forstå, at vi mennesker er afhængige af ham. De kunne høre hans stemme i naturen. Den ville tale til dem om hans fred og kærlighed, og både deres sjæl og legeme ville nyde godt af den helbredende livgivende kraft.

(159)  De bør lære et fag
Der er mange, der behøver hjælp, opmuntring og vejledning for at kunne tage sig sammen og klare sig selv. Det bedste, man kan gøre for de fattige, er at hjælpe dem med at bosætte sig på landet og lære dem at tjene til livets ophold.

(159)  Det er ikke kun i de store byer, at der er brug for den slags hjælp og vejledning. Selvom der er mange fordele ved at bo på landet, er der også mange fattige her, som er I stor nød. Der er mange landsbyer, hvor beboerne ikke får en faglig uddannelse, og de hygiejniske forhold er dårlige. Folk bor i nogle elendige rønner. De har ikke ret mange møbler og ikke ret meget tøj. De har intet værktøj og ingen bøger. De har ingen bekvemmeligheder og har ingen adgang til kulturelle goder. Deres sjæl er formørket, og deres legeme er svækket og vanskabt. Det skyldes dels dårlige arveanlæg, dels forkerte vaner. Disse mennesker skal oplæres helt fra grunden af. De har aldrig lært at bestille noget og trænger til at lære nogle gode vaner.

(160)  Hvordan kan man få dem til at indse, at de må ændre deres livsførelse? Hvordan kan man tilskynde dem til at sætte sig et højere mål i livet? Hvordan kan man hjælpe dem at gøre fremskridt? Hvad kan man gøre, når mennesker lever i den dybeste fattigdom? Det er et stort problem. Forholdene vil aldrig blive bedre, medmindre menneskene får hjælp af en magt uden for dem selv. Det er Guds vilje, at rige og fattige skal have sympati for hinanden og hjælpe hinanden. De mennesker, som har midler og evner, skal bruge dem til velsignelse for deres medmennesker.

(160)  En opgave for kristne landmænd
Kristne landmænd kan udføre et godt missionsarbejde ved at hjælpe de fattige med at bosætte sig på landet og lære dem at dyrke jorden rationelt. De bør lære dem at bruge landbrugsredskaber og at dyrke forskellige afgrøder og at anlægge og passe frugtplantager.

(160)  Mange jordbrugere høster ikke nok, fordi de ikke er flittige. De passer ikke deres frugtplantager ordentligt,. de sår og planter ikke på det rigtige tidspunkt, og de går ikke grundigt til værks, når de dyrker jorden. De siger, at deres dårlige resultater skyldes, at jorden ikke er frugtbar, men hvis de dyrkede jorden rationelt, ville de også få et stort udbytte. De lægger ikke grundige planer og lægger ikke kræfter i deres arbejde og benytter ikke de bedste metoder. Alt dette bør ændres.

(161)  Man bør hjælpe alle de mennesker, som er villige til at tage imod råd. Hvis der er nogen, der ikke bryder sig om, at du fortæller dem om de nyeste forskningsresultater, skal du ikke sige noget. Pas din egen bedrift og lad dem se, hvilket udbytte du får. Sig et par ord til dine naboer engang imellem og lad dem se, hvor stort høstudbyttet bliver når man bærer sig rigtigt ad. Vis, hvad der kan udrettes, når man dyrker jorden rationelt.

(161)  De fattige bør beskæftiges
Man bør undersøge, hvordan der kan oprettes værksteder, så de fattige kan blive beskæftiget. Snedkere, smede, ja, alle håndværkere bør anse det for deres pligt at undervise og hjælpe de ufaglærte og de arbejdsløse.

(161)  Både mænd og kvinder kan gøre en stor indsats for at hjælpe de fattige. Der er både brug for dygtige kokkepiger, husmødre, syersker og sygeplejersker. Man bør lære mennesker fra fattige hjem at lave mad, sy og reparere tøj, passe de syge og holde hjemmet ved lige. Både drenge og piger bør lære et håndværk.

(161)  Sådan kan familier gøre missionsarbejde
Familier kan gøre missionsarbejde ved at bosætte sig i tyndtbefolkede områder. landmænd, økonomer, bygmestre, kunstnere og håndværkere bør rejse til egne, som er blevet forsømt. Her bør de opdyrke jorden, skabe arbejdspladser, bygge et lille hus til familien og hjælpe beboerne på egnen.

(161)  Selv i den barske natur har Gud skabt noget smukt. Vi skal opdyrke ødemarken. De mest ufrugtbare egne på jorden kan blive som Edens have.

(161)  »På den dag skal de døve høre, hvad der står i bogen, og de blindes øjne se trods mulm og mørke.
De hjælpeløse skal igen glæde sig over Herren, de fattige skal juble over Israels Hellige. «

(162)  Hjælp til selvhjælp
Det bedste, vi kan gøre for de fattige, er at lære dem at arbejde. Mennesker, der ikke har lært at arbejde, er sjældent flittige, udholdende og selvfornægtende. De kan heller ikke administrere. Hvis de var forsigtige og økonomiske, kunne de godt underholde deres familie, men der går meget til spilde, fordi de ikke har en sund dømmekraft. »Godsejeres ny jord giver rigelig føde, men den går tabt hvis der ikke øves ret.«24 * ( I 1992-oversættelsen står der godsejere. I 1931-oversættelsen står der fattig folk)

(162)  Vi gør de fattige en bjørnetjeneste ved at hjælpe dem, hvis de bliver afhængige af det. Så kan man risikere, at de bliver egoister og ude af stand til at klare sig selv. De bliver måske også dovne, ødsle og umådeholdne. Man har ikke ret til at lade sig forsørge, hvis man kan klare sig selv. Der er et ordsprog, som siger: »Verden skal skaffe mig et levebrød,« men det er en løgnagtig påstand. Verden skylder ikke de mennesker noget, som kan arbejde og tjene til livets ophold selv.

(162)  Hvis man vil være god mod sine medmennesker, skal man yde dem hjælp til selvhjælp. Hvis et menneske banker på vores dør og beder om mad, skal vi ikke sende ham sulten bort. Han er måske ikke selv skyld i sin fattigdom. Men ægte velgørenhed består i mere end gaver. At være velgørende vil sige, at man viser ægte interesse for andres ve og vel. Vi bør sætte os ind i, hvad de fattige og de nødstedte trænger til og yde dem den hjælp, som de vil få mest gavn af. Det kræver meget mere af os at bruge tid og kræfter på andre end blot at give dem penge, men det er den bedste form for velgørenhed.

(163)  Når mennesker skal arbejde for det, de får, lærer de at sætte mere pris på det. De lærer også at stole på sig selv og at klare sig selv. Derved bliver de i stand til at hjælpe andre. Folk bør lære at gøre deres pligt i stedet for at lade deres chancer gå til spilde. Fortæl dem, at mennesker, som retter sig efter Bibelen, ikke får hang til dovenskab. Kristus opfordrede altid mennesker til at være flittige. Han sagde til de magelige: »Hvorfor har I stået ledige her hele dagen?« »De gerninger. . . vi må gøre, så længe det er dag. Der kommer en nat, da ingen kan arbejde.«

(163)  Nogle praktiske eksempler
Der er mange måder, hvorpå mennesker kan vise verden, hvad evangeliet kan gøre for dem, der retter sig efter det. Det kan de vise i den måde, de lever på i hjemmet, ja, i hele deres adfærd. Kristus kom til verden for at vise, hvordan vi kan blive. Han forventer, at hans efterfølgere opfører sig korrekt i alle henseender. Han ønsker, at Gud skal sætte sit præg på alt.

(163)  I vore hjem bør der være system og orden både inde og ude. Man bør kunne se på hjemmet, at dets beboere er flittige, renlige og har en god smag. Når andre mennesker sammenligner deres og vor levevis, kan de se, hvad der trænger til at ændres i deres karakter og deres omgivelser, og vi kan give dem en diskret påmindelse om, hvad der bør rettes. Når de ser, at vi nærer interesse for dem, får vi mulighed for at fortælle dem, hvordan de får mest ud af deres ressourcer.

(163)  Håb og mod
Vi kommer ingen vegne uden mod og udholdenhed. Vi skal opmuntre de fattige og forsagte. Hvis det er nødvendigt, bør vi give et håndgribeligt bevis på, at vi er interesseret i dem. Vi bør hjælpe dem, når de kommer ud for vanskeligheder. Mennesker, som har haft mange fordele, bør tænke på, at de selv begår mange fejl. De bryder sig ikke om at blive mindet om deres fejl eller blive gjort opmærksom på, hvordan de bør opføre sig. Vi bør huske, at man kommer længere med venlighed end med kritik. Når man søger at lære andre noget, bør man vise, at man ønsker, at de skal opnå de bedst mulige resultater, og at man er villig til at hjælpe dem. Hvis de ikke lever op til forventningerne, bør man ikke straks kritisere dem.

(164)  Enkelhed og selvfornægtelse
Det er meget vigtigt, at de fattige lærer enkelhed, selvfornægteIse og sparsommelighed, men de har ofte svært ved det. Verden opfordrer hele tiden mennesker til at være stolte, forfængelige, selvoptagne, ødsle og magelige. Det bringer tusinder til tiggerstaven, og endnu flere kan ikke komme op af elendighedens afgrund. De kristne bør opfordre de fattige til at undlade at lade sig påvirke af alt dette.

(164)  Jesus ydmygede sig dybt, da han kom til denne verden. Han blev født i en stald. Himlens majestæt, herlighedens konge, de himmelske hærskarers anfører, ydmygede sig, da han blev menneske. Han valgte at leve i fattigdom. Han havde ikke flere muligheder end de fattige. Hårdt arbejde, prøvelser og afsavn var hans lod hver dag. Han sagde: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.«

(164)  Jesus lod sig ikke hylde af mennesker. Han var ikke hærfører. Han havde ikke noget jordisk kongerige. Han bejlede ikke til de riges gunst. Han gjorde ikke krav på en stilling blandt de toneangivende i landet. Han færdedes blandt de fattige. Han anerkendte ikke de kunstige klasseskel i samfundet. Han tog ikke hensyn til, om folk var af fornem familie, eller om de var rige, begavede, belæste eller havde en høj rang.

(165)  Han var himlens fyrste, men han valgte ikke sine disciple blandt de lærde jurister, rådsherrer, skriftkloge eller farisæerne. Han forbigik dem, fordi de var stolte af deres lærdom og deres stilling. De holdt fast ved deres traditioner og deres overtro; Jesus kunne se, hvad der boede i menneskets hjerte, og han valgte ydmyge fiskere, som var villige til at tage imod undervisning. Han spiste sammen med toldere og syndere og færdedes blandt jævne mennesker. Det var ikke hans hensigt at tage ved lære af dem, men at være et forbillede for dem. Han ville vise dem, hvordan man bør leve, og hjælpe dem op af deres fornedrelse.

(165)  Verden bedømte menneskenes værdi efter en falsk målestok, og det søgte Jesus at ændre. Han stillede sig på de fattiges side for at give dem æresoprejsning, for verden havde kun foragt tilovers for de fattige. Han har slået fast en gang for alle, at det ikke er nedværdigende at være fattig. Han har skænket de fattige sin velsignelse og sagt, at Guds rige tilhører dem. Han siger, at vi skal gå på den samme vej som han. »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig.»

(165)  Når man er beskæftiget med kristeligt arbejde, skal man stille sig på samme trin som de mennesker, man skal arbejde med. Man skal lære dem, hvordan man udvikler karakteren. Lær dem, hvordan Kristus arbejdede og fornægtede sig selv. Fortæl dem, hvordan de kan lære af ham at fornægte sig selv og at bringe ofre. Få dem til at forstå, at de ikke skal give efter for tilbøjeligheden til at følge moden. Livet er værdifuldt og rummer så mange højtidelige og hellige muligheder, at vi ikke kan tillade os at forspilde det ved at behage os selv.

(166)  Det bedste i livet
Menneskene fatter ikke, hvad der er meningen med livet. De interesserer sig for flitterstads. De vil gerne være berømte, og for at nå dette mål giver de afkald på det, der er det virkelige formål med livet. Det bedste i livet - ærlighed, sandhed, renhed, pålidelighed - kan hverken købes eller sælges. Alle kan tilegne sig disse egenskaber uden hensyn til uddannelse og stand. Gud har sørget for, at der findes glæder, som både rige og fattige kan få del i. Det er en glæde at vænne sig til at have rene tanker og at udføre uselviske handlinger. Man har også glæde af at sige venlige ord. Lyset fra Kristus vil skinne på de mennesker, som udfører et sådant arbejde, og dets stråler vil glæde mange mennesker, som har levet i mørke.

(166)  Gud vil give fremgang
Man skal altid tænke på de fattiges åndelige behov, mens man yder dem materiel hjælp. Dit eget liv bør vidne om, at Frelseren har magt til at bevare os. Man bør kunne se på din karakter, hvor højt alle mennesker kan nå. Benyt let forståelige lignelser, når du fortæller evangeliet. Du bør lade alt, hvad du har med at gøre, lede tankerne hen på karakterdannelse.

(166)  Under det daglige arbejde kan selv de svageste og de mest undselige samarbejde med Gud og erfare hans nærværelse og styrkende nåde. De skal ikke lade ængstelse og unødvendige bekymringer tære på kræfterne. De bør tage en dag ad gangen og med troskab gøre det arbejde, som forsynet tildeler dem, så vil Gud sørge for dem. Han siger:

(166)  »Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.«

(167)  Herren har omsorg for alle sine skabninger. Han elsker dem alle sammen og gør ikke forskel på dem, men han har størst medlidenhed med dem, der bærer livets tungeste byrder. Guds børn vil komme ud for prøvelser og vanskeligheder, men de bør bære deres lod med glæde og huske, at Gud vil give dem langt mere, end de går glip af i verden.

(167)  Det er, når vi kommer ud for vanskeligheder, at Gud lader os se sin visdom og kraft som svar på vores ydmyge bøn. Vi skal have tillid til ham og stole på, at han vil høre og besvare vore bønner. Han vil vise dig, at han kan yde hjælp i enhver nødsituation. Han har skabt mennesket og givet det dets vidunderlige fysiske, sjælelige og åndelige evner. Han vil ikke unddrage det noget, som er nødvendigt til livets ophold. Han har givet os sit ord – bladene fra livets træ. Han vil heller ikke undlade at lære os hvordan vi skal skaffe føde til hans børn.

(167)  Hvordan kan en mand, som pløjer markerne og passer dyrene, skaffe sig visdom? Ved at lede efter den som efter sølv og søge efter den som efter skatte. »Hans Gud vejleder ham, hvordan man gør, og lærer ham det.« »Og så dette kommer fra Hærskarers Herre, hans råd er underfulde, hans visdom stor.«

(167)  Han, der lærte Adam og Eva at dyrke og vogte Edens have, ønsker også at undervise menneskene i dag. Den mand, der går efter ploven og udstrør sæden, kan skaffe sig visdom. Gud vil give de mennesker fremgang, som stoler på ham og adlyder ham. De bør gå frejdigt fremad og stole på, at Gud, som er rig på godhed, vil give dem, hvad de trænger til.

(167)  Han, der bespiste en stor skare med fem brød og to små fisk, kan også lade vores arbejde bære frugt i dag. Han, der sagde til fiskerne fra Galilæa: »Kast jeres garn ud til fangst,« og lod dem fange så mange fisk, at deres net var ved at sprænges, ønsker, at hans folk skal betragte det som et vidnesbyrd om, hvad han vil gøre for dem i dag. Den Gud, der i ørkenen gav Israels børn manna fra himlen, lever og regerer også i dag. Han vil lede sit folk og give dem evner til at udføre det arbejde, som de kaldes til at gøre. Når mennesker bestræber sig for at gøre deres pligt samvittighedsfuldt og klogt, vil han give dem visdom. Han, der ejer verden, er rig på hjælpekilder, og han vil velsigne enhver, som søger at være til velsignelse for andre.

(168)  Vi trænger til at se opad i tro. Vi skal ikke tabe modet, fordi noget tilsyneladende mislykkes eller forsinkes. Vi skal udføre vort arbejde med glæde, bevare håbet, være taknemmelige og tro på, at jorden indeholder rige skatte, som den trofaste arbejder kan høste. Disse skatte er mere værdifulde end guld og sølv. Bjergene og højene forandres, og jorden skal slides op som klæder, men Guds velsignelse vil aldrig ophøre. Han kan dække bord i ørkenen.