(35) Disciplene havde endnu ikke fuldkommen forenet sig med Jesus som hans medarbejdere. De havde været vidne til mange af hans undergerninger, og deres sind var blevet oplyst af de sandheder, som havde lydt fra hans læber; men de havde ikke helt forladt deres arbejde som fiskere. De blev meget bedrøvede over Johannes' skæbne, og modstridende tanker besværede dem. Dersom Johannes' mission endte på en så vanærende måde, hvorledes ville det så gå med deres Mester, når de skriftkloge og farisæerne var så forbitrede på ham? Under denne tvivl og frygt var det dem en lindring atter at tage fat på sin gamle håndtering og derved en kort tid finde en adspredelse fra sin bekymring. ret
(35) Jesus sendte ofte disciplene bort, for at de kunne besøge deres hjem og finde hvile. Men han afslog med mildhed og dog med bestemthed alle deres bønner om, at han selv skulle søge hvile. Om natten fandt han tid til at bede, hvilket han ikke kunne finde tid til om dagen. Medens verden, som han var kommet for at frelse, hvilede sig og sov, tyede Genløseren hen til bjergenes hellige ensomhed og bad til sin fader for mennesket. Han tilbragte ofte hele natten i bøn og hellige betragtninger og gik om morgnen tilbage til sin travle virksomhed. ret
(35) En morgen var fiskerne ude i deres både på Galilæas sø. De var trætte; thi de havde arbejdet hele natten uden af få noget. Men da det dagedes, så Simon Jesus, som vandrede på strandbredden. Han hendrog disciplenes opmærksomhed på deres elskede lærer, og de roede alle til land. Det syntes at være umuligt for Frelseren at så være alene. Folket havde allerede samlet sig i en stor skare omkring ham, da han gik på strandbredden. De syge og lidende blev bragt til ham for at få hjælp. Til sidst kom der så mange folk omkring ham, at han næppe kunne få plads til at stå. Fiskerne nærmede sig netop nu til strandbredden. Jesus bad så Peter om at stige i sin båd ,og da han havde trådt i den, bad han disciplene om at ro lidt ud fra land. Da han således var skilt fra folket et lille stykke, kunne de bedre se og høre ham, og han talte til dem fra båden på søen om Guds riges hemmeligheder. Hans ord var alvorsfulde og enkle og trængte ind i folkets hjerter med overbevisende kraft. ret
(36) Da talen var endt, vendte Jesus sig til Peter og bød han at ro ud på dybet og kaste sit garn ud til en dræt. Men Peter var meget modløs. han var ikke alene bedrøvet og plaget med vantro på grund af Johannes døberens skæbne; men han var tillige modløs over sine dårlige udsigter i timelig henseende. Han havde været uheldig med sit fiskeri, og natten var gået hen med frugtesløs arbejde. Han svarede derfor på Jesu befaling i en modløs tone: "Mester, vi har slidt hele natten og ingen ting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud." ret
(37) Han kaldte på sin bror, at han skulle komme og hjælpe ham, og de kastede garnet ud på dybet, ligesom Jesus havde sagt. Da de atter ville drage garnet op, var de ikke i stand til det på grund af den store mængde fisk, det indeholdt, og de måtte kalde Jakob og Johannes til hjælp, før de kunne drage garnet op og tømme det. Da de havde gjort dette, var båden i fare for at synke. ret
(37) Peter havde set, at Jesus gjorde store undergerninger; men ingen af dem havde gjort så dybt indtryk på ham som denne underfulde fiskefangst, efter at de havde arbejdet forgæves hele natten. Den vantro og modløshed, som havde plaget disciplene hele den lange, kedelige nat, veg nu bort for ærefrygt og forundring. Peter havde en dyb følelse af sin Mesters guddommelige kraft. Han skammede sig over sin syndige vantro. Han vidste, at han stod for Guds Søn, og han følte sig uværdig til at være i et sådant selskab. Han kastede sig ned for Jesu fødder råbte: "Gå bort fra mig herre, thi jeg er en syndig mand!" Men på samme tid, som han talte således, klyngede han sig til Jesu fødder og var ikke villig til at Frelseren måtte tage ham på hans ord, selv om han ville have gjort det. ret
(37) Men Jesus forstod de stridende følelser hos den heftige discipel og sagde til ham: "Frygt ikke! fra nu af skal du fange mennesker." siden efter henvendte han ligende ord til de andre disciple, da de alle stod på strandbredden. Medens de havde travlt med at bøde sine garn, som var gået i stykker på grund af den store fiskedræt, sagde Jesus til dem: "Følg mig så skal jeg gøre jer til menneskefiskere." Da forlod de straks deres garn i bådene og fulgte Frelseren. De ydmyge fiskere erkendte Jesu guddommelige myndighed, og efter den tid holdt de op med deres almindelige beskæftigelse og forlod deres jordiske ejendom for at lyde deres herres bud. ret
(38) Disse fire disciple var mere inderlig forbundne med Jesus, medens han var på jorden, end nogen anden. Kristus, verdens lys, kunne let berede disse ulærde fiskere fra Galilæa for det høje embede, som han havde udvalgt dem til. De ord, som blev talet til disse ringe mennesker, havde en dyb betydning. De skulle have en indflydelse i verden til alle tider. Det synes at være en ringe ting, at Jesus kaldte disse fattige, modløse fiskere til sig, for at de skulle følge ham, men der var en begivenhed, som havde storartede følger, en begivenhed som skulle ryste verden. Guds livgivende ånd oplyste disse ulærte fiskere og satte dem i stand til at udbrede Kristi lære vidt og bredt, og den nåede til alle lande og alle tider, og mange sjæle blev vundet for Gud. Således blev de fattige fiskere fra Galilæa i sandhed "menneskefiskere." ret
(38) Jesus havde ikke noget imod lærdom. Den ypperligste dannelse er behagelig for ham, når den bliver helliget ved gudsfrygt og kærlighed. Man fremfører undertiden som en indvending mod læren, at Jesus valgte uvidne fiskere til sine disciple. Men disse mennesker var under hans forædlende indflydelse i tre år, og Frelseren var den fuldkomneste lærer, som verden nogensinde har kendt. Livets fyrste valgte ikke de lærde lovkyndige, skriftkloge og farisæer til sine disciple; thi de ville ikke følge ham. Men han valgte ydmyge mennesker, som var i en ringe stilling i livet. De rige og lærde blandt jøderne var ophøjede i deres egne tanker på grund af deres verdslige visdom og egenretfærdighed. De stolede på sig selv og følte ingen trang til en forløser. Deres tanker var allerede fuldt udviklet, og de ville ikke antage Kristi lære. Men de ydmyge fiskere glædede sig ved at komme i forening med Frelseren og blive hans medarbejdere. ret
(39) Da Jesus gik på vejen til Jerusalem, så han Mattæus, hvis forretning var at opkræve told (eller skat). Han var en jøde; men da han blev en tolder, foragtede hans brødre ham. Jøderne var hele tiden forbitret over det romerske åg. At en hedensk nation som de foragtede, krævede skat af dem, erindrede dem hele tiden om, at deres magt og ære som et uafhængigt folk var væk. Deres forbitrelse kendte ingen grænser, når en af deres egne i den grad forglemte sit folks ære, at han modtog embede som en tolder. ret
(39) De, som således hjalp til at understøtte romernes herredømme, blev betragtet som frafaldne. Jøderne anså det for en skam at holde selskab med en tolder. De betragtede dette embede som ensbetydende med undertrykkelse og udsugelse. Men Jesus lod sig ikke påvirke af farisæernes fordomme. Han skuede ind i hjertet. Hans guddommelige øje så, at Mattæus var et menneske, som kunne blive nyttigt for den menighed, han skulle oprette. Denne mand havde lyttet til Kristi undervisning og følte sig hendraget til ham. Hans hjerte var fuldt af ærbødighed for Frelseren; men han havde aldrig tænkt på, at den Store Lærer ville nedværdige sig til at lægge mærke til ham langt mindre vælge ham til sin discipel. Derfor blev han meget forbavset, da Jesu henvendte disse ord til ham: "Følg mig!" ret
(40) Uden at knurre eller tvivle eller at tage noget hensyn til det pengetab, som dette ville have til følge, stod Mattæus op og fulgte sin Mester og forenede sin interesse med Jesu og hans disciples. Denne foragtede tolder følte, at Frelseren havde æret ham mere, end han fortjente. Han bortbyttede villig sin indbringende forretning for fattigdom og besvær, Det var ham nok, at han kunne være med Kristus, kunne lære visdom og dyd fra hans læber, se hans underfulde gerninger og blive hans medarbejder og deltage i hans besværlige virksomhed. ret
(40) Mattæus var rig, men han var villig til at ofre alt for sin Mester. Han havde mange venner og bekendte, som han gerne ville føre til Jesus, og han ønskede at skaffe dem anledning til at se ham. Han var vis på, at de ville få et godt indtryk af hans rene lære, som han fremholdt uden pral og pragt. ret
(40) Han gjorde derfor et stort gæstebud i sit eget hus og sammen kaldte sine venner og slægtninge, hvor i blandt der var en del toldere. Jesus blev indbudt som gæst; thi festen var beredt til hans ære. Han modtog den høflige indbydelse og prydede festen med sin nærværelse tillige med hans disciple. De misundelige skriftkloge og farisæer, som iagttog alt, hvad Jesus gjorde, undlod ikke at benytte denne anledning til at fordømme Kristi virksomhed. ret
(40) De var meget fortørnede over, at en, som kalde sig selv en jøde, skulle holde selskab med toldere. Selv om de ikke anerkendte ham som Messias og ikke ville tage imod hans lære, så kunne de dog ikke undgå at se, at han havde stor indflydelse over folket. Derfor blev de fortørnede over, at han ved sit eksempel tilsidesatte deres fordomme og sagn. Da Jesus kaldte Mattæus og bød ham at følge med, blev de meget forbitrede over at han således ville ære en af disse foragtede toldere. De stred med disciplene om denne sag og anklagede dom, fordi de spiste med toldere og syndere. ret
(43) Og det skete, da di sad til bors i hans hus, se, da kom der mange toldere og syndere og sad til bords sammen med Jesus og hans disciple. Og da farisæerne så det, spurgte de hans disciple: Hvorfor spiser jeres Mester sammen med toldere og syndere? De fremsatte dette spørgsmål med bitter foragt. Jesus ventede ikke, til disciplene svarede på denne spottende anklage; men han svarede selv: De raske har ikke brug for læge, men de syge. Gå hen og lær, hvad de ord betyder: Barmhjertighed vil jeg, ej slagtoffer; thi jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere. Han forsvarede sin fremgangsmåde, idet han sammenligner den med lægens gerning, som ikke er for de raske, men for dem, som lider ilde. Den, som kom for at frelse faldne sjæle, måtte gå ud iblandt dem, som mest trængte til syndsforladelse og nåde, til hans medlidenhed og kærlighed. 41 Disse arme toldere og syndere følte trang til at omvende sig og få tilgivelse for deres synder. Jesus blev sendt for at hjælpe sådanne. Selv om disse mennesker tilsidesatte religionens skikke og fordringer, så var de dog bedre skikkede til at blive oprigtige kristne end farisæerne og præsterne, som foragtede Jesus. Mange af dem var oprigtige og ædle mennesker, og de kunne ikke for sin samvittigheds skyld forkaste en lære, hvis sandhed deres fornuft overbeviste dem om. 41 Jesus var kommet for at læge sin nations syndesår; men de ville ikke modtage hans hjælp. De trådte hans lære under fødder og foragtede hans mægtige gerninger. Han vendte sig derfor til dem, som ville høre hans ord. Mattæus og hans venner adlød Frelserens kald og fulgte ham. Den foragtede tolder blev en af de ivrigste evangelister. Hans uegennyttige hjerte blev hendraget til sjæle, som behøvede lys. Han stødte ikke syndere bort ved at ophøje sin egen fromhed og at sætte den i modsætning til deres synd; men han vandt dem ved kærlig sympati idet han fremholdt Kristi dyrebare evangelium for dem. Han gjorde stor fremgang i sin virksomhed. Mange af dem, som var med til dette gæstebud og lyttede til Jesu guddommelige undervisning, blev redskaber til at oplyse folket. 42 De skarpe ord, som Jesus henvendte til farisæerne ved denne anledning, bragte dem til tavshed; men de bortfjernede ikke deres fordom eller formildede deres hjerter. De gik bort og klagede og klagede for Johannes' disciple over den måde, hvorpå Jesus og hans tilhængere virkede. De dvælede især ved den farlige indflydelse, som han havde på folket, idet han til side satte deres gamle sagn og prædikede om barmhjertighed og kærlighed til hele verden, De søgte at vække misfornøjelse hos Johannes' disciple ved at fremholde deres strenge fromhed og faste i modsætning til Jesu eksempel, som holdt gæstebud med toldere og syndere. 42 Johannes' disciple blev irriteret og klagede til Jesu disciple over deres mesters opførsel, som var så modsat Johannes' lære. Dersom Johannes var udsendt af Gud og lærte overensstemmende med hans ånd, hvorledes kunne så Jesu eksempel være ret? Jesu disciple kunne ikke besvare disse spørgsmål og bragte dem til sin Mester. Og de sagde til ham: Johannes' disciple faster ofte og fremsiger bønner, og det samme gør farisæernes disciple; men dine spiser og drikker? Men Jesus svarede: Mon I kan få brudesvende til at faste, så længe brudgommen er hos dem? Men der skal komme dage, da brudgommen bliver taget fra dem; da skal de faste, i de dage. ret
(43) Jesus var kommet til verden for at oplyse menneskene med himmelsk lys. Han kom som menneskeslægtens forløser for at begrænse Satans magt og sætte de fangne fri. Ved hans fødsel bragte den himmelske budbærer det frydefulde budskab og stor glæde til de ringe hyrder på Bethlehems marker: "ære være Gud i det højeste og fred på jorden og mennesker som har hans velbehag." ret
(43) Gud havde skænket verden himlens ypperste gave. Han bragte glæde til de fattige; han bragte også glæde til de rige; thi han lærer dem, hvorledes de skal benytte deres jordiske skatte, så at de kan opnå himlens evige rigdom. Han bragte glæde til de uvidende; thi han kom for at give dem visdom til salighed. Han bragte også glæde til de lærde; thi han ville åbne deres forstand for større hemmeligheder, end de tidligere havde fattet. ret
(44) Frelseren sagde: "Men salige er jeres øjne, fordi de ser, og jeres øren, fordi de hører. Thi sandelig siger jeg eder: mange profeter og retfærdige ønskede inderligt at se, hvad I ser, men fik det ikke at se, og at høre, hvad I hører, men fik det ikke at høre." Kristus oplyste menneskene om sandheder, som havde været skjulte fra verdens begyndelse. ret
(44) Ethvert menneskeligt foretagende er ubetydeligt sammenlignet med, at Gud sendte sin Søn til verden. Hvilken glæde det var for disciplene at vandre og tale med himlens majestæt! Salige var de, som havde fredens fyrste iblandt sig, der daglig bragte dem nye nådesbevisninger og nye velsignelser! Hvorfor skulle de sørge og faste? Det sømmede sig bedre for dem at faste, som forkastede Frelseren, lukkede deres øjne og øren for hans guddommelige lære og vendte sig bort fra den fred og glæde, som den evige sandhed og kærlighed bragte dem. Guds gave blev dem betroet en kort tid; men de foragtede den og valgte hellere trældom og mørke end den frihed og det lys, som Kristus bragte. ret
(44) Jesus havde fremstillet sig selv som menneskenes forløser i synagogen i Nazaret. Han sagde: "Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed og udråbe et nådeår fra Herren." ret
(45) Hvorledes kunne bryllupsfolkene faste, medens brudgommen var med dem? Men når han gik tilbage til himlen, og disciplene blev alene midt iblandt verdens mørke og vantro, da ville det sømme sig for menigheden at faste og sørge, indtil deres fraværende herre kom igen anden gang. ret
(45) De misundelige farisæer fremstiller alle Herrens handlinger i et falsk lys. De gerninger, som burde have smeltet deres hjerter og vundet deres beundring, benyttede de blot til at anklage ham for mangel på fromhed. Disse egenretfærdige mennesker blev ofte irettesatte af Jesus for deres ugudelighed, og han åbenbarede deres onde hensigter og fordærvede karakter. Derfor turde de ikke komme til ham med deres klager, men de bragte dem til sådanne, hos hvem, de snarest kunne påvirke til fordom og vantro. Dersom Jesu disciple havde lyttet til disse beskyldinger, så ville de have ophørt at følge deres Mester. Men de satte ingen tillid til de ondskabsfulde om synd og deltagelse i dårlige selskaber, som blev fremført mod ham af mennesker, der selv var fulde af ondskab og had. ret
(45) Vor frelser spiste med syndere; han talte livets ord til dem, og mange antog ham som sin forløser. Kristi gæstebud var helligt; men farisæerne, der fastede så ofte, vil få sin del med hyklere og vantro, når Kristus kommer i sin herlighed, og de mennesker, som de foragtede, skal indgå i hans rige. ret