(60) Paulus ventede ikke på sine brødre Silas og Timotius i Athen, men efterlod en besked til dem, at følge ham, og tog straks til Korint. Her tog han ud på en anden arbejdsmark, som var anderledes end den han havde forladt. I stedet for Filosofiskolens nysgerrige og kritiske elever, kom han i kontakt med en travl og foranderlig befolkning i et stort handelscenter. Men da han så tilbage på den tid og det arbejde som han havde brugt der til at redegøre for kristendommen, indså han at hans lærestil ikke gav mange frugter af sig, besluttede han sig for at arbejde på et andet plan fremover. Han besluttede at undgå komplicerede argumenter og teoridiskussioner mest muligt, og føre synderen hen mod læren om frelse igennem Kristus. I sit brev til sine korentiske brødre, beskrev han efterfølgende sin arbejdsmetode iblandt dem:— ret
(60) Da jeg kom til jer, brødre, kom jeg heller ikke og forkyndte jer vidnesbyrdet fra Gud med fremragende veltalenhed eller visdom. Thi jeg havde fattet det forsæt ikke at ville vide af noget andet, medens jeg var iblandt jer, end Jesus Kristus, og det som korsfæstet. Og jeg kom til jer i svaghed og frygt og megen bæven, og min tale og mit budskab virkede ikke ved visdoms overtalende ord, men ved Ånds og krafts bevis, for at jeres tro ikke skulle bygge på menneskers visdom, men på Guds kraft. ret
(61) Her har apostlen givet den mest fremgangsrige måde at omvende sjæle fra uvidenhed og vildfarelsens mørke til sandhedens lys, på. Hvis prædikanter ville følge Paulus eksempel tættere i dets enkeltheder, ville de se større fremgang i deres anstrengelser. Hvis alle, som tjener i gord og lære vil gøre det deres første opgave at være ren i hjerte og liv, og knytte sig selv tæt til himlen, ville deres lære have meget større kraft til at overbevise sjæle, og mange blev omvendt til Gud. ret
(61) Korint overgav apostlen en vigtig arbejdsmark. Det var en stor købstadsby, tæt forbundet med Rom. Paulus så at hvis evangeliet kunne etableres der, ville det hurtig kunne bringes videre til alle dele af verden. Jøderne som var blevet fordrevet fra Rom for nylig, på grund af deres stadige opstand, havde bosat sig i Korint. Mange som var uskyldige og fri for fejl, blev forfulgt voldsomt, og tvunget til at lide skyld. Bland den klasse var der Akvila og Priskilla. Paulus stiftede særligt bekendtskab til disse personer, på grund af deres håndværk, og hans eget var det samme. ret
(61) Apostlen forkyndte om dagen, og natten arbejdede han med Akvila og Priskilla i teltmageriet. Da han var i en by med fremmede, ville han ikke få betaling af nogen, men arbejde med sine hænder til at underholde sig selv; og forkynde derved og arbejde, bragte han den højeste slags kristendom. Han kombinerede lære med sit arbejde; og medens han sled sammen med andre i håndværket, bibragte han sine kollegaer kundskab om frelsesvejen. På denne måde fik han adgang til mange som han ellers ikke kunne have nået. ret
(62) Korinth blev betragtet som en meget ulovende arbejdsmark. Der var utallige afgudsdyrkere, og Venus var deres foretrukne gudinde. Et stort antal udsvævende kvinder arbejde i forbindelse med tilbedelsen af denne regerende guddom, for at tiltrække efterladende dødelige menneskers fornøjelser. Korinterne var sunket i moralbesmittelsens dybder. ret
(62) Paulus fandt sig selv midt i utallig mange grækere og jøder. Folk fra alle dele af verden blev draget til dette sted. Apostlen forkyndte, efter sin skik, først i synagogen hver sabbat. Da Silas og Timotius sluttede sig til ham, arbejdede de sammen med Paulus. Men da han lærte at Jesus var Messias, blev jøderne vrede. ” Men da de stod imod og spottede, rystede han støvet af sine klæder og sagde til den: »Jeres blod komme over jeres egne hoveder. Jeg er uden skyld; fra nu af vil jeg gå til hedningerne.« Og han gik bort derfra og tog ind hos en gudfrygtig mand ved navn Titius Justus, hvis hus stødte op til synagogen.” ret
(62) Med sin lære dvælede apostlen ved Kristus, og viste ud fra Moses og profeterne at han var den længe ventede Messias. Han arbejdede ikke på at fortrylle ørerne med talekunst, eller involvere tankerne i filosofiske diskussioner, som ville lade være uberørt. Han forkyndte Kristi kors, ikke med veltalenhed, men med Guds nåde og kraft; og hans ord bevægede folk. "Men synagogeforstanderen Krispus kom til tro på Herren tillige med hele sit hus; og mange andre af korinterne, som hørte ordet, troede og lod sig døbe." ret
(63) Paulus mødte den største modstand fra Jøderne. De forhindrede hans arbejde på enhver mlig måde, bespottede den Ånd og kraft som fulgte ham overalt, og tillagde de mirakler han udførte i Kristi navn en satanisk egenskab. Krispus omvendelse og dåb bevirkede en forbitrelse i stedet for at overbevise disse hårdnakkede modstandere. Deres modstand voksede efterhånden som flere omvendte sig til kristendommen. Der fulgte lignende resultater af deres arbejde, som søgte at vinde sjæle til den nærværende sandhed. Mange kristendomsbekendere er de mest bitre og overdrevne modstandere, i mangel på de mest overbevisende beviser. ret
(63) Paulus var meget ivrig efter at forstå sin pligt, og Herren beviste over for ham at han var interesseret i hans arbejde, og vidende om hans iver og modløshed. Ved et syn han fik om natten, forsikrede ham om guddommelig tilstedeværelse og støtte, lovede ham sikkerhed og succes, og tilskyndede ham til at ikke forblive tavs, men fortsætte sit arbejde med fornyet mod. Han blev bevidst om styrken fra Gud i den hårde stund, for at berede ham til endnu større manifestationer på jødernes side. ret
(63) Paulus større succes med at vise Kristus for folk, vækkede de ikke-troende jøder til mere afgjort modstand. De rejste sig sammen i stor tumult, og førte ham til Gallio domstol, som var statholder i Akaja. Ligesom i tidligere gange, forventede at få myndighederne over på deres side; og med høj og vrede stemmer fremhævede de deres beklagelser mod apostlene, og sagde: »Denne mand overtaler folk til at dyrke Gud på en måde, som strider mod loven.« ret
(64) Prokonsulen, som væmmes ved de anklagende jøders blinde tro og selvretfærdighed, nægtede at tage sig af anklagen. Da Paulus forberedte en forsvarstale, sagde Gallio at det ikke var nødvendigt. Da han vendte sig til de vrede anklagere, sagde han: »Hvis der forelå en retskrænkelse eller grov uorden, jøder! ville jeg selvfølgelig have taget imod jeres klage. Men gælder det stridsspørgsmål om lære og navne og om den lov, I har, så må det blive jeres egen sag; jeg vil ikke være dommer over den slags ting.« ret
(64) For første gang i Paulus’ arbejde i Europa, vendte hoben sig til sandhedsprædikantens side; og under prokonsulens øje, og uden indblanden fra ham, folk var voldsomt omringet af apostlens største anklagere. "Så greb de alle fat i synagogeforstanderen Sostenes og slog løs på ham lige foran domstolen; men alt dette tog Gallio sig ikke af." ret
(64) Gallio var et retskaffen mand, og vil ikke blive holdt for nar af de ivrige og rænkekære jøder. Modsat Pilatus, nægtede han at gøre den uret, som han vidste var en uskyldig mand. Den jødiske religion var under den romerske magts beskyttelse; og Paulus’ anklagere mente at hvis de kunne anklage ham for at overtræde deres religion, ville han sandsynligvis gives i deres hænder, så de kunne straffe ham efter deres behag. Derved håbede de at opnå hans død. ret
(65) Både græker og jøder havde ventet ivrigt efter Gallios beslutning; og hans umiddelbare afvisning af den sag, som en der ikke havde offentlighedens interesse, var signal til jøderne om at trække sig tilbage, blive forbløffede og rasende, og folkemængden skal gå løs på synagogeforstanderen. Også den uvidende larmende folkehob kunne kun se den uretfærdighed og hævngerrighed som jøderne udviste i deres angreb på Paulus. Derved fik Kristendommen en tydelig sejr. Hvis apostlen var blevet drevet fra Korint på dette tidspunkt, på grund af jødernes ondskab, var hele sammenslutningen af nyomvendte til Kristi tro være i stor fare. Jøderne ville have dristet sig at op om de fordele de havde fået, som de plejede, endog at få udryddet kristendommen i det område. ret
(65) “Så slog han sig ned dér et år og seks måneder og lærte Guds ord iblandt dem.” ret