Guds kærlighed til menneskene(7) Både naturen og Den hellige Skrift vidner om Guds kærlighed. Vor Fader i Himmelen er livets, visdommens og glædens kilde. Betragt de underfulde, skønne ting i naturen og se, hvor vidunderligt de er afpasset efter både menneskenes og alle andre levende skabningers behov og lykke. Solskinnet, regnen, der vederkvæger jorden, bjerge, hav og sletter vidner om Skaberens kærlighed. Det er Gud, som skaffer alle sine skabninger, hvad de behøver hver dag. Salmisten siger så smukt i Sal. 145, 15. 16: (7) "Alles øjne bier på dig, (7) Gud skabte mennesket fuldkommen helligt og lykkeligt. Da den smukke Jord kom fra Skaberens hånd, var der intet, som visnede eller døde, intet spor af forbandelse. Det er overtrædelse af Guds lov - kærlighedens lov- som har medført elendighed og død. Men i selve de lidelser, som er en følge af synd, åbenbares Guds kærlighed. Der står, at Gud forbandede Jorden for menneskets skyld (1 Mos. 3, 17). Men torne og tidsler, de vanskeligheder og besværligheder, som fylder menneskenes liv med møje og bekymring, skulle tjene til deres gavn. De hører med til den plan, Gud lagde for at løfte dem op af den fordærvelse og fornedrelse, synden havde medført. Skønt verden faldt, er alting dog ikke sorg og elendighed. Selve naturen bringer os et budskab om håb og trøst. Der er blomster på tidslerne, og tornene er skjult af roser. (8) "Gud er kærlighed." Dette står skrevet på hver knop, som springer ud, på hvert græsstrå, der spirer frem. De dejlige fugle, som fylder luften med deres glade sang, de yndigt farvede blomster, der spreder vellugt omkring sig, skovens majestætiske træer med deres grønne blade - alt vidner om Guds kærlige, faderlige omsorg og om, at det er hans vilje at gøre menneskene lykkelige. (9) Guds ord åbenbarer hans væsen. Han har selv vidnet om sin uendelige kærlighed og miskundhed. Da Moses bad: "Lad mig dog skue din herlighed!" svarede Herren: "Jeg vil lade al min rigdom drage forbi dig." 2 Mos. 33, 18. 19. Dette er Guds herlighed. Herren gik forbi Moses og råbte: "Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd." 2 Mos. 34, 6. 7. Han er "langmodig og rig på miskundhed." Han "bærer over med synd." Jonas 4,2; Mik. 7, 18. (9) Gud har knyttet vort hjerte til sig ved utallige tegn på himmelen og på Jorden. Han har søgt at åbenbare sig for os gennem naturen og ved de stærkeste og ømmeste jordiske bånd, som menneskehjertet kender. Og dog er disse blot et ufuldkomment udtryk for hans kærlighed. Skønt Gud havde givet alle disse beviser på sin kærlighed, forblindede sjælefjenden menneskene, så de betragtede Gud med frygt og anså ham for at være streng og uforsonlig. Satan fik menneskene til at forestille sig Gud som et væsen, hvis fornemste egenskab er streng retfærdighed, - som en hård dommer, en barsk, fordringsfuld gældsherre. Han skildrede Skaberen som et væsen, der våger med nidkære øjne for at opdage menneskenes vildfarelser og fejl, så han kan hjemsøge dem med sine straffe. For at fjerne denne mørke skygge og åbenbare Guds evige kærlighed kom Jesus ned til denne Jord og tog bolig blandt menneskene. (10) Guds Søn kom fra Himmelen for at åbenbare Faderen. "Ingen har nogensinde set Gud; den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk." "Ingen kender Faderen uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham." Joh. 1, 18; Matt. 11, 27. Da en af disciplene sagde til Jesus: "Vis os Faderen," svarede han: "Så lang en tid har jeg været hos jer, og du har ikke lært mig at kende, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: 'Vis os Faderen?'" Joh. 14,8.9. (11) Jesus sagde, da han beskrev sin jordiske mission: "Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed." Luk. 4, 18. Dette var Jesu gerning. Han gik omkring og gjorde godt og helbredte alle, der var plaget af Satan. Der fandtes hele landsbyer, hvor der ikke lød suk eller klage i et eneste hus, fordi han havde været der og helbredt alle de syge. Hans gerning vidnede om, at Gud havde salvet ham. Kærlighed, nåde og barmhjertighed kom til syne i alle hans handlinger. Hans hjerte strømmede over af øm medfølelse med menneskenes børn. Han påtog sig deres natur for at kunne afhjælpe deres behov. De fattigste og ringeste frygtede ikke for at komme til ham. Selv små børn følte sig draget til ham. De holdt af at sidde på hans knæ og se ind i hans tankefulde ansigt, som udstrålede venlighed og kærlighed. (12) Jesus undlod aldrig at sige sandheden, men han sagde den altid i kærlighed. Hele hans færden blandt menneskene var præget af taktfuldhed, betænksomhed og venlig opmærksomhed. Han var aldrig uhøflig og talte aldrig et strengt ord, uden at det var nødvendigt. Han voldte ingen følsom sjæl unødig smerte. Han kritiserede ikke menneskenes svaghed. Han sagde sandheden, men gjorde det altid i kærlighed. Han fordømte hykleri, vantro og uretfærdighed, men der var tårer i hans øjne, når han udtalte sine strenge irettesættelser. Han græd over Jerusalem, den by, han elskede, men som nægtede at tage imod ham, der var vejen, sandheden og livet. De havde forkastet ham, deres frelser, men han så på dem med øm medlidenhed. Hans liv var fuldt af selvfornægtelse og utrættelig omhu for andre. Hver sjæl var dyrebar i hans øjne. Han optrådte altid med guddommelig værdighed, men tog sig ømt af ethvert medlem af Guds familie. Han anså alle mennesker for faldne sjæle, som det var hans opgave at frelse. (13) Sådan er Kristi karakter, som kom til udtryk i hans liv, og sådan er Guds karakter. Den guddommelige barmhjertighed, som åbenbares i Kristus og når ud til menneskenes børn, udstrømmer fra Faderens hjerte. Jesus, den milde, medlidende frelser, var Gud "åbenbaret i kød". 1 Tim. 3,16. (13) Det var for at frelse os, at Jesus levede, led og døde. Han blev en "smerternes mand", for at vi kunne få del i en evig glæde. Gud tillod, at hans elskede Søn, fuld af nåde og sandhed, fra en verden af ubeskrivelig herlighed steg ned til en verden, der var besmittet og fordærvet af synd, formørket af forbandelse og dødens skygge. Han tillod, at han forlod hans kærligheds favn og gav afkald på englenes tilbedelse for at lide skam, forhånelse, fornedrelse, had og død. "Os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår." Es. 53, 3. 5. Betragt Guds Søn i ørkenen, i Getsemane og på korset! Guds hellige Søn tog syndens byrde på sig. Den, som havde været et med Gud, følte i sin sjæl den forfærdelige adskillelse, som synden frembringer mellem Gud og menneskene. Dette fremtvang det smertefulde råb fra hans læber: "Min Gud! min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" Matt. 27, 46. Det var syndens byrde, følelsen af dens forfærdelige rækkevidde, af sjælens adskillelse fra Gud - det var dette, som knuste Guds Søns hjerte. (14) Men dette store offer blev ikke bragt for at vække kærlighed til menneskene i Faderens hjerte eller for at gøre ham villig til at frelse dem. Nej, nej! "Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne." Joh. 3,16. Faderen elsker os ikke på grund af det store offer, men han bragte offeret, fordi han elskede os. Kristus var den mellemmand, ved hvem Faderen kunne udøse sin evige kærlighed overen falden verden. "Det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv." 2 Kor. 5, 19. Gud led med sin Søn. Med hans dødsangst i Getsemane og hans død på Golgata betalte han i sin uendelige kærlighed, hvad vor forløsning kostede. (15) Jesus sagde: "Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at tage det igen." Joh. 10, 17. Det vil sige: "Min Fader har elsket jer så højt, at han endog elsker mig mere, fordi jeg giver mit liv for at frelse jer. Idet jeg bliver jeres stedfortræder og kautionist, giver mit liv og tager jeres skyld og overtrædelse på mig, bliver jeg mere kær for Faderen; thi ved mit offer kan Gud være retfærdig og samtidig retfærdiggøre den, som tror på Jesus." (15) Ingen anden end Guds Søn kunne forløse os, for kun den, som var i Faderens favn, kunne åbenbare ham. Alene den, der kendte Guds kærligheds højde og dybde, kunne åbenbare den. Intet mindre end det evige offer, som Kristus frembar på faldne menneskers vegne, kunne udtrykke Faderens kærlighed til den fortabte menneskeslægt. (16) "Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne." Joh. 3,16. Han gav ham ikke blot, for at han skulle leve blandt menneskene, bære deres synder og dø som deres offer. Han skænkede ham til den faldne slægt. Kristus skulle blive et med menneskene i deres interesser og behov. Han, som var et med Gud, har knyttet sig til menneskene med bånd, som aldrig skal briste. Jesus "skammer sig ikke ved at kalde dem brødre." Hebr. 2, 11. Han er vort offer, vor talsmand og vor broder. Han bærer vor menneskelige skikkelse for Faderens trone, og gennem evigheden er han et med den slægt, han har forløst; han er Menneskesønnen. Alt dette gør han, for at menneskene kan blive løftet op af den fordærvelse og fornedrelse, som er en følge af synden, og for at de kan afspejle Guds kærlighed og få del i hans glæde og hellighed. (16) Den pris, der blev betalt for vor forløsning, det evige offer, som vor himmelske Fader bragte, da han gav sin Søn i døden for os, burde bibringe os høje begreber om, hvad vi kan blive ved Kristi hjælp. Da den inspirerede apostel Johannes betragtede højden, dybden og bredden i Faderens kærlighed til den fortabte slægt, fyldtes han med ærefrygt og beundring. Han kunne ikke finde passende ord til at udtrykke storheden af Guds ømme kærlighed. Derfor opfordrer han verden til at betragte den. Han siger: "Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn!" 1 Joh. 3,1. Hvor Gud dog værdsætter menneskene højt! Ved overtrædelse blev menneskenes børn Satans undersåtter. Ved tro på Kristi forsonende offer kan Adams sønner blive Guds sønner. Da Kristus påtog sig menneskenes natur, forædlede han menneskeslægten. Faldne mennesker er stillet således, at de ved forening med Kristus i sandhed kan blive værdige til at kaldes Guds børn. (17) Denne kærlighed er uden lige. Børn af den himmelske konge! Hvilken dyrebar forjættelse! Hvilket emne for vor dybeste betragtning! Guds kærlighed til en verden, som ikke elskede ham! Denne tanke virker ydmygende på sjælen og tager sindet til fange under Guds vilje. Jo mere vi betragter Guds karakter i korsets lys, desto klarere ser vi, hvorledes nåde, mildhed og forladelse blandes med ret og retfærdighed, og desto tydeligere ser vi utallige beviser på en kærlighed, der er evig, og en medlidenhed, som overgår en moders ømmeste omsorg for det vildfarende barn. (18) Alle jordens bånd kan briste, |