(34) Da disciplene ankom til Jerusalem, gik de ind ad den østre port, der stod åben ved festlige anledninger. Alt var mørkt og stille omkring husene; men månen skinnede, så at de kunne finde vejen gennem de smalle gader. De vidste, at de kunne finde sine brødre på den mindeværdige sal, hvor Jesus havde tilbragt den sidste nat, før han døde. Her havde disciplene opholdt sig sabbaten over og sørget over deres Mester, og nu følge de ingen lyst til at lægge sig og sove; thi flere af dem berettede om de opsigtsvækkende begivenheder, som havde fundet sted. Disciplene åbnede varsomt dørene på de to rejsendes gentagne opfordring. De gik ind i salen, og Jesus trådte også ind med dem; thi skønt usynlig havde han ledsaget dem hele vejen. ret
(34) Disciplene var forsamlede og var i en meget oprørt sindsstemning. Der var kamp i deres sind; thi håb og frygt søgte at gøre sig gældende hos dem. Alle havde hørt den beretning, som Maria Magdalene og de andre kvinder havde aflagt; men nogle havde alt for lidt håb til at kunne tro deres vidnesbyrd. Peter havde fortalt med stor iver og forvisning, hvorledes han havde talt med den opstandne Mester, og dette havde gjort et dybere indtryk på brødrene, og deres tro begyndte at oplives. Da disciplene fra Emaus kom ind med deres glade budskab, var der mange, som udråbte: "Herren er virkelig opstanden og set af Simon." ret
(35) De to disciple fra Emaus fortalte, hvorledes Herren havde åbnet deres øjne og fremlagt for dem profeternes tydelige vidnesbyrd, lige fra patriarkernes dage til den nærværende tid, hvilke forudsagde alt det, som var sket med deres frelser. De forsamlede lyttede til denne beretning i dybeste tavshed. Hos nogle fik troen nyt liv, men andre tvivlede. Pludselig stod Jesus selv midt iblandt dem. Han udbredte sine hænder for at velsigne dem og sagde til dem: "Fred være med eder!" ret
(35) Da blev de grebet af angst og frygt og mente, det var en ånd, de så. Men han sagde til dem: Hvorfor er I forfærdede? og hvorfor opstiger der tvivl i jeres hjerter? Se på mine hænder og fødder, at det er mig selv; føl på mig og se; en ånd har jo ikke kød og ben, som I ser, jeg har. Og de han havde sagt dette, viste han dem sine hænder og sine fødder. ret
(35) Der så de hans hænder og fødder, som var sårede af de grusomme spiger, og de genkendte hans klangfulde stemme, der var anderledes end nogen andens, de før havde hørt. "Men da de af glæde herover stadig var vantro og undrede sig, sagde han til dem: "Har I noget at spise her?" Så gav de ham et stykke af en stegt fisk. Og han tog det og spiste det i deres påsyn." Tro og glæde trådte nu i stedet for tvivl og vantro, og med følelser, som igennem ord kan udtrykke, og erkendte de, at Frelseren var opstået. ret
(36) Jesus udlagde nu skrifterne for alle de forsamlede, idet han begyndte med 1.Mosebog og især dvælede ved de profetier, som pegede fremad til den nærværende tid og forudsagde, at Kristus skulle lide og derefter opstå. "Da sagde han til dem: "Dette er, hvad jet sagde til jer, medens jeg endnu var hos jer: alt det må gå i opfyldelse, som er skrevet om mig i Mose lov og profeterne og salmerne." Da åbnede han deres sind, så de forstod skrifterne. Og han sagde til dem: "Således står der skrevet, at Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der i hans navn skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. I skal være vidner om dette. ret
(36) Disciplene begyndte nu at forstå, hvad deres gerning skulle blive, og hvor vidt omfattende den var. De skulle forkynde for verden de forunderlige sandheder, som Kristus havde betroet dem. De begivenheder, som gik for sig i hans liv, hans død og opstandelse, profetiernes overensstemmelse med disse begivenheder, Guds lovs hellighed, forløsnings plans hemmelighed, Jesu magt til at forlade synd - alt dette havde de været vidne til, og deres gerning var at forkynde det for alle mennesker, og de skulle begynde fra Jerusalem. De skulle forkynde et evangelium, som bringer fred og frelse på grund af omvendelse og Frelserens kraft. Da Jesus kom til verden første gang, sang englene: "Fred på jorden og i menneskene en velbehagelighed." Efter at hans jordeliv var forbi, kom han frem fra de døde, og da han første gang viste sig for sine forsamlede disciple, hilsede han dem med disse velsignede ord. "Fred være med eder." ret
(37) Jesus står altid rede til at skænke fred til de sjæle, som besværes af tvivl og frygt. Den dyrebare frelser venter på, at vi skal åbne vort hjertes dør for ham og sige: bliv hos os. Han siger: "Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig." vort liv er en stadig kamp. Vi må kæmpe mod fyrstendømmer, mod ondskabens åndelige hær og mod fjender, som aldrig sover. Vi må stride imod fristelserne og sejre, ligesom Jesus sejrede. Når Jesu fred kommer ind i vort hjerte, bliver vi rolige og tålmodige selv under de hårdeste prøver. ret
(37) Jesu opstandelse var et forbillede på, at alle de troende, som er hensovede i ham, skal opstå. Jesu disciple genkendte let Frelserens opstandne legeme, hans adfærd og den måde, hvorpå han udtrykte sig, således skal også de, som sover i Jesus, opstå igen. Vi vil også genkende vore venner, ligesom disciplene kendte Jesus. Skønt sygdom og elendighed har vansiret dem i dette liv, vil de dog i deres opstandne og forherligede legeme til fulde beholde sine personlige kendemærker. Vi vil kunne genkende de ansigter som stråler så herlig af lyset, der udgår fra Jesu ansigt, og forstå, at de er de venner, som vi elsker så højt. ret
(37) Thomas faldt i den dybeste fortvivlelse, da Jesus døde; hans tro syntes at være aldeles udslukket. Han var ikke tilstede i salen, da Jesus viste sig for sine disciple. Han havde hørt, hvad de andre berettede, og havde fået alt for mange beviser på, at Jesus var opstået. Men et ubevægeligt mørke og en hårdnakket vantro havde tillukket hans hjerte mod alle opmuntrende vidnesbyrd. Da han hørte disciplene omtale, hvorledes den opstandne frelser så vidunderlig havde vist sig, kom han blot i fortvivlet; thi hvis Jesus virkelig var opstået fra de døde, kunne der ikke være mere håb om, at han skulle oprette et virkeligt rige på jorden. Det sårede hans stolthed, når han tænkte på, at hans Mester åbenbarede sig for alle sine disciple, men ikke for ham. Han havde derfor besluttet, at han ikke ville tro, og i en hel uge gik han og rugede over sin elendighed, og denne blev endnu mørkere, da han stillede den i modsætning til sine brødres oplivende håb og tro. ret
(38) I disse dage havde han ofte sagt, medens han var samlet med sine brødre: "Hvis jeg ikke får set naglemærkerne i hans hænder, ja, stikker min finger i naglegabene, og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke." Han ville ikke se gennem sine brødres øjne eller nære en tro, som grundede sig på deres vidnesbyrd. Han elskede sin herre inderlig, men misundelse og vantro havde taget hans sind og hjerte i besiddelse. ret
(38) Flere af disciplene boede på salen, og alle samledes her hver aften. En vis aften besluttede Thomas, at han ville samles med sine brødre; thi til trods for sin vantro nærede han dog et svagt håb om, de gode beretninger var sandfærdige, skønt han selv ikke ville tilstå det. Medens disciplene spiste sin aftensmad og imidlertid talte om de beviser, som Jesus af profetierne havde givet dem for deres tro, kom Jesus, "medens dørene var lukkede; og han stod midt iblandt dem og sagde: "Fred være med eder!" ret
(39) Han irettesatte derpå dem, som ikke havde troet på de andres vidnesbyrd, der havde set Jesus, og idet han vendte sig til Thomas, sagde han: "Ræk din finger frem; se, her mine hænder; og ræk din hånd frem og stik den i min side, og være ikke vantro, men troende!" Disse ord viser, at han havde skuet ind i Thomas' tanker og forstået, hvad han havde sagt. Den tvivlende discipel vidste, at ingen af hans brødre havde set Jesus på en uge, og de kunne derfor ikke havde fortalt Mesteren om hans hårdnakkede vantro. Han genkendte den person, der stod foran ham, som Mesteren, der var blevet korsfæstet. Han ønskede ikke at få noget yderligere bevis. Hans hjerte fyldtes med glæde, da han forstod, at Jesus i sandhed var opstået fra de døde. Han kastede sig ned for sin Mesters fødder i dyb kærlighed og hengivenhed og sagde: "Min Herre og min Gud." ret
(39) Jesus antog hans erkendelse, men irettesatte ham dog mildt for hans vantro: "Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set og dog tror." Her viste Jesus Thomas, at hans tro ville have været mere behagelig for Herren, hvis ham havde troet på sine brødres vidnesbyrd og ikke havde vægret sig ved at tro, indtil han havde set Jesus med sine egne øjne. Hvis verden skulle følge Thomas' eksempel, ville ingen tro til salighed; thi enhver, som nu tager imod Kristus, grunder sin tro på andres vidnesbyrd. ret
(39) Mange, som har en svag og vaklende tro, indbilder sig, at hvis de havde de beviser, som Thomas fik fra sine brødre, ville de ikke tvivle som ham. De fatter ikke, at de har ikke alene disse beviser, men også mange andre vidnesbyrd, som fremlægges for dem på alle sider. Mange, som i lighed med Thomas venter på, at al grund til at tvivle skal bortfjernes, opnår måske aldrig sit ønske således som ham, men synker gradvis dybere og dybere i vantro, indtil de ikke kan fatte, hvilke store beviser man har for, at Jesus er Frelseren, og i lighed med de vantro jøder vil det lille lys, som de endnu har, blive aldeles omtåget af det mørke, som svæver i deres sind. Når man forkaster den guddommelige sandheds tydelige og afgørende beviser, bliver hjertet forhærdet og forstanden forblindet. Når man ikke agter på det dyrebare lys, svinder det helt bort fra det sind, som ikke vil tage imod det. ret
(40) Af den måde, hvorpå Jesus behandlede Thomas, kan hans efterfølgere lære, hvorledes de skal behandle dem, som nærer tvivl om religiøse sandheder, og som lader denne tvivl herske. Han overvældede ikke Thomas med bebrejdelser, ej heller indlod han sig på at stride med ham. Men med en iøjnefaldende nedladenhed og ømhed åbenbarede han sig for den tvivlende sjæl. Da Thomas sagde, at han kun ville tro på visse betingelser, indtog han et meget urimeligt standpunkt. Men Jesus nedbrød ved sin kærlighed og overbærenhed alle de skranker, han havde opstillet. Vedholdende strid svækker sjælden vantroen, men stiller den heller på et standpunkt, hvor der søger at forsvare sig og finde nye støtter og undskyldninger. Men når Jesus åbenbarer sig i sin kærlighed og barmhjertighed som en trofast Frelser, kommer mange sjæle som før var uvillig, til at udråbe med Thomas: "Min herre og min Gud." ret