(30) Fristelsen
Kristus var ikke i nær så god en position i den øde ørken til at klare Satans fristelser, som da Adam blev fristet i Edens have. Guds Søn fornedrede sig selv og tog menneskets natur, efter at menneskene havde været borte fra Edens have i fire tusinde år, og lige så længe fra den oprindelige renhed og retskaffenhed. I århundreder havde synden sat sine dybe mærker, og fysisk, mentalt og moralsk forfald prægede den menneskelige familie. ret
(30) Da Adam blev angrebet af fristeren i Edens have, var der ikke spor af synd hos ham. Han stod foran Gud, stærk og fuldkommen. Alle evner og anlæg var harmoniske udviklede. ret
(30) Ved fristelsen i ørkenen tog Jesus Adams plads for at sejre der hvor han havde svigtet. På synderens vegne fik Kristus her overtaget fire tusinde år efter at Adam havde vendt ryggen til sit hjem i Edens have. Skilt fra Guds nærværelse var menneskene i generation efter generation kommet stadig længere bort fra den oprindelige renhed, visdom og kundskab som Adam havde i Edens have. Jesus har menneskenes synd og skrøbelighed som den var da han kom til jorden for at hjælpe dem. På menneskehedens vegne skulle han modstå Satans fristelser på alle de punkter hvor han angriber. ret
(30) Adam var omgivet af alt hvad hjertet kunne begære. Han manglede ingenting. Der var ingen synd og ingen tegn på forfald i det dejlige Eden. Guds engle talte frit og venligt med de to mennesker. Glade fugle sang Skaberens pris. Dyrene legede fredeligt omkring Adam og Eva og var altid lydige. Adam stod i sin manddoms fulde styrke som det ædleste af skaberværket. Han har Guds billede og var kun lidt ringere end englene. ret
(31) Det var helt andre forhold som den anden Adam havde, da han drog ud i ørkenen for, alene og uden hjælp, at tage kampen op mod Satan! Siden faldet aftog menneskene i størrelse og fysisk styrke, og moralsk sank de stadig lavere indtil tiden for Kristi komme til verden. For at kunne hjælpe faldne mennesker, måtte Jesus nå dem der hvor de er. Han tog på sig, den menneskelige natur og fik del i deres skrøbeligheder og degenerering. Han som ikke kendte til synd, blev synd for os. Han fornedrede sig selv til det laveste dyb af menneskelig elendighed, for at han skulle kunne nå menneskene og trække dem op fra den fornedrelse, synden havde ført dem i. ret
(31) »For når Gud, for hvis skyld alle ting og ved hvem alle ting er til, ville føre mange sønner til herlighed, måtte han føre banebryderen for deres frelse til målet gennem lidelser.« ret
(31) »For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd« ret
(31) »Derfor måtte han i et og alt blive sine brødre lig, for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst til at sone folkets synder. Thi som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem til hjælp, som fristes.« ret
(32) »For we have not an high priest which cannot be touched with the feeling of our infirmities; but was in all points tempted like as we are, yet without sin.« ret
(32) Satan havde modarbejdet Guds ledelse siden han begyndte oprøret. Hans sejr da han fristede Adam og Eva og førte synden ind i verden, havde gjort denne ærkefjende overmodig. Overfor himmelens engle triumferede han stolt over, at Kristus som menneske ville være den svageste, og at han selv da kom til at vinde over ham. Han hoverede over at Adam og Eva i Edens have ikke havde kunnet modstå hans fristelser da han appellerede til appetitten. Med de samme midler - appetitten og lidenskaben - havde han besejret menneskene som levede før syndfloden. Gennem appetitten besejrede han israelitterne. Han sagde hånligt, at selv da Guds Søn var med Moses og Josva, kunne han ikke modstå hans magt når det gjaldt at lede sit udvalgte folk ind i Kanans land, for næsten alle som forlod Egypten, døde i ørkenen. Selv den ydmyge Moses havde han fristet til at tiltage sig selv den ære som tilkom Gud. David og Salomon, som var blevet særligt velsignet af Gud, havde han lokket til at synde og til at pådrage sig Guds mishag ved hjælp af appetitten og lidenskaben. Og han triumferede over, at han nok skulle klare at forhindre Guds plan til frelse for menneskene ved Jesus Kristus. ret
(32) I fristelsens ødemark var Jesus uden mad i fyrre dage. Moses havde ved særlige anledninger været lige så længe uden mad. men han havde ikke følt sult. Han blev ikke fristet og plaget af en lumsk og mægtig fjende, som Guds Søn blev. Moses var da hævet over menneskelige behov. På en speciel måde blev han styrket ved Guds herlighed som omgav ham. ret
(33) Satan havde haft et sådant held med sig da han bedrog Guds engle og fristede Adam, at han mente han skulle kunne klare og vinde, også over Kristus, når han fornedrede sig og blev menneske. Med stort velbehag betragtede han resultatet af sine fristelser og det stadig øgende omfang af synd og overtrædelser af Guds lov i mere end fire tusinde år. Han havde bragt ødelæggelse over Adam og Eva og ført synden ind i verden, og han havde ført utallige mennesker, i alle tidsaldre, land og samfundslag ud i ulykken. Han havde i den grad haft kontrol over byer og folk så Gud til slut måtte ødelægge dem ved ild, vand, jordskælv, krig, hunger og pest. Ved list og utrættelige anstrengelser havde han fået kontrol over appetitten og vækket lidenskaben i en så forfærdelig grad at det næsten havde lykkedes ham at udslette Guds billede i mennesket. Deres fysiske og moralske værdi blev i stor udstrækning ødelagt, og deres karakter og fysik lignede meget lidt de fuldkomne menneskers i Edens have. ret
(33) Da Kristus kom første gang, havde Satan reduceret menneskene fra en oprindelig ophøjet renhed, og havde dermed skæmmet det fine guld med synd. Mennesket som var skabt til at være herre i Edens have, havde han forvandlet til en jordbundet slave som stønner under syndens forbandelse. Den herlige strålekrans som Gud havde givet den syndfrie Adam, forsvandt efter syndefaldet. Guds herlige lys kunne ikke dække over synd og ulydighed. I stedet for sundhed og rige velsignelser kom fattigdom, sygdom og lidelser af alle slags. Dette var den lod Adams efterfølgere mødte. ret
(34) Gennem sin evne til at bedrage havde Satan ved tom filosofi ledet menneskene til at tvivle på og til slut nægte at tro på at der fandtes en Gud og at han kunne åbenbare sig. Han kunne se ud over en verden fuld af moralsk forfald, og en menneskehed som var udsat for vrede fra en Gud som må straffe synd. Han var fuld af djævelsk triumf over at det var lykkedes ham at mørklægge så mange menneskers livsvej og få dem til at overse Guds lov. Han gjorde synden tiltalende for at kunne ødelægge mange. ret
(34) Men hans mest fremgangsrige plan for at bedrage mennesker har været at dække over sin virkelige hensigt og sin sande karakter. Dette gør han ved at udgive sig for at være menneskehedens sande ven og velgører. Han får menneskene til at tro at der ikke er nogen oprører, at der ikke findes nogen farlig fjende som de må være på vagt over for, og at det kun er overtro at der findes en personlig djævel. Ved at skjule sin eksistens får han fuld kontrol over mange mennesker. På samme måde som han forsøgte at bedrage Kristus, bilder han dem ind, at han er en engel fra himmelen som kun vil menneskene det bedste. Folk er så forblændede af synd at de ikke kan gennemskue Satans bedrag, og de ærer ham, som om han var en engel fra himmelen, mens han er i færd med at lede dem ud i evig fortabelse. ret
(34) Kristus var kommet til verden for at tilintetgøre Satan og løslade bundne fanger. Med sit eget sejrende liv skulle han modstå Satans fristelser og give menneskene et eksempel de kunne følge. Så snart Jesus kom ud i ørkenen for at blive fristet, blev hans ansigt forandret. Herligheden fra Guds trone, som blev genspejlet i hans ansigt da himmelen åbnede sig og Faderens stemme forkyndte at dette var hans Søn, den elskede, som han havde behag i, var nu borte. Verdens syndeskyld lå tungt på hans sjæl, og ansigtet bar præg af en sorg og sjælesmerte som mennesker aldrig havde kendt. Han følte hvordan en uimodståelig skam af lidenskab havde fået frit løb i verden og påført menneskene ubeskrivelige lidelser. Appetit og lidenskab var i stigende grad blevet tilfredsstillet fra generation til generation siden syndefaldet, og menneskene havde til slut så lidt moralsk kraft at de ikke længere kunne sejre uden hjælp. På menneskenes vegne skulle Kristus sejre over appetitten ved at bestå en forfærdelig prøve på dette område. Alene skulle han vandre på fristelsens vej, og ingen måtte hjælpe, trøste og støtte ham. Han skulle udkæmpe en kamp mod mørkets magter. ret
(35) Fordi menneskene ikke havde nogen mulighed for at stå imod Satans fristelser, påtog Jesus sig denne opgave. Han har byrden for menneskene og vandt på deres vegne over appetitten. På deres vegne måtte han vise en selvfornægtelse, udholdenhed og principfasthed som var større end den forfærdelige sult. Han måtte have magt over appetitten som var stærkere end sulten, ja, stærkere end døden selv. ret
(35) Da Kristus bestod prøven på appetittens område, var han ikke som Adam i det smukke Eden, med genskinnet fra Guds herlighed på alt som omgav ham. Men han befandt sig ude i en trøstesløs ørken, omgivet af vilde dyr. Alt omkring ham var nedslående, og virkede frastødende på menneskenaturen. I sådanne omgivelser fastede han i fyrre dage og fyrre nætter, og "han spiste ikke noget i de dage, og da de var gået, led han sult." Han var afmagret på grund af den lange faste, og han var meget sulten. Han var værre tilredt end nogen mand og så ikke ud som et menneske. r ret
(36) Sådan begyndte Kristus et liv i kamp for at besejre den mægtige fjende. Han bestod netop den prøve Adam ikke magtede. Hvis han sejrede, kunne han bryde Satans magt og befri menneskene fra syndefaldets skam og vanære. ret
(36) Alt gik tabt da Adam gav efter for appetitten. Frelseren, som var både Gud og menneske, tog Adams plads og gennemførte en frygtelig faste på næsten seks uger. Længden af denne faste er det stærkeste bevis på hvor syndig en forventet appetit er, og hvilken magt den har over mennesket. ret
(36) Som menneske gik Kristus ned til det laveste, af menneskelig elendighed. Han gjorde sig til et med det svage og faldne menneske. Som Guds Søn holdt han fast i Guds hånd. Men han har ikke menneskenes syndeskyld for at give dem anledning til at fortsætte i overtrædelse, det som havde sat mennesket i gæld til loven, en gæld Kristus selv måtte betale med sit liv. Kristi prøver og lidelser skulle hjælpe menneskene til at forstå hvilken stor synd de begik når de overtrådte Guds lov, og hjælpe dem til omvendelse og lydighed, og ved lydighed at blive godtaget af Gud. Hans retfærdighed ville blive tilregnet menneskene, og det ville give dem en så moralsk værdi for Gud, at deres forsøg på at holde hans lov kunne godtages. Kristi opgave var ved sin menneskelige natur at forsone mennesket med Gud og ved sin guddommelige natur at forsone Gud med mennesket. ret
(37) Så snart Jesu lange faste i ørkenen begyndte, var Satan der med sine fristelser. Han var klædt i lys og udgav sig for at være en engel fra himmelen, sendt for at trøste ham og fri ham ud af hans lidelse. Han prøvede at få Jesus til at tro at Gud ikke krævede af ham at han virkelig skulle gå igennem den selvfornedrelse og de lidelser han ventede at møde. Han sagde at han var sendt fra himmelen med det budskab at Gud kun ønsker at prøve om han var villig til at udholde alt dette. ret
(37) Satan forklarede Jesus at han bare behøvede og begynde på den blodbestænkte sti, og at han ikke behøvede at gå den. Ligesom Abraham skulle han blive prøvet for at vise om han ville være fuldkommen lydig. Han sagde også at han var den engel som standsede Abrahams hånd, da kniven var løftet for at ofre Isak. Nu var han kommet for at redde Jesu liv. Det var ikke nødvendigt for ham at udholde denne nagende hunger og så dø af sult. Han skulle hjælpe ham med at gennemføre en del af frelsesplanen. ret
(37) Guds Søn afviste alle disse besnærende fristelser. Han holdt fast ved sit fortsæt om, at han både efter ånden og efter bogstavet ville gennemføre planen i mindste detalje sådan, som planen var blevet lagt for at frelse faldne mennesker. Men Satan havde flere fristelser for at fange Jesus og få magten over ham. Hvis det ikke lykkedes med en, ville han forsøge med en anden. Han troede at han kunne klare det, fordi Kristus havde nedværdiget sig og blevet menneske. Han bildte sig ind, at hans forklædning som en engel ikke kunne gennemskues. Han lod som om han tvivlede på at Jesus kunne være Guds Søn, så udmagret som han var og så uhyggeligt som dette sted var. ret
(38) Kristus viste at han som menneske ikke kunne måle sig med himmelens engle i udseende. Satan fremholdt stærkt, at hvis Jesus virkelig var Guds Søn, måtte han kunne bevise at han havde en så ophøjet status. Han fristede Jesus på appetittens område. Han havde besejret Adam på dette punkt, og han havde magt over hans efterkommere. Ved tilfredsstillelse af appetitten havde han fået dem til at provokere Gud ved deres synd, indtil deres forbrydelser blev så forfærdelige at Gud udslettede dem ved vandfloden. ret
(38) Det var en direkte følge af Satans fristelser at israelitterne havde givet appetitten frie tøjler, og dermed blev de ledet til at begå store synder, nogle som førte til at de blev ramt af Guds straffedomme og omkom i ørkenen. Han mente at han skulle kunne klare og besejre Kristus på det samme område. Han fortalte Kristus at en af de frelste engle var blevet forvist til verden, og at Kristi udseende tydede på at han ikke var Guds Søn, men at han var denne faldne engel, og at det var forklaringen på at han var udhungret og havde et så forfærdeligt udseende. ret
(38) Dernæst gjorde Satan ham opmærksom på sit eget tiltalende udseende, klædt som han var i lys og med stor magt. Han hævdede at han var et sendebud som kom direkte fra Guds trone, og påstod at han havde ret til at kræve beviser for at Jesus var Guds Søn. Om det var muligt, ville Satan gerne lade være med at tro på det som blev udtalt fra himmelen da Jesus blev døbt. Han var fast besluttet på at besejre Jesus og om muligt sikre sit eget herredømme og sit liv. Hans første fristelse gjaldt appetitten. På dette punkt havde han næsten hele verden under kontrol, og hans fristelser over for Jesus var tilpasset sted og omstændigheder. Det gjorde fristelsen på appetittens område næsten overvældende. ret
(39) Kristus kunne have gjort et mirakel til fordel for sig selv, men det ville ikke have været foreneligt med frelsesplanen. De mange store gerninger i Kristi liv viser at han havde magt til at gøre mirakler, til bedste for en lidende menneskehed. Ved et mirakel gav han fem tusinde mennesker mad ved hjælp af fem brød og to små fisk. Dette viser at han havde magt til at gøre undere, og at han kunne have stillet sin sult. Satan bildte sig ind, at han kunne få Jesus til at tvivle på ordene som kom fra himmelen da han blev døbt. Og hvis han kunne få ham til at tvivle på at han virkelig var Guds Søn, og tvivle på ordene Faderen havde talt, ville han vinde en stor sejer. ret
(39) Han fandt Kristus alene ude i ørkenen, uden mad og med store lidelser. Omgivelserne var triste og trøstesløse. Satan antydede overfor Kristus at Gud ikke ville lade sin Søn være uden mad og udsat for så frygtelige lidelser. Han håbede at han skulle få Kristus til at miste tilliden til sin Far som havde ladet ham komme i denne håbløse situation ude i ørkenen, hvor der aldrig havde været spor af mennesker. Satan håbede at kunne så varig tvivl om Faderens kærlighed, og at Jesus, som var så nedtrykt og plaget af den forfærdelige sult, ville gøre et mirakel til fordel for sig selv, og unddrage sig sin himmelske Fars ledelse. Dette var virkeligt en fristelse for Kristus. Men ikke et øjeblik lod han den få plads i sit sind. Han tvivlede ikke et sekund på Faderens kærlighed, selv om han syntes at være knuget ned af ubeskrivelig smerte og angst. Satans fristelser var listigt udtænkt, men de rokkede ikke Guds Søns retskaffenhed. Hans tillid til sin Far var uændret. ret
(40) Jesus nedlod sig ikke til at forklare fjenden sit sønneforhold til Gud og hvilken opgave han derfor havde. På en fornærmelig og hånlig måde, havde Satan henvist til at Jesus var afkræftet og så dårlig ud, sammenlignet med hans egen magt og herlighed. Han hånede Kristus og sagde at han var en ynkelig repræsentant for englene og især for deres ophøjede leder, kongen de alle hyldede i himmelen. Hans nuværende udseende tyde på at han var forladt af både Gud og mennesker. Han sagde, at hvis Kristus virkelig var Guds Søn og himmelens Herre, havde han lige så stor magt som Gud, og kunne bevise det ved at forvandle stenene foran sig til brød og stille sin sult. Satan lovede, at hvis Kristus ville gøre dette, skulle han med det samme give afkald på sit krav om overhøjhed, og striden mellem ham og Kristus ville derfor blive afgjort for altid. ret
(40) Jesus syntes ikke at tage nogen notits af Satans hån og spot. Han lod sig ikke provokere til at bevise sin magt overfor ham. Ydmyg bar han fornærmelsen uden at gøre gengæld. Ordene som lød fra himmelen da han blev døbt, var meget dyrebare for ham. De var bevis på at Faderen godtog det skridt han tog i frelsesplanen, som menneskenes stedfortræder og mellemmand. At himmelen åbnede sig og duen fra himmelen kom ned over ham, var en forsikring om at Faderen ville forene sin magt i himmelen med den hans Søn havde på jorden, for at redde menneskene fra Satans herredømme, og Gud godtog Kristus som mellemmand mellem jord og himmel, mellem dødelige mennesker og den udødelige. ret
(41) Disse tegn på Faderens godkendelse var ubeskriveligt dyrebare for Guds Søn, gennem alle de forfærdelige lidelser og den frygtelige kamp mod oprøreren. Og medens han udholdt den prøve Gud satte ham på i ørkenen og gennem hele hans liv og tjeneste på jorden, var det ikke hans opgave at forsøge og overbevise Satan om sin magt og om at han var verdens frelser. Satan havde tilstrækkeligt bevis på Jesu ophøjede stilling. Hans uvillighed til at give Jesus den ære som tilkom ham og til at underordne sig ham, førte til oprør mod Gud og lukkede ham ude fra himmelen. ret
(41) Det hørte ikke med til Kristi opgave at bruge sin guddomsmagt til fordel for sig selv og til at udfri sig af sine lidelser. Han havde frivilligt påtaget sig dette. Han havde fornedret sig til at blive menneske, og han skulle have del i menneskenes vanskeligheder, plager og lidelser. Han skulle ikke udføre mirakler for at gøre det lettere for sig selv. Han var kommet for at frelse andre. Målet med hans mission var at bringe velsignelse, håb og liv til de lidende og undertrykte. Han skulle bære en lidende menneskeheds byrde og sorger. ret
(42) Selv om Jesus led forfærdeligt af sult, modstod han fristelsen. Han tilbageviste Satans angreb med Skriftens ord, de samme, som han havde givet Moses i ørkenen, for at han skulle give dem videre til israelitterne som var i oprør. De fik ikke den mad de ønskede, og forlangte at få kød. "Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund." Med denne erklæring og med sit eksempel ville Jesus vise menneskene at fysisk sult ikke var det værste som kunne ramme dem. Satan fristede vore første forældre med at frugten, på det træ Gud havde forbudt dem at røre ved. “Kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag du spiser deraf, skal du visselig dø!” Hvis Adam var lydig, ville han hverken kendt til mange, sorg ej heller død. ret
(42) Hvis menneskene som levede før syndfloden havde rettet sig efter Guds ord, ville de være blevet bevaret, og de ville ikke være omkommet i vandfloden. Hvis israelitterne havde været lydige mod guds ord, ville han på en særlig måde have velsignet dem. Men de faldt fordi de tilfredsstillede appetitten og sanseligheden. De ville ikke være lydige mod Guds ord. Ved at tilfredsstille en forvent appetit blev de ledt ud i mange og forfærdelige synder. Hvis de havde sat Guds bud først og ladet deres fysiske behov komme i anden række, og ydmygt godtaget Guds valg af mad for dem som det bedste, ville ingen af dem være omkommet i ørkenen. De kunne have slået sig ned i det frugtbare Kanans land som et helligt og sundt folk, og ingen i deres stammer ville være snublet. ret
(43) Verdens frelser blev gjort til synd for menneskene. Som menneskets stedfortræder kunne Kristus ikke benytte sig af sin magt som Guds Søn. Han stillede sig på lige fod med menneskene. Han måtte møde fristelserne som et menneske, på menneskenes vegne, og under særdeles vanskelige forhold give et eksempel på tro og fuldkommen tillid til sin Far i himmelen. Kristus vidste at hans Far ville give ham mad når det var rigtigt at gøre det. Selv om sulten ikke var til at holde ud i denne forfærdelige prøve, kunne han ikke for tidligt gøre prøven mindre hård ved at benytte sin guddommelige magt. ret
(43) For at hjælpe sig ud af angst og smerte har faldne mennesker ikke magt til at gøre mirakler når de kommer i vanskeligheder, eller for at kunne sejre over modstanderen. Det var Guds plan at sætte menneskene på prøve og give dem mulighed for at udvikle deres karakter ved ofte at lade dem komme i vanskelige situationer som satte deres tro og tillid på hans kærlighed og magt på prøve. Kristi liv var et fuldkomment eksempel. Ved sin undervisning og ved sit liv var han et fuldkomment eksempel. Ved sin undervisning og ved sit liv var han altid optaget af at lære menneskene at de var afhængige af Gud, at de måtte tro på ham og sætte deres lid til ham. ret
(43) Kristus vidste at Satan var en løgner fra begyndelsen, og det krævede stor selvbeherskelse at måtte lytte til forslagene fra den skamløse bedrager, uden straks at irettesætte ham for hans frække påstande. Satan håbede at kunne provokere Guds Søn til en ordstrid med ham, og han regnede med at han skulle få overtaget på den svage og lidende Kristus. Han ville fordreje Kristi ord og hævde at han selv havde overtaget, og han ville tilkalde alle sine faldne engle for at overmande ham. ret
(44) Verdens frelser gik ikke ind i nogen strid med Satan, som blev fjernet fra himmelen fordi han ikke længere var værdig til at være der. Han som forsøgte at sætte Guds engle op mod Den Højeste og mod hans Søn, englenes kære leder, og som magter at vinde deres sympati for sin sag, var i stand til en hvilken som helst form for bedrag. I fire tusinde år havde han modarbejdet Guds ledelse, og han havde ikke tabt nogen af sine evner eller magt til at friste og bedrage. ret
(44) Fordi faldne mennesker ikke af egen magt kunne vinde i kampen mod Satan, kom Kristus fra himmelen for at hjælpe dem med deres guddommelig-menneskelige styrke. Kristus vidste at Adam med sine større muligheder kunne have vundet striden med Satan i Edens have og modstået fristelsen. Han vidste også at siden syndefaldet i Edens var det ikke muligt for menneskene som var skilt fra Guds kærlighed og lys, i egen styrke at modstå Satans fristelser. For at give menneskene håb, og frelse dem fra fuldstændig ødelæggelse, fornedrede han sig og tog menneskelig natur på sig, sådan at han med sin guddommelig-menneskelige natur skulle kunne nå menneskene på det trin de stod. For Adams faldne sønner og døtre vandt han den styrke det ikke er muligt for dem at opnå selv, for at de i hans navn kan sejre i kampen mod Satans fristelser. ret
(45) Guds mægtige Søn som blev menneske, kom menneskene endnu nærmere ved at han blev deres stedfortræder. Han identificerede sig med menneskene i deres lidelse og ulykke. Han blev fristet i alt det som mennesket bliver fristet i, for at han skulle kunne hjælpe dem som bliver fristet. Kristus vandt kampen på synderes vegne. ret
(45) I nattens syner så Jakob himmel og jord forenet ved en stige som nåede helt op til Guds trone. Han så hvordan Guds engle, klædt i himmelsk herlighed, steg ned fra himmelen til jorden på denne stige, og op igen til himmelen. Den nederste ende af stigen hvilede på jorden, mens toppen nåede op til det højeste i himmelen, lige til Guds trone. Stråleglansen fra Guds trone skinnede ned på stigen og kastede et ubeskriveligt herligt lys ned på jorden. ret
(45) I Kristi ydmyg steg han ned til menneskers veers dybder, I forståelse og medynk for faldne mennesker, som det blev vist for Jakob, ved stigens ende, der nåede ned til jorden, medens stigens top nåede himlen, fremstiller Kristi guddommelige kraft, der griber det Uendelige, og således kæder jorden til Himlen, og begrænsede mennesker til den ubegrænsede Gud. Ved Kristus blev forbindelsen åbnet mellem Gud og mennesker. Englene kan stige ned til jorden som kærlighedens budbringere til faldne mennesker og tjene dem som skal have hjælp til frelse. Ved Kristus alene kan de himmelske budbærere tjene menneskene. ret
(45) I Edens have havde Adam og Eva de bedste betingelser. Det var deres forret at kunne samtale med Gud og englene. De var ikke under syndens forbandelse, men var omgivet af Guds og englenes lys. Skaberen var deres lærer. Men de faldt for den snu fjendes fristelser. I fire tusinde år havde Satan bekæmpet Guds ledelse, og han havde vundet stor erfaring. ret
(46) Faldne mennesker havde ikke de muligheder Adam havde i Eden. De havde været skilt fra Gud i fire tusinde år. Evnen til at opfatte og modstå Satans fristelser var hele tiden aftaget, indtil Satan syntes at have fuld herredømme på jorden. Appetit og sanselighed, kærlighed til verden og formastelige synder var de store ondskabens grene, og på dem voksede der forbrydelser, vold og korruption af alle tænkelige slags. Satan klarede ikke at gennemføre sin plan om at besejre Jesus på appetittens område. På menneskenes vegne vandt Jesus her i ørkenen en sejer over appetitten, som for al fremtid gør det muligt for menneskene at sejre over appetitten på egen hånd. ret
(47) Satan ville ikke give op før han havde forsøgt alle udveje til at overvinde verdens frelser. Han vidste at for ham selv stod alt på spil. For at imponere Kristus med sin overlegne styrke, tog han ham med til Jerusalem og stillede ham på det yderste hjørne af tempelmuren, og han fortsatte at plage ham med fristelser. Igen forlangte han at Jesus, hvis han virkelig var Guds Søn, skulle bevise det ved at kaste sig ned fra den svimlende højde han havde ført ham op på. Han lokkede Jesus til at bevise sin tillid til Faderens omsorg ved at kaste sig ned fra templet. ret
(47) I Satans første fristelse på appetittens område havde han forsøgt at så tvivl om Guds kærlighed og omsorg for sin Søn, ved at henvise til hans sult og de omgivelser han befandt sig i, som bevis for at Gud ikke brød sig om ham. Men det lykkedes ikke for ham. Derfor forsøgte han at benytte sig af den tro og fuldkomne tillid Jesus havde vist Faderen, og opægge ham til formastelse. "Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten” Jesus svarede straks: “Der står også skrevet, Du skal ikke friste Herren din Gud.” ret
(47) Formastelsens synd ligger nær op ad troen og tilliden til Gud. Satan regner med at han skal kunne benytte sig af den kendsgerning, at Kristus var blevet menneske, til at lokke ham til at overskride grænsen mellem tillid og formastelse. På dette punkt lider mange skibbrud. Satan forsøger at udspionere Kristus ved at smigre. Han sagde at han var enig med Kristus i, at han havde gjort det rigtige da han under de mest prøvende omstændigheder i ørkenen havde vist tro og tillid til Gud. Derefter opæggede han ham til at give endnu et bevis på sin tro på at han var Guds søn, ved at kaste sig ned fra templet. Han fremholdt, at hvis han virkelig var Guds Søn, havde han ikke noget at frygte, for Guds engle ville bevare ham. Satan viste at han forstod Skriften ved den måde han brugte den på. ret
(48) Verdens frelser beviste sin karakterfasthed og viste at han havde en fuldkommen tro på Faderens løfte om at bevare ham. Han ville ikke unødigt sætte Faderens trofasthed og kærlighed på prøve, selv om han var i fjendens hånd og befandt sig i en yderst vanskelig og farlig situation. Han ville ikke følge Satans forslag, at friste Gud ved formasteligt at sætte hans omsorg på prøve. Satan havde brugt et skriftsted som syntes at passe i dette tilfælde, og han håbede på at kunne gennemføre sin plan ved at anvende det på Frelseren ved denne specielle anledning. ret
(48) Kristus vidste at Gud ville have kunnet bevare ham, hvis han selv havde befalet ham at kaste sig ned fra templet. Men at gøre dette uden en direkte befaling fra Gud, og sætte Faderens omsorg og kærlighed på prøve fordi Satan lokkede ham til at gøre det, ville ikke være noget bevis på tro. Satan var fuldstændig opmærksom på, at hvis Kristus kunne lokkes til at kaste sig ned fra templet, uden at Faderen havde pålagt ham at gøre det, bare for at bevise at hans påstand om at være under Guds beskyttelse var rigtig, så ville han have vist svagheden ved sin menneskelige natur. ret
(48) Kristus sejrede i den anden fristelse. Han viste fuldkommen tillid til Faderen i den hårde konflikt der var med en mægtig fjende. I den sejer som her blev vundet, har Frelseren efterladt menneskene et fuldkomment eksempel, og han har vist dem at det eneste trygge er at have ubetinget tillid til Gud i alle prøver og vanskeligheder. Han afslog at sætte sin Fars kærlighed på prøve ved at udsætte sig for farer som ville have tvunget hans himmelske Far til at vise at han magtede at redde ham fra fare. Dette ville være at tvinge Gud til at give ham en personlig fordel, og da ville han ikke have givet sit folk et fuldkomment eksempel på tro og fast tillid til Gud. ret
(49) Satans mål med fristelsen var at få Kristus til at formaste sig og vise en menneskelig svaghed som ikke ville gøre ham til et fuldkomment eksempel for sit folk. Satan troede, at hvis Kristus ikke klarede at stå imod fristelsen, ville der ikke være noget håb for menneskene, og hans magt over dem ville blive fuldstændig. ret
(49) Kristi fornedrelse og forfærdelige lidelser i ørkenen var for menneskers skyld. Ved Adam gik alt tabt på grund af overtrædelsen. Menneskenes eneste håb om forsoning med Gud er gennem Kristus. Ved at overtræde Guds lov havde menneskene skilt sig så langt fra Gud at de ikke ville magte at ydmyge sig, sådan at det stod i forhold til deres forfærdelige synd. Guds Søn kunne fuldt ud forstå vor forfærdelig overtræderens synd var. Med sin syndfrie karakter kunne han alene gøre en acceptabel soning for menneskene, ved at udsætte sig for den forfærdelige erfaring Guds vrede var for ham. Guds Søns sorger og lidelser for verdens synd stod i forhold til både hans renhed og storhed og til størrelsen af deres forseelse. ret
(49) Kristus er vort eksempel i alt. Når vi ser hvordan han ydmygede og fornedrede sig i den lange prøve og fasten i ørkenen, for på vore vegne at sejre over appetitten, må vi lade det være til hjælp for os, når vi selv bliver fristet. Når appetitten har så stor magt over menneskene, og at give efter for den er så stor en synd at Guds Søn måtte underkaste sig en sådan prøve, viser det hvor betydningsfuldt det er at have appetitten under kontrol af forstanden. Vor frelser fastede i næsten seks uger for på menneskenes vegne at kunne sejre over appetitten. Hvordan kan da mennesker som bekender sig til at være kristne og har en oplyst samvittighed og Kristus som deres eksempel, ligge under for vaner som svækker krop og sjæl? Det er en sørgelig kendsgerning, at egenkærlige vaner, som er farlige for helsen og svækker moralen, i vor tid slavebinder en stor del af kristenheden. ret
(50) Mange som siger de er kristne, spørger ikke om grunden til at Kristus måtte faste og lide så længe i fristelsens ørken. Hans lidelser skyldtes ikke så meget sult, som hans forståelse af de frygtelige følger for menneskene af, at give efter for appetitten og sanseligheden. Han vidste at appetitten ville blive menneskenes afgud, som ville få dem til at glemme Gud og hindre dem i at blive frelst. ret
(50) Frelseren stolede fuldt og helt på, at hans himmelske Far ikke ville tillade at han blev fristet mere end han ville have mulighed for at udholde, og at han ville sejre hvis han tålmodigt udholdt prøven han var udsat for. Kristus havde ikke frivilligt magt over ham. Jesus vidste at hvis han ikke gav afkald på sin retskaffenhed i denne yderst vanskelige situation, ville en Herrens engel blive sendt for at hjælpe ham, hvis der ikke var nogen anden udvej. Han var blevet menneske, og han var menneskehedens repræsentant. ret
(51) Satan så at han ikke kom nogen vejne med Kristus i den anden store fristelse. "Så førte Djævelen ham højt op og viste ham i ét nu alle jordens riger og sagde til ham: "Dig vil jeg give al denne magt og herlighed, for den er overgivet til mig, og jeg giver den, til hvem jeg vil" ret
(51) I de to første store fristelser havde Satan skjult sin sande hensigt og hvem han var. Han gav sig ud for at være en budbærer fra himmelen med høj rang. Men nu kaster han masken. I et syn viser han Kristus alle verdens riger fra den fordelagtige side, mens han samtidig påstår at han er verdens fyrste. ret
(51) Den sidste fristelse, var den mest besnærende af de tre. Satan vidste at Kristus ville få et hårdt og vanskeligt liv, og han mente han kunne drage fordel af dette og lokke Kristus til at afvige fra sin retskaffenhed. Satan satte alt ind hvad han havde i denne store fristelse, for denne sidste prøve ville afgøre hvem der skulle gå af med sejren. Han gjorde krav på verden som sit område, og han var herskeren i luftens rige. Han førte Jesus op på toppen af et meget højt bjerg, og i et syn viste han ham alle verdens riger som så længe havde været under hans herredømme, og han tilbød ham alt sammen. Han sagde at Kristus kunne vinde alle verdens riger uden lidelser og andre vanskeligheder. Satan lovede at give ham sin egen magt, og Kristus skulle blive den retmæssige hersker mod bare en eneste betingelse fra hans side. Alt hvad Satan forlangte til gengæld, for at gøre ham til herre over alle verdens riger, var at Kristus skulle hylde ham som sin herre. ret
(52) Jesu øjne hvilede et øjeblik på herligheden som blev vist ham, men han sneg sig væk og nægtede at betragte det betagende syn. Han ville ikke sætte sin indgriben på spil ved at forhandle med fristeren. Da Satan forlangte at blive hyldet, vækkede han Kristi guddommelige forbitrelse, og han ville ikke længere tolerere Satans gudsbespottelige påstande, og ikke længere tillade ham at være der. Her udøvede Kristus sin guddommelige autoritet og befalede Satan at holde op. "Da svarede Jesus ham "Vig bort, Satan! For der står skrevet: "Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene." (Matt 4,10). Stolt og hovmodig havde Satan sagt om sig selv at han var denne jords rette og evige hersker, den rette ejer af al dens rigdom og herlighed, og at han krævede hyldest af alle som boede på den, som om han havde skabt verden og alt som var på den. Han sagde til Kristus: "Dig vil jeg give al denne magt og herlighed, for den er overgivet til mig, og jeg giver den, til hvem jeg vil." (Luk 4,6). Han forsøgte at få en overenskomst med Kristus om at overlade hele herredømmet til ham, mod at Kristus skulle tilbede ham. ret
(52) Denne forhånelse mod Skaberen gjorde Guds Søn harm, og han befalede Satan at fjerne sig efter at han havde irettesat ham. Ved sin første fristelse havde Satan smigret sig med at han så fuldstændigt havde skjult for Kristus, hvem han virkeligt var og hvilke planer han havde og at Kristus ikke forstod at han var den faldne oprører som han havde besejret og styrtet ned fra himmelen. Det Kristus sagde da han befalede ham at fjerne sig: "Vig bort fra mig, Satan!" viser at alle hans bedrageriske kunstgreb var lagt på Guds Søn. Satan vidste at hvis Jesus gav sit liv for menneskenes frelse, ville han selv efter en tid miste sin magt og blive tilintetgjort. Det var derfor hans velovervejede plan, om muligt at forhindre Guds Søn i at gennemføre opgaven han havde begyndt på. Hvis frelsesplanen skulle slå fejl, ville han kunne beholde det herredømme han da havde gjort krav på. Og han bildte sig ind, at han ville kunne herske i modsætning til himmelens Gud. ret
(53) Da Jesus forlod himmelen og den magt og herlighed han havde, jublede Satan. Han tænkte at Guds Søn var i hans vold. Det havde været så let at friste det uskyldige menneskepar i Edens have, så han håbede at han med sin Djævelske list og magt kunne overvinde endog Guds Søn og dermed redde både sit liv og sit rige. Hvis han kunne friste Jesus til at afvige fra Faderens vilje, som han havde gjort med Adam og Eva, ville han have nået sit mål. ret
(53) Tiden var kommet da Jesus ved at give sit liv, skulle løskøbe det som nu var Satans ejendom. Og med tiden skulle alle i himmelen og på jorden blive underlagt ham. Men Jesus stod fast. Han valgte et liv i lidelse og en skammelig død, og på den måde Faderen havde bestemt, ville han blive den lovlige hersker over alle jordens riger. Han ville få dem overladt til evig eje. Satan ville også blive overladt til ham for at blive tilintetgjort, sådan at han aldrig mere ville kunne plage Jesus eller de hellige i herligheden. ret
(54) Jesus sagde til den listige fjende. "Vig bort, Satan! For der står skrevet: "Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene."(Matt 4,10-11). Satan havde bedt Kristus om at bevise at han var Guds Søn, og i dette tilfælde havde han fået det bevis han bad om. Han blev nødt til at lyde Kristi guddommelige befaling. Han blev tilbagevist og måtte tie. Han havde ikke magt til at stå imod den bydende bortvisning. Han blev tvunget til straks at forlade verdens frelser. ret
(54) Satans hadefulde tilstedeværelse var borte. Kampen var ovre. Under forfærdelige lidelser havde Kristus sejret lige så afgjort som Adam havde svigtet. Han var befriet for sin mægtige modstander og fra hans legioner af onde engle. ret
(54) Kristi fristelse til ende
Da Satan var færdig med at friste Kristus, holdt han sig borte fra ham for en tid. Fjenden var besejret, men kampen havde været lang og forfærdelig hård. Og da den var over, var Kristus udmattet og kraftløs. Han faldt om, som om han var ved at dø. Himmelens engle, som i himmelen havde hyldet ham, og som med intens interesse og stor forundring havde været vidne til den forfærdelige kamp han havde udkæmpet med Satan, kom nu til stede og tjente ham. De gav ham mad og styrkede ham, for han lå som om han var død. Englene var fyldt med undren og ærefrygt, for de vidste at verdens frelser udsatte sig for forfærdelige lidelser for at kunne frelse menneskene. Han som i himmelen var Guds ligemand, lå foran dem udhungret efter næsten seks ugers faste. Ensom og alene var han blevet angrebet af oprørene som var blevet fjernet fra himmelen. Han havde udholdt en hårdere prøve end mennesker nogen sinde ville møde. Kampen mod mørkets magter havde været lang og meget krævende for Kristi menneskelige natur, svag og afkræftet som han var. Englene kom med et trøsterigt budskab fra Faderen til hans Søn sammen med forsikringen om at hele himmelen jublede over den fulde og hele sejer han på menneskenes vegne havde vundet. ret
(55) Hvad menneskenes frelse har kostet, vil vi aldrig fuldt ud kunne forstå før de frelste sammen med Jesus står foran Guds trone. Og når de får evnen til at fatte hvad det vil sige at få evigt liv og evig løn, vil de bryde ud i en jublende sejerssang: "Lammet, det slagtede, er værdigt til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære lov og pris. Og hver skabning i himlen og på jorden og under jorden og på havet, med alt, hvad de rummer, hørte jeg sige. Ham, der sider på tronen, og lammet, være pris og ære og lov og magt i evighedernes evigheder" ret
(55) Selv om Satans anstrengelser og fristelser var mislykkedes, havde han endnu ikke opgivet alt håb om at han en gang i fremtiden skulle kunne klare det bedre. Han så frem til Kristi virksomhed da han ville få nye anledninger til at prøve kræfter med ham. Satan lagde planer om at forblænde jøderne, Guds udvalgte folk, så de i Kristus ikke skulle kunne se verdens frelser. Han ville fylde deres sind med misundelse og had til Guds Søn, så de ikke ville tage imod ham, men gøre hans liv på jorden så tungt og vanskeligt som muligt. ret
(56) Satan holdt råd med sine engle angående den fremgangsmåde, de skulle følge, for at forhindre folket fra at tro på den Kristus som den Messias, de i så lang tid med længsel havde forventet. Han følte sig skuffet og forbitret over, at han ikke havde formået at udrette det mindste imod Kristus ved sine mangfoldige fristelser. Men han tænkte nu, hvis han kun bringe Kristi eget folk til at tvivle på, at han var den levende Messias, så kunne han gøre Frelseren modløs i sin mission, og få jøderne til at være sine tjenere, der kunne udføre hans egne djævelske hensigter. Han arbejdede derfor på en snedig måde og søgte ved list at udføre det, som han ikke kunne udrette ved ligefremme personlige bestræbelser. ret
(56) Satan kommer til mennesket med sine fristelser som en lysets engel, på samme måde som han kom til Kristus. Han har arbejdet på at bringe mennesket i en tilstand af fysisk og moralsk svaghed, så at han kan overvælde det med sine fristelser, og så triumfere over dets ødelæggelse. Og han har haft heldet med sig i at friste mennesket til at følge sin appetit uden at bekymre sig om, hvad resultat, det gav. Han ved godt, at det er umuligt for mennesket at opfylde sine forpligtelser over for Gud og sine medmennesker, når det svækker de evner og kræfter, Gud har givet det. Hjernen er legemets hovedstad. Hvis opfattelsesevnerne bliver sløvet ved eller anden slags umådehold, vil det ikke være muligt at fatte de evige ting. ret