(45) Jesus var ofte tvunget til at skjule sig for folket; thi de samledes i så store skarer omkring ham for at se hans mirakler, og deres begejstring blev så stor, at det var nødvendigt for ham at bruge forsigtighed, at ikke præsterne og de ældste skulle benytte sig deraf og vække frygt hos den romerske øvrighed for, at folket skulle gøre oprør. ret
(45) Der havde aldrig før været en sådan tid for verden som denne. Himlen blev bragt nær til menneskene. Alle, som kom til Jesus for at få undervisning, erfarede i sandhed at Herren var nådig og fuld af visdom. De fik dyrebar undervisning i guddommelige kundskab fra visdommens store kilde. Mange hungrige og tørstige sjæle, som havde ventet længe på forløsning i Israel, glædede sig nu over den overflødige nåde, som kom til dem gennem den barmhjertige frelser. Den forventede lærer var kommet, og det begunstigede folk der levede under den fulde herlighed af hans lys; men mange fattede det ikke og vendte sig bort fra det guddommelige lys med ligegyldighed og vantro. ret
(46) Jesus helbredte mange forskellige tilfælde af legemlig sygdom, på samme tid som han talte og helbredte syndefulde sjæle. Mangt et hjerte blev udfriet af syndens grusomme trældom. Vantro, modløshed og fortvivlede måtte vige for tro, håb og lykke, men når de syge og elendige kom til Frelseren for at blive hjulpet, hjalp han først deres svage, lidende legemer, når han søgte at bringe lys til deres formørkede sjæl. Når den legemlig elendighed var bortfjernet fra den, som bad om hjælp, kunne han bedre tage imod lyset og sandheden. ret
(46) Spedalskhed var den forfærdeligste og væmmeligste sygdom, som forekom i østerlandene. Alle mennesker frygtede den meget på grund af den smitsomme natur og forfærdelige virkninger på den, som led deraf. Mange brugte strenge forsigtighedsregler for at hindre sygdommens udbredelse blandt folket. Hebræerne anså den spedalske for uren. Han blev afsondret fra sin familie og fra alle samfundets privilegier og afskåret fra Israels menighed. Han blev dømt til blot at holde selskab med dem, der led af samme sygdom som han selv. ret
(46) Adskilt fra sine venner og slægtninge måtte han lide under denne forfærdelige plage. Ingen kærlig hånd kunne lindre hans smerte. Han var tvunget til at vidne om sin egen elendighed, at sønderrive sine klæder og at advare alle, så at de kunne fly fra hans urene, hentærede legeme. Det vakte frygt og afsky, når man hørte hvorledes de ensomme, landsforviste spedalske råbte sin sørgelige varsel: "Uren! uren!" ret
(47) Der var mange mennesker, som var besværede af denne væmmelige sygdom på den egn, hvor Kristus virkede. Rygtet om den Store Læge havde nået endog til dem i deres ensomhed, og en stråle af håb oprandt i deres hjerte. De tænkte, at de kunne komme til Jesus, så kunne han hjælpe dem. Men eftersom de var udestængte fra stæder og byer, syntes det umuligt for dem at komme nær til den Store Læge, hvis fornemste gerning var på befolkede steder. ret
(47) Der var en spedalsk, som havde været en højtstående mand i samfundet. han og hans familie blev dybt bedrøvede, da de erfarede, at han var blevet et offer for denne frygtelige sygdom. De rådførte sig med dygtige læger, som undersøgte ham om hyggelig og ransagede sine bøger med flid for om muligt at få mere kundskab; men de blev mod deres ønske tvunget til at erklære, at de ikke formåede at hjælpe ham - sygdommen var uhelbredelig. Det var dernæst præsternes pligt at undersøge ham. Følgen heraf var, at de erklærede hans sygdom for spedalskhed af den værste slags. Derved blev han dømt til som en levende død at adskilles fra sine venner og fra samfundet, hvor han havde indtaget en så ærefuld stilling. De, som før havde søgt at hans gunst og glædet sig ved hans gæstfrihed, flyede nu fra hans nærværelse med forfærdelse. Han gik bort fra sit hjem som landsforvist. ret
(47) Jesus lærte ved søen udenfor byens grænse, og mange forsamledes for at høre hans ord. Den spedalske, som i sin ensomhed havde hørt om nogle af Jesu mægtige gerninger, kom for at se ham og drog så nær, som han turde. Siden han forlod hjemmet, havde sygdommen tiltaget forfærdelig. Det var et væmmeligt syn at se på hans elendige legeme. Han stod langt borte og hørte nogle af Jesus ord og så, hvorledes han lagde hænderne på de syge for at helbrede dem. Han betragtede med forundring de halte, blinde, lamme og mange andre, som blev helbredte, og priste Gud for sin frelse, så snart Jesus talte et ord. Han betragtede sit eget elendige legeme og undres om den Store Læge ikke også kunne helbrede ham. Jo mere ham hørte og så og overvejede sagen, desto mere blev han overbevist om, at denne virkelig var den lovede frelser, som skulle komme til verden, og for hvem alle ting var mulige. Ingen kunne udføre sådanne mirakler uden den, som Gud havde udsendt og den spedalske længtes efter at komme til ham og blive helbredt. ret
(48) Det var ikke hans hensigt at komme så nær, at folket blev sat i fare; men hans sind blev så besværet, at han glemte de grænser, som loven havde sat for ham, såvel som folkets velfærd og den skræk, hvormed de betragtede ham. Han tænkte blot på det salige håb, at Jesus kunne frelse ham fra hans elendighed. Hans tro omfattede Frelseren, og han trængte sig frem uden at bryde sig om den forfærdede mængde, der veg tilbage, idet han nærmede sig, så at folkene trængte imod hverandre og over hverandre for at undgå ham. ret
(48) Somme forsøgte at forhindre ham fra at komme nær til Jesus; men deres bestræbelser var frugtesløse. Han hverken så eller hørte dem. Han bekymrede sig intet om alle de udtryk af forfærdelse og væmmelse, som mødte ham. Han så at blot Guds Søn, hørte blot hans røst, som bragte sundhed og lykke til de lidende og ulykkelige. Da han kom nær Jesus, kastede han sit fordærvede, døende legeme ned for ham. Hans tilbageholdte følelser brød nu frem, og han råbte: "Herre! om du vil, kan du rense mig." Hans ord var så, men de tolkede hans trang. Han troede, at Kristus var mægtig til at give ham liv og sundhed. ret
(49) Jesus veg ikke tilbage fra ham, men nærmede sig til ham. Folket trængte sig tilbage, og selv disciplene blev fulde af forfærdelse og ville gerne have forhindret deres Mester fra at røre ved ham; thi ifølge Mose lov blev den, som rørte ved en spedalsk, selv uren. Men Jesus lagde sin hånd på den bedende med rolig frimodighed og besvarede hans bøn med disse vidunderlige ord: "Jeg vil, bliv ren!" ret
(49) De livgivende ord var aldrig så snart udtalt, før det døende, fordærvende legeme forvandles, og mennesket fik sundt kød, følsomme nerver og faste muskler. Den ujævne, skælagtige overflade, som var speciel for spedalskhed, forsvandt, og ny hud med en behagelig rødme trådte i dens sted, ligesom man ser huden på et sundt barn. Den forfærdede mængde overvandt nu sin skræk og trængte nær for at se denne nye åbenbarelse af guddommelig magt. ret
(49) Jesus forbød den spedalske, som var blevet helbredt, at fortælle det, som var udført for ham, idet han sagde: "Se til, at du ikke siger det til nogen, men gå hen og lad dig syne af præsten, og bring den offergave, Moses har påbudt, til vidnesbyrd for folk." Den lykkelige mand adlød og gik til den samme præst, som havde undersøgt ham, da han måtte forlade sit hjem og sine venner. ret
(50) Med glæde fremførte han sit offer for præsten og ophøjede Jesus navn, som havde givet hans helbred igen. Det uimodsigelige vidnesbyrd overbeviste præsterne om Jesus guddommelige magt, selv om de fremdeles nægtede at erkende ham som Messias. Farisæerne påstod, at hans lære var i ligefrem strid med Mose lov og gik ud på at ophøje ham selv. Men hans befaling til den spedalske, som blev renset, at han skulle bringe et offer til præsten efter Mose lov, beviste for folket, at denne anklage var falsk. ret
(50) Præsten havde ingen tilladelse til at modtage er offer fra nogen, som havde lidt af spedalskhed, før han havde undersøgt ham omhyggelig og vidnet for folket, at han var fuldstændig fri for den smitsomme sygdom. Så kunne han atter leve sammen med sin familie og venner uden fare for dem. Hvor uvillig end præsten var til at erkende, at Jesus havde udført denne underfulde kur, så kunne han dog ikke undgå at undersøge den forhenværende spedalske og at afgive sin erklæring om sagen. Folket længtes meget efter at høre, hvad følgen blev af præsternes undersøgelse, og da han erklærede, at manden var fri for al spedalskhed, og han gav ham tilladelse til at vende tilbage til sin familie og sine venner, blev folket meget begejstret. Man havde aldrig før hørt sådant. ret
(50) Selv om Jesus havde advaret den spedalske, som blev renset, fra at omtale denne sag, så forkyndte han den alligevel alle vegne. Han tænkte, at det var Jesu tilbageholdenhed, som var årsag til, at han forlangte dette af ham, og han gik omkring og vidnede om den store læges underfulde kraft. Han forstod ikke, at enhver ny åbenbarelse af Jesus guddommelige kraft blot bevirkede, at ypperstepræsterne og de ældste mere fast besluttede at ødelægge ham. Den helbredte mand følte, at sundhedens gave var meget dyrebar. Det friske blod strømmede gennem hans årer og oplivede hele hans sjæl og legeme med nye og behagelige følelser. Han glædede sig ved manddommens fulde kraft og ved, at han var kommet tilbage til sin familie. Han syntes, at det var umuligt at undlade at granske hjerte at ære den Store Læge, som havde gjort ham sund. ret
(51) Man da denne begivenhed blev offentlig bekendt, frembragte den så stor besværgelse, at Jesus blev tvunget til at drage bort fra staden. "Og dog, kom de til ham alle vegne fra." Disse mirakler blev ikke udførte for at få ære fra mennesker. Kristi værk var i fuldstændig modsætning til farisæernes, hvis største lyst var at vinde menneskers ros. Jesus vidste godt, at når det blev bekendt, at han havde renset den spedalske, så ville andre, som var i samme tilstand, trængte sig frem for at blive helbredte. Dette ville give anledning til at vække frygt blandt folket for at blive smittet ved at komme i berørelse med de spedalske, og hans modstandere ville gribe dette som en årsag til at anklage og fordømme ham. ret
(51) Jesus vidste, at mange af de spedalske, som ville komme til ham, ikke fortjente at helbredes, og at de ej heller ville benytte deres sundhed og styrke til Guds ære, når de fik den. De havde ingen virkelig tro eller moral, men blot et stærkt ønske om at blive befriede fra den sørgelig skæbne, som ventede dem. Frelseren vidste også, at hans modstandere søgte enhver lejlighed til at indskrænke hans værk og vende folket fra ham. Dersom de kunne benytte det, som var sket med den spedalske, til at opnå denne hensigt, så ville de gøre det. Men idet han vidste den helbredte til præsten og befalede ham af fremstille sit offer således, som Mose lov fordrede, så overbeviste han derved folket om, at han ikke havde noget imod jødernes lov, så vidt som de var villig til at lade sig overbevise. ret