(12) Kort tid efter at Helligånden var steget ned, og umiddelbart efter en stund med inderlig bøn, tog Peter og Johannes op i templet for at bede, så de en forpint og lamslået krøbling, fyrre år gammel, som ikke har haft noget andet liv end i smerte og svaghed. Denne uheldige mand havde længe ønsket at komme til Jesus og blive helbredt; men han var næsten hjælpeløs, og var fjernet langt bort fra den store Læges sceneri. Med alvorlig bøn fik han nogle venlige mennesker til at bære ham til tempelporten. Men da han kom her til opdagede han at Helbrederen, som hans håb var centreret omkring, var blevet lagt i en grusom død. ret
(12) Hans skuffelse opildnede deres medynk som vidste hvor længe han ivrigt havde håbet og forventet at blive helbredt af Jesus, og de dagligt bragte ham til templet, så forbipasserende kan bevæges til at give ham en lille smugle for at lindre hans nuværende mangler. Da Peter og Johannes gik forbi, bad han om en gave fra dem. Disciplene så på ham med medfølelse. "Og Peter så fast med sine øjne på ham, sammen med Johannes, og sagde, Se på os." "Sølv og guld har jeg ikke; men det jeg har giver Jeg jer. I Jesu Kristi nazaræers navn stå op og gå." ret
(13) Den stakkels mands ansigtsudtryk sank da Peter erklærede sit eget armod, men lyste op af håb og tro da disciplen fortsatte: "Og han greb ham ved den højre hånd og rejste ham op. I samme nu blev hans ben og angler stærke, og han sprang op og stod oprejst og begyndte at gå omkring, og han fulgtes med dem ind i helligdommen, hvor han gik omkring og sprang og lovpriste Gud. Og hele folket så ham gå omkring og lovprise Gud. Og de kendte ham, fordi det var ham, der plejede at sidde ved den skønne port til helligdommen for at få almisse; og de blev fulde af rædsel og forfærdelse over det, som var sket ned ham." ret
(13) Jøderne var forbavsede over at disciplene kunne udføre lignende mirakler som dem Jesus gjorde. De troede at han var død, og de forventede at alle disse forunderlige manifestationer ville ophøre med ham. Alligevel var der her denne mand som har været hjælpeløs krøbling i fyrre år, frydede sig nu den fulde brug af ben, fri fra smerte, og lykkelig over at tro på Jesus. ret
(13) Apostlene så folks forbavselse, og spurgte dem hvorfor de var forbavset over det mirakel de havde været vidne til, og betragtede dem med ærefrygt som om det var ved deres egen kraft at de havde gjort denne ting. Peter forsikrede dem at det blev gjort ved Nazarets Jesus fortjenester, som de havde forkastet og korsfæstet, men som Gud havde oprejst fra de døde på den tredje dag. "Og det er ved troen på hans navn, at dette hans navn har gjort denne mand, som I ser og kender, stærk; og den tro, som virkedes af Jesus, har givet ham hans fulde førlighed, som I alle har set. Nu ved jeg vel, mine brødre, at I har handlet i uvidenhed, både I og jeres råds herrer. Men på den måde har Gud ladet det gå i opfyldelse, som han forud havde forkyndt gennem alle profeternes mund, at hans Salvede skulle lide." ret
(14) Jesu måde at udføre mirakler på var meget forskellig fra Apostlenes. Hans sprog var et som havde kraft i sig selv. "Bliv ren." "Ti, vær stille". Han hverken tøvede med at accepterede æren blev ham givet ved disse anledninger, eller søgte at splitte folks tanker fra sig selv, som om hans mirakler ikke blev udført ved sin egen kraft, for hans egen ære. Men apostlene udførte kun mirakler i Jesu navn, og nægtede at tage imod den mindste ære til sig selv. De hævdede at blot være instrumenter for den Jesus, jøderne havde korsfestet, som Gud havde oprejst og ophøjet til sin højre hånd. Han skulle have al ære og pris. ret
(14) Efter at have udført dette mirakel, flokkedes folket sig i templet, og Peter talte til dem i en del af templet, medens Johannes talte i en anden afdeling. Apostlene, havde talt udtrykkeligt om jødernes store forbrydelse, at forkaste og lægge Lives fyrste i døden, Peter var villig til at formindske den oprørende grusomhed af deres skyld, så meget så muligt, ved at antage at de gjorde det i uvidenhed. Han erklærede over for dem at Helligåndens kalde på dem at angre deres synder og blive omvendte; så der ikke var håb for dem, undtagen igennem nåden fra den Kristus, som de havde korsfæstet; igennem troen på ham alene kunne deres synders udslettes ved hans blod. ret
(15) Denne forkyndelse af Kristi opstandelse, og ved hans død og opstandelse ville han til sidst oprejse alle døde fra deres grave, oprørte Saddukæerne dybt. De følte at deres yndlingslære var i fare, og deres omdømme stod på spil. Nogle af templets embedsmænd og tempelledere var saddukærere. Lederne arrasterede ved hjælp af et antal saddukærere de to apostle, og satte dem i fængsel, da det var for sent at deres sager blev undersøgt den nat. ret
(15) Disse modstandere mod Kristus og apostlenes lære, kunne kun tro, selvom de nægtede at indrømme det, at Jesus var blevet opstået fra de døde og forblev på jorden i fyrre dage derefter; var beviset for overbevisende for dem at betvivle det. Ikke desto mindre var deres hjerter ikke blødgjorte, eller deres samvittighed slog dem for den forfærdelige handling de havde begået at lægge ham i døden. Da kraften fra Himlen kom over apostlene på en så bemærkelsesværdig måde, holdt frygten dem fra at være voldelige, men deres bitterhed og skinsyge var uforandret. Fire tusinde havde allerede grebet den nye lære apostlene lærte, og både farisæerne og saddukæerne besluttede iblandt sig selv af hvis disse lærere fik lov at gå uforhindret, ville deres indflydelse være i stor fare, end da Jesus var på jorden. Hvis en eller tro prædikener fra disciplene kunne udføre så forunderlige resultater, ville verden hurtig tro på Kristus, hvis de fik friheden, og præsternes og magthavernes indflydelse ville gå tabt. ret
(15) Den efterfølgende dag samles Annas og Kaifas, sammen med templets øvrige myndighedspersoner om fangernes retssag, som blev bragt frem for dem. I netop det værelse, for netop disse mænd, havde Peter skændigt fornægtet sin Herre. Alt dette kom tydeligt klart frem i disciplens tanker, idet han nu viste sig for sin egen trængsel. Han havde nu anledning til at indløse sin tidligere onde fejhed. ret
(16) Den tilstedeværende gruppe huskede det Peter havde gjort under sin Mesters trængsel, og de bildte sig selv ind at han kunne trues med fængsel og død. Men Peter som benægtede Kristus i den stund han trængte mest, var den impulsive, selvsikre discipel, skilte sig langt ud fra Peter, som stod foran Sanhedrinet til ransagelse den dag. Han var blevet helt anderledes; han stolede ikke på selv, og pralede ikke længere. Han var fyldt med Helligånden, og ved dens kraft var han blevet fast som en klippe, modig, dog beskeden, til at ophøje Kristus. Han var parat til at fjerne pletten fra sit frafald, ved at ære det navn han tidligere havde fornægtet. ret
(16) Hidtil havde præsterne undgået at omtale Jesu korsfæstelse og opstandelse; men nu hvor deres hensigter skulle opfyldes, blev de tvunget til at spørge den anklagede med hvilken kraft de havde udrettet den bemærkelsesværdige helbredelse af den kraftesløse mand. Fyldt af Helligånden talte Peter respektfuldt til præsterne og de ældste, og erklærede: "Så skal alle I og hele Israels folk vide, at det er ved navnet Jesus Kristus fra Nazaret, ham, hvem I korsfæstede, men som Gud har opvakt fra de døde det er ved hans navn, at manden her står rask for jeres øjne. Denne Jesus er stenen, som blev agtet for intet af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten. Og der er ikke frelse i nogen anden; thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses." ret
(17) Kristi segl var på Peters ord, og hans ansigt blev oplyst af Helligånden. Tæt ved siden af ham sod den mand, som et overbevisende vidne, som var blevet helbredt så mirakuløst. For kun nogle få timer siden var denne mands udseende kun en hjælpeløs krøbling, nu genopstået til kroppens sundhed, og blevet oplyst om Nazarets Jesus, lagde vidnesbyrdets vægt på Peters ord. Præsterne, øverstene og folket var tavst. Øversterne havde ikke magt til at tilbagevise hans udtalelse. De var nød til at høre det som de mest ønskede at ikke høre: kendsgerningen om Jesu Kristi opstandelse, og hans magt i himlen til at udføre mirakler ved sine apostle på jorden som medium. ret
(17) Det største mirakel at opvække Lazarus fra døde havde afgjort præsternes fortsæt på at afskaffes Jesus og hans forunderlige gerninger fra verden, som hurtigt nedbrød deres egen indflydelse over folk. Men her var der et overbevisende bevis på at Jesu død ikke havde stoppet de mirakler der blev udført i hans navn, eller forkyndelsen af den lære han underviste i. Nyhederne om miraklet, og apostlenes forkyndelse, havde allerede fyldt hele Jerusalem med begejstring. ret
(17) Peters forsvar, som han frimodigt vedkendte sig hvor hans styrke kom fra, appellerede til dem. Han henviste til den sten der blev sat til side af bygmestrene, - som af kirkens myndigheder, som har erkendt Hans værdi som de har forkastet, - men som ikke desto mindre blev hovedhjørnestenen. I disse ord henviste han direkte til Kristus, som var kirkens grundvoldssten. ret
(18) Folk var forbavsede over disciplenes frimodighed. De troede at fordi de var uvidende fiskere, ville de overvindes af vanskeligheder når de blev konfronteret af præsterne, skriftkloge og de ældste. Men de lod sig kende at de havde været hos Jesus. Apostlene talte som han havde talt, med en overbevisende kraft som havde gjort deres fjender tavse. For at skjule deres rådvildhed, gav præsterne og øversterne ordre til at apostlene blev taget bort, så de kunne rådføre sig iblandt dem selv. ret
(18) De var alle enige om at det ville være nyttesløst at fornægte at den mand var blevet helbredt ved den kraft apostlene havde fået i den korsfæstede Jesu navn. De ville gladelig have dækket over miraklet med falske beskyldninger; men værket var gjort i fuld dagslys, og foran en folkehob, og var allerede kommet tusindvis til kendskab. De følte at værket matte stoppe straks, eller ville Jesus vinde mange troende, og de selv vil blive vanæret, og de ville holdes skyldige som Guds Søns morder. ret
(18) Men på trods af deres ønske om at udslette disciplene, turde de ikke gøre noget værre end at true dem med den hårdeste straf hvis de fortsætte med at lære og virke i Jesu navn. Derpå erklærede Peter og Johannes frimodigt at deres arbejde var blevet givet dem af Gud, og de kunne ikke andet end tale om de ting de havde set og hørt. Præsterne ville gladelig have straffet disse adelsmænd for deres usvigelige troskab mod deres hellige kald, men de frygtede for folket, "for alle mænd ærede Gud for det som var gjort." Sammen med gentagede trusler og formaninger, blev apostlene således sat fri. ret
(19) Da Peter og Johannes var i fængsel, havde de andre disciple, vidende om jødernes ondsindethed, bedt for dem uophørlig, i angst for at den grusomhed der blev udøvet over Kristus ville gentages på deres brødre. Lige så snart som apostlene blev løsladt søgte de hen til deres bekymrede brødre, og fortalte dem om resultatet af forhøret. De troendes glæde var stor, og de gav sig selv hen i bøn, at der måtte gives dem større styrke i deres arbejde for forkyndertjenesten, som de så ville møde den samme opsatte modstand som Kristus kom ud for på jorden. Disciplene havde intet ønske om at forherlige sig selv, men søge at ophøje Jesus, og redde sjæle ved hans frelsende budskab. ret
(19) Når deres forenede bønner steg i tro op til himlen, kom svaret. Stedet de var samlet på blev rystet, og de blev fyldt med Helligånden. De gik ud til deres arbejde, talte om Guds ord med en overbevisende kraft, og der blev dagligt føjet nogen til menigheden. Store skarer havde samlet sig i Jerusalem for at holde den hellige fest. Korsfæstens og opstandelsens oprørende scenerier havde kaldet mange flere ud en sædvanligt. Da apostlene underviste i sandheden kom der pludselig og overbevisende kraft for dem, og tusindvis blev omvendt hver dag. ret
(19) De fleste af disse første troende var hurtigt afskåret fra familie og venner af jødernes meget blinde tro. Mange af de omvendte var trukket ud af forretninger, og forvist fra deres hjem fordi de havde fulgt deres samvittigheds overbevisning, og gjorde sig til talsmand for Kristi sag. Det var nødvendigt at forsyne disse mange mennesker, der var samlet i Jerusalem, med hjem og underhold. I nødssituationen ofrede dem med penge og ejendomme glædeligt til dem. Deres midler blev lagt frem for fødderne af apostlene, som fordelte til enhver efter hans behov; og der var ingen iblandt dem der led nød. ret
(20) Et eksempel på ædel godgørenhed nævnes særlig i skriften: " Og Josef, en levit, som stammede fra Kyperen og af apostlene fik tilnavnet Barnabas (det betyder trøstens søn), solgte en mark, han ejede, og kom med pengene og lagde dem for apostlenes fødder." Dette var virkningen af at udgyde Guds ånd over de troende. Det gjorde dem til et hjerte og sjæl. De havde en fælles interesse – fremgang med den mission de var blevet instrueret i. Deres kærlighed for deres brødre, og den sag som de havde gjort sig til tals mand for, var langt større end deres kærlighed for penge og ejendomme. De handle ud fra deres tro, og ved deres gerninger bevidnede de at de regnede menneskesjæle af langt større værdi end nogen jordisk arv. ret
(20) Når verdens selviske kærlighed kommer ind i hjertet, dør åndeligheden. Den allerbedste modgift mod verdenskærlighed er udgydelse af Guds Ånd. Når Kristi kærlighed tager hjertet helt i besiddelse, skal vi stræbe efter at følge Hans eksempel, som blev fattig for vor skyld, så vi ved hans kraft kan blive gjort rige. Når det bliver tydeligt at sandhedens Ånd svækker hengivenheden for verden hos dens disciple, og giver dem gør dem selvopofrende og godgørende, for at frelse deres medmennesker, sandhedens forsvarer vil få en kraftfuld indflydelse på sine tilhørere. ret
(21) I modsætning til det eksempel der er blevet citeret, er et andet tilfælde blevet skrevet ned af den inspirerede pen, som efterlader en mørk plet på den første menighed. "Men en mand ved navn Ananias og hans hustru Safira solgte en ejendom, og han stak med sin hustrus vidende nogle af pengene til side og kom kun med en del af dem og lagde dem for apostlenes fødder." Dette par havde bemærket at dem som havde delt ud af deres ejendomme for at dække deres fattigere brødres behov, blev værdsat meget højt iblandt de troende. Efter at have rådført sig med hinanden, besluttede de at sælge alle deres ejendomme, og ville give al udbytte til en fond, men tilbageholdt i virkeligheden en større del til sig selv. Det var tiltænkt at de kunne få til deres leveomkostninger, som de i virkeligheden satte meget højere end det faktisk er, til almindelig forråd, så de også kunne få deres brødre høje anseelse. ret
(21) Men en hellig Gud hader hykleri og falskneri. Fornemmelsen af sagens sande tilstand gjorde indtryk på apostlene, og da Ananias selv kom med sin gave, gav han det som var det hele udbyttet af hans ejendomssalg, sagde Peter til ham: »Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit hjerte, så du har løjet imod Helligånden og stukket nogle af pengene for jorden til side?. Kunne du ikke have beholdt den dengang den var din? og da den var solgt, havde du så ikke fri rådighed over pengene? Det er ikke mennesker, du har løjet for, men Gud.« Da Ananias hørte disse ord, faldt han om og udåndede. Og der kom stor frygt over alle, som hørte det." ret
(22) Peter spurgte: "Kunne du ikke have beholdt den dengang den var din?" viste han derved at ingen upassende indflydelse kom over Ananias og Safira der tvang dem til at ofre deres ejendomme et godt formål. De havde handlet efter valg. Men foregav de sig at handle ud fra Helligånden, og prøve at bedrage apostlene, havde de løget over for den Almægtige. ret
(22) Omtrent tre timer efter skete det, at hans hustru kom ind uden at vide, hvad der var foregået. Da sagde Peter til hende: »Sig mig, var det den pris, I solgte jorden for?« Og hun svarede: »Ja, det var.« Da sagde Peter til hende: »Hvorfor er I dog blevet enige om at friste Herrens Ånd? Hør, uden for døren lyder fortrinene af dem, der har begravet din mand; de skal også bære dig ud.«, I samme nu faldt hun om for hans fødder og udåndede. Da de unge mænd kom ind, fandt de hende død, og de bar hende ud og begravede hende ved siden af hendes mand. Og der kom stor frygt over hele menigheden og over alle, som hørte dette. ret
(22) Denne tydelige manifestation af Guds vrede over hyklerne var en hindring som den Uendelige Visdom vidste behøvedes. Menigheden var kommet i unåde, hvis der, i den hurtige vækst af bekendende kristne, var personer der bekendte at tjene Gud, men tilbad mammon. Der er mange Annanias’er og Safira’er i vore dag, som Satan prøver at hykle, på grund af deres pengekærlighed. Med forskellige planer og undskyldninger tilbageholder de, de midler fra Guds skatkammer som de har fået betroet til Guds sags fremme. Skulle Annanias og Safrias straf hjemsøges på denne klasse, ville der være mange døde lig i vore menigheder der krævede begravelse. ret
(23) Denne markante dom over to havesyge hyklere, hvis synd blev påvist af Guds Ånds bevis for apostlene, førte en ærbødig alvor for alle nyomvendte. Fra det tidspunkt viste de store forsigtighed, og en store grundig selvransagelse, bevidnede motiverne for deres handlinger. I en større religiøs bevægelse er der altid en klasse som føres af sted af følelser, men som hurtigt afslører selviskhed og forfængelighed. Disse personer kan aldrig være til ære for den sag de forsvarer. ret
(23) Apostlenes skarpsindighed med at se skjulte synder gav deres brødre større tillid til dem, og det budskab de forkyndte. Apostlene fortsatte deres nådesarbejde, at helbrede forpinte og proklamere en korsfæstet og oprejst Frelser, med stor kraft. Adskillige blev hele tiden føjet til menigheden ved dåben, men ingen vovede at slutte sig til dem, som ikke var forenede med de troende i Kristus i sind og hjerte. Store skarer flokkes i Jerusalem, og tog deres syge med, og dem som var grebet af urene ånder. Mange lidende blev lagt på gaderne da Peter og Johannes gik forbi, så deres skygger kunne falde på og helbrede dem. Kraften for den opstandne Frelser havde i virkeligheden faldet på apostlene, og de udvirkede tegn og mirakler som daglig øgede de troendes antal. ret
(23) Disse ting gav præsterne og øversterne store problemer, især iblandt dem som var Sadukære. De så at hvis apostlene fik lov til at forkynde en opstanden frelser, og gøre mirakler i hans navn, var deres lære om ingen opstandelse for døde, blev forkastet af alle, og deres sekt ville hurtigt ikke eksistere længere. Farisæerne så at tendensen til deres forkyndelse ville underminere de jødiske ceremonier, og at offersystemet ikke ville have virkning. Deres tidligere anstrengelser for at undertrykke disse forkyndere var forgæves; men de følte sig nu mere opsat på at nedlægge denne opstand. ret
(24) Apostlene blev derfor arresteret og sat i fængsel, og Sandhedrinet blev tilkaldt for at prøve deres sag. Et stort antal lærte mænd, foruden rådet, blev kaldt sammen, og de rådførte sig med hinanden hvad der skulle gøres med disse fredsforstyrrer. "Men en Herrens engel åbnede fængselets døre om natten og førte dem ud og sagde: »Gå hen og træd frem i helligdommen og tal til folket alle livets ord!« Da de havde hørt dette, gik de tidligt om morgenen ind i helligdommen og lærte." ret
(24) Da apostlene viste sig iblandt de troende, og fortalte hvordan englen havde ledt dem direkte imellem de soldater der passede fængslet, og bad dem genoptage det arbejde som var blevet afbrudt af præsterne og øversterne, blev brødrene fyldt med glæde og forbavselse. ret
(24) Præsterne og øverstene i rådet besluttede at påberåbe dem som oprører, og anklage dem for at have slået Ananias og Safira ihjel, og for at sammensværge berøve præsterne deres myndighed og lægge dem i døden. De stolede på at folkehoben ville blive oprørt til at tage sagen i egen hånd, og behandle dem ligesom de havde behandlet Jesus. De var klar over at mange som ikke acceptere Kristi lære var trætte af de jødiske myndigheders egenmægtige styre, og var ivrig efter en forandring. Hvis disse personer blev interesseret i og greb apostlenes tro, anerkendte Jesus om Messias, frygtede de at hele folkets vrede vil vende sig imod præsterne, som ville gøres ansvarlig for Kristi mord. De besluttede at gøre stærke forhåndsregler for at forhindre dette. Til sidst sendte de bud efter de formodede fanger som måtte bringes foran dem. Stor var deres forbavselse når da det blev meldt tilbage at dørene var sikkert slået til, og vagten stod foran dem, men fangerne var ingen steder at finde. ret
(25) Snart kom denne efterretning: »Se, de mænd, som I satte i fængsel, står i helligdommen og lærer folket.« Selvom apostlene var blevet udfriet mirakuløst fra fængslet, gik de ikke fri for forhør og straf. Kristus havde sagt til dem: "Men I, agt vel på jer selv; man skal overgive jer til domstole." Gud har givet dem et tegn på hans omsorg, og forsikring om hans nærhed, ved at sende en englen til dem; var det nu deres andel at lide for den Kristi sag som de forkyndte. Folk var så bearbejdet af det de havde set og hørt at præsterne og øversterne vidste det ville være umuligt at oprøre dem imod apostlene. ret
(25) “Så gik anføreren sammen med tjenerne hen og hentede dem, dog ikke med magt; thi de var bange for, at de skulle blive stenet af folket. Og da de havde hentet dem, førte de dem frem for rådet. Og ypperstepræsten forhørte dem og sagde: »Vi har jo udtrykkelig forbudt jer at lære i dette navn, og se, nu har I fyldt Jerusalem med jeres lære og vil bringe dette menneskes blod over os!« De var ikke så villig til at bære skammen at dræbe Jesus som da de hævede råbet med den nedværdigede folkehob: "Hans blod komme over os og vore børn!" ret
(26) Sammen med de andre apostle tog Peter den forsvarslinje op, som var fulgt ved hans tidligere prøvelse: "Da svarede Peter og de andre apostle og sagde: »Man bør adlyde Gud mere end mennesker." Det var englen Gud havde sendt, som udfriede dem fra fængslet, og som befalede dem at lære i templet. Når de fulgte hans anvisninger adlød de det guddommelige bud, som de måtte fortsætte at gøre uanset hvad det kostede dem selv. Peter fortsatte: "Vore fædres Gud har opvakt Jesus, som I tog af dage ved at hænge han på et træ. Ham har Gud med sin højre hånd ophøjet til fører og frelser for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse. Og vidner om disse ting er vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham.« ret
(26) Inspirationens ånd var over apostlene, og de anklagede blev til anklagere, anklagede præsterne og øversterne, som udgjorde rådet, for at være Kristi mordere. Jøderne var så ophidsede over dette at de besluttede, uden yderligere forsøg, og uden bemyndigelse fra de romerske officerer, at tage loven i deres egne hænder, og dødsdømme fangerne. Når de allerede havde Kristi blods skyld på sig, var de nu så ivrige efter at væde deres hænder i apostlenes blod. Men der var en lært højt positioneret mand hvis klare forstand så at dette voldeskridt ville få fatale følger. Gud oprejse en mand i deres eget råd til at standse præsternes og øversternes vold. ret
(27) Gamaliel, den ledende farisæer og lovlærer, en mand med stort omdømme, var en meget forsigtig person, som talte til fangernes fordel, anmodede om at de blev fjernet. Så talte han meget sindigt og beroligende: »Israelitiske mænd! se jer vel for, hvad I er ved at gøre med disse mennesker. For nogen tid siden optrådte jo Teudas, som gav sig ud for at være noget, og en flok på omtrent fire hundrede mand sluttede sig til ham; han blev berettet, og alle de, som havde ladet sig lede af ham, adsplittedes og blev til intet. Efter ham optrådte Judas fra Galilæa i skatteudskrivningens dage og fik en folkehob til at følge sig; han omkom også, og alle de, som havde ladet sig lede af ham, spredtes. Og nu siger jeg jer: Hold jer fra disse mennesker og lad dem være, thi hvis dette forehavende eller dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden; men er det af Gud, kan I ikke fælde dem. Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud!« ret
(27) Præsterne kunne ikke kun se fornuften i hans synspunkter; de var nød til at være enige med ham, og løslod meget modvilligt fangerne, efter at have slået dem med stave, og formane dem igen og igen mod at forkynde i Jesu navn, ellers ville deres liv betale straffen for deres frimodighed. "Så gik de da bort fra rådets åsyn, glade over, at de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld. Og de holdt ikke op ned hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene og at forkynde evangeliet om, at Jesus er Kristus«. Således fik apostlenes forfølgere problemer da de så deres manglende evne til at omstyrte disse vidner for Kristus, som havde tro og mod til vende deres skam til ære, og deres smerte til glæde for deres Mesters sag, som havde båret ydmygheden og pinslen før dem. Således fortsatte disse brave disciple med at lære i offentligheden, og skjult i private hjem, på beboernes anmodning, som ikke åbenlyst turde bekende deres tro, af frygt for jøderne. ret