Lægen som lærer

(99)  En læge, som tager sin lægegerning alvorligt, er også lærer. Han føler ikke blot, at han har et ansvar for de syge, som han skal føre tilsyn med, men også for lokalsamfundet der, hvor han bor. Han skal tage sig af både den fysiske og den moralske sundhed. Han skal ikke blot lære folk, hvordan man giver de syge den rette behandling, men opfordre dem til at tilegne sig nogle gode vaner og give dem kendskab til nogle sunde principper.

(99)  Folk bør lære at leve sundt
Det har aldrig været så nødvendigt at lære folk at leve sundt som i dag. Der er sket store fremskridt, som har gjort livet mere behageligt, det gælder også med hensyn til hygiejne og behandling af sygdomme, men til trods herfor har menneskene ikke så mange kræfter mere, og de er ikke så udholdende længere. Alle, der gerne vil gøre noget for at hjælpe deres medmennesker, bør tænke over dette.

(99)  Vor kunstige civilisation tilskynder menneskene til at tillægge sig skadelige vaner. Skik og brug er i strid med naturen. Menneskenes vellevned svækker dem både i fysisk og sjælelig henseende og lægger en uudholdelig byrde på dem. Der findes umådeholdenhed og kriminalitet, sygdom og elendighed alle vegne.

(99)  Der er mange, der overtræder sundheden s love af uvidenhed. Disse mennesker trænger til oplysning. De fleste ved godt, hvad der er rigtigt, de praktiserer det bare ikke.

(100)  Man bør få dem til at indse, at de bør indrette deres liv, så det er i overensstemmelse med deres viden. Lægen har rig mulighed for at lære folk sunde vaner og for at få dem til at indse, at det er vigtigt at praktisere dem. Hvis han griber sagen rigtigt an, kan han gøre meget for at rette fejl, som gør megen fortræd.

(100)  Brugen af medikamenter
Uhæmmet brug af giftige medikamenter er skyld i mange sygdomme og forårsager store ulykker. Når folk bliver syge, gør de sig ikke altid den ulejlighed at finde årsagen til deres sygdom. De tænker først og fremmest på, hvordan de kan' blive fri for smerter. De tager måske en patentmedicin, som de ikke har ret meget kendskab til, eller de beder lægen om at få noget medicin, som kan fjerne følgerne af deres forkerte levevis. Men de tænker ikke på, at de bør ændre deres usunde vaner. Hvis de ikke får det bedre med det samme, prøver de måske en anden eller en tredje slags medicin. På denne måde forværres tilstanden.

(100)  Folk skal have at vide, at medikamenter ikke helbreder. Det er da rigtigt, at de somme tider skaffer patienten lindring lige i øjeblikket, og at det ser ud til, at han får det bedre, når han tager medicin, men det skyldes, at organismen har kræfter nok til at udskille giften og fjerne årsagen til sygdommen. Patienten bliver rask til trods for, at han tog medicin. I de fleste tilfælde får medicinen blot sygdommen til at ændre karakter og optræde et andet sted. Det ser ofte ud til, at giften holder op med at virke midlertidigt, men organismen er blevet svækket, og patienten kan få store problemer senere.

(100)  Der er mange mennesker, der er syge resten af livet, fordi de har brugt giftige medikamenter. Mange af dem, der dør, kunne være reddet, hvis de var blevet behandlet med naturens egne midler. Mange såkaldte lægemidler indeholder giftstoffer, som er vanedannende og skaber en afhængighed, som skader både legeme og sjæl. Mange af de populære patentmediciner og nogle af de receptpligtige mediciner gør folk afhængige af alkohol, opium og morfin, og det er et frygteligt problem for samfundet.

(101)  Naturens helbredende kraft
Problemerne kan kun løses ved at lære folk nogle sunde leveregler. Lægerne bør lære befolkningen, at det ikke er medikamenter, men naturen, som er i besiddelse af helbredende kraft. Man bliver syg, fordi naturen vil befri organismen for følgerne af, at man har overtrådt sundhedens love. Når man bliver syg, bør man søge at finde årsagen til sygdommen. Hvis man lever forkert, bør man ændre sin levevis, og man bør støtte naturen, når den søger at rense organismen for urenheder og at genoprette balancen.

(101)  Naturlige lægemidler
Ren luft, sollys, mådehold, hvile, motion, en passende kost, brugen af vand og tillid til Guds kraft er naturlige lægemidler. Alle bør have kendskab til naturens lægemidler og deres anvendelse. Det er vigtigt, at man både har en teoretisk og en praktisk uddannelse, når man skal behandle de syge.

(101)  Der kræves en ekstra omhu og indsats, hvis man skal bruge naturens lægemidler, og derfor er der mange, som ikke bruger dem. Naturen helbreder langsomt, og utålmodige mennesker synes, at det tager for lang tid. Det koster noget at give afkald på skadelige vaner, men i det lange løb viser det sig, at naturen gør et godt arbejde, hvis man ikke lægger den hindringer i vejen. Hvis man bliver ved med at adlyde naturens love, vil man blive belønnet med en sund sjæl i et sundt legeme.

(102)  Det gælder om at bevare helbredet
Folk tænker ikke altid nok på, hvordan de kan bevare helbredet. Det er meget bedre at forebygge sygdomme end at vide, hvordan man skal behandle dem.

(102)  Alle mennesker har pligt til at skaffe sig oplysning om livets love, og derefter bør de samvittighedsfuldt rette sig efter dem. Det skylder man både sig selv og menneskeheden. Alle bør lære menneskelegemet at kende. Det er det vidunderligste af alle levende skabninger. Man bør sætte sig ind i, hvordan de forskellige organer fungerer. De er afhængige af hinanden, og dette samarbejde er en forudsætning for, at de alle sammen kan fungere tilfredsstillende. Man bør sætte sig ind i, hvordan sindet påvirker legemet, og hvordan legemet påvirker sindet, og man bør lære de love at kende, som styrer dem.

(102)  Vi skal forberede os til livets kampe
Vi kan ikke tit nok blive mindet om, at sundhed ikke skyldes en tilfældighed. Hvis man vil være sund og rask, må man rette sig efter sundhedens love. Det kan sportsfolk tale med om. De træffer omhyggelige forberedelser. De træner meget og underkaster sig en streng disciplin. De fører nøje kontrol med alle deres fysiske vaner. De er klar over, at de vil lide nederlag, hvis de på grund af overdrivelse eller ligegyldighed svækker eller forkrøbler et organ eller en funktion i legemet.

(102)  Men det er langt vigtigere at udvise forsigtighed for at vinde i livets kamp. Det er ikke skinfægteri, vi giver os af med. Vi tager del i en krig, hvis udfald får evige følger. Vi skal kæmpe med usynlige fjender. Onde engle kæmper for at få herredømmet over hvert eneste menneske. Det, der skader helbredet, tærer både på de fysiske, sjælelige og moralske kræfter. Hvis man er afhængig af usunde vaner, har man sværere ved at skelne mellem ret og uret, og man har ikke så let ved at bekæmpe det onde. Man er mere udsat for at lide nederlag.

(103)  »De, der er med i et løb på stadion, løber alle, men kun en får sejrsprisen.«l I den krig, som vi tager del i, kan alle vinde, hvis de vil underkaste sig disciplin og praktisere nogle sunde leveregler. Man betragter det alt for ofte som uvæsentligt at praktisere disse leveregler. Man synes, at det er så ubetydeligt, at det ikke fortjener nogen opmærksomhed. Men i betragtning af, hvad der står på spil, er intet af det, vi har med at gøre, uden betydning. Hver handling, som vi kaster i vægtskålen, bestemmer, om vi vil sejre eller lide nederlag i livets kamp. Der står i Bibelen: »Løb sådan, at I vinder.«

(103)  Vore første forældre mistede Edens have, fordi de ikke var mådeholdne. Afholdenhed i alt har mere at gøre med generhverveIsen af Eden, end folk er klar over.

(103)  Apostlen Paulus skriver angående den selvfornægtelse, som deltagerne i de gamle græske lege udviste: »Enhver idrætsmand er afholdende i alt - de andre for at fåen sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. Jeg er hård ved min krop og tvin(103)  Grundlaget for reformer
Forudsætningen for, at der kan indføres reformer, er, at man har en klar forståelse for fundamentale sandheder. Man kan falde i to grøfter. Man kan enten være snæversynet og gå ind for en hård, kold rettroenhed, eller man kan gå ind for et sorgløst frisind. Guds lover grundlaget for alle solide reformer. Vi skal sige tydeligt og klart, at man bør rette sig efter denne lov. Vi skal minde folk om lovens bud. De er lige så evige og urokkelige som Gud.

(104)  En af de sørgeligste følger af det første frafald var, at mennesket mistede selvkontrollen. Der kan først ske virkelig fremgang, når mennesket har fået den igen.

(104)  Den åndelige og sjælelige udvikling og karakterdannelsen sker gennem legemet. Det er derfor, at sjælefjenden benytter sine fristelser til at svække og nedværdige legemet. Hvis det lykkes ham, kommer hele mennesket i det ondes vold. Hvis ikke menneskets natur beherskes af en højere magt, vil vore tilbøjeligheder drive os mod afgrunden og døden.

(104)  Vi skal tvinge kroppen til at lystre. Det er åndsevnerne, som skal styre mennesket. Drifterne skal stå under viljens kontrol, og viljen skal kontrolleres af Gud. Fornuften skal være konge over vort liv, og den skal helliges af guddommelig nåde.

(104)  Menneskene bør tænke alvorligt over, hvad Gud kræver. Både mænd og kvinder skal gøres opmærksom på, at de har pligt til at beherske sig og leve et rent liv. De bør ikke være slaver af en fordærvet appetit og af smudsige vaner. De bør indse, at både deres åndelige og fysiske evner er gaver fra Gud, og de bør værne om dem, så de kan bruge dem i hans tjeneste.

(104)  De dyr, som blev ofret på Det gamle Testamentes tid, var symboler på evangeliet. Det var ikke tilladt at lægge et offerdyr, som fejlede noget, på Guds alter. Ofret skulle symbolisere Kristus, derfor skulle det være fejlfrit. I Guds ord benyttes dette som et billede på, hvordan Guds børn bør være - »et levende og helligt offer, der er Gud til behag«.

(104)  Der behøves guddommelig kraft
Der kan ikke gennemføres en ægte reform uden guddommelig kraft. Vi mennesker kan ikke beherske vore medfødte og opdyrkede tilbøjeligheder. Det er lige så umuligt som at dæmme op for brændingen med sandrevler. Vi kan ikke modstå de fristelser, som angriber os både indefra og udefra, før Kristus bliver en livgivende kraft i vort liv.

(105)  Kristus kom til denne verden og holdt Guds lov, for at mennesket kunne blive sat i stand til at beherske de medfødte tilbøjeligheder, som fordærver sjælen. Den store sjælelæge hjælper os med at sejre over de lyster, som raser i os. Han har stillet alle de midler til rådighed, som er nødvendige, for at mennesket kan få en fuldkommen karakter.

(105)  Når et menneske overgiver sig til Kristus, kommer sindet under lovens kontrol. Det er den kongelige lov, som forkynder for alle fanger, at de skal blive frie. Mennesket bliver frigjort, når det bliver et med Kristus. Når mennesket underkaster sig Kristi vilje, får det sin værdighed igen.

(105)  Når mennesket adlyder Gud, er det ikke længere syndens træl, og det er ikke længere afhængigt af lidenskaberne. Det handler heller ikke mere efter pludselige indskydelser. Mennesket kan sejre over sig selv og sine tilbøjeligheder; over »myndigheder og magter«, over »verdensherskerne i dette mørke« og »ondskabens åndemagter i himmelrummet«. Der skal undervises i hjemmet
Denne form for undervisning er allermest tiltrængt i hjemmet, og det er her, at den vil gøre mest nytte. Det er forældrene, der lægger grunden til børnenes vaner og karakter. Man skal begynde at indføre reformer ved at gøre dem opmærksom på, at grundsætningerne i Guds lov tager sigte på både den fysiske og den moralske sundhed. Vi skal få dem til at forstå, at lydighed mod Guds ord er vort eneste værn imod al den ondskab, der truer med at ødelægge verden. Få forældrene til at indse, at de ikke blot har et ansvar overfor sig selv, men også overfor deres børn. De er forbilleder for børnene. De lærer dem enten at være lydige eller at overtræde loven. Forældrenes adfærd og undervisning afgør familiens skæbne. Børnene bliver, hvad forældrene gør dem til.

(106)  Hvis man kunne få forældre til at se, hvilke følger deres handlinger får, og hvis de kunne få øjnene op for, hvordan de ved deres adfærd og belæring enten giver synden mere magt eller tjener retfærdighedens sag, ville de ændre kurs med det samme. Så ville mange holde op med at følge skik og brug og i stedet gøre Guds vilje.

(106)  Eksemplets magt
Lægen kommer på sygebesøg i hjemmet, våger ved sygesengen, søger at lindre patienternes smerter, hjælper dem væk fra gravens rand og siger til de døende, at der er håb. Derfor har folk mere tillid til læger end til de fleste andre mennesker. Ikke engang præster har mulighed for at øve så stor indflydelse.

(106)  Lægen bør øve en positiv indflydelse i ord og handling. I reformarbejdet er der brug for mænd og kvinder, som har selvkontrol. Vore ord får større vægt, når vi selv praktiserer det, vi siger. Vi bør vise verden, hvad Guds nåde kan gøre for at give menneskene den kongeværdighed tilbage, som de har mistet, og hvad den kan gøre, for at de kan blive herrer over sig selv. Der er intet, verden trænger mere til, end at få kendskab til evangeliets frelsende kraft. Den skal afspejles i de kristnes levned.

(106)  Lægen kommer hele tiden i forbindelse med mennesker, som har behov for den styrke og opmuntring, som de kan få ved at betragte et menneske med en forbilledlig adfærd. Der er mange, som mangler moralsk kraft. De har ingen selvkontrol og giver let efter, når de bliver fristet. Lægen kan kun hjælpe disse mennesker, hvis han selv er i besiddelse af en principfasthed, som gør det muligt for ham at vinde sejr over alle skadelige vaner og lyster. Han skal selv påvirkes af en guddommelig magt. Sker det ikke, øver han snarere en dårlig end en god indflydelse, selv om han kan tale med aldrig så stor overbevisning.

(107)  Mange af de mennesker, der søger læge, er blevet moralske vrag på grund af deres forkerte vaner. De er nedbrudte, svage og sårede, og de indser, at de har båret sig tåbeligt ad, og at de ikke kan vinde sejr. Hvis disse mennesker skal hjælpes, skal man fjerne alt det, som vil få dem til at blive ved med at nære de tanker og følelser, som har gjort dem til svæklinge. De bør have mulighed for at indånde ren luft og for at tænke ædle tanker. Hvor er det tragisk, hvis de mennesker, som skulle være deres forbilleder, selv er slaver af skadelige vaner, så patienterne bliver udsat for endnu større fristelser.

(107)  Lægen og afholdsarbejdet
Der er mange patienter, der ødelægger både legeme og sjæl med tobak og berusende drikke. Hvis lægen lever op til sit ansvar, vil han gøre disse patienter opmærksom på, hvad der er årsagen til deres sygdom. Men hvor megen vægt har hans ord, hvis han selv bruger tobak eller spiritus? Vil han ikke vægre sig ved at pege på det ømme punkt hos patienten, når han tænker på, at han selv er afhængig af spiritus og tobak? Hvordan skulle han kunne overbevise ungdommen om spiritussens og tobakkens skadelige virkninger, når han selv ryger og drikker?

(107)  Hvordan skulle en læge kunne være et forbillede på renhed og selvkontrol og gøre en god indsats for afholdssagen, når han selv har en dårlig vane? Hvordan skulle han kunne hjælpe de syge og døende, når hans ånde lugter af spiritus og tobak?

(107)  Hvordan kan et menneske røgte det ansvar, som hviler på ham som en dygtig læge, hvis han svækker sine nerver og om tåger sin hjerne med narkotiske stoffer? Han kan umuligt træffe en hurtig afgørelse og foretage et korrekt indgreb.

(108)  Viser han ikke, at han er uegnet til at tage ansvaret for andre menneskers liv, hvis han ikke retter sig efter de love, der styrer hans eget liv, og hvis nydelse betyder mere for ham end en sund sjæl og et sundt legeme?

(108)  Lægens skuffelser
Selvom en læge er aldrig så dygtig og samvittighedsfuld, vil han ofte komme ud for skuffelser. Han opnår ikke altid de resultater, som han gerne ville. Selvom hans patienter bliver raske, gavner det ikke altid hverken dem eller verden. Når sygdommen er overstået, vender mange af dem tilbage til de laster, som gjorde dem syge. De genoptager deres udsvævende, overdådige levevis og begår de samme tåbeligheder som før. Det ser ud, som om lægens arbejde er spildt.

(108)  Kristus kom ud for det samme, men han blev ved med at tage sig af de mennesker, som trængte til hjælp. Da han rensede de ti spedalske, var der kun en, som var taknemmelig, og det var en samaritaner, altså en udlænding. Kristus helbredte de ti for dette ene menneskes skyld. Hvis lægen ikke opnår bedre resultater end Frelseren, bør han tage ved lære af Den store Læge. Der står skrevet om Kristus: »Han bliver ikke svag og knækkes ikke.« »Efter sin lidelse ser han lys, han mættes ved sin indsigt.«

(108)  Hvis blot et menneske ville have taget imod Kristi nåde og troet på evangeliet, ville han have besluttet at bære de byrder og finde sig i den ydmygelse, som blev hans lod her i livet. Han havde været villig til at lide en vanærende død for at frelse dette ene menneske. Har vi ikke grund til at glæde os, hvis vi kan bidrage til, at et menneske bliver forædlet og gjort skikket til at skinne i de himmelske sale?

(109)  Lægens problemer
Der stilles store krav til en læge. Derfor bør han have et godt helbred. Et svagt eller sygeligt menneske kan ikke holde til det hårde arbejde, som følger med lægegerningen. Hvis et menneske ikke har fuldstændig kontrol over sig selv, egner det sig ikke til at behandle alle slags sygdomme.

(109)  Det kan godt se ud, som om lægens tilværelse er trist. Han får ikke altid søvn nok. Han har ikke altid tid til at spise. Han må ofte give afkald på selskabelighed og har ikke altid mulighed for at gå i kirke. Han er vidne til megen nød og elendighed. Han kommer hele tiden i berøring med syge mennesker, som trænger til hjælp. Han kommer til stadighed i forbindelse med mennesker, som lever på livets skyggeside. Alt dette kan gøre ham syg om hjertet og næsten få ham til at miste tilliden til menneskene.

(109)  Han må anstrenge sig til det yderste i sin kamp med sygdom og død. Han lever under et meget stort pres, og det stiller de største krav til hans karakter. Det er i disse situationer, at han bliver udsat for de største fristelser. Lægegerningen stiller store krav til selvkontrol, en høj moral og en tro, som har nær forbindelse med himlen. Både for sin egen skyld og af hensyn til andre kan lægen ikke tillade sig at overtræde de fysiske love. Et menneske, som er tilbøjeligt til at lade hånt om de fysiske vaner, er også tilbøjeligt til at være ligegyldig med moralen.

(109)  Det sikre værn
Lægen kan kun være på den sikre side, hvis han altid er principfast og beslutsom. Men det kræver, at han søger hjælp hos Gud. Han skal have Guds fuldkomne karakter for øje. Dag for dag, time for time og øjeblik for øjeblik skal han leve, som om han kunne se den usynlige verden. Han skal gøre som Moses. Han holdt ud, »som om han så den usynlige«.

(110)  Retfærdighed og gudfrygtighed hører sammen. Der er ingen mennesker, der kan leve et rent, eksemplarisk liv, medmindre deres liv er skjult med Kristus i Gud. Jo mere et menneske gør for sine medmennesker, des nærmere må det leve himlen.

(110)  Jo flere pligter en læge har, og jo større ansvar han har påtaget sig, des større er hans behov for guddommelig hjælp. Han bør ikke altid beskæftige sig med det jordiske, men bør tage tid til at tænke på det evige. Han bør ikke lade verden stille så store krav til ham, at den skiller ham fra ham, som er kilden til hans styrke. Han trænger mere end alle andre til at stille sig under Guds beskyttelse ved bøn og bibelstudium. Han bør til stadighed have forbindelse med og tænke på sandhedens grundsætninger og retfærdighed og nåde, som åbenbarer Guds egenskaber i sjælen.

(110)  Man skal tilegne sig Guds ord og rette sig efter det. Så vil det sætte sit præg på læseren eller tilhøreren, og dets livgivende kraft vil påvirke alle hans handlinger og hele hans karakter. Det vil lutre alle hans tanker og holde styr på alle hans ønsker. De mennesker, der stoler på Guds ord, vil stå fast og være stærke. De vil hæve sig over det lave og leve i en ren og ubesmittet atmosfære.

(110)  Når mennesket lever Gud nær, vil det være lige så ubestikkeligt, som Josef og Daniel var, da de opholdt sig ved et fordærvet hedensk bof, og det vil kunne leve et rent liv. Dets karakter vil være ulastelig. Lyset fra Kristus vil skinne med uformindsket styrke i dette menneskes liv. Den lysende morgenstjerne vil hele tiden skinne over ham i uformindsket herlighed.

(110)  Et sådant menneske vil være til velsignelse der, hvor det bor. Det vil være som et bolværk mod det onde, et værn for de fristede og et lys for dem, der trods vanskeligheder og modgang søger at finde den rette vej.