(8) Den store myndighed, som Jesus havde vist i templet, idet han forkastede den orden, som jødernes øverster havde indført, blev meget omtalt af farisæerne, præsterne og de ældste. Hans udseende og stemme så vel som den uimodståelige magt, han havde udøvet over mængden, ledte mange af dem til at tro, at han i sandhed var Messias, som de så længe havde forventet og ønsket at se. ret
(8) En del af jøderne havde hele tiden frygtet for at modarbejde sådanne mænd, som syntes at besidde nogen mærkværdig kraft eller at være påvirket af Guds ånd. Mange budskaber var blevet sendt til israelitterne ve profetens mund; men tilskyndet af deres ledere havde de slået nogle af disse hellige mænd ihjel, fordi de staffede dem, som havde myndighed, for deres synder. De jøderne blev bortført som fanger af et hedensk folk, var det en straf, som kom over dem, fordi de ikke ville lade sig irettesætte for deres synder, men tilsidesatte Guds advarsler og syndede endnu mere. ret
(9) På Kristi tid klagede Jøderne over, at de blev ydmygede af romerne, og dadlede deres fædre, fordi de stenede profeterne, som blev sendt til dem for at irettesætte dem. Men deres præster og ældste nærede i deres hjerter sådanne følelser, som ville lede dem til at begå de samme forbrydelser. ret
(9) Templets øvester rådslog med hverandre om Jesu opførsel, og hvilke planer det var bedst for dem at følge. En af dem, Nikodemus, rådede dem at være forsigtig med hensyn til både følelser og handlinger. Han fremhævede, at dersom Jesus virkelig havde myndighed fra Gud, så ville det være farligt at forkaste hans advarsler og ringeagte hans guddommelige krafts åbenbarelse. Han kunne ikke betragte Kristus som en bedrager eller deltage med de øvrige farisæerne i at bespotte ham. Han havde selv set og hørt Jesus, og hans sind var meget foruroliget som en følge heraf. Han læste med længsel de pergaments-ruller, som indeholdt profetierne angående Messias' komme. Han søgte ivrig efter klarere lys om denne genstand, og jo mere han ransagede, desto stærkere blev hans overbevisning, at Jesus var den, som profetierne havde skrevet om. Dersom han virkelig var Kristus, så var dette et betydningsfuldt tidspunkt i verdens historie og især af de jødiske folks. ret
(9) Hele dagen efter, at Kristus havde renset det vanhellige tempel, helbredte han de syge og hjalp de lidende. Nikodemus havde set, med hvilken inderlig kærlighed han havde taget imod og hjulpet de fattige og undertrykte. Han havde helbredt deres sygdomme og bortfjernet deres sorg, ligesom en kærlig fader ville behandle sine lidende børn. Ingen, som bad om hjælp, blev sendt bort uden at blive bønhørt. Mødre glædede sig over deres små, som havde genvundet deres helbred, og taknemmelige stemmer lød i stedet for gråd og smertefulde sukke. Jesus havde undervist det urolige, nysgerrige folk hele dagen og havde talt med de skriftkloge og de øverste og bragt deres stolte indvendinger til tavshed ved deres ords visdom. Nikodemus turde ikke andet end tro, at han var sendt af Gud, efter at han havde set og hørt alle disse underfulde ting, og efter at han havde ransaget de profetier, der henviste til Jesus som den kommende Messias. ret
(10) Da det blev aften, var Jesus bleg og træt efter at have arbejdet så længe og søgte ensomhed og hvile på Oliebjerget. Her fandt Nikodemus ham og ønskede at tale med ham. Nikodemus var rig og anset blandt jøderne. Han var berømt i Jerusalem for sin rigdom, lærdom og godgørenhed og især for sine gavmilde ofre til templet for at understøtte dets hellige tjeneste. Han var også et højtstående medlem af jødernes råd. Men da han trådte frem for Jesus, kom der en besynderlig frygt og bæven over ham, hvilket han forsøgte at skjule under en rolig og værdig mine. ret
(10) Nikodemus forsøgte at fremtræde, som om det var en stor nedladenhed fra hans side som en øverste blandt jøderne, uden indbydelse at besøge en ung fremmed på denne ubelejlige tid af natten. Han begyndte sin tale på en forsonlig måde: "Mester, vi ved, at du er en Lærer, kommet fra Gud; thi ingen kan gøre de tegn, som du gør, uden Gud er med ham." Men i stedet for at svar på hans høflige hilsen, kaster Jesus er roligt og ransagede blik på ham, som om han læste hans inderste hjertes tanker, og derpå åbenbarer han med mild og alvorsfuld stemme Nikodemus' sande tilstand "sandelig, sandelig siger jeg dig: uden at nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige. ret
(11) Farisæerne blev forbavset og tabte sin fatning ved disse ord, hvis betydning han til dels forstod; thi han havde hørt Johannes døber, da han prædikede omvendelsens dåb og vidnede om den, der skulle komme efter ham, som skulle døbe med Helligånden. Nikodemus havde længe følt, at der var stor mangel på åndelighed blandt jøderne, og at hykleri, stolthed og verdslig ærgerrighed i en høj grad havde ledt deres handlinger. Han havde håbet, at der ville blive en bedre tilstand, når Messias kom; men han ventede på en Frelser, som skulle oprette en jordisk trone i Jerusalem, og som ville samle det jødiske folk under sit banner og undertvinge det romerske rige med våbenmagt. ret
(11) Denne lærde og højtstående mand var en streng farisæer. Han havde smigret sig selv med sine gode gerninger og sin overordentlige fromhed. Han mente, at hans daglige liv var fuldkomment for Gud, og han blev forbavset, da han hørte, at Jesus talte om et rige, der var for rent og helligt til, at han kunne se det i sin nærværende tilstand. Han havde en følelse af, at dette muligvis kunne være sandhed; men han blev ærgerlig over, at disse ord blev anvendt på ham selv, og han svarede, som om han havde forstået Jesus bogstavelig: "Hvorledes kan et menneske fødes, når han er gammel?" ret
(11) Jesus gentog med højtidelig eftertryk: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: uden nogen bliver født af vand og ånd, kan han ikke komme ind i Guds rige." Jesu ord kunne ikke længere misforstås. Nikodemus vidste godt, at Jesus hentydede til dåben og til Guds nåde. Den Helligånds kraft omvender hele mennesket; denne forandring kaldes den nye fødsel. ret
(12) Mange af jøderne havde erkendt, at Johannes var en profet, sendt af Gud, og havde modtaget omvendelsens dåb af ham. Men Johannes havde tydelig lært dem, at hans gerning var et berede vejen for Kristus, som var det store lys, der skulle fuldkomme det værk, han havde begyndt. Nikodemus havde grundet på disse ting, og han var nu overbevist om, at han stod for den, som Johannes havde talt om. ret
(12) Jesus sagde: "Hvad, som er født af kødet, er kød, og hvad, som er født af ånden, er ånd. Forundre dig ikke, at jeg sagde til dig: du bør lade dig føde på ny. Vejret blæser, hvorhen det vil, og du hører dets susen, men du ved ikke, hvorfra det kommer, og hvor det farer hen; således er det med hver den, som er født af ånden." Jesus søgte ved disse ord at foreholde Nikodemus, hvor nødvendigt det er, at Guds ånd må virke på menneskers hjerte for at rense det og berede det, så mennesket kan udvikle en retfærdig og hellig karakter. "Af hjertet udkommer onde tanker, mord, hor, løsagtigt liv, tyverier, falske vidnesbyrd, bespottelser" Når hjertets kilde renses, bliver også den strøm ren, som udgår derfra. ret
(12) Denne nye fødsel så hemmelighedsfuld ud for Nikodemus. Han spurgte: "Hvorledes kan dette ske?" Jesus byder ham ikke at forundre sig og bruger vinden som et billede på, hvad han mener. Man hører vindens susen blandt træernes blade; men den der er usynlig for øjet, og ingen ved, hvorfra den kommer, eller den farer hen. Således følger enhver, som er født af ånden. Sindet er det usynlige middel, hvorved Gud frembringer synlige virkninger. Dets indbydelse er stor, og det styrer menneskenes handlinger. Dersom det bliver renset fra alt ondt, kan det frembringe meget godt. Når Guds genfødte ånd fylder sindet, bevidner det en forandring i livet; onde tanker og onde handlinger aflægges; kærlighed, fred og ydmyghed kommer i stedet for vrede, had og strid. Den kraft, som intet menneskeligt øje kan se, har frembragt den ny skabning i Guds billede. ret
(13) Nødvendigheden af den nye fødsel blev ikke så meget fremhævet for Nikodemus som måden, hvorpå den sker. Jesus irettesatte ham og spurgte, om han, som var en Mester og Lærer i Israel, men fortolker af profetierne, kunne være uvidende om disse ting. Han havde læst de hellige skrifter forgæves og endnu ikke lært dem, at hjertet må renses af Guds ånd fra sin naturlige besmittelse, for at det kan blive skikket til himmeriges rige? Jesus gjorde ingen hentydning her til legemets opstandelse fra graven, når folk skal fødes på én gang; men talte om nådens indvortes værk i et uigenfødt hjerte. ret
(13) Jesus havde netop været beskæftiget med at rense templet og drive dem ud, som havde vanhelliget det og gjort det til et sted for handel og ulovlig vinding. Ikke én af dem, som den dag flygtede for Jesu nærværelse, var blevet beredt ved Guds nåde til at udrette den hellige tjeneste i templet. Det er sandt, at der var nogle redelige mænd blandt farisæerne, hvilke dybt beklagede de onder, som fordærvede den jødiske nation og vanhelligede deres religiøse skikkelse. De indså også, at sagn og unyttige ceremonier var kommet i stedet for sand hellighed. Men de var ikke i stand til at forhindre disse tiltagende onder. ret
(14) Jesus havde begyndt sin gerning med at straffe jødernes egennyttige, gerrige ånd og han viste dem, at medens de bekendte sig til at være Abrahams børn, undlod de at følge hans eksempel. De var nidkære for at vise et skin af retfærdighed, medens de efterlod indvortes hellighed. De var meget påstålige angående lovens bogstav, medens de groft overtrådte lovens ånd hver dag. Loven forbød had, røveri og tyveri; men Kristus erklærede, at jøderne havde gjort hans faders hus til en røverkule. Det, som folket især trængte til, var, at de i moralsk henseende blev født på ny, og at sand kundskab og hellighed blev fornyet iblandt dem. ret
(14) Templets renselse afbilder det værk, som udføres i enhver, som vil opnå evigt liv. Jesus fremstillede tålmodig frelserens plan for Nikodemus og viste ham, hvorledes Helligånden bringer lys og fornyende kraft til enhver sjæl, som er født af ånden. Ligesom vinden er ustyrlig, men dens virkninger dog klart ses og føles er også Guds ånds dåb af hjertet ustyrlig; men din åbenbarer sig i enhver handling hos dem, som erfarer dens frelsende magt. ret
(14) Jesus forklarede, hvorledes Kristus bærer vore byrder, løfter åget af den undertrykte sjæl og byder den at glæde sig over frelsen fra trældommen. Glæde træder i stedet for sorg, og ansigtet giver genskin af himlens lys. Dog ser ingen den hånd, som løfter byrden, eller det lys, som nedstrømmer fra Guds himmel. Denne velsignelse opnåes når sjælen i troen overgiver sig til Herren. Denne hemmelighed overgår al menneskelig kundskab; med den, som er overgået fra døden til livet, erfarer, at det er en guddommelig sandhed. ret
(15) Sjælens omvendelse ved troen på Kristus var det emne, som Nikodemus blot dunkelt forstod; thi han havde været vandt til at anse kold formalitet og strenge ceremonier for sand religion. Den Store Lærer forklarer for ham, at hans mission på jorden ikke var at oprette et jordisk rige og fremstille sig i verden s herlighed og pragt, en at oprette fredens og kærlighedens rige, og at bringe menneskerne til Faderen gennem sin tjeneste som midler. ret
(15) Nikodemus var rådvild. Jesus sagde: "Dersom jeg siger eder de jordiske ting, og I ikke tror, hvorledes skulle I tro, om jeg sagde eder de himmelske?" Dersom Nikodemus ikke kunne få Jesu lære angående Guds nådes værk i det menneskelige hjerte, som han fremstillede under lignelsen om vinden og dens gerning, hvorledes kunne han da forstå det himmelske riges herlighed, om han forklarede det for ham? Dersom han ikke forstod Kristi gerning på jorden, så kunne han langt mindre forstå hans værk i himlen. Jesus henviste Nikodemus til Davids og Ezekiels profetier:— ret
(15) Og jeg vil give dem ét hjerte og give dem en ny ånd i deres indre og borttage stenhjertet af deres kød og give dem et kødhjerte, på det de skal vandre i mine skikke og holde mine bud og gøre efter dem; og de skal være mit folk, og jeg skal vare deres Gud. Og derhen skal de komme, og de skal kende alle dets afskyeligheder og alle dets vederstyggeligheder fra det. Derfor vil jeg dømme enhver af eder, o Israels hus, efter hans veje, siger den Herre, Herre; omvend eder og vend eder bort fra alle eders overtrædelser, at ikke misgerning skal være eder til fald. Kast bort fra eder alle eders overtrædelser, hvilke I har begået, og bered eder et nyt hjerte og en ny ånd! Gud, skab i mig et rent hjerte, og forny en stadig ånd inden i mig. Bortkast mig ikke fra dit ansigt, og tag ikke din Helligånd fra mig. Giv mig igen at glædes over din frelse, og ophold mig med en villig ånd, så vil jeg lære overtrædere dine veje, og syndere skal omvende sig til dig. Og jeg vil give eder et nyt hjerte og give en ny ånd inden i eder, og jeg vil borttage stenhjertet af ederes kød og give eder et kødhjerte. ret
(16) Den lærde Nikodemus havde læst disse profetier med et uoplyst hjerte; men han begyndte nu at forstå deres rette betydning og at indse, at et menneske, selv om det var ligeså retfærdigt og hæderligt, som han selv var, måtte gennemgå den nye fødsel i Kristus Jesus som den eneste måde, hvorpå han kunne blive frelst og få adgang til Guds rige. Jesus talte bestemt og forsikrede, at dersom et menneske ikke blev født på ny, kunne det ikke se det rige, som Kristus kom for at oprette på jorden. Streng lydighed mod loven kunne ikke skaffe noget menneske adgang til himmerigets rige. ret
(16) Der må blive en ny fødsel, et nyt sind ved Guds ånds virkning, som renser livet og forædler karakteren. Dette samfund med Gud gør mennesket skikket til at indgå i himmerigets rige. Intet menneske kan nogensinde opfinde et frelsende middels, som kan læge en syndesyg sjæl. Alene gennem omvendelse og ydmyghed med Gud og hans lov kan nådens værk udføres. Synden er så afskyelig for Gud, hvem synderen så længe har fornærmet og ringeagtet, at en sand omvendelse, der står i ret forhold til de synder, som er begåede, ofte frembringer stor sjæle nød, der ikke er let at udholde. ret
(17) Intet mindre end ligefrem at modtage og anvende de guddommelige sandheder kan åbne Guds rige for mennesket. Blot ydmyge og rene hjerter ,lydige og kærlige, faste i troen og stadige i den højeste Guds tjeneste, kan få adgang til Guds rige. Jesus erklærer også, at ligesom "Moses ophøjede slangen i ørknen, således bør menneskesønnen ophøjes, på det at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." Slangen blev ophøjet i ørknen for folket, på det at alle, som blev forgiftet af de brændende slanger, kunne se op til kobberslangen, der var et forbillede på Kristus, og således øjeblikkelig blive helbredt. Men de måtte se op til den i tro, ellers ville det ikke hjælpe dem. således må også mennesket se op til Guds Søn som deres Frelser for at opnå evigt liv. Mennesket har adskilt sig fra Gud ved sin synd. Kristus bragte sin guddom til jorden, skjult i sin menneskelige natur, for at frelse menneskene fra deres fortabte tilstand. Menneskenes natur er fordærvet, og dets karakter må forandres, før den kan komme i harmoni med det rene og hellige i Guds evige rige. Denne forandring er den nye fødsel. ret
(17) Dersom mennesket i sin tro får Gud kærlighed, bliver det en ny skabning i Kristus Jesus. Da kan det overvinde verden, undertvinge den menneskelige, fordærvede natur og sejre over Satan. I denne vigtige prædiken fremholdt Jesus for Nikodemus, den ædle farisæer, hele frelserens plan og sin mission til verden. Frelseren forklarede ved denne anledning det værk, som nødvendigvis må udføres i det menneskelige hjerte, dersom det skal arve himmerigets rige, mere fuldstændig end i nogen af sine efterfølgende taler. Han viste, at menneskenes frelse var en frugt af Faderens kærlighed, som havde bevæget ham til at hengive sin søn i døden for at frelse mennesket. ret
(18) Jesus kendte den jordbund, som han plantede sandhedens sæd i. Tre år gik, uden der viste sig nogen frugt. Nikodemus var aldrig fjentlig stemt mod Jesus, men han bekendte ham ikke offentlig. Han overvejdede sagen med en omhyggelighed, der var ham ejendommelig. Han gav nøje agt på Jesu liv og gerning. Han grundede på hans undervisning og iagttog hans mægtige gerninger. Da Jesus oprejste Lazarus fra de døde, aflagde han et sådant bevis for, at han var Messias, som den jødiske lærde anså for uimodsigeligt. ret
(18) Engang, da det øverste råd var forsamlet for at rådslå om, hvorledes de bedst kunne fordømme og dræbe Jesus, hørte man, hvorledes Nikodemus fremførte indvindinger imod. "Mon vor lov dømmer at menneske uden at man først forhører ham og får at vide, hvad han gør." Han blev da skabt irettesat af ypperstepræsten, som sagde til ham: "Mon du er fra Galilæa? Ransag og se, at der er ingen profet opstået fra Galilæa." ret
(18) Jøderne mistænkte bøde Josef af Arimathæa og Nikodemus for, at de var enige med Læreren fra Galilæa, og disse mænd blev ikke kaldt til rådet, da det mødte for at afgøre Jesu skæbne. De ord, som lød til et eneste menneske på det ensomme bjerg, lød ikke forgæves. Da Nikodemus så Jesus på korset, hvor han hang som en forbryder mellem himmel og jord og dog bad for sine mordere; da han så, hvorledes naturen blev rystet i den forfærdelige time, da solen blev formørket, og jorden bævede, medens klipperne revnede, og forhænget i templet splittedes ad, - da erindrede han Jesu højtidelige ord på bjerget: "Ligesom Moses ophøjede slangen i ørknen, så bør denne menneskesøn ophøjes." ret
(19) Da faldt skællene fra hans øjne, og troen trådte i stedet for tvivl og uvished. Lysstråler syntes at udstrømme fra det hemmelige besøg på bjerget og oplyste Frelserens kors. I denne farefulde og mørke time, da disciplenes hjerter fyldtes med tvivl og frygt, kom Josef af Arimathæa, der hemmelig var en Jesu discipel, og fik hans legeme af Pilatus, og Nikodemus, som førhen kom til Jesus om natten, bragte myrra og aloe, henved hundrede pund. Disse to mænd udførte med deres egen hænder den sidste hellige gerning for Frelseren og lagde hans legeme i en ny grav, hvori endnu aldrig nogen var lagt. Disse fornemste ældste blandt jøderne vædede den afdødes hellige legeme med tårer. ret
(19) Nu da disciplene var adspredte og modløse, kom Nikodemus frimodig frem. Han var rig, og han benyttede sin rigdom til at hjælpe Kristi unge menighed, om hvilken jøderne tænkte, at den ville gå til grunde ved Jesu død. Han, som førhen var så forsigtig og frygtsom, stod nu i farerens tid fast som klippen og opmuntrede disciplenes svage tro og skænkede midler til at opholde Guds sag. Han blev bedraget, forfulgt og foragtet af dem, som førhen havde æret ham. Han blev fattig i denne verden; men han vaklede ikke i den tro, som først blev grundlagt den nat på Oliebjerget ved hans hemmelige samtale med den unge galilæer. ret
(20) Nikodemus fortalte Johannes om sin samtale med Jesus, og han nedskrev den vejledet af Guds ånd til undervisning for mange millioner. De kerne-sandheder, som den indeholder, er ligeså vigtige nu, som de var på den stille, højtideliged på bjerget, hvor den mægtige jødiske øverste kom for at lære livets vej af den ringe tømmermand fra Nazareth. ret
(20) "Da Herren nu erfarede, at farisæerne havde hørt, at Jesus vandt flere disciple og døbte flere en Johannes (endog Jesus ikke døbte selv, men hans disciple): da forlod han Judæa og drog atter hen til Galilæa. ret
(20) Jødernes fordomme blev vakt, fordi Jesu disciple ikke netop brugte de samme ord ved dåben, som Johannes havde brugt. Johannes' disciple døbte til omvendelse; men Jesu disciple døbte dem, som af lagde bekendelse om sin tro, i Faderens, Sønnene og Helligåndens navn. Johannes' lære var i fuldkommen harmoni med Jesu lære. Men Johannes' disciple fattede mistanke, idet de frygtede for, at deres mesters indflydelse skulle aftage. Der opstod derfor en strid mellem dem og Jesu disciple angående den formular, som brugtes ved dåben, og der blev til sidst strid om, hvorvidt Jesu disciple forøvrigt havde nogen ret til at døbe. ret
(20) Johannes' disciple kom til ham med det, som besværede dem og sagde: "Mester, den, som var hos dig på den anden side af Jordan, hvilken du gav vidnesbyrd, se han døber, og alle kommer til ham." Johannes besad naturlig svaghed ligesom andre mennesker, og denne sag blev en streng prøve for ham. Hans indflydelse som Guds profet havde været større end noget andet menneskes, indtil Kristi virksomhed begyndte. Men den nye lærers berømmelse drog alt folkets opmærksomhed til ham, og en følge heraf vendte folket sig bort fra Johannes. Hans disciple fremførte sagen for ham i et ret lys, idet de sagde: Jesus døber, og alle kommer til ham. ret
(21) Johannes stod i en farlig stilling. Havde han delt sine disciples fortrydelse og vist sympati med dem eller opmuntret deres knurren med et eneste ord, så ville der have været opstået en alvorlig splittelse. Men Profetens ædle og uegennyttige sindelag lyste herlig i det svar, som han gav sine disciple. — ret
(21) Et menneske kan slet intet tage, uden det bliver givet ham af himlen. I er mine vidner, at jeg sagde: Jeg er ikke den Kristus, men at jeg er udsendt for ham. Den, som har bruden, er brudgommen; men brudgommens ven, som står og hører ham, glæder sig meget over brudgommens røst. Denne min glæde er fuldkommen. Han bør vokse og jeg forringes. ret
(21) Dersom Johannes havde vist nogen skuffelse eller bedrøvelse over, at Jesus overgik ham; dersom han havde ladet sig henrive af sine følelser til at søge sin egen ære, da han så, hvorledes hans indflydelse over folket aftog; dersom han for et øjeblik havde glemt sin mission i fristelsens stund, så ville følgen havde været meget uheldbringende, hvad oprettelsen af Kristi menighed angår. Stridens frøkorn ville havde været udsået, lovløshed ville havde opstået, og Guds sag ville have lidt af mangel på duelige arbejdere. ret
(22) Men Johannes forsvarede Jesus uden hensyn til sin egen personlige interesse og vidnede, at Israels Frelser var større end han; thi han var kommet for at berede vejen for ham. Han forenede sig fuldstændig med Kristus og erklærede, at hans største glæde var, at Jesu sag gik frem, og idet han hævede sig over alle jordiske hensyn, aflagde han dette mærkværdige vidnesbyrd - næsten det samme som det, Jesus havde fremført for Nikodemus ved deres møde om natten: ret
(22) Den, som kommer ovenfra, er over alle; den, som er af jorden, er af jorden og taler af jorden; den, som kommer af himlen, er over alle. Og det, som han har set og hørt, vidner han, og ingen modtager hans vidnesbyrd. Den, som modtager hans vidnesbyrd, besegler, at Gud er sanddru. thi den, som Gud udsendte, taler Guds ord; thi Gud giver ham ånden over al måde. Faderen elsker Sønnen og har givet alle ting i hans hånd. Den, som tror på Sønnen, har evigt liv; men den, som ikke tror Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham. ret
(22) Dette var en underfuld tale for farisæerne, og den beredte vejen for Kristi vidnesbyrd. Den samme ånd, som besjælede Jesus, fyldte også Johannes døbers sjæl. Deres vidnesbyrd stemte overens, deres liv var helliget til at udføre den samme store gerning. Dette henviser til Frelseren som retfærdighedens sol, der opgår med glans og snart fordunkler hans eget lys, som derefter bliver svagt på grund af det større lyses herlighed. Johannes fremstiller det herligste eksempel på et delt sind, som et menneske nogensinde har fremvist. Det indeholder en dyrebar lærdom om underdanighed og selvfornægtelse for dem, som Gud har betroet en ansvarsfuld stilling, Det lærer dem aldrig at tilegne sin nogen ære, som ikke tilhører dem, eller lade partisind vanhellige Guds sag. En sand kristen bør forsvare sandhedens sag uden hensyn til egen person eller fordel. ret
(23) Rygtet om Jesu fremgang, som blev ført til Johannes, blev også bragt til Jerusalem og vakte stor misundelse, og had mod ham. Jesus kendte farisæernes hårde hjerter og formørkede sind og vidste, at de ikke ville spare nogen ulejlighed for at frembringe en splittelse mellem hans egne og Johannes' disciple, hvilket meget ville skade hans værk. Derfor ophørte han i stilhed at døbe og drog hen til Galilæa. Han vidste, at den storm nærmede sig, som snart ville dræbe den ædleste profet, som Gud nogensinde havde givet verden. Han ønskede at undgå al splittelse i det store værk, som lå for ham, og flyttede for nærværelse bort fra denne egn for at forhindre al strid, som kunne blive skadelig for Guds sag. ret
(23) Dette er en god lærdom for Kristi efterfølgere. De bør anvende al flid for at undgå uenighed; thi enhver splittelse, som frembringer trætte og uheldig meningsforskel i menigheden, bevirker, at sjæle fortabes, som ellers kunne være blevet frelste i Guds rige. I tilfælde af religiøs strid bør ledende mænd, som bekender sig til at være Guds redskaber, følge sin store mesters eksempel så vel som den ædle profets. De bør stå fast og forenede som sandhedens forsvarer, medens de omhyggelig søger at undgå en unyttig og skadelig strid. ret