(52) Verdens Genløser søgte at gøre sin undervisning så ligefrem, at alle, som hørte ham, kunne forstå den. Han valgte ikke helst at undervise indenfor vægge eller i templer. Det er nok sandt, at han ofte gjorde det for at få anledning til at tale til sådanne, som ikke ville indfinde sig blandt hans tilhørere i den frie luft; men Jesus foretrak at tale på markerne, i lundene og ved søbredden hellere end i templer. Han søgte også hen til disse steder for at holde bøn og andagtsfulde betragtninger. ret
(52) Jesus havde særskilte grunde, hvorfor han valgte naturens helligdom til at undervise folket. Landskabet lå udbredt for ham, rigt på scene og genstande, som de rige såvel som de fattige var velbekendte med. Disse benyttede ham til lignelser, som gjorde hans undervisning mere ligefrem og udtrykte den dybere i hans tilhøreres hjerte. Fuglene, som sang i de øvrige grene, dalens mangefarvede blomster, den rene lilje, som hvilede på søens flade, de høje træer, de frugtbar marker, det bølgende korn, den ufrugtbare jord, de golde træer, de mægtige høje, de rislende bække, den nedgående sol, som farvede og forgyldte himlen - alt tjente til at meddele undervisning, idet han benyttede det som billeder, hvorved han forklarede de guddommelige og dyrebare sandheder. Han forbandt Skaberens synlige gerning med livets ord, som han talte, og ledte således sindet ved naturens betragtning op til naturens Gud. ret
(53) Jødernes ondskab var så stor på grund af Jesu mirakel, idet han helbrede mennesket med den visne hånd på sabbatsdagen, at han drog bort med sine disciple til en mere gunstig arbejdsmark. De gik til Galilæas sø, og en stor folkeskare fulgte ham; thi dette nye mirakel, som blev udført på sabbaten, rygtedes rundt omkring i hele denne egn. Idet Jesus lærte, blev mange syge og dem, som var besatte af onde ånder, bragt til ham, og han helbredte dem. Hans kærlighedsfulde hjerte var fuldt af medlidenhed med de arme mennesker. Mange af dem søgte blot at komme så nær, at de kunne røre ved ham, og troede, at når dette skete, så ville de blive helbredte, og de blev heller ikke skuffede i sine forventninger; thi det, at de i troen berørte ham, bragte helbredende kraft fra den Store Læge, og deres elendighed og mørke blev forvandlet til glad taksigelse. Han uddrev også mange djævle, som, idet de forled de besatte, erkendte, at han var Kristus og sagde: "Du er Guds Søn". ret
(53) Folket i Galilæa blev meget bevæget og stimlede hen til Frelseren. Til sidst blev skaren så stor, at han næppe havde plads til at stå, og han trådte derfor ind i et lille skib, der lå ved kysten, og talte derfra til skaren, som stod på strandbredden. Således arbejdede han uafladelig, idet han lærte folket og helbredte de syge. Men når dagen var langt henrundet, trak han sig tilbage og skjulte sig i ensomhed på bjergene for at samtale med sin Fader i løndom. Jesus tilbragte hele natten i bøn, medens hans disciple sov ved bjergets fod. Da det dagedes, kom han og vækkede dem. Disciplene skulle nu overtage et ansvarsfuld og helligt embede. Blot Kristi embede alene var ypperlige end deres. De skulle indvies til evangeliets gerning. De skulle forbindes med Kristus for at være med ham, deltage i hans glæder og prøver, tage imod hans undervisning og blive trofaste vidner til hans underfulde gerninger, for at de senere kunne blive i stand til at meddele verden den undervisning, de derved fik. De skulle forbedredes således, at Jesus engang kunne sende dem ud alene for at undervise og virke, ligesom han underviste og virkede. Jesus ønskede, at hans disciple skulle få erfaring i at arbejde i evangeliet, medens han endnu var på jorden og kunne trøste og vejlede dem, så at de ville være i stand til med held at fortsætte denne gerning efter hans død og at grundlægge den kristne menighed. ret
(54) Medens Jesus forberedte sine disciple til deres ordination og underviste dem om de pligter, som henhørte til det store værk, der lå foran dem, trængte Judas sig ind iblandt dem. Denne mand gav sig ud for at være Jesus meget hengivent og foreslog at blive hans discipel. "Herre," sagde han, "jeg vil følge dig, hvor du går hen." Jesus modtog ham ikke meget varmt; dog stødte han ham heller ikke fra sig, men tiltalte ham med disse sørgmodige og rørende ord: "Ræve har huler og himlens fugle reder men menneskenes søn har ikke det, han kan hælde sit hoved til." Judas var egennyttig, og hans fornemste hensigt med at komme i forbindelse med Kristus, var at opnå jordisk fordel ved ham; men Kristi hentydning til sin egen fattigdom, idet han fremholdt sin stilling i modsætning til rævenes og fuglenes, havde til hensigt at afskære alt håb, som Judas nærede, om at få jordisk vinding ved at blive Kristi efterfølger. Judas var en mand med anerkendt dygtighed, og han havde ikke lille indflydelse. Af disse grunde ønskede disciplene, at han skulle gå med dem. De anbefalede ham meget varmt til Jesus som et menneske, der ville hjælpe ham betydelig med hans gerning. De blev derfor forbavsede over, at Jesus modtog ham så koldt; men Frelseren kendte Judas' hjerte og vidste allerede den gang, hvorledes han ville deltage i at forråde og dræbe ham. Dog ønskede Jesus alligevel, at han måtte følge ham, for at han kunne blive oplyst om hans guddommelige sendelse, få åndelig styrke til at overvinde det dårlige i sin karakter og erfare en grundig omvendelse, så at han engang kunne blive frelst. Dette var ham muligt ved Kristi hjælp. ret
(55) Dersom Jesus havde stødt Judas, tilbage, hvem disciplene syntes så godt om, så ville de i deres indre havde tvivlet på, om Mesteren her handlede forstandig. Jesus undgik dette idet han modtog ham, og han satte tillige den egenkærlige og gerrige Judas i den gunstigste stilling, for at han kunne udvikle gode egenskaber, for han engang til sidst kunne få en plads i himmerigets rige. Men til trods for disse dyrebare anledninger valgte Judas en fremgangsmåde, som bragte ham evig skændsel. ret
(56) Jesus forsamlede disciplene omkring sig, knælede ned iblandt dem og lagde sine hænder på deres hoveder, idet han bad til Gud og indviede dem til deres hellige gerning. Således blev disciplene ordinerede til evangeliets tjeneste. Da dette var udført, vendte Jesus tilbage med sine ledsagere til søbredden, hvor mængden allerede var forsamlet for at høre ham. Mange af dem var kommet for at få hjælp mod forskellige sygdomme. Jesus helbredte de syge og trøstede de sørgende. Idet skaren øgedes, så at der ikke var plads for ham på den snævre strandbred, steg Jesus op på bjerget til et jævnt sted, hvor folket kunne stå. Her kaldte han disciplene til sig, for at de store sandheder, som han talte, ikke skulle undgå at blive dybt indprentede i deres sind, og for at intet skulle bortvende deres opmærksomhed fra hans ord. ret
(56) Selv om disciplene var nær omkring Jesus, og hans ord syntes i særdeleshed at være henvendt til dem så var det dog tillige hans hensigt, at disse ord skulle trænge ind i hjertet og samvittigheden hos den blandede skare, som var forsamlet. Ved enhver stor forsamling af denne slags ventede folket hele tiden, at Jesus skulle på en eller anden underfuld måde åbenbare det nye riges magt, som han havde talt om. De troende jøder ventede, at han skulle fri dem fra trældomsåget og genoprette den gamle herlighed iblandt dem. Men i sin bjergprædikenen viste Jesus dem, at deres håb om jordisk herlighed ville blive skuffet. Han begyndte sin talt, idet han fremsatte de grundsætninger, som skulle styre hans guddommelige nåderige således, som de indeholdtes i de forskellige salig-forkyndelser. ret
(56) Salige er de fattige i ånden, thi Himmeriget er deres. De fattige i ånden er de, som ikke gør fordring på nogen personlig fortjeneste eller praler af nogen dyd hos sig selv. De mærker deres fuldkomne hjælpeløshed og er dybt overbeviste om deres synd. De har ingen tro på tomme, udvendige ceremonier, men holder fast ved Jesus, som har al retfærdighed og barmhjertighed. En kristen kan kun gøre fremgang gennem ydmyghed. Det stolte hjerte stræber forgæves at finde frelse ved gode gerninger; thi selv om ingen kan frelses uden gode gerninger, så er disse alene dog ikke nok til at vinde et evigt liv. Efter at menneskene har gjort alt, hvad de kan, må de få al deres retfærdighed af Kristus. ret
(57) I Jesus har Gud skænket menneskene himlens bedste gave for at forløse dem, og ligesom gaven er fuldkommen og evig, således er også Guds frelsende nåde ubegrænset og tilstrækkelig for alle. Kristi ord trængte lige ind på farisæernes egenretfærdighed; thi de syntes, at de var allerede rige i åndelig kundskab og havde ingen trang til at lære mere. Sådanne mennesker kunne ikke få nogen del i Kristi rige. ret
(57) Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes. Idet Jesus udtaler en velsignelse over dem, som sørger, var det ikke hans hensigt at lære, at det er nogen dyd altid at leve under en sky, eller at egenkærlig sorg og klage har nogen fortjeneste i sig selv eller kan bortfjerne den mindste synd. Den sorg, som Jesus taler om, er en sorg over synden, en bedrøvelse efter Guds, som frembringer omvendelse til evigt liv. Mange bedrøves, når deres synder åbenbares, fordi følgerne af deres onde handlinger har bragt dem i ubehagelige omstændigheder. Således var det med Esau; han sørgede over, at han havde foragtet og solgt sin førstefødselsret. Men det var uventede følger af denne synd, som bevirkede hans sorg. På samme måde fortrød Farao sin hårdnakkede modstand mod Gud, da han bad om, at plagerne måtte bortfjernes fra ham; men hans hjerte var uforandret, og han var rede til at gentage sin synd, så snart han blev skikket dertil. Sådan sorg er ikke omvendelse. ret
(58) Den, som i sandhed overbevises om synd, føler, at hele hans liv har været fuldt af utaknemmelighed. Han føler, at han har berøvet sin bedste ven den tid og styrke, som blev så dyrt købt for ham. Hans hele sjæl fyldes med uudsigelig sorg over, at han har tilsidesat og bedrøvet den barmhjertige frelser. En sådan sorg er dyrebar; thi den frembringer retfærdiges salige frugter. Den vantro vil vistnok fra sit standpunkt kalde denne sorg en svaghed; men den er en styrke, som binder den angergivne sjæl til den evige Gud med bånd, som ikke kan sønderbrydes. Den viser, at Guds engle bringer de dyder tilbage til sjælen, som gik tabt ved synd og overtrædelse. At bekende og beklage sine vildfarelser vidner om en storslået karakter, som er i stand til at opdage og rette dem. Den angergivne sjæls tårer er blevet de skyer og regndråber, som går forud for hellighedens solskin, den sorg, som bebuder en glæde, der vil blive en levende kilde i sjælen. Menneskene får i Guds store mark med besvær og tårer, men også med tålmodig forventning, og de bliver velsignede; thi himlen oplades, og regnen falder og frembringer rig høst. Når da høstens herre kommer, går de hjem med glæde og bringer deres neg med sig. ret
(58) Salige er de sagtmodige, thi de skal arve jorden. De besværligheder, som den kristne møder, kan meget formindskes ved den sagtmodige karakter, som skjuler sig selv i Kristus. Jesus indbyder alle trætte og besværede sjæle til at komme til ham, som er sagtmodig og ydmyg af hjertet, at de må finde hvile. Besidder den kristne Mesterens ydmyghed, så hæver han sig over den foragt, den modstand og de besværligheder, som han daglig er udsat for, og de ophører at bringe mørke over hans ånd. Den sagtmodighed, som Jesus velsignede, virker i familielivet; den gør hjemmet lykkeligt; den opvækker ingen trætte; den fremfører ikke vrede svar; men den formidler det oprørte sind og udøver en kærlig indflydelse, som føles af alle, der kommer i berørelse med den. Den beroliger det hidsige sind, der vil hævne sig, og afspejler Kristi karakter. ret
(59) Det er langt bedre for kristne at lide under falske beskyldninger end at bringe ulykke over sig selv ved at hævne sig på deres fjender. Had og hævn opvækkes af Satan og skaffer ikke den, som nærer dem, andet end samvittighedsnag. Den magt, som giver den kristne sejr, er et ydmygt hjerte, og lønnen er en herlig arv. ret
(59) Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, thi de skal mættes. Ligesom legemet føler trang til legemlig føde for at opbygge organerne og bevare legemskræfterne, således bør sjælen længes efter den åndelige næring, som forøger den åndelige styrke og tilfredsstiller hjertets længsler. Ligesom legemet hele tiden får næring for at opholde livet og bevare sin styrke, således må sjælen hele tiden have himmelsk næring, som giver åndelig kraft. Ligesom den trætte rejsende begærlig søger efter en kilde i ørknen og, når han finder den, slukker sin brændende tørst med dens kødelige, sprudlende vand, således bør den kristne tørste efter livets rene vand, som udvælger fra Kristus. Der kan sjælen tilfredsstilles, der kan den strid, som verden frembringer, stilles og ånden evig forfriskes. Men flertallet af dem, som lyttede til Jesus, hungrede blot efter jordisk fordel og ære. Især hindrede farisæernes egenretfærdighed dem fra at længes efter nogen bedre erfaring end den, de allerede havde fået; thi i deres egne øjne havde de nået det højeste punkt i fuldkommenhed og retfærdighed. Der var imidlertid mange, som med taknemmelighed lyttede til Jesu undervisning og fra den tid af ordnede sit liv overensstemmende med hans lære. ret
(60) Salige er de barmhjertige, thi dem skal der vises barmhjertighed. Disse ord fordømte jødernes indbildskhed og grusomme ufordragelighed. Både præsterne og folket var i almindelighed overmodige og stolte; de stred mod alle, som satte sig imod dem. De dadlede skarpt enhver ting, som kastede skygge på deres handlinger, og søgte at hævne sig Jesus sagde til farisæerne: I giver tiende af mynte og rude og alle slags grøntsager, men ret og kærlighed til Gud går I let hen over. Frelseren ønskede at lære sine efterfølgere barmhjertighed, at de ikke skulle mangle den ømme kærlighed, som beklager og hjælper de lidende og vildfarende og undgår at forstørre andres fejl. ret
(60) Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud. Jøderne var så fordringsfulde med hensyn til ceremoniel renhed, at deres regler var overordentlig byrdefulde. Deres tanker var så opfyldte af regler og forskrifter og frygt for udvortes urenhed, at de tabte sansen for hjertets renhed og ædle handlinger. De lagde ikke mærke til de pletter, som egenkærlighed, uretfærdighed og ondskab på sjælen. ret
(61) Jesus erklærede, at de rene af hjertet skal se Gud. De ville se ham, idet de så hans Søn, som han havde sendt til verden for at frelse menneskene. Når sjælen blev renset og lutret og fyldt med rene tanker, ville de bedre kunne se Skaberen i hans hænders mægtige gerning og i den skønhed og storhed, som åbenbaredes i verdensaltet. De ville leve, som om de levede i den Almægtiges synlige nærværelse i den tid, som Gud lod dem leve her i verden. De skulle også se Gud i den fremtidige, udødelige tilstand ligesom Adam, da han vandrede med Gud i eden og talte med ham. De rene af hjertet ser Gud nu i et spejl, i en mørk tale; men da skal de se ansigt til ansigt. ret
(61) Salige er de, som stifter fred, thi de skal kaldes Guds børn. Vor himmelske Fader er fredens Gud. Da han skabte mennesket, om gav han det med fred og tryghed. Alt bidrog til enighed og lykke i edens have. De, som bliver delagtige i den guddommelige natur, elsker fred og nøjsomhed; de vil opelske de dyder, som frembringer disse frugter. De vil søge at stille vrede, at tilbageholde hævn og ufordragelighed og alle de onde lidenskaber, som frembringer kamp og strid. Jo mere mennesker forener sig med verden og følger dens veje, desto mindre har de af fredens sande egenskaber i deres hjerte, og desto mere gennemføres de af bitterhed og verdslig strid, misundelse og onde tanker mod hverandre, hvilke blot behøver visse omstændigheder for at udvikle meget ondt. De mennesker, hvis vrede let optændes, og som agter på andres ord og handlinger for at omtale dem hemmelig, hvor der kan vækkes fjendskab, er en fuldstændig modsætning til de fredsommelige, som kaldes Guds børn. ret
(62) En sand kristen vil i sin omgang med andre mennesker undgå at tale ord, som kan frembringe unødig vrede og strid. I himlen er der fuldkommen fred, og de, som er inderlig forbundet med Kristus, vil leve i harmoni med himlen. Jesus erklærede: "I verden skal I have trængsel; men i mig skal I have fred." De, som lever i samfund med Frelseren, vil ikke være urolige og misfornøjelige. De vil blive delagtige i Kristi natur og vil i deres liv stræbe at efterligne hans eksempel. ret
(62) Mængden blev forbavset over hans lære, der var så forskellig fra de skriftkloges og farisæernes lære og eksempel. Folket havde indsuget den idé fra dem, at lykke bestod i at besidde denne verdens ting, og at det, man mest skulle stræbe efter, var berømmelse og menneskelig ære. Det var så behageligt for dem at blive kaldt rabbi og blive berømt som vise og meget religiøse mennesker, hvis dyder blev offentlig omtalt. Dette anså man for den højeste lykke. Men Jesus erklærede for den forsamlede mængde, at jordisk vinding og ære var al den løn, sådanne mennesker nogensinde ville få. Jesus talte med bestemthed, og en overbevisende kraft ledsagede hans ord. Folket var tavs, og der kom en frygt over dem. De så tvivlsomme på hverandre. Hvem af dem kunne blive frelst, dersom denne mands lære var sand? Mange blev dybt overbeviste om, at Guds ånd talte gennem denne mærkelige lærer, og at de grundsætninger, han fremførte, var guddommelige. ret
(63) Denne undervisning var især bestemt til at gavne disciplene, hvis liv skulle styres af de grundsætninger, den indeholdt. Deres gerning var at meddele den guddommelige kundskab, de fik fra Jesus, til verden. Det var deres værk at udbrede evangeliet vidt og bredt blandt folk i alle lande, og det var af stor vigtighed, at alt, hvad Jesus lærte, skulle være klart for deres sjæl og indtrykkes i deres hukommelse samt indflettes i deres liv. enhver sandhed skulle gemmes i deres hjerte for at benyttes i fremtiden. ret
(63) Efter at Jesus havde forklaret for folket, hvad sand lykke var, og hvorledes den kunne opnåes, fremhævede han mere bestemt disciplens pligter som lærere, udvalgte af Gud til at lede andre på retfærdighedens og livets evige stier. Han vidste, at de ville ofte blive skuffede og modløse, at de ville møde megen bitter modstand, at de ville blive forfulgte og deres visdom forkastet. Hans altseende øje skuede ind i deres tjeneste i de kommende år, og han så, hvilken sorg og mishandling de ville komme til at lide, idet de bestræbte sig for at bringe menneskene frelse. Han vidste godt, at disse fattige fiskere, som lyttede så opmærksomt til hans ord, ville komme til at lide foragt, pine, fængsel og død, idet de udførte deres hverv, og han vedblev: — ret
(63) Salige er de, som er forfulgte for retfærdighedens skyld, thi himmeriget er deres. Salige er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld. Glæd jer og fryd jer: jeres løn skal være stor i himlene; thi således har man forfulgt profeterne, som var før jer. Jesus viser dem her, at på samme tid, som de led meget for hans skyld, sådan havde de grund til at glæde sig, og de kunne være forvissede om, at deres lidelser var til gavn for dem og ville hjælp til at drage deres hjerte bort fra verden til himlen. Han lærte dem, at deres tab og skuffelse ville bringe dem sand vinding, og at de beredvillig skulle udholde alt, hvorved deres tro og tålmodighed ville blive prøvet, heller end at frygte at undgå det. Disse lidelser var midler, hvorved Gud ville rense dem og berede dem for deres gerning, og de ville forøge den herlige løn, som var henlagt i himlene for dem. Han bød dem, at når de blev forfulgte af mennesker, så skulle de ikke tabe modet eller blive nedslåede og klage over deres tunge skæbne, men erindre, at Guds mænd i fortiden ligeledes havde lidt for deres lydighed. De skulle rolig og med troskab udføre enhver pligt uden at tage hensyn til menneskers gunst elle vrede og således med flid udføre deres gerning i verden og i alle ting stræbe at behage Gud. ret
(64) De ting, der forekommer en kristen mest besværlige, bringer ofte størst velsignelse. Foragt og bagtalelse har altid faldt i deres lod, som har været tro i opfyldelsen af deres pligter. En retfærdig karakter vil bevare sin renhed og dyd, selv om den bliver sværtet ved bagtalelse og løgn. En kristens liv bør være uforandret, enten man nedtræder ham i dyndet eller ophøjer ham til himlen, og den stille bevidsthed om ulydighed medfører deres egen belønning. Forfølgelse prøver den grundvold, hvorpå menneskets karakter virkelig hviler. Det vil engang, enten sent eller tidligt, blive åbenbaret for verden, om de onde rygter var sande, eller de var giftige pile, som ondskab om hævn havde udslynget. Den eneste rette måde, hvorpå man kan afgøre sådanne spørgsmål, er at tjene Gud stadig og oprigtig. Jesus vil, at hans folk må vogte sig nøje for, at de ikke giver sandhedens fjender nogen anledning til at tale ilde om deres hellige tro. Ingen dårlige handlinger burde bringe skændsel over dens renhed. Når alle argumenter slår fejl, udspyr bagvaskerne ofte deres galde mod Guds forfulgte tjenere. Men deres løgnagtige tunger bringer omsider forbandelse over sig selv. Gud udfører til sidst retten til sejr; han ærer de uskyldige og skjuler dem i sine boliger, fjernt fra al løgn og bagvaskelse. ret
(65) Guds tjenere har altid været genstand for bagtalelse. Men sandhedens store værk går fremad endog under forfølgelser, fængsel, slag og død. Forfølgelsens art forandres med tiden; men den ånd, som leder den, er den samme som den, der får hundredvis år siden drev menneskene til at stene og ihjelslå Herrens udvalgte tjenere. ret
(65) Intet menneske har været mere grusomt bagtalt end Guds Søn. Han blev bitterlig forhånet ved enhver lejlighed. De hadede ham uden grund. Farisæerne lejede endog mænd, som gik fra by til by og udbredte falske rygter, som de selv havde opdigtet for at ødelægge Jesu indflydelse. Men han stod alligevel rolig for dem og erklærede, at forhånelse var noget, som faldt i den kristnes lod, og han lærte sine efterfølgere, hvorledes de skulle imødegå ondskabens pile, og bød dem ikke at vige tilbage for forfølgelse, men at "glæde og fryde" sig; thi således forfulgte de profeterne, som var før dem. Jesus vedblev at undervise sine disciple om det ansvar, de havde overfor verden. Han sagde:— ret
(66) I er jordens salt; men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal de da saltes med? Så duer det kun til at blive kastes ud og trædes ned af mennesker. Folket kunne se, hvorledes det hvide salt glinsede, som man havde kastet ud på vejen, fordi det havde mistet sin smag og var ubrugeligt. Jesus brugte saltet til at afbilde den indflydelse, som en kristens liv og lære skulle have på verden, Dersom der ikke havde været nogle så retfærdige på jorden, så ville Guds vrede for længe siden have udryddet de ugudelige. Guds folks bønner og gode gerninger bevarer verden; de er en livets lugt til livet. Men dersom de blot er kristne af navn, dersom de ikke har nogen dydig karakter eller lever et liv i Gud, så er de ligesom saltet, der har mistet sin smag; de har en dårlig indflydelse i verden og er værre end de vantro. ret
(66) Jesus benyttede sådanne ting, som hans tilhører kunne se, til at oplyse de sandheder, han lærte dem. Folket var kommet sammen i den tidlige morgenstund for at høre ham. Solen lyste herlig og steg højere og højere på den blå himmel, så at den bortjog enhver skygge, som endnu dvælede i dalene og bjergenes kløfter. Den herlighed, som smykkede himlen mod øst, var endnu ikke væk. Sollyset strømmede over landskabet med sin glans, søens rolige overflade gav genskin af det gyldne lys og afspejlede morgenrødens lette skyer. Dugdråberne glinsede på blomster og knopper og på træernes blade. Naturen smilede under den nye dags velsignelser, og fuglene sang sødt blandt træernes grene. Frelseren så på skaren, som stod omkring ham, og derefter på solen og sagde til sine disciple "I er verdens lys." Dette billede var meget iøjnefaldende. Ligesom solen oplyste landskabet med sine venlige stråler og adspredte nattens skyer, således skulle disciplene udbrede sandhedens lys og adsprede det moralske mørke, som hvilede over verden. Stæderne og byerne, som lå rundt omkring på højene, viste sig tydelig i morgensolens skønne lys og frembød et interessant skue. Jesus pegede på dem og sagde: "En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men på en lysestage; så skinner det for alle dem, som er i huset. Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene." I disse ord lærer Jesus sine disciple, at dersom de ønsker at lede andre på retfærdigheds sti, så må deres eget eksempel være ret, og deres handlinger afspejle sandhedens lys. ret
(67) Moralsk fordærvelse tiltager, og mørke skjuler jorden; men Kristi disciple fremstilles som skinnende lys midt i nattens mørke. De stråler, som udgår fra dem, åbenbarer de farer, som ligger på synderens vej og viser frelsens og retfærdighedens sande sti. Dersom de, der giver sig ud for at være Kristi efterfølgere og at have sandhedens lys, ikke fremstiller sandheden for andre på den rette måde, så ser de, som er i mørke og vildfarelse, ingen skønhed i sandheden. Dersom en, der i en mørk nat bærer en lygte for at oplyse vejen for en anden, som følger efter, blive ligegyldig og holder lygten således, at han selv kommer mellem lyset og den, dom han skulle vejlede, så bliver mørket derved mere tykt, idet lyset skinnede på vejen en stund, men atter forsvandt. Således er det med mange, som forsøger at fremsætte Guds sandheder for andre. De skjuler det dyrebare lys med deres egen mangelfulde karakter, der viser sig meget vanskabt og formørker vejen for mange, så at de drages bort fra sandheden. De, som bekender sig til at være Kristi efterfølgere, bør have en god karakter, og deres gerninger bør være så eksemplarisk, at de kan være middel til at drage verden nærmere til den religion, der bærer sådanne retfærdigheds frugter. Dette ville lede dem til at undersøge og antage sandheden; thi de ser, at den lyser med så megen oprigtighed og hellighed i deres liv, som fremstiller den, at de er verdens lys. ret
(68) Farisæerne afsondrede sig fra verden og gjorde det derved umuligt at have en god indflydelse over verdens mennesker. Men Jesus kalder sine disciple verdens lys. Deres lære og eksempel skulle adsprede vildfarelsens skyer, og alle nationer og folk skulle følge deres indflydelse. Bibelens religion er ikke bestemt til at ligge indesluttet i en bog eller i et forsamlingshus. Den skal ikke bare en gang imellem tages frem til gavn for os selv og derpå omhyggelig lægges bort igen; men den skal hellige vort daglige liv og vise sig i alle vore forretninger og al vor omgang i livet. en sådan religion står i mærkværdig modsætning til farisæerne, som blot bestod i en tom iagttagelse af regler og ceremonier og ikke havde nogen forædlende indflydelse på deres liv. ret
(69) Jesus blev omhyggelig iagttaget af spioner, som var rede til at fange ethvert ubevogtet ord, der faldt fra hans læber. Frelseren vidste godt, hvilken fordom der var i mange af hans tilhøreres sind han sagde intet, der kunne svække jødernes tro på den religion og de anordninger, som Moses lærte. Den samme røst, som forkyndte den moralske og ceremonielle lov, der var grundvolden for hele den jødiske husholdning, forkyndte også de sandheder, som lød på bjerget. Det var på grund af den store ærbødighed for loven og profeterne, at Jesus søgte at nedbryde den mur af overtro og smålighed, som omgav Jøderne. han ønskede ikke blot, at de skulle adlyde loven, men også, at de skulle følge de grundsætninger, som loven og profeterne lærte. ret
(69) Jesus dadlede strengt jødernes falske fortolkninger af loven; men han advarede tillige sine disciple om hyggelig mod at tilsidesætte de sandheder, som var givet af hebræerne. Jesus kom ikke for at nedbryde deres tillid til den undervisning, som han selv havde givet dem ved Moses i ørknen. Men medens han lærte dem at betragte loven med dyb agtelse, så ønskede han at lede dem frem til at tage imod højere sandheder og større kundskab, for at de kunne vandre i klarere lys. ret
(69) Idet Jesus forklarede, hvad der var disciplenes pligt med hensyn til retfærdigheds gerninger, så farisæerne, at denne lærer fordømte deres adfærd, og for at vække fordom blandt folket mod denne Store Lærer hviskede de til hverandre, at Jesu undervisning var i strid med Mose lov, og at han ikke talte noget om loven. På denne måde søgte de at vække forbitrelse mod Kristus blandt folket. Men Jesus mærkede deres hensigter og talte med klar og tydelig røst for at den forsamlede mængde følgende ord, som bragte hans fjender til tavshed:— ret
(70) Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde men for at fuldkomme. Thi sandelig siger jeg eder: før himlen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå - før det er sket alt sammen. Her afviser Jesus farisæernes anklage. Han blev sendt til verden for at indskærpe den hellige lov, som de beskylde ham for at overtræde. Dersom Guds lov kunne forandres eller afskaffes, så behøvede Kristus ikke at komme til denne faldne verden og lide for menneskenes overtrædelser. Jesus kom for at vise, i hvilket forhold Guds lov stod til mennesket og for at vise betydningen af lovens bud ved sit eksempel og sin lydighed. Han erklærer endvidere; Derfor: den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriget; men den, der holder dem og lærer andre dem, han skal kaldes stor i Himmeriget. Således vidner Frelseren om den moralske lovs uforanderlighed. De mennesker, som overtræder Guds bud og lærer andre at gøre det samme ved deres eksempel og lære, fordømmes af Kristus. De er børn af den onde, som først blev en oprører mod Guds lov. Efter at Jesus tydelig havde vidnet om sin ærbødighed for Faderens lov, fordømmer han med disse ord farisæernes handlemåde; thi de holdt sig strengt til lovens udvortes regler, medens deres hjerte og liv var fordærvet: — ret
(70) Thi jeg siger jer: hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den retfærdighed, som her blev fremstillet, var i overensstemmelse i hjerte og liv med Guds åbenbarede vilje. Jesu lærte, at Guds lov skulle styre hjertets tanker og beslutninger. Sand gudsfrygt forædler menneskets tanker og handlinger; da stemmer religionens ydre former overens med den kristnes indvortes renhed; da bliver de ceremonier, som kræves i Guds tjeneste, ikke meningsløse skikke således som de hykleriske farisæere. ret
(71) Mange religiøse lærere på vor tid overtræder selv Guds bud og lærer menneskene således. I stedet for Guds hellige bud lærer de frækt menneskers sagn og skikke og agter ikke på Kristi tydelige vidnesbyrd, at den, som handler således, skal kaldes den mindste i himmerigets rige. Jesus vidnede for den forsamlede folkemængde, som var kommet for at høre ham, for farisæerne, som søgte at anklage ham for tilsidesættelse af loven, og for menneskene til alle tider, at Jehovas bud er uforanderlige og evige. ret
(71) Der var nogle, som fortalte, at der var begået mord og røveri i den vilde egn nær Kapernaum, og mange blandt dem, som var forsamlede for at høre Jesus, udtalte deres vrede og forfærdelse derover. Den guddommelige lærer benyttede denne omstændighed til at fremføre en vigtig sandhed. Han siger:— ret
(72) I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke slå ihjel, og den, som slår ihjel, er skyldig for domstolen. Men jeg siger jer, at enhver, som bliver vred på sin broder, er skyldig for domstolen; og den, som siger til sin broder: Raka! er skyldig for det store råd; og den, som siger: Du dåre! er skyldig til Helvedes ild. Her vidner Jesus, at mord først ytrer sig i hjertet. Den ondskab og hævngerrighed, som glæder sig ved voldsgerninger, betragtes som mord. Jesus går endnu videre og siger: Den, som er vred på sin broder uden årsag, skal være skyldig for dommen. Der er en vrede, som ikke er forbryderisk; en vis slags fortørnelse er ret under visse omstændigheder endog blandt Kristi efterfølgere. Når du ser, at Gud vanæres, hans navn bespottes, og hans dyrebare sandheds sag bliver vanæret af dem, som bekender sig til at ære den, når de ser de uskyldige bliver undertrykte og forfulgte, så kan en retfærdig fortørnelse bevæge deres sjæl. En sådan vrede, som fremkommer af nidkærhed for Guds lov, er ikke synd. Blandt dem, som lyttede til disse ord, var nogle, som lovpriste deres egen retfærdighed, fordi de ikke havde begået nogen udvendig forbrydelse, medens de nærede følelser i deres hjerte, der var af samme beskaffenhed som de, der ledede morderne til at udføre deres frygtelige gerninger. Og dog giver disse mennesker sig ud for at være fromme, og de retter sig efter religionens udvendige fordringer. Jesus henvender sig til sådanne, idet han siger: — 71 Derfor, når de bringer din gave til altret og dér kommer i hu, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive dér ved alteret, og gå først hen og forlig dig med din broder, og kom så og bring din gave! Han viser således, at al synd udgår fra hjertet, og at de, som tillod had og hengivenhed i hjertet, havde allerede betrådt morderens sti, og deres ofringer var ikke behagelige for Gud. Det eneste sande hjælpemiddel er at udrydde al bitterhed og fjendskab af hjertet. Men frelseren går endnu videre og erklærer, at dersom en anden har noget imod os så bør vi søge at forsone hans sind og om muligt bortfjerne disse følelser, før vort offer kan være antageligt for Gud. Denne lære er meget anvendelig på menigheden på vor tid. Mange er nidkære i deres gudstjeneste, medens der er strid mellem dem og deres brødre. Det står i deres magt at bortfjerne de ting, som står dem imellem, og Gud fordrer, at de skal bortfjerne dem, før han vil antage deres tjeneste. Kristus har så klart fremhævet den fremgangsmåde, hans børn må følge i denne henseende, at der ikke burde være den mindste tvivl i deres sind om, hvad der er deres pligt. ret
(73) Medens Jesus lærte folket, var der nogle, som sejlede lyst ture på søen, og det var klart for alle tilstedeværende, at de lediggængere, som var i bådene, var letsindige mennesker med en lav karakter. Folket ventede, at Jesus strengt skulle fordømme sådanne mennesker, men de blev forbavsede, da han erklærede: "I har hørt, at der er sagt: "Du må ikke bedrive hor". Men jeg siger jer, at enhver, som ser på en andens hustru, så han begærer hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte. De, som havde anset sådanne mennesker, der hengav sig til kødelige lyster, for syndere frem for alle andre mennesker, blev forbavsede, da de hørte at Jesus forsikrede, at de, som nærer ukydske tanker, er ligeså skyldige som de, der åbenbart overtræder det syvende bud ("Du må ikke bedrive hor.") Jesus fordømte denne skik, som på denne tid herskede, at en mand kunne skille sig fra sin hustru for en ubetydelig forseelse. Denne skik var årsag til stor elendighed og megen forbrydelse. Jesus angriber den største årsag til den løse tilstand i ægteskabsforholdet, idet han fordømmer de vanhellige lidenskaber, der betragter ægteskabet som en hindring for at tilfredsstille deres lyster. Kristus kræver, at ægteskabet skal ordnet således, at ingen lovlig adskillelse mellem mand og hustru kan finde sted uden for hors skyld. ret
(74) Mange, som havde tænkt, at Guds bud blot forbød åbenbare forbrydelser, men nåede ikke videre, mærkede nu, at Guds lov burde adlydes i ånden såvel som efter bogstaven. På denne måde behandler Jesus budene et efter et og forklarer, hvor langt budenes krav strækker sig, idet han påpeger jødernes store fejltagelse: at gøre den udvendig gudsdyrkelse til hovedsagen. Jesus underviser dem også om at aflægge ed og siger: "Jeres tale skal være ja, ja! Nej, nej! hvad der går ud over det, er af det onde." Det tredje bud fordømmer dem, som vanhellig sværger; men budets ånd når videre. Den forbyder at bruge Guds navn letsindig og på en uærbødig måde i almindelige samtaler. Mange endog af dem, som bekender sig til at være Kristi efterfølgere, har den vane at bruge Guds navn på en letfærdig måde, og endog i deres bønner og formaninger bruger de ikke den højestes Guds navn med passende højtidelighed. ret
(74) En afdeling romerske soldater have lejret sig nær ved søbredden, og Jesus blev nu afbrudt i sin tale ved trompeternes lyd, der gav signal til soldaterne på sletten neden for. De ordnede sig på sædvanlig måde og bøjede sig med ærbødighed for den romerske fane, som løftes op for dem. Jøderne ser herpå med bitre følelser, og det minder dem om deres egen nedværdigelse som et folk. Straks efter udsender man budbærerne fra hæren med befalinger til forskellige fjerne poster. De stiger opad de bratte høje ved søbredden og kommer nær til den lyttende folkemængde, som omgiver vor frelser, og de tvinger nogle af de jødiske bønder til at bære deres byrder opad den stejle skrænt. Bønderne sætter sig imod denne voldshandling og tiltaler sine forfølgere hårdt, men bliver til sidst tvunget til at adlyde soldaterne og at udføre det simple arbejde, som kræves af dem. Dette tegn på romernes overherredømme bevæger folket til vrede, og de vender sig begærlige mod den Store Lærer for at høre hvad, han vil sige om denne grusomme undertrykkelse. Jesus ser med bedrøvelse på, hvad der så skammelig foregår; thi han tænker på, hvorledes jødernes synder har bragt dem i trældom. Han lægger også mærke til det had og den hævngerrighed, som viser sig på jødernes ansigter, og hvor inderlig de længes efter ar få magt til at overvinde deres undertrykkere. Derpå siger ham med bedrøvelse: — ret
(75) I har hørt, at der er sagt: øje for øje, tand for tand. Men jeg siger jer, at I må ikke sætte jer mod den, der tilføjer dig et slag på den højre kind, så vend også den anden til. Og hvis nogen vil stævne dig for retten og tage din kjortel, så lad ham også få kappen! Og hvis nogen tvinger dig til at følge ham én mil på vej, så gå to mil med ham! Giv den, som beder dig, og vend dig ikke bort fra den, som vil låne af dig. ret
(75) Jesu eksempel oplyser klart den undervisning, han her gav. Spot og forfølgelse bevægede ham aldrig til at hævne sig på sine fjender. Men dette var hårde ord for de hævngerrige jøder at lytte til, og de knurrede mod ham blandt sig selv. Jesus giver dem et endnu stærkere vidnesbyrd:— ret
(75) I har hørt at der er sagt: du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender velsign dem, som forbander jer, gør godt imod dem, der hader jer og bed for dem, som forfølger jer, så I må vorde jeres himmelske Faders børn; thi han lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige. Thi hvis I elsker dem, der elsker jer, hvad løn får I så? Gør ikke også tolderne det samme? Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Gør ikke også hedningerne det samme? ret
(76) Man kan aldrig bortfjerne sine fjenders ondskab ved at vise had; men kærlighed og venlighed afføder kærlighed og venlighed til gengæld. Selv om Gud altid belønner dyd og straffer synd, så unddrager han dog ikke sin velsignelse fra de ugudelige. Om end de daglig vanærer hans navn, lader han sin sol skinne og regnen falde på de retfærdige og uretfærdige og velsigner begge med jordisk lykke. Dersom den hellige Gud er så overbærende og barmhjertig mod oprørske og afguderiske mennesker, hvor nødvendigt er det da, at fejlende mennesker bør vise det samme sind, mod sine medmennesker. I stedet for at forbande dem, som gør dem skade, er det deres pligt at søge af vinde deres hjerte og at lede dem bort fra deres onde veje, idet de behandler dem med venlighed, ligesom Kristus behandlede dem, der forfulgte ham. Jesus lærte sine efterfølgere, at de skulle vise kristelig høflighed mod alle, som kom under deres indflydelse, at de ikke skulle glemme at gøre barmhjertigheds-gerninger, og at når man bad om hjælp, så skulle de være mere villig til at gøre godt end verdens børn. Guds børn skulle have den samme ånd som den, der hersker i himlen. Deres grundsætninger og handlinger skulle ikke være af samme beskaffenhed som verdens snævre, egenkærlige handlemåde. Himlens lov kræver fuldkommenhed. Ligesom Gud er fuldkommen i sin ophøjede stilling, således bør også Guds børn var fuldkomne i den ringe stilling, som de indtager. Alene på denne måde kan de beredes til at indgå i himmerigets rige og have samfund med Guds hellige engle. Kristus henvender disse ord til sine efterfølgere, og de indeholder den fuldkommen regel for en kristelig karakter: "Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen." ret