Glæde i Herren(170) Guds børn er kaldede til at være Kristi sendebud og til at vidne om Herrens godhed og nåde. Ligesom Jesus har åbenbaret Faderens sande væsen for os, skal vi åbenbare Kristus for en verden, som ikke kender hans ømme, forbarmende kærlighed. Jesus sagde: "Ligesom du har sendt mig til verden, således har jeg også sendt dem til verden." "Jeg i dem og du i mig, . . . så verden kan forstå, at du har sendt mig." Joh. 17, 18. 23. Apostelen Paulus siger til Jesu disciple: "I er et brev fra Kristus, som kendes og læses af alle mennesker."2 Kor. 3, 3. 2. I ethvert af sine børn sender Jesus et brev til verden. Er du en Kristi efterfølger, er du også hans brev til den familie, den by, den gade, hvor du bor. Jesus, som bor i dig, ønsker at tale til deres hjerte, som ikke kender ham. De læser måske ikke Bibelen eller hører den røst, der taler til dem gennem den. De ser ikke Guds kærlighed i hans skaberværk. Men hvis du er en sand Jesu tjener, vil de måske gennem dig blive ledet til at forstå noget af hans godhed og lære at elske og tjene ham. (171) De kristne er sat til at være lysbærere på vejen til Himmelen. De skal lade det lys, som falder på dem fra Kristus, kaste sit genskin ud over verden. Deres liv og karakter bør være sådan, at andre gennem dem kan få en rigtig opfattelse af Kristus og hans tjeneste. (171) Hvis vi er Kristi sande disciple, vil vi lade hans tjeneste fremtræde så tiltrækkende, som den virkelig er. Kristne, hvis sind er fyldt af tristhed og bedrøvelse, og som knurrer og klager, giver andre et falsk billede af Gud og kristenlivet. De giver andre det indtryk, at Gud ikke har behag i, at hans børn skal være lykkelige, men derved aflægger de et falsk vidnesbyrd om vor himmelske Fader. (171) Satan glæder sig, når han kan lede Guds børn ud i vantro og fortvivlelse. Han glæder sig over at se, at vi nærer mistillid til Gud og tvivler på hans villighed og evne til at frelse os. Han ønsker, at vi skal tro, at Herren vil skade os ved sit forsyns styrelse. Det er Satans værk at fremstille Herren som et væsen, der mangler barmhjertighed og medlidenhed. Han forvansker sandheden og fylder tankerne med urigtige begreber om Gud. I stedet for at dvæle ved sandheden angående vor himmelske Fader fæster vi alt for ofte vore tanker ved Satans falske fremstillinger og vanærer Gud ved vor mistillid og klage. Satan søger bestandig at gøre kristenlivet så trist som muligt. Han vil gerne have, at det skal tage sig besværligt og vanskeligt ud. Når en kristen giver andre dette indtryk af kristendommen, støtter han Satans løgn. (172) Under vandringen på livets vej er der alt for mange, som dvæler ved deres fejltagelser, mislykkede forsøg og skuffelser. Deres hjerte fyldes med sorg og modløshed. Mens jeg var i Europa, modtog jeg et brev fra en søster, der havde gjort dette og var dybt bekymret. Hun bad mig om nogle opmuntrende ord. Natten efter, at jeg havde læst hendes brev, drømte jeg, at jeg var i en have. En person, som lod til at være havens ejer, viste mig omkring. Jeg plukkede blomster og glædede mig over deres duft. Denne søster havde gået ved siden af mig. Nu henledte hun min opmærksomhed på nogle stygge torne, der stod hende i vejen. Der stod hun, bekymret og fuld af sorg. Hun gik ikke på stien og fulgte ikke efter føreren, men gik rundt mellem tornene og tidslerne. "Ak," sukkede hun, "er det ikke sørgeligt, at denne smukke have er ødelagt af torne?" Da sagde vor fører: " Lad tornene være. De vil blot såre dig. Pluk roserne, liljerne og nellikerne." (173) Har der ikke været nogle lyspunkter i din erfaring? Har du ikke oplevet lyse stunder, hvor dit hjerte bankede af glæde som et gensvar til Guds Ånd? Finder du ingen gode oplevelser, når du betragter de forskellige afsnit af dit livs erfaring? Er Guds løfter ikke som de vellugtende blomster, der vokser overalt langs din vej? Vil du ikke lade deres skønhed og duft fylde dit hjerte med glæde? (174) Tornene og tidslerne vil blot såre og bedrøve dig. Hvis du kun samler på dem og henleder andres opmærksomhed på dem, foragter du da ikke Guds godhed, samtidig med at du hindrer andre i at vandre ad livets vej? (174) Det er ikke klogt at fylde sindet med alle de ubehagelige minder fra fortiden - dens synder og skuffelser - at tale om dem og sørge over dem, til vi overvældes af modløshed. En modløs sjæl fyldes med mørke. Den udelukker Guds lys fra sig selv og kaster skygge over andres sti. (174) Tak Gud for de lyse billeder, han har vist os. Lad os samle disse dyrebare forsikringer om hans kærlighed sammen, så vi altid kan betragte dem: At Guds Søn forlod sin Faders trone og klædte sin guddom i menneskelig hed, for at han kunne udfri menneskene af Satans magt; hans sejr for os, hvorved han åbnede Himmelen for menneskene og åbenbarede Guddommens herlighed for dem; den faldne slægt, løftet op af den ødelæggelsens afgrund, hvori synden havde styrtet den, og atter bragt i samfund med den evige Gud, iført Kristi retfærdighed og ophøjet til hans trone, når de ved troen på vor forløser har bestået den guddommelige prøve - det er disse billeder, Gud ønsker, vi skal dvæle ved. (175) Når det ser ud, som om vi tvivler på Guds kærlighed og viser mistillid til hans løfter, vanærer vi ham og bedrøver Helligånden. Hvorledes ville en mor føle det, hvis hendes børn altid klagede over hende, som om hun ikke ønskede at gøre dem godt, skønt alle hendes bestræbelser i livet gik ud på at fremme deres velfærd og gøre livet behageligt for dem? Tænk, om de tvivlede på hendes kærlighed. Det ville knuse hendes hjerte. Hvordan ville en far eller mor føle det, hvis børnene behandlede dem sådan? Hvad vil vor himmelske Fader tænke om os, når vi tvivler på hans kærlighed, som fik ham til at give sin enbårne Søn, for at vi kunne leve? Apostelen skriver: "Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?" Rom. 8, 32. Men hvor er der dog mange, som siger ved deres gerninger: "Herren har ikke tiltænkt mig dette. Han elsker måske andre, men han elsker ikke mig." (176) Alt dette skader din egen sjæl, for hver gang, du siger et tvivlende ord, indbyder du Satan til at friste dig. Det forøger din tilbøjelighed til at tvivle, og de tjenende engle vil med bedrøvelse forlade dig. Nævn ikke et ord om tvivl eller mørke, når Satan frister dig. Hvis du vælger at åbne døren for hans indskydelser, vil dit sind blive fyldt med mistillid og oprørsk tvivl. Lader du dine følelser komme til udtryk i ord, vil enhver tvivl, du udtrykker, ikke blot virke tilbage på dig selv. Det bliver en sæd, som vil spire og bære frugt i andres liv, og det kan blive umuligt at modvirke indflydelsen af dine ord. Du kommer måske selv uskadt ud af fristelsen og Satans snare, men du kan have øvet en stærk indflydelse over andre, og disse er måske ikke i stand til at glemme den vantro, som du har givet udtryk for. Hvor er det vigtigt, at vi kun taler om de ting, som vil give åndelig styrke og liv. (177) Englene lytter for at høre, hvilket vidnesbyrd du aflægger for verden om din himmelske Mester. Tal om ham, som lever for at gå i forbøn for os hos Faderen. Når du trykker en vens hånd, så lad Guds pris være på dine læber og i dit hjerte. Dette vil lede hans tanker til Jesus. (177) Alle har prøver og sorger, som er tunge at bære. De møder fristelser, som er hårde at modstå. Lad være med at fortælle andre om dine besværligheder, men tal med Gud om det alt sammen i bøn. Gør det til en regel aldrig at give udtryk for tvivl og mismod. Du kan gøre meget til at styrke andre i deres bestræbelser ved at tale opmuntrende til dem. (177) Der kan være mangen sjæl, som er hårdt anfægtet af fristelse og lige ved at give efter i kampen mod selvet og det ondes magt. Lad være med at gøre et sådant menneske modløst i dets hårde kamp. Du skal opmuntre ham, indgyde ham håb og tro og hjælpe ham frem på vejen. Således kan Kristi lys udstråle fra dig. "Ingen af os lever for sig selv." Rom. 14, 7. Ved vor ubevidste indflydelse kan andre enten blive opmuntret og styrket eller blive modløse og stødt bort fra Kristus og sandheden. (178) Mange mennesker har et helt fejlagtigt begreb om Kristi liv og karakter. De mener, at han var blottet for varme og solskin, at han var alvorlig, streng og glædeløs. I mange tilfælde farves hele deres kristelige erfaring af dette mørke syn. (178) Man siger ofte, at Jesus græd, men at man ikke kender nogen eksempler på, at han smilede. Det er sandt, at Frelseren var en smerternes mand, og at han var kendt med sorg, for han åbnede sit hjerte for al menneskenes elendighed. Men til trods for, at han levede et selvfornægtende liv, og at smerte og bekymring kastede deres skygge over hans tilværelse, var han ikke tungsindig. Hans ansigt var ikke præget af sorg og græmmelse, men vidnede altid om fredfyldt ro. Hans hjerte var et livets kildespring, og hvor som helst han gik, bragte han hvile og fred, fryd og glæde med sig. (179) Vor frelser var meget alvorlig, men han var aldrig tungsindig og gnaven. Hans efterfølgeres liv vil være fuldt af alvorsfulde forsætter. De vil tage deres personlige ansvar alvorligt. De vil undertrykke letsindighed. Man vil ikke finde nogen støjende lystighed hos dem, og de vil ikke komme med nogen grov spøg. Jesu religion giver fred som floden. Den slukker ikke glædens lys. Den forbyder ikke glæde og formørker ikke det glade, smilende ansigt. Kristus kom ikke for at lade sig tjene, men for at tjene. Når hans kærlighed råder i hjertet, vil vi følge hans eksempel. (179) Hvis vi er meget optaget af andres uvenlige og uretfærdige handlinger, vil det være umuligt for os at elske dem sådan, som Kristus har elsket os. Men hvis vore tanker dvæler ved Kristi vidunderlige kærlighed og medfølelse med os, vil vi vise det samme sindelag mod andre. Vi bør elske og agte hinanden til trods for de fejl og den ufuldkommen hed, som vi ikke kan undgå at se. Vi bør ikke nære høje tanker om os selv, men opelske ydmyghed og tålmodig overbærenhed med andres fejl. Dette vil udrydde al smålig egenkærlighed og gøre os højsindede og ædelmodige. (180) Salmisten siger: "Stol på Herren og gør det gode, bo i landet og læg vind på troskab." Sal. 37, 3. "Stol på Herren." Hver dag har sin byrde, sine bekymringer og besværligheder, og hvor er vi tilbøjelige til at tale om vore besværligheder og prøvelser, når vi mødes! Der trænger sig så mange indbildte besværligheder ind, og man nærer så megen frygt og taler om så mange bekymringer, at man skulle tro, at vi ikke har en medlidende, kærlig frelser, som er villig til at høre alle vore bønner og vil hjælpe os i nødens stund. (181) Der er nogle, som altid nærer frygt og plages af indbildte besværligheder. Hver dag er de omgivet af tegn på Guds kærlighed, hver dag nyder de godt af hans forsyns overflødige gaver, men de lægger ikke mærke til disse velsignelser. Deres tanker dvæler stadig ved et eller andet ubehageligt, som de frygter vil komme over dem. Eller der kan være en eller anden virkelig besværlighed, - den er måske ganske lille - som alligevel lukker deres øjne for de mange ting, der burde vække taknemmelighed. De besværligheder, de møder, gør dem urolige og klagende og adskiller dem fra Gud i stedet for at lede dem til ham, den eneste kilde, hvor de kan få hjælp. (181) Er det rigtigt af os at være så vantro? Hvorfor skal vi være så utaknemmelige og vise så lidt tillid? Jesus er vor ven. Hele Himmelen er interesseret i vort velfærd. Vi bør ikke tillade hverdagslivets besværligheder og bekymringer at plage sindet og formørke vort ansigt. Gør vi det, vil der altid være noget, som plager og besværer os. Vi bør ikke nære bekymringer, som blot nedtrykker og svækker os, men ikke hjælper os at bære vore prøvelser. (182) Måske du møder vanskeligheder i din forretning. Måske dine udsigter bliver mørkere og mørkere. Du trues måske med tab. Men du skal ikke miste modet. Kast al din sorg på Gud og vær rolig og frimodig. Bed om visdom til at lede din forretning på en klog måde, så du kan undgå tab og ulykke. Gør alt, hvad du kan, for at opnå et gunstigt resultat. Jesus har lovet at hjælpe, men ikke uden at vi også gør noget selv. Når du har gjort, hvad du kan, i tillid til ham, som er vor hjælper, så affind dig frimodigt med følgerne. (182) Det er ikke Guds vilje, at hans folk skal nedbøjes af bekymring. Men vor Herre bedrager os ikke. Han siger ikke til os: "Frygt ikke, der er ingen farer på din vej." Han ved, at der er prøvelser og farer, og han skjuler det ikke for os. Han siger ikke til sine børn, at han vil tage dem ud af en ond, syndig verden, men han henviser dem til et aldrig svigtende tilflugtssted. Hans bøn for disciplene var: "Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde." Han sagde også: "I verden har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden." Joh. 17, 15; 16,33. (183) I bjergprædikenen gav Jesus sine disciple en dyrebar undervisning med hensyn til nødvendigheden af at stole på Gud. Hensigten med denne undervisning var at opmuntre Guds børn gennem alle tider. Den er fuld af lærdom og trøst for dem, der lever i de sidste dage. Frelseren henviste disciplene til himmelens fugle, som sang deres lovsange uden nogen bekymring; for "de sår ikke og høster ikke". Og dog sørger den himmelske Fader for dem. Frelseren spørger: "Er I ikke meget mere værd end de?" Matt. 6, 26. Den store Skaber, som sørger for mennesker og dyr, oplader sin hånd og mætter alle sine skabninger. Fuglene i luften er ikke så ringe, at han glemmer dem. Han lader ikke føden falde ned i deres næb, men han sørger for deres behov. De må samle de frø, han har strøet ud til dem. De må skaffe materialet til deres små reder. De må fodre deres unger. De går til deres arbejde med sang; thi "jeres himmelske Fader giver dem føden". Og "er I ikke meget mere værd end de?" Er " som tilbeder Gud med forstanden og i ånden, ikke mere værd end fuglene? Vil han, som gav os livet, som skabte os i sit eget guddommelige billede, og som bevarer vort liv, ikke skaffe os, hvad vi behøver, hvis vi blot stoler på ham? (184) Kristus henviste sine disciple til markens blomster, som vokser i stor mangfoldighed og stråler i den enkle skønhed, som den himmelske Fader har givet dem, som et udtryk for hans kærlighed til menneskene. Han sagde: "Læg mærke til liljerne på marken, hvorledes de vokser." Matt. 6, 28. Disse naturlige blomsters skønhed og enkelhed overgår langt Salomos herlighed. Den pragtfuldeste dragt, menneskelig kunst kan frembringe, tåler ingen sammenligning med den naturlige ynde og strålende skønhed, markens blomster er klædt i. Gud har skabt dem. Jesus spørger: "Klæder da Gud således græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende?" Matt. 6, 30. Hvis Gud, den himmelske kunstner, giver de simple blomster, som visner på en dag, deres pragtfulde og vekslende farver, hvor meget større omsorg vil han da ikke have for dem, som er skabt i hans eget billede? Kristi undervisning er en irettesættelse for det vantro hjertes ængstelse, uro og tvivl. (185) Herren ønsker, at alle hans sønner og døtre skal være tillidsfulde og lydige. Jesus siger: "Min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte forfærdes ikke og være ikke modløst!" "Dette har jeg sagt til jer, for at min glæde skal være i jer, og jeres glæde kan blive fuldkommen." Joh. 14,27; 15, 11. (185) Den lykke, som søges af egennyttige bevæggrunde uden for pligtens vej, er upålidelig, lunefuld og flygtig. Den forsvinder, og sjælen fyldes med ensomhed og sorg. Men Herrens tjeneste bringer glæde og tilfredshed. En kristen behøver ikke at gå på usikre veje. Han overlades ikke til forfængelige bekymringer og skuffelser. Hvis vi ikke har noget at glæde os over i dette liv, kan vi glæde os ved at se frem til det kommende liv. (186) Men selv her kan kristne glæde sig over samfundet med Kristus. De kan have hans kærligheds lys og hans nærværelses trøst. Ethvert skridt i vort liv kan bringe os nærmere til Kristus,' give os en dybere erfaring i hans kærlighed og bringe os nærmere til fredens velsignede hjem. Lad os da ikke kaste vor frimodighed bort, men nære en fast forvisning, fastere end nogensinde før. "Hidtil har Herren hjulpet os" (1 Sam. 7, 12), og han vil hjælpe os til afslutningen. Lad os tænke på vort livs store øjeblikke, da Herren trøstede os og frelste os fra ødelæggerens hånd. Lad os bevare al den ømme nåde, som Gud har vist os, i frisk erindring - de tårer, han har tørret bort, de smerter, han har lindret, de bekymringer, han har fjernet, den frygt, han har borttaget, de mangler, han har afhjulpet, de velsignelser, han har skænket. Dette vil styrke os til at møde alt, hvad der venter os på resten af vor pilgrimsfærd. (187) Vi kan ikke andet end vente nye vanskeligheder i den kommende kamp, men vi kan betragte det forbigangne såvel som det tilkommende og sige: "Hidtil har Herren hjulpet." "Som dine dage skal din styrke være." 5 Mos. 33, 25. Prøven vil ikke overstige den styrke, Herren vil skænke os til at udholde den. Lad os derfor tage fat på vor gerning, hvor vi finder den, og tro, at hvad der end kommer, så vil vi få styrke i forhold til prøven. (187) Engang vil Himmelens porte blive åbnet for Guds børn, og velsignelsen fra herlighedens konges læber vil lyde for deres øren som den herligste musik: "Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt." Matt. 25, 34. (188) Da bydes de forløste velkommen til det hjem, som Jesus bereder for dem. Der skal de ikke være i selskab med Jordens ugudelige mennesker: løgnere, afgudsdyrkere, urene og vantro, men de skal samles med dem, der har sejret over Satan, og som ved Guds nåde har udviklet en fuldkommen karakter. Enhver syndig tilbøjelighed, enhver ufuldkommenhed, som besværede dem her, er da fjernet ved Kristi blod, og han ifører dem sin ypperlighed og glans, der langt overgår solens glans. Hans åndelige skønhed, hans karakters fuldkommenhed, skinner gennem dem og overgår langt al udvortes glans. De står ustraffelige foran den store hvide trone, delagtige i englenes værdighed og privilegier. (188) "Hvad kan et menneske give til vederlag for sin sjæl"(Matt. 16,26), når det betænker den herlige arv, som det kan opnå? Man kan være fattig, men dog i sig selv besidde en rigdom og værdighed, som verden aldrig kan give. Den forløste og fra synden rensede sjæl, hvis ædle evner alle sammen er helliget til Guds tjeneste, er af uberegnelig værdi. Der er glæde i Himmelen for Guds ansigt og blandt de hellige engle over hver eneste genløst sjæl, en glæde, som udtrykkes i hellige sejrssange. (189) Dig, Jesus, jeg elsker, jeg ved, du er min, |