Tilbage

Kristi fristelse

(45)  Efter Jesu dåb i Jordan, blev Han ført af Ånden ud i ørknen, for at fristes af djævelen. Helligånden havde forberedt Ham til de hårde fristelsers særlige scenerier. I Fyrre dage blev han fristet af Satan, og i de dage spiste Han intet. Alt omkring Ham var ubehageligt, som menneskenaturen ville forføres til at trække sig fra. Han var hos de vilde dyr og djælvelen, på et øde og ensomt sted. Guds Søn var bleg og udtæret af fasten og led. Men Hans vej var lagt, og Han måtte opfylde det arbejde som Han kom for at gøre. ret

(46)  Satan tog fordel af Guds Søns lidelser og forberedte sig på at udsætte Ham for mangfoldige fristelser, håbede at vinde sejr over Ham, fordi Han havde ydmyget Sig selv som et menneske. Satan kom med denne fristelse: »Hvis du er Guds Søn, så sig til stenen der, at den skal blive til brød.« Han fristede Jesus til at nedgøre sig og bevise at Han var Messias, ved at udøve Sin guddommelige kraft. Jesus svarede blidt: »Der står skrevet: »Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af ethvert ord der udgår af Guds mund.« Satan forsøgte sig med diskussion med Jesus om Han var Guds Søn. Hen henviste til Sin svage og lidende tilstand og forsikrede hovmodigt at han var stærkere end Jesus. Men de ord der blev sagt fra himlen, »Dette er Min Søn den elske, i hvem Jeg har velbehag« var nok til at støtte Jesus gennem alle Hans lidelser. Jeg så at Kristus ikke har noget at gøre med at overbevise Satan om Hans kraft eller det at han er verdens Frelser. Satan har beviser nok for Guds Søns ophøjede stade og myndighed. Han blev udelukket af himlen fordi han ikke ville bøje sig for Kristi autoritet. ret

(46)  Det hørte ikke med til Kristi opgave at bruge sin guddomsmagt til fordel for sig selv og til at udfri sig af sine lidelser. Han havde frivilligt påtaget sig dette. Han havde fornedret sig til at blive menneske, og han skulle have del i menneskenes vanskeligheder, plager og lidelser. Han skulle ikke udføre mirakler for at gøre det lettere for sig selv. Han var kommet for at frelse andre. Målet med hans mission var at bringe velsignelse, håb og liv til de lidende og undertrykte. Han skulle bære en lidende menneskeheds byrde og sorger. Da Satan oprørte mennesker til raseri imod ham, så at de prøvede at dræbe ham, blev engle sendt for at redde ham, og bevare hans liv. Hans kraft blev ikke igangsat for at redde sig i et eneste tilfælde. ret

(47)  Satan havde modarbejdet Guds ledelse siden han begyndte oprøret. Hans sejr da han fristede Adam og Eva og førte synden ind i verden, havde gjort denne ærkefjende overmodig. Overfor himmelens engle triumferede han stolt over, at Kristus som menneske ville være den svageste, og at han selv da kom til at vinde over ham. Han hoverede over at Adam og Eva i Edens have ikke havde kunnet modstå hans fristelser da han appellerede til appetitten. Med de samme midler - appetitten og lidenskaben - havde han besejret menneskene som levede før syndfloden. Gennem appetitten besejrede han israelitterne. Han sagde hånligt, at selv da Guds Søn var med Moses og Josva, kunne han ikke modstå hans magt når det gjaldt at lede sit udvalgte folk ind i Kanans land, for næsten alle som forlod Egypten, døde i ørkenen ret

(47)  Selv den ydmyge Moses havde han fristet til at tiltage sig selv den ære som tilkom Gud. David og Salomon, som var blevet særligt velsignet af Gud, havde han lokket til at synde og til at pådrage sig Guds mishag ved hjælp af appetitten og lidenskaben. Og han triumferede over, at han nok skulle klare at forhindre Guds plan til frelse for menneskene ved Jesus Kristus. Efter Satans ordning, udsatte han Kristus for mangfoldige fristelser. Kristus fik ikke mad i fyrre dage, som mange dage som Israels børn strejfede i ørknen. Moses måtte ved særlige anledninger undvære mad. Men han følte ikke sultsmerte. Han blev ikke chikaneret og tortuereret af en listig og alligevel kraftfuld fjende. Moses blev ophøjet over mennesket, og omgivet af Guds herlighed, og blev særlig støttet af Gud. På en speciel måde blev han styrket ved Guds herlighed som omgav ham. ret

(48)  Kristus blev ydmyget ved at påtage sig menneskeskikkelse, og i en tid, i denne frygtelige trængselsperiode med Satan, blev han efterladt alene for at hamles med den frygtelige fjende. Kristi menneskenatur udholdt sultens smerter. Da han var udtæret og led, kom Satan til ham med et lysdække, som en lysets engel fra herlighed, håbede på at bedrage og omsnære Guds søn, som han betragtede som sin rival. Satan ræsonnerede således med Kristus: Hvis de ord der blev sagt efter hans dåb virkelig var Guds ord, at han var Guds Søn, behøvede han ikke at bære sultfornemmelse; han kunne bevise sin guddommelighed ved at vise sin kraft og forandre den golde ørkens sten til brød: ”Hvis du er Guds Søn, så befal at disse sten skal blive til brød.” Satan erklærede at hvis han ville gøre dette, ville han ikke længere modsætte sin myndighed; men overlade ham den ubestridte ret at regere verden. Kristus imødekommer skriftsted med skriftsted, ved at citere Moses ord: ”Mennesket skal ikke leve af brød alene; men af ethvert ord der udgår fra Guds mund.” Han fortalte Satan at for at forlænge livet, var lydighed mod Gud krav vigtigere end timelig mad. Skulle man, i mindste grad, afvige fra Guds hensigter, ville de blive værre end sult og død. Efter dette nederlag, prøver Satan en ny list. For at lægge sin magt for dagen førte Satan Jesus til Jerusalem og stillede ham på helligdommens tinde, hvor han fristede ham til at kaste sig ned fra den svimlende højde for derved at bevise, at han var Guds søn. Satan fremholdt de inspirerede ord: "Der er skrevet: Han skal give sine engle befaling om dig, og de skal bære dig på hænder, for at du ikke skal støde din fod på nogen sten." Jesus svarede og sagde til ham: "Der er sagt: Du må ikke friste Herren din Gud." ret

(49)  Ved hånlig bespottelse ansporede Satan Kristus til at bevise sin mission og kaste sig ned fra den høje tinde, hvor han havde placeret sig, og sagde at Gud havde lovet at engle ville bære ham op. Og hvis han virkelig var det han hævdede at være, havde han intet at frygte. Atter imødekom Jesus Satans angreb med skriftstedet: »Du må ikke friste Herren din Gud.« Satan ønskede at få Jesus til at påtage sig Sin Faders barmhjertighed og risikere Sit liv, før Hans mission blev opfyldt. Han håbede at frelsesplanen ville slå fejl; men planen var blevet lagt for dybt til at Satan kunne kuldkaste og ødelægge den ret

(49)  Kristus er eksempel for alle kristne. Når de fristes, eller deres rettigheder diskutteres, bør de bære tålmodigt over. De må ikke føle at de har ret til at kalde på Herren for at vise Hans magt, så de kan få sejr over deres fjender, medmindre Gud direkte bliver æret eller forherliget derved. Hvis Jesus kastede Sig selv du fra templets tinde, ville det ikke have forherliget Hans far, for ingen andre end satan og Guds engle ville være vidne til dette. Og det ville være at friste Herren, at udvise Hans magt mod Hans bitreste fjende. Det ville have været underdanighed mod ham som Jesus kom for at besejre. ret

(50)  »Så førte Djævelen ham op og viste ham i et øjeblik alle jordens riger og sagde til ham: »Dig vil jeg give magten over alt dette tillige med dets herlighed; thi til mig er den overgivet, og jeg giver den, til hvem jeg vil. Hvis du altså vil tilbede mig, skal den helt være din.« Jesus svarede ham og sagde: »Der står skrevet: »Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.« ret

(50)  Denne formastelige blasfemi, og hån mod Jehova, opildnede Kristi vrede, og ledte ham til at udvise sin guddommelige myndighed, og befalede Satan på en autoritær og værdig måde at holde op. Er erklærede Satan i sin stolthed og arrogance at han var den retmæssige og varige hærsker over verden, besidder al dets herlighed, som om han havde skabt verden og alle rigdommene og herligheden i den. Han dristede sig at gøre en særlig overenskomst med Kristus, og få ham til a straks påberåbe sig det hele, hvis han ville tilbede ham. ret

(50)  Satan viste Jesus verdens riger i sit mest tiltrækkende lys. Hvis Jesus ville tilbede ham der, gav han afkald på sit krav på jordens besiddelser. Hvis frelsesplanen skulle gennemføres og Jesus skulle dø for at genløse menneskene, vidste Satan at hans egen mangt måtte begrænses og til sidst borttages, og at han vil blive udslettet. Derfor var det hans velovervejede plan at om muligt forhindre fuldbyrdelsen af det store værk som Guds Søn havde begyndt. Hvis planen om menneskets genløsning sviger, vil Satan betvinge det rige som han har gjort krav på. Og hvis det lykkes for ham, vil han bilde sig selv ind at han vil kunne regere imod himlens Gud. ret

(51)  Satan jublede da Jesus lagde Sin magt og herlighed til side, og forlod himlen. Han mente at Guds søn var sat i hans magt. Fristelsen tog det hellige par i Eden så let, at han håbede at han med sin sataniske magt og list endog kunne overvinde Guds Søn, og derved redde sit eget liv og rige. Hvis han kunne friste Jesus til at afvige fra Sin Faders vilje, var hans mål nået. Men Jesus mødte fristeren med irettesættelsen, »Vig bag mig, Satan.« Han skulle kun bøje sig mod Sin Fader. Satan gjorde krav på jordens riger som sit og antydede over for Jesus at alle Hans lidelser kunne spares: At Han ikke behøvede at dø for at få denne verdens riger; hvis Han ville tilbede ham, kan Han få alle jordens ejendomme og den herlighed der regerer over dem. Men Jesus var standhaftig. Han vidste at tidspunktet var kommet hvor Han, ved Sit eget liv, ville indløse riget fra Satan, og at hele himlen og jorden, efter en stund, ville underlægges under Ham. Han valgte Sit lidelsesfulde liv og Sin skæbnesvangre død, som den vej Hans Fader havde udpeget, så Han kan blive en retmæssig arving til jordens riger og få dem givet i Sine hænder som en evig ejendom. Satan vil også blive givet i Hans hænder, til udslettelse ved at dø, og aldrig mere genere Jesus eller de hellige i herlighed. ret

næste kapitel