Tilbage

Lazarus’ genopstandelse

(99)  Jesus havde ofte fundet den hvile, som hans trætte menneskelige natur behøvede, i Lazarus' hjem i Betanien. Han aflagde sit første besøg hos Lazarus, da han og hans disciple var trætte af en besværlig rejse til fods fra Jeriko til Jerusalem. De opholdt sig som gæster i Lazarus' stille hjem, og hans søstre Martha og Maria tjente dem. Selvom Jesus var træt, fortsatte han dog den undervisning som han meddelte sine disciple på vejen, angående de egenskaber, som er nødvendige, for at et menneske kan blive skikket for himmerigets rige. Kristi fred hvilede over disse søskendes hjem. Martha havde hele sin opmærksomhed henvendt på sine gæsters bekvemmelighed, Men Maria blev interesseret i de ord, som Jesus talte til sine disciple, og da hun så, at den gyldne lejlighed var kommet til at blive bedre bekendt med Kristi lære, gik hun rolig ind i det værelse, hvor han sad, og satte sig ved Jesu fødder, hvor hun begærlig lyttede til ethvert ord, som faldt fra hans læber. ret

(100)  Den flittige Martha gjorde mange forberedelser for at opvarte sine gæster og savnede sin søsters hjælp. Til sidst opdagede hun, at Maria sad ved Jesu fødder og lyttede med stor opmærksomhed til det, han sagde. Martha, som var træt af alt sit arbejde, blev sur, da hun så, at hendes søster således sad rolig og lyttede til Jesus, at hun glemte den høflighed, hun burde vise sine gæster, og højt beklagede sig over Marias ligegyldighed. Hun henvendte sig derpå til Jesus og bad ham om, at han ikke ville tillade, at hun alene skulle udrette alt arbejdet. ret

(100)  Jesus besvarede hendes klage med milde og alvorlige ord: "Martha! Martha! du gør dig bekymring og uro med mange ting; men ét er nødvendigt. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende." Det, som Jesus antydede, at Martha behøvede, var en rolig gudfrygtig ånd, en større længsel efter at lære mere om det tilkommende evige liv, og de nådegaver, som er nødvendige for at gøre åndelig fremgang. Hun burde havde mindre bekymring for jordiske ting, som forgår, og mere for himmelske ting, som angår sjælens evige velfærd. Det er nødvendigt med troskab at udføre et nærværende livs pligter; men Jesus vil lære sine børn, at de må gribe enhver lejlighed til at opnå den kundskab, som gør dem vise til salighed. ret

(101)  En af vor tids farer er, at man anvender for meget tid til sine forretninger og til unyttige bekymringer, som man selv skaber sig, medens man efterlader at udvikle kristelig karakter. Vi behøver omsorgsfulde, virksomme kvinder på vor tid, som ligesom Martha vil forene "den gode del", som Kristus taler om, med sin pålidelighed og bestemthed. En karakter, som således forener flid med gudsfrygt, kan udrette meget godt. ret

(101)  En mørk sky hang over det stille hjem, hvor Jesus så ofte havde hvilet. Lazarus var pludselig blevet meget syg. De bedrøvede søstre sendte bud til Jesus og lod sige: "Herre! se, den, du elsker, er syg." De fremsendte ingen påtrængende bøn om, at Jesus øjeblikkelig skulle komme til dem; thi de troende, at han forstod, hvorledes det var med dem, og at han ville hjælpe deres broder. Lazarus var fast overbevist om Jesu guddommelige sendelse. Han elskede ham inderlig og blev elsket igen af den kære Mester, hvis fred havde hvilet over hans stille hjem. Disse søskendes tro og den kærlighed, de nærede for Jesus, opmuntrede dem til at tro, at han ikke ville glemme dem i deres sorg. Derfor sende de ham dette ligefremme, og tillidsfulde budskab: "Herre! se, den, du elsker, er syg." ret

(101)  Da Jesus fik dette budskab, sagde han: "Denne sygdom er ikke til døden, men for Guds herligheds skyld, for at Guds Søn skal herliggøres ved den." Han forblev derfor endnu to dage, hvor han var. Efter at de havde sendt bud til Jesus, tiltog Lazarus' sygdom hurtig. Søstrene talte de dage og timer, som måtte gå, før Jesus kunne komme dem til hjælp. Eftersom tiden nærmede sig, da de kunne vente ham, gav de nøje agt på de rejsende, som viste sig i det fjerne, i håb om at se Jesu skikkelse, Alle deres bestræbelser for at hjælpe sin broder var forgæves, og de vidste, at han måtte dø, dersom han ikke fik guddommelig hjælp og frelse. De bad uafladelig: O, at Jesus ville komme! han kunne frelse vor broder. ret

(102)  Sendebudene kom nu tilbage, men Jesus var ikke med dem. De bragte Frelserens bud med til de sørgende søstre: "Denne sygdom er ikke til døden". Men søstrenes mod synker, thi se, deres broder kæmper allerede mod den grumme ødelægger, og snart lukker han sine øjne i døden. ret

(102)  Efter to dages forløb foreslog Jesus at gå til Judæa; men hans disciple søgte at hindre ham derfra. De mindede ham om, hvilken hån havde været udsat for, da han sidst var der. De sagde: Rabbi! Nylig søgte jøderne at stene dig, og dog drager du igen derhen." Jesus fortalte dem derpå, at han måtte gå; thi Lazarus var død, og tilføjede: "Og for jeres skyld, for at I må komme til tro, er jeg glad over, at jeg ikke var der." Jesus ventede ikke at hjælpe Lazarus, fordi han ikke interesserede sig for den bedrøvede familie. Men han ønskede at benytte denne sørgelige begivenhed, Lazarus' død, som en anledning til at give et uimodståeligt bevis på sin guddommelige magt og at styrke disciplens tro, så at de ville blive uadskilligt forenede med ham. Nogle af dem tvivlede allerede og tænkte, om de ikke muligvis havde taget fejl af beviserne for hans guddommelige magt. Dersom han virkelig var Kristus, hvorfor havde han da ikke frelst Lazarus, som han elskede? Jesus besluttede at udføre et herligt mirakel, som kunne overbevise om, at han var verdens Frelser. ret

(103)  Der var megen fare forbundet med denne rejse til Judæa, eftersom jøderne havde fast besluttet at dræbe Jesus. Men da disciplen fandt, at det var umuligt at overtale ham til at opsætte rejsen, foreslog Thomas, at disciplene skulle alle ledsage deres Mester, idet han sagde: "Så lad os gå med, for at vi kan dø sammen med ham!" De tolv disciple ledsagede derfor Frelseren. På vejen arbejdede Jesus for de trængende; han hjalp de lidende og helbredte de syge efter deres sædvane. Da han kom til Betanien, fortalte flere ham, at Lazarus var død og havde været begravet fire dage. Medens han endnu var langt borte fra huset, hørte han kvindernes klage. Når en hebræer døde, var det skik og brug, at slægtninge ophørte med alle forretninger flere dage og levede på den simpleste kost, medens de klagede over den døde. Desuden lejede man også sådanne, hvis forretning var at klage, og det var deres råb og skrig, som Jesus hørte fra det hus, som engang havde været hans stille, behagelige hvilested. ret

(103)  Jesus ønskede ikke at møde de bedrøvede søstre i al den forstyrrelse, som var i deres hjem. Han standsede derfor ved et sted på vejen, hvor der var ro, og sendte bud til dem for at underrette dem om, hvor de kunne finde ham. Martha skyndte sig at gå ham i møde, Hun fortalte om sin brors død og sagde: "Herre! havde du været her, da var min bror ikke død." I sin skuffelse og sorg havde hun dog ikke tabt sin tillid til Jesus. "Men selv nu ved jeg, at alt, hvad du beder Gud om, vil Gud give dig." ret

(104)  Jesus opmuntrede hendes tro, idet han sagde til hende: "Din bror skal opstå." Martha forstod ikke den fulde betydning af Jesu ord og svarede, at hun vidste, at han skulle opstå i opstandelsen på den yderste dag. Men Jesus søgte at henvende hendes sind til det, han ville udrette for dem, og sagde: "Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø. Tror du det?" Jesus søgte at henlede Marthas tanker til sig selv og at styrke hendes tro på hans kraft. Hans ord havde en dobbelt betydning, de viste ikke blot til, at han ville oprejse Lazarus, men også til alle de retfærdiges opstandelse, som Lazarus' opstandelse var et forbillede på. Jesus erklærede, at han var selv opstandelsens kilde. Han, som snart selv skulle dø på korset, stod med dødens nøgler som en sejrherre over graven og vidnede om sin ret og kraft til at give evigt liv. ret

(104)  Da Jesus spurgte Martha: "Tror du det?" svarede hun, idet hun bekendte sin tro: "Ja, Herre! jeg tror, at du er Kristus, Guds Søn, den, som kommer til verden." Således bekendte Martha sin tro på, at Jesus var Messias, og at han var i stand til at udføre enhver gerning, som var velbehagelig for ham. Jesus bød Martha at kalde sin søster og de venner, som var kommet for at trøste dem i deres sorg. Da Maria kom, faldt hun ned for Jesu fødder og råbte også: "Herre havde du været her, var min broder ikke død." Da Jesus så al denne sorg, "harmedes han i sin ånd, og blev heftigt bevæget; og han sagde: "Hvor har I lagt ham?" De svarer: "Herre! kom og se." Derpå fulgtes de alle ad til Lazarus' grav, som var en hule, og en sten lå for den. ret

(105)  Det var et sørgeligt skue. Lazarus havde været meget afholdt, og hans søstre begræd ham med et sønderbrudt hjerte, medens de, som havde været hans venner, blandede deres tårer med de bedrøvede søstres. Jesus havde også elsket Lazarus, hvis tro på han havde været så stærk, og aldrig havde vaklet eller svigtet et øjeblik. Ved synet af al denne sorg og ved tanken på, at disse bedrøvede venner kunne sørge over den døde, når verdens Frelser stod os dem, som havde magt til at oprejse fra de døde - græd Jesus. Det var ikke blot det, han så foran sig, der vakte sorg hos Jesus; men han så fremad gennem de kommende tider, og byrden af menneskenes sorg nedtryngede hans sjæl, idet han så de lidelser og den smerte, tårerne og død, som ville falde i menneskers lod. Det stak ham i hjertet, når han tænkte på al dem smerte, som menneskeslægten gennem alle tider og i alle lande skulle lide. Den syndefulde slægts elendighed lå tungt på hans sjæl, og tårernes kilde blev opladt, idet han længes efter at lindre al denne elendighed. ret

(105)  Da de tilstedeværende så Jesu tårer og hørte hans suk, sagde de: "Se, hvor han elskede ham!" Da hviskede de mellem sig: "Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også havde hindret, at denne mand døde?" Jesus sukkede i ånden over den vantro, som fandtes hos dem, der bekendte sig til at tro på ham. De troede, at han græd, fordi han elskede Lazarus, og han, som havde udført så mægtige gerning, ikke var i stand til at oprejse Lazarus fra de døde. Besværet af den blinde vantro, som de udviste, der skulle havde troet på ham, nærmede Jesus sig til graven og befalede med myndighed, at stenen skulle rulles bort. Menneskene skulle udføre alt, som var muligt for dem at udrette, og derpå skulle den guddommelige kraft fuldende værket. ret

(106)  Men Martha gjorde indvendig mod at bortfjernes stenen og mindede Jesus om, at legemet allerede havde været begravet fire dage, og at forrådnelsen allerede havde begyndt sin gerning. Jesus svarede hende irettesættende: "Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?" Stenen blev derpå taget bort, og man så den døde. Det var klart for alles øjne, at forrådnelsen virkelig var begyndt. Menneskene har nu udrettet alt, som står i deres magt. Vennerne samler sig omkring Jesus med blandet nysgerrighed og ærefrygt for at se, hvad han vil gøre. Frelseren opløfter sine øjne og beder: — ret

(106)  Fader! jeg takker dig, fordi du har bønhørt mig. Jeg vidste vel, at du altid bønhører mig; men jeg sagde det for skarens skyld, som står her omkring, for at de skal tro, at det er dig, der har sendt mig." Den stilhed, som fulgte med denne bøn, blev afbrudt, ved at Jesus råbte med høj røst: "Lazarus, som herud!" Der kommer øjeblikkelig liv i den skikkelse, som var blevet forandret af forrådnelse, at den dødes venner veg tilbage fra at se på den. Lazarus adlyder Frelserens befaling og står op, bundet på hænder og fødder med jordeklæderne og med en svededug om sit ansigt, og han forsøger at gå, men forhindres deri af ligklæderne. Jesus befaler hans venner: "Løs ham og lad ham gå!" ret

(107)  Menneskene må atter udrette den gerning, som det er muligt for dem at gøre. Jordeklæderne, som bærer mærke af forrådnelse, bortfjernes, og Lazarus står for dem, ikke som en, der er udtæret af sygdom eller med svage, vaklende lemmer, men som en mand i livets bedste alder og i sin ædle manddoms styrke. Hans øjne stråler af forstand og kærlighed til Frelseren, Han bøjer sig for Jesu fødder og ophøjer ham. Stum forbavselse griber alle de tilstedeværende; men derpå følger en ubeskrivelig scene fuld af fryd og taksigelse. Søstrene får sin broder tilbage igen til livet som en Guds gave, og med glædestårer og afbrudte ord fremfører de deres tak til Frelseren. Men medens broderen og søstrene og vennerne glæder sig ved atter at være forenede, unddrager Jesus sig fra dette rørende skue, og da de ser sig efter Livgiveren, er han intetsteds af finde. ret

(107)  Dette mirakel bevirkede, at mange troede på Kristus. Men nogle, som var til stede ved graven og hørte og så denne underfulde gerning, som Jesus udførte, blev ikke omvendte, men forhærdede sit hjerte mod det bevis, som de så med deres egne øjne og hørte med deres egne øre. Denne åbenbaring af Kristi magt var det største mirakel, som Gud lod udføre blandt menneskene, for at bevise, at han havde sendt sin Søn til verden for at frelse den. Dersom farisæerne forkaste dette underfulde bevis, så kunne intet hverken i himlen eller på jorden frelse dem fra deres djævelske vantro. ret

(108)  Farisæernes spioner skynder sig bort for at fortælle de øverste om Jesu gerning, og at "verden går efter ham." Idet Jesus udførte dette mirakel, tog han et afgørende skridt, der vakte ham nærmere til fuldkommelsen af hans missionen på jorden. Det herligste bevis i hele hans liv på, at han var Guds Søn og havde magt over døden og graven, var nu givet. Hjerter, som længe havde været under syndens magt, forkastede dette bevis på Jesu guddom og indhyllede sig således i uigennemtrængeligt mørke, så at de kom helt under Satans magt, og han hastede af sted med dem til evig fordærvelse. ret

(108)  Den mægtige undergerning, som Jesus udførte ved Lazarus' grav, forøgede farisæernes had imod ham. Denne åbenbarelse af Guds magt, som var et så uimodsigeligt bevis på, at Jesus var Guds Søn, var nok til at overbevise ethvert menneske, som havde en oplyst samvittighed og ville bruge sin forstand. Men farisæerne, som havde forkastet alle mindre beviser, blev blot forbitrede over dette nye mirakel, hvorved han ved højlys dag oprejste de døde til nyt liv for en stor skare af vidner. Intet kunstgreb fra deres side kunne bortfjerne et sådant bevis; derfor blev deres had mere dødeligt, og de passede på enhver anledning til at udføre deres hemmelige planer, at dræbe ham. De var allerede mordere i hjertet. ret

(109)  De jødiske ældste rådslog med hverandre om, hvorledes de bedst kunne modvirke den indflydelse, som dette mirakel havde på folket; thi den nyhed, at Jesus havde oprejst Lazarus fra de døde, udbredte sig vidt og bredt, og denne begivenheds virkelighed var blevet stadfæstet af mange øjenvidner. Imidlertid søgte Jesu fjender at udsprede løgnagtige rygter, idet de forventede sandheden så vidt som muligt og forsøgte at vende folket bort fra den, som havde vovet at berøve graven dens bytte. ret

(109)  I det råd, som jøderne holdt, var nogle indflydelsesrige mænd, der troede på Jesus; men deres ønske blev overdøvet af de ondskabsfulde farisæer, som hadede Jesus, fordi han havde åbenbaret deres hykleri, spidsfindighed og stive former, der blot tjente til at skjule deres moralske fordærvelse. Den hellige religion, som Jesus lærte, og hans ligefremme guddommelige liv fordømte deres tomme bekendelse. De tørstede efter hævn, og intet andet kunne tilfredsstille dem end Jesu død. De havde forsøgt at opirre ham til at sige eller gøre noget, som kunne give dem anledning til at fordømme ham, og de havde flere gange forsøgt at stene ham. Men han havde rolig undveget dem, og de havde tabt ham af syne. ret

(109)  De mirakler, Jesus udførte på sabbaten, skete alle for at hjælpe de besværede; men farisæerne havde forsøgt at benytte disse barmhjertigheds-gerninger som noget, der kunne give dem anledning til at fordømme ham som sabbatsovertræder. De forsøgte også at opirre herodianerne mod ham. De forestillede dem, at Jesus søgte at oprette et rige, hvilket ville omstyrte deres, og de rådslog med dem om, hvorledes de kunne omkomme ham. De havde forsøgt at opvække romernes had imod ham og havde fremstillet ham for dem som en, der forsøgte at omstyrte deres myndighed. De havde forsøgt under ethvert foregivende at afskære hans indflydelse fra folket; men deres forsøg var hidtil strandet; thi mængden, som var vidner til de barmhjertigheds- og kærlighedsgerninger, som Jesus udførte, og lyttede til hans rene og hellige lære, vidste, at en sabbatsovertræder og bespotter ikke kunne tale sådanne ord eller udrette sådanne gerninger. Endog tjenere, som farisæerne udsendte, var blevet påvirket af den Store Lærers guddommelige indflydelse, så at de ikke kunne lægge hænder på ham. I sit raseri havde jøderne til sidst udgivet en befaling, at dersom nogen bekendte, at han troede på Jesus, skulle han udelukkes af synagogen. ret

(110)  Idet præsterne og de øverste og ældste samledes for at rådslå, var det altså deres faste beslutning at dræbe dette menneske, som udrettede sådanne vidunderlige gerninger, at alle mennesker måtte forundre sig derover. Nikodemus og Josef havde i et foregående råd forebygget Jesu fordømmelse, og af denne grund blev de ikke tilkaldte ved denne anledning. Kaifas, som var ypperstepræst dette år, var et stolt og grusomt menneske. Han var af naturen herskesyg og utålsom. Han havde ransaget profetierne, og selvom hans sjæl var indhyllet i mørke angående deres sande betydning, så talte han dog med stor myndighed og tilsyneladende kundskab. ret

(110)  Da præsterne og farisæerne rådslog sammen, sagde nogle af dem: "Hvis vi lader ham blive sådan ved, vil alle tro på ham og romerne vil komme og tage både land og folk fra os." Da svarede Kajfas stolt: "I forstår heller ingenting! og I tænker heller ikke på, at det er bedre for jer, at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde!." Ypperstepræstens stemme afgjorde sagen; lad Jesus dø, selv om han er uskyldig, han er dog et besværligt menneske, han drager folket efter sig og formindsker de øverstes autoritet. Han var blot én; det var bedre, at han skulle dø, selv om han var uskyldig, end at de øverstes magt skulle indskrænkes. Idet Kajfas erklærede, at det var gavnligt, at ét menneske skulle dø for folket, antydede ham, at han havde nogen kundskab om profeterne, selvom den var meget indskrænket. Men idet Johannes beskriver, hvad der her går for sig, omtaler han profeterne og viser, hvor bred og dyb disse ords betydning er: "Og ikke for folket alene, men også at samle Guds adspredte børn sammen til ét." Hvor blindt den stolte Kajfas erkende Kristi mission som forløser! ret

(111)  Næsten hele rådet var enigt med ypperstepræsten om, at det var den viseste plan at dræbe Jesus. Da dette var fast besluttet, stod det spørgsmål endnu tilbage, hvorledes man skulle udføre det. De frygtede for at handle i overilelse, så at folket kunne blive ophidset og de selv hjemsøgte af den behandling, som de agtede at bringe over Jesus. Frelseren lærte hele tiden folket og gjorde dem godt; de vidste, at han var uden skyld, og hans indflydelse over dem var meget stor. Det var af denne grund, at de udsatte med at udføre den dom, som de havde fældet over ham. ret

(112)  Frelseren forstod, hvorledes præsterne lagde planer imod ham. Han vidste, at de længtes efter at bortfjerne ham, og at deres ønske snart ville blive opfyldt. Men det var ikke hans pligt af fremskynde den begivenhed, som skulle fuldende hans værk, og han drog bort fra denne egn og tog sine disciple med sig. Jesus havde nu virket offentlig i verden i tre år. Hans selvfornægtende eksempel og uegennyttige godgørenhed var vel kendt. Alle havde hørt om hans hellige liv, så fuldt af lidelse og hengivenhed i Guds vilje. Men det korte tidsrum af bare tre år, var så lang en tid, som verden kunne tåle sin Frelseres nærværelse. ret

(112)  Hans liv havde været fuldt af forfølgelse og forhånelse. Han blev drevet fra Bethlehem af en skinsyg konge, forkastet af sine egne landsmænd i Nazaret og fordømt til døden uden årsag i Jerusalem. Jesus med sine så trofaste efterfølgere finder et tilflugtssted for en kort tid i en fjern by. Han, som altid havde medlidenhed med menneskenes smerte, som helbredte de syge, gav de blinde deres syn, de døve deres hørelse, de stumme deres taleevne; som bespiste de hungrige og trøstede de bedrøvede - han blev drevet bort fra det folk, som han gjorde sig anstrengelse for at frelse. Han, som vandrede på de oprørte bølger og med et ord stillede den stærke storm; som uddrev djævle, hvilke, idet de for ud, erklærede, at han var Guds Søn; som opvakte de døde af deres søvn; som henrev tusinder med de visdommens ord, der faldt fra hans læber, - var ikke i stand til at bevæge de hjerter, som var forblindede af fordom og vanvittigt had, og som med fuldt forsæt forkastede lyset. ret

(112)  Det er ikke Guds plan at tvinge menneskene til at afstå fra sin ugudelige vantro. Mørke og lys, vildfarelse og sandhed ligger foran dem. De må selv afgøre, hvad de vil vælge. Menneskene er begavede med evne til at skelne mellem ret og uret. Det er Guds hensigt, at menneskene ikke skal vælge efter indskydelser, men give nøje agt på vidnesbyrdet og omhyggelig sammenligne skrift med skrift. Dersom jøderne havde lagt sin fordom til side og sammenlignet profeternes vidnesbyrd med de kendsgerninger, som udmærkede Jesu liv, så ville de have set en skøn harmoni mellem profetierne og deres opfyldelse i den ringe galilæers liv og gerning. ret

(113)  Påskefesten var nær, og mange kom til Jerusalem fra forskellige dele af landet for at rense sig efter jødernes ceremonielle skikke. Der var megen tale blandt folket om Jesus, og de undredes over, om han ikke ville komme op til Jerusalem til højtiden. "Men ypperstepræsterne og farisæerne havde givet befaling om, at hvis nogen fik at vide, hvor han opholdt sig, skulle han melde det, for at de kunne gribe ham." ret

næste kapitel