Tilbage

Gå på søen

(60)   Imidlertid var disciplene i nød. Der havde rejst sig en storm, og søen var meget oprørt. time efter time arbejdede de med årerne og blev drevet hid og did af bølgernes uimodståelige magt. Hele natten blev de kastet omkring af de oprørte bølger og var hvert øjeblik udsat for at blive opslugt af dem. Det var blot nogle få timers arbejde i almindeligt vejr at ro over til den modsatte bred fra det sted, de havde forladt. Men deres skrøbelige båd blev drevet længere og længere bort fra den havn, de søgte. Den var som en bold for den oprørte storm. De havde forladt Jesus med utilfredse hjerter. De knurrede indbyrdes, fordi deres ønske ikke var blevet opfyldt med hensyn til at ophøje deres herre til konge i Israel. De bebrejdede sig selv, fordi de så let lod sig vende bort fra deres beslutninger og så let gav efter for Jesu bud. De mente, at dersom de havde været mere påståelige med at udføre deres beslutninger, så havde de nok til sidst opnået deres hensigt. ret

(61)   Da Stormen rejste sig, fortrød de endnu mere, at de havde forladt Jesus. Var de blevet på land, så havde de undgået denne fare. Dette var en hård prøve for deres tro. Under mørket og stormen søgte de at nå det sted, hvor de havde lovet at møde ham. Men den stærke vind drev dem ud af deres kurs og gjorde alle deres bestræbelser frugtesløse. De var kraftfulde mænd og vante med søen; men nu svigtede deres mod dem, og de blev fulde af forfærdelse. De længdes efter Mesterens rolige, bydende nærværelse og følte, at dersom han var med dem, så var der ingen fare. Frelseren havde ikke glemt sine disciple. Fra den fjerne kyst gennemtrængte hans øjne mørket, og han så deres fare og læste deres tanker. Han ville ikke tillade en eneste af dem at omkomme. Ligesom en øm moder iagttager det barn, som hun af kærlighed har revset, således gav også den medlidende Mester agt på sine disciple, og da deres hjerte var bøjet, og deres vanhellige ærgerrighed var undertrykt, bad de ydmygt om hjælp, fik de den. I samme øjeblik, som de troede at de måtte forgå, så de ved lyset af en lynstråle skikkelsen af et menneske, som gik hen imod dem på vandet. En ubeskrivelig frygt greb dem. De hænder, der havde grebet årerne ligesom med jernmuskler, slap sit tag og faldt kraftesløse ned ved deres side. Båden tumlede om på bølgerne, som de bedst kunne, medens deres øjne var stift fæstnede på dette syn, der lignede et menneske, som gik rolig på de skumklædte bølger. ret

(62)  De tænkte, at det måtte være en ånd, som varslede deres øjeblikkelige undergang. Jesus vedblev rolig at gå, som om han ville gå forbi dem; men de genkendte hans skikkelse og følte, at han ikke ville forlade dem i deres nød. De råber højt og beder om hans hjælp. Skikkelsen vender sig - det er deres kære Mester, hvis velkendte stemme taler og stiller deres frygt: "Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!" Ord har ikke før været mere kærkomne eller mere trøstefulde end disse. Disciplene var stumme af glæde. Deres frygt var forsvundet og stormen glemt. De hilser Jesus som deres Befrier. ret

(62)  Den ivrige Peter er næsten ude af sig selv af glæde. Han ser, hvor modig hans Mester går på de skumkransede bølger, idet han kommer for at frelse sine venner, og han elsker sin herre mere end nogensinde før. Han længes efter at omfavne og tilbede ham. Han ønsker at møde ham og gå ved siden af ham på den oprørte sø. Han råber: "Herre! hvis det er dig, så byd mig komme ud til dig på bølgerne!" Jesus godtog Peters begæring; men han havde taget blot ét skridt på det sydende dyb, da han med stolthed så tilbage på sine brødre for at se, om de gav agt på hans besværgelser og beundrede den lethed, hvormed han trådte på det urolige vand. ret

(62)  Idet Peter vendte sine øjne bort fra Jesus, faldt hans blik på de larmende bølger, som truede med at opsluge ham. Deres larm opfyldte hans øre, hans hoved svimlede, og han tabte modet. Idet han synder, genvinder ham sin fatning til at erindre, at der er en nær ved ham, som Kan frelse ham. Han udstrækker sine arme mod Jesus og råber "Herre, frels mig!" den medlidende frelser griber de skælvende hænder, som var udstrakte mod ham, og løfter den synkende skikkelse op ved siden af sig. Hans venlige ansigt og stærke arme er aldrig bortvendt fra de bedende hænder, som udstrækkes mod ham for at få nåde. Peter klynger sig til Herren med ydmyg tillid, medens Jesus mildt irettesætter ham: "Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?" ret

(63)  Den skælvende disciple klynger sig nu fast til Mesterens hånd, indtil de begge stiger trygt i båden og sætter sig ned blandt deres glade venner. Men Peter var tavs og tankefuld. Han havde ingen grund til at rose sig overfor sine medbrødre; thi han havde nær mistet livet ved sin indbildskhed og vantro. Da han vendte sine øjne bort fra Jesus for at se, hvorledes de andre disciple beundrede ham, tabte han sin vejleder af syne, og frygt overfaldt ham. Således er det også i den kristnes liv. Intet uden et øje, som er stadig henvendt på Frelseren, kan sætte os i stand til at vandre på verdens stormfulde hav. Så snart Jesus havde sat sig i båden, var den ved land. Stormen havde ophørt, og nattens forfærdelse blev afløst af morgenens lys. disciplene og andre, som var med dem i båden, bøjede sig for Jesu fødder med taknemmelige hjerter og sagde: "Du er sandelig Guds Søn." ret

(63)  Folkeskaren, som blev bespist den foregående dag, havde forladt Jesus på den øde kyst, og de vidste, at der var ingen båd tilbage, som han kunne sætte over i. De vendte derfor den følgende morgen tilbage til det sted, hvor de sidst havde set ham, da han med medlidende blikket gav agt på deres bortgang. Rygtet om hans underfulde mirakel, idet han bespiste mængden, havde udbredt sig nær og fjern, og tidlig på dagen begyndte folket at komme til lands og til vands i store skarer; men de søgte forgæves efter den Store Lærer og vendte til sidst til Kapernaum for at søge efter ham. ret

(64)   Imidlertid havde Mesteren med sine disciple fundet den ensomhed, som han søgte den foregående dag. Jesus følte, at det var nødvendigt at give sine disciple nogen særskilt undervisning. Men mængden fulgte dem så nøje, at det var overordentlig vanskeligt at få lejlighed til at være i enerum. Han kunne hele natten samtale med sin himmelske Fader i det han stred i bønnen for menneskenes vildfarende børn. Frelseren var i sandhed en sorgens mand og fuld af piner, idet han blev nedtrykt af menneskernes vantro og bar verdens synd. ret

(64)  Jesus benyttede de få timer, han var ene med sine disciple til at bede med dem, og han underviste dem nøjere om sit riges natur. Han så, at de i deres menneskelige svaghed var tilbøjelige til at ønske, at hans regering skulle blive på jorden. Deres verdslige ærgerrighed havde forvirret deres idéer om Kristi virkelige mission. Han irettesatte dem nu for deres uforstand og lærte dem, at skændsel ventede ham i stedet for verdslig ære og korset i stedet for en trone. Han lærte dem, at de også for hans skyld og for at vinde saligheden måtte være villige til at udholde foragt og spot. ret

(64)  Tiden drog nær hvor Jesus skulle dø, og overlod sine disciple til den kolde og grusomme verden. Han vidste hvilket bittert had og vantro ville overtale dem, og han ønskede at opmuntre og styrke dem i deres prøvelser. Han gik derfor selv afsides og bad for dem, gik i forbøn med Faderen, for at deres tro, i den frygtelig prøvende stund der ventede dem, ville være standhaftige, og hans lidelse og død ikke ville overvælde dem helt af fortvivlelse. Hvilken øm kærlighed var dette ikke, som i synet for hans kommende pinsel nåede frem og beskytte sine kammerater fra fare! ret

(65)  Da han igen sluttede sig til sine disciple, spurgte han dem: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger: Johannes Døber; andre: Elias; andre: Jeremias eller en anden af profeterne.« Peter, der var hurtig til at tale, svarede for sig selv og hans brødre: »Du er Kristus, den levende Guds Søn.« Da svarede Jesus og sagde til ham: »Salig er du, Simon Jonas« søn! thi det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader, som er i Himlene.« ret

(65)  Selvom mange tror helt forkert, og præsternes og herskernes magt stor stort imod, erklærede de brave disciple frimodigt hans tro. Jesus så, i denne anerkendelse, det levende princip som ville oplive de troendes hjerte i kommende tider. Det er Guds Ånds hemmelighedsfulde virke på menneskehjertet, som ophøjer det mest ydmyge menneskesind til at anerkende al jordisk visdom, et kendskab til Guds hellige sandheder. Så i virkeligheden »Salig er du, Simon Jonas« søn! thi det har kød og blod ikke åbenbaret dig. « ret

(65)  Jesus fortsatte: “Så siger også jeg til dig, at du er Petrus, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og Dødsrigets porte skal ikke få magt over den.” Peters ord betegner den rullende sted. Kristus henviser ikke til Peter som den klippe som han vil lægge sin kirke på. Hans udtryk, “den klippe,” gælder ham selv, som den kristne kirkes fundament. I Esajas 28,16, er den samme referance: “derfor, så siger den Herre Herren: Se, jeg lægger i Zion en prøvet sten, en urokkelig, kostelig hjørnesten.” Det er den samme stem der henvises til i Lukas 20,17. 18: “Men han så på dem og sagde: »Hvad betyder da det, der står skrevet: »Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten«? Enhver, som falder på denne sten, vil slå sig fordærvet; men den, som den falder på, ham skal den knuse.«” Også i Mark 12:10, 11: “Har I ikke også læst dette skriftord: »Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Fra Herren er dette kommet, og underfuldt er det for vore øjne.« ret

(66)  Disse tekster viser afgørende, at Kristus er den klippe som kirken er bygget på, og når han taler til Peter, referer han til sig selv, som klippe for kirkens fundament. Hen fortsætter:— ret

(66)  “Og jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på jorden, det skal være løst i Himlene.« Den romerske kirke bruger disse ord fra Kristus forkert. De påstår at han talte specielt til Peter. Således fremstiller han i kunstige gerninger at han bærer et bundt nøgler, som er symbol på den myndighed der gives til ambassadører og andre i høje stillinger. Kristi ord: “jeg vil give dig Himmerigets nøgler,” var ikke kun til Peter, men til disciple, heriblandt dem som udgør den kristne kirke igennem alle tider. Peter fik ikke givet særlig magt over andre disciple. Havde Jesus givet særlig myndighed til en af dem, ville de ikke have kappes så meget indbyrdes, om hvem der skulle være den største. De ville straks have underlagt sig deres Mesters ønske, og givet ham ære, som han havde udvalgt som deres overhoved. ret

(67)  Men den romerske katolske kirke hævder at Kristus gav Peter den højeste magt over den kristne kirke, og at hans efterfølgere er guddommeligt bemyndiget til at herske over den kristne verden. På et andet sted anerkender Jesus at den samme magt eksisterer i hele kirken som hævdes at have fået Peter alene, på den tidligere citerede teksts myndighed: “Jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på jorden, det skal være løst i Himlene.« ret

næste kapitel