Tilbage

Saulus omvendelse

(37)  Saulus’ sind var stærkt oprørt af Stefanus’ sejrrige død. Han blev rystet i sine fordomme; men præsterne og øversternes anskuelser og argumenter overbeviste ham til sidst at Stefanus var en bespotter; at Jesus Kristus som han havde forkyndt var en bedrager, og at dem som tjente i hellige embeder måtte have ret. Som det beslutsomme menneske, og med stærke mål, blev han meget bitter i sin modstand mod kristendommen, efter at tidligere at være helt opsat på at præsternes og de skriftkloges syn var rigtige. Hans iver fik ham til at forfølge de troende helt frivilligt. Han fik sat hellige mænd for rådene, og sat dem i fængsel eller dømt til døden, uden bevis for nogen anden forbrydelse end deres tro på Jesus. Jakobs og Johannes iver var ligesådan, skønt det var i den anden retning, da de ville nedkalde ild fra himlen til at fortære dem som ringeagtede og forhånede deres Mester. ret

(38)  Saulus var på vej til Damaskus med sine foretagender; men han var besluttet på gøre to ting på en gang, at udpege alle de troende i Kristus i det han rejste. Til dette fik han nogle breve fra ypperstepræsten til at læse op i synagogerne, som bemyndigede ham til at arrestere alle som man mistænkte for at være troende i Jesus, og blev sendt til Jerusalem af budbringere, for at blive trængt og straffet dér. Han gik ud på sin vej, fuld af manddommens styrke og livskraft, og brænder for en fejlslået iver. ret

(38)  Da de trætte rejsende nærmede sig Damaskus, hvilede Saulus øjne med fornøjelse på det frodige land, de smukke haver, de frugtbare urtehaver, og de kolde strømme som løb rislende iblandt den friske og grønne buskads. Det var opfriskende at se på dette sceneri efter en lang og træt rejse over den øde ørken. Medens Saulus sammen med sine ledsagere så og beundrede dette, skinnede et lys over solens klar over ham, "og han faldt til jorden og hørte en røst, som sagde til ham: »Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?« Han sagde: »Hvem er du, Herre?« Han svarede: »Jeg er Jesus, som du forfølger; og det vanskeligt for jer stampe imod brodden.« ret

(38)  Dette sceneri var mest forvirrende. Saulus’ ledsagere blev slået af rædsel, og næsten forblændet af det stærke lys. De hørte stemmen, men så ingen, og det hele var uforståeligt og mystisk. Men Saulus lå lamslået til jorden, forstod de ord som blev talt, og så klart Guds Søn for sig. Ét blik på det herlige Væsen, indprentede hans billede for altid på den slåede jøde. Ordene slog sig tilbage til hans hjerte med en appellerende kraft. En flod af lys skinnede ud i hans sinds formørkede kamre, der åbenbarede hans uvidenhed og vildfarelse. Han så at, da han bildte sig selv ind at være nidkær for at tjene Gud, og forfølge Kristi efterfølgere, havde han i virkeligheden gjort Satans arbejde. ret

(39)  Han så sin tåbelighed at hvile i sin tro på præsternes og øversternes forsikringer, hvis hellige offer havde givet dem stor indflydelse over hans tankesind, og fået ham til at tro at genopstandelsesberetningen var en opdigtet historie fra Jesu disciple. Nu hvor Kristus åbenbarede sig for Saulus, kom Stefanus prædiken uvægerligt frem i hans tanker. De ord som præsterne erklærede var blasfemi, viste sig nu for ham som sandheden. På tidspunktet for den forunderlige oplysning, handlede han bemærkelsesværdigt hurtigt i sine tanker. Han sporede sig tilbage i den profetiske historie, og så at Jesus blev forkastet af jøderne, hans korsfæstelse, genopstandelse og himmelfart var blevet forudsagt af profeterne, og bevist at han var den lovede Messias . Han huskede på Stefanus ord: »Se, jeg skuer Himlene åbne og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd;« og han vidste at den døende hellige havde set på rigets Herlighed. ret

(39)  Hvilken en åbenbaring var alt dette for denne forfølger af de troende. Et klart, men forfærdeligt lys havde brudt ind i hans sjæl. Kristus var åbenbaret for ham som kommet til jorden i sin missions opfyldelse, blevet forkastet, mishandlet, fordømt og korsfæstet af dem som han kom for at frelse, og var opstået fra de døde, og steget ind til himlene. I dette forfærdelige øjeblik huskede han på at den hellige Stefanus var blevet ofret ved hans samtykke; og at mange værdige, ved ham, havde mødt deres død ved grusom forfølgelse. ret

(40)   ”Og han sagde rystende og forfærdet: Herre, hvad vil du at jeg skal gøre? Og Herren sagde til ham: Stå op og gå ind i byen, så skal det blive sagt dig, hvad du bør gøre." Saulus var ikke i tvivl om at dette var den sande Jesus af Nazaret, som talte til ham, og at han i virkeligheden var den længe ventede Messias, Israels trøst og genløser Og nu var denne Jesus, som underviste på jorden, talte i lignelser til sine tilhører, brugte kendte ting for at illustrere hans betydning, sammenlignede Saulus arbejde, med at forfølge Kristi efterfølgere, i gang med at stampe mod brodden. Disse kraftfulde ord illustrerede den kendsgerning at det ville være umuligt for noget menneske at modstå Kristi sandheds fremadskridende proces. Det ville føre til sejr, når alle anstrengelser for at modstå ville føre til at skade modstanderen. Til sidst ville forfølgeren lide tusinde gange mere end dem han havde forfulgt. Før eller siden har hans eget sind og hjerte fordømt ham; han vil finde at han i virkeligheden havde stampet på brodden. ret

(40)  Frelseren havde talt til Saul igennem Stefanus, hvis klare udlægning af skrifterne ikke kunne diskuteres. Den lærte jøde hade set martyrens ansigt genspejle lyset af Kristi herlighed, og set ud som en engels ansigt. Han havde været vidne til hans overbærenhed imod hans fjender, og hans tilgivelse til dem. Derudover havde han været vidne til sjæls modet og den glædelige forsagelse hos andre troende i Jesus medens de blev tortureret og forpint, nogle af dem havde opgivet deres liv med glæde for deres tros skyld. ret

(41)  Alle disse vidnesbyrd appellerede højlydt for Saul, og overbeviste hans sind; men hans uddannelse og fordomme, hans respekt for præster og øverster, og hans populære stolthed, forhærdede ham til at gøre oprør imod samvittighedens stemme, og Guds nåde. Han hade kæmpet hele nætter imod overbevisningen, og havde altid afsluttet med at love at hans tro er at Jesus ikke var Messias, at han var en bedrager, og hans efterfølgere var vildledte fanatikere. ret

(41)  Nu hade Kristus talt til Saulus ved sin egen stemme: "Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?" Og spørgsmålet: "Hvem er du, Herre?" var fra den samme stemme: "Jeg er Jesus, som du forfølger." Her identificerer Kristus sig selv med sit lidende folk. Ved at forfølge Jesu efterfølgere havde Saulus slået direkte imod himlens Herre. Jesus erklærer at i hjemsøgelsen af hans brødre på jorden, havde Saulus slået imod deres Hoved og Repræsentant i himlen. I falske anklager og vidner imod dem, havde han på falsk måde anklaget og vidnet imod verdens Frelser. Her ses det tydeligt at Kristus lider i form af sine hellige. ret

(41)  Da den strålende herlighed blev trukket tilbage, og Saulus rejste sig fra jorden, fandt han at ud af at han slet ikke kunne se. Kristi herligheds stråleglans var så intens for hans menneskelige øjesyn, at da det var borte kom nattens mørke over hans udsyn. Han troede at hans blindhed var Guds straf for hans grusomme efterfølgelse af Jesu efterfølgere. Han famlede sig frem i forfærdeligt mørke, og hans ledsagere forte ham, i frygt og forbavselse, i hænderne ind i Damaskus. ret

(42)  Hvor anderledes var det ikke for at komme ind i byen, end fra det han havde regnet med! I stolt tilfredshed nærmede han sig Damaskus, i forventning om at hans ankomst ville blive hilst med opvisning og bifald på grund af den ære han fik af ypperstepræsten, og den store iver og slagkraft viste ved at opsøge de troende, og føre dem fangne til Jerusalem, for at blive dømt og straffet uden barmhjertighed. Han havde besluttet at hans rejse skulle krones med succes; og hans modighed og udholdenhed ikke veg for nogle af de vanskeligheder eller fare der var ved hans mål. Han hade besluttet at ingen kristen skulle undfly hans vagtsomhed; han ville spørge mænd, kvinder og børn ud om deres tro, og om dem de var knyttet til; han ville gå ind i deres huse, og anholde deres beboere med magt, og sende dem som fanger til Jerusalem. ret

(42)  Men hvor forandret var sceneriet fra det som han havde regnet med! I stedet for at udøve magt, og få ære, var han i virkeligheden selv en fange, der var blevet frataget synet, og afhængig af sine ledsageres vejledning. Hjælpeløs, og plaget af samvittighedsnag, følte han at han selv var under dødsdom, og kendte ikke det næste temperament Herren ville gøre af ham. ret

(43)  Han blev taget til disciplen Judas’ hjem, og der blev han, isoleret og alene, og studerede på den fremmede åbenbaring, som hade brudt alle hans planer, og ændret hele hans livsretning. Han gennemgik tre dage i fuldkommen blindhed, havde en forfærdelig tid med refleksion, anger og alvorlig bøn, hverken spist eller drag igennem hele perioden. Med forbitrelse huskede han Stefanus, og det vidnesbyrd han var blevet støttet af igennem sit martyrium, ved en kraft der var højere end jorden. Han tænkte med rædsel på sin egen skyld at blive ført bort af præsternes og øversternes ondsindethed og fordomme, lukke sine øjne og ører imod de mest slående beviser, og føre fangegruppen ubarmhjertigt, i sin forfølgelse af de troende i Kristus. ret

(43)  Han var ensom i ensomheden; han havde ingen kommunikation med kirken, for de var blevet advaret om formålet med hans rejse til Damaskus, af de troende i Jerusalem; og de troede at han gjorde det, for at han bedre kunne forfølge dem. Han havde intet ønske om at appellere til uomvendte jøder; for han vidste at de ikke ville lytte til eller tage sig af hans udtalelser. Han lod til at være helt udelukket fra menneskelig sympati; og han reflekterede og bad med en helt sønderbrudt og angerfuld ånd. ret

(43)  Disse tre dage var som tre år for den blinde og samvitigheds forslåede jøde. Han var ikke nyomvendt i skrifterne, og i sit mørke og sin ensomhed genkaldte han de passager som viste hen til Messias, og sporede sig ned igennem profetierne, med en hukommelse der var gjort skarp af den overbevisning han nu havde fået i sine tanker. Han blev forbavset over sin tidligere blinde forståelse, og over jødernes blindhed i almindelighed, at forkaste Jesus som den lovede Messias. Og nu synes alt at være tydeligt for ham, og han vidste at det var fordomme og vantro som havde omtåget hans begrebsopfattelse, og forvansket ham fra at se Jesus af Nazaret som profetiens Messias. ret

(44)  Denne forunderlige omvendelse af Saulus demonstrer Kristi overbevisende kraft på menneskets sind og hjerte på en forbløffende måde. Saulus troede virkelig at troen på Jesus faktisk var at fornægte Guds lov brændoffer tjenesterne. Han havde troet at Jesus selv ignorerede loven, og havde lært sin disciple at den ikke har nogen virkning nu. Han troede at det var hans pligt at kæmpe til sit yderste for at udrydde den foruroligende lære at Jesus var livets Fyrste; og med samvittighedsfuld iver var han blevet en udholdende forfølger af Kristi menighed. ret

(44)  Men Jesus, hvis navn han hadede og foragtede over alle andre, havde åbenbaret sig selv for Saul, for at fange ham i hans afsindige løbebane, og gøre ham til et redskab, af den mindst lovende person, der frembærer evangeliet til hedningene. Saulus var overvældet af denne åbenbaring, og indså at han, i sin modstand mod Nazarets Jesus, hade sat sig selv op imod verdens Genløser. Overvældet af sin skyldfølelse råbte han: "Herre, hvad vil du at jeg skal gøre?" Her og der informerede Jesus ham ikke om det arbejde der var bestemt til ham, men sendte ham instrukser til de disciple som han havde efterfulgt så bitterligt. ret

(45)  Dette forunderlige lys som havde oplyst Saulus’ mørke var Herrens værk; men der var også et arbejde at Kristi disciple skulle gøre for ham. Svaret på Sauls’ spørgsmål er: "Stå op og tag til staden, og det skal fortælles dig hvad du skal gøre." Jesus sender den spørgende jøde til sin menighed, for at få kendskab fra dem, om hans opgave. Kristus udfører åbenbaringens og overbevisningens værk; og nu var den angerfulde i stand til at lære fra dem, som Gud havde forordnet til at undervise i hans sandhed. Derved gav Jesus sin organiserede menighed lov, og satte Saulus i forbindelse med sine repræsentanter på jorden. Lyset fra den himmelske opblænden berøvede Saulus synet; men Jesus, den store helbreder, genoprettede det ikke med det samme. Alle velsignelser flød fra Kristus, men nu havde han etableret en menighed, som hans repræsentant på jorden, og til denne tilhørte opgaven at føre den angrende synder hen til livets vej. Netop de mænd som Saulus ville udslette skulle være hans undervisere i den religion han havde foragtet og forfulgt. ret

(46)  Saulus tro blev prøvet hårdt i de tre dage med faste og bøn i Judas hjem, i Damaskus. Han var helt blind, og i fuldstændig sindsmørke hvad det var pålagt ham. Han var blevet anvist at tage til Damaskus, hvor det blev fortalt ham hvad han skulle gøre. I sin usikkerhed og pinsel råbte han alvorligt til Gud: "I Damaskus var der en discipel ved navn Ananias; til ham sagde Herren i et syn: »Ananias!« Og han svarede: »Se, her er jeg, Herre!« Og Herren sagde til ham: »Stå op, gå hen i den gade, som kaldes den Lige, og spørg i Judas' hus efter en ved navn Saulus fra Tarsus; thi se, han beder. Og han har i et syn set en mand ved navn Ananias komme ind og lægge hænderne på ham, for at han skulle få sit syn igen.« ret

(46)  Ananias kunne knap nok tro englebudbringerens ord, for Sauls bitre forfølgelse af de hellige i Jerusalem havde spredt sig fjern og nær. Han gik tilsyneladende i rette; sagde han: »Herre! jeg har hørt af mange om den mand, hvor meget ondt han har gjort dine hellige i Jerusalem. Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, som påkalder dit navn.« Men befalingen til Ananias var uforbeholden: »Gå! thi denne mand er mit redskab, som jeg har udvalgt mig til at bære mit navn frem både for hedninger og konger og Israels børn.« ret

(46)  Den discipel der var lydig over for englens anvisning, udsøgte det menneske som i den senere tid hade udgydt trusler imod alle, der troede på Jesu navn. Han sagde til ham: »Broder Saul! det er Herren, som har sendt mig, Jesus, der viste sig for dig på vejen, du kom ad, for at du skal få dit syn igen og blive fyldt med Helligånden.« Og straks faldt der ligesom skæl fra hans øjne og han fik sit syn igen, og han stod op og blev døbt.« ret

(46)  Kristus giver her et eksempel på sin måde at arbejde på menneskers frelse på. Han kunne have gjort alt dette arbejde direkte på Saul, men det var ikke i overensstemmelse med hans plan. Hans velsignelser skulle komme igennem de agenter som han havde forordnet. Saulus hade et arbejde at gøre med at bekende over for dem, som han havde planlagt at ødelægge, og Gud havde et ansvarsbetynget arbejde for de mennesker han havde bemyndiget at gøre noget for i hans sted. ret

(47)  Saulus blev en elev af disciplene. I lyset af loven, ser han sig selv som en synder. Han ser at Jesus, som han i sin uvidenhed havde betragtet som bedrager, er ophavet og grundlæggeren til Guds folks religion fra Adams dage, og troens fuldender nu så klar som for hans oplyste vision; sandhedens forsvarer, og profetiernes fuldender. Han havde betragtet Jesus som uden betydning for Guds lov, men hans åndelige vision var berørt af Guds finger, han lærte at Kristus var hele det jødiske offersystems ophav; da han kom ind i verden for at fortælle formålet med at forsvare Faderens lov; og at han i sin forbilledlige død mødte sit modbillede. I lyset af moralloven, som han selv havde troet skulle holdes så nidkært, så Saulus sig selv som synderen af synderne. Han angrede, som døde i synd, og blev lydig mod Guds lov, og havde troen på Jesus Kristus som sin frelser, blev døbt, og forkyndte Jesus lige så alvorligt og nidkært som han tidligere havde anklaget ham. ret

(47)  Verdens Genløser billiger ikke udøvelser i religiøse sager, der er uafhængig af hans organiserede og anerkendte kirke. Mange har den idé at de står til ansvar for Kristus alene, for deres lys og erfaring, uafhængig af hans anerkendte efterfølgere på jorden. Men i beretningen om Sauls omvendelse, får vi vigtige principper, som vi altid bør have i sinde. Han kom direkte i Kristi nærhed. Han var en som Kristus ville have til det mest vigtige arbejde, en som skulle være "et udvalgt kar" for ham; alligevel gav han ham ikke sandhedens lektier personligt. Han standser hans løbebane og overbeviser ham; men da han spurgte: "Hvad vil du at jeg skal gøre?" sætter Frelseren ham i forbindelse med sin menighed, og lader dem styre ham hvad de skal gøre. ret

(48)  Jesus er syndernes ven; hans hjerte er berørt af deres ve; han har al magt, både i himlen og på jorden; men han respekterer de midler som han har forordnet til menneskenes oplysning og frelse; han viser synderne hen til den menighed, som han har gjort til lyskanal for verden. ret

(48)  Saulus var en lært lærer i Israel; men, midt i sin blinde vildfarelse og fordom, åbenbarer Kristus sig selv for ham, og sætter ham i forbindelse med hans kirke, som er verdens lys. I dette tilfælde repræsenterer Ananias Kristus, og repræsenterer også Kristi tjenere på jorden, som er udpeget til at handle i hans sted. I Kristi sted, rører Ananias Saulus øjne så de kan få synet. I Kristi sted, sætter han sine hænder på ham, beder i Kristi navn, og Saulus modtager Helligånden. Alt gøres i navnet og ved Kristi autoritet; men menigheden er forbindelseskanalen. ret

næste kapitel