Den kristne vækst(97) Den sindsforandring, hvorved vi bliver Guds børn, omtales i Bibelen som en fødsel. Den sammenlignes også med den gode sæd, som landmanden sår. Således må de nyomvendte ligesom "nyfødte børn" "vokse op" til modne mænd. og kvinder i Kristus Jesus. 1 Pet. 1, 2; Ef. 4, 15. Ligesom den gode sæd, der sås på marken, skal de vokse op og bære frugt. Esajas siger, at de skal kaldes "retfærds ege, Herrens plantning til hans ære." Es. 61, 3. Således benyttes der billeder fra naturen for at hjælpe os til bedre at forstå de hemmelighedsfulde sandheder, som angår det åndelige liv. (97) Menneskelig visdom og dygtighed formår ikke at fremkalde liv i den mindste ting i naturen. Planter og dyr kan kun leve ved det liv, som Gud selv har skænket. På samme måde kan kun livet fra Gud frembringe åndeligt liv i menneskenes hjerte. Uden nogen bliver født på ny, kan han ikke få del i det liv, som Kristus kom for at give. Joh. 3, 3. (98) Som det er med livet, er det også med væksten. Det er Gud, der forvandler knoppen til blomst og blomsten til frugt. Det er ved hans magt, at sæden udvikles, "først strå, så aks og så fuld kerne i akset." Mark. 4, 28. Profeten Hoseas siger om Israel, at "han skal blomstre som liljen . . . skyde som en vinstok." Hos. 14,6.8. Jesus byder os at "lægge mærke til liljerne, . . . hvorledes de vokser". Matt. 6, 28. Planterne og blomsterne vokser ikke ved deres egen omsorg eller bekymring eller bestræbelse, men ved at modtage det, som Gud har tilvejebragt, for at de kan leve. Barnet kan ikke ved sin egen bekymring eller styrke gøre sig større, end det er. Lige så lidt kan du ved din egen bekymring eller bestræbelse frembringe åndelig vækst. Planten og barnet vokser ved fra deres omgivelser at modtage det, som opretholder livet - luft, sollys og næring. Hvad disse naturens gaver er for dyr og planter, er Kristus for dem, der forlader sig på ham. Han er deres evige lys, sol og skjold. Es. 60, 19; Sal. 84, 12. Han vil være som duggen for Israel, han vil komme "som regn på slagne enge." Hos. 14, 6; Sal. 72, 6. Han er det levende vand, - Guds brød, . . . som kommer ned fra Himmelen og giver verden liv", Joh. 6, 33. (99) Gud gav sin egen Søn, og ved denne enestående gave har han omgivet hele verden med en atmosfære af nåde, der er lige så virkelig som den luft, der omgiver vor klode. Alle, der er villige til at indånde denne livgivende atmosfære, vil leve og vokse op til modne mænd og kvinder i Kristus Jesus. (99) Ligesom blomsten vender sig mod solen, for at de klare stråler kan bidrage til, at dens skønhed og symmetri bliver fuldkommen, således bør vi vende os mod retfærdighedens sol, for at Guds lys kan skinne på os, og vor karakter kan udvikles efter Kristi billede. (99) Det er dette, Jesus lærer os, når han siger: "Bliv i mig, så bliver jeg også i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig. . . Thi skilt fra mig kan I slet intet gøre." Joh. 15, 4. 5. Du kan lige så lidt leve et helligt liv uden Kristus, som grenen kan vokse og bære frugt uden stammen. Adskilt fra ham har du Intet liv. Du har ingen kraft til at modstå fristelse eller til at vokse i nåde og hellighed. Men når du bliver i ham, kan du blomstre og trives. Drager du næring af ham, vil du ikke visne eller blive ufrugtbar. Du vil blive som et træ, der er plantet ved rindende bække. (100) Der er mange, som har den opfattelse, at de selv må udrette en del af arbejdet. De forlod sig på Jesus for at få syndsforladelse, men nu søger de at leve et retfærdigt liv ved deres egne bestræbelser. Enhver sådan anstrengelse er forgæves. Jesus siger: "Skilt fra mig kan I slet intet gøre." Vor vækst i nåden, vor glæde og det gode, vi kan udrette, er alt sammen afhængigt af foreningen med Kristus. Det er ved samfund med ham hver dag og hver time - ved at blive i ham - at vi kan vokse i nåden. Han er ikke alene troens begynder, men også dens fuldender. Det er Kristus først og sidst og altid. Han må 'lære med os, ikke blot ved begyndelsen og enden af vor bane, men ved ethvert skridt på vejen. David siger: "Jeg har altid Herren for øje, han er ved min højre, jeg rokkes ikke." Sal. 16, 8. (101) Du spørger måske: "Hvorledes kan jeg blive i Kristus?" På samme måde som du antog ham i begyndelsen. "Da I nu har modtaget Kristus Jesus som Herren, så lev jeres liv i ham." "Min retfærdige skal leve af tro." Kol. 2, 6; Hebr. 10, 38. Du overgav dig til Gud for at tilhøre ham alene, for at tjene og lyde ham, og du tog imod Kristus som din frelser. Du kunne ikke selv gøre forsoning for dine synder eller forandre dit hjerte; men da du havde overgivet dig til Gud, troede du, at han for Kristi skyld gjorde alt dette for dig. Ved tro blev du Kristi ejendom, og ved tro må du vokse op til ham - ved at give og tage. Du må give alt - dit hjerte, din vilje, din tjeneste - overgive dig til ham for at lyde alle hans bud. Du må også tage imod alt - tage imod Kristus, al velsignelses fylde, at han må bo i dit hjerte og være din styrke, din retfærdighed, din evige hjælper - for at du kan få kraft til at adlyde. (102) Du må hellige dig til Gud hver morgen. Lad dette være din første handling. Lad din bøn være: "Tag mig, Herre, at jeg må tilhøre dig alene! Jeg lægger alle mine planer for dine fødder. Brug mig i dag i din tjeneste. Bliv hos mig og lad al min gerning ske i dig." Dette er et dagligt anliggende. Overlad dig til Gud hver morgen for den dag, der er begyndt. Overgiv alle dine planer til ham for at blive gennemført eller forkastet, alt efter hvad hans forsyn måtte vise dig. Således kan du hver dag give dit liv i Guds hånd, og derved vil dit liv mere og mere blive dannet efter Kristi liv. (102) Livet i Kristus er et liv i hvile. Du vil måske ikke altid føle de stærke stemninger, men du bør have en stadig fredfyldt fortrøstning til Gud. Dit håb er ikke i dig selv, men i Kristus. Din svaghed er forenet med hans styrke, din uforstand med hans visdom, din skrøbelighed med hans uendelige magt. Derfor skal du ikke se på dig selv eller lade tankerne dvæle ved dig selv, men se på Kristus. Betragt hans kærlighed, hans karakters skønhed og fuldkommenhed. Kristus i hans fornedrelse, Kristus i hans renhed og hellighed, Kristus i hans uforlignelige kærlighed er det emne, sindet bør fordybe sig i. Det er 'led at elske ham og stole på ham, at du skal forvandles efter hans billede. (103) Jesus siger: "Bliv i mig!" Disse ord indbefatter hvile, fasthed, tillid. Atter siger han: "Kom hid til mig, . . . og jeg vil give Jer hvile." Matt. 11, 28. Salmistens ord udtrykker den samme tanke: "Vær stille for Herren og bi på ham". Esajas vidner: "I ro og tillid er eders styrke." Sal. 37, 7; Es. 30,15. Denne hvile findes ikke i uvirksomhed, for i Frelserens indbydelse er løftet om hvile knyttet til hans kald til at arbejde. "Tag mit åg på jer, . . . så skal I finde hvile for jeres sjæle." Matt. 11, 29. Det hjerte, som hviler mest fuldstændigt i Kristus, vil være mest ivrigt og virksomt i arbejdet for ham. (104) Når vi tænker på os selv, vendes tankerne bort fra Kristus, der er kilden til liv og kraft. Derfor søger Satan altid at lede vor opmærksomhed bort fra Frelseren og at forhindre sjælens forening og samfund med ham. Fristeren søger at lede dine tanker hen til verdens fornøjelser, livets bekymringer, uro og sorg, til andres fejl eller dine egne fejl og din egen ufuldkommen hed. Lad dig ikke vildlede af hans påfund. Han får mange, der er samvittighedsfulde og søger at leve for Gud, til at fæste sig for stærkt ved deres egne fejl og deres egen skrøbelighed. Ved at skille dem fra Kristus håber han at vinde sejr over dem. Vi må ikke være selvoptagne og hengive os til bekymringer og frygt angående vor egen frelse. Derved vendes sjælen bort fra kilden til vor styrke. Overlad omsorgen for din sjæl til Gud og forlad dig på ham. Lad din tale og dine tanker dreje sig om Jesus. Lad dit eget selv blive skjult i ham. Bortkast al tvivl. Kast din frygt bort. Sig med apostlen Paulus: "Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig." Gal. 2, 20. Hvil i Gud. Han er mægtig til at bevare det, som du har betroet ham. Hvis du overlader dig i hans hænder, så vil han gøre, at du mere end sejrer ved ham, som har elsket dig. (105) Da Kristus påtog sig menneskelig natur, bandt han menneskeheden til sig med et kærlighedsbånd, som aldrig kan brydes af nogen anden magt end menneskets eget frie valg. Satan vil med sine fristelser stadig søge at forlede os til at bryde dette bånd og vælge at skille os fra Kristus. Derfor må vi våge, bede og stræbe alvorligt, for at intet skal lokke os til at vælge nogen anden herre end Kristus, for vi har altid frihed til at gøre dette. Men lad os have vort blik fæstet på Kristus, så vil han bevare os. Når vi ser på Jesus, er vi trygge. Så kan ingen rive os ud af hans hånd. Betragter vi hele tiden ham, forvandles vi "til det samme billede, fra herlighed til herlighed, eftersom det kommer fra Åndens Herre." 2 Kor. 3, 18. (106) Det var på denne måde, at de første disciple kom til at ligne deres kære frelser. Når de hørte Jesu ord, indså de, at de trængte til ham. De søgte, de fandt, og de fulgte ham. De var med ham i huset, ved bordet, i lønkammeret, på marken. De var sammen med ham som elever med deres lærer og modtog hver dag fra hans læber undervisning i Guds hellige sandhed. De så hen til ham som tjenere til deres herre for at lære deres pligt. Disse disciple var mennesker, der var stillet "under samme kår som vi." Jak. 5,17. De måtte føre den samme kamp mod synden. De behøvede den samme nåde for at leve et helligt liv. (106) Selv Johannes, den elskede discipel, som mest fuldkomment afspejlede Frelserens bil rede, besad ikke denne elskelige karakter af naturen. Han var ikke alene påståelig og ærgerrig, men heftig og hævngerrig, når han blev forurettet. Men da den guddommelige frelsers karakter blev åbenbaret for ham, så han sine egne fejl, og det gav ham ydmyghed. Den styrke og tålmodighed, den kraft og ømhed, den majestæt og sagtmodighed, han så i Guds Søns daglige liv, fyldte hans sind med beundring og kærlighed. Dag efter dag blev hans hjerte draget til Kristus, indtil han tabte sig selv af syne i sin kærlighed til Mesteren. Hans pirrelige og ærgerrige sindelag lod sig påvirke og tildanne af Frelserens kraft. Helligåndens genfødende indflydelse fornyede hans hjerte. Kristi kærligheds magt forvandlede hans karakter. Dette er følgen af at være forenet med Jesus. Når han bor i hjertet, forvandles hele vor natur. Kristi Ånd og kærlighed mildner hjertet, betvinger sjælen og løfter tankerne og ønskerne opad til Gud og Himmelen. (107) Da Kristus opfór til Himmelen, havde hans disciple stadig en følelse af hans nærværelse. Det var en personlig nærværelse, fuld af kærlighed og lys. Jesus, Frelseren, som havde vandret, talt og bedt med dem, som havde bragt håb og trøst til deres hjerte, var blevet taget til Himmelen, mens fredsbudskabet endnu var på hans læber. Lyden af hans stemme kom tilbage til dem, da en sky af engle tog imod ham: "Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." Matt. 28, 20. Han opfór til Himmelen i menneskelig skikkelse. De vidste, at hans følelser var uforandrede, at han endnu kendte menneskehedens lidelser. Han frem bar sit eget dyrebare blods fortjenester for Gud og fremviste sine sårede hænder og fødder til minde om det offer, han havde bragt for sine forløste. De vidste, at han var opfaret til Himmelen for at berede en plads for dem, og at han ville komme igen og tage dem til sig. (108) Når de samledes efter hans himmelfart, fremførte de med iver deres begæringer for Faderen i Jesu navn. Med højtidelig ærefrygt bøjede de sig i bøn og gentog Jesu løfte: "Hvis I beder Faderen om noget, skal han give jer det i mit navn. . . Bed, så skal I få, for at jeres glæde må blive fuldkommen." Joh. 16, 23. 24. De rakte troens hånd højere og højere op, fordi de vidste, at "Kristus er den, som er død, ja, meget mere: som er opstanden, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os." Rom. 8, 34. Pinsefestens dag bragte dem Talsmandens nærværelse, om hvem Kristus havde sagt: "Han skal. . . være hos jer til evig tid." Han havde også sagt: "Det er gavnligt for jer, at jeg går bort. Thi hvis jeg ikke går bort, kommer Talsmanden ikke til jer; men når jeg går herfra, så vil jeg sende ham til jer." Joh. 14, 16; 16,7. Efter den tid ville Kristus ved sin Ånd bestandigt bo i sine børns hjerter. Deres forening med ham var inderligere, end da han var hos dem personligt. Kristus boede dem, og hans kærligheds lys og kraft lyste gennem dem, så at de, der så dem, forundrede sig. "Men så kendte de dem igen og huskede, at de havde været sammen med Jesus." Ap. G. 4,13. (110) Alt, hvad Kristus var for de første disciple, ønsker han at være for sine børn nu, for han sagde i sin sidste bøn, da disciplenes lille skare var samlet omkring ham: "Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig." Joh. 17, 20. (110) Jesus bad for os. Han bad om, at vi måtte være et med ham, ligesom han er et med Faderen. Hvilken herlig forening! Frelseren havde sagt om sig selv: "Sønnen kan slet intet gøre af sig selv." "Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger." Joh. 5, 19; 14, 10. Når Kristus bor i vort hjerte, vil han virke i os, "for at hans gode vilje kan ske." Fil. 2,13. Da vil vi arbejde, som han arbejdede, og være besjælet af den samme ånd. Når vi således elsker ham og bliver i ham, skal vi "i kærlighed i et og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus." Ef. 4, 15. (111) Løs mig, o frelser kær, |