(14) Genløseren gik i selskab med sine disciple langsomt rundt i Getsemane have. Påskens måne var fuld, og skinnede fra en skyfri himmel. Pilgrimenes teltby var bragt til tavshed. ret
(14) Jesus havde samtalt med sine disciple og undervist dem; men da han kom nær til Getsemane blev han forunderlig tavs. Hans disciple var forlegne og betragtede ængstelig hans ansigt i håb om der at læse en forklaring over den forandring, som var kommet over deres Mester. De havde ofte set, hvorledes han var nedslået; men de havde aldrig før set, hvorledes han var nedslået; men de havde aldrig før set ham så bedrøvet og tavs. Eftersom de drog nær til haven, tiltog denne besynderlige bedrøvelse; men de turde dog ikke spørge ham om årsagen dertil. Hans legeme vaklede, som om han var nær ved at falde. Disciplene så med bekymring efter det sted, hvor han plejede at opholde sig, for at deres Mester kunne få hvile. ret
(14) Da Jesus kom ind i haven, sagde han til sine ledsagere: "Sæt jer her, medens jeg går derhen og beder." Han valgte Peter, Jakob og Johannes til at ledsage sig og gik derefter længere frem i haven. Han havde været vant til at styrke sin ånd for prøver og pligter ved inderlig bøn på dette afsides sted og havde ofte tilbragt hele natten således. Ved disse anledninger plejede hans disciple efter at de have våget og bedt for ham en kort tid, at sove uforstyrret i en kort afstand fra sin Mester, indtil han vækkede dem om morgnen for at gå ud til nyt arbejde. Jesu adfærd ved denne anledning fremkaldte derfor ingen bemærkning fra hans ledsagere. ret
(15) Ethvert skridt, som Frelseren tog, anstrengte ham meget. Han stønnede højt, som om han led under vægten af en forfærdelig byrde; men han undlod at forfærde sine tre udvalgte disciple ved en tydeligere forklaring over den sjælesmerte, som han skulle lide. Disciplene forhindrede ham to gange fra at falde til jorden. Jesus fornemmede, at han behøvede at være endnu mere i ensomhed, og han sagde til de tre, som var med ham: "Min sjæl er dybt bedrøvet til døden; bliv her og våg med mig!" Disciplene havde aldrig før hørt ham talt med en så alvorsfuld stemme. Hans legeme rystede af angst, og hans blege åsyn bar præg af en sorg, som overgår al beskrivelse. ret
(15) Han gik et lille stykke fra sine disciple, dog ikke længere, end at de både kunne se og høre ham, og faldt ned på sit ansigt mod den kolde jord. Han blev overvældet af en forfærdelig frygt for, at Gud ville unddrage sin nærværelse fra ham. Han følte, at han var nær ved at blive adskilt fra sin Fader ved en afgrund af synd, der var så bred, så dyb, at hans ånd skælvede for den. Han klyngede sig krampagtig til den kolde, følelsesløse jord, som om han søgte at undgå at blive draget endnu længere bort fra Gud. Nattens kolde dug faldt på hans nedbøjede legeme; men Genløseren lagde ikke mærke til det. Fra hans blege skælvende læber lød det bitre råb: "Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi; dog ikke, som jeg vil, men som du vil." ret
(15) Det var ikke frygt for den legemlige lidelse, som Guds Søn snart skulle udholde, der bragte denne sjælekval over ham. Han led straffen for menneskenes overtrædelser og skælvede under Faderens strenge blik. Han måtte ikke benytte sin guddommelige kraft til at undfly denne sjælekval, men som menneske måtte han bære menneskets synd og Skaberens mishag mod hans ulydige undersåtter. Idet han følte, at hans forbindelse med Faderen blev afbrudt, frygtede han for, at han i sin menneskelige natur ikke ville være i stand til at udholde den kamp med mørkets fyrste, som forestod, og da ville menneskeslægten være uigenkaldelig fortabt. Satan ville vinde sejr, og jorden ville blive hans rige. Verdens synd trykkede tungt på Frelseren og bøjede ham til jorden, og faderens vrede som en følge af denne synd syntes at ville bringe døden over ham. ret
(16) I Kristi kamp mod Satan i fristelsens ørken blev menneskeslægtens skæbne lagt på vægtskålen; men Kristus sejrede, og fristeren forlod ham til en tid. Han var nu kommet tilbage for at begynde den sidste forfærdelige kamp. Satan havde forberedt sig til denne sidste prøve under de tre år, da Kristus virkede som lærer. For ham var alting på spil; han måtte vove alt. Dersom han tabte i denne kamp, så tabte han sit håb om at opnå herredømme, så ville verdens riger til sidst blive Kristi, og han ville binde den stærke (Satan) og udstøde ham. ret
(16) Medens Frelseren således led, var disciplene i begyndelsen meget besværede over at se deres Mester, der ellers var så rolig og ophøjet, kæmpe med en sorg, som overgik al beskrivelse; men de var trætte og faldt i søvn og lod ham kæmpe alene med døden. Efter en times tid følte Jesus trang til menneskelig medfølelse. Han stod op med en smertefuld anstrengelse og gik vaklende til det sted, hvor han havde forladt sine ledsagere; men intet medfølende ansigt hilste ham efter hans lange kamp - disciplene sov hårdt. Ak, om de havde vidst, at dette var den sidste nat, som de tilbragte med deres elskede Mester, medens han levede som menneske på jorden! Dersom de havde vidst, hvad morgendagen ville bringe dem, så ville de næppe havde givet efter for søvnens magt. ret
(17) Jesu stemme vækkede dem til dels. De så, hvorledes han bøjede sig over dem, og iagttog, at hans udtryk og stilling viste dyb udmattelse. De kunne næppe genkende sin Mesters ellers så rolige ansigt, så forandret var dets udtryk. Han henvendte sig til Simon Peter og sagde: "Simon, sover du? Kunne du ikke våge én time?" Ak, Simon, hvor er nu din iver, som du pralede af? Du, som for så kort tid siden erklærede, at du kunne gå med din herre til fængsel og død, du forlader ham nu i hans fristelsens og dødskampens time og søger at hvile dig og sove! ret
(17) Johannes, den elskede discipel, som havde lænet sit hoved til Jesu bryst, sov også. I sandhed, Johannes' kærlighed for sin Mester burde have holdt ham vågen, Hans inderlige bønner burde have lydt tilligemed hans elskede Frelsers på den tid, da han havde en så dyb sorg. Den selvopofrende Genløser havde tilbragt hele nætter på kolde bjerge eller i lundene i bøn for sine disciple, at deres tro ikke skulle falde, når fristelsens time kom. Dersom Jesus nu havde spurgt Jakob og Johannes således, som han engang spurgte dem: "Kan I tømme den kalk, som jeg skal tømme?" så ville de næppe have vovet at svare: "Ja, vi kan." ret
(18) Disciplenes svaghed opvakte Guds Søns medlidenhed. Han tvivlede på, om de kunne udholde den prøve, de måtte gennemgå, når de blev vidne til hans forrådelse og død. Han irettesatte dem ikke strengt for deres svaghed, men formanede dem med hensyn til den prøve, som forestod dem: "Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse!" Hans ånd havde medfølelse for deres svaghed, og han fremførte en undskyldning for deres efterladenhed i at udføre deres pligter mod ham: "ånden er villig, men kødet er skrøbeligt." ret
(18) Atter blev Guds Søn grebet af en overmenneskelig døds smerte og gik udmattet med vaklende skridt tilbage til det sted, hvor han tidligere havde kæmpet. Han bøjede sig atter mod jorden; hans lidelser var endnu større end første gang. Cypresserne og palmetræerne var de tavse vidner til hans smerte. Tunge dugdråber faldt fra de bladrige grene på hans skælvende skikkelse, som om naturen græd over sin Skaber, der kæmpede alene mod mørkets magter. ret
(18) Kort før havde Jesus stået som et mægtigt cedertræ, der havde udholdt al den modstands storm, som rasede imod ham. Hårdnakkede mennesker med hjerter fulde af ondskab og list forsøgte forgæves at forvirre og overvælde ham - han stod i guddommelig majestæt som Guds Søn. Men nu var han som et knust rør, der bøjes og nedslået af den oprørte storm. Nogle få timer tidligere havde han udøst sin sjæl for sine disciple med dyrebare ord, som viste, at han var ét med Faderen, og overgav den menighed, som han havde udvalgt, i hans arme som den, der var iklædt med guddommelig myndighed. Nu lød blot dæmpede råb af sjæleangst fra ham. og han klyngede sig til den kolde jord, som om det kunne bringe ham lindring. ret
(19) Frelserens ord nåede de søvnige disciples øren: "Min Fader! hvis denne kalk ikke kan gå mig forbi, men jeg skal drikke den, så ske din vilje!" Den sjælekval, som Guds kære Søn led, bragte blodsdråber fra af han porer. Han søgte atter at rejse sig. Hans menneskelige hjerte længtes efter hans ledsageres medfølelse, og han gik vaklende tilbage til det sted, hvor disciplene sov. Hans nærværelse vækkede dem, og de så på hans ansigt med frygt; thi det var plettet af blod og udtrykte en sjælesmerte, som var dem ubeskrivelig. ret
(19) Han talte ikke til dem denne gang, men gik bort og søgte hen til det samme sted, hvor han faldt ned, overvældet af et stort mørkes rædsel. Guds Søns menneskelige hjerte skælvede i denne prøvens time. Det forfærdelige øjeblik var kommet, da verdens skæbne skulle afgøres. De himmelske hærskarer ventede på udfaldet med overordentlig interesse. Menneskeslægtens skæbne skælvede på vægtskålen. Guds Søn kunne endnu unddrage sig fra at drikke det bæger, som menneskenes synder bragte ham. Han kunne havde visket den blodige sved af sin pande og lade menneskene omkomme i deres ugudelighed. Ville den evige Guds Søn drikke den bitre drik af fornedrelse og dødssmerte? Ville de uskyldige lide følgerne af Guds forbandelser for at frelse de skyldige? Jesu ord lød skælvende fra hans blege læber: "Min Fader! hvis denne kalk ikke kan gå mig forbi, men jeg skal drikke den, så ske din vilje!" ret
(19) Tre gange havde han ytret denne bøn. Tre gang havde hans menneskelige følelser veget tilbage fra det sidste store offer. Men nu fremstilles menneskeslægtens historie for verdens Genløser. Han ser, at lovens overtrædere må omkomme under Faderens mishag, dersom de overlades til sig selv. Han ser deres forestående skæbne, og hans beslutning er taget. Han vil frelse menneskeslægten, hvad det end skal koste ham. Han vil tage imod blodsdråben, for at de faldne millioner gennem ham kan opnå evigt liv. Han forlod himlens sale, hvor alt var renhed, og salighed og herlighed for at frelse det ene fortabte får, den ene verden, som var faldet i overtrædelse, og han ville ikke vige tilbage fra den mission, han havde valgt. Han ville stige ned til elendighedens største dyb for at frelse en fortabt og fordærvet slægt. ret
(20) Efter at Jesus havde fattet denne beslutning, og var kommet til det sidste vendepunkt, faldt han til jorden i en døende tilstand, efter at han til dels havde forsøgt at stå op. Hvor var nu disciplene, at de kunne lægge sine hænder under Frelserens matte hoved og bade den pande, som i sandhed bar dybere mærker af sorg end noget andet menneskes? Frelseren trådte persekarret alene, og af hele folket var der ingen med ham. Og dog var han ikke alene. Han havde sagt: "Jeg og min Fader er ét." Gud led med sin Søn. Menneskene kan ikke fatte det offer, som den evige Gud fremførte, idet han hengav sin Søn til spot, sjælekval og død. Dette er det største bevis på Faderens uendelige kærlighed. til menneskene. ret
(20) Englene, som havde adlydt Kristus i himlen, længtes efter at trøste ham; men det stod ikke i deres magt at mildne hans sorg. De havde aldrig følt byrden af den faldne verdens synd, og de så med forbavselse, hvorledes han, som havde været genstand for deres tilbedelse, led af en sorg som overgik al beskrivelse. Medens disciplene undlod at vise medfølelse med sin herre i prøvens og kampens time, var hele himlen fuld af medfølelse og ventede på udfaldet med smertefuld interesse. Da det til sidst var afgjort, blev en engel sendt fra Guds trone for at hjælpe den lidende Genløser. ret
(21) Disciplene blev pludselig vækkede af sin søvn ved et klart lys, som skinnede på og over Guds Søn. De sprang op med forbavselse og så et himmelsk væsen, som var klædt i lysets klæder, bøje sig over deres Mester, der lå på jorden. Med sin højre hånd løftede englen den guddommelige lidendes hoved op til sit bryst, og med sin venstre hånd pegede han op mod himlen. Hans røst lød som den sødeste musik, idet han udtalte trøstefulde ord og fremstillede for Kristus de herlige følger af sejr, han havde vundet over den stærke og listige fjende. Kristus sejrede over Satan, og som følge af hans sejer vil mange millioner sejre med ham og indgå i hans herligheds rige. ret
(21) Nok var det for menneskebørnene skyld, at englens ikke skulle bekendtgøre Frelseren at hans tre gange gentagede bøn, - Lad dette bæger gå mig forbi – var blevet tilstået. Så kunne disciplene faktisk have faldt i søvn, og faldt hen i håbløshedens fortvivlelsens slummer. Men englen blev sendt fra Himlen for at støtte Genløseren i at drikke det bæger der blev bragt ham. Sproget i hans bøn blev nu ændret; i den ydmyge underdanighed bad han: ”Hvis dette bæger ikke skal gå mig forbi, uden jeg drikker det, så ske din vilje.” En himmelsk klarhed hvilede nu over Frelserens blege og blodbestænkte ansigt. ret
(22) Den herlighed, som omgav englen, blændede disciplenes øjne. De erindrede forklarelsens bjerg, den herlighed, som omgav Jesus i templet, og Guds røst, som lød fra skyen. De så her den samme herlighed åbenbaret og havde ingen videre frygt for deres Mester, eftersom Gud havde taget sig af ham, og en engel var til stede for at beskytte ham mod hans fjender. De var meget trætte og søvnige og faldt atter i søvn. ret
(22) Verdens Frelser stod nu op og gik hen til disciplene. Han fandt dem tre gange sovende. Han så på dem med bedrøvelse; men hans ord vækkede dem dog: "Sover I stadig og hviler jer? Se, timen er nær, da Menneskesønnen skal forrådes i synderes hænder." ret
(22) Medens disse ord endnu var på hans læber hørte man fodtrin af skaren, som søgte efter Jesus. Judas vejledte dem, og ypperstepræsten fulgte tæt bag efter. Jesus vendte sig til sine disciple, idet hans fjender nærmede sig, og sagde: "Stå op, lad os gå; se, han, som forråder mig, er nær." Frelserens ansigt bar præg af en rolig værdighed, Ingen mærker af den sjælekamp, han nylig havde haft, var synlig, da han trådte frem for at møde sin forræder. ret
(22) Han stod foran sine disciple og spurgte: "Hvem leder I efter?" De svarede ham: "Jesus fra Nazareth." Han siger til dem: "Det er mig." Ved disse ord veg skaren tilbage og præsterne, de ældste, soldaterne og endog Judas faldt hjælpeløse til jorden. De kunne have givet Jesus en god lejlighed til at flygte fra dem, dersom han havde ønsket at gøre det; men han står som en, der er herliggjort midt iblandt disse rå, forhærdede mennesker. Da Jesus svarede: "Det er mig", trådte englen, som nylig havde tjent Jesus, mellem ham og morderskaren, som så et guddommeligt lys, der strålede om Frelserens ansigt, og en skikkelse som en due, der overskyggede ham. Deres ugudelige hjerte blev fyldt med forfærdelse. De kunne ikke et øjeblik stå på deres fødder ved synet af denne guddommelige herlighed, og de faldt som døde til jorden. ret
(23) Englen drog bort; lyset forsvandt, og Jesus stod alene, rolig og fattet, medens månens klare stråler oplyste hans blege ansigt, og de hjælpeløse mænd endnu lå omkring ham på jorden, og disciplene var forbavsede, at de ikke kunne sige et ord. Da englen drog bort, stod de romerske soldater op og forsamlede sig tilligemed præsterne og Judas omkring Kristus, som om de skammede sig over deres svaghed og frygtede for, at han ville undfly fra deres hænder. Genløseren spurgte atter: "Hvem leder I efter?" "Jesus af Nazareth", svarede de. Da sagde Frelseren: "Jeg har sagt jer, at det er mig; når det altså er mig, I leder efter, så lad disse gå!" og han pegede på disciplene. I denne fornedrelsens time tænkte ikke Kristus på sig selv, men på sine elskede disciple. Han ønskede at fri dem fra en videre prøve af deres styrke. ret
(23) Judas, forræderen, glemte ikke, hvad han havde lovet. Han nærmede sig til Jesus og tog hans hånd ligesom en god ven og gav ham det kys, hvormed han forrådte ham. Jesus siger til ham: "Ven, gør det du er kommen for!" Hans stemme skælvede af sorg, idet han således talte til den vildfarende Judas. "Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?" Den rørende advarsel burde have vækket forræderens samvittighed og rørt hans forhærdede hjerte; men al troskab og menneskelig ømhed havde fuldstændig forladt ham. Han stod fræk og trodsig og viste ingen tilbøjelighed til at give efter. Han havde hengivet sig under Satans herredømme, og havde ingen magt til at modstå ham. Jesus unddrog sig ikke fra forræderens kys. Han fremstiller derved et eksempel for os på overbærenhed, kærlighed og medlidenhed, som er uden lige. ret
(24) Selv om morderskaren blev forbavset og forfærdet ved det, som de så, så vendte deres mod og forhærdelse tilbage, da de så Judas' dristighed, idet han rørte ved ham, som de så nylig havde set omgivet af herlighed. De lagde nu hænder på Jesus med vold og gjorde sig rede til at binde de dyrebare hænder, som altid havde været beskæftiget med at gøre godt. ret
(24) Da disciplene så denne skare af stærke mænd, som lå hjælpeløse på jorden, tænkte de sikkert, at deres Mester ikke ville tillade, at de tog ham til fange; thi den samme magt, som kastede denne lejede hob til jorden, kunne også bevirke at de vedblev at være hjælpeløse, indtil Jesus og hans ledsagere kunne gå uskadte bort og søge et tilflugtssted. De følte sig skuffede og fortørnede, da de så, at man bragte snorer frem for at binde hans hænder, som de elskede. Peter blev heftig vred og afhuggede i sin overilelse med sit sværd ypperstepræstens tjeners øre. ret
(24) Da Jesus så, hvad Peter havde gjort, drog han sine hænder bort fra de romerske soldater, selvom de holdt ham fast, og sagde: "Lad dem kun gå så vidt!" Han rørte ved det sårede øre, og det blev straks helbredt. Derpå sagde han til Peter: "Stik dit sværd i skeden igen; thi alle, som griber til sværd, skal falde for sværd. Eller mener du, at jeg ikke kan bede men Fader, så han med det samme sender mig mere end tolv legioner engle? Men hvordan skulle så de skrift ord gå i opfyldelse, der siger, at således skal det ske?" (Matt 26,52-54) "Skulle jeg ikke drikke den kalk, som min Fader har givet mig?" Jesus vendte sig derpå til ypperstepræsten og høvedsmændene for templet, som var kommet ud med morderskaren, og sagde: "som mod en røver er I draget ud med sværd og knipler for at fange mig. Dag efter dag sad jeg i helligdommen og lærte, uden at I greb mig. Men det er alt sammen sket, for at profeternes skrifter skulle gå i opfyldelse." ret
(25) Da disciplene så, at Jesus ikke frelste sig selv fra sine fjender, men tillod dem at gribe og vinde ham, blev de fortrydelige over, at han tillod denne ulykke at komme både over ham selv og dem. De havde netop været vidne til hans magt, idet han kastede dem til jorden, som kom for at gribe ham, og da han helbrede tjenerens øre, som Peter havde afhugget, og de vidste, at dersom han ville, så kunne han udfri sig selv fra denne morderskare. De bebrejdede ham for, at han ikke gjorde det, og beskæmmede over denne for dem uforståelige adfærd forlod de ham og flygtede. Kristus havde forudset denne flugt og havde advaret dem forud, da de var på salen, med hensyn til den fremgangsmåde de ville følge: "Se, den time kommer, ja, den er allerede kommet, da I skal spredes hver til sit og lade mig ene tilbage; dog, jeg er ikke ene, thi Faderen er med mig." ret
(25) Judas blev selv forbavset over, at Jesus overgav sig i deres hænder, som søgte at omkomme ham. Han havde ofte (106) set, at Frelserens fjender havde lagt planer for at gribe ham; men Jesus havde rolig unddraget sig og undgået deres morderiske hensigter. Men nu så forræderen med forbavselse, at hans Mester lod sig binde og lede bort. Imidlertid smigrede den falske disciple sig med, at Jesus blot havde tilladt dem at tage ham, for at han kunne vise sin magt ved at frelse sig fra sine fjender på en underfuld måde. Han viste, at ingen anden kunne befri ham fra den bevæbnede skare. I tre år havde jøderne hemmelig lagt planer for at gribe Jesus, og nu, da de havde udført dette, ville de ikke lade ham undgå døden, dersom de på nogen måde kunne forhindre det. ret
(26) Jesus blev hurtig ført bort af den larmende hob. Han bevægede sig med smerte; thi hans hænder var bundet fast, og han blev nøje bevogtet. Han blev først ledt til Annas' hus, ypperstepræstens svigerfader, den mand, hvis råd jøderne søgte at udføre, som om det var Guds røst. Annas havde forlangt den forfærdelige nydelse først at se Jesus af Nazareth som en bunden fange. Efter at de havde vist ham for Annas, skyndte de sig bort med ham; thi præsterne og de øverste havde besluttet, at når de først havde ham i sin magt, skulle der ikke være nogen opsættelse med hans forhør og fordømmelse. Dette havde de bestemt, fordi de frygtede for, at folket iblandt dem skulle huske på hans barmhjertigheds-gerninger og udfri ham af deres hænder. ret