(105) Seks dage før påsken standsede Jesus i Lazarus' hus i Betanien. Han var på vejen fra Jeriko for at overvære påskefesten i Jerusalem og valgte dette stille hjem til hvile og vederkvægelse. Store skarer gik forbi til staden, og de fortalte, at Jesus var på vejen til højtiden, og at han ville hvile sabbaten over i Betanien. Denne efterretning blev modtaget med stor begejstring af folket; thi rygtet om de undergerninger, Jesus udførte, og især om den sidste og mest underfulde af alle, at Lazarus var blevet oprejst fra de døde, var blevet udspredt overalt. Mange kom til Betanien, nogle af nysgerrighed efter at se den, som var oprejst fra de døde, og andre, fordi deres hjerte følte sig hendraget til Jesus, og de længtes efter at se hans ansigt og høre hans velsignede ord. ret
(105) De kom tilbage med efterretninger, som forøgede mængdens begejstring. Alle var begærlige efter at se og høre Jesus, hvis berømmelse som en profet havde udbredt sig over hele landet. Man spurgte overalt efter den underfulde lærer, hvor han var kommet fra; om Lazarus, som var blevet oprejst fra de døde, ville følge med ham til Jerusalem, og om det var sandsynligt, at den store profet ville blive kronet som konge ved denne højtid. folkets opmærksomhed var fuldstændig hendraget til Jesus og hans underfulde gerninger. Præsterne og de øverste så, at de tabte sin indflydelse over folket, og deres raseri mod Jesus tiltog. De kunne næppe vente, til han kom og gav dem den ønskede anledning til at tilfredsstille deres hævnlyst og skaffe ham ud af sin vej for evig. Eftersom tiden gik hen, blev de mere urolige og ophidsede og frygtede for, at Jesus måske slet ikke ville komme til Jerusalem. De var bange for, at han kendte deres onde planer, og at han derfor blev borte. De erindrede, hvor ofte han havde læst deres tanker, åbenbaret deres skjulte bevæggrunde og omstyrtet deres morderiske planer. De kunne næppe skjule deres uro og sagde til hverandre: "Hvad mener I? Mon han slet ikke kommer til højtiden?" ret
(106) Præsterne og farisæerne sammenkaldte hurtig et råd for at afgøre, hvorledes de skulle bære sig ad med Jesus på grund af den begejstring, han havde opvakt iblandt folket. De var enige om, at det ville være farligt at gribe ham offentlig under noget påskud; thi siden Lazarus blev oprejst, var Jesus kommet i stor gunst hos folket. De besluttede derfor at bruge list og gribe ham hemmelig for at undgå alt opløb og på skræmt forhøre ham så stille som muligt og forøvrigt stole på, at den offentlig menings vaklende strøm ville vende sig til deres fordel, når det blev bekendt, at Jesus var dømt til døden. ret
(106) Men der var en anden sag, som nu måtte komme i betragtning. Dersom de dræbte Jesus og lod Lazarus leve, som var et vidne om Jesu underfulde magt til at oprejse de døde, så ville den kendsgerning, at et menneske levede, som havde været fire dag i graven, et menneske, som havde fået liv og sundhed ved et eneste ord af Jesus, efter at hans legeme allerede havde begyndt at gå i forrådnelse, sener eller tidligere frembringe en forandring i folkestemningen og bringe ulykke over dem, fordi de havde ihjelslået den, som kunne udføre et sådant mirakel til menneskenes gavn. De besluttede derfor også at dræbe Lazarus. De mente, at dersom folket mistede tilliden til deres øverster, så ville det ruinere hele nationen. ret
(107) Så langt kan misundelse og bitter fordom lede sine slaver. Idet farisæerne forkastede Kristus, bragte de sig selv i en tilstand, hvor mørke og overtro omgav dem, og deres had og vantro tiltog hele tiden, indtil de var rede til at besudle deres hænder med blod for at udføre deres vanhellige hensigter og endog ønskede at ihjelslå den, som ved Guds kraft var blevet oprejst af graven. De stillede sig selv på et standpunkt, hvor ingen magt, hverken menneskelig eller guddommelig, kunne hjælpe dem. De syndede mod Helligånden, og Gud kunne ikke gøre mere for dem. Deres oprør mod Kristus var fast besluttet. Han var en anstødssten og forargelsens klippe for dem. De ville ikke have dette menneske (Jesus) til at regere over sig. Medens alle disse rådslagninger gik for sig i Jerusalem, hvilede Jesus rolig fra sit arbejde i Lazarus' hus. Simon af Betanien, som Jesus havde helbredt for spedalskhed, ønskede at vise sin Mester en særskilt ære. Han gjorde derfor en nadvere og indbød ham og hans venner som gæster. Frelseren sat til bords med Simon, som han havde helbredt af en væmmelig sygdom, på den ene side og Lazarus, som han havde oprejst fra de døde, på den anden side. Martha opvartede ved bordet. Men Maria lyttede begærlig efter ethvert ord, som faldt fra Jesu læber. Hun så, at han var bedrøvet. Hun vidste, at han var tvunget til at skjule sig, straks efter at han havde oprejst hendes broder fra de døde, for at undgå forfølgelsen af jødernes øverster. Idet hun så på sin broder, som glædede sig ved styrke og fuldkommen sundhed, fyldets hendes hjerte med taknemmelighed til Jesus, som havde oprejst ham af graven og givet ham tilbage til hende. ret
(108) Jesus havde nådig tilgivet Marias synder, selvom de havde været mange og store, og hendes hjerte var fuldt af kærlighed til Frelseren. Hun havde ofte hørt ham tale om sin død, som nærmede sig, og hun var bedrøvet over, at han gik en så grusom skæbne i møde. Med stor opofrelse havde hun købt en alabastkrukke med meget kostelig salve hvormed hun havde bestemt at salve Jesu legeme, når han var død. Men nu hørte hun, at mange var af den mening, at han ville blive ophøjet til konge, når han kom til Jerusalem, og hun var alt for villig til at tro, at det ville ske. Hun glæde sig over, at hendes Frelser ikke længere skulle blive foragtet og forkastet og tvunget til at fly for at undgå døden. I sin kærlighed og taknemmelighed ønskede hun at være den først, som skulle ære ham, og hun søgte at undgå at vække opmærksomhed, men salvede ikke desto mindre hans hoved og fødder med kostelig salve og tørrede hans fødder med sit lange hår. ret
(108) Ingen havde lagt mærke til, hvad hun foretog sig; men salven fyldte huset med sin vellugt og fortalte alle tilstedeværende, hvad hun gjorde. Nogle af disciplene viste misfornøjelse over denne gerning, og Judas udtrykte frækt sin harme over en så hensynsløs ødselhed. Deres vært, Simon, som var en farisæer, blev så stærkt berørt af Judas' ord, at hans hjerte fyldtes med vantro. Han syntes også, at Jesus ikke burde havde nogen samkvem med Maria på grund af hendes forrige liv. Judas, som opvakte denne misfornøjelse blandt dem, som sad til bords, var fremmed for den hengivenhed og dybe ærbødighed, som bevægede Maria til at udføre denne kærlighedsgerning. Han var blevet valgt til kasserer for disciplene, men han havde uærlig tilegnet sig selv de midler, som var bestemte til at fremme Guds sag. ret
(109) Han havde ladet sig beherske af en gerrigheds ånd, indtil den havde fordærvet enhver god egenskab i hans sjæl. Marias handling stod i stå stærk modsætning til hans egennytte, at han skammede sig ved sin gerrighed og søgte at anføre en mere værdig bevæggrund for sin indvending imod hendes gave. Han vendte sig til disciplene: "Hvorfor er denne salve ikke blevet solgt for trehundrede denarer og givet til de fattige?" Således søgte han at skjule sin gerrighed under tilsyneladende medlidenhed med de fattige, medens han i virkeligheden slet ikke bekymrede sig om dem. ret
(109) Judas ønskede at få værdien for den kostbare salve i sin egen hånd, så han kunne anvende den til sine egennyttige hensigter. Ved således at forstille sig og vise medlidenhed med fattige, bedragene han de andre disciple, Ved sine snedige indskydelser fik han dem til at betragte Marias hengivenhed for Jesus med mistænkelighed. De, som sad ved bordet, hviskede til hverandre om denne ødselhed: "Hvad skal den ødselhed til? Det kunne jog være solgt for mange penge og givet til de fattige." Maria blev skamfuld, idet disciplene så strengt og irettesættede på hende. Hun tænkte, at hendes kærlighedsgerning var ubetimelig, og hun ventede skælvende på, at Jesus også skulle misbillige den. ret
(109) Men Frelseren havde lagt mærke til alt, som foregik, og han kendte de bevæggrunde, som var til stede hos enhver. Han kendte Marias hensigt med den kostbare gave. Selvom hun havde syndet meget, så var hendes anger oprigtig, og Jesus havde medlidenhed med hendes svaghed og havde tilgivet hende på samme tid, som han irettesatte hendes synd. Marias hjerte var fuldt af taknemmelighed, fordi Jesus forbarmede sig over hende. Hun havde syv gange hørt hans strenge befaling til de onde ånder, som havde behersket hendes hjerte og sind, og hun havde lyttet til hans inderlige bøn til Gud for hende. Hun vidste, hvor modbydelig al urenhed var for Kristi ubesmittede hjerte, og hun overvandt sine synder ved Frelserens styrke. Hun blev forvandlet og delagtigtgjort i den guddommelige natur. ret
(110) Maria fremførte sit offer med et taknemmeligt hjerte, og Jesus forklarede hendes bevæggrund og forsvarede hendes handling. Han sagde: "Lad hende i fred." "Hvorfor volder I kvinden bryderi? Hun har jo gjort en god gerning imod mig." Han retfærdiggjorde hendes handling for alle tilstedeværende og viste, at den var et udtryk af hendes taknemmelighed, fordi han havde udfriet hende fra synd og skam og lært hende at tro på og leve et helligt liv. Han siger: "Hun kan gemme den til min begravelsesdag!" Den salve, som hun så omhyggelig havde bevaret for at salve Herrens søde legeme, havde hun udgydt på hans hoved i den tro, at han snart skulle bestige en trone i Jerusalem. ret
(110) Men Jesus irettesatte disciplene, idet han siger: "De fattige har I altid hos jer; men mig har I ikke altid. thi da hun udgød denne salve over mit legeme, gjorde hun det som en beredelse for min jordefærd. Sandelig siger jeg eder: hvor som helst i hele verden dette evangelium prædikes, skal også det, som hun har gjort, fortælles til minde om hende." Jesus så ind i fremtiden og vidnede forud om sit evangelium, at det skulle forkyndes rundt omkring i hele verden. Riger skulle opstå og falde, monarkers og sejrherres navne skulle glemmes; men mindet om denne kvindes gerning skulle foreviges i den hellige skrifts historie. ret
(110) Jesus kunne have udpeget Judas som den, der var årsag til, at man bedømte Maria så strengt. Han kunne have åbenbaret hans hykleri for andre og hans yderlige mangel på følelse for de fattige og hans tyveri, idet han selv benyttede de midler, som var skænkede mod ham, fordi han undertrykte enker, faderløse og daglønnere. Men Jesus åbenbarede ikke Judas' sande karakter; han irettesatte ham ikke og undgik således at sige noget, som Judas kunne benytte til undskyldning for sin fremtidige utroskab. ret
(111) Dersom disciplene kunne rettelig havde påskønnet sin Mesters ophøjede karakter, så ville de ikke have anset noget offer for kostbart for Guds Søn. De vise mænd fra østerland havde bedre begreb om hans sande rang og den ære, som tilkom ham, end hans egne efterfølgere, som havde lyttet til hans undervisning og set hans mirakler. De bragte kostbare gaver til frelseren og bøjede sig tilbedende for ham, medens han endnu var et spædt barn og lå i en krybbe. ret
(111) Det blik, som Jesus kastede på den egennyttige Judas overbeviste ham om, at Mesteren gennemskuede hans hykleri og kendte hans dårlige, foragtelige karakter. Han blev bevæget af hævngerrighed. Hans hjerte brændte af misundelse over, at Jesus skulle modtage et offer, der passede sig for en konge. Han gik lige fra nadveren til ypperstepræsterne og lovede at forråde Kristus til dem. Præsterne blev meget glade over dette, og "de udbetalte ham så tredive sølvpenge. Og fra den stund søgte han en lejlighed til at forråde ham." ret
(112) Judas' eksempel viser følgerne af gerrighed og vanhellig vrede. Han blev fortrydelig over det offer, som blev bragt til Jesus, og selv om han ikke selv blev irettesat, så blev han opirret af sin hævnlyst og gerrighed til at sælge sin herre for nogle få sølvpenge. Maria vidste, hvor højt hun elskede sin Frelser, idet hun ikke anså den kostelige gave for dyrebar for ham. Men Judas vurderede Jesus til den pris, for hvilken han solgte ham; hans lave sjæl solgte Guds Søns liv for en ussel pengesum. Det samme kolde, beregnende sindelag virker på vor tid hos mange, som bekender Jesu navn. Deres gaver til hans sag skænkes med uvillighed eller tilbageholdes aldeles under forskellige tilsyneladende rimelige undskyldninger. De foregiver, at deres menneskekærlighed er så stor, at den ikke må begrænses af menigheder og trosbekendelser, og de påstår ligesom Judas, at det er bedre at give til de fattige. Men en sand kristen viser sin tro derved, at han ofrer til sandhedens sag. Hans tro kendes af hans gerninger; thi "tro uden gerninger er død". ret
(112) Jesus gennemskuede Simons hjerte og vidste, at Judas' bemærkning havde påvirket hans sind, og at der var vakt tvivl hos ham, så at han sagde ved sig selv: "Hvis den mand var en profet, ville han vide, hvad slags kvinde det er, som rører ved ham, at hun er en synderinde." Da Judas havde forladt huset, vendte Jesus sig til sin vært og sagde: "Simon! jeg har noget at sige dig." Simon svarede: "Sig det, Mester!" Da fremførte Jesus en lignelse, som viser forskellen mellem hans værts taknemmelighed, der er blevet helbredt af spedalskhed, og Maria, hvis synder var blevet tilgivet. Han sagde: En mand, som lånte penge ud, havde to skyldnere; den ene skyldte ham fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da ingen af dem havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil nu elske ham mest?" ret
(113) Simon forstod ikke, hvorledes Jesus anvende lignelsen; men han svarer ham: "Jeg tænker den, som han eftergav mest." Jesus svarede: "Du dømte rigtigt." Dette svar fordømte Simon. Han havde været en stor synder og tillige en væmmelig spedalsk, som alle undgik. Han var kommet til Jesus og havde ynkelig bedt om hjælp, og han, som aldrig vendte sig bort fra menneskelig elendighed. Havde renset ham fra synd og fra den forfærdelige sygdom, som han led af. Simon havde ydmyget sig noget; men han havde været en stolt farisæer, og han betragtede ikke sig selv som så stor en synder, som han virkelig var, og han var nu blevet selvtilfreds og ophøjet i sine egne øjne. Han mente, at han var meget bedre end den stakkels kvinde, som salvede sin herres fødder. Idet han holdt gæstebud for Jesus, mente han, at han viste ham stor ære; men hans agtelse for Frelseren formindskedes, da Jesus tog imod Marias æresbevisning, skønt hun havde været en så stor synderinde. Han glemte det mirakel, som Jesus havde udført for ham, idet han frelste ham fra en levende død, og tænkte koldt ved sig selv: mon Jesus kunne være Messias, når han nedlod sig til at modtage en gave af denne kvinde? Han syntes, at dersom han var Kristus, så vidste han, at det var en synderinde, som nærmede sig til ham, og han ville derfor støde hende bort. Han tænkte ikke på, at han selv havde været en større synder end hun, og at Kristus havde tilgivet ham ligeså vel som Maria. Han drog virkelige sin mesters guddommelige karakter i tvivl, fordi han mente, at han havde opdaget en mangel på indsigt hos ham. ret
(114) På den anden side var Maria dybt bevæget og angrede ydmygt sine synder. I sin taknemmelighed for Jesus forbarmende nåde var hun villig til at ofre alt for ham, og hendes sjæl nærede ikke et øjeblik den mindste tvivl om hans guddommelige magt. Det var ikke den forholdsmæssige grad af taknemmelighed, som disse to personer burde føle, Jesus ønskede at fremstille ved denne lignelse; thi de var begge ude af stand til at betale sin skyld. Men han fremstillede den fra Simons eget standpunkt; thi han anså sig selv mere retfærdig end kvinden, og Jesus viste ham, at selvom hans synder, som var blevet ham tilgivet, var store, så havde han dog ikke gengældt sin Velgører med ærefrygt og kærlighed, som uddriver al vantro. Hans taknemmelighedsfølelse mod sin Frelser var lille, medes Maria satte større pris på den nåde, hun fik, og hendes hjerte blev fyldt med taknemmelighed og kærlighed. ret
(114) Jesus fremstiller de to i skarp modsætning til hinanden. Han siger: "Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til dine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig intet kys; men lige fra jeg kom herind, er hun blevet ved at kysse mine fødder. Du salvede ikke mit hoved med olie; men hun salvede mine fødder med salve." ret
(114) Den stolte farisæer mente, at han havde æret Jesus tilstrækkelig, idet han indbød ham til sit hus, og i sin indbildskhed havde han efterladt at vise ham den ære, der tilkom en så ophøjet gæst, en, som havde udført en så nådig undergerning for ham. Jesus opmuntrede til gerninger, som viste hjertelig høflighed, og roste meget kvindens handling, som udtrykte hendes taknemmelighed og kærlighed, Han siger: "Derfor, siger jeg dig: hendes mange synder er hende forladt, siden hun har elsket meget; men den, hvem kun lidt forlades, elsker kun lidt." ret
(115) Simons øjne blev åbnede for hans efterladenhed og vantro. Han blev rørt over Jesu venlighed, idet han ikke åbent irettesatte ham for alle gæsterne. Han mærkede, at Jesus irettesatte ham for alle gæsterne. Han mærkede, at Jesus ikke ønskede at fremstille hans synder og mangel på taknemmelighed for andre, men at overbevise ham ved at fremstille sagen i sit rette lys og at bøje hans hjerte ved medlidenhed og kærlighed. Streng irettesættelse ville have tillukket Simons hjerte for anger; men tålmodig advarsel overbeviste ham om hans vildfarelse og omvendte hans hjerte. Han indså, hvor meget han skyldte sin herre og blev et ydmygt, selvfornægtende menneske. ret
(115) Når vi tilfulde forstår, hvor meget vi skylder vor Frelser, så bringer dette os i en mere inderlig forening med ham, og vor kærlighed vil finde udtryk i alle vore handlinger. Jesus bliver erindret i enhver god gerning, som bevises mod hans børn. Han vil huske dem, som fornægter sig selv og viser godgørenhed, og vil belønne dem. Ingen kærlighedsgerning. som gøres for at fremme hans sag, vil blive forglemt. Intet offer er for kostbart til at ofres på troens alter. ret