(13) Genløsningsplanen
Et råd blev holdt i Himlen. Resultatet blev, at Guds kære søn påtog sig opgaven at frelse mennesket fra den vanære og forbandelse, som var en følge af Adams fejltrin, han ville overvinde Satan. Oh, hvilken fornedrelse! Himlens majestæt forslog sig selv - i sin store kærlighed og medfølelse for den faldne menneskehed - som stedfortræder og garant. Han ville bære menneskets skyld. Han ville tage Faderens vrede på sig. Ellers ville den være faldet på mennesket selv på grund af dets egen ulydighed. ret
(14) Guds lov var uforanderlig. Den kunne ikke ophæves, ej heller give ud det mindste stykke af dens krav, for at imødekomme mennesket i sin faldne tilstand. Mennesket blev adskilt fra Gud på hans udtrykkelige befaling, uanset om mennesket var gjort bekendt med konsekvenserne af en sådan overtrædelse. Adams synd medførte en beklagelig tilstand af tingene. Satan ville nu have ubegrænset kontrol over menneskeslægten, medmindre et mægtigere væsen end Satan ekisterede før menneskets fald, og han skulle indtages marken og besejre Satan og genløse mennesket. ret
(14) Kristi guddommelige sjæl blev oprørt af en medynk som var uendelig for det faldne menneske. Da menneskets nedslåede og hjælpeløse tilstand kom frem for ham, og da han så at han ved overtrædelse af Guds lov havde faldet under mørkets fyrstes magt og styring, foreslog han det eneste middel som Gud kunne acceptere, som ville give mennesket en nyt forsøg, og atter sætte det under prøve. Kristus nedlod sig og forlod sin ære, hans kongelige myndighed, hans ære hos Faderen, og ydmygede sig selv til menneske, og gik i kamp med den mægtige mørkets fyrste, for at genløse mennesket. Ved dets ydmygelse og armod ville Kristus identificere sig selv med den faldne slægts svaghed, og ved fast lydig vise hvordan mennesket genløser Adams skændige fiasko, så mennesket ved ydmyg lydighed kan genoprette det faldne Eden. ret
(14) Det store genløsningsværk kunne kun gennemføres ved at Genløseren tog den faldne Adams sted. Med verdens synder lagt på sig, ville han gå over den grund, hvor Adam faldt. Han ville stå den prøve som Adam ikke klarede, og som ville næsten være uendelig mere hård end det som blev pådraget Adam. Han ville sejre på vegne af menneskets og besejre fristeren, så at mennesket, ved hans lydighed, hans karakter og stadige renhed, hans retfærdighed, kan blive tilskrevet mennesket, der ved Hans navn kan overvinde fjenden for sin egen skyld. ret
(15) Hvilken kærlighed! Hvilken forbavsende nedladenhed! Han ville gå i Adams fodspor. Han ville virkelig påtage sig menneskets faldne natur for at kæmpe imod den stærke fjende, som sejrede over Adam. Han ville overvinde Satan og på den måde for hver den, som tror, åbne vejen til udgang fra den unåde, bort fra unåden af Adams fald og fiasko. ret
(15) Engle på prøvetid var blevet bedraget af Satan, og var blevet ledt af ham til det store oprør i himlen imod Kristus. De bestod ikke den prøve der var kommet over dem, og de faldt. Så blev Adam skabt i Guds billede og sat under prøve. Han havde en fuldkommen udviklet organisme. Alle hans evner var i harmoni. Hans bevægelser, ord og handlinger var fuldstændig i overensstemmelse med hans Skabers vilje. Efter at Gud havde gjort alle tilvejebringelser for menneskets lykke, og havde dækket alle hans behov, prøvede han Adams loyalitet. Hvis det hellige par skulle være lydige, ville slægten efter en tid være gjort lige med engle. Da Adam og Eva dumpede denne prøve, havde Kristus i sinde at blive et frivilligt offer for mennesket. ret
(15) Satan vidste at hvis Kristus i virkeligheden var Guds Søn, verdens Genløser, var det ikke til godt for ham selv, at Herren havde forladt Himlens kongelige sale for at komme til en falden verden. Han frygtede at hans egen magt fra da af blev begrænset, og at hans bedrageriske list ville blive opdaget og udstillet, som ville formindske hans indflydelse over mennesker. Han frygtede at hans herredømme og hans kontrol over verdens rige skal bestride. Han huskede de ord Jehova sagde til ham da han blev stævnet i samvær med Adam og Eva, hvem han havde ruineret med sine løgnagtige bedrag: »Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!« Denne erklæring indeholdt det første evangeliske løfte til mennesker. ret
(16) Men den gang disse ord blev sagt, forstod Satan dem ikke helt. Han vidste at de indeholdt en forbandelse for ham, fordi han havde forført det hellige par. Og da Kristus viste sig på jorden, var Satan bange for at han at han i virkeligheden var Den udlovede som skulle begrænse hans magt og til sidst udslette ham. ret
(16) Satan havde en særlig interesse i at følge begivenhederne straks efter Adams fald, for at lære hvordan hans arbejde havde påvirket Guds rige, og hvad Herren ville gøre med Adam på grund af hans ulydighed. Guds Søn påtog sig at blive Genløser for menneskeslægten, satte Adam i et nyt forhold med sin Skaber. Han var stadig faldet, men håbets dør blev åbnet for ham. Guds vrede hang stadig over Adam, men afsigelse af dødsdommen var blevet udskudt, og Guds harme var blevet behersket, fordi Kristus var gået i gang med at beklæde sig menneskets Genløsergerning. Kristus måtte påtage sig Guds vrede, som i retfærdighedens navn skulle falde på mennesket. Han blev en tilflugt for mennesket, og skønt mennesket var kriminelt og fortjente Guds vrede, kunne det dog ved troen løbe til skjulestedet og være i sikkerhed. Midt i døden var liv, hvis mennesket valgte at tage imod det. Den hellige og uendelige Gud, som boer i et utilnærmeligt lys, kan ikke længer tale med mennesket. Der kan ikke længere være en direkte samtale mellem mennesket og Sin Skaber. ret
(17) For en tid bærer Gud over med den fulde dødsdom der er erklæret over mennesker. Satan smigrer sig selv med at han har brudt kæden mellem Himlen og jorden for altid. Men heri tager han grueligt fejl og bliver skuffet. Faderen havde overgivet verden i sin Søns hænder, for at han kan genløse forbandelsen og vanæren fra Adams fejl og fald. Ved Kristus alene kan mennesket nu få adgang til Gud. Og gennem Kristus alene vil Herren holde samfund med mennesket. ret
(17) Kristus tilbød frivilligt at fastholde og forsvarede den guddommelige lovs hellighed. Han skulle bortskaffe det mindste af lovens krav i genløsningsværket for menneskene, men for at frelse mennesker og fastholde sin Faders lovs hellige krav og retfærdighed, gav hans sig selv et offer for det skyldige menneske. Kristi liv forringer ikke i mindste grad sin Faders lovs krav, men gennem fast lydighed mod alle dens forskrifter, og ved at dø for deres synder som havde overtrådt den, oprettede han dens uforanderlighed. ret
(17) Efter Adams oprør, så Satan at ruinen var fuldstændig. Menneskeslægten kom i en ynkelig tilstand. Mennesket blev afskåret fra samkvem med Gud. Det var Satans plan at menneskets tilstand skulle være den samme som de faldne engle i oprør imod Gud, uden opmuntring af håbets glimt. Han sluttede at hvis Gud tilgav syndige mennesker, som han havde skabt, ville han også tilgive ham og tage imod ham og hans engle. Men han blev skuffet. ret
(18) Guds guddommelige Søn så ingen anden arm end sin egen der kunne frelse faldne mennesker. Han bestemte sig for at hjælpe mennesker. Han lod de faldne engle gå tabt i deres oprør, men rakte sin hånd ud for at redde fortabte mennesker. Engle, som var i oprør blev behandlet efter det lys og den erfaring de havde fået i overflod i himlen. Satan, anføreren for faldne engle, havde tidligere en ophøjet position i himlen. Han var næst i rang efter Kristus. Den kundskab som han, såvel som englene der faldt sammen med ham, havde om Guds karakter, hans godhed, hans barmhjertighed, visdom og fremragende herlighed, gjorde deres skyld utilgivelig. ret
(18) Der var ikke mere noget muligt håb for dem at blive genløst, som har været vidne til og nydt himlens uudsigelige herlighed, og har set Guds frygtelige majestæt, og i nærvær af al den herlighed, har gjort oprør imod ham. Der er ingen ny og mere forunderlig fremvisning af Guds ophøjede kraft som nogen sinde vil gøre dybere indtryk på dem, som den, der allerede er blevet set. Hvis de kunne gøre oprør i nærheden af herlighedens uudtrykkelige tyngde, kan de ikke komme i en mere favorabel tilstand for at blive prøvet. Der var ingen kraft mere, eller nogen store højder eller dybder for den uendelige herlighed, der kan overmande deres store tvivl og oprørske knurren. Deres skyld og straf må stå i forhold til deres ophøjede privilegier i de himmelske sale. ret
(19) Brændofre
På grund af sin skyld kunne faldne mennesker ikke længer komme direkte frem for Gud med sine bønner; for hans overtrædelse af den guddommelige lov havde sat en uovervindelig barriere imellem den hellige Gud og overtræderen. Men der blev lagt en plan for at dødsdommen skulle hvile på en stedfortræder. I genløsningsplanen måtte der udgydes blod, for døden måtte komme ind som følge af menneskes synd. Offerdyr skulle symbolisere Kristus. I det slagtede offer, skulle mennesket se opfyldelsen for en tid i Guds ord: ”I skal visselig dø.” Od det blod der flød fra offerdyret ville også betegne en forsoning. Der er ingen dydighed i dyrs blod, men udgydelsen af de store dyrs blod skulle pege hen mod en Genløser, som en dag ville komme til verden og dø for menneskenes synder. Og derved ville Kristus fuldt ud forsvare sin Faders lov. ret
(19) Satan overvågede enhver ting der skete med offersystemet med intens interesse. Den helligelse og højtidelighed der var ved offerdyrets blodsudgydelse gjorde ham meget urolig. Denne ceremoni var omklædt med mysterier for ham; men han var ikke en dum elev, og han lærte hurtigt at offersystemet afbillede det fremtidige offer for menneskene. Han så at disse ofre viste anger for synd. Dette stemte ikke over ens med hans hensigter, og han begyndte straks at arbejde på Kains hjerte og få ham til at gøre oprør imod offeret som afbillede den kommende Genløser. ret
(20) Adams anger blev bevist ved sin sorg for hans overtrædelse, og hans håb om frelse gennem Kristus i de ofre som han sendte, og dette var en skuffelse for Satan. Han håbede altid på at få Adam til at knurre sammen med ham imod Gud, og gøre oprør imod hans myndighed. Her var repræsentanter for de to store klasser. Abel ofrede som præst i alvorlig tro sit offer. Kain var villig til at ofre frugter fra hans sted, men nægtede at forbinde sit offer med dyrs blod. Hans hjerte nægtede at anerkende sit behov for en Genløser. Dette var afhængighed og ydmygelse for hans stolte hjerte. ret
(20) Men i tro på en fremtidig Genløser ofrede Abel et mere acceptabelt offer til Gud, end Kain gjorde. Hans offer af dyreblod betegnede at han var en synder og fik synderne vasket bort, og at han var brødebetynget, og troede på det fremtidige store offers blods virkning. Satan er vantroens, surmulenhedens og oprørets forældre. Han fyldte Kain med tvivl og afsindighed imod sin uskyldige bror og imod Gud, fordi hans offer blev afvist og Abels accepteret. Og han slog sin bror ihjel sit afsindige vanvid ret
(20) Offersystemet blev indført som et stadigt løfte til mennesker om Guds tilgivelse ved det store offer der blev gjort, afbilledet ved dyrs blod. Gennem denne ceremoni antydede mennesker anger, lydighed og tro på den kommende Genløser. Det som gjorde Kains offer formasteligt for Gud var hans manglende underlæggelse og lydighed mod hans bestemte forordning. Han mente at hans egne planer med at blot ofre jordens frugter til Gud var pænere, og ikke så ydmygende et offer som ofre blodet af dyr, som viste en afhængighed af andre, derved udtrykke sin egen svaghed og syndighed. Kain ringeagtede soneblodet. ret
(21) Ved at overtræde Jehovas lov havde han åbnet døren for Satan, og han havde plantet sin banner midt i hans egen familie. Han fik i virkeligheden lov at føle at syndens løn er død. Satan planlagde at få eden ved at bedrage vore første forældre; men heri blev han skuffet. I stedet for at sikre sig selv Eden, var han nu bange for at ville miste alt som han havde forlangt af eden. Hans skarpsindighed kunne opspore betydningen af disse ofre, at de pegede fremad til en Genløser, og blev et forbilledligt sonoffer for tidspunktet hvor faldne menneskers syndighed, og åbner en dør for menneskeslægten. ret
(21) Satans oprør imod Gud var det mest målbevidste. Han arbejdede udholdende og modigt på at føre krig imod Guds rige, at det var en bedre sag værd. ret
(21) Appetit og lidenskab
På Noas tid var verden blevet så fordærvet som følge af eftergivenhed for appetitten og den lavere lidenskab, at Gud udryddede dens indbyggere med syndfloden. Og da menneskene igen blev mangfoldige på Jorden, blev deres sanseevner forstyrret af at nyde vin med beruselse til følge, hvilket banede vejen for en overdreven kødspisning og styrkede de kødelige tilbøjeligheder. Menneskene rejste sig mod Himmelens Gud og benyttede deres evner og anledninger til at forherlige dem selv i stedet for at ære deres skaber. Satan fandt nem adgang til menneskehjerterne. Han studerer bibelen flittigt, og er meget bedre bekendt med profetierne, end mange religiøse lærere er. Han ved at det er i hans interesse at holde sig velinformeret med alle Guds åbenbarede fortsæt, så at han kan forpurre den Almægtiges planer. Således studerer hedningene Skriften oftere mere ihærdigt end nogle som bekender at blive vejledt af skriften. Nogle af de ugudelige ransager skriften, så de kan blive fortrolig med bibelsandhed, og skaffer sig argumenter der får det til at se ud som om at bibelen modsiger sig selv. Og mange bekendende kristne er så uvidne om Guds ord, fordi de forsømmer dens studium, at de forblindes af deres ræsonnementer, som fordrejer den hellige sandhed, så de kan vende sjæle bort fra Guds råd i hans ord. ret
(22) I de forbilledlige ofre så Satan en forventet Genløser som skulle genløse mennesker fra hans kontrol. Han lagde sine planer ret dybt, for at beherske menneskers hjerter fra slægtsled til slægtsled, og forblinde deres forståelse over for profetierne, at når Jesus ville komme, vil folket nægte at tage imod ham som deres Frelser. ret
(22) Gud udpegede Moses til at føre sit folk fra deres trældom til Ægyptens land, så de kan hellige sig selv til at tjene ham af fuldkomne hjerter, og være en særlig rigdom. Moses var deres synlige leder, medens Kristus stod som overhoved for Israels hære, deres usynlige leder. Hvis de altid havde indset dette, ville de ikke have gjort oprør og udæsket Gud i ørknen, med deres urimelige knurren. Gud sagde til Moses: ”Se, jeg sender en engel foran dig for at vogte dig undervejs og førè dig til det sted, jeg har beredt. Tag dig vel i vare for ham og adlyd ham; vær ikke genstridig imod ham, thi han skal ikke tilgive eders overtrædelser, efterdi mit navn er i ham.” ret
(23) Da Kristus som den førende og beskyttende engel nedlod sig til at lede Isarels hære igennem ørknen til Kanaan, blev Satan provokeret, for han mærkede at hans kraft ikke kunne kontrollere dem så godt. Men da han så Israels så let blev påvirket og tilskyndet til oprør af hans antydninger, håbede han at få dem til at knurre og synde, som ville pådrage dem Guds vrede. Og da han så at mennesker underlagde sig hans magt, blev han fræk med sine fristelser, og indgød til kriminalitet og forbrydelse. På grund af Satans bedrageri, bliver hvert slægtsled mere svag i fysisk, mental og moralsk styrke. Dette gav ham mod, så han troede at det vil lykkes ham at føre krig imod Kristus i sin person, når han skulle manifesteres. Han har dødens herredømme. ret
(23) Nogle få i alle generationsled fra Adam modstod hans alle måder store kunstgreb og stod frem som ædle repræsentanter af hvilken det var i menneskers kraft at gøre og være. Kristus arbejder med menneskelige kræfter, hjælper mennesker med at overvinde Satans kraft. Enok og Elias er de rette repræsentanter på hvad slægten kunne være, gennem tro på Jesus Kristus, hvis de valgte det. Satan blev forstyrret meget fordi disse ædle og hellige mænd stod uplettede frem midt i det moralske fordærv, der omgav dem, udviklede retfærdige karaktertræk, og blev regnet værdig for forvandling til himlen. Idet de var stået frem i moralsk kraft, i ædel oprigtighed, overvinde Satans fristelser, kunne han ikke bringe dem under dødens herredømme. Han triumferede over at han havde kraft til at overvinde Moses med hans fristelser, og at han kunne ødelægge hans strålende karakter, og forlede ham til den synd, at selv tage æren, fremfor folket som tilhørte Gud. ret
(24) Kristus oprejste Moses og tog ham til himlen. Dette gjorde Satan rasende, og han anklagede Guds søn for at trænge ind på hans domæne, ved at berøve graven for hans lovmæssige bytte. Judas siger om Moses opstandelse: »Ærkeengelen Mikael derimod vovede ikke at udtale nogen spottende dom, dengang han tvistedes og skiftede ord med Djævelen om Moses' lig; han sagde kun: »Herren straffe dig!« ret
(24) Da Satan fik held med at true mennesker, som Gud havde æret på en særlig måde, til at begå alvorlige synder, jubler han; for han har selv vundet en stor sejr, og har gjort skade imod Kristi rige. ret
(24) Kristi fødsel og liv
Ved Kristi fødsel, så Satan Betlehems sletter oplyst af en himmelsk engleskares strålende herlighed. Han hørte deres sang: »Ære være Gud i det højeste, og på jorden fred, til menneskers velbehag.« Mørkets fyrste så de forbavsede hyrder blive fyldt med frygt idet de så de oplyste sletter. De skælvede over den forvirrende herligheds opvisning som synes at trænge ind i deres sanser. Den største oprører skælvede selv over englenes proklamering til hyrderne: »Frygt ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi eder er i dag en Frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren!« Han havde haft en vis succes med at lægge planer for menneskers ruin, så han blev fræk og mægtig. Han havde kontrolleret menneskenes sind og kroppe fra Adam ned til Kristi første tilsynekomst. Men nu havde Satan problemer og var foruroliget over sit rige og hans liv. ret
(25) Sangen fra de himmelske budbringere proklamerer frelserens komme til en falden verden, og glæden udtrykkes ved denne store begivenhed vidste Satan ikke varslede noget godt for ham. Mørke varsler vækkede hans sind når det angår den indflydelse, som denne ankomst til verden, vil have på hans rige. Han forhørte sig om dette ikke var den Persons ankomst som ville bekæmpe hans magt og kuldkaste hans rige. Han så på Kristus fra hans fødsel som sin rival. Han oprørende Herodes skinsyge og jalousi ville ødelægge Kristus ved at insinuere over for ham at hans magt og rige blev givet denne nye konge. Satan gennemsyrede Herodes med den følelse og frygt som forstyrrede hans eget sind. Han indgød Herodes fordærvede sind til at udtænke en plan så han mente at det ville lykkes at få jorden ryddet for banekongen, ved at slå alle børn ihjel fra to og derunder i Betlehem. ret
(26) Men imod sine planer, ser Satan en højere magt i gang. Guds engle beskyttede barnegenløserens liv. Josef blev advaret i en drøm om at flygte til Ægypten, så han i et hedensk land kan finde et tilflugtssted til verdens Genløser. Satan fulgte ham fra spæd til barndommen og fra barndommen til manddommen, og brugte midler og metoder til at lokke han fra hans loyalitet med Gud, og besejre ham med sine diskrete fristelser. Kristi ubesmittede renhed i barndommen, ungdommen og manddommen, som Satan ikke kunne smudse til ærgrede ham overmådeligt. Alle hans fristelses-pile faldt uskadelige ned foran Guds Søn. Og da han fandt at alle hans fristelser ikke fik overhånd, og bevæge Kristus fra sin standhaftige renhed, eller ødelægge hans pletfrie renhed fra den unge galilæer, blev han rådvild og rasende. Han så denne unge som en fjende som måtte frygte og være bange for. ret
(26) At der skulle have været én som vandrede her på jorden, med moralsk kraft til at tilbageholde alle sine fristelser, som modstod alle hans tiltrækkende lokkemidler for at synde, og over hvem han ikke kunne få adskilt fra Gud, opirrede og ophidsede hans sataniske majestæt. ret
(26) Johannes barndom, ungdom og manddom, som i Elias ånd og kraft gør et specielt arbejde for at berede vejen for verdens Genløser, blev markeret i fasthed og med moralsk styrke. Satan kunne ikke bevæge ham fra hans integritet. Da denne profets røst blev hørt i ørknen, “bered jer vej for Herren, gør hans stier jævne.” Satan var bange for sit rige. Han følte at den røst der lød ud i basuntoner i ørknen fik synderne under hans kontrol til at skælve. Han så at hans kraft over mennesker var brudt. Syndens syndighed blev åbenbaret på en sådan måde at mennesket blev foruroliget, og nogle, ved anger for deres synder, fandt Guds gunst og fik moralsk styrke til at modstå hans fristelser. ret
(27) Han var på grunden da Kristus gav sig selv til Johannes for at blive døbt. Han hørte den majestætiske stemme lyde ud over hele himlen og genlyde gennem jorden som tordendrøn. Han så lynglimt fra de skyløse himle, og hørte de frygtelige ord fra Jehova: ”Dette er min elskede Søn i hvem jeg har velbehag.” Han så klarheden fra Faderens herlighed overskygge Jesu form, så han med umiskendelig forsikring, udpegede Ham ud af forsamlingen, som han anerkende som sin Søn. De forhold der var i forbindelse med dåbssceneriet havde vækket det mest intense had i Satans dyriskhed. Da vidste han med vished at, hvis han ikke kunne overvinde Kristus, ville der herfra være en begrænsning af hans magt. Han forstod at den forbindelse fra Guds trone betød at Himlen havde mere direkte adgang for mennesker. ret
(27) Da Satan havde ledt mennesker til at synde, håbede han at Guds afsky for synd ville adskille ham for altid fra mennesker, og bryde det forbindende led mellem Himlen og jorden. Men de åbne himle i forbindelse med at Guds stemme talte til hans Søn var som døds hug for Satan. Han var bange for at Gud nu ville forene mennesket mere helt til sig selv, og give mennesket kraft til at overvinde hans bedrag. Og derfor var Kristus kommet ned fra de kongelige sale til jorden. Satan kendte godt til den ærefulde position Kristus havde haft i Himlen som Guds Søn, Faderens elskede. Og at han skulle forlade Himlen og komme til denne verden, som et menneske, dette fyldte Satan med ængstelse for sin egen sikkerhed. Han kunne ikke fatte mysteriet for dette store offer, til gavn for faldne mennesker. Han kendte godt at himlens værdi langt overgik faldne menneskers forventninger og påskønnelse. Han vidste at verdens mest kostbare rigdomme ikke kunne sammenlignes med dets værdi. Da han havde mistet alle Himlens rigdomme og rene herligheder, var han opsat på at hævne dette og få så mange han kunne til at undervurdere himlen, og sætte deres lid til det jordiske. ret
(28) Det var ubegribeligt for Satans selviske sjæl at der kunne eksistere godgørenhed og så stor kærlighed for den bedragede slægt så at Himlens Fyrste forlod sit hjem og kom til en verden, ødelagt af synd og brændte sig på forbandelsen. Han kendte til evige rigdommes uvurderlige værdi, som mennesker ikke havde. Han havde erfaret den rene tilfredshed, fred og ophøjet hellighed af ublandet glæde fra den himmelske bolig. Før hans oprør indså han tilfredsheden ved Guds fulde anerkendelse. Tidligere havde han en fuld påskønnelse af den herlighed som indhyllede Faderen, og vidste at der ikke var grænser for hans magt. ret
(28) Satan vidste hvad han havde tabt. Han var nu bange for at hans rige over verden skulle bestrides, hans ret modbevises, og hans magt brudt. Han vidste gennem profetien, at en Frelser var forudsagt og at hans rige ikke ville oprettes i jordisk sejr og med jordisk ære og udfoldelse. Han vidste at de gamle profeter havde forudsagt et rige der skulle oprettes af Himlens Fyrste på jorden, som han krævede som sit domæne. Hans rige ville omfatte alle verdens riger, og så ville hans magt og hans herlighed ophøre og han modtage sin straf for de synder han havde indført i verden og for den ulykke han havde bragt over mennesker. Han vidste at alt som angik hans velstand beroede på hans succes eller fiasko med at overvinde Kristus, med hans fristelser i ørknen. Han pådrog Kristus alle kunstgreb og kræfter med sine kraftfulde fristelser for at lokke ham bort fra hans alliance. ret
(29) Det var umuligt for mennesker at kende styrken i Satans fristelser mod Guds Søn. Enhver fristelse der virker nok så pinefuld i menneskets dagligdag, så vanskelig at modstå og overvinde, skulle Guds Søn bære i meget større grad eftersom han karakter var overmådig over det faldne menneske. ret
(29) Kristus blev fristet på alle punkter ligesom vi. Som menneskets repræsentant, stod han det grundigste prøve og Guds prøve. Han imødekom Satans stærke styrke. Hans mest listige fristelser har Kristus prøvet og sejret over for menneskets skyld. Det er umuligt for mennesket at blive fristet over det som han kunne bære, når han stoler på Jesus, den almægtige Sejrherre. ret