Tilbage

Ved graven

(92)  Den forbrydelse, som man påstod, Frelseren havde gjort sig skyldig i, at som man henrettede ham for, var forræderi mod den romerske regering. Personer, som mistede livet for en sådan forbrydelse, blev nedtaget af korset af de almindelige soldater og blev jordfæstede, på et sted hvor man blot begravede sådanne forbrydere, som havde udstået lovens strengeste straf. ret

(93)  Johannes var forlegen; thi han vidste ikke, hvad han skulle gøre med sin elskede Mesters legeme. Han gyste når han tænkte på, at de rå og ufølsomme soldater skulle håndtere ham og begrave ham på et vanærende sted. Han vidste, at de jødiske myndigheder ikke ville vise ham nogen gunst, og han kunne heller ikke forvente noget stort af Pilatus. Men i dette nødstilfælde kom Josef og Nikodemus frem. Begge disse mænd var medlemmer af det jødiske råd og var kendt med Pilatus, og da de begge besad både rigdom og indflydelse, besluttede de, at Jesu legeme skulle få en hæderlig begravelse. ret

(93)  Josef gik frimodig til Pilatus og bad om, han måtte nedtage Jesu legeme og begrave det. Pilatus gav ham straks tilladelse dertil; thi han troede bestemt, at Jesus var uskyldig. Pilatus erfarede nu først, at Jesus virkelig var død. Man havde med forsæt holdt ham i uvidenhed derom, skønt ham havde hørt forskellige modstridende beretninger angående de mærkværdige begivenheder, som fulgte med korsfæstelsen. Han erfarede nu, at Frelseren var død i samme øjeblik, da det hemmelighedsfulde mørke, som (174) dækkede jorden, var forsvundet. Pilatus undrede sig over, at Jesus døde så hurtigt: thi de, som blev korsfæstede, hensmægtede undertiden på korset flere dage. Den beretning, som Pilatus nu fik angående Jesu død, bestyrtede ham endnu mere i troen på, at Jesus ikke var noget almindeligt menneske. Den romerske landshøvding blev mærkværdig oprørt i sit sind og beklagede dybt, at han havde deltaget i at fordømme Frelseren. ret

(93)  Præsten og de ældste havde pålagt Pilatus og hans høvedsmænd at passe nøje på, at Jesu disciple ikke øvede noget bedrageri med deres Mesters legeme. Før Pilatus gik ind på Josef forlangende, sendte han derfor bud efter den høvedsmand, som befalede over soldaterne ved korset, og fik pålidelig underretning af ham om, at Jesus var død. Ifølge Pilatus' indtrængende anmodning af lagde han en beretning om de forfærdelige begivenheder, som havde sket på Golgatha, og stadfæstede således Josef vidnesbyrd. ret

(94)  Pilatus udsendte nu en officiel befaling, at man skulle overlevere Jesu legeme til Josef. I den samme stund, som disciplen Johannes ængstede og besværede sig angående sin elskede Mesters hellige legeme, vendte Josef fra Arimatæa tilbage med landshøvdingens fuldmagt, og Nikodemus, som havde tænkt sig, hvad udfald Josef samtale med Pilatus ville få, kom med en kostbar blanding af myrra og aloe, henved hundrede pund. Man kunne ikke have vist den fornemste mand i hele Jerusalem nogen støre ære i hans død. ret

(94)  Kvinderne fra Galilæa var blevet tilbage med disciplen Johannes for at se, hvad man ville gøre med Jesu legeme. Dette var dem endnu meget dyrebart, skønt deres tro på han som den lovede Messias forsvandt, da han døde. Disciplene var overvældede af sorg. De begivenheder, som havde gået for sig, havde virket således på dem, at de ikke var i stand til at ihukomme Jesu ord, da han erklærede, at netop disse ting skulle ske. Kvinderne forundrede sig over at se, at Josef og Nikodemus, disse ærede og rige rådsherrer, var ligeså ivrige og nidkære som de selv for, at Jesu legeme skulle få en passende begravelse. ret

(94)  Ingen af disse mænd havde åbent sluttet sig til Frelseren, medens han levede, skønt de begge troede på ham. De vidste, at så snart som de erklærede sin tro på ham, ville man udelukke dem fra det store råd på grund af præsterne og de ældstes fordom mod Jesus. Dette ville havde afskåret dem fra enhver anledning til at hjælpe og beskytte ham; thi de kunne ikke da mere bruge sin indflydelse i rådet. Flere gange havde de vist, hvor uholdbare de beviser var, som man anførte for, at Jesus skulle fordømmes, og de gjorde også indvending imod, at man skulle gribe ham. På grund heraf måtte rådet bryde op uden at have forrettet det, man havde sammenkaldt det for; thi det var umuligt at fordømme Jesus, uden at hele det jødiske råd samtykkede deri. Præsterne havde dog omsider opnået sin hensigt ved at sammenkalde et hemmeligt råd, hvortil man ikke havde indbudt Josef og Nikodemus. ret

(95)  De to rådsherrer kom nu modig frem og stod disciplene bi. Man behøvede højlig disse rige og ærede mænds hjælp på denne tid; thi de kunne udrette det for den korsfæstede Frelser, som det var umuligt for de fattige disciple at gøre, og deres indflydelsesrige stilling beskyttede dem i en stor grad mod kritik og bebrejdelser. Medens de, som havde åbent erklæret, (176) at de var Kristi disciple, var så mismodige og forskrækkede, at de ikke frit turde vise sig som hans efterfølgere, trådte disse to mænd frimodig frem og gjorde, hvad de kunne, på en ædel måde. ret

(95)  Med ømhed og ærbødighed tog de Jesu legeme ned fra korset med sine egne hænder, og hede tårer randt af medfølelse, idet de så på hans knuste og lemlæstede legeme, som de med omhu badede og rensede fra blodpletterne. Josef ejende en ny grav, udhugget i en klippe, hvilken han havde bestemt for sig selv. Den lå nær ved Golgatha, og han beredte nu denne grav for Jesus. Forsigtig indhyllede de Jesu legeme i et linklæde til lige med de urter, som Nikodemus havde medbragt, og de tre disciple bar den dyrebare byrde til den nye grav, hvori endnu aldrig nogen var lagt. Der rette de hans sønderrevne lemmer ud og foldede de knuste hænder på det livløse bryst. De galilæiske kvinder drog nær for at se, at man havde gjort alt muligt for deres elskede lærers livløse legeme. Derpå så de, at man rullede den tunge sten for indgangen til graven og lod Guds Søn være i ro. Kvinderne var de sidste ved korset og de sidste ved Kristi grav. Medens aftenskumringen tiltog, tøvede Maria Magdalena og de andre to med navnet Maria ved vor Frelseres hellige hvilested, idet de græd bitre tårer, fordi den, som de elskede, havde lidt en sådan medfart. ret