(36) Forud for Kristi start med hans forkyndertjeneste, begyndte Johannes mission. Han skulle berede vejen for at Kristus blev modtaget. I Elias ånd og med hans kraft, anklagede Johannes jødernes fordærv, og rejste sin røst med at irettesætte deres fremherskende synder. Hans prædikener var tydelige, skarpe og overbevisende. Mange blev bragt til omvendelse af deres synder, og som bevis på deres anger, blev de døbt af ham i Jordan. Dette var et beredelsesarbejde for Kristi tjeneste. Mange blev overbevist på grund af de enkle sandheder der blev sagt af denne trofaste profet, men ved at forkaste lyset, blev de omhyllet i dybere mærke, så at de var helt forberedt på at vende sig fra de beviser der fulgte med Jesus, at han var den sande Messias. ret
(36) Da Johannes så fremad til Kristi tjenestegerning og mirakler, appellerede han til folk "og sagde: Omvend jer, for Himlens rige er nær." Han havde succes med sin tjeneste. Personer af al rang, høje og lave, rige og fattige, underkastede sig profetens krav, som nødvendig for dem for at få del i det rige han kom til for at erklære. Mange af de skriftkloge og farisæerne kom til ham, bekendte deres synder, og blev døbt af ham i Jordan. De bekendelser farisæerne gjorde forbavsede profeten; for de havde ophøjet sig selv som bedre end andre mennesker, og havde fastholdt en høj mening om deres egen fromhed og værdighed. Da de søgte at få forladelse for deres synder, og afslørede hemmelighederne i deres liv, som var blevet dækket for øjnene af mennesker, var profeten forbavset. "Men da han så mange af farisæerne og saddukæerne komme for at blive døbt, sagde han til dem: »I øgleunger! hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede? Så bær da frugt, som er omvendelsen værdig, og bild jer ikke ind, at I kan sige ved jer selv: »Vi har Abraham til fader; thi jeg siger jer, at Gud kan opvække Abraham børn af stenene dér!" ret
(37) Hele det jødiske folk lod til at blive påvirket af Johannes mission. Guds trusler på grund af deres synder, gentog profeten, foruroligede dem for en tid. Johannes vidste at de gemte på tanken at, fordi de var af Abrahams sæd, var de visselig grundfæstet i Guds begunstigelse, medens deres handlemåde var en afsky for ham. Deres optræden var i mange henseender endog værre end de hedenske nationers som de følte sig så overlegne overfor. Profeten frembragte Guds evne over for dem, til at han kunne oprejse dem som ville tage deres plads, og vil være mere værd som Abrahams børn. Han fortalte dem tydelig at Gud ikke var afhængige af dem til at opfylde hans hensigter; for han kunne skabe veje og midler uden om dem til at udføre sit store værk, som skulle udrettes i renhed og retfærdighed. Johannes tilføjer: “Øksen ligger allerede ved roden af træerne; så skal da hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden." Han indprenter over for dem at træets værdi kendes ved de frugter det giver. Selvom et træ kan bære et ophøjet navn, vil det, selvom det ikke bærer frugter, eller hvis det er sit navn uværdig, vil navnet ikke være til anden nytte end at bevare træet fra udslettelse. "Man samler jo ikke figener af tjørn, plukker heller ikke druer af en tornebusk." ret
(38) Jøderne har bedraget sig selv ved at fejlfortolke Herrens ord igennem hans profeter, om evig gunst til sit folk Israel. De misbrugte Jeremias ord, og gjorde deres frelse afhængig af at være Abrahams børn. Hvis de i virkeligheden var Abrahams børns navn værdig, ville de have fulgt deres fader Abrahams retfærdig eksempel, og ville have gjort Abrahams gerninger. ret
(38) “Så siger Herren, han, som satte solen til at lyse om dagen og månen og stjernerne til at lyse om natten, han, som oprører havet, så bølgerne bruser, han, hvis navn er Hærskares Herre: Når disse ordninger viger fra mit åsyn, lyder det fra Herren, så skal også Israels æt for alle tider ophøre at være et folk for mit åsyn. Så siger Herren: Når himmelen oventil kan udmåles og jordens grundvolde nedentil udgranskes, så vil jeg også forkaste Israels æt for alt, hvad de har gjort, lydet det fra Herren.” Jeremiah 31,35-37. ret
(38) Disse ord brugte jøderne på sig selv; og fordi Gud havde vist dem så stor velvillig og nåde, bildte de sig selv ind, at han, på trods af deres synder og uretfærdighed, ville bibeholde dem som hans begunstigede folk, og udgyde særlige velsignelser over dem. Dette har været Guds folks fare igennem alle tider; og dette er især faren for dem der lever nær endetiden. Apostlen har citeret os hebræernes vantro, blindhed, oprør og gentagende synder som en advarsel. Paulus skriver tydeligt at "de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet." Hvis Gud i disse sidste farefulde dage, i sin nåde, for at opmuntre personer i ansvarlige stillinger, giver dem et vidnesbyrd om yndest, vil de ofte blive opløfte, og miste deres skrøbelighed og svaghed af syne, og stole på deres egen dømmekraft, bilde dem selv ind at Gud ikke kan udrette sit store arbejde uden deres særlige hjælp. De stoler på deres egen svaghed og naturlige hjertes tåbelighed. Men Herren vil på sit eget tidspunkt, og på sin egen måde nedgøre disse bedragedes stolthed og tåbelighed, og vise dem deres sande tilstand. Hvis de vil acceptere ydmygheden, og i under bekendelse og oprigtig anger, vende sig til Herren, udvikle hellighed i Gudsfrygt, vil han fornye sin kærlighed mod dem. Men hvis de lukker deres øjne over for deres egne synder, ligesom jøderne gjorde, og vælger deres egne veje, vil Herren give dem op til sindes blindhed, og hjertes hårdhed, og de kan ikke se Guds Ånds ting. ret
(39) Gud kan ikke gøre meget for mennesket, fordi det fejlfortolker hans velsignelser, og konkluderer at det er begunstiget på grund af en godhed hos sig selv. Det er ikke sikkert at tale rosværdigt om dødelige mennesker; for de kan ikke bære det. Satan har et særligt arbejde at gøre med at smigre stakkels sjæle, og han behøver ikke hjælp fra Herrens tjenere i denne sag. Hvor få indrømmer ikke menneskenaturens svaghed og Satans spidsfindighed. Mange i disse sidste dage forbereder sig selv for pinsler og sorg, eller til den fuldstændige adskillelse fra Guds gunst, på grund af deres stolthed og selvretfærdighed. De vil falde for selvophøjelse. ret
(40) Profeten Johannes indprentede folk at det var nødvendigt at deres bekendelse blev fulgt af gode gerninger. Deres ord og handlinger ville være deres frugt, og ville afgøre træets karakter. Hvis deres gerninger var onde, ville Guds sandhed være vidne imod dem. Gud vil på ingen måde undskylde synd hos et folk som er blevet oplyst, også hvis de, i den tid de var trofaste og rene, elskede dem, og gav dem særlige løfter. Disse løfter og velsigner var altid på betingelse af lydighed fra deres side. ret
(40) Gud erklærede, ved Moses mund, velsignelser over den lydige, og forbandelser over den ulydige. "I skal ikke gøre jer afguder," var Guds befaling. "Mine sabbater skal I holde, og min helligdom skal I frygte. Jeg er Herren! Hvis I følger mine anordninger og holder mine bud og handler efter dem, vil jeg give eder den regn, I behøver, til sin tid, landet skal give sin afgrøde, og markens træer skal give deres frugt." Mange og store velsignelser optælles, som Gud vil give; og så over alle andre velsignelser, han har lovet, "jeg vil opslå min bolig midt iblandt eder, og min sjæl skal ikke væmmes ved eder. jeg vil vandre iblandt eder og være eders Gud, og I skal være mit folk." "Men hvis I ikke adlyder mig og handler efter alle disse bud, hvis I lader hånt om mine anordninger og væmmes ved mine lovbud, så I ikke handler efter alle mine bud, men bryder min pagt, så vil også jeg gøre lige for lige imod eder og hjemsøge eder med skrækkelige ulykker: Svindsot og feberglød, så øjnene sløves og sjælen vansmægter. Til ingen nytte sår I eders sæd, thi eders fjender skal fortære den. Jeg vender mit åsyn imod eder, så I bliver slået på flugt for eders fjender; eders avindsmænd skal underkue eder, og I skal flygte, selv om ingen forfølger eder." ret
(41) øderne erfarede opfyldelsen af Guds truende forbandelse, fordi de havde forladt ham, og på grund af deres syndighed; alligevel lagde de ikke disse ting i deres hjerte, og hjemsøgte deres sjæle over for Gud. Et folk der hadede dem, herskede over dem. De hævdede at Guds velsignelser var blevet udlovet skulle gælde dem, så skulle de være lydige og trofaste. Men på det tidspunkt led de under Guds forbandelse på grund af ulydighed. Johannes erklærede over for dem at bar de ikke frugt, ville de hugges ned og kastes i ilden. Folk blev overbeviste, og ”spurgte skarerne ham og sagde: »Hvad skal vi da gøre?« Han svarede og sagde til dem: »Den, som har to kjortler, skal dele med den, som ingen har; og den, som har mad, skal gøre ligeså!« Der kom også toldere for at døbes, og de spurgte ham: »Mester! hvad skal vi gøre?« Han svarede dem: »Opkræv ikke mere, end der er foreskrevet jer.« Også soldater spurgte ham og sagde: »Hvad skal så vi gøre?« Og han sagde til dem: »I må ikke mishandle eller udplyndre nogen, men lad jer nøje med jeres lønning!« Folk ventede Kristi snarlige tilsynekomst, og de spurgte om denne profet ikke var Messias. ”Så tog Johannes til orde og sagde til alle: »Jeg døber jer med vand; men han kommer, som er stærkere end jeg; jeg er end ikke værdig til at løse remmen på hans sko; han skal døbe jer med Helligånd og ild. Sin kasteskovl har han i hånden for at gennemrense sin lo og samle hveden i sin lade, men avnerne skal han opbrænde, med uudslukkelig ild.« ret
(42) Som en profet stod Johannes frem som Guds repræsentant, for at vise forbindelsen mellem loven og profeterne, og den kristne forvaltning. Hans arbejde og tjeneste pegede tilbage til loven og profeterne, medens han samtidig pegede folk frem mod Kristus verdens frelser. Han hævede sin røst og råbte til folk: "Se Guds lam som bærer alverdens synd." ret
(42) Store skarer fulgte denne specielle profet fra sted til sted, og mange ofrede alt for at adlyde hans undervisning. Konger, og jordens adelsmænd, blev tiltrukket af denne Guds profet, og hørte ham gladelig. Da Johannes så at folk opmærksomhed var rettet mod ham, og tænkte at han er Den som Kommer, afskar han deres håb i den retning, ved at bruge enhver mulighed for at rette folks opmærksomhed til Den der er mægtigere end han, og erklære tydeligt at Kristi arbejde og mission var af så ophøjet karakter, at han ikke var værdig til at løse hans skorem. ret
(42) “Jøderne sendte præster og levitter ud til ham fra Jerusalem, for at de skulle spørge ham: »Hvem er du?« Da sagde han rent ud og nægtede ikke, han sagde rent ud: »Jeg er ikke Kristus«. De spurgte ham: »Hvad da? Er du Elias?« Han siger: »Nej, det er jeg heller ikke.« »Er du profeten?« Han svarede: »Nej.« De sagde så til ham: »Hvem er du da? Vi skal jo bringe svar til dem, som har sendt os. Hvad siger du om dig selv?« Han svarede: »Jeg er en røst af en, der råber i ørkenen: »Jævn Herrens vej!« som profeten Esajas har sagt.« De var udsendt fra farisæerne«, og de spurgte ham og sagde til ham: »Hvorfor døber du da, hvis du hverken er Kristus eller Elias eller profeten?« Johannes svarede dem og sagde: »Jeg døber kun med vand; midt iblandt jer står en, I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hvis skorem jeg ikke er værdig at løse.« Dette skete i Betania på den anden side Jordan, hvor Johannes opholdt sig og døbte. ret
(43) “Den næste dag ser han Jesus komme hen imod sig, og han siger: »Se Guds lam, som bærer verdens Synd! Det er ham, om hvem jeg sagde: »Efter mig kommer en mand, som er kommen forud for mig; thi han var til før mig.« Og jeg kendte ham ikke; men for at han skal blive åbenbar for Israel, derfor er jeg kommen og døber med vand.« Og Johannes vidnede og sagde: »Jeg har set Ånden dale ned fra Himmelen som en due, og den blev over ham. Og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med vand, han havde sagt til mig: »Den, du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Hellig ånd.« Nu har jeg selv set det, og jeg har vidnet: Han er Guds Søn.« Den næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Og da Jesus kommer gående, ser Johannes på ham og siger: »Se Guds lam!« ret
(43) Guds engle svævede over Hans dåbssceneri; Helligånden steg ned i skikkelse af en due og oplyste Ham, og da folk stod og så forbavset til, med deres øjne fæstnet på ham, kunne Faderens røst høres fra himlen, og sige: »Dette er Min Søn den elske, i Dig har Jeg velbehag.« ret
(44) Johannes var ikke sikker på at det var Frelseren som kom for at blive døbt af ham i Jordan. Men Gud havde lovet ham et tegn hvorved han kendte Guds Lam. Dette tegn blev givet da den himmelske due hvilede på Jesus og Guds herlighed skinne omkring ham. Johannes rakte sin hånd ud, pegede på Jesus, og råbte med høj røst: »Se Guds lam, som bærer verdens Synd!« ret
(44) Johannes informerede sine disciple at Jesus var den udlovede Messias, verdens Frelser. Da hans arbejde sluttede, lærte han sine disciple at se på Jesus og følge Ham som den Store Lærer. Johannes liv var sorrigt og selvfornægtende. Han bebudede Kristi første komme men fik ikke lov at se Hans mirakler og glæde sig over den magt Han udviste. Da Jesus gik i gang med at undervise, vidste Johannes at han selv måtte dø. Hans røst kunne sjældent høres, undtagen i ørknen. Hans liv var ensomt. Han klyngede sig ikke til sin Faders familie, for at nye deres selskab, men forlod dem for at udføre sin mission. Skarer forlod de travle byer og landsbyer, og flokkes i ørknen for at høre profetens forunderlige ord. Johannes lagde øksen for træets rod. Da han irettesatte synd, var ikke bange for konsekvenserne, og beredte vejen for Guds Lam. ret
(44) Herodes blev påvirket da han lyttede til Johannes kraftfulde og tydelige vidnesbyrd, og spurgte af dyb interesse hvad han skulle gøre for at blive hans discipel. Johannes vidste at han var ved at gifte sig med sin broders hustru, medens hendes mand stadig levede, og fortalte Herodes nøje at det ikke var lovligt. Herodes ville ikke ofre noget. Han giftede sig med sin broders hustru og, ved hendes indflydelse, blev Johannes anholdt og satte ham i fængsel, med henblik på at frigive ham på en eller anden måde. Medens han var sat fast, hørte Johannes om Jesu mægtige gerninger gennem sine disciple. Han kunne ikke lytte til Hans nådige ord, men disciplene informerede ham og trøstede ham med det som de havde hørt. Snart blev Johannes halshugget, under indflydelse af Herodes’ hustru. Jeg så de ydmygeste disciple der fulgte Jesus, var vidne til Hans mirakler, og hørte de trøstende ord der faldt fra Hans læber, var større end Johannes Døber; det at de var mere ophøjede og ærede, og fik større behag i deres liv. Johannes kom i Elias´ ånd og kraft for at proklamere Jesu første komme. Jeg blev vist ned til de sidste dage og så at Johannes repræsenterede dem som skal gå frem i Elias ånd og kraft for at bebude vredens dag og Jesu andet komme. ret