(55) Medens Peter udførte sit arbejde, besøgte han de hellige i Lydda. Der helbredte han Æneas, som var blevet bundet til sin seng i otte år af lammelse. "Og Peter sagde til ham: »Æneas! Jesus Kristus helbreder dig! stå op og red selv din seng!« Da stod han straks op. Og alle beboerne i Lydda og på Saronsletten så ham, og de omvendte sig til Herren." ret
(55) Joppe var nær Lydda, og på det tidspunkt lå Tabita – kaldet Dorkas ved fortolkning – død. Hun havde været en værdig Jesu Kristi discipel, og hendes liv var karakteriseret af godgørnheds gerninger og venlighed mod fattige og sorgfyldte, og ved sin iver for sandhedens sag. Hendes død var et stort tab, den nye menighed kunne ikke undvære hendes ædle anstrengelser så godt. Da de troende hørte om de forunderlige helbredelser Peter hade gjort i Lydda, ønskede de rigtig meget at han skulle komme til Joppe. Der blev sendt budbringere til ham for at anmode om hans tilstedeværelse der. ret
(56) Peter brød så op og fulgte med dem. Og da han kom derhen, førte de ham op i salen ovenpå, og alle enkerne stod grædende omkring ham og viste han alle de kjortler og kapper, som »Dorkas« havde syet, medens hun endnu var hos dem. Peter fik de grædende venner sendt ud af salen. Så knælede han ned, og bad inderligt til Gud for at genoprette liv og sundhed i Dorkas’ livløse legeme. Så vendte han sig til det døde legeme og sagde: »Tabita, stå op!« Og hun slog øjnene op, og da hun så Peter, satte hun sig op. Han gav hende hånden og rejste hende op, og han kaldte på de hellige og enkerne og viste dem, at hun levede. Dette store arbejde med at oprejse døde til liv var middel til at omvende mange i Joppe til troen på Jesus. ret
(56) “I Kæsarea boede der en mand ved navn Kornelius, høvedsmand ved den såkaldte »Italienske hærafdeling«; han var en from mand, som frygtede Gud tillige med hele sit hus og gav folket mange almisser og stadig bad til Gud." Selvom Kornelius var romer, kendte han godt til den sande Gud, og havde aflagt sig afgudsdyrkelse. Han var lydig mod Guds vilje, og tilbad ham af et sandt hjerte. Han havde ikke sat sig selv i forbindelse med jøderne, men kendte til, og var lydig imod moralloven. Han var ikke blevet omskåret, eller tog del i offertjenesterne; jøderne regnede ham derfor som uren. Ikke desto mindre støttede han den jødiske sag med gavmilde gaver, og blev kendt fjern og nær for hans velgørenhed og godgørenhed. Hans retfærdige liv gav ham et godt omdømme iblandt både jøder og hedninger. ret
(57) Kornelius hade ikke en forstående tro på Kristus, selvom han troede profetierne, og så frem til Messias’ komme. Ved sin kærlighed og lydighed til Gud var han bragt nær til ham, og var forberedt på at tage imod Frelseren, når han skulle åbenbares for ham. Dommen kommer når det lys, der er givet, forkastes. Høvedsmanden var en mand af en ædel familie, og havde en højt betroet og ærefuld stilling; men disse omstændigheder hade ikke forvansket hans karakters ædle træk. Sand godhed og storhed forenet gør ham til en mand med moralsk værdi. Hans indflydelse var gavnlig over for alle som han kom i kontakt med. ret
(57) Han troede på den ene Gud, himlens og jordens skaber. Han gav ham ære, anerkende hans myndighed, og søgte råd hos ham i alle sit livs forretningsanliggender. Han var trofast i sine hjemmepligter, såvel som i hans embedsansvar, og havde rejst Guds alter i sin familie. Han turde ikke gennemføre sine egne planer, og bære byrden med sine tunge ansvar, uden Guds hjælp; derfor bad han meget og alvorligt for den hjælp. Tro markerede alle hans gerninger, og Gud betragtede dem som rene i hans handlinger, og hans gavmildhed, og Gud var nær til ham i ord og Ånd. ret
(57) Medens Kornelius bad, sendte Gud en himmelsk budbringer til ham, som henvendte sig til ham ved navn. Høvedsmanden blev bange, og vidste at englen var sendt af Gud til at undervise ham, og sagde: »Hvad er det, herre?« Engelen sagde til han: »Dine bønner og dine almisser er steget op til Gud som et ihukommelsesoffer. Send nu nogle mænd til Joppe og lad dem hente en mand, der hedder Simon med tilnavn Peter. Han er gæst hos en garver ved navn Simon, der har sit hus ved havet.« Han skal fortælle dig hvad du skal gøre. ret
(58) Her viste Gud igen sin hensigt med evangelietjenesten, og for hans organiserede menighed. Hans engel var ikke ham der fortalte korsets beretning til Kornelius. Et menneske, underkastet som ham selv under menneskers fejl og fristelser, skulle instruere ham om den korsfæstede, opstandne og himmelfarne Frelser. Den himmelske budbringer blev sendt for at fortælle formålet med at sætte Kornelius i forbindelse med Guds tjener, som ville lære ham hvordan han og hans hus kunne frelses. ret
(58) Kornelius var glædeligt lydig mod budskabet, og sendte straks budbringere ud for at lede efter Peter, efter englens anvisninger. De tydelige ord i disse anvisninger, hvori også den mandens erhverv nævnes, som Peter skulle bo hos, bevidner at Himlen godt kender til meningers historie og forretning i alle livets klasser. Gud kender til denne ydmyge arbejderes daglige beskæftigelse, såvel som han er det med kongen på hans trone. Og han kender til menneskers havesyge, grusomhed, skjulte forbrydelser og selvvished, såvel som deres gode gerninger, godgørenhed, gavmildhed og venlighed. Intet er skjult fra Gud. ret
(59) Umiddelbart efter denne samtale med Kornelius, tog englen til Peter, som var meget træt og sulten efter at have rejst, og som bad på husets tag. Under bønnen fik han vist et syn, "han ser Himmelen åben og noget dale ned; det lignede en stor dug, som ved de fire hjørner blev sænket ned på jorden; i den var der alle slags af jordens fireføddede dyr og krybdyr og himmelens fugle. Og en røst lød til ham: »Stå op, Peter, slagt og spis!« Men Peter svarede: »På ingen måde, Herre! jeg har jo aldrig spist noget vanhelligt og urent.« Og røsten lød atter, for anden gang, til ham: »Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke holde for vanhelligt!« Dette skete tre gange, og straks efter blev dugen taget op til Himmelen igen." ret
(59) Her kan vi se det som sker i Guds plan for at sætte maskineriet i bevægelse, hvorved hans vilje vil blive gjort på jorden, som det sker i himlen. Peter hade endnu ikke forkyndt evangeliet for Hedningene. Mange af dem havde lyttet interesseret til de sandheder som han lærte, men skille muren, som Kristi død havde nedbrudt, var der stadig i apostlenes tanker, og udelukkede hedningerne fra evangeliets privilegier. De græske jøder havde taget imod apostlenes arbejde, og mange af dem havde besvaret deres anstrengelser ved at favne Jesu tro; men Kornelius’ omvendelse blev den første betydningsfulde iblandt hedningene. ret
(59) Med synet om dugen og dens indhold, nedsænket fra himlen, skulle Peter aflægge sine fordomme imod hedningerne, og forstå at hedenske nationer, igennem Kristus, skulle have del i jødernes velsignelser og privilegier, og fik derved den samme hjælp som dem. Nogle har fremhævet at dette syn skulle vise at Gud har fjernet sit forbud mod at det spise dyrekød han tidligere havde erklæret for urent; og at svinekød var egnet som mad. Dette er en meget snæversynet og i det hele taget fejlagtig fortolkning, og det modsiges tydeligt i skriftens beretning om synet og dets konsekvenser. ret
(60) Synet om alle slags livende dyr, som dugen indeholde, og det som Peter var blevet befalet at dræbe og spise, forsikrede at det Gud hade renset ikke skal kaldes for almindeligt eller urent af ham, var en enkel illustration for ham om hedningens sande tilstand; at de ved Kristi død blev gjort til medarvinger sammen med Israels Gud. Det gav Peter både en irettesættelse og undervisning. Hans arbejd var hidtil blevet begrænset helt til jøderne; og han havde set på hedningene som en uren slægt, og udelukket dem fra Guds løfter. Hans tanker skulle nu ledes til at forstå Guds plans verdensomspændende omfang. ret
(60) Endog da han tænkte over synet, blev det forklaret for ham. "Medens Peter nu ikke vidste, hvad han skulle tænke om det syn, han havde haft, se, da havde de mænd, som var udsendt af Kornelius, spurgt sig frem til Simons hus og stod ved porten. Og de råbte for at få at vide, om de havde en gæst dér, som hed Simon med tilnavnet Peter. Og medens Peter grundede over synet, sagde Ånden: »Se, der er to mænd, som søger efter dig; stå op og gå med og drag uden betænkning med dem; thi det er mig, som har sendt dem.« ret
(61) Det var et prøvende påbud for Peter, men han turde ikke handle efter sine egne følelser, og gik derfor ned i sit værelse, og tog imod de budbringere der var blevet sendt ham, fra Kornelius; og sagde: Se jeg er ham I søger; hvad er grunden til at I er kommet? Og de sagde: Kornelius hovedsmanden, en retsindig mand, der frygter Gud, og godt ry blandt jøderne, blev advaret af Gud af en hellig engel at sende jer til hans hus, og for at høre deres ord. Så kaldte han dem ind, og han beværtede ham.” De overbragte deres særlige ærinde til apostlen, og, efter den anvisning de lige havde fået fra Gud, gik han straks med til at ledsage dem den efterfølgende dag. Han gav dem høflig husly om natten, og om morgnen tog han ud sammen med dem til Kæsarea, ledsaget af seks af sine brødre, som skulle være vidner for alt han siger eller gøre når han besøger hedningene; for han vidste at han ville drages til regnskab for en så direkte modstand mod den jødiske tro og lære. ret
(61) Det var næsten to dage før rejsen var til ende og Kornelius hade det glade privilegium at åbne sin døre for en evangelisk prædikant, som efter Guds forsikring, skulle undervise ham og hans hus, hvordan de kunne blive frelst. Medens budbringerne var på deres ærinde, hade høvedsmanden samlet så mange af hans slægtninge som kunne komme, så de, såvel som han, kunne blive undervist i sandheden. Da Peter kom, var en stor gruppe samlet, ventede ivrigt efter at lytte til hans ord. ret
(62) Da Peter kom ind i hedningens hus, hilste Kornelius ham ikke som en almindelig gæst, men som en æret fra Himlen, og sendt til ham af Gud. Det er østerlands skik at bøje sig for en fyrste eller anden høj ærværdig, og for børn at bøje sig for deres forældre, som er æret med betroede stillinger. Men overvældet af ærbødighed for den apostel der var beskikket af Gud, faldt Kornelius ned for hans fødder og tilbad ham. Peter trak sig af rædsel af den handling høvedsmanden gjorde, og løftede ham op på hans fødder og sagde: "Rejs dig op; jeg er selv et menneske." han begyndte at tale fortroligt med ham, for at fjerne en fornemmelse af ærefrygt og yderliggående ærbødighed som høvedsmanden anså ham. ret
(62) Havde Peter omhyllet sig med den autoritet og stilling, som den romerske katolske kirke tilskriver ham, ville han have snare opmuntret til Kornelius’ ærbødighed end bremset den. Peters såkaldte efterfølgere kræver konger og kejsere til at bøje sig på deres fødder, men Peter hævde selv at blot være et fejlbarligt og begrænset menneske. ret
(62) Peter talte med Kornelius og dem som var samlet i hans hus, om jødernes skikke, at de betragtede det som ulovligt at blande sig socialt med hedningene, og medførte ceremoniel besmittelse. Ved Guds lov var det ikke forbudt, men menneskers tradition gjorde det til en bydende skik. Han sagde: »I ved, at det er utilbørligt for en jøde at omgås eller besøge nogen, som hører til et fremmed folk; men mig har Gud vist, at jeg ikke skulle kalde noget menneske vanhelligt eller urent. Derfor kom jeg også uden indvending, da jeg fik bud derom; og nu vil jeg gerne vide: Hvorfor har I sendt bud efter mig?« ret
(63) Derpå fortalte Kornelius om sin erfaring, og englens ord som havde vist sig for ham i synet: ”For fire dage siden fastede jeg indtil denne time; og på den niende time bad jeg i mit hus og så en mand for mig i strålende klæder, og sagde: Kornelius din bøn er hørt, og din almisser bliver husket i Guds øjne. Send således til Joppe og kald Simon hid, hvis efternavn er Peter; han har boet i en Simons hus, en gaver, ved søbredden; som skal tale til jer, når han kommer. "Jeg sendte så straks bud til dig, og du har gjort vel i at komme. Og nu er vi alle til stede for Guds åsyn for at høre alt, hvad der er befalet dig af Herren.« Da tog Peter til orde og sagde: »Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personsanseelse; men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham." Selvom Gud havde begunstiget jøderne frem for alle andre nationer, var de, hvis de dog forkastede lyset, og ikke levede op til deres bekendelse, ikke mere ophøjet i hans øjne end andre folk. Den ibland hedningene, som, ligesom Kornelius der frygtede Gud, og virkede for retfærdighed, levede op til det lys de hade, så Gud venligt på, og deres oprigtige tjeneste blev accepteret. ret
(63) Men Kornelius tro og retfærdighed kunne ikke være fuldkommen uden en kundskab til Kristus; derfor sendte Gud det lys og den kundskab til ham til en længere udvikling af hans retfærdige karakter. Mange nægtede at tage imod det lys som Guds forsyn sendte dem, og som en undskyldning for at gøre dette, blev Peters ord citeret for Kornelius og hans venner: "Men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham." De fastholder at det ikke har nogen betydning hvad mennesker tror, så længe at deres gerninger er gode. Disse tager fejl; tro må forene sig med deres gerninger. De bør gå frem i det lys de har fået. Hvis Gud sætter dem i forbindelse med hans tjenere, som har modtaget ny sandhed, understøttet af Guds Ord, bør de acceptere dette med glæde. Sandhed er fremad. Sandhed er opad. På den anden side, vil dem der hævder at deres tro alene vil frelse dem, stoler på en linje af sand, for tro styrkes og gøres kun stærkere alene ved gerninger. ret
(64) Peter forkyndte Jesus til den gruppe opmærksomme tilhørere; hans liv, hans tjeneste, mirakler, forrådelse, korsfæstelse, genopstandelse og himmelfart, og hans arbejde i himlen, som menneskets repræsentant og Forsvarer, der beder for synderens skyld. Idet apostlen taler, gløder hans hjerte med Ånden i Guds sandhed, som han bringer folket. Hans tilhører blevet betaget af den lære de hørte, for deres hjerter var forberedt til at tage imod sandheden. Apostlen blev afbrudt af Helligåndens nedstigen, ligesom den gjorde på pinsefestens dag. "Og alle de troende af jødisk herkomst, som var kommet derhen sammen med Peter, blev ude af sig selv af undren over, at Helligåndens gave var blevet udgydt også over hedningerne; thi de hørte dem tale i tunger og prise Gud. Da tog Peter til orde: »Skulle nogen kunne hindre disse i at blive døbt med vand, da de jo dog har fået Helligånden lige så vel som vi?« Og han befalede, at de skulle døbes i Jesu Kristi navn. Derefter bad de ham om at blive der nogle dage." ret
(65) Helligåndens nedstigen over hedningene havde ikke samme værdi som dåben. Under alle forhold er de fornødne skridt omvendelsen, tro, anger og dåb. Derved forenes den sande kristne kirke i en Herre, en tro, en dåb. Forskellige temperamentstyper tilpasses ved helligende nådegaver, og de samme betegnende principper styrer alles liv. Peter tilstod de troende hedninges indtrængende bønner, og forblev hos dem for en tid, forkyndte Jesus for alle hedningene deromkring. ret
(65) Da brødrene i Juda hørte at Peter havde forkyndt for hedningene, og hade mødtes med dem, og spist sammen med dem i deres hjem, blev de overraskede og tog anstød af så besynderlige handlinger fra hans side af. De var bange for at denne metode, som var formastelig for dem, ville modsige deres egen lære. Lige så snart Peter besøgte dem, mødte de ham med hård kritik, og sagde: »Du har besøgt uomskårne mænd og spist sammen ned dem.« ret
(65) “Så gav Peter sig til at forklare dem det i sammenhæng og sagde: »Jeg var i byen Joppe og bad; og under en henrykkelse så jeg et syn, noget, der dalede ned, og som lignede en stor dug, der ved de fire hjørner blev sænket ned fra Himmelen, og den kom lige hen til mig. Da jeg stirrede på den og betragtede den, så jeg deri jordens firføddede dyr, både tamme og vilde, og krybdyr og himmelens fugle. Og jeg hørte også em røst, som sagde til mig: »Stå op, Peter, slagt og spis!« Men jeg svarede: »På ingen måde, Herre! noget vanhelligt og urent er aldrig kommet i min mund.« Da lød der for anden gang en røst fra Himmelen: »Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke holde for vanhelligt!« Dette skete tre gange; så blev det alt sammen igen draget op til Himmelen. Og se, i det samme stod der tre mænd ved huset, hvor vi var; de var sendt til mig fra Kæsarea. Og Ånden sagde til mig, at jeg skulle gå med dem uden at gøre forskel. Disse seks brødre drog også med mig, og vi gik ind i mandens hus. Og han fortalte os, hvordan han havde set engelen stå hjemme hos sig og sige: »Send bud til Joppe og lad Simon med tilnavnet Peter hente! Han skal tale ord til dig, hvorved du og hele dit hus skal blive frelst. « Han bad om at det syn, der formanede ham ikke længere skal vedholde skellet mellem omskærelse eller ikke-omskærelse, ej heller anse hedningene for urene, for Gud har ikke personanseelse. Hans formaning viser over for sine brødre at selvom de er blevet befalet af Gud at tage til hedningenes hus, har han taget seks af tilstedeværelse disciplene med sig, som vidner for alle han siger eller gøre når de er der. ret
(66) Han genfortalte begivenhederne ved dette første møde med hedningene og sagde: "Men da jeg var begyndt at tale, faldt Helligånden på dem ligesom på os i den første tid. Da kom jeg Herrens ord i hu, hvorledes han sagde: »Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden.« Når Gud nu har givet dem den samme gave, som vi fik, da vi kom til tro på Herren Jesus Kristus, hvem var da jeg, at jeg skulle være i stand til at stå Gud i vejen?« ret
(67) Da disciplene hørte denne beretning blev de tavse, og overbevist om at Peters handlemåde var en direkte opfyldelse af Guds plan, og at deres gamle fordomme og tilbageholdenhed skulle udslettes helt af Kristi evangelium. "Da de havde hørt dette, blev de stille, og de priste Gud og sagde: »Så har Gud altså også givet hedningerne omvendelsen til liv.« ret