(28) “På denne tid, da disciplenes antal voksede, begyndte de græsktalende jødekristne at knurre mod de hebræisktalende over, at enkerne iblandt dem blev tilsidesat ved den daglige uddeling." Disse grækere boede i andre lande, hvor det græske sprog blev talt. Langt størstedelen var nyomvendte var jøder som talte hebræisk; men disse her havde boet i det romerske imperium, og talte kun hebræisk. Der begyndte at komme knurren iblandt dem at de græske enker ikke blev så gavmildt hjulpet som de trængende iblandt hebræerne. Enhver detalje af den slags ville være alvorlig for Gud; og der blev straks taget forhåndsregler for at genoprette fred og harmoni til de troende. ret
(28) Helligånden foreslog en metode hvorved apostlene kunne befries fra opgaven at fordele ud blandt fattige, og lignende byrder, så at de forkynde Kristus i fred. " De tolv sammenkaldte da hele discipelskaren og sagde: »Det er ikke ret, at vi forsømmer Guds ord for at gøre tjeneste ved bordene. Find derfor, brødre! iblandt jer syv mænd, som har godt lov og er fulde af Ånd og visdom; dem vil vi så indsætte til denne gerning. Men selv vil vi trolig blive ved med bønnen og ordets tjeneste.« ret
(28) Menigheden udvalgte derfor syv mænd med den fulde tro og Guds Ånds visdom, til at gøre de forretninger der angik den sag. Stefanus var den første der blev valgt, han var en jøde af fødsel og religion, men talte det græske sprog, og kendte til grækernes skikke og optræden. Han blev derfor betragtet som den mest rigtige person til at stå ved fordelingen af fondsmidlerne til enker, forældreløse og værdigt trængende. Denne udvælgelse imødekommer alles tanker, og utilfredsheden og knurren stilnes. ret
(29) De syv udvalgte mænd blev højtideligt sat til side til deres opgaver ved bøn og håndspålæggelse. Dem som blev ordineret til det, blev derved ikke udelukket fra at undervise i troen. Tværtimod står der at "Stefanus var fuld af nåde og kraft, gjorde store undere og tegn blandt folket." De var helt ud kvalificeret til at undervise i sandheden. De var også mennesker med en rolig dømmekraft og diskretion, beregnende til at håndtere vanskelige sager, under prøvelser, knurren eller under jalosi. ret
(29) Disse valgte mennesker til at udføre forretninger for menigheden, så at apostlene kunne være fri for deres særlige arbejde at undervise i sandheden, blev velsignet stort af Gud. Menigheden voksede i antal og styrke. "Og Guds ord havde fremgang, og disciplenes tal voksede meget i Jerusalem; og en stor mængde af præsterne adlød troen." ret
(29) Det er nødvendigt at den samme orden og det samme system skal fastholdes i menigheden nu, såvel som på apostlenes dage. Sagens fremgang berør for det mest på sine forskellige afdelinger der føres af dygtige mænd, som er kvalificeret til deres stillinger. Dem som er valgt af Gud til at være ledere i Guds sag, har det generelle overblik over menighedens åndelige interesser, bør hjælpes så vidt muligt, fra byrder og bekymringer af timelig natur. Dem som Gud har kaldet til at tjene i ord og lære bør altid have tid til meditation og bøn og studiet af skriften. Deres klare åndelige dømmekraft omtåges ved at gå ind i mindre forretningsdetaljer, og have med de forskellige temperamentstyper at gøre, som samles i menighedsmedfør. Det er passende at alle sager af timelig art kommer til de rette kontorer, og tilpasses efter dem. Men hvis de er af en så vanskelig karakter at deres visdom hæmmes, bør de føre dem frem for deres råd som har overblik over hele menigheden. ret
(30) Stefanus var meget aktiv i Guds sag, og erklærede frimodigt sin tro. "Da stod der nogle frem af den synagoge, som hed »De frigivenes og kyrenæernes og aleksandrinernes Synagoge«, og nogle af den fra Kilikien og provinsen Asien og indlod sig i ordstrid med Stefanus. Men de kunne ikke modstå den visdom og den ånd, hvormed han talte." Disse studerende fra de store rabiner havde fornemmet at de i offentlig diskussion kunne få fuldstændig sejr over Stefanus, på grund af hans formodede uvidenhed. Men han talte ikke kun med Helligåndens kraft, men det var tydeligt for hele den store forsamling at han også studerede profetierne, og lærte alle lovens ting. Han forsvarede dygtigt de sandheder som han hævdede, og nedlagde sine modstandere fuldstændigt. ret
(31) De præster og rådsherrer som var vidne til den krafts forunderlige manifestation der var med i Stefanus gerning, blev fyldt med bitter had. I stedet for at give efter for de bevisbyrder som han kom med, besluttede de at fortie hans stemme ved at dræbe ham. Ved flere lejligheder hade de bestukket de romerske myndigheder til at forbigå det ubemærket, hvor jøderne havde taget loven i deres egen hænder, og prøve at fordømme og henrette fangerne efter deres nationale skik. Stefanus’ fjender betvivlede ikke at de kunne gøre noget sådant uden at bringe sig selv i fare. De besluttede at kritisere følgerne af det, og de anholdt derfor Stefanus og bragte ham for Sandhedrin-rådet for rettergang. ret
(31) Lærte jøder for omgivende lande blev kaldt sammen for at modbevise den anklagedes argumenter. Saul, som havde udskilt sig som en nidkær modstander mod Kristi lære, og som forfølger for alle der troede på ham, var også til stede. Denne lærte tog en ledende del imod Stefanus. Han havde en veltalende tyngde og rapinernes tækning til at fremføre sagen, og overbeviste folk om at Stefanus forkyndte bedragerisk og farlig lære. ret
(31) Men Saulus mødte en i Stefanus om var lige så uddannet som han selv, og en som havde fuld forståelse for Guds hensigt, med at sprede evangeliet til andre folk. Han troede på Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, og var fuldt befæstet med hensyn til Jødernes privilegier; men hans tro var frisindet, og han vidste at tidspunktet var kommet, hvor de sande troende ikke alene skulle tilbede i templer gjort med hænder; men udover verden, måtte mennesker tilbede Gud i Ånd og i sandhed. Sløret var blevet trukket til side for Stefanus øjne, og han så afslutningen af det som blev afskaffet ved Kristi død. ret
(32) Præsterne og øversterne formåede intet imod hans klare og rolige visdom, som de var voldsom imod i deres modstand. De besluttede at gøre sig et eksempel i Stefanus, og når de således tilfredsstillede deres hævngerrige had, forhindrede de andre ved frygt at antage hans tro. På den mest monumentale måde blev der ført voldsomme angreb imod ham. Deres hyres falske vidner til at bevidne at de har hørt ham sige blasfemiske mord imod templet og loven. De siger: Thi vi har hørt ham sige: »Denne Jesus fra Nazaret skal nedbryde dette sted og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.« ret
(32) Da Stefanus stod ansigt til ansigt med hans dommere, for at besvare bespottelsens forbrydelse, skinnede en hellig glans over hans ansigt. "Og alle de, som sad i rådet, stirrede på ham, og hans ansigt var, for dem at se, som en engels ansigt." Dem som ophøjede Moses måtte have set det samme hellige lys i fangen, som udstrålede fra den gamle profets ansigt. Sekina var et skue som de aldrig før havde været vidne til i templet, hvis herlighed var gået for altid. Mange som så lyset i Stefanus ansigt skælvede og tilslørede deres ansigter; men årdnakket vantro og fordomme faldt aldrig. ret
(32) Stefanus blev betvivlet for sandheden af hans anklagere, og tog sit forsvar op i en klar og gysende stemme der rang igennem retssalen. Han fortsatte med at fortælle Guds udvalgte folks historie, i ord som tryllebandt forsamlingen. Han viste en grundig kundskab til jødernes husholdning, og den åndelige fortolkning som nu blev vist igennem Kristus. Han begyndte med Abraham, og sporede gennem historien ned fra slægt til slægt, igennem Israels nationale optegnelser til Salomon, og tog de mest udtryksfulde pointer frem for at forsvare hans sag. ret
(33) Han viste at Gud roste Abrahams tro, som påberåbte sig løftets land, skønt han ikke ejede noget land. Han dvælede særlig ved Moses, som modtog loven ved engles tilskikkelse. Han gentog Moses ord som Kristus forudsagde: »En profet som mig vil Gud lade fremstå for jer, en af jeres brødre.« Han præsenterede tydeligt for dem at israels synd at ikke give agt på englens røst, som var Kristus selv. Han sagde: “Det var også ham, som dengang menigheden var i ørkenen, både færdedes sammen med engelen, der talte til ham på bjerget Sinaj, og sammen med vore fædre; og han modtog levende ord, som ham skulle give til jer." ret
(33) Han tydeliggjorde sin egen loyalitet mod Gud og den jødiske tro, medens han viste at loven som de stolede på ville frelse ikke var i stand til at bevare Israel fra afgudsdyrkelse. Han forbandt Jesu Kristus med hele den jødiske historie. Han henviste til Salomons tempelbyggeri, og til både Salomons og Esajas ord: "Dog, den Højeste bor ikke i huse, gjorte med hænder". »Himlen er min trone og jorden mine fødders skammel. Hvad for et hus vil I bygge mig? siger Herren, eller hvor er stedet, jeg skulle hvile på? Er det ikke min hånd, som har skabt alt dette?« Stedet for Guds højeste tilbedelse var i himlen. ret
(34) Da Stefanus var nået til dette punkt var der tumult iblandt folkene. Den anklagede læste hans skæbne i ansigtet foran ham. Han fornemmede den modstand der var i hans ord, som blev talt efter Helligåndens diktat. Han vidste at han gav sit sidste vidnesbyrd. Få som læste denne tale af Stefanus påskønnede den . Ved den anledning, det tidspunkt og sted burde huskes at ordene kom til deres fulde betydning. ret
(34) Da han knyttede Jesus Kristus med profetierne, og talte i templet som han gjorde, rev præsterne i rædsel hans klædning i stykke. For Stefanus var denne handling en tilkendegivelse om at hans stemme snart ville stilnes for altid. Selvom han var lige midt i sin prædiken, sluttede han den pludselig af med at bryde fra historierækken, og vende sig mod sine rasende dommere og sagde: "I stivnakkede og uomskårne på hjerter og øren .Altid sætter I jer op imod Helligånden som jeres fædre, således I. Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? de dræbte dem, som forud forkyndte, at den Retfærdige skulle komme, og hans forrædere og mordere er I blevet. I modtog loven, formidlet ved engle, men I har ikke holdt den!« ret
(34) Ved dette blev præsterne og øversterne ude af sig selv af vrede. De var mere som vilde dyr efter bytte end som mennesker. De for på Stefanus, skar deres tænder. Men han lod sig ikke skræmme; han havde forventet dette. Hans ansigt var roligt og skinnede med engles lys. De rasende præster og den oprevne hob var han ikke bange for. "Men fuld af Helligånden stirrede han op imod Himmelen og så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre hånd. Og han sagde: »Se, jeg skuer Himlene åbne og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd.« ret
(35) Sceneriet omkring ham svandt bort for ham; Himlens porte var på klem, og Stefanus så ind, og så herligheden fra Guds og Kristi sale, som om han lige havde rejst sig fra sin trone, stående parat til støtte sin tjener, der var ved at lide martyrium for hans navn. Da Stefanus proklamerede det herlige sceneri, der åbnede sig op for ham, var det mere end hans forfølgere kunne klare. De lukkede deres ører til, så at de ikke kan høre hans ord, og råbte højt, løb rasende på ham i samstemmighed. "Så stenede de Stefanus, medens han bad og sagde: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Og han faldt på knæ og råbte ned høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen." ret
(35) Midt i den mest grusomme døds pinsler, bad denne trofaste martyr, ligesom hans guddommelige Mester, for sine mordere. De vidner som havde anklaget Stefanus blev pålagt at kaste de første sten. Disse personer lagde deres klæder ned foran Saulus fødder, som havde taget aktiv del i diskussionen, og havde indvilget i fangens død. ret
(35) Stefanus’ martyrdom gjorde et dybt indtryk på alle som var vidne til det. Det var en hård prøvelse for menigheden, men resulterede i Saulus omvendelse. Martyrens tro, standhaftighed, og forherligelse kunne han ikke få ud af sin hukommelse. Guds segl på hans ansigt, hans ord som nåede alles sjæle som hørte dem, undtagen dem der var forhærdet og modsatte sig lyset, forbliv i beskuernes hukommelse, og bevidnede den sandhed som han havde proklameret. ret
(36) Der var ikke sagt nogen lovlig dom over Stefanus; men de romerske myndigheder var blevet bestukket af store pengesummer til ikke at undersøge sagen. Saulus lod til at være gennemsyret af en vanvittig iver ved Stefanus prøvelse og død. Han lod til at være vred over sin egen skjulte overbevisning om at Stefanus var æret af Gud, i den periode hvor han blev vanæret af mennesker. Han fortsatte med at forfølge Guds menighed, fange dem, pågribe dem i deres huse, overbringe dem til præsterne og øversterne til fængsel og død. Hans iver for at gennemføre forfølgelserne var en rædsel for de kristne i Jerusalem. De romerske myndigheder gjordet ikke noget særligt for at standse det grusomme værk, og hjalp jøderne i det skjulte, for at forsone sig med dem, og sikre sig deres gunst. ret
(36) Efter Stefanus’ død blev disciplene begrænset i deres aktive tjeneste, og mange af de troende som havde boet fysisk i Jerusalem, blev nu trukket tilbage til deres fjernere hjem, på grund af den voldelige forfølgelse imod dem. Men Apostlene turde ikke forlade Jerusalem før Guds Ånd havde vist at det var deres pligt at gøre dette; for Kristus havde påbudt dem at først arbejde i den mark. Selvom præsterne og øversterne forfulgte de nyomvente bitterligt, turde de ikke arrestere apostlen for en tid, skræmt af Stefanus døende vidnesbyrd, og erkende at deres sag med ham havde skadet deres egen sag over for andre folk. ret
(37) Kristus havde befalet sine disciple at gå ud og lære alle folkene; men den tidligere lære som de havde modtaget fra jøderne gjorde det ligegyldig for dem at helt forstå deres mesters ord, og derfor var de træge at handle efter dem. De kaldte sig selv for Abrahams børn, og betragtede sig selv som den guddommelige forjættelses arvinger. Det var ikke før adskillige år efter Herrens himmelfart at deres sind var udvidet så meget at de kunne forstå intentionerne i Kristi ord, at de skulle arbejde for hedningenes omvendelse såvel som for jødernes. ret