(44) Efter at Paulus havde forladt Filippi, begav de sig til Tessalonika. De havde privilegiet at tale til en stor folkeforsamling i synagogen, med god virkning. Deres udseende bar præg af deres nylige skændige behandling, og nødvendiggjorde en forklaring på hvad de havde været igennem. Dette gav de uden at ophøje sig selv, men ophøjede Guds nådegave, som havde arbejdet for deres befrielse. Imidlertid følte apostelene at de ikke havde tid til at dvæle ved deres egne lidelser. De var bebyrdet med Kristi budskab, og dybt involveret i hans arbejde. ret
(45) Paulus gjorde profetierne i det gamle testamente om Messias, og disse overensstemmelse med Kristi liv og lære, klart for alle, iblandt hans tilhørere som ville acceptere beviserne om emnet. I sin tjeneste havde Kristus åbnet disciplenes sind for de gammeltestamentlige skrifter: "Idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle skrifterne handlede om ham." Idet Peter forkyndte Kristus, fremviste han i de gammeltestamentlige skrifter, der begyndte med Moses og profeterne. Stefanus havde den samme fremgangsmåde, og Paulus fulgte disse eksempeler, og gav inspireret bevis over Kristi mission, lidelse, død, opstandelse og himmelfart. Han beviste klart sin identitet med Messias, gennem Moses og profeternes vidnesbyrd, og viste at det var Kristi røst som talte igennem patriarkerne og profeterne fra Adams dage til dette tidspunkt. ret
(45) Han viste hvor umuligt det var for dem at forklare påsken uden Kristus, som åbenbaret i det Gamle Testamente, og at kobberslangen opløftet i ørknen symboliserede Jesus Kristus, som blev opløftet på korset. Han lærte dem at alle deres religiøse tjenester og ceremonier ville have været værdiløse, hvis de nu forkaster Frelseren, som blev åbenbaret for dem, og som blev fremstillet for dem i disse ceremonier. Han viste dem at Kristus var nøglen der låste det gamle testamente op, og gav adgang til dets rige rigdomme. ret
(46) Sådan forkyndte Paulus for tessalonikerne i tre efterfølgende sabbater, begrundede for dem ud fra skrifterne, om Kristi liv, død og genopstandelse. Han viste dem jødernes forventning til Messias ikke var efter profetien, som hade forudsagt en frelser der kom i ydmyg og armod, for at blive forkastet, afvist og slået ihjel. ret
(46) Han erklærede at Kristus ville komme en anden gang i kraft og megen herlighed, og genoprette sit rige på jorden, lægge al myndighed under sig og herske over alle nationer. Paulus var en adventist; han frembragte den betydningsfulde begivenhed om Kristi andet komme med en sådan kraft og fornuft at det gjorde et dybt indtryk på tessalonikerne, at det aldrig kunne udslettes. ret
(46) De havde en stærk tro på Kristi andet komme, og var bange for at de ikke lever til at bevidne den begivenhed. Paulus gav dem dog ikke det indtryk at Kristus ville komme i deres tid. Han henviste dem til de kommende begivenheder, som måtte udspille sig før tiden kom. Han advarede dem om at de ikke skulle "bringes fra besindelsen eller skræmme hverken ved nogen ånd, noget ord eller noget brev, der foregives at være fra os, som om Herrens dag var lige forestående. Lad ingen vildlede jer på nogen måde. Først må jo frafaldet komme, og lovløshedens menneske, fortabelsens søn, åbenbares." ret
(47) Paulus forudså at der var for at hans ord blev fejlfortolket, og at nogle ville hævde at han, med særlig åbenbarelse, advarede folk om Kristi nær forestående komme. Dette vidste han ville skabe forvirring i troen; for skuffelse avler sædvanligvis vantro. Han formanede derfor brødrene mod at antage et sådant budskab som om det var fra ham. ret
(47) I sit brev til tessalonkerne, mindede Paulus dem om sin arbejdsmetode ibland dem. 1 tessalonikerbrev 2,1-4. Han erklærede at han ikke søgte sjælevinding ved smiger, bedrag eller svig. "Men som vi af Gud er agtet værdige til at få evangeliet betroet, således taler vi ikke for at tækkes mennesker, men Gud, som prøver vore hjerter." Paulus irettesatt og advarede sine nyomvendte med en faders trofasthed for sine børn, medens han samtidig værnede varsomt om dem som en øm moder ville med sit barn. ret
(47) Da jøderne så at apostlen havde succes med at samle store forsamlinger: da mange antog deres lære – iblandt dem var byens ledende kvinder og hedningeskarer – blev de fyldt af skinsyge og misundelse. Disse jøder var ikke yndet af den romerske magt, fordi de havde gjort opstand i hovedsædet for ikke så lang tid siden. Der blev set med foragt på dem, og deres frihed var i meget indskrænket. Nu så de en anledning til at udnytte situationen og genoprette sit gode ry, og samtid bringe vanry over apostlen og de nyomvendte kristne. ret
(47) Dette igangsatte de ved at vise at lederne for den nye lære rejste tumult iblandt folk. De opildnede den kraftsløse hobs lidenskaber ved listige opfinde falsknerier, og opæggede dem til en stormangreb på Jasons hus, apostlenes midlertidige hjem. Dette skete i raseri, mere som vilde dyr end som mennesker. De var blevet fortalt af jøderne at få Paulus og Silas ud, og trække dem til myndighederne, og anklage dem for at skabe dette oprør, og gøre opstand. ret
(48) Da de var brudt ind i huset, fandt de imidlertid ud af at apostlen ikke var der. Venner som frygtede at dette var ved at ske, havde skyndt dem ud af byen, og de var rejst til Berøa. I deres opildnede skuffelse over at ikke finde Paulus og Silas, arresterede hoben Jason og hans bror, og trak dem frem for myndigheder med denne anklage: »Disse mennesker, som har bragt hele verden i oprør, er nu også kommet hertil, og dem har Jason taget imod; de handler alle mod kejserens befalinger og siger, at en anden, en, der hedder Jesus, er konge.« ret
(48) Jøderne fortolkede Paulus ord til at Kristus ville komme for anden gang i den slægt, og regere over jorden som konge over alle nationer. Anklagen blev ført bestemt imod apostlene at byfogederne troede på det, og pålagde Jason tavshed, da Paulus og Silas ikke var at finde. De forfølgende jøder bildte sig selv ind at de, ved deres kurs over for kristne, hade genvundet byfogedernes tillid, og havde fået ry for at være loyale borgere, medens de samtidig havde tilfredsstillet deres skinsyge imod apostlene, og overført den mistanke der hidtil havde hvilet over dem selv til kristendommens nyomvendte. ret
(49) I sit første brev til tessalokinerne siger Paulus: "Thi vort evangelium kom ikke til jer i ord alene, men i kraft og i Helligånd og fuld vished; I ved jo også, hvordan vi for jeres skyld optrådte iblandt jer. Og I blev vore efterfølgere, ja Herrens, da I under stor trængsel tog imod ordet med glæde i Helligånden. Derved er I blevet forbillede for alle de troende i Makedonien og Akaja." ret
(49) Dem der forkynder en upopulær sandhed i vore dage, møder en afgjort modstand, ligesom apostlene gjorde. De kan ikke forvente at blive taget bedre imod fra en stor majoritet af bekendende kristne ligesom Paulus gjorde fra sine jødiske brødre. Der vil være en forening af modstand imod dem; for de forskellige organisationer kan være i deres følelser og religiøse tro, hvor de forener sig i at træde Guds lovs fjerde bud under fode. ret
(49) Dem som ikke vil acceptere sandheden for sig selv er de mest ivrige for at andre ikke skal tage imod den; og der er ikke mangel på dem der vedholdende spreder løgne, og oprør folks basiske lidenskaber for at Guds sandhed ikke får virkning. Men Kristi budbringere må ruste sig selv med årvågenhed og bøn, og gå frem i tro, fasthed og mod, og i Jesus navn, holde sig til arbejdet ligesom apostlene. De må støde advarselbasunens stød for verden, lære lovovertræderne hvad synd er, og pege dem til Jesus Kristus som dens store og eneste udvej. ret